Thomas Eldridge sad alene i sit arbejdsværelse i det gamle, forfaldne hus langt ude på landet. Han stirrede tomt på den tomme skærm foran sig, mens han lod sin kuglepen danse mellem fingrene. Det var måneder siden, han havde skrevet så meget som et eneste ord. Inspirationen var simpelthen udeblevet, og kritikernes nådesløse ord genlød stadig i hans hoved.

Han sukkede tungt og lod blikket glide hen over reolerne, der var propfulde af hans tidligere værker. Den perfekte gyserroman, det var hvad han stræbte efter. Noget der virkelig kunne få læserne til at føle den iskolde hånd af frygt gribe fat om deres hjerter.

Thomas rejste sig fra stolen og gik hen til vinduet. Han kiggede ud over den øde mark bag huset. Der var ikke et eneste lys at se i mørket. Tankerne kredsede i hans hoved, indtil en idé begyndte at tage form. Han vendte sig brat om og skyndte sig hen til reolen. Med en ivrig hånd tog han en gammel notesbog frem og begyndte at skrive sine nye planer ned.

Hvis han virkelig ville skabe noget banebrydende, måtte han tage mere drastiske midler i brug. Han ville invitere fremmede mennesker til sit hjem under forskellige dækhistorier. Når de så var fanget i hans hus, ville han udsætte dem for de værste rædsler, han kunne forestille sig. Kun ved selv at opleve og forårsage sand frygt, kunne han give læserne den ultimative læseoplevelse.

Thomas smilede for sig selv, mens han formulerede de makabre detaljer. Nu var han sikker på, at han ville skabe et sandt mesterværk inden for den psykologiske gysergenre. Hans navn ville for evigt være indskrevet i historien som den ultimative gyserforfatter.

Han lukkede notesbogen og lagde den tilbage på hylden. Nu var der ingen tid at spilde. Han måtte begynde at forberede sig og lokke de første ofre i fælden. Snart ville skrigene lyde mellem husets mure, og Thomas ville endelig opnå den ægte frygt, han higede så meget efter, så han kunne gengive den på skrift.

Thomas gik i gang med at forberede sin fælde. Han vidste, at han måtte være yderst forsigtig med ikke at efterlade spor, der kunne føre tilbage til ham.

Om natten listede han ud i byens mørke gader på jagt efter et offer. I en gyde fik han øje på en hjemløs mand, der lå og sov på en bænk. Det var den perfekte første prøvekanin, tænkte Thomas. Ingen ville savne ham.

Thomas listede hen til manden og hviskede venligt til ham, at han havde mad og en varm seng klar til ham derhjemme. Den hjemløse var ikke længe om at tage imod tilbuddet. Da de ankom til huset, serverede Thomas manden et måltid mad med kraftige sovepiller i. Det varede ikke længe, før manden segnede om på gulvet.

Thomas slæbte ham hurtigt ned i kælderen og bandt ham fast til en stol med reb. Derefter satte han et avanceret VR-headset på ham og aktiverede en virtuel verden, han havde designet specielt til formålet. VR-verdenen ville fremkalde den værste psykiske terror hos offeret.

Thomas betragtede den bevidstløse mand og smilede for sig selv. Nu var han klar til at begynde sin research til den perfekte gyserroman. Snart ville skrigene begynde at lyde i kælderen.

Den hjemløse mand vågnede langsomt op og blinkede forvirret med øjnene. Han befandt sig i en stor sal med højt til loftet og store vinduer, der var dækket af tunge, mørkerøde gardiner. Møblerne var antikke og betrukket med fløjl, og på væggene hang der portrætter af alvorlige ansigter, der syntes at følge ham med øjnene.

Han rejste sig op fra gulvet og gik forsigtigt rundt i rummet. Hans fodtrin gav genlyd mod stengulvet, og en kold brise fik gardinerne til at blafre let. Pludselig hørte han en lav, klagende lyd fra den anden ende af salen. Han snurrede rundt og så en gennemsigtig skikkelse svæve gennem luften. Det var et spøgelse, klædt i laser og kæder.

Manden trådte forskrækket tilbage, men spøgelset forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet. Han åndede lettet op, men så hørte han en skrabende lyd bag sig. Han vendte sig om og så en skikkelse med dybe, mørke øjenhuler og en gabende mund fuld af sylespidse tænder. Manden skreg og løb ud af salen, mens væsnet fulgte efter ham med tunge, slæbende skridt.

Han løb gennem en labyrint af mørke gange, mens flere og flere uhyggelige væsner dukkede op omkring ham. Nogle var skeletter, andre var dæmoniske skikkelser med flammende øjne. Men selvom den hjemløse mand var rædselsslagen, var der alligevel noget i ham, der ikke følte, at det var helt ægte. Det var næsten som at se en film, hvor han selv var hovedpersonen.

Imens sad Thomas og betragtede mandens reaktioner gennem en skærm. Han rynkede panden og sukkede frustreret. Han havde brugt utallige timer på at designe denne virtuelle verden, ned til den mindste detalje. Men alligevel gav den ikke helt det resultat, han havde håbet på. Manden virkede forskrækket, ja, men ikke i samme grad som Thomas havde forestillet sig. Der manglede noget, en eller anden afgørende detalje, der kunne skubbe oplevelsen fra skræmmende til ren og skær rædsel.

Thomas lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene. Han måtte finde en måde at forbedre sin virtuelle verden på, hvis han skulle have nogen chance for at fange den ægte frygt, han søgte. Men hvordan? Hvad var hemmeligheden bag det ultimative gys?

Thomas sad sammensunket foran computerskærmen og studerede den hjemløse mands reaktioner. Han havde brugt de sidste par dage på at udsætte manden for en række klassiske gyserverdener, men intet syntes at virke efter hensigten.

Først havde han placeret manden i et bur dybt under havets overflade. Gennem de virtuelle briller så manden, hvordan enorme hajer cirklede rundt om buret, deres sylespidse tænder blinkende i det dunkle vand. Men selvom manden rystede af frygt, var der alligevel noget i hans blik, der fortalte Thomas, at han ikke var helt opslugt af oplevelsen.

Næste forsøg var en postapokalyptisk ørken, hvor manden måtte flygte fra blodtørstige kannibaler. Luften var tyk af radioaktivt støv, og ruinerne af en tidligere civilisation ragede op i horisonten. Manden løb for livet, mens kannibalerne kom nærmere og nærmere med deres primitive våben. Men igen var der noget, der manglede. Frygten i mandens øjne var ikke så intens, som Thomas havde håbet på.

Frustreret lænede Thomas sig tilbage i stolen og gned sig i øjnene. Hvorfor kunne de virtuelle verdner ikke kunne fremkalde den rene, ukontrollable rædsel, han søgte. Han var nødt til at finde en anden tilgang, noget der virkelig kunne ryste den hjemløse mand i hans grundvold.

Thomas rejste sig og gik hen til vinduet. Udenfor var himlen grå og trist, og regnen silede ned over de visne blade i haven. Han stod længe og stirrede ud i det trøstesløse landskab, mens hans tanker kørte på højtryk. Der måtte være en måde at skabe den ultimative gyseroplevelse på, noget der var så skræmmende, at selv den mest hårdføre sjæl ville blive rystet i sin grundvold.

Pludselig gik det op for ham. Han havde været for fokuseret på de ydre rammer, på at skabe en verden fyldt med monstre og farer. Men den sande rædsel lå ikke i det ydre, indså han nu. Den lå i det indre, i menneskets egne dybeste og mørkeste afkroge. Det var dér, han skulle lede, hvis han skulle have nogen chance for at fange den ægte frygt, han søgte.

Thomas lænede sig tilbage i stolen og smilede for sig selv. Han havde endelig fundet nøglen til at skabe den ultimative gyseroplevelse. Det handlede ikke om at skabe en verden fyldt med monstre og farer, men om at tage udgangspunkt i offerets egen virkelighed og fordreje den på subtile måder.

Med fornyet energi begyndte Thomas at arbejde på en ny virtuel verden til den hjemløse mand. Han startede med at genskabe de omgivelser, som manden var vant til, de beskidte gader, de forfaldne bygninger, de andre hjemløse, der sad sammenknugede omkring små bål. Alt var nøjagtigt som i virkeligheden, ned til den mindste detalje.

Da den hjemløse mand åbnede øjnene i den virtuelle verden, troede han først, at han var sluppet fri fra Thomas’ hus. Han så sig omkring på de velkendte gader og åndede lettet op. Men så begyndte han langsomt at lægge mærke til små ændringer i omgivelserne.

En bygning, som han kunne have svoret på altid havde været der, var pludselig forsvundet. En gadelygte blinkede i en mærkelig, hypnotisk rytme. Og de andre hjemløse opførte sig underligt, som om de var skuespillere i et bizart teaterstykke.

I starten prøvede manden at ignorere disse små uoverensstemmelser, men de blev ved med at hobe sig op, indtil han ikke længere kunne skelne mellem virkelighed og illusion. Han begyndte at sætte spørgsmålstegn ved sin egen forstand, ved om alt det, han troede, han vidste, måske bare var en drøm eller en hallucination.

Thomas betragtede mandens reaktioner med tilfredshed. Han kunne se, hvordan frygten og forvirringen langsomt tog over, hvordan mandens greb om virkeligheden begyndte at smuldre. Dette var den ægte rædsel, han havde søgt, ikke den overfladiske frygt for monstre og farer, men den dybe, eksistentielle angst for at miste forstanden.

Thomas vidste, at han var på rette spor. Han havde fundet nøglen til at skabe den ultimative gyseroplevelse, og han var fast besluttet på at udforske denne nye tilgang til det yderste. Intet ville stoppe ham nu, hvor han endelig havde fundet vejen til at fange den reneste, mest intense form for frygt.

Thomas var begejstret over sin nye opdagelse. Han havde endelig fundet nøglen til at skabe ægte rædsel i sine simulationer. Med fornyet energi kastede han sig over at skabe flere fordrejede verdener til den hjemløse mand, hver gang med subtile ændringer, der langsomt eroderede mandens greb om virkeligheden.

Men efterhånden som Thomas arbejdede med simuleringerne, gik det op for ham, at hvis han virkelig skulle skrive gyserhistorier, der ramte bredt, måtte han have flere forsøgspersoner. Den hjemløse mand var kun begyndelsen. For at forstå den menneskelige frygt i alle dens facetter havde han brug for et bredere udvalg af ofre.

Thomas begyndte at lægge planer for at finde sit næste offer. Han vidste, at det skulle være en person, der var vidt forskellig fra den hjemløse mand, en der kom fra en helt anden baggrund og livssituation. Og så fik han øje på hende, Lise, en sygeplejerske, der arbejdede på det lokale hospital.

Thomas mødtes med Lise på hospitalet under påskud af at være en patient. Han var charmerende og venlig, og det lykkedes ham at overtale hende til at tage en kop kaffe med ham efter arbejde. Lise, der var træt efter en lang vagt, takkede ja til tilbuddet, uden at ane, hvilke mørke hensigter der lå bag.

Da de forlod hospitalet, opdagede Lise, at hendes cykel var punkteret. Thomas var straks ved hendes side og tilbød at køre hende hjem. Lettet og taknemmelig accepterede Lise tilbuddet, stadig uvidende om, at det var Thomas selv, der havde saboteret hendes cykel.

På vejen hjem småsludrede de to, men under den venlige facade var Thomas fuldt koncentreret om sin plan. Ved et snedigt påskud fik han Lise til at drikke en kop kaffe, han havde forberedt på forhånd. Det, Lise ikke vidste, var, at kaffen var iblandet et kraftigt beroligende middel.

Inden længe begyndte stoffet at virke, og Lise blev mere og mere døsig. Thomas smilede for sig selv, velvidende at han snart ville have sit næste offer i sin magt, klar til at blive kastet ud i en verden af virtuel rædsel.

Lise lå bevidstløs i Thomas’ bil, mens han kørte hende tilbage til sit afsides beliggende hus. Han havde forberedt et specielt rum til hende, og da de ankom, bar han hende indenfor og spændte hende fast til en stol. Med et tilfreds smil placerede han forsigtigt et VR-headset over hendes lukkede øjne.

I den virtuelle simulation vågnede Lise langsomt op og fandt sig selv siddende i passagersædet i Thomas’ bil. Hun blinkede forvirret et par gange og så sig omkring, mens Thomas kørte gennem de mørke, øde gader.

“Undskyld, jeg faldt i søvn,” mumlede Lise og gned sig i øjnene.

Thomas smilede venligt til hende. “Bare rolig, det gør ikke noget. Du har haft en lang dag.”

Lise nikkede taknemmeligt og kiggede ud ad vinduet, mens de nærmede sig hendes lejlighedskompleks. Da Thomas standsede bilen, vendte hun sig mod ham med et træt smil. “Tak for turen, Thomas. Jeg sætter virkelig pris på det.”

“Ingen årsag,” svarede han. “Sov godt, Lise.”

Lise steg ud af bilen og gik op ad trapperne til sin lejlighed. Hun låste døren op og trådte ind i den velkendte stue, udmattet efter den lange arbejdsdag. Alt, hvad hun ønskede, var at kaste sig på sengen og sove i timevis.

Men netop som Lise var på vej ind i soveværelset, begyndte hendes mobiltelefon at ringe. Hun stoppede op og fiskede den frem fra lommen, og så at opkaldet kom fra hospitalet. Med et suk besvarede hun opkaldet.

“Hej, det er Lise,” sagde hun og forsøgte at lyde mere vågen, end hun følte sig.

En hektisk stemme talte i den anden ende. “Lise, vi har brug for dig på hospitalet med det samme. Der har været en stor trafikulykke, og vi er underbemandede. Kan du komme ind?”

Lise lukkede øjnene et øjeblik og tog en dyb indånding. Selv om hun var udmattet, vidste hun, at hun ikke kunne sige nej. “Jeg er der om tyve minutter,” svarede hun og afsluttede opkaldet.

Lise skyndte sig ud ad døren og satte sig ind i sin bil. Hendes hænder rystede let, da hun startede motoren og kørte mod hospitalet. Gaderne var mørke og øde, og den eneste lyd var dækkenes summen mod asfalten.

Da Lise ankom til hospitalet, blev hun mødt af et syn af totalt kaos. Folk løb rundt overalt, og luften var tyk af panik og forvirring. Lise maste sig vej gennem menneskemængden og nåede endelig ind på akutafdelingen, hvor en kollega straks kom løbende mod hende.

“Lise, vi har desperat brug for din hjælp,” sagde sygeplejersken forpustet. “Der er en ung mand, der har mistet en finger. Kan du tage dig af ham?”

Lise nikkede og fulgte sin kollega ind i et behandlingsrum, hvor den unge mand lå på en briks. Hans ansigt var blegt og svedigt, og han stønnede af smerte. Lise tog en dyb indånding og gik i gang med at undersøge mandens hånd.

Men i det øjeblik Lise rørte ved ham, udstødte manden et skrig af smerte. Det var, som om hendes berøring brændte hans hud. Lise trak sig forskrækket tilbage og stirrede på sine hænder. Hvad var der sket?

Forvirret og rystet forlod Lise rummet og gik videre til den næste patient. Men det samme gentog sig. Hver gang Lise forsøgte at hjælpe nogen, virkede det, som om hendes berøring forårsagede dem intens smerte. Lise blev mere og mere desperat, efterhånden som flere og flere patienter ankom, alle med brug for hjælp, som hun ikke kunne give dem.

Imens sad Thomas i sit mørke, afsides beliggende hus og observerede Lises reaktioner på skærmen foran sig. Han smilede tilfreds, mens han tog notater og nød synet af hendes voksende frygt og afmagt. Dette var præcis den slags rå og blottede følelser, han havde brug for til sin bog. Jo mere Lise kæmpede for at hjælpe de lidende patienter, jo dybere blev hendes fortvivlelse, og jo mere værdifuld blev dataene for Thomas’ syge research.

Thomas sad i sit mørke kontor og stirrede intenst på computerskærmen. Han havde brugt de sidste par dage på at analysere dataene fra sine simuleringer med den hjemløse mand og Lise. Selv om resultaterne var lovende, følte han, at der stadig manglede noget. Han havde brug for en sidste testperson for at fuldende sin research og skrive den ultimative gyserroman.

Sarah Jennings. Navnet dukkede op i hans tanker, og han nikkede for sig selv. Hun ville være den perfekte kandidat. Som softwareingeniør havde hun den tekniske viden og intelligens, der kunne gøre hende til en udfordring at knække. Men hvordan skulle han lokke hende ind i sin fælde?

Thomas lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene. Han gennemgik mentalt alle de oplysninger, han havde samlet om Sarah. Hun var single, dedikeret til sit arbejde og havde en fast rutine. Måske kunne han bruge det til sin fordel.

Han åbnede øjnene og begyndte at taste på tastaturet. Med få klik havde han hacket sig ind i Sarahs kalender og fundet hendes daglige gåtur i parken. Det ville være det perfekte sted at opsnappe hende.

Thomas rejste sig og gik over til det store kort på væggen. Han studerede omhyggeligt parkens layout og identificerede det mest afsides område, hvor han kunne udføre sin plan uden at blive set.

Men selv om han havde fundet det perfekte sted og tidspunkt, var Thomas stadig usikker på, hvordan han rent praktisk skulle fange Sarah. Han kunne ikke bare bedøve hende midt i parken, som han havde gjort med den hjemløse mand.

Han vendte tilbage til computeren og begyndte at researche forskellige metoder til at immobilisere et offer. Gift, kloroform, elektrochok, mulighederne var uendelige, men hver af dem indebar en risiko for at blive opdaget.

Thomas sukkede frustreret og lænede sig tilbage i stolen. Han vidste, at han var nødt til at finde en diskret og effektiv måde at fange Sarah på, hvis hans plan skulle lykkes. Men jo mere han tænkte over det, jo mere indviklet virkede det.

Han lukkede øjnene igen og forsøgte at tømme sit hoved. Måske ville svaret komme til ham, når han mindst ventede det. Indtil da måtte han være tålmodig og fortsætte med at forfine sine simuleringer. For når først han havde fanget Sarah, ville hans mesterværk endelig være inden for rækkevidde.

Thomas havde endelig besluttet sig for en plan til at fange Sarah. Han ville lade som om, han havde en hund, der var løbet væk, og bede Sarah om hjælp til at finde den. Det var en simpel, men effektiv plan, der udnyttede Sarahs medfølende natur.

Næste dag ventede Thomas i parken, iført løst tøj og med et bekymret udtryk på ansigtet. Da han så Sarah nærme sig på stien, begyndte han at råbe: “Hjælp! Min hund er løbet væk! Har du set den?”

Sarah stoppede op og så medlidende på Thomas. “Nej, det har jeg ikke. Hvordan ser den ud?”

Thomas beskrev en fiktiv hund og pegede i retning af nogle tætte buske. “Jeg tror, den løb den vej. Vil du ikke hjælpe mig med at lede?”

Sarah nikkede og fulgte efter Thomas ind i buskadset. Mens de ledte, småsnakkede Thomas for at berolige hende. “Pas på, hvor du går. Der er mange bier i området. Jeg blev allerede stukket af en tidligere.”

Sarah så sig nervøst omkring, men fortsatte med at lede. Da hun vendte ryggen til Thomas for at kigge bag et træ, tog han chancen. Han trak en kanyle fyldt med bedøvelse op af lommen og nærmede sig hende stille.

Med en hurtig bevægelse stak Thomas kanylen i Sarahs hals og injicerede væsken. Sarah gispede overrasket, men før hun kunne reagere, begyndte bedøvelsen at virke. Hendes ben gav efter, og hun kollapsede i Thomas’ arme.

* * *

I mellemtiden var Lises forsvinden begyndt at skabe opmærksomhed. Hendes kolleger på hospitalet havde rapporteret hende savnet, da hun ikke mødte op til sin vagt. Sagen blev overdraget til Detektiv Allan Johansen, en skarpsindig efterforsker med et skarpt blik for detaljer.

Allan begyndte at grave i Lises liv, afhørte hendes venner og familie og ledte efter spor. Noget ved hendes forsvinden føltes ikke rigtigt, og hans mavefornemmelse sagde ham, at der var mere på spil end blot en forsinket sygeplejerske.

Mens Allan fordybede sig i efterforskningen, bar Thomas den bevidstløse Sarah tilbage til sit hus. Han vidste, at tiden var knap, og at han måtte handle hurtigt, hvis hans plan skulle lykkes. Med Sarah sikkert låst væk i kælderen, kunne han endelig begynde at skabe sin ultimative gyseroplevelse.

Allan sad på sit kontor på den lokale politistation og gennemgik papirarbejdet for Lises sag, da en kollega bankede på døren og trådte ind med et alvorligt udtryk på ansigtet.

“Endnu en forsvinding,” sagde kollegaen og rakte Allan en tynd mappe. “Sarah Jennings, 28 år gammel softwareingeniør. Blev sidst set i går eftermiddags i parken nær sit hjem.”

Allan sukkede tungt og åbnede mappen. Hans øjne skimmede hurtigt detaljerne om Sarah, hendes udseende, baggrund og de omstændigheder, der omgav hendes forsvinding. Det var den anden unge kvinde, der var forsvundet på mindre end en uge, og Allan kunne mærke vægten af sagen tynge på sine skuldre.

Han takkede kollegaen og vendte tilbage til sit skrivebord, hvor han spredte papirerne ud foran sig. Allan begyndte at lede efter forbindelser mellem Sarah og Lise, ledte efter et mønster eller en ledetråd, der kunne hjælpe ham med at knække sagen.

Men jo mere han gravede, jo mere forvirret blev han. Sarah og Lise kom fra vidt forskellige baggrunde, den ene var sygeplejerske, den anden softwareingeniør. De boede i forskellige dele af byen og havde tilsyneladende ingen fælles venner eller bekendte.

Allan læste og genlæste deres filer, ledte efter selv den mindste detalje, der kunne forbinde dem. Men der var intet. Det var som om de to kvinder var forsvundet ind i den blå luft uden nogen åbenlys grund.

Frustreret lænede Allan sig tilbage i stolen og gned sine trætte øjne. Han vidste, at tiden var afgørende i sager om forsvundne personer, og hver time, der gik, mindskede chancerne for at finde Sarah og Lise i live.

Han rejste sig og gik hen til opslagstavlen på væggen, hvor billeder af de to kvinder nu hang side om side. Deres smilende ansigter stirrede tilbage på ham, som om de bad om hans hjælp.

Allan vidste, at han måtte grave dybere, se ud over de åbenlyse forbindelser og finde den skjulte tråd, der bandt disse forsvindinger sammen. Han ville ikke hvile, før han havde fundet sandheden og bragt de ansvarlige for retten.

Med fornyet beslutsomhed vendte Allan tilbage til sit skrivebord og begyndte at planlægge sine næste træk. Han ville tale med Sarahs og Lises familier og venner igen, gennemsøge deres hjem efter spor og udvide søgningen til de omkringliggende områder. Uanset hvad det krævede, ville han finde de forsvundne kvinder og bringe dem hjem i sikkerhed.

Allan tog hen til Sarahs familie for at tale med dem. Hendes forældre var tydeligt rystede over deres datters forsvinding og kæmpede med at holde tårerne tilbage, mens de svarede på Allans spørgsmål.

“Sarah er en forsigtig pige,” sagde hendes mor med skælvende stemme. “Hun ville aldrig bare forsvinde uden at fortælle nogen om det.”

Allan noterede sig detaljerne om Sarahs daglige rutiner og de steder, hun ofte besøgte. Han lovede familien, at han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at finde hende.

Næste stop var parken, hvor Sarah sidst var blevet set. Allan gik rundt og talte med de lokale, viste dem et billede af Sarah og spurgte, om de havde set noget usædvanligt den dag, hun forsvandt.

De fleste rystede bare på hovedet og sagde, at de ikke kunne huske noget specielt. Men så kom en ældre dame hen til Allan med et bekymret udtryk i ansigtet.

“Der var en mærkelig ung mand i parken et par dage før den unge kvindes forsvinding,” sagde hun. “Jeg har set ham her et par gange, men ikke siden den dag. Han virkede nervøs og rastløs, som om han ventede på nogen.”

Allan spidsede ører ved denne information. “Kan du beskrive ham for mig?” spurgte han og fandt sin notesbog frem.

Damen gav en detaljeret beskrivelse af manden, hans højde, bygning, hårfarve og påklædning. Allan skrev det hele ned, takket være damen for hendes hjælp.

Mens han gik tilbage til sin bil, spekulerede Allan på, om denne mystiske unge mand kunne være involveret i Sarahs forsvinding. Måske var han selv et offer, fanget af den samme person, der havde taget Sarah og Lise.

Allan vidste, at han måtte finde denne mand og tale med ham. Han kunne være nøglen til at løse sagen og bringe de forsvundne kvinder hjem i sikkerhed.

Med fornyet energi satte Allan sig ind i bilen og kørte tilbage til stationen. Han havde en masse arbejde foran sig, men han var fast besluttet på at komme til bunds i disse forsvindinger, uanset hvad det krævede.

* * *

Sarah vågnede langsomt op til en verden af hvidt lys og sterile omgivelser. Hun blinkede et par gange, før hendes øjne fokuserede på en læge i hvid kittel, der stod ved siden af hendes seng.

“Hvor… hvor er jeg?” spurgte Sarah med en tør og ru stemme.

Lægen smilede beroligende til hende. “Du er på hospitalet, frøken Jennings. Du blev bragt ind for et par timer siden efter at være blevet stukket af en bi.”

Sarah rynkede panden i forvirring. Hun kunne vagt huske at have været i parken, ledt efter en forsvunden hund sammen med en fremmed mand, men derefter var alt sort.

“En bi? Men jeg har aldrig haft en allergisk reaktion før…” sagde hun og forsøgte at sætte sig op.

Lægen lagde en hånd på hendes skulder for at forhindre hende i at bevæge sig for meget. “Det var en meget sjælden bi, frøken Jennings. Dens gift kan være ekstremt farlig, selv for dem uden kendte allergier.”

Sarah mærkede en bølge af frygt skylle gennem hende. Hun havde aldrig hørt om en bi, der kunne være så giftig. Tanken om, at et så lille væsen kunne bringe hende så tæt på døden, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.

“Heldigvis var den mand, du var sammen med, hurtig i optrækket,” fortsatte lægen. “Han bragte dig straks herind, og vi var i stand til at administrere modgiften i tide.”

Sarah følte en blanding af lettelse og forvirring. Hvem var denne mystiske mand, der havde reddet hendes liv? Og hvorfor kunne hun ikke huske mere om, hvad der var sket i parken?

“Jeg forstår det ikke,” sagde Sarah og rystede på hovedet. “Hvordan kan et bistik være så farligt? Og hvem var den mand, jeg var sammen med?”

Lægen trak en stol hen til sengen og satte sig ned. “Ser du, frøken Jennings, denne særlige bi er en hybrid, skabt i et laboratorium. Dens gift indeholder en kombination af neurotoksiner og hallucinogener, der kan forårsage alt fra lammelse til livagtige mareridt.”

Sarahs øjne udvidede sig i chok. En bi skabt i et laboratorium? Det lød som noget fra en science fiction-film.

“Med hensyn til manden, du var sammen med,” fortsatte lægen, “så identificerede han sig som Thomas. Han sagde, at I to ledte efter hans forsvundne hund, da bien stak dig.”

Sarah prøvede at genkalde sig Thomas’ ansigt, men det var sløret og ufokuseret i hendes sind. Hvorfor kunne hun ikke huske ham tydeligt?

Lægen så det forvirrede udtryk i Sarahs ansigt og smilede beroligende. “Bare rolig, hukommelsestab er en almindelig bivirkning af giften. Det burde vende tilbage med tiden.”

Men Sarah kunne ikke ryste følelsen af, at noget var helt galt. Noget ved hele situationen virkede mærkeligt og uvirkeligt, som om hun var fanget i en drøm.

Eller måske, tænkte hun med en gysen, var det mere som et mareridt.

Thomas trådte ind i venteværelset, hvor Sarah ventede. Hans blik mødte hendes, og et beroligende smil bredte sig på hans ansigt. Sarah følte en mærkelig blanding af lettelse og uro ved synet af ham.

“Hej Sarah,” sagde Thomas blidt. “Hvordan har du det?”

Sarah sank en klump. “Jeg… jeg er ikke sikker. Alt føles så forvirrende lige nu.”

Thomas nikkede forstående. “Det er helt normalt efter sådan en oplevelse. Bien, der stak dig, var ikke en almindelig bi.”

Sarah rynkede panden. “Ja, lægen sagde noget om, at den var skabt i et laboratorium? Hvordan kan det være?”

Thomas sukkede. “Sandheden er, Sarah, at vi lever i en farlig verden. Der er folk derude, som eksperimenterer med ting, de ikke forstår. Ting, der kan gøre stor skade.”

Sarah mærkede en kuldegysning løbe ned ad ryggen. “Men hvorfor? Hvorfor ville nogen skabe sådan en bi?”

Thomas rystede på hovedet. “Hvem ved? Måske for at skabe et biologisk våben, måske bare for at bevise, at de kan. Pointen er, at du var heldig, at jeg var der til at hjælpe dig.”

Sarah nikkede langsomt. “Ja… tak for det. Jeg skylder dig mit liv.”

Thomas smilede. “Jeg gjorde bare, hvad enhver anstændig person ville have gjort. Men jeg er glad for, at du er okay.”

Der var et øjebliks stilhed, hvor Sarah prøvede at samle sine tanker. Alt føltes stadig så uvirkeligt, som om hun var fanget i en drøm.

“Hvad skete der egentlig i parken?” spurgte hun til sidst. “Jeg kan ikke rigtig huske det.”

Thomas så eftertænksom ud. “Vi ledte efter min hund, da du pludselig kollapsede. Jeg så bien flyve væk og vidste med det samme, at noget var galt. Så jeg bragte dig herhen så hurtigt, jeg kunne.”

Sarah prøvede at genkalde sig begivenhederne, men alt var sløret og usammenhængende i hendes hoved. Det eneste, hun kunne huske tydeligt, var den overvældende følelse af frygt, der havde grebet hende, lige før alt blev sort.

“Det må have været skræmmende,” sagde Thomas, som om han kunne læse hendes tanker. “At blive angrebet af noget så uventet og farligt.”

Sarah nikkede. “Ja… det var det. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv.”

Thomas lagde en beroligende hånd på hendes skulder. “Det er forståeligt. Men du er i sikkerhed nu. Lægerne vil tage sig godt af dig.”

Sarah smilede svagt. “Tak, Thomas. For alt.”

Thomas nikkede. “Selvfølgelig. Jeg er bare glad for, at jeg kunne hjælpe.”

Han rejste sig for at gå, men stoppede og vendte sig om i døren. “Hvil dig nu, Sarah. Og hvis du har brug for noget, så er jeg her for dig.”

Med de ord forlod han rummet, og Sarah blev alene tilbage med sine tanker. Hun vidste, at hun burde føle sig taknemmelig og lettet, men hun kunne ikke ryste følelsen af, at noget var helt galt.

Det var næsten, som om virkeligheden selv var begyndt at smuldre omkring hende, og hun vidste ikke længere, hvad der var ægte, og hvad der bare var en illusion.

Thomas tog VR-brillerne af og lænede sig tilbage i stolen. Hans puls dunkede i ørerne, og sveden perlede på hans pande. Han havde været inde i Sarahs virtuelle verden, oplevet hendes frygt og forvirring på egen krop. Det var en berusende følelse, en blanding af magt og fascination.

Han greb sin notesbog og begyndte at skrive febrilsk. Hver detalje, hver nuance af Sarahs reaktioner blev nedfældet på papiret. Thomas vidste, at nøglen til at skabe den ultimative gyserroman lå i at forstå og gengive den rå, ægte frygt, som hans ofre oplevede.

Efter at have fyldt flere sider med tætte, skråskrevne bogstaver, lagde Thomas pennen fra sig og strakte sig. Hans krop føltes stiv og øm efter den lange tid i den virtuelle verden. Han rejste sig og gik ud på badeværelset, hvor han lod det varme vand skylle spændingerne væk.

Mens han stod under bruseren, reflekterede Thomas over sin seneste oplevelse. At være til stede i Sarahs mareridt, at se verden gennem hendes øjne, havde givet ham en ny indsigt i frygtens natur. Han vidste, at han var på rette vej, at han nærmede sig den perfekte gyserfortælling.

Efter badet gik Thomas ud i køkkenet og snuppede en hurtig snack. Han mærkede en stigende uro, en trang til at vende tilbage til den virtuelle verden og udforske dens muligheder yderligere.

Med fornyet energi vendte han tilbage til sit kontor og tog VR-brillerne på igen. Denne gang var det Lises verden, han trådte ind i. Den travle sygeplejerske, fanget i et mareridtshospital, hvor patienterne blev til monstre, og gangene forvandlede sig til en labyrint af rædsel.

Thomas mærkede Lises frygt og forvirring, da hun navigerede gennem de forvrængede hospitalsomgivelser. Hver drejning afslørede nye rædsler, fra blodige operationsstuer til dæmoniske læger med onde hensigter.

Han oplevede hendes stigende panik, da hun indså, at hun var fanget i et endeløst mareridt, ude af stand til at finde en vej ud. Lises hjerteskærende skrig og desperate flugtforsøg sendte en bølge af begejstring gennem Thomas. Dette var den rå, ubesmittede frygt, han havde ledt efter så længe.

Mens han bevægede sig gennem Lises verden, begyndte Thomas at eksperimentere med omgivelserne, at manipulere de virtuelle omgivelser for at intensivere hendes oplevelse. Han lod væggene lukke sig omkring hende, skabte illusoriske afgrunde under hendes fødder og fremmanede gruopvækkende væsner fra skyggerne.

Hver af Lises reaktioner, hver skælven og hvert gisp blev brændt ind i Thomas’ sind. Han vidste, at han var tættere på sit mål end nogensinde før, at han var på nippet til at fange selve essensen af frygt på skrift.

Da Thomas endelig tog VR-brillerne af igen, var han udmattet, men euforisk. Han havde set ind i hjertet af rædsel og var blevet forvandlet af oplevelsen. Med en næsten manisk energi greb han sin pen og begyndte at skrive, fast besluttet på at fange hver eneste nuance af Lises mareridt på papiret.

* * *

Allan forlod Lises lejlighed med en følelse af frustration. Samtalerne med hendes familie og venner havde ikke givet meget at gå efter. De beskrev alle Lise som en dedikeret sygeplejerske, der sjældent talte om sit privatliv. Ingen kunne huske at have set eller hørt om nogen mistænkelig aktivitet omkring hende.

Lige da Allan var ved at opgive håbet om at finde et spor, nærmede en af Lises kollegaer sig ham. Hun var en ældre kvinde med et bekymret udtryk i ansigtet.

“Undskyld, detektiv,” sagde hun tøvende. “Jeg kom i tanke om noget, der måske kan hjælpe.”

Allan vendte sig mod hende, pludselig opmærksom. “Ja? Hvad er det?”

“For et par uger siden nævnte Lise, at hun havde mødt en mand under en af sine vagter,” forklarede kollegaen. “De havde vist aftalt at mødes til en kop kaffe.”

Allans puls steg. “Kan du beskrive denne mand?”

Kollegaen rynkede panden i koncentration. “Lad mig se… Han var høj og tynd, med mørkt hår og et lidt distræt udtryk. Faktisk minder beskrivelsen mig om den mand, du nævnte fra parken, hvor den anden kvinde forsvandt.”

Allan mærkede en pludselig forbindelse. “Sagde Lise noget om mandens navn?”

“Ja, nu når du siger det,” svarede kollegaen. “Hun kaldte ham vist Thomas. Thomas Eldridge, tror jeg.”

Allan noterede ivrigt navnet ned. Endelig havde han et konkret spor at følge. Han takkede kollegaen for informationen og skyndte sig tilbage til stationen.

På vejen gennemgik Allan fakta i sagen. To kvinder, tilsyneladende urelaterede, var forsvundet under mystiske omstændigheder. Den eneste forbindelse var denne gådefulde mand, Thomas Eldridge, som havde været i kontakt med dem begge kort før deres forsvinden.

Allan vidste, at han måtte handle hurtigt. Hver time, der gik, mindskede chancerne for at finde Lise og Sarah i live. Han kontaktede stationen og bad om en fuld baggrundskontrol på Thomas Eldridge. Hvem var denne mand, og hvad var hans rolle i forsvindingerne?

Mens han ventede på resultaterne, gennemgik Allan vidneudsagnene igen, denne gang med fokus på enhver omtale af Thomas. Langsomt begyndte et billede at danne sig, en ensom, distræt mand med en mærkelig evne til at vinde kvindernes tillid.

Da baggrundskontrollen endelig kom igennem, mærkede Allan en bølge af spænding. Thomas Eldridge var en tidligere succesrig forfatter, kendt for sine mørke og foruroligende gyserromaner. Men i de senere år var han forsvundet fra offentlighedens søgelys, tilsyneladende isoleret i et gammelt hus på landet.

Allan vidste, at han måtte konfrontere Thomas direkte. Han samlede en gruppe betjente og satte kursen mod det øde landsted, fast besluttet på at komme til bunds i sagen.

Da de nærmede sig ejendommen, mærkede Allan en stigende følelse af uro. Huset var mørkt og forfaldent, omgivet af en overvokset have. Det virkede næsten som om det var taget direkte ud af en af Thomas’ romaner.

Med hånden på pistolen gik Allan op til hoveddøren og bankede hårdt. “Thomas Eldridge! Det er politiet. Åbn døren!”

Der var ingen reaktion. Allan prøvede igen, denne gang højere. Stadig intet svar.

Med en sidste advarsel sparkede Allan døren ind og trådte indenfor, usikker på hvad der ventede ham i mørket.

Allans skridt ekkoede gennem de tomme korridorer i Thomas’ hus. Hvert rum virkede forladt, støvet og stille. Betjentene spredte sig for at afsøge ejendommen, men der var ingen tegn på beboelse.

Skuffet og frustreret var Allan på vej ud af huset, da hans blik fangede noget usædvanligt. I en mørk krog, næsten skjult bag et gammelt skab, var der en dør. Den var anderledes end de andre, med et tungt jernhåndtag og en rusten lås.

Allan trak sin pistol og vinkede betjentene over. Med en beslutsom bevægelse sparkede han døren op, og den svingede ind med en skinger knirken. Bag den var en smal trappe, der førte ned i mørket.

Forsigtigt begyndte gruppen at bevæge sig ned ad trappen. Luften blev koldere og mere fugtig, jo dybere de kom. Pludselig hørte de en lyd, der fik deres blod til at fryse til is, et skrig af ren rædsel.

Allan styrtede ned ad de sidste trin og ind i en stor kælder. Synet, der mødte ham, var mere gruopvækkende, end han kunne have forestillet sig.

I tre separate rum, adskilt af tykke glasvægge, lå Lise, Sarah og den hjemløse mand. De var alle bundet til hospitalssenge, med VR-briller fastgjort over deres øjne. Deres kroppe vred sig i smerte og frygt, mens de kæmpede mod deres bånd.

Allan løb hen til den nærmeste væg og hamrede på glasset, desperat efter at nå ofrene. Men lige da han skulle til at råbe en ordre om at bryde glasset, begyndte en tæt, hvid tåge at sive ind i rummet.

Betjentene hostede og gispede, mens de prøvede at dække deres ansigter. Allan mærkede, hvordan hans lemmer blev tunge, og hans syn blev sløret. En efter en faldt de til jorden, overmandet af den mystiske gas.

Idet han mistede bevidstheden, så Allan en skikkelse træde ud af skyggerne. Det var Thomas, med et koldt smil om læberne og en gasmaske over ansigtet.

“Velkommen til min verden, detektiv,” sagde han med en stemme dæmpet af masken. “Nu begynder den virkelige historie.”

Så blev alt sort, og Allan gled ind i den samme mørke bevidstløshed, som hans kolleger og de stakkels ofre allerede var fanget i.

* * *

Sarah åbnede øjnene og så sig omkring i det velkendte hospitalsmiljø. Sygeplejersker og læger gik travlt frem og tilbage i korridorerne, mens patienter lå i deres senge og ventede på behandling. Alt virkede normalt, præcis som det plejede, men alligevel følte Sarah en nagende fornemmelse af, at noget var galt.

Hun rejste sig fra sengen og gik hen til vinduet. Udenfor var gaden fyldt med mennesker, der hastede af sted til deres daglige gøremål. Men jo længere Sarah kiggede, jo mere begyndte hun at lægge mærke til små uregelmæssigheder. Den samme mand gik forbi vinduet igen og igen, hver gang iført det samme tøj og med den samme gangart. En kvinde stod på hjørnet og vinkede til en taxi, men ingen bil standsede for at samle hende op.

Forvirret vendte Sarah sig mod computeren ved siden af sengen. Hun havde brug for at tjekke sine e-mails og kontakte sin familie for at fortælle dem, at hun var okay. Men da hun åbnede computeren, blev hun mødt af et forældet styresystem og programmer, der næppe lignede dem, hun var vant til at bruge i sit arbejde som softwareingeniør.

Sarah rynkede panden og prøvede at åbne en af de velkendte applikationer, men den var ingen steder at finde. I stedet var der en række mærkelige programmer med navne, hun aldrig havde hørt før. Da hun prøvede at åbne et af dem, blev skærmen fyldt med uforståelige symboler og fejlmeddelelser.

En kold fornemmelse bredte sig i Sarahs mave. Dette var ikke den virkelige verden. Den person, der havde skabt denne simulation, havde tydeligvis en vis forståelse for teknologi, men manglede den dybdegående viden om de specifikke værktøjer og programmer, som Sarah brugte i sit daglige arbejde.

Hun rejste sig op og begyndte at gå rundt i hospitalsstuen, mens hun undersøgte hver eneste detalje. Små fejl og uoverensstemmelser sprang i øjnene overalt, en sygeplejerskes uniform, der skiftede farve fra det ene øjeblik til det andet, en plante i hjørnet, der gentog den samme vuggende bevægelse igen og igen.

Sarah mærkede panikken stige op i halsen. Hvis dette ikke var den virkelige verden, hvor var hun så? Og hvem stod bag denne foruroligende simulation?

Sarah gik rastløst rundt i hospitalsværelset og prøvede at samle trådene i sin forvirrede bevidsthed. Hun vidste, at noget var helt galt, men kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var. De små uoverensstemmelser i omgivelserne, den mærkelige opførsel hos menneskene omkring hende, alt pegede på, at dette ikke var den virkelige verden.

Men midt i al forvirringen var der én person, der skilte sig ud: Thomas. Han virkede på en eller anden måde mere ægte, mere levende end alle de andre. Sarah besluttede sig for ikke at sige noget til ham, men i stedet holde øje med ham og se, om han kunne lede hende på sporet af sandheden.

Næste gang Thomas dukkede op på hospitalet, fulgte Sarah efter ham på sikker afstand. Han gik med beslutsomme skridt gennem korridorerne, tilsyneladende med et klart mål for øje. Til sidst nåede han frem til et lokale, hvor han stoppede op foran en skærm og tastede en kode.

I det øjeblik Thomas forsvandt gennem døren, vidste Sarah, at hun måtte følge efter ham. Hun listede hen til skærmen og studerede den nøje, men kunne ikke gennemskue den komplekse række af tal og symboler, der udgjorde koden.

Sarah bed tænderne sammen og prøvede at tænke logisk. Hvis hun ikke kunne gætte koden, måtte hun finde en anden måde at se den på. Måske kunne hun hacke sig ind i systemet eller finde en alternativ indgang til lokalet. Hendes baggrund som softwareingeniør måtte da kunne bruges til noget.

Men tiden var knap, og Sarah vidste, at hun måtte handle hurtigt, hvis hun skulle have en chance for at afsløre sandheden bag denne foruroligende simulation. Med en beslutsom mine vendte hun sig bort fra skærmen og begyndte at lede efter en løsning, fast besluttet på at komme til bunds i mysteriet, uanset hvad det krævede.

Sarah lod øjnene glide over hospitalets gange, opslugt af at finde en vej ud af denne virtuelle labyrint. Hendes analytiske sind arbejdede på højtryk, mens hun ledte efter sprækker i simulationens facade. Med et pludseligt glimt af indsigt indså Sarah, at alle de andre karakterer var forbundet gennem den samme kunstige intelligens, en svaghed, hun kunne udnytte.

Med snilde og dygtighed manipulerede Sarah en af personerne ind i lokalet med skærmen, hvor hun låste døren bag dem. Da Thomas næste gang trådte ind i rummet, blev han mødt af synet af den fangede person. Han rynkede panden, forvirret over denne uventede tilstedeværelse, men afviste det hurtigt som en mindre fejl i koden, noget han kunne rette op på senere.

Imens arbejdede Sarah febrilsk på at hacke sig ind i den kunstige intelligens, hendes fingre dansede over tastaturet med en blanding af desperation og beslutsomhed. Endelig lykkedes det hende at få adgang, og hun stirrede intenst på skærmen, mens Thomas indtastede den hemmelige kode.

Med hjertet hamrende i brystet løb Sarah hen til skærmen ved døren og indtastede den nyligt erhvervede kode. Døren gled op med en hvislende lyd, men det syn, der mødte hende på den anden side, fik blodet til at stivne i hendes årer.

Foran Sarah lå et mørkt, klaustrofobisk rum, oplyst af et koldt, blåligt skær fra adskillige computerskærme. Midt i rummet stod en stol med en person siddende i den, deres hoved dækket af en VR-headset. Ledninger og kabler slangede sig fra stolen til de omkringliggende maskiner, der summede og bippede i en uhyggelig kakofoni.

Sarah trådte tøvende ind i rummet, hendes øjne vidt opspærrede af chok og rædsel. Hun genkendte personen i stolen det var Thomas, dette måtte være stedet hvor han manipulerede sine ofres virkelighed.

Sarah befandt sig i et rum omgivet af glas, og hun var spændt fast til en seng det lykkedes dog Sarah at frigøre sig fra sengen og til hendes overraskelse var døren til hendes rum ikke låst. Sarah bevægede sig langsomt hen til Thomas, med hjertet siddende oppe i halsen. Hvad hvis Thomas opdagede hende? Hvad hvis dette blot var endnu et lag af bedrag, endnu en fælde sat af deres sadistiske fangevogter?

Sarah mærkede panikken stige op i halsen, men tvang sig selv til at bevare roen. Hun var kommet så langt, og hun nægtede at give op nu. Med en beslutsom mine begyndte hun at undersøge de forskellige maskiner og computere, fast besluttet på at finde en måde at afbryde simuleringen og befri sig selv og de andre ofre fra dette virtuelle helvede.

Tiden syntes at stå stille, da Sarah stirrede på Thomas, der sad fastspændt i stolen med VR-brillerne på. Hans fingre rørte sig let, som om de var ved at gribe fat i noget usynligt, og Sarah vidste, at hun måtte handle hurtigt, før han opdagede hendes tilstedeværelse.

Netop som Thomas begyndte at gøre tegn til at tage VR-brillerne af, eksploderede døren til kælderen i en byge af splinter og støv. Sarah dukkede sig instinktivt, hjertet hamrende i brystet, mens en gruppe højt bevæbnede politifolk stormede ind i rummet.

Kaos brød løs, da betjentene råbte ordrer og omringede Thomas, deres våben rettet mod den forsvarsløse forfatter. Sarah, fanget midt i tumulten, snublede baglæns og greb ud efter noget at støtte sig til. Hendes fingre lukkede sig om en bunke kabler, og med et desperat ryk flåede hun dem løs fra maskinerne.

I samme øjeblik gennemborede et skærende, metallisk hyl luften. Gnister fløj fra de ødelagte maskiner, og lugten af brændt plastik fyldte rummet. Thomas udstødte et skrig af smerte, hans krop rystede voldsomt, mens VR-brillerne kortsluttede og brændte fast på hans ansigt.

Politifolkene trak sig tilbage, deres ansigter blege af chok og rædsel. Sarah stirrede i vantro på scenen foran sig, ude af stand til at begribe den grusomme skæbne, der havde ramt hendes fangevogter.

Langsomt, med en uhyggelig ro, vendte politifolkene deres opmærksomhed mod de andre ofre, der stadig var spændt fast i deres stole. En efter en blev de løsnet og hjulpet ud af kælderen, deres ansigter mærket af udmattelse og lettelse.

Men Thomas blev efterladt, en skræmmende stillestående figur midt i det ødelagte virvar af maskiner og kabler. Politifolkene konkludere efter en kort diskussion, at et hvert forsøg på at fjerne brillerne fra hans ansigt, ville resultere i hans død. Hans var uigenkaldeligt fanget i den virtuelle verden, han selv havde skabt.

Og så, med en blanding af medfølelse og afsky, forlod de kælderen, efterladende Thomas til hans egen private helvede, en grusom og ironisk passende straf for hans forbrydelser. Sarah, den sidste til at gå, kastede et sidste blik over skulderen på den mand, der havde terroriseret hende, nu reduceret til en skygge af sig selv, fanget i evigt mørke.