Regnen hamrede mod de høje vinduer i Ascension-forskningscentrets underjordiske laboratorium. Dr. Magnus Thornberg stod foran kontrolpanelet, hans øjne lysende op af forventning efter fem års utrættelig forskning. Omkring ham summede det massive maskineri, en ring af poleret titan, tre meter i diameter, forbundet til utallige kabler og kvantecomputere.
“Energiniveauet er stabilt ved 98 procent,” rapporterede Dr. Lisa Chen fra sin position ved overvågningsskærmene. Hendes stemme rystede let. De havde aldrig nået så højt før.
“Fortsæt,” beordrede Thornberg. Hans grånende hår var uglet efter tres timers uafbrudt arbejde. “Vi er så tæt på.”
I kontrolrummets hjørne sad den unge forsker Thomas Møller og overvågede de biometriske aflæsninger. En masse separate datastrømme flød over hans skærme, hver repræsenterede et menneskelig subjekt i kælderens særlige faciliteter. Han prøvede ikke at tænke på, hvad disse tal egentlig betød.
“99 procent,” hviskede Chen. “Dr. Thornberg, vi bør måske…”
“Fortsæt!”
Luften i laboratoriet begyndte at vibrere. Små elektriske gnister dansede langs titanringen. Thornberg kunne mærke håret rejse sig på sine arme, ikke fra statisk elektricitet, men fra noget dybere, noget der fik hans primitive hjerne til at skrige højt med advarsler.
“100 procent!” råbte Chen.
Titanringen eksploderede i lys. Men det var ikke almindeligt lys, det var som om selve virkeligheden revnede, og gennem sprækken strømmede noget der var hvidere end hvidt, renere end rent. Forskerne skærmede for deres øjne, men lyset brændte sig gennem deres lukkede øjenlåg.
Og så, lige så pludseligt som det var begyndt, stoppede det.
I ringens centrum svævede nu en oval af det smukkeste lys Thornberg nogensinde havde set. Det pulserede blidt, som et levende hjerte af ren energi. Portalen. Efter alle disse år, alle ofrene, alle de etiske grænser han havde overskredet, endelig havde han gjort det.
“Min Gud,” hviskede Chen. “Vi har faktisk..”
Hendes ord blev afbrudt da noget begyndte at træde ud gennem portalen. Først en fod, nøgen og perfekt, der blidt rørte laboratoriets kolde gulv. Derefter et ben, badet i hvad der lignede vævet månelys. Og endelig trådte hun helt igennem.
Hun var den smukkeste kvinde, Thornberg nogensinde havde set. Hendes hår var som spundet guld, hendes hud strålede med en indre glød. Hun bar en simpel hvid kjole der syntes at flyde omkring hende som vand. Men det var hendes øjne der virkelig fangede ham, de var som dybe bassiner af medfølelse og visdom, øjne der havde set universets fødsel og forstod alle dets hemmeligheder.
“Frygt ikke,” sagde hun, og hendes stemme var som tusind klokker der ringede i perfekt harmoni. “Jeg er Seraphina. Jeg er kommet for at hjælpe.”
Thomas Møller var den første der vovede at nærme sig. Han havde været plaget af leukæmi i måneder, holdt det hemmeligt for sine kolleger. Men da Seraphina lagde sin hånd på hans skulder, følte han varmen sprede sig gennem sin krop som flydende sollys. Smerten, trætheden, den konstante kvalme, det hele forsvandt på et øjeblik.
“Hvordan…?” begyndte han, tårer strømmende ned ad hans kinder.
“Kærlighed,” svarede Seraphina simpelt. “Kærlighed helbreder alle sår.”
Tre uger senere sad Emma Lindqvist på Rigshospitalets børneafdeling og holdt sin datters kolde hånd. Helena var kun otte år gammel, men knoglesarkomen havde allerede spredt sig til hendes lunger. Lægerne havde givet op, nu handlede det kun om at gøre hende komfortabel i hendes sidste tid.
“Mor,” hviskede Helena svagt. “Gør det ondt at dø?”
Emma måtte bide sig i læben for ikke at bryde sammen. “Nej, skat. Det gør ikke ondt.”
“Du lyver,” sagde Helena med et svagt smil. “Du rynker altid næsen når du lyver.”
Før Emma kunne svare, åbnedes døren. Dr. Petersen trådte ind, men han var ikke alene. Ved hans side stod en kvinde, den smukkeste kvinde Emma nogensinde havde set.
“Fru Lindqvist,” sagde Dr. Petersen, og hans sædvanligvis professionelle stemme rystede af ophidselse. “Dette er… dette er Seraphina. Hun er her som del af et særligt program. Med Deres tilladelse vil hun gerne undersøge Helena.”
Emma havde hørt rygterne. Alle på hospitalet havde. En mystisk helbreder der havde kureret umulige tilfælde. Men hun havde afvist det som desperat ønsketænkning.
“Jeg… jeg forstår ikke,” stammede Emma.
Seraphina trådte frem, og rummet syntes at blive lysere med hendes tilstedeværelse. “Må jeg?” spurgte hun blidt og pegede på Helena.
Helena, som ikke havde haft kræfter til at sidde op i dagevis, løftede pludselig hovedet. “Du er smuk,” sagde hun med barnlig ærlighed. “Er du en engel?”
“Nogle kalder mig det,” svarede Seraphina med et smil varmt, at det kunne smelte is.
Hun lagde sine hænder på Helenas pande, og et blødt gyldent lys begyndte at stråle ud af hendes fingre. Helena gispede, hendes øjne blev store. Emma ville have grebet ind, men Dr. Petersen holdt hende tilbage.
“Vent,” hviskede han. “Se.”
Farven vendte tilbage til Helenas kinder. Hendes vejrtrækning, der havde været anstrengt og hvæsende, blev dyb og regelmæssig. Hun satte sig op i sengen uden anstrengelse, stirrende på sine hænder som om hun så dem for første gang.
“Mor,” sagde hun med klar stemme. “Jeg har det godt. Jeg har det virkelig godt!”
Emma brød sammen i gråd. Hun faldt på knæ foran Seraphina, hun prøvede at finde ord. “Hvordan kan jeg nogensinde takke Dem?”
Seraphina løftede hende blidt op. “Der er ingen grund til tak. At tjene er min glæde.”
Men da Emma så ind i englens perfekte øjne, var der et øjeblik, kun et kort sekund, hvor hun kunne have svoret at hun så noget andet. Noget gammelt. Noget sultent.
Statsminister Lars Rasmussen sad i det sikrede mødelokale under Christiansborg og stirrede på de klassificerede rapporter. Omkring bordet sad landets øverste sikkerhedsrådgivere, sundhedsministeren og lederne af PET.
“Lad mig forstå dette korrekt,” sagde Rasmussen langsomt. “I fortæller mig at en privat forskningsfacilitet har åbnet en… portal… til hvad de påstår er himlen?”
“Det er hvad Dr. Thornberg hævder, ja,” svarede PET-chefen Karsten Mølgaard. “Og denne Seraphina har helbredt over tohundrede patienter på tre uger. Kræft, ALS, HIV, alt forsvinder ved hendes berøring.”
“Det er umuligt,” mumlede sundhedsministeren.
“Og dog har vi dokumentation,” indvendte Mølgaard og skubbede en tablet hen over bordet. “Videooptagelser, medicinske journaler, blodprøver før og efter. Det er ægte.”
Rasmussen scrollede gennem materialet, hans ansigt blev mere og mere alvorligt. “Og offentligheden?”
“Ved intet endnu. Vi har formået at holde det inden for lukkede kredse. Men det er kun et spørgsmål om tid.”
“Hvad ved vi om dette Ascension-center?”
“Dr. Magnus Thornberg fik tilladelse til at forske i kvantefysik og bevidsthedsstudier for fem år siden. Alt så legitimt ud på papiret. Men…” Mølgaard tøvede. “Vi har modtaget bekymrende rapporter om forsvundne hjemløse i området omkring centret.”
“Forsvundne hjemløse?”
“mange personer over de sidste to år. Ingen har kunnet bevise en forbindelse, men…”
Rasmussen rejste sig og gik hen til vinduet, selvom der ikke var noget at se i det underjordiske rum. “Jeg vil møde hende. Denne Seraphina.”
“Er det klogt, hr minister?”
“Hvis hun virkelig kan hvad de siger, kunne det revolutionere vores sundhedssystem. Og hvis det er bedrag eller noget værre…” Han vendte sig om. “Så må vi vide det nu.”
Emma kunne ikke slippe følelsen af at noget var galt. Helena var blevet udskrevet for en uge siden, fuldstændig helbredt ifølge alle tests. Men hendes datter var… anderledes.
Hun sad ved køkkenbordet og så Helena spise morgenmad. Pigen bevægede sig mekanisk, tyggede præcist tyve gange før hun slugte, hendes øjne stirrede lige frem uden at fokusere på noget.
“Helena, skat, hvordan har du det?”
“Jeg har det perfekt, mor,” svarede Helena med en monoton stemme der fik det til at løbe koldt ned ad Emmas ryg.
“Vil du lege med dine dukker senere?”
“Hvis du ønsker det.”
Emma satte sig ned over for sin datter. “Helena, se på mig.”
Pigen løftede langsomt hovedet, og deres øjne mødtes. For et øjeblik så Emma noget flakke dybt i Helenas pupiller, en skygge af den pige hun kendte, fanget bag en mur af… hvad?
“Hjælp mig,” hviskede Helena så lavt at Emma næsten ikke hørte det. Men så blinkede hun, og det normale udtryk vendte tilbage. “Sagde du noget, mor?”
Emmas telefon ringede før hun kunne svare. Det var hendes redaktør på Politiken.
“Emma, jeg ved du har orlov, men jeg har en historie der er lige dig. Kan du møde en kilde i aften?”
“Jeg ved ikke, Henrik. Helena..”
“Det handler om Ascension-centret. Kilden siger hun har information om hvordan de helbredelser virkelig fungerer.”
Emma så på sin datter, der igen spiste på den mekaniske måde. “Hvor og hvornår?”
“Café Noir, klokken 21. Kilden hedder Sara Nørgaard. Hun er forsker derude.”
Café Noir lå i en sidegade i det indre København, det perfekte sted for diskrete møder. Emma ankom ti minutter før tiden, hendes journalistinstinkter på højeste alarmberedskab. Hun havde efterladt Helena hos sin mor med en undskyldning om arbejde.
Dr. Sara Nørgaard sad allerede i et hjørne, en kvinde med mørke rande under øjnene og rystende hænder omkring kaffekoppen. Hun så op da Emma nærmede sig, og hendes ansigt var præget af frygt og udmattelse.
“Tak fordi du kom,” hviskede Sara. “Jeg vidste ikke hvem jeg ellers skulle kontakte.”
Emma satte sig ned og tog sin notesbog frem. “Din besked var ret kryptisk. Du arbejder på Ascension?”
“Arbejdede. Jeg… jeg kunne ikke blive længere. Ikke efter hvad jeg så.” Sara tog en dyb indånding. “Alle tror Seraphina er et mirakel. En engel sendt for at helbrede os. Men det er ikke hele sandheden.”
“Fortsæt.”
“Har du hørt om Projekt Lazarus?”
Emma rystede på hovedet.
“Det er det virkelige grundlag for portalen. Dr. Thornberg fortalte os at vi forskede i kvantefelter og bevidsthed, men…” Sara åbnede sin taske og skubbede en USB-stick over bordet. “Det her tog mig måneder at samle. Jeg risikerer alt ved at give dig det.”
“Hvad er der på den?”
“Beviser. Videooptagelser fra de nederste niveauer af centret. Niveauer som de fleste ansatte ikke engang ved eksisterer.” Saras stemme sank til en hvisken. “Emma, de har mennesker dernede. Mennesker i glasskamre.”
“Hvad mener du ‘har mennesker’?”
“Hjemløse, narkomaner, folk ingen savner. De holder dem i en konstant cyklus af død og genoplivning. Dræber dem med kemikalier, genopliver dem med elektroshock og avanceret medicin. Igen og igen og igen.”
Emma følte kvalmen rejse sig. “Det er… det er tortur.”
“Det er værre end tortur. Det er industrialiseret sjælemord.” Sara lænede sig frem. “Hver gang de dør og kommer tilbage, genererer de en form for energi. Thornberg kalder det ‘sjælsresonans’. Det er den energi der holder portalen åben.”
“Og Seraphina?”
“Hun er… jeg ved ikke hvad hun er. Men hun er ikke fra himlen.” Sara rystede mere voldsomt nu. “Jeg har set ting, Emma. Når hun tror ingen kigger, falder masken. Hendes ansigt… det er ikke menneskeligt nedenunder.”
Emma tænkte på sin datters tomme øjne. “De mennesker hun helbreder, sker der noget med dem?”
“Ja. De bliver… mindre. Som om noget af deres essens er blevet taget. Og nogle af dem…” Sara tøvede. “Nogle af dem har jeg set vandre rundt om centret om natten. De bevæger sig i flok, som én organisme. Og deres øjne…”
“Hvad med deres øjne?”
“De gløder. Svagt, men de gløder med samme lys som portalen.”
Emma tog USB-sticket og puttede den i lommen. “Hvis det her er sandt, hvorfor er du den eneste der siger noget?”
“Fordi de andre enten er for bange, eller…” Sara så sig over skulderen. “Eller de er blevet ‘helbredt’ af Seraphina. Alle der stiller spørgsmålstegn bliver syge. Og så helbreder hun dem. Bagefter stiller de aldrig spørgsmålstegn igen.”
“Du må gå til politiet.”
Sara lo bittert. “Politiet? Regeringen ved allerede alt. De har sendt deres egne folk for at blive helbredt. Statsministeren var der i sidste uge.”
Pludselig gik alle lys i caféen ud. I mørket hørte Emma en lyd som tusind hviskende stemmer. Sara greb hendes arm med desperat styrke.
“De ved jeg er her,” hviskede hun. “Du må love mig, hvis noget sker med mig, offentliggør det hele. Lov mig det!”
Lysene tændte igen. Caféen var tom bortset fra dem og bartenderen, der pudsede glas som om intet var sket.
“Jeg lover det,” sagde Emma.
Sara rejste sig på usikre ben. “Jeg må gå. Pas på din datter, Emma. Hvis hun er blevet helbredt… hold øje med hende. Og stol aldrig på englens smil.”
Hun forsvandt ud i natten. Det var sidste gang nogen så Sara Nørgaard i live.
Emma vågnede klokken tre om natten af sin datters skrig. Hun styrtede ind på Helenas værelse og fandt pigen siddende oprejst i sengen, hendes øjne vidtåbne af rædsel.
“Helena! Skat, det er bare et mareridt.”
“Hun er inde i mig, mor,” hulkede Helena. “Den smilende dame er inde i mit hoved.”
Emma holdt sin datter tæt. “Det var bare en drøm.”
“Nej!” Helena skubbede sig væk. “Du forstår ikke. Hun viser mig ting. Forfærdelige ting.”
“Hvad slags ting?”
Helena så på hende med øjne der var alt for gamle til en otteårig. “Jeg ser mennesker i glas. De skriger, men ingen kan høre dem. Og der er noget under centret. Noget der har sovet i tusinder af år.”
Emma følte blodet fryse i hendes årer. Hun havde ikke fortalt Helena om sit møde med Sara.
“Helena, hvordan ved du om centret?”
“Hun viser mig det. Seraphina. Hun siger jeg snart bliver perfekt ligesom hende.” Helena greb sin mors hænder. “Mor, jeg vil ikke blive perfekt. Jeg vil bare være mig.”
Emma tog sin beslutning. “Pak din bamse og dit tøj. Vi tager væk herfra.”
“Hvor hen?”
“Til mormor på landet. Nu.”
Mens de pakkede, tændte Emma for sin laptop og satte Saras USB-stick i. Hvad hun så fik hende til at kaste op i skraldespanden.
Videooptagelserne var kornede men tydelige. Rækker af glaskamre, hver indeholdende et nøgent menneske forbundet til utallige slanger og ledninger. Hun så dem dø, så deres kroppe krampe mens giften pumpedes ind. Så, efter præcis tre minutter og tretten sekunder, blev de chokket tilbage til livet. Deres skrig, når de vågnede, ville forfølge hende resten af livet.
Men det værste var Thornbergs stemme på lydsporet, kold og klinisk: “Subjekt 17 har gennemgået 341 cyklusser. Sjælsresonansen er stabil ved 87%. Fortsæt proceduren.”
Helena stod i døråbningen. “Mor, der er nogen udenfor.”
Emma kiggede ud af vinduet. På gaden nedenfor stod en gruppe mennesker. De stod helt stille, ansigterne vendt op mod deres lejlighed. I måneskinnet kunne hun se at deres øjne glødede svagt.
“Bagtrappen,” hviskede Emma. “Nu.”
De nåede næsten til bilen før de blev omringet. De kom ud af skyggerne som spøgelser, mænd og kvinder i alle aldre, alle med samme tomme udtryk, alle med samme svagt glødende øjne.
“Vend tilbage,” sagde de i kor. “Seraphina ønsker at tale med jer.”
Emma holdt Helena tæt. “Lad os passere.”
“Barnet tilhører hende nu,” fortsatte koret. “Det er en ære at tjene.”
“Hun tilhører ingen!” skreg Emma og prøvede at bryde igennem deres rækker.
En hånd greb hendes arm med umenneskelig styrke. Hun genkendte manden, det var Henrik Larsen, en tidligere kræftpatient der var blevet helbredt for to uger siden. Hans greb var som jern.
“Smerte er unødvendig,” sagde han med en stemme der ikke var hans egen. “Underkastelse er fred.”
Helena vred sig fri og bed ham i hånden. Han slap ikke, men noget flakkede i hans øjne, et glimt af den mand han havde været.
“Kør,” hviskede han med sin rigtige stemme. “Kør og stop ikke.”
Hans greb løsnede sig lige nok til at Emma kunne rive sig fri. De sprintede til bilen mens koret af stemmer bag dem begyndte at synge en monoton salme på et sprog Emma ikke genkendte.
De kørte i tre timer uden at stoppe. Helena sad stille på bagsædet, hendes øjne lukkede.
“Mor,” sagde hun endelig. “Jeg kan høre dem. Alle sammen. De mennesker hun har helbredt. De er alle forbundet nu.”
“Hvordan?”
“Hun tager en del af os når hun helbreder. Erstatter det med en del af sig selv. Som en parasit.” Helena åbnede øjnene. “Men jeg kæmper imod. Jeg vil ikke lade hende vinde.”
Emma kiggede på sin datter i bakspejlet. “Du er stærkere end hende, skat.”
“Nej, mor. Det er jeg ikke. Men måske… måske hvis vi finder ud af hvad hun virkelig er…”
Huset lå isoleret midt i en skov i Nordsjælland, tyve kilometer fra nærmeste by. Emmas mor, Astrid, havde boet her alene siden hendes mand døde for fem år siden. Det var det perfekte skjulested.
Astrid åbnede døren før de nåede op ad indkørslen. Den gamle kvinde så på deres ansigter og nikkede.
“I er i problemer,” sagde hun. Det var ikke et spørgsmål.
“Mor, vi har brug for et sted at være. Bare nogle dage.”
Astrid kiggede på Helena, og hendes ansigt blev hårdt. “Hvad har de gjort ved barnet?”
“Hvordan ved du..”
“Jeg er ikke blind, Emma. Hendes aura er… forkert. Splittet.” Astrid havde altid hævdet at kunne se folks auraer, noget Emma havde affejet som alderdomssnak. Nu var hun ikke så sikker.
Inde i huset, med døre og vinduer låst og gardiner trukket for, fortalte Emma hele historien. Astrid lyttede uden at afbryde, hendes ansigt blev mere og mere alvorligt.
“Vis mig optagelserne,” sagde hun til sidst.
Emma tøvede. “Mor, de er ret grafiske…”
“Jeg har set værre. Vis mig.”
De så videoerne sammen. Astrid studerede dem intenst, særligt de dele hvor Thornberg talte om “sjælsresonans” og “dimensionale barrierer.”
“Tåber,” mumlede hun. “Arrogante tåber.”
“Kender du til det her?”
Astrid rejste sig og gik hen til bogreolen. Hun trak en gammel, læderbundet bog frem. “Din bedstefar var mere end bare historiker. Han studerede… det okkulte. Ting videnskaben ikke kan forklare.”
Hun åbnede bogen og viste dem en illustration. Emma gispede. Det var en næsten nøjagtig kopi af titanringen i Ascension-centret.
“Dette er fra Babylon,” sagde Astrid. “For fire tusind år siden. De kaldte det ‘Porten til de Sovende.’ Legenden siger at præsterne ofrede tusinder for at åbne den.”
“Hvad skete der?”
“Noget kom igennem. Noget der udgav sig for en gud. Det helbredte de syge, fik det golde land til at blomstre. Folk tilbad det.” Astrid vendte siden. Den næste illustration viste byen i flammer, kroppe stablet i gaderne. “Inden for et år var alle døde eller… forandrede. Byen blev forladt og glemt.”
Helena, som havde siddet stille, pegede på en figur i illustrationen. “Det er hende.”
Figuren var en smuk kvinde med gyldent hår, omgivet af tilbedende mennesker. Men kunstneren havde tilføjet en detalje. Bag kvinden var der en skygge, og skyggen havde form som noget monstrøst.
“Hvad er hun?” spurgte Emma.
Astrid lukkede bogen. “Din bedstefar kaldte dem ‘De Ældgamle.’ Væsener fra før vores univers. De fleste sover, fanget mellem dimensioner. Men nogle gange finder nogen en måde at vække dem på.”
“Hvordan stopper vi hende?”
“Ifølge legenderne kan de kun eksistere her gennem en åben portal. Luk portalen, og de bliver trukket tilbage.”
Emma tænkte på menneskerne i glaskamrene. “Men portalen holdes åben af…”
“Af lidelse,” færdiggjorde Astrid. “Konstant, cyklisk lidelse. Sjælene fanget mellem liv og død genererer den energi der holder dimensionerne åbne.”
“Så for at lukke portalen…”
“Må cyklussen brydes. Permanent.”
De sad i tavshed og forstod implikationen. For at stoppe Seraphina måtte de mennesker dø, rigtigt dø, uden genoplivning.
Helena rejste sig pludselig, hendes øjne rullede tilbage i hovedet. Da hun talte, var det med Seraphinas stemme:
“Hvor I end gemmer jer, finder jeg jer. Barnet er allerede mit. Snart vil alle være det.”
Hun kollapsede. Emma fangede hende før hun ramte gulvet.
Helena vågnede efter seks timer, hun var svag, men sig selv igen. “Hun bliver stærkere,” hviskede hun. “Jeg kan ikke holde hende ude meget længere.”
Emma havde brugt tiden på at researche. Sammen med Astrids okkulte bøger og Saras data begyndte et billede at forme sig.
“Se her,” sagde hun og pegede på en af Thornbergs tidlige forskningsnotater. “Han nævner at han fandt instruktionerne i nogle babyloniske tavler købt på det sorte marked. Han troede det var symbolsk, men…”
“Men han fulgte dem bogstaveligt,” indskød Astrid. “Alle ritualer har en pris. Han troede han kunne snyde systemet med videnskab.”
Emmas telefon ringede. Det var et ukendt nummer.
“Lad være med at svare,” advarede Astrid.
Men Emma havde allerede taget den. “Hallo?”
“Emma Lindqvist.” Det var Dr. Thornbergs stemme. “Jeg ved hvor du er. Men jeg ringer ikke for at true. Jeg ringer for at advare.”
“Advare?”
“Jeg har begået en forfærdelig fejl. Seraphina… Ashaka’til… hun er ikke hvad jeg troede. Hun har løjet for mig fra begyndelsen.”
“Ashaka’til?”
“Hendes sande navn. Jeg fandt det i de sidste tavler, dem jeg ikke kunne oversætte før. Hun er ikke en engel eller en gud. Hun er en parasit. En kosmisk parasit der fortærer civilisationer indefra.”
Emma satte telefonen på højtaler. “Hvad vil hun?”
“Kroppe. Sjæle. Hun erstatter folks essens med fragmenter af sig selv. Når hun har nok, kan hun manifestere sig fuldt ud i vores dimension. Og så…”
“Så hvad?”
“Så åbner hun flere portaler. Til andre af hendes slags. De har ventet så længe på at komme tilbage.”
“Hvordan stopper vi hende?”
Der var lang pause. “Dem i kælderen. De må… befries. Alle på samme tid. Det vil kollapse portalen.”
“Det er mord.”
“Det er nåde. Tror du deres eksistens er liv? De har lidt i årevis. Nogle har gennemgået over tusind cyklusser.” Hans stemme knækkede. “Jeg troede jeg tjente videnskaben. Menneskeheden. Men jeg har kun tjent helvede.”
“Hjælp os så. Luk det ned.”
“Jeg kan ikke. Hun kontrollerer alle nu. Hele staben, sikkerhedspersonalet, selv regeringens folk. Men der er en måde. I kælderens kontrolrum er der en nødafbryder. Den vil stoppe alle livsstøttesystemer samtidigt.”
“Hvordan kommer vi derned?”
“Der er en gammel underjordisk serviceindgang fra dengang bygningen var en militærbunker. Indgangen er i skoven, to kilometer nordøst for hovedbygningen. GPS koordinaterne er—”
Linjen gik død. Emma prøvede at ringe tilbage, men nummeret eksisterede ikke.
De ventede til midnat. Emma ville gå alene, men Astrid insisterede på at følge med.
“Du har brug for nogen der kender de gamle måder,” sagde hun. “Og Helena har brug for sin mor til at komme tilbage.”
De efterlod Helena sovende, beskyttet af en ring af salt og gamle runer som Astrid havde tegnet – “Det vil ikke stoppe Ashaka’til,” havde hun sagt, “men det vil sinke hende.”
Servicetindgangen var næsten overgroet, den rustne lem dækket af mos og blade. Emma bryede den op med et koben mens Astrid holdt lommelygten.
Den underjordiske gang i kom ind i var snæver og fugtig. Vandet dryppede fra loftet, og luften stank af råd og noget andet, noget metallisk og forkert.
Efter tyve minutters kravlen nåede de en anden lem. Gennem sprækkerne kunne de høre summen af maskiner.
Emma skubbede forsigtigt lemmen op. De var i en hjørne af et massivt underjordisk rum. Og der, i rækker som et makabret drivhus, stod glaskamrene.
Det var værre end videoerne havde vist. Hun kunne se ansigterne på de fangede, deres øjne var åbne, stirrende, fyldt med en smerte der transcenderede det fysiske. Nogle af dem bevægede munden i lydløse skrig.
“Stakkels sjæle,” hviskede Astrid.
De sneg sig langs væggen mod kontrolrummet. Emma kunne se nødafbryderen gennem glasruden, en stor rød knap under en plasticdæksel.
Men foran kontrolrummet stod Seraphina.
Hun vendte sig mod dem, og hendes perfekte ansigt spredte sig i et smil. “Jeg ventede jer”
“Jeg ventede jer,” gentog Seraphina, hendes stemme som honning blandet med gift. “Vidste du virkelig at Thornberg ville hjælpe jer? Den stakkels mand. Han troede han kunne kontrollere mig med sine små ritualer og sin primitive teknologi.”
Emma trådte frem, forsøgte at skjule sin rædsel. “Vi ved hvad du er, Ashaka’til.”
Seraphinas smil blev bredere, unaturligt bredt. “Åh, du har lavet din research. Imponerende for en så… begrænset art.”
“Hvorfor gør du dette?”
“Hvorfor?” Seraphina lo, en lyd som knust glas. “Fordi det er min natur. Jeg var gammel da jeres sol blev født. Jeg har set milliarder af verdener fødes og dø. Og i hver af dem finder jeg de samme ting. Frygt, håb og kærlighed. Så sarte følelser. Så… nærende.”
Astrid trådte frem med sin bog. “Du blev fordrevet engang før. Det kan ske igen.”
“Den gamle heks med sine små tricks.” Seraphinas øjne glødede stærkere. “Ja, jeg blev fordrevet fra Babylon. Men kun fordi de var villige til at ofre hele byen. Er I villige til det samme?”
“Om nødvendigt,” sagde Emma.
“Virkelig? Selv din datter?”
Emma frøs. “Helena har intet med dette at gøre.”
“Åh, men det har hun. Hun er min bedste skabning indtil videre. Så stærk, så modstandsdygtig. De fleste bukker under på dage. Men hun… hun kæmper stadig efter uger.” Seraphinas form begyndte at flimre. “Skal jeg vise jer hvad hun virkelig ser når hun lukker øjnene?”
Væggene omkring dem syntes at smelte. Pludselig stod de ikke i et laboratorium men i et landskab af kød og knogler. Himlen var rød som blod, og i stedet for skyer svævede der ansigter, millioner af ansigter, alle skrigende lydløst.
“Dette er mit sande rige,” sagde Ashaka’til, og nu var hendes stemme en kakofoni af alle de sjæle hun havde fortæret. “Dette er hvad jeres verden bliver når jeg er færdig.”
Emma tvang sig til at se væk fra synet. Det var en illusion, sagde hun til sig selv. Kun en illusion.
“Mor!”
Helenas stemme. Emma vendte sig om og så sin datter stå i døråbningen til kontrolrummet. Men det var ikke Helena, hendes øjne glødede som Seraphinas, hendes bevægelser var for glatte, for perfekte.
“Helena, kæmp imod hende!”
“Hun kæmper ikke længere,” sagde Helena/Ashaka’til. “Hun har accepteret sin skæbne. Som I alle vil.”
Astrid mumlede noget på et gammelt sprog og kastede en håndfuld pulver i luften. Det brændte som stjerner, og illusionen kollapsede. De var tilbage i laboratoriet.
Helena, den rigtige Helena, faldt sammen på gulvet, hendes krop rystende.
“Imponerende,” sagde Seraphina, hendes perfekte maske begyndte at revne. Nedenunder kunne Emma se noget der fik hende til at føle skræk, som hun aldrig havde følt det før. “Men gamle tricks virker ikke på..”
Hun blev afbrudt af en alarm. Røde lys begyndte at blinke overalt.
Dr. Thornberg kom vaklende ind i rummet, blod strømmende fra et sår i hans pande. I hånden holdt han en fjernbetjening.
“Jeg kan ikke stoppe dig,” hvæsede han. “Men jeg kan sulte dig.”
Han trykkede på knappen.
Alle glaskamrene åbnede sig samtidigt. Alle fangerne faldt ud, deres kroppe for svage til at stå op efter mange års tortur. Men i deres øjne var der noget, et glimt af taknemmelighed, af lettelse.
“Nej!” skreg Ashaka’til, hendes form flimrede voldsomt. “De er mine! Deres lidelse er min!”
“Ikke længere,” sagde Thornberg. “Jeg har omprogrammeret systemet. Ingen genoplivning denne gang. Ingen flere cyklusser.”
De befriede fanger begyndte at dø, ikke i smerte, men i fred. En efter en lukkede de øjnene for sidste gang, deres ansigter fredelige.
Portalen bag Ashaka’til begyndte at pulsere uregelmæssigt, dens perfekte lys flakkede.
“I ved ikke hvad I gør!” Hendes stemme var nu ren raseri. “Uden portalen kan jeg ikke opretholde denne form. Men alle jeg har helbredt, alle mine fragmenter, de dør med mig!”
Emma forstod implikationen. Hundredvis af mennesker, måske tusinder nu, alle forbundet til Ashaka’til. Hvis hun forsvandt…
“Der må være en anden måde,” tryglede hun.
“Der er ingen anden måde,” sagde Astrid stille. “Nogle gange er den eneste sejr at minimere tabene.”
Helena løftede hovedet fra gulvet. “Mor… jeg kan mærke dem alle. Alle de mennesker hun har ‘helbredt.’ De skriger indeni. De vil hellere dø end leve som hendes slaver.”
Ashaka’tils perfekte form var næsten helt væk nu. Det der stod tilbage var et mareridt af tentakler og øjne, en ting der ikke burde eksistere i vores dimension.
“Hvis jeg falder, tager jeg jer alle med mig!”
Hun angreb, bevægede sig med en hastighed der trodsede fysikkens love. Men Astrid var klar. Hun trak en kniv frem, ikke et våben, men en ceremoniel dolk dækket af runer.
“Denne blev brugt i Babylon,” sagde hun. “Den eneste ting der kan skære gennem dimensionernes slør.”
Hun kastede kniven til Emma. “Du må gøre det. Du har mest at miste.”
Emma fangede kniven, følte dens vægt. Den var varm, pulserede som et levende hjerte.
Ashaka’til vendte sig mod hende, og for et øjeblik så Emma ikke monstret men Seraphina, smuk, perfekt og med tårer i øjnene.
“Ville du virkelig dræbe en engel?” spurgte hun med sin honningsøde stemme.
“Du er ingen engel,” svarede Emma og stødte kniven frem.
Bladet penetrerede Ashaka’tils centrum, og hun skreg, en lyd der knuste alle vinduer i bygningen. Hendes form begyndte at kollapse indad, suget mod portalen der nu var blevet et sort hul.
“Dette er ikke enden,” hvæsede hun mens hun blev trukket tilbage. “Andre vil komme. Andre portaler vil åbne. I har kun udskudt det uundgåelige.”
Og så var hun væk.
Portalen kollapsede med et lysglimt der kunne ses fra rummet. Ascension-centret rystede som i et jordskælv, og Emma greb Helena og Astrid.
“Vi må ud herfra!”
De løb gennem kollapsende korridorer, Thornberg vaklende efter dem. Bag dem kunne de høre fundamentet knække, metal der skreg mens det blev vredet ud af form.
De nåede ud lige da hele den underjordiske sektion imploderede. En støvsky rejste sig, og da den lagde sig, var der kun et massivt krater hvor centret havde været.
I dagene der fulgte blev tragediens fulde omfang klart. 847 mennesker døde samtidigt over hele verden, alle der var blevet “helbredt” af Seraphina. Myndighederne kaldte det en “uforklarlig medicinsk anomali,” men Emma kendte sandheden.
Helena overlevede, men hun var forandret. Hun kunne stadig mærke efterdønningerne af Ashaka’tils tilstedeværelse, som ar på hendes sjæl.
“Jeg kan huske det hele,” fortalte hun Emma en nat. “Alle hendes minder. Alle de verdener hun har fortæret. Mor, der er så mange derude. Ventende.”
Dr. Thornberg blev fundet død i sit hjem tre dage efter centrets kollaps. Selvmord, sagde politiet, men Emma var ikke sikker. Hans efterladte noter var kryptiske, fulde af advarsler om “de andre porte” og “den kommende konvergens.”
Statsminister Rasmussen sad i det samme sikrede mødelokale, ansigtet grå af udmattelse. Omkring ham sad de samme rådgivere, men nu var stemningen anderledes. Panik havde erstattet skepsis.
“847 døde,” sagde sundhedsministeren. “Hvordan forklarer vi det?”
“Vi lyver,” svarede Rasmussen simpelt. “Kemisk udslip. Terrorangreb. Hvad som helst undtagen sandheden.”
“Og vidnerne?”
“Der er kun tre. Den gamle dame døde af et hjerteanfald i går.” Det var løgn, men kun Rasmussen vidste det. “Det efterlader journalisten og hendes datter.”
PET-chefen Mølgaard rensede sin hals. “Vi kunne…”
“Nej,” afbrød Rasmussen. “Nok blod er blevet spildt. Vi betaler for deres tavshed. Og vi sørger for at dette aldrig sker igen.”
“Hvordan? Thornbergs noter antyder at der er andre der kender til proceduren.”
Rasmussen så ud af vinduet, der var stadig intet at se, men han forestillede sig krateret hvor Ascension havde været. “Så finder vi dem først. Alle Thornbergs kontakter, alle der har købt eller solgt babyloniske artefakter, alle der forsker i lignende områder. Vi lukker dem ned.”
“Det er hundredvis af mennesker verden over.”
“Så må vi arbejde hurtigt.”
Men Rasmussen vidste det var en tabt kamp. Pandoras æske var blevet åbnet. Det var kun et spørgsmål om tid før nogen andre prøvede.
Seks måneder senere sad Emma ved sit skrivebord på Politiken. Hendes redaktør havde accepteret at hun ikke kunne skrive historien, officielt på grund af “national sikkerhed,” uofficielt fordi ingen ville tro den alligevel.
Hun havde fået en betydelig sum penge fra en “anonym velgører”, nok til at Helena kunne få den bedste behandling, nok til at de kunne starte et nyt liv hvis de ville. Men Emma kunne ikke glemme.
Hun havde oprettet en blog under pseudonym, hvor hun delte Saras materiale og Thornbergs noter. De fleste afviste det som konspirationsteorier, men nogle få troede. Nogle få forstod faren.
Helena gik i skole igen, prøvede at leve et normalt liv. Men hun var forandret. Hun kunne se ting andre ikke kunne, skygger hvor der ikke burde være skygger, revner i virkeligheden hvor noget andet kiggede igennem.
“De venter,” fortalte hun Emma en dag. “Ashaka’til var kun fortroppen. De andre er meget værre.”
“Hvordan ved du det?”
“Fordi hun efterlod noget i mig. En advarsel. Eller måske en trussel.” Helena så på sin mor med øjne der var for gamle. “De har prøvet før, mor. Atlantis, Lemuria, andre civilisationer vi ikke engang har navne for. Hver gang kommer de tættere på.”
Emma tog sin datter i hånden. “Så må vi være klar næste gang.”
“Hvordan forbereder man sig på guder?”
“De er ikke guder. De er parasitter. Og parasitter kan bekæmpes.”
Den nat modtog Emma en krypteret email. Ingen afsender, kun koordinater og en besked: “Vi ved du ved. Kom alene.”
Hun slettede emailen men memorerede koordinaterne. Kampen var ikke forbi.
Epilog
Et år senere, et andet sted.
Dr. Yuki Tanaka stod i sit laboratorium i Tokyo og studerede de gamle tavler hun havde købt for en mindre formue. Babyloniske, sagde sælgeren, men hun kunne se de var ældre. Meget ældre.
Hendes assistent, Kenji, kiggede over hendes skulder. “Kan du oversætte dem?”
“Dele af dem. De taler om en port. En vej til guddommelig viden.” Hun pegede på en række symboler. “Her står der at man skal ofre det forgængelige for at nå det evige.”
“Mystisk nonsens.”
“Måske. Eller måske videnskab vi ikke forstår endnu.” Yuki gik hen til computeren hvor hendes kvantefeltgenerator kørte simuleringer. “Energimønstrene i disse tekster matcher vores teoretiske modeller næsten perfekt.”
“Du tror ikke seriøst…”
“Jeg tror at gamle civilisationer vidste ting vi har glemt. Og jeg tror vi kan genfinde den viden.”
Hun vidste ikke at hun blev overvåget. I skyggen stod en mand med en bluetooth øresnegl.
“Mål identificeret,” hviskede han. “Dr. Tanaka har tavlerne. Hun er tæt på et gennembrud.”
“Forståeligt,” svarede stemmen i hans øre. Det var Emma Lindqvist. “Hold øje med hende. Hvis hun kommer for tæt på…”
“Forstået.”
Emma sad i sit nye hovedkvarter, en nedlagt metrostation under København, finansieret af mennesker der havde overlevet Seraphinas “helbredelser” og nu forstod truslen. De kaldte sig “Vagterne.”
På væggene hang kort over hele verden, markeret med røde nåle. Hver nål repræsenterede en potentiel trussel, forskere der arbejdede med dimensionel fysik, samlere af okkulte artefakter, steder hvor virkeligheden var tynd.
Helena sad ved siden af hende, nu femten år gammel og trænet i både videnskab og de gamle kunster Astrid havde efterladt dem.
“Tokyo-situationen?” spurgte Helena.
“Under kontrol. For nu.” Emma så på sin datter. “Er du klar til din mission i Kairo?”
Helena nikkede. “Museet har erhvervet nogle nye artefakter. Hvis de er ægte…”
“Så sikrer du de forsvinder.”
Det var deres liv nu. Ikke heltemodige, ikke glamourøse, men nødvendige. De var den tynd linje mellem menneskeheden og ting der ventede i mørket mellem stjernerne.
“Mor,” sagde Helena stille. “Tror du vi kan vinde?”
Emma tænkte på Ashaka’tils sidste ord, på alle de verdener der var faldet før deres.
“Nej,” svarede hun ærligt. “Men vi kan udskyde tabet. Og nogle gange er det nok.”
I Tokyo begyndte Dr. Tanakas maskine at summe. Energiniveauet steg støt.
I København begyndte alarmerne at hyle.
I dimensionerne mellem ventede De Ældgamle tålmodigt. De havde al tid i universet.
Og menneskehedens kamp for overlevelse fortsatte.
Skriv et svar