Jeg vågnede med et kedeligt suk, mens solens stråler trængte ind gennem gardinernes sprækker og ramte mit ansigt. En hurtig blik på den tikkende vækkeur på mit natbord fortalte mig, at det var tid til at rejse mig fra den varme tryghed, min seng tilbød.

Min morgenrutine var altid den samme. En kop kaffe, en skive rugbrød med ost og et hurtigt brusebad. Det var en udmærket måde at starte dagen, men ikke desto mindre monoton. I løbet af de sidste par år var mit liv blevet så forudsigeligt, at det var som at leve i en tidsboble.

Arbejdet på kontoret var ligeså gråt og kedeligt som altid. Jeg sad og kiggede på de samme tal og grafikker, mens tiden smeltede væk i baggrunden. Mit hjerte var ikke i det, og jeg kunne mærke, hvordan min sjæl langsomt blev suget ud af mig.

Når jeg kom hjem om aftenen, var det altid det samme ritual. En hurtig omgang madlavning, en kort stund foran fjernsynet imens jeg spiste, og så dykkede jeg ned i de farverige sider af min yndlings tegneserie. Det var den eneste tid på dagen, hvor jeg følte, at jeg kunne slippe væk fra min grå hverdag og dykke ned i en verden fyldt med eventyr og spænding.

Tegneserien, jeg læste, hed “Det Sorte Spektrum”, og den var fyldt med antihelte og skurke, der alle var i oprør mod Tegneren, som havde skabt dem. De var komplekse karakterer, der udfordrede idéen om god mod ond, og jeg kunne ikke holde op med at beundre deres mod og beslutsomhed.

Min yndlingskarakter var en kvinde ved navn Raven. Hun var en kraftfuld antihelt, der havde en mørk fortid, men som stadig kæmpede for at gøre det rigtige. Jeg kunne ikke lade være med at føle en dyb forbindelse til hende, og jeg ønskede, at jeg kunne være ligeså modig som hende.

Men i stedet sad jeg der, i mit ensformige liv, og drømte om en verden, som jeg aldrig troede, jeg kunne være en del af. Jeg følte en dyb ensomhed og tristhed, som jeg ikke kunne ryste af mig, og jeg begyndte at misunde Raven for hendes mod og det at hun tør kæmpe for at bryde fri fra Tegnerens kontrol.

Hver aften, før jeg sank ned i søvnen, læste jeg en side mere af “Det Sorte Spektrum”, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være, hvis jeg kunne træde ind i den verden og være en del af den. Det var en umulig drøm, men det var også den eneste ting, der holdt mig i live.

En dag, da jeg vandrede igennem byens små, krogede gader, stødte jeg på en antik boghandel, som jeg aldrig havde set før. Vinduet var fyldt med gamle bøger, der lokkede mig ind med deres læderbundne omslag og gulnede sider. Det var en kombination af lugt og historie, som jeg simpelthen ikke kunne modstå.

Jeg bevægede mig ind i den lille butik, hvor solens stråler svagt trængte ind gennem de støvede vinduer og skabte en mystisk atmosfære. De høje boghylder var fyldt med bøger af alle størrelser og former, og jeg kunne mærke, hvordan min hjerte slog hurtigere af spænding og nysgerrighed.

Mens jeg forsigtigt skimmede ryggen på de mange bøger, faldt min blik pludselig på en kopi af min yndlings tegneserie, som jeg aldrig havde set før. Den hedder “Mysterierne fra Arcanum”, og dens slidte læderomslag og mørke, falmede guldkanter tiltrak mig med en magisk tiltrækning. Siderne var tykke og gule, og jeg kunne se spor af utallige tidligere læsere.

Jeg kunne ikke modstå at tage bogen op og bladre i den, og det var, som om historierne kom til live foran mine øjne. Jeg følte en underlig forbindelse til bogen, som om den var skabt specielt til mig.

Da jeg prøvede at købe den ved kassen, advarede den gamle dame ved kassen mig om at holde mig fra denne bog. Hun talte med en alvorlig stemme, som om bogen var forbandet. Men jeg var desperat efter at købe den, og i min desperation skubbede jeg hende væk.

Hun faldt tilbage og slog hul på kraniet, mens jeg stod der som forstenet. Chokket rystede mig, og jeg kunne høre min egen ånde. Jeg vidste, at jeg havde gjort noget forfærdeligt, men jeg kunne ikke lade være med at tage bogen og løbe ud af butikken.

Jeg løb hjem, så hurtigt mine ben kunne bære mig, og gemte mig under dynen. Jeg kunne føle tårerne brænde i mine øjne, og jeg kunne høre “Mysterierne fra Arcanum” kalde på mig med en underlig, hypnotiserende stemme. Jeg vidste, at jeg var i problemer, men jeg kunne ikke modstå kaldet fra den mystiske bog. Jeg åbnede den og dykkede ned i dens sider, hvor jeg hurtigt blev suget ind i en verden, som jeg aldrig kunne have forestillet mig.

Jeg sad der i det svage lys, der trængte ind gennem mine gardiner, og bladrede i “Mysterierne fra Arcanum”. Bogen føltes levende i mine hænder, og jeg kunne have svoret på, at jeg hørte den tale til mig.

“Vil du ikke gerne leve et mere spændende liv, Ella?” spurgte den med en underlig, hypnotiserende og kælende stemme. “Et liv, hvor du ikke behøver at bekymre dig om hvad du lige har gjort, og hvor alle er glade og ingenting har nogle konsekvenser?”

Jeg følte en underlig forbindelse til bogen, som om den var skabt specielt til mig. Jeg var desperat efter at undslippe min grå hverdag, og idéen om at kunne leve i en tegneserie, hvor alt var muligt, var fristende.

“Det eneste, du skal gøre, er at skrive dit navn i blod på den bagerste side i bogen,” sagde den med en underlig, overbevisende tone.

Jeg så mig omkring i mit lille værelse og så ikke rigtigt nogen anden udvej. Jeg vidste, at jeg havde gjort noget forfærdeligt, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være at leve i en verden uden bekymringer og konsekvenser.

Jeg tog en dyb indånding og bladrede om til den sidste side i bogen. Der var en hel række navne skrevet der, nogle af dem så meget gamle ud, mens andre var nogle, jeg genkendte som navne på folk, jeg havde set på nyhederne som personer, der var forsvundet sporløst.

Jeg tøvede et øjeblik, men så greb jeg en nål og stak mig fingeren. Jeg tegnede mine bogstaver på den bagerste side i bogen og følte en underlig varme bredte sig i mit krop. Jeg følte, som om jeg blev suget ind i en anden verden, og alt, hvad jeg kunne se, var farver og figurer, der dansede foran mine øjne.

---

Da jeg åbnede mine øjne igen, befandt jeg mig i en verden, som jeg aldrig kunne have forestillet mig. Alt var tegnet i klare, skarpe linjer, og farverne var så levende, at de næsten syntes at være i bevægelse.

Jeg var kommet ind i “Mysterierne fra Arcanum”, og jeg vidste, at jeg ikke kunne vende tilbage til den virkelige verden. Men i stedet for at føle angst eller fortvivlelse, følte jeg en underlig forventning om eventyr og nysgerrighed.

Jeg stod i midten af Byens Centrum og var helt forbløffet over det farverige spektakel omkring mig. Høje, skinnende skyskrabere af glas og neon stod side om side med maleriske caféer og butikker, og jeg kunne se en lang række af de karakterer, jeg kunne genkende fra de historier, jeg elskede at læse.

Der var dog også mange karakterer, jeg ikke kunne genkende. Nogle af dem var obskure, og nogle af dem direkte uhyggelige, som jeg næsten ikke kunne holde ud af at kigge på. Jeg tænkte på, hvordan nogle kunne finde på at skabe sådanne figurer.

Den, som der havde fanget mit blik, var et grotesk monster, som lignede at det var blevet opbygget af en blanding af menneske og dyredele. Monstret stod sammen med en masse andre gysermonstre, som alle så ud til at have krydset vej med de mest grusomme skabninger fra de dybeste hjørner af vores fantasi. de var alle fyldt med sår og ar og de lignede alle at de hade været i voldsomme kampe.

Udover gysermonstrene var der også mere klassiske karakterer fra superheltshistorier, både mænd og kvinder i meget tætsiddende spandex. Der var også sjove børnetegneseriefigurer, som jeg kunne genkende fra mine barndoms dage.

Der var endda også hentai-figurer med overdimensionerede bryster og alt for små outfits, som der ikke overlod meget til fantasien.

Jeg kunne ikke lade være med at kigge på alle disse forskellige figurer, som alle havde deres egen historie og deres egen plads i tegneserieverdenen. Jeg følte en underlig blanding af fascination og afsky, og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede hurtigere i mit bryst.

Jeg havde aldrig tænkt, at jeg engang ville komme til at stå her i midten af dette sted, som var så meget andet end den grå hverdag, jeg var vant til. Men nu var jeg her, og jeg havde ikke længere nogen anden udvej.

Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at samle mine tanker. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg snart ville blive stillet over for en vigtig beslutning, og jeg vidste, at jeg måtte være klar til at tage ansvar for mine handlinger, uanset hvad det kunne betyde.

Jeg hørte en høj klokke ringe, og ud træder en mand, der stråler autoritet og magt. Han kigger ud over alle sine skabninger med et stolt blik, og jeg føler med det samme, at det er Tegneren. Han møder mit blik, og jeg kan mærke, hvordan mit hjerte begynder at banke hurtigere.

“Ella, kom herop,” siger han med en stemme, der lyder som musik i mine ører.

Jeg følger hans ordre og står nu ved siden af ham, mens han byder mig velkommen til tegneserieverdenen.

“Du skal nu finde ud af, hvilken type verden, du skal leve i,” siger han med en underlig tone i stemmen.

Jeg bliver forvirret og spørger ham, hvad han mener.

“Hvert karakter hører til i deres egen verden,” forklarer han. “De kan kun mødes her i Byens Centrum en gang om året. Det første år skal du afprøve alle verdenerne, og når du møder os her næste gang, vil du blive tildelt den verden, du skal leve i resten af dit liv.”

Jeg kan ikke lade være med at føle, at han ikke fortæller hele sandheden, men jeg ved, at jeg ikke har meget andet valg end at adlyde. Jeg kigger ud over forsamlingen af tegneseriefigurer og kan ikke undgå at se, at mange af dem ser triste ud.

“Det her er din chance for at finde ud af, hvor du hører til,” siger Tegneren. “Hvert valg har sine konsekvenser, men det er op til dig at finde din vej.”

Jeg bliver ved at se på Tegneren, som trækker på et mystisk smil. Han svarer ikke på mit spørgsmål, og jeg føler, hvordan jorden under mig begynder at vakle. Det føles, som om jeg bliver suget ind i en vortex, og alt, jeg kan se, er en kalejdoskop af farver, der hvirvler omkring mig.

Når jeg åbner øjnene igen, er jeg omgivet af høje træer, og sollyset filtrerer gennem blade og grene. Jeg ser en lille ræv foran mig, der snuser rundt og kigger på mig med nysgerrige øjne.

“Hvem er du?” spørger jeg, mens jeg forsøger at stå op.

Men i stedet for at stå op, hopper jeg, og jeg ser med forbavselse, at jeg har taget form som en kanin. Jeg bliver stående, føler mit lange øre, og kigger forvirret på ræven.

“Hvorfor er jeg en kanin?” spørger jeg.

Ræven smiler og siger, “Hvis du vil overleve her, skal du lære at antage den form, der passer til den verden, du befinder dig i.”

Jeg hører på hans ord, men det er svært at acceptere, at jeg er en kanin. Jeg prøver at gå igen, men jeg falder og ruller rundt på jorden.

“Du skal ikke gå,” siger ræven, “du skal hoppe.”

Jeg prøver igen, og denne gang lykkes det, og jeg hopper rundt i skoven som en kanin. Ræven leder mig gennem skoven, mens han fortæller mig om de forskellige verdener, som jeg vil møde.

“Jeg hedder Filur,” siger han, “og jeg vil hjælpe dig med at finde ud af, hvor du hører til.”

Jeg følger ham, mens han viser mig forskellige steder, og jeg begynder at forstå, at hver verden har sine egne regler og forventninger. Det er som om, jeg er faldet ned i en drøm, hvor alt er muligt, men også alt kan gå galt.

Jeg hoppede gennem skoven, med Filur ved min side, og det føltes, som om alle de figurer, vi mødte, var glade og muntre. Men når jeg så på dem, når de ikke troede, at nogen kiggede, kunne jeg se en dyb tristhed i deres øjne.

“Hvad er der galt med alle figurerne her?” spurgte jeg Filur, mens jeg kiggede på en gruppe af tegneseriefigurer, der så ud til at være ved at græde.

Filur sukkede dybt og kiggede på mig med et alvorligt blik. “Det er ikke alt, hvad det ser ud til, Ella,” sagde han. “Selvom alt her ser ud til at være sukkersødt og perfekt, så er vi alle fanget i de samme historier for evigt.”

Jeg rynkede på panden, forstod ikke helt, hvad han mente. Filur forklarede, at hvis en figur gjorde noget, der ikke var børnevenligt, ville Tegneren straffe dem. Der var endda tilfælde, hvor Tegneren og nogle af hans tætteste skabninger var kommet til skoven for at jage dyrene og spise dem.

Jeg var forfærdet over at høre dette og spurgte, hvorfor ingen gjorde noget imod det. Filur svarede, at det var umuligt at udfordre Tegneren, da han havde alt magten i “Mysterierne fra Arcanum”.

Jeg kunne føle et koldt gys løbe ned ad ryggen, da jeg indså, hvad det betød. Vi var alle fanget i en verden, hvor vi var tegnerens marionetdukker, og hvor vores handlinger var forudbestemte af ham. Jeg begyndte at forstå, at jeg ikke kunne vende tilbage til den virkelige verden, og at jeg måtte finde en måde at overleve i denne verden på.

“Hvad skal jeg så gøre?” spurgte jeg Filur, mens jeg kiggede på ham med et bønfaldende blik.

Han kiggede på mig med et sørgmodigt smil og sagde, “Du skal lære at overleve her, Ella. Du skal finde ud af, hvilken type figur du er, og hvordan du kan bruge dine evner til at overleve i denne verden.”

Jeg nikkede, besluttet på at gøre alt, hvad jeg kunne for at overleve i denne verden, selvom jeg vidste, at det ville være en hård og farlig opgave. Jeg vidste, at jeg ikke kunne stole på nogen andre end mig selv.

Jeg vågner med et sæt og kigger mig forvirret omkring. Jeg er i en kold og våd bygning, hvor sollyset svagt trænger ind gennem de sprækkede ruder. Jeg ser mig omkring og indser, at jeg befinder mig i Den Forladte Fabrik. Jeg kan føle den tunge atmosfære, der hviler over stedet, og det er som om jeg kan høre de rustne maskiners skingere lyde, som om de stadig var i gang.

Jeg kigger ned på mig selv og opdager med overraskelse, at jeg er blevet til et menneske igen. Jeg er iført en hvid tank top med blodpletter og et par hotpants, der næsten er for små til at dække mine baller. Jeg ser ud som en klassisk pige fra en gyserfilm, og det er en underlig fornemmelse.

Jeg ser et knust spejl på gulvet og går hen for at se på mit spejlbillede. Men jeg kan ikke genkende mig selv. Jeg ser ud som en anden person, og det er som om jeg ser en fremmed.

Jeg hører en lav stemme kalde på mig fra en ventilationsskakt. “Gem dig,” siger stemmen, og jeg følger instinktivt rådet. Jeg gemmer mig i et skab og lukker døren efter mig.

Kort tid efter hører jeg en ung kvinde løbe ind i rummet. Hun har snitsår på arme og ben, og hun råber på hjælp. Jeg vil gerne hjælpe hende, men jeg er for bange for at risikere at blive opdaget.

Pludselig hører jeg en kæmpe mand komme ind i lokalet. Han har en krog i den ene hånd og en kniv i den anden. Han ser ud som en skræmmende skikkelse, og jeg kan føle frygten stige op i mig.

Manden hugger kniven igennem hovedet på den unge kvinde, og jeg kan høre hendes skrig gennem skabet. Jeg er forfærdet og chokket, men jeg ved, at jeg ikke kan gøre noget for at hjælpe hende.

Jeg lytter til mandens tunge trin, der kommer tættere og tættere på skabet. Jeg holder vejret og forsøger at være helt stille. Jeg ved, at hvis han finder mig, er det slut med mig.

Pludselig hører jeg en stemme, der taler til manden. Det er en kvindestemme, der lyder rolig og kontrolleret.

“Hvad laver du her, Victor?” spørger hun.

Victor svarer ikke, men jeg kan høre ham bevæge sig væk fra skabet. Jeg hører stemmen igen, og denne gang lyder den nærmere.

“Jeg ved, at du er herinde, Ella,” siger hun. “Kom ud fra skabet.”

Jeg tøver, men jeg ved, at jeg ikke har andet valg. Jeg åbner døren og ser en kvinde stå foran mig. Hun er høj og slank, og hun har et udtryk på ansigtet, der er svært at tyde.

“Hvem er du?” spørger jeg.

“Jeg hedder Raven,” svarer hun. “Jeg er en del af Det Sorte Spektrum.”

Jeg ved ikke, hvad hun mener med det, men jeg ved, at jeg er i fare. Jeg ser mig omkring efter en flugtvej, men jeg ser ingen.

“Hvad vil du med mig?” spørger jeg.

“Jeg vil hjælpe dig,” svarer hun. “Jeg vil vise dig, hvordan du kan overleve her.”

Raven forklarer mig, at vi befinder os i gyserdelen af tegneserieverdenen, hvor der kun er to roller. Ofret, der skal prøve at overleve, og skurken, der skal fange, dræbe og torturere sine ofre. Jo mere blodigt og voldeligt, desto bedre, og gode ofre og gode skurke bliver belønnet af Tegneren med at kunne holde pause imellem hver runde.

“Men hvad er en runde?” spørger jeg.

“Hver uge bliver gyserverdenen nullstillet, og alle rollerne bliver blandet,” svarer Raven. “I denne runde er du blevet tildelt en klassisk ofrerolle.”

Jeg føler en kold sved, der bryder frem på min pande. Ofre er de, der bliver jaget, torteret og dræbt. Jeg vil hellere være skurken end ofret.

“Hvordan kan jeg overleve?” spørger jeg.

“Du skal spille ofrerollen godt,” svarer Raven. “Det betyder, at du skal flygte, kæmpe og hjælpe de andre ofre med at overleve.”

Jeg tænker på den unge kvinde, der blev dræbt foran mine øjne. Jeg vil ikke ende som hende.

“Men hvordan ved jeg, hvem skurken er?” spørger jeg.

“Det vil blive tydligt for dig, når tiden er inde,” svarer Raven. “Men husk, at det også er vigtigt at lave det underholdende. Det betyder, at give fansene, hvad de vil have.”

Jeg kan mærke, hvordan mit hjerte banker i halsen. Jeg ved, at jeg skal finde en måde at overleve på, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det.

“Hvad vil der ske, hvis jeg ikke overlever?” spørger jeg.

“Da vil du blive nullstillet og begynde forfra i den næste runde,” svarer Raven. “Men husk, at hver gang du dør, bliver det vanskeligere at overleve.”

Jeg trækker vejret dybt og forbereder mig på, hvad der vil komme. Jeg ved, at jeg skal være hurtig, smart og modig, hvis jeg vil overleve. Og jeg ved, at jeg skal give fansene, hvad de vil have, hvis jeg vil have en chance for at få en pause.

“Jeg er klar,” siger jeg.

Raven nikker og forsvinder i skyggerne. Jeg står tilbage alene i den forladte fabrik, klar til at kæmpe for mit liv.

Pludselig hører jeg en lyd bag mig. Jeg vender mig om og ser en skikkelse, der kommer imod mig. Jeg kan ikke se personens ansigt, men jeg ved, at det en skurk.

Jeg tager et dybt åndedrag og begynder at løbe. Jeg kan høre skurkens fodtrin tæt efter mig, men jeg ved, at jeg ikke må give op. Jeg skal overleve, for at få en chance for at komme ud af denne verden.

Jeg springer over en rusten maskine og løber mod en dør. Jeg ved, at jeg skal finde et sted at gemme mig, men jeg ved også, at jeg skal være forsigtig. Skurkene er overalt, og jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på.

Men jeg ved, at jeg skal prøve at overleve, for at finde en måde at komme ud af denne verden. Og jeg ved, at jeg skal give fansene, hvad de vil have, for at få en chance for at få en pause.

Jeg gemte mig bag ved et væltet skab i et gammelt omklædningsrum i den forladte fabrik, mens jeg forsøgte at fordøje alt den information, jeg lige havde fået. Det var svært at tro, at jeg var endt op i en tegneserieverden, hvor jeg var tildelt en klassisk offerrolle. Jeg følte mig hjælpeløs og alene, men samtidig var der en beslutsomhed i mig, som jeg aldrig havde følt før.

Pludselig hørte jeg en ung kvindes skrig. Min første reaktion var at holde mig skjult, men jeg tænkte på, hvad hvis det var mig, der havde brug for hjælp. Jeg besluttede at handle og begyndte at lede efter et våben. Jeg fandt et gammelt, rustent jernrør og tog det fast i hånden.

Med røret i hånden bevægede jeg mig langsomt hen imod skrigene. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede i halsen, men jeg vidste, at jeg ikke kunne lade den unge kvinde være alene.

Da jeg kom ind i rummet, så jeg en ung kvinde, der var blevet bundet til et bord. Over hende stod det væsen, jeg havde set tidligere i Byens Centrum, med en kniv i hånden. Det var i gang med at skære lange, snitende sår i den unge kvindes arme, ben og mave.

Jeg følte en pludselig vrede opstå i mig og sneg mig ind bag på væsnet. Med et kraftigt sving slog jeg røret mod væsnets hoved. Det virkede forvirret og vendte sig mod mig. Jeg svingede røret igen, men denne gang nåede væsnet at gribe det og flåde det ud af mine hænder. Det skubbede mig op mod en væg og tog sin kniv og stak den ind i min mave.

Alt gik sort for mine øjne, og jeg troede, at det var enden for mig. Men lige inden jeg mistede bevidstheden, hørte jeg et højt pistolskud, og væsnet faldt til jorden. Jeg kunne høre en mand spørge, om jeg var okay, men jeg var for svag til at svare. Jeg følte, hvordan mørket lukkede sig omkring mig, og jeg mistede bevidstheden.

Da jeg kom til bevidsthed igen, var jeg i af en kold og fugtig kælder. Jeg kiggede mig forvirret omkring og så nogle andre mennesker både gamle og unge, nogle plejede deres sår hvor andre lignede nogle som der gjorde sig klar til kamp. Jeg rejste mig op og bemærkede til min overraskelse at mit sår allerede var blevet til et ar.

En af de andre mennesker i kælderen så min forvirring og forklarede mig at man ikke var såret i ret lang tid af gangen i denne verden, da der ikke var meget sjov i at se en masse folk bare ligge ned og ikke deltage i legen. Jeg havde tusind spørgsmål, men før jeg kunne nå at spørge mere indtil hvor jeg befandt mig, hørte jeg en klokke ringe.

Alle menneskene i kælderen samlede sig i en ring omkring en ung mand, da jeg spurgte hvad der forgik, fortalte den unge mand som gik under navnet Alex at han var lederen af offergruppen, og han prøvede at holde dem alle sammen i live. Jeg spurgte hvorfor de ikke bare gemte sig her i kælderen under hele runden, hvor Alex fortalte mig at de havde prøvet, men efter kort tid så kom Tegneren med en flok skurke og brød ind i deres gemmested og brændte dem alle sammen levende. Efter den dag vidste de at de ikke havde andet valg end at spille spillet.

Efter mødet spurgte jeg Alex om han aldrig havde overvejet at skifte side, så i stedet for at være et offer, at han kom til at være en skurk. Alex forklarede at han havde prøvet at være skurk, i en enkelt runde, men i skurke rollen mister man alt sin menneskelighed og søger kun at skade andre, og denne følelse kunne han ikke leve med.

Jeg var forbløffet over Alex’s beslutsomhed og styrke, men samtidig også foruroliget over hvad dette betød for mit eget liv. Jeg havde ikke tid til at tænke over det længere, da jeg pludselig hørte et brag lige over vores hoveder, og jeg vidste at spillet var begyndt igen.

Jeg fulgte med den mængde, der løb ud af en anden hemmelig udgang, med hjertet bankende i halsen. Lyde af skud og skrig fyldte luften omkring mig, og jeg kunne føle adrenalinet pumpe gennem mine årer. Vi løb gennem en snæver korridor, før vi kom ud i en stor hal fyldt med fragtcontainere. Jeg sukkede lettet op, da jeg troede, vi var i sikkerhed.

Men pludselig hørte jeg en brummende lyd bag mig, og jeg vendte mig om for at se, hvad der foregik. Der stod en overnaturlig stor mand med en bar overkrop, der var fyldt med ar. Hans ansigt var fyldt med brændemærker, og begge hans arme var blevet udskiftet med motorsave. Han begyndte at skære sig gennem menneskemængden, der var i panik og forsøgte at flygte.

Jeg kunne føle, hvordan frygten spredte sig gennem kroppen, men jeg vidste, at jeg ikke kunne tillade mig at give efter for den. Jeg begyndte at løbe væk fra manden og containere, mens jeg kiggede mig forsigtigt over skulderen for at se, hvor han var. Jeg kunne høre de andre skrige og græde, men jeg koncentrerede mig kun om at komme væk.

Jeg løb så hurtigt, mine ben kunne bære mig, og vendte til højre mellem to containere. Jeg kunne høre manden med motorsave komme tættere og tættere, men jeg nægtede at give op. Jeg fortsatte med at løbe, indtil jeg pludselig stødte ind i en container og faldt til jorden. Jeg kunne høre manden komme tættere på, og jeg vidste, at jeg ikke havde tid til at komme på benene igen.

Jeg kiggede mig desperat omkring for at finde et sted at gemme mig, da jeg pludselig så en åbning under containeren. Jeg krøb ind under den og lå stille, mens jeg kunne høre manden løbe forbi. Jeg kunne høre hans høje, tunge trin, mens han ledte efter mig.

Jeg lå der under containeren og ventede, indtil det var stille. Jeg kunne høre de andre mennesker græde og beklage sig i baggrunden, men jeg turde ikke at flytte mig. Jeg vidste, at jeg havde held til at undgå manden denne gang, men jeg vidste også, at det ikke ville vare længe.

Jeg trak vejret dybt og forberedte mig på at krybe frem fra mit gemmested. Jeg vidste, at jeg ikke kunne gemme mig for evigt, og jeg måtte finde en måde at bekæmpe de skurke, der forfulgte mig. Jeg måtte finde en måde at overleve i denne verden, hvor alt var muligt, men også alt var farligt. Jeg var bange, men jeg var også fast besluttet på at gennemføre det. Jeg rejste mig op og begyndte at løbe igen, uden at vide, hvad der ventede mig længere fremme.

Jeg begyndte at kigge mig forsigtigt omkring i det forladte værelse jeg var løbet ind i, hvor jeg havde kunnet høre lyden af en lille piges gråd. Jeg kunne føle mit hjerte banke hårdt i brystet, mens jeg prøvede at finde ud af, hvor hun var. Pludselig så jeg hende sidde i et hjørne, og jeg besluttede at forsøge at trøste hende.

Men lige som jeg var på vej hen mod hende, hørte jeg Alex råbe: “Holde dig væk fra hende!” Jeg vendte mig om for at se ham stå der med et skarpt udtryk i ansigtet, men det var for sent. Jeg var allerede for tæt på pigen, og som jeg vendte mig mod hende, kunne jeg se, at hendes øjne var blevet røde og lysende.

Det var, som om en dæmon havde taget besiddelse af hende, og hun talte med en mørk og dyster stemme, der fik mig til at ryste af frygt. Jeg prøvede at løbe væk, men det var umuligt. Hun holdt mig fast med sin telekinetiske kraft, og jeg kunne føle, hvordan min krop blev fuld af smerte.

Det var som om mit blod kogte, og min hud begyndte at falde af i små flager. Jeg kunne ikke tænke klart, og jeg kunne kun bede om, at det skulle stoppe. Jeg vidste, at jeg ikke kunne klare mere af den smerte, og jeg begyndte at tigge om at dø.

Men lige pludselig hørte jeg et højt horn, og alt stoppede. Jeg befandt mig pludselig i et mørkt rum med en skærm foran mig, hvor der stod, at jeg skulle vælge min karakter til den næste runde. Jeg vidste, at jeg var blevet transporteret til et nyt sted, og jeg kunne føle, hvordan min krop langsomt begyndte at hele sig selv.

Jeg stod foran den store terminal, hvor der oppe i højre hjørne stod et tal, der var min score. Jeg havde fået 2.000 point for at overleve og 500 bonuspoint for at redde en anden person, så jeg havde i alt 2.500 point. Jeg scrollede igennem de karakterer, jeg kunne vælge imellem, men de fleste var uden for min pris. Jeg så blandt andet skurken med motorsavsarmene, som der kostede 3.000 point, og den lille pige, som der kostede 5.000 point.

Så var der den figur, jeg havde startet med, som var den uskyldige offerpige, hun var gratis at vælge. Men jeg ville hellere have en chance for at forsvare mig selv, hvis jeg skulle overleve i denne verden. Jeg så nogle andre offer avatars, jeg kunne vælge imellem med hver deres styrker, nogle havde våben, andre havde ekstra liv. Under offerkategorien kunne jeg se, hvad der gav ekstra point, 500 point for at redde en anden, 200 point for at lave en kærlighedshandling til en af det modsatte køn, 1.000 point for at dræbe en skurk.

Jeg kiggede også på skurkenes bonuspointsystem, og jeg gøs ved tanken om, hvad de fik point for. 500 point for at dræbe et offer, 300 point for at torturere et offer, 1.000 point for at lemlæste et offer på en ydmygende måde, herunder sexuelt og nedværdigende. Jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have lyst til at være en del af det.

Jeg vendte tilbage til de mulige avatars og valgte et offer, der var bevæbnet med en pistol. Det kostede mig 1.500 point, men jeg syntes, det var en god investering. Jeg håbede, at jeg kunne klare mig bedre i denne runde og måske endda tjene nogle point til at opgradere min avatar senere.

Jeg kunne føle, hvordan mit hjerte bankede i brystet, da jeg ventede på, at runden skulle begynde. Jeg havde ingen idé om, hvad der ventede mig, men jeg var fast besluttet på at gennemføre det. Jeg havde lært, at man måtte være forberedt på alt i denne verden, hvor alt var muligt, men også alt var farligt. Jeg tog et dybt suk og forberedte mig på det værste, mens jeg ventede på, at runden skulle begynde.

Jeg vågner i den samme kælder som tidligere, hvor jeg mødte Alex. Det er koldt og fugtigt, og jeg kan høre stødende lyde fra de andre mennesker i rummet. Pludselig lyder det samme horn som tidligere, og jeg ved, at runden snart vil gå i gang.

Jeg kigger mig rundt og ser, at mange af de andre personer straks kaster sig over hinanden og begynder at kysse og udføre mere eksplicitte handlinger. Det er forståeligt, de vil skrappe så mange bonus point sammen som muligt før runden rigtigt går i gang. Nogle af dem gør også tilnærmelser til mig, men jeg takker nej. Jeg er ikke i humør til det, og jeg vil hellere finde et godt sted at gemme mig.

Jeg står op og kigger mig forsigtigt omkring. Jeg ser en dør i hjørnet af rummet og beslutter at tage chancen. Jeg skrider forsigtigt hen imod døren og lytter inden jeg åbner den. Det lyder stille på den anden side, så jeg trækker vejret og åbner døren.

Jeg finder mig selv i en lang, mørk korridor. Jeg kan høre lyde fra de andre mennesker bag mig, men det er stille foran mig. Jeg begynder at gå forsigtigt ned af korridoren og holder ørene åben. Jeg er nervøs, men jeg ved, at jeg må tage chancen for at finde et godt sted at gemme mig.

Pludselig hører jeg lyde foran mig. Jeg standser og lytter. Det lyder som skridt, men jeg kan ikke se nogen. Jeg trækker pistolens lås tilbage og fortsætter forsigtigt ned af korridoren. Jeg er beredt på det værste, men jeg ved, at jeg må fortsætte. Jeg har ingen anden valg, hvis jeg vil overleve.

Jeg passerer en dør og hører pludselig en stemme bag mig. Jeg vender mig om og ser en mand, der står med ryggen mod væggen. Han er høj og muskuløs, og han har en pistol i hånden. Jeg genkender ham som Alex, lederen af offergruppen.

“Hvad laver du her?” spørger han skarpt.

“Jeg ledte efter et godt sted at gemme mig,” svarer jeg.

Han kigger på mig med en blanding af mistro og forståelse. “Det er farligt at være alene herude,” siger han. “Kom med mig, jeg kender et godt sted.”

Jeg er lidt usikker, men jeg ved, at jeg ikke har mange valgmuligheder. Jeg følger efter ham, mens han fører mig gennem en række korridorer og rum. Jeg holder ørene åben og holder min pistol tæt på. Jeg ved, at jeg må være forberedt på alt.

Pludselig hørte jeg en skrigende lyd foran mig, og Alex standsede. Han vendte sig om og kiggede på mig med en blanding af frygt og forståelse. “Vent her,” sagde han og forsvandt rundt om et hjørne.

Jeg ventede i nogle sekunder, men blev nervøs og besluttede at følge efter ham. Da jeg kom rundt om hjørnet, så jeg Alex ligge på gulvet med en kniv igennem halsen. En skurk stod over ham og grinte.

Jeg rettede min pistol mod skurken og skød ham uden at tøve. Jeg hørte skrig og løb væk, fordi jeg var bange for om nogle andre måske havde hørt skuddene.

Jeg fandt et lille rum, hvor jeg kunne gemme mig. Jeg lukkede døren og forsøgte at få ro på min ånde. Jeg hørte en skrigen fra naborummet, men jeg forsøgte at ignorere det og koncentrere mig på at overleve.

Pludselig hørte jeg en dør gå op, og jeg vendte mig om for at se en skurk komme ind i rummet. Han trak en ung kvinde i håret og slæbte hende ind i rummet. Jeg kunne se frygten i hendes øjne, og jeg vidste, at jeg måtte gøre noget.

Skurken hængte kvinden op på en krog og flåede tøjet af hende. Han spredte hendes ben og skulle til at indføre noget i hende, men i det øjeblik trådte jeg ud af mit skjulested og skød skurken to gange i ryggen og en gang i hovedet.

Jeg gik over til kvinden og hjalp hende ned. Hun var rystet og skræmt, men taknemmelig. Jeg vidste, at jeg havde gjort det rigtige, men jeg vidste også, at jeg måtte fortsætte for at overleve. Jeg tog hendes hånd og førte hende ud af rummet, mens jeg holdt øje med omgivelserne og forberedte mig på det værste.

Da hornet endeligt lød, og runden var slut, følte jeg en enorm lettelse. Jeg havde overlevet, og jeg var spændt på at se min score og finde ud af, hvad jeg kunne opnå i den næste runde. Men da jeg åbnede mine øjne igen, var jeg ikke tilbage ved terminalen, hvor jeg skulle have været. I stedet var jeg blevet transporteret til en helt ny verden.

Jeg blinkede og kiggede mig forvirret omkring. Der var tale om en verden, der var helt anderledes end den, jeg lige havde forladt. Her var alt tegnet i en meget mere farverig stil, og det var, som om alt var lidt overdrevet. Bygningerne var højere, bilerne var hurtigere, og folkene… ja, folkene var meget forskellige.

Jeg så en kvinde, der gik hen imod mig, og jeg følte, at jeg kendte hende fra før. Det var en af de kvinder, jeg havde set ved byens centrum, en af dem med de alt for store bryster. Og det var der, jeg forstod, at jeg nu befandt mig i hentai-verdenen.

“Velkommen til verdenen af hentai,” sagde kvinden med et skævt smil. “Jeg håber, du er klar til en oplevelse, du aldrig vil glemme.”

Jeg følte en blanding af frygt og forvirring. Jeg havde hørt rygter om denne verden, men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg selv ville ende her. Jeg vidste, at jeg måtte finde en måde at overleve på, men jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle gå i gang med det.

“Jeg ved, det kan være lidt overvældende i starten,” sagde kvinden og lagde en hånd på min skulder. “Men du vil hurtigt vænne dig til det. Og hvis du har held, kan du måske endda få nogle bonuspoint ud af det.”

Jeg så på hende med en blanding af mistro og forventning. Jeg vidste, at jeg måtte være forsigtig, men jeg havde også brug for at finde en måde at overleve på. Jeg besluttede at tage chancen og følge med hende.

Vi gik gennem en række farverige gader, og jeg så, at verdenen var fuld af de mest utrolige ting. Der var store monstre, der gik rundt, og folk, der havde sex på gaden. Jeg følte, at jeg var i en drøm, men jeg vidste, at det var virkeligheden.

Vi endte til sidst foran en stor bygning, der lignede et hotel. Kvinden førte mig ind og fortalte mig, at jeg ville blive tilbudt en række muligheder for at tjene point. Jeg vidste, at jeg måtte være forsigtig, men jeg havde også brug for at finde en måde at overleve på. Jeg besluttede at tage chancen og se, hvad jeg kunne opnå i denne nye verden.

Da jeg endelig stod alene i mit nye værelse på hotellet, følte jeg en blanding af frygt og forventning. Der var en skærm på væggen, der mindede mig om den, jeg havde set i gyserverdenen, og jeg var glad for, at mine point var blevet overført, så jeg nu havde 6000 point at råde over.

Jeg begyndte at scrolle mig igennem skærmen og så de figurer, jeg kunne vælge imellem i denne hentai-verden. De fleste af dem havde utroligt store bryster og numser, og deres kropsbygning varierede fra helt små til meget store. Nogle af figurerne havde endda katteøre og haler, eller var helt umenneskelige i deres udseende. Jeg kunne ikke lade være med at grine højt over, hvor absurd det hele var.

Efter en stunds overvejelser besluttede jeg mig for at vælge en figur med lyserødt hår og en slank bygning, men stadig med nogle bryster, der var alt for store til hendes kropsbygning. Jeg vidste, at det var nødvendigt at tilpasse sig denne verden for at overleve, men jeg ønskede stadig at holde på min egen identitet, så meget som muligt.

Når jeg havde valgt min figur, skulle jeg nu vælge, hvilke salgsscener jeg ville deltage i. Hver scene gav et forskelligt antal point, og de varierede fra mere harmløse scener på en skole, hvor man kunne være lærer eller elev, til mere vilde scener med tentakler og andre umenneskelige væsener.

Jeg vidste ikke meget om hentai, men jeg vidste, at desto vildere desto bedre, hvis jeg ville tjene flest point. Jeg tog en dyb indånding og besluttede mig for at vælge en af de mere ekstreme scener, hvor jeg ville blive konfronteret med nogle af de mest umenneskelige væsener, jeg havde set hidtil.

Jeg følte igen et koldt gys løbe ned ad ryggen, da jeg trykkede på knappen og ventede på, at scenen skulle begynde. Jeg vidste, at det her ville blive en hård prøve, men jeg var klar til at tage kampen op for at overleve i denne mærkelige og farlige verden.

Jeg følte, at værelset begyndte at skifte form omkring mig, og pludselig var jeg omgivet af metal og blinkende lys. Jeg så andre kvinder i forskellige cosplay-kostumer, alle sammen med seksualiseret udseende. Jeg rystede på hovedet, for jeg vidste, at jeg var i denne hentai-verden, men det her var for meget, selv for mig.

Pludselig åbnede nogle luftluger sig, og ud igennem dem kom der en masse tentakelarme. Jeg følte et koldt gys løbe ned ad ryggen, da jeg så dem slange sig rundt om de andre kvinder, der lød som om de var i ekstase. De lod sig fange af tentaklerne, der rev deres tøj af og penetrerede dem på alle tænkelige måder.

Jeg prøvede at undgå dem, men til sidst kunne jeg ikke slippe for at blive fanget af dem. Men til min overraskelse kunne jeg slet ikke mærke noget. Jeg så en af de andre kvinder se på mig, og hun hviskede, “Du skal lade som om at du kan lide det, ellers bliver du straffet.”

Jeg fulgte hendes råd og begyndte at lave lyde, som om jeg havde nydelse af det. Jeg kunne se, at de andre kvinder gjorde det samme, og vi fortsatte i en evighed, indtil tentaklerne sprøjtede noget grønt slim ud over os og trak sig tilbage.

Jeg følte mig udmattet og forvirret, da jeg stod tilbage i mit hotelværelse. Hvad havde jeg netop været igennem? Jeg vidste, at jeg var i en tegneserieverden, men det her var på en helt anden måde end alt, hvad jeg havde set hidtil. Jeg var sikker på, at der var mere bag dette end det, jeg kunne se, og jeg besluttede mig for at finde ud af, hvad der egentlig foregik i denne verden.

Jeg forlod hotellet og gik ud på gaden, hvor jeg straks stødte ind i en gruppe kvinder. De var alle klædt ud i forskellige kostumer, men havde det samme beslutsomme udtryk i øjnene. Vi falder hurtigt i tale, og jeg opdagede, at de også var her for at skaffe så mange point som muligt.

“Hvis vi skal overleve herinde, skal vi samarbejde,” sagde den ene kvinde, en høj, blond dame med et krigerisk udseende. “Vi har en plan. Næste gang vi forlader vores respektive verdener og mødes i Byens Centrum, vil vi alle sammen bruge vores point på at opgradere vores figurer og besejre Tegneren. Vi vil alle sammen blive frie.”

Jeg var overrasket over deres mod og beslutsomhed, men også lidt skeptisk. Det lød så enkelt, men jeg vidste, at det ville være en hård kamp. Men på den anden side, hvad havde jeg at miste? Jeg besluttede mig for at slutte mig til dem.

“Jeg er med,” sagde jeg beslutsomt. “Jeg vil gøre hvad som helst for at komme væk herfra.”

De næste dage var en hård prøve. Jeg valgte de mest ekstreme scener i hentai-verdenen for at tjene så mange point som muligt. Jeg blev konfronteret med alt, fra tentakelmonstre til overnaturlige væsener, og det krævede alt min viljestyrke og mod at gennemføre det. Men jeg holdt fast i tanken om frihed og at jeg ikke var alene.

Jeg mødte også andre mennesker fra de andre verdener, som havde sluttet sig til vores sag. Vi delte vores oplevelser og gav hinanden støtte og råd. Det var en kæmpe kontrast til den ensomhed, jeg havde følt, siden jeg kom til tegneserieverdenen.

Men jeg vidste også, at vi ikke kunne stole på hinanden fuldstændigt. Hver af os havde været tvunget til at gøre ting, vi ikke ville have gjort i virkeligheden, for at overleve herinde. Det var en konstant kamp mellem at stole på hinanden og at være forsigtig.

Men jeg var fast besluttet på at gøre mit bedste for at bidrage til vores fælles sag. Jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt, for at besejre Tegneren og få frihed tilbage til os alle.

Jeg vågnede op med en fornemmelse af nervøs spænding i maven. Dagen var endelig kommet, hvor alt skulle afgøres. Jeg havde været udsat for så mange ting, som jeg nok aldrig ville glemme, men jeg var klar til at kæmpe.

Jeg havde tjent næsten 30.000 point, og jeg havde brugt dem alle sammen på en robotdragt, der var bygget til at kunne modstå alt. Jeg følte mig stærk og beskyttet, da jeg trådte ud i Byens Centrum sammen med de andre oprørere.

Folk rystede på hovedet og kiggede forundret på os, da vi marcherede mod samlingspunktet. Mange kunne ikke forstå, hvorfor vi ville bruge så mange point her i stedet for at overleve i de forskellige verdener. Men vi havde en større sag at kæmpe for.

Jeg så Tegneren stå på en platform og holde sin årlige tale. Han så så sikker og magtfuld ud, men jeg vidste, at det var en facade. Vi var klar til at afsløre ham og tage kontrol over vores skæbner.

“Han er her!” brølede en af oprørerne. “Vi skal angribe nu!”

Vi kæmpede os gennem mængden, imens folk skreg og sprang til side. Tegnerens trofaste garde stod klar til kamp, men vi var ikke bange. Vi havde trænet og forberedt os på dette øjeblik.

Jeg så en af garderne løbe mod mig med et sværd. Jeg sparkede til ham og slog ham til jorden med en stød af min robotarm. Jeg følte en følelse af tilfredshed, da jeg så ham ligge der.

Jeg så Tegneren stå der, med et chokeret udtryk i øjnene. Han havde ikke regnet med, at vi ville vove at angribe ham. Men vi var ikke længere hans dukker. Vi var levende væsener med en vilje og en styrke, som han aldrig havde kunnet forudse.

Jeg hørte en bragende eksplosion bag mig og vendte hovedet. En af verdenerne var kollapset, og folk strømmede ud fra den. Panik bredte sig i mængden, og jeg forstod, at vi havde startet en kædereaktion, der kunne ødelægge hele tegneserieuniverset.

Men det var for sent til at trække sig tilbage nu. Vi var kommet for langt, og vi havde sat for meget på spil. Vi ville se dette igennem, selvom det ville koste os alt.

Jeg vendte tilbage til kampen, med en beslutsomhed i mit hjerte. Jeg ville kæmpe for min frihed og for de andre figurers frihed. Vi ville vinde denne kamp, eller vi ville gå under sammen.

Vi stod overfor Tegnerens garde, klar til kamp. Jeg kunne føle hjertet banke i brystet, men jeg holdt fast i mit våben og vidste, at dette var vores eneste chance for frihed.

“Kom så, elendige flok slavesoldater!” brølede en af oprørerne og kastede sig mod gardisterne. Vi fulgte efter, skrigende og kæmpende. Det var kaos, men jeg fokuserede på min modstander og parerede hans angreb. Jeg så en åbning og stak min kniv i hans mave. Han faldt til jorden, og jeg følte en bølge af afsky og triumf gennemstrømme mig.

Vi kæmpede med vildskab, men gardisterne var bedre trænede og udrustede. Vi mistede mange af vores folk, men vi holdt stand og slog dem tilbage. Så pludselig var Tegneren væk. Han var flygtet til sit tårn.

“Vi må følge efter ham!” råbte jeg og ledte vejen ind i tårnet. Vi løb op ad trappen, mens vi slog os vej gennem de resterende gardister. Det var en hård kamp, men vi var lige så besluttede som Tegneren.

Vi nåede endelig til toppen, hvor Tegnerens kontor lå. Han sad bag sit skrivebord og så på os med et koldt smil. “Du tror, du kan besejre mig?” sagde han og skubbede en knap under bordet. Pludselig begyndte væggene at bevæge sig, og vi blev presset sammen.

“Han vil knuse os!” skreg en af oprørerne, men jeg veg ikke tilbage. Jeg vidste, at dette var vores sidste chance. Jeg samlede al min styrke og kastede mig mod Tegneren. Vi faldt begge til jorden, og jeg slog ham i hovedet med min knytnæve. Han blødte, men leede stadig.

“Du kan ikke besejre mig,” hviskede han. “Jeg er skaberen af dette univers.”

“Men du er også en del af det,” svarede jeg og rejste mig op. Jeg så på mine venner, der kæmpede for at undslippe væggenes pres. “Vi er alle en del af det, og vi vil ikke lade os behandle som dukker længere.”

Tegneren så på mig med en blanding af foragt og beundring. “Du er mere end jeg troede,” sagde han. “Men du vil aldrig være i stand til at styre dette univers.”

“Det behøver jeg heller ikke,” svarede jeg. “Jeg vil blot være fri.”

Vi kæmpede videre, mens væggene fortsatte med at bevæge sig. Jeg vidste ikke, om vi ville overleve, men jeg vidste, at vi ville kæmpe til det sidste. For vores frihed og for vores verden.

Jeg stod der med sværdet i hånden, klar til at tilintetgøre Tegneren, da han pludseligt forsvandt og jeg hørte en dyster latter. Jeg vendte blikket mod lyden og så ham svæve ned fra loftet.

“Du tror, du kan besejre mig?” spurgte han med et grimt smil.

“Jeg ved, at jeg kan,” svarede jeg med fast stemme.

Han rystede på hovedet og knipsede med fingrene. Alt omkring mig forsvandt. Mine kammerater, våbnene, selv min robotdragt. Alt var væk. Jeg stod tilbage i Byens Centrum, alene og forsvarsløs.

“Der er ingen vej ud, Ella,” sagde Tegneren, der pludselig stod foran mig. “Du vil være fanget her for evigt.”

“Hvad mener du?” spurgte jeg med en følelse af frygt, der begyndte at brede sig i maven.

“Du skulle have læst nærmere på de vilkår, du skrev under på i ‘Mysterierne fra Arcanum’,” svarede han med et koldt smil. “Du tilhører mig nu.”

Jeg følte en tåre trække sig ned ad kinden. Alt håb om at slippe væk fra dette sted var forsvundet. Men jeg ville ikke give op. Jeg ville kæmpe til det sidste for min frihed.

“Du kan have kontrol over denne verden, men du kan aldrig kontrollere min vilje,” sagde jeg og så ham lige i øjnene.

Han løftede et øjenbryn og så på mig med en blanding af overraskelse og respekt. “Du er mere interessant end jeg troede,” sagde han. “Men lad os se, hvor længe din vilje vil holde.”

Han knipsende igen med fingrene, og jeg var tilbage til der hvor jeg startede på den dag hvor jeg var ankommet, her gik det op for mig at jeg var fanget i en ubrydelig løkke, mit eget personlige helvede.