Morgenmylderet bølgede gennem storbyens gader. Mennesker strømmede forbi hinanden i en endeløs flod af målrettede skridt og fraværende blikke. Jakker flagrede, tasker dinglede, og mobiltelefoner blinkede i hænderne på de travle pendlere.

“Undskyld,” mumlede en kvinde, da hun stødte ind i en mand. Hun kiggede ikke op fra sin skærm.

Manden reagerede ikke. Hans øjne var rettet stift frem for sig, som om han navigerede på autopilot.

I en smal gyde få meter fra den pulserende hovedgade stod en mand. Hans tøj var slidt og hans hår filtret, men hans øjne glødede af en intens energi. Han jonglerede behændigt med tre tennisbolde, mens han mumlede lavmælt for sig selv.

“De ser ingenting. Ingenting! Blinde får, der trasker afsted mod slagtehuset.” Hans stemme steg og faldt i et manisk mønster. “Men jeg skal nok vække dem. Åbne deres øjne for virkeligheden.”

En bold fløj højt op i luften. Han greb den uden at se på den.

“En dag vil de opdage mig. En dag vil de forstå.” Hans mumlen blev til en hvisken. “Jeg har planen klar. Den perfekte plan.”

På gaden få meter væk fortsatte strømmen af mennesker ufortrødent. Ingen drejede hovedet mod gyden. Ingen hørte den ensomme mands ord.

En ung mand med høretelefoner gik forbi gydens åbning. I et splitsekund faldt hans blik på jongløren, men uden at registrere ham gled hans øjne videre.

Jongløren lo sagte. “Se! Selv når de kigger, ser de ingenting. Men snart… snart vil de ikke kunne undgå at se.”

Mørket sænkede sig over byen, og gaderne tømtes langsomt for liv. Tennisboldmanden stod atter i gyden, hans øjne glødede af en febrilsk intensitet i skyggen. Hans hænder klemte om de velkendte bolde, fingrene løb nervøst over deres ru overflade.

“Nu begynder det,” hviskede han hæst. “Nu skal de vækkes fra deres søvn.”

Han lod en bold trille ud af gyden. Den lille gule bold rullede dovent hen ad fortovet, glimtede svagt i lyset fra en gadelampe.

Tiden gik. Få nattevandrere passerede bolden uden at bemærke den. Tennisboldmanden ventede tålmodigt, hans åndedræt hurtigere end normalt.

Endelig nærmede en ung mand sig. Han gik med bøjet hoved, en snor i hånden. For enden af snoren trippede en lille hund ivrigt afsted, dens næse konstant mod jorden.

Hunden opdagede bolden først. Den gøede begejstret og trak i snoren.

“Rolig nu, Bella,” mumlede den unge mand søvnigt.

Han bøjede sig ned og samlede bolden op. I et øjeblik stod han med den i hånden og så forvirret ud.

“Hvor kommer du fra?” spurgte han lavt, som om han forventede bolden ville svare.

I gyden holdt tennisboldmanden vejret. Hans øjne var vidtåbne, pupillerne udvidede i mørket.

“Ja,” hviskede han. “Ja, det er dig. Du er den udvalgte.”

Den unge mand rystede på hovedet og puttede bolden i lommen. Han fortsatte sin tur, uvidende om at hans skæbne netop var blevet beseglet af en fremmed mands vanvid.

Tennisboldmanden lo sagte. “Endelig. Mit første offer. Nu begynder renselsen.”

Tennisboldmanden gled ud af gyden, hans bevægelser smidige og lydløse som en kat på jagt. Han holdt sig i skyggerne, hans øjne forblev rettet mode den unge mand og hans hund, som om de var de eneste væsener i verden. Års erfaring som hjemløs havde lært ham at blive ét med omgivelserne, at bevæge sig ubemærket gennem byens gader som en ånd, der svæver mellem de levende.

Den unge mand gik roligt videre, uvidende om den skygge der fulgte ham, hans sind fyldt med tanker om den varme seng, der ventede derhjemme. Hans hund, Bella, snusede ivrigt til hver lygtepæl og buskads de passerede, af og til stoppede den for at markere sit territorium med en næsten manisk iver, som kun en hund kan udvise.

“Kom nu, Bella,” mumlede manden søvnigt, hans stemme tyk af træthed. “Vi skal snart hjem. Der venter os en god nats søvn.”

Tennisboldmanden fulgte efter, altid på afstand, altid skjult, som en ulv der forfølger sit bytte. Hans øjne glimtede i mørket, fyldt med en blanding af begejstring og vanvid, en farlig cocktail der havde brygget i hans sind gennem mange ensomme år på gaden.

Efter en kort gåtur nåede de en høj ejendom, dens facade badet i det blege lys fra gadelampen. Den unge mand fiskede en nøgle op af lommen og låste sig ind, lyden af nøglen i låsen lød som en invitation i Tennisboldmandens ører. I samme øjeblik sprintede Tennisboldmanden lydløst frem og nåede lige akkurat at gribe døren, før den lukkede og låste. Det var en manøvre, han havde perfektioneret gennem årene, når han søgte ly for natten, en færdighed der nu tjente et mørkere formål.

Inde i opgangen listede Tennisboldmanden op ad trapperne, hans skridt næsten uhørlige, som om selve bygningen konspirerede med ham for at holde hans tilstedeværelse skjult. Han holdt sig tæt nok på sit offer til at se, hvilken lejlighed han gik ind i, men langt nok væk til ikke at blive opdaget, balancerende perfekt på kanten mellem jæger og bytte.

Da den unge mand var forsvundet ind i sin lejlighed, stod Tennisboldmanden et øjeblik og betragtede døren, hans blik intenst som om han kunne se igennem træet og ind i den uskyldige verden bag den. Et svagt smil spillede om hans læber, et smil der ikke nåede hans kolde øjne.

“Snart,” hviskede han, hans stemme ikke mere end en hvisken i natten. “Snart vil du forstå. Snart vil du mærke, hvordan det er at være magtesløs, overset og glemt.”

Derefter sneg han sig ud af bygningen og fandt et skjult hjørne i en nærliggende baggård, et sted han kendte bedre end nogen anden. Her krøb han sammen, hans krop vant til at finde hvile på de mest ubekvemme steder, år på gaden havde formet ham til at tilpasse sig enhver situation. Hans øjne lukkede sig langsomt, men smilet forblev på hans læber, et vidnesbyrd om de mørke tanker, der hjemsøgte hans sind. I morgen ville hans plan tage form, og verden ville ændre sig for altid, i hvert fald for den unge mand og hans hund.

Tennisboldmanden åbnede øjnene, mens mørket stadig herskede over byen. Hans krop var stiv af kulde, men hans sind var skarpt som en ragekniv. Han lyttede intenst til de første tegn på liv i bygningen. Døre der åbnede og lukkede, tunge skridt på trapper, og den svage summen af stemmer, der langsomt voksede i styrke.

Han rejste sig lydløst og sneg sig ind i opgangen, hans bevægelser flydende og sikre. På den rette etage fandt han et skjulested, hvorfra han kunne overvåge sit udvalgte offers dør. Minutterne sneglede sig afsted, men Tennisboldmanden var tålmodig. Han havde ventet i årevis på dette øjeblik.

Endelig åbnede døren sig. Den unge mand trådte ud, hans ansigt en maske af træthed og resignation. Hans hår var uglet, skjorten krøllet, og hans øjne halvt lukkede. Han låste døren bag sig og slæbte sig ned ad trappen, hver bevægelse en kamp mod søvnen og dagens kommende arbejde og udfordringer.

Tennisboldmanden ventede til lyden af mandens skridt var forsvundet. Så bevægede han sig frem, hans fingre dansede over låsen med en færdighed, der vidnede om års erfaring. Et svagt klik, og døren gled op.

Inde i lejligheden mødte ham synet af et liv levet på autopilot. Væggene var bare, kun brudt af et enkelt billede af en hund, formentlig Bella. Køkkenet var spartansk indrettet, opvasken fra i går stod stadig i vasken. I stuen stod en slidt sofa vendt mod et fjernsyn, der dominerede rummet. Der var ingen bøger, ingen kunst, ingen tegn på hobbyer eller interesser.

Soveværelset var lige så trist. En uredt seng, et natbord med en vækkeur og et skab fyldt med identiske skjorter og bukser. I et hjørne stod en hundekurv, det eneste tegn på liv og kærlighed i hele lejligheden.

Tennisboldmanden gik langsomt gennem rummene, hans fingre strejfede overflader, mærkede teksturer. Han åbnede skuffer og skabe, undersøgte hver krog og sprække. Jo mere han så, jo mere voksede hans overbevisning. Dette var et liv, der ikke blev levet, det var blot et menneske der eksisterede uden at leve og føle, et spildt liv.

Han satte sig i sofaen og lod blikket glide over rummet. Et svagt smil spillede om hans læber. Her ville han blive, indtil den unge mand vendte hjem. Her ville han begynde at overtage dette tomme liv, fylde det med mening.

Timerne krøb afsted i den unge mands lejlighed, som en snigende skygge der langsomt strakte sig over gulvet. Tennisboldmanden vandrede rastløst rundt, hans fingre kriblede af utålmodighed, som om en usynlig kraft trak i dem. Han strøg forbi vinduerne, trak gardinerne til side med en hurtig bevægelse og kiggede ud på den travle gade nedenfor, hvor mennesker hastede forbi, uvidende om dramaet der udspillede sig få meter over deres hoveder.

Bella, den unge mands trofaste hund, fulgte ham med nysgerrige, brune øjne. Hun logrede forsigtigt med halen, usikker på denne fremmede i hendes hjem, hendes instinkter kæmpede mellem frygt og nysgerrighed. Tennisboldmanden klappede hende fraværende på hovedet, hans tanker allerede et andet sted.

“Du er en sød lille sag,” mumlede han, stemmen blød af en uventet ømhed. “Bare rolig, jeg skal nok passe på dig.” Han undrede sig over sin egen medfølelse for dyret, en følelse han troede var gået tabt for længe siden.

Han tvang sig selv til at fokusere, hans blik blev skarpt og beslutsomt. Timen nærmede sig, sekunderne tikkede ubønhørligt mod det uundgåelige øjeblik. Han måtte ikke miste koncentrationen nu, ikke når han var så tæt på sit mål.

Tennisboldmanden sank ned i sofaen, stoffet knirkede svagt under hans vægt. Han lod blikket glide rundt i stuen, opfattede hvert eneste detalje med en næsten smertefuld klarhed. En kop fra i morges stod stadig på sofabordet, en tynd ring af indtørret kaffe markerede væskens tidligere niveau. Det var underligt at være omgivet af så meget… normalitet. Han kunne knap nok huske, hvordan det føltes at have et hjem, minderne om en anden tid var slørede og fjerne.

En tennisbold trillede ud af hans lomme, som om den forsøgte at undslippe. Han samlede den op med en hurtig bevægelse og begyndte at kaste den op i luften og gribe den igen. Op og ned, op og ned. Rytmen beroligede ham, gav ham et fokuspunkt i det kaos af følelser, der truede med at overvælde ham.

Pludselig lød der en skramlen ved døren, lyden skar gennem stilheden som et knivsblad. En nøgle drejede i låsen med en metallisk klikken, der sendte et gys gennem Tennisboldmanden.

Han sprang op, adrenalinen pumpede gennem hans årer. Hjertet hamrede i brystet på ham, så hårdt at han var sikker på, det kunne høres gennem hele lejligheden. Nu gjaldt det. Han listede hen mod entréen med katteagtige bevægelser, klar til at overmande den unge mand, så snart han trådte ind. Hans muskler var spændte, klar til at handle.

Døren gled op med en sagte knirken, og den unge mand gik stille ind og lagde ikke mærke til at tennisboldmanden kom farende imod ham men boldbat og slog ham hårdt i ansigtet, så hans faldt om på gulvet uden at opdage hvad der skete med ham.

Tennisboldmanden slæbte den bevidstløse og blodige unge mand ind i soveværelset. Hans hænder rystede let, men han tvang sig selv til at fokusere ved at mumle manisk for sig selv.

“Fokus, fokus, fokus,” hviskede han gentagne gange, som var det et mantra der kunne holde hans spirende vanvid i skak.

Med en kraftanstrengelse fik han løftet sit offer op i sengen. Hans fingre arbejdede hurtigt og effektivt, da han bandt den unge mands håndled og ankler fast til sengerammen. Rebene strammede om den slappe krop, efterlod røde mærker på den blege hud.

Tennisboldmanden trak en tennisbold frem fra sin lomme. Hans øjne glimtede faretruende i det dæmpede lys, da han med brutal kraft pressede bolden ind i munden på den unge mand, så hans kæber blev spændt til bristepunktet. Lyden af knogler der knasede fyldte rummet, en makaber symfoni af smerte og undertrykkelse.

Han trådte tilbage og betragtede sit værk med en blanding af stolthed og forvirring. Det føltes surrealistisk, som om han befandt sig i en drøm, eller måske et mareridt. Han sank tungt ned på en stol i hjørnet af soveværelset, udmattet men på vagt.

Hunden Bella traskede stille ind i rummet. Hendes blik skiftede fra den bundne mand til Tennisboldmanden, hendes brune øjne fyldt med en blanding af forvirring og tillid. Mærkeligt nok virkede hun fuldstændig upåvirket af det voldelige optrin, der netop havde udspillet sig. I stedet lagde hun sig ved Tennisboldmandens fødder, som om hun søgte trøst hos denne fremmede, der pludselig var blevet en del af hendes verden.

Tennisboldmanden lod en hånd glide over Bellas bløde pels. Han mærkede en uventet bølge af ømhed skylle gennem sig. Det var længe siden, han havde følt sig så tæt knyttet til et andet levende væsen.

“Du er en god pige, Bella,” mumlede han lavt, hans stemme ru af anspændthed.

Minutterne sneglede sig afsted, mens Tennisboldmanden ventede på, at hans offer skulle vågne. Hans blik flakkede mellem den bevidstløse mand og døren, altid på vagt, altid klar til at reagere. Hans hjerne arbejdede på højtryk, forsøgte at planlægge de næste skridt i hans vanvittige plan.

Den unge mand slog øjnene op, da hans bevidsthed langsomt vendte tilbage. Hans blik flakkede forvirret rundt i hans eget soveværelse, indtil det til sidst landede på Tennisboldmanden, der nu stod som en truende skygge ved fodenden af sengen. Panikken voksede som en tidevandsbølge i den unge mands øjne, da virkeligheden af hans situation langsomt gik op for ham. Han kunne mærke rebenes stramme greb om hans håndled og ankler, og den klamme sved, der begyndte at pible frem på hans pande. Tennisboldmanden betragtede ham tavst et øjeblik, nød synet af offerets voksende frygt og lod den sprede sig som gift i den unge mands årer.

“Velkommen tilbage til de levendes rækker,” sagde Tennisboldmanden endelig, hans stemme overraskende blid og næsten faderlig. “Du er nok lidt forvirret lige nu, det forstår jeg godt, men lad mig forklare situationen for dig. Ja, du er fanget, det er sandt. Men tro mig, når jeg siger, at det er for dit eget bedste. Du vil takke mig en dag.”

Han lænede sig frem, hans øjne brændende af en fanatisk ild, der fik den unge mand til at trække sig tilbage i sengen, så meget rebene tillod det. “Du har levet som en zombie, en søvngænger i dit eget liv. Du har vandret gennem tilværelsen uden mål og mening, fortabt i dagligdagens trummerum. Men nu… nu skal du lære at sætte pris på hver eneste åndedrag, hvert eneste hjerteslag. Jeg vil vise dig, hvad det virkelig vil sige at være i live.”

Den unge mand begyndte desperat at kæmpe, hans overlevelsesinstinkt sparkede ind med fuld kraft. Rebene skar ubarmhjertigt ind i hans håndled og ankler og efterlod røde, opsvulmede mærker på hans hud. Hans forsøg på at skrige blev kvalt af tennisbolden, der var presset ind i hans mund, og kun dæmpede, paniske lyde slap ud. Smerten var tydelig i hans ansigt, øjnene vidåbne af rædsel og tårer begyndte at samle sig i øjenkrogene.

Tennisboldmanden betragtede kampen med en blanding af fascination og utålmodighed. Hans blik gled over den unge mands krop, mens han overvejede sine næste træk. Uden et ord rejste han sig pludseligt og forlod værelset, hans skridt ekkoede i den lille lejlighed. Stilheden der fulgte, var tung af frygt og forventning, kun brudt af den unge mands anstrengte åndedræt og de svage lyde fra hunden Bella, der klynkede i et andet rum.

Et par minutter senere vendte Tennisboldmanden tilbage. I hånden holdt han en lang, skarp kniv. Stålet glimtede ondskabsfuldt i det svage lys fra den nøgne pære i loftet. Den unge mands øjne fulgte kniven med rædsel, da Tennisboldmanden langsomt nærmede sig sengen.

“Nu begynder din lektion,” mumlede Tennisboldmanden, hans stemme tyk af en pervers ophidselse. “Lad os se, hvor meget liv der gemmer sig i dig.”

Med en hurtig, præcis bevægelse skar han ind i den unge mands arm. Blodet begyndte straks at pible frem, en tynd, rød strøm der løb ned ad den blege hud som en makaber flod. Den unge mand vred sig i smerte, men kunne ikke undslippe knivens bid.

Tennisboldmanden stirrede intenst på såret, som hypnotiseret af synet af det friske blod. Hans pupiller udvidede sig, og hans åndedræt blev hurtigere. Pludselig, i en impulsiv bevægelse drevet af en dyb, forvrænget trang, bøjede han sig ned og pressede sine læber mod den blødende arm.

Hans tunge gled over såret, smagte grådigt på det varme, metalliske blod. Han mumlede manisk mellem slikkene, ord der knap nok gav mening, men som udtrykte en syg ekstase. Den unge mand lå stivnet af chok og væmmelse, ude af stand til at begribe det mareridtsagtige scenarie, han var fanget i.

“Dit liv… jeg drikker dit liv,” hviskede Tennisboldmanden hæst, hans øjne rullede tilbage i hovedet i en slags pervers ekstase. “Din essens bliver min. Jeg bliver udødelig gennem dig. Du forstår det ikke nu, men du giver mig en gave. Du giver mig mening.”

Mørket omsluttede den unge mand som et tungt tæppe. Han lå ubevægelig på sengen, stadig bundet og med tennisbolden i munden. Tiden flød sammen, og han havde mistet enhver fornemmelse af, hvor længe han havde ligget der. Han vidste det ikke. Det eneste, der brød stilheden, var Bellas lejlighedsvise klynken ude i gangen bag den lukkede dør.

Hans tanker vandrede til de rolige aftener, han plejede at tilbringe med Bella i sofaen foran fjernsynet. Den simple lykke ved at klappe hendes bløde pels, mens han lod dagens stress glide af sig. Nu virkede de minder som en fjern drøm, en virkelighed han måske aldrig ville vende tilbage til.

Forvirringen nagede ham. Hvad ville Tennisboldmanden opnå med dette? Hvad havde han gjort for at fortjene denne skæbne? Spørgsmålene hvirvlede rundt i hans hoved som en endeløs karrusel, uden at finde svar.

Pludselig lød der et skarpt smæld. Døren til lejligheden blev åbnet og lukket igen. Den unge mands hjerte begyndte at hamre vildt. Var Tennisboldmanden på vej ind? Eller var han gået ud? Stilheden, der fulgte, var øredøvende. Han spændte i kroppen, ventede på fodtrin, på lyden af dørhåndtaget, der blev drejet. Men intet kom.

Uvisheden gnavede i ham som en sulten rotte. Hans fantasi løb løbsk, malede billeder af Tennisboldmanden, der lurede i skyggerne, ventende på det rette øjeblik til at overraske ham. Eller måske var han virkelig gået, efterladende den unge mand til at rådne op, glemt og alene.

Tiden sneglede sig afsted. Hvert minut føltes som en evighed. Den unge mand indså med voksende desperation, at han var fanget i dette mørke limbo, så længe Tennisboldmanden ønskede det. Hans skæbne lå i hænderne på en galning, hvis motiver var lige så uigennemskuelige som mørket omkring ham.

Stilheden blev brudt af dørens knirken. En stribe lys sneg sig ind i rummet, efterfulgt af Tennisboldmandens skygge. Han trådte ind med tunge skridt og satte sig på en stol ved sengen. Den unge mand lå stille, bundet og hjælpeløs, mens hans øjne fulgte hver en bevægelse fra sin kidnapper.

Minutterne tikkede af sted. Tennisboldmanden sad ubevægelig, hans blik fikseret på et punkt i det fjerne. Spændingen i rummet voksede, tyk og kvælende som tåge.

Pludselig brød Tennisboldmanden tavsheden. Hans stemme var hæs, men ordene flød ud af ham som en ustoppelig strøm.

“Livet er en gave, forstår du? Men folk, de spilder det. De drøner gennem dagene, blinde for skønheden omkring dem. De jager efter penge, status, ting. Meningsløst!”

Han lænede sig frem, øjnene glødende af en indre ild. “Man skal gribe hvert øjeblik. Mærke vinden på sin hud. Smage på solens varme. Høre fuglenes sang. Det er dét, der giver mening.”

Den unge mand lå stille og lyttede. Han havde ikke andet valg. Tennisbolden i hans mund pressede smertefuldt mod ganen, og rebene skar ind i hans håndled og ankler. Hans hals brændte af tørst, og en dump smerte pulserede i hans kæber.

Tennisboldmanden fortsatte sin talestrøm, stemmen stigende og faldende i intensitet. “Folk render rundt som hovedløse høns. De glemmer at leve, virkelig leve. De eksisterer bare, som robotter, programmeret til at følge flokken.”

Pludselig rejste han sig. Uden et ord forlod han rummet, efterladende den unge mand i en tilstand af forvirring og frygt. Hvad ville der ske nu?

Øjeblikke senere vendte Tennisboldmanden tilbage. Under armen bar han en papkasse, og et bredt smil spillede om hans læber. Hans øjne glimtede med en blanding af vanvid og begejstring, der sendte kuldegysninger gennem den unge mands krop.

Tennisboldmanden satte kassen på gulvet og begyndte at rode i den. Hans hænder bevægede sig hurtigt og målrettet, som om han ledte efter noget bestemt. Lyden af metal mod metal og plastik mod plastik fyldte rummet.

Den unge mand fulgte hver bevægelse med stigende uro. Hans hjerte hamrede i brystet, og sveden begyndte at pible frem på hans pande.

Med et tilfreds grynt trak Tennisboldmanden flere genstande op af kassen. Han samlede dem hurtigt og effektivt, som en der havde gjort det mange gange før. En ledning blev trukket ud og sat i stikkontakten med et klik.

Små plastikflasker skramlede, da Tennisboldmanden arrangerede dem på et bord ved siden af sengen. Han tændte for den sammensatte genstand, og en velkendt summen fyldte rummet.

Den unge mands øjne vidnede om genkendelse og frygt. Han kendte lyden alt for godt, en tatoveringsmaskine. Panikken steg i ham som en tidevandsbølge. Hvad havde den vanvittige mand i sinde at gøre?

tiden sneglede sig afsted og føltes som timer, selvom det drejede sig om minutter. Den unge mand lå der, hjælpeløs og bange, mens hans fantasi løb løbsk med mulige scenarier. Hans krop spændte sig i et forgæves forsøg på at slippe fri af rebene.

Endelig vendte Tennisboldmanden sig om. I hånden holdt han en saks. Med hurtige, præcise bevægelser klippede han den unge mands t-shirt op, blotlagde hans mave og bryst.

For første gang tændte Tennisboldmanden lyset i rummet. Det skarpe lys blændede den unge mand et øjeblik. Da hans øjne vænnede sig til det, så han direkte ind i Tennisboldmandens øjne. Et smil spillede om kidnappernes læber, et smil der sendte kuldegysninger gennem den unge mands krop.

Maskinens summen fyldte igen rummet. Tennisboldmanden nærmede sig sengen, tatoveringsmaskinen summende i hans hånd. Den unge mands øjne vidnede om ren rædsel.

Så ramte smerten. Intens og brændende, da nålen begyndte at bore sig ind i huden på hans brystkasse. Den unge mand skreg ind i tennisbolden, der stadig sad fastklemt i hans mund. Tårer af smerte og frygt begyndte at løbe ned ad hans kinder.

Den unge mand vågnede med et sæt. Hans øjne flakkede forvirret rundt i rummet, mens bevidstheden langsomt vendte tilbage. En skarp smerte skød gennem hans brystkasse, og minderne om den grufulde tatovering væltede ind over ham. Han forsøgte at se ned på sit bryst, men vinklen og det indtørrede blod på hans brystkasse, gjorde det umuligt at tyde, hvad der var blevet indgraveret i hans hud.

Et lavt bjæf fik ham til at dreje hovedet. Bella lå på gulvet og betragtede ham med sine store, brune øjne. Hundens hale viftede forsigtigt frem og tilbage, som om den var usikker på situationen. Den unge mand ønskede brændende at kunne række ud og klappe sin trofaste ven, men rebene holdt ham ubarmhjertigt fastspændt til sengen.

Døren knirkede, og Tennisboldmanden trådte ind i soveværelset. I hånden holdt han et spejl, og et foruroligende smil spillede om hans læber. Den unge mand mærkede en kold frygt brede sig i maven.

“Nu skal du se mit kunstværk,” sagde Tennisboldmanden med en stemme, der var en blanding af stolthed og vanvid.

Han løftede spejlet op foran den unge mands brystkasse. Synet fik den unge mand til at gispe ind i tennisbolden, der stadig sad fastklemt i hans mund. Hans hud var rød og hævet, dækket af indtørret blod. Han kunne se, at der var tatoveret bogstaver, men kunne ikke tyde dem fra den vinkel.

Tennisboldmanden bemærkede forvirringen i den unge mands øjne. “Der står ‘lev livet eller dø’,” forklarede han, som var det den mest naturlige ting i verden. “Det er præmissen for dit liv nu, og jeg vil være dommer, der opretholder spillets regler.”

Den unge mands øjne vidnede om en blanding af rædsel og vantro. Han forsøgte at råbe, at protestere, men tennisbolden i hans mund kvalte ethvert forsøg på kommunikation. Tennisboldmanden forlod igen rummet, og efterlod den unge mand alene med alle sine tanker.

Den unge mand lå udmattet på sengen, hans krop plaget af sult og tørst. Timerne føltes som dage, ja endda uger i hans forpinte sind. Luften i rummet var tyk af lugten af urin og sved, en ubehagelig påmindelse om hans ydmygende situation. Hans hud klistrede til lagenet, og hans tøj sad stramt og ubekvemt på hans krop.

Døren åbnede sig med et knirk, der skar gennem stilheden som en kniv. Tennisboldmanden trådte ind, hans skikkelse fyldte døråbningen. I hånden holdt han et glas vand med et sugerør, en simpel genstand der nu virkede som den mest værdifulde skat i verden. Den unge mands øjne fulgte glasset intenst, hans krop skreg efter væske, hver en celle i hans udtørrede krop længtes efter bare en dråbe.

“Nå, er du tørstig?” spurgte Tennisboldmanden hånligt og tog selv en slurk af vandet, nydende lyden af væsken der gled ned gennem hans hals. Den unge mands blik sagde alt. Desperation og længsel lyste ud af hans øjne, der var indsunkne og omgivet af mørke ringe.

Tennisboldmanden betragtede sit offer med et skævt smil, der afslørede en pervers glæde ved situationen. Hans øjne glimtede af en blanding af magt og fascination. “Hvis du lover ikke at skrige, så fjerner jeg tennisbolden, så du kan få noget vand,” tilbød han, stemmen fyldt med falsk venlighed.

Den unge mand nikkede ivrigt, villig til at gøre hvad som helst for bare en dråbe vand. Hans hoved bevægede sig op og ned så hurtigt, at det næsten gjorde ham svimmel.

Med en hurtig bevægelse fjernede Tennisboldmanden bolden fra den unge mands mund og kastede den hen til Bella. Hunden snappede legende efter den, uvidende om den gru der udspillede sig omkring den.

Den unge mands kæber var stive og ømme, som om de var rustne hængsler der ikke var blevet brugt i årevis. Han kæmpede for at lukke munden omkring sugerøret, hans tørre læber rystede af anstrengelse. Vandet føltes som en velsignelse, da det endelig ramte hans udtørrede mund. Det var som om hver eneste dråbe bragte liv tilbage til hans krop.

Tennisboldmanden lo lavmælt, en dyb rumlen i hans bryst. Han nød tydeligt synet af den unge mands lidelse, som en gourmet der nyder en sjælden delikatesse. “Nu kan du mærke, at du lever,” sagde han med en stemme fuld af skadefryd og en undertone af filosofisk betragtning. “Og hvis du er en god dreng og ikke skriger, så lader jeg være med at proppe bolden i munden på dig igen. Det ville være en skam at ødelægge dette øjeblik af… klarhed.”

Et svagt “ja” undslap den unge mands læber. Hans stemme var hæs og knap hørbar efter den lange periode uden brug, som et rustent maskineri der langsomt kommer i gang igen.

Tilfreds med sit offers underkastelse forlod Tennisboldmanden soveværelset. Døren lukkede sig bag ham med et dumpt klik, der lød som en domfældelse i den unge mands ører. Han blev igen efterladt alene med sine tanker og den stadigt tilstedeværende Bella, hvis rolige åndedræt stod i skarp kontrast til hans egen forpinte eksistens.

Den unge mand faldt i en urolig søvn, udmattet af sine prøvelser. Hans bevidsthed drev ind og ud af mørket, indtil en duft trængte gennem tågerne i hans sind. En liflig aroma af varm mad fyldte rummet og trak ham tilbage til virkeligheden.

Han åbnede øjnene langsomt, blinkede et par gange for at fokusere. En brun papirspose stod på hans mave, dampende svagt. Hans mave knurrede højlydt ved synet, en smertefuld påmindelse om hvor længe siden det var, han sidst havde spist.

Da han drejede hovedet, mødte hans blik Tennisboldmandens. Han sad afslappet i stolen ved sengen, et bredt grin spredte sig over hans ansigt. Bella lå ved hans fødder, hendes hale viftede dovent frem og tilbage over gulvet.

“Godmorgen Tornerose, har du sovet godt?” Tennisboldmandens stemme var fuld af falsk munterhed. Han klappede Bella på hovedet, og hundens tunge hang ud af munden i velbehag.

Den unge mands øjne flakkede mellem maden og tennisboldmanden. Hans mave rumlede igen, højere denne gang, som et desperat råb om næring.

“Er du sulten?” spurgte Tennisboldmanden retorisk. Han rejste sig fra stolen og gik hen til sengen. “Hvis du er en god dreng, så skærer jeg rebene over, så dine hænder kan blive frie, og du kan spise den mad, der står på din mave.”

Uden at vente på svar trak Tennisboldmanden en kniv frem fra sin lomme. Den unge mand stivnede ved synet af det skarpe blad, men Tennisboldmanden skar hurtigt og præcist gennem rebene, der holdt hans arme fast.

Med rystende hænder åbnede den unge mand posen og begyndte tavst at spise. Hans fingre var klodsede efter den lange tid i samme position, men desperationen drev ham frem. Han proppede maden i munden, næsten uden at tygge, hans krop hungrende efter næring. Hans ødelagte kæber besværliggjorde det at tygge maden, og han hostede og spruttede når maden i alt for store stykker kom forkert ned igennem halsen.

Tennisboldmanden betragtede scenen med en blanding af fascination og foragt. Hans øjne fulgte hver en bevægelse, som en rovfugl der studerer sit bytte.

Tennisboldmanden lænede sig tilbage i stolen, hans øjne fikseret på den unge mand, der slugte maden med en nærmest dyrisk hunger. Et tilfreds smil spillede om hans læber, da han begyndte at tale.

“Jeg kommer ikke til at slå dig ihjel lige nu,” sagde han roligt. “Inden længe vil jeg slippe dig fri, men først når du er klar.”

Den unge mand standsede et øjeblik sin febrilske spisning, hans blik flakkede op mod Tennisboldmanden. En blanding af frygt og forvirring gled over hans ansigt, men han sagde intet og fortsatte med at spise.

“Du skal vide, at jeg vil være i nærheden af dig, uden du ved det,” fortsatte Tennisboldmanden. Hans stemme var lav og intens. “Og jeg holder øje med, om du lever op til din nyeste tatovering.”

Den unge mands hånd rørte ubevidst ved den ømme tatovering på hans bryst. Ordene “lev livet eller dø” brændte i hans hud, en konstant påmindelse om hans prøvelser.

Tennisboldmanden betragtede den unge mands reaktion med et glimtende blik. Han nød tydeligt den magt, han havde over sit offer, den frygt han kunne indgyde med blot få ord.

Den unge mand lyttede i stilhed, hans krop anspændt, trods forsøget på at fremstå rolig. Hans hjerne kørte på højtryk, fyldt med kaotiske tanker om den fremtid, der ventede ham. Ville han nogensinde føle sig tryg igen? Kunne han leve med visheden om, at Tennisboldmanden altid kunne være i nærheden, usynlig og truende?

Han overvejede, om det overhovedet var en fremtid, han ønskede at møde. Tanken om at leve i konstant frygt, altid på vagt, syntes næsten værre end døden.

Da Tennisboldmanden fjernede mørklægningen fra vinduet, strømmede gyldne solstråler ind i soveværelset. Den unge mand blinkede mod det skarpe lys, hans øjne langsomt tilpassede sig den pludselige forandring. Han sad stille i sengen, Bella trygt placeret på hans skød. Hundens varme krop gav ham en smule trøst i den ellers kaotiske situation.

Tennisboldmanden vendte sig mod den unge mand, hans ansigt en maske af alvor. “Nu skal du høre godt efter,” begyndte han, stemmen lav og intens. “Jeg slipper dig løs snart, men først må du forstå spillets regler.”

Den unge mand lyttede anspændt, hans krop stiv af frygt og forventning. Bella mærkede hans uro og trykkede sig tættere ind til ham.

“For det første,” fortsatte Tennisboldmanden, “må du ikke skrige eller på nogen måde søge hjælp. Ingen må vide, hvad der er sket her.” Hans øjne borede sig ind i den unge mands, som om han ville brænde ordene ind i hans sjæl.

“For det andet,” hans stemme blev hårdere, “skal du blive siddende i din seng, indtil det igen er mørkt udenfor. Forstår du?” Den unge mand nikkede stumt, hans fingre gravede sig ubevidst ind i Bellas pels.

Tennisboldmanden tog et skridt nærmere sengen. “Og for det tredje,” hans stemme var nu næsten en hvisken, “hvis du forsøger at fange mig eller melder mig til politiet, kommer jeg tilbage og slår dig ihjel.”

Den unge mand følte en kuldegysning løbe ned ad ryggen. Han forstod, at dette mareridt var langt fra overstået. Selv når han blev sluppet fri, ville Tennisboldmandens skygge altid hvile over ham.

Tennisboldmanden stod og betragtede sit offer med et tilfreds blik. Den unge mand sad stille på sengen, hans øjne vidnede om den frygt og forvirring, der herskede i hans indre. Bella lå stadig tæt op ad ham, hendes varme krop den eneste trøst i hans kaotiske verden.

“Lige en sidste ting,” sagde Tennisboldmanden med et skævt smil, der sendte kuldegysninger gennem den unge mand. “Næste gang du ser en tennisbold på gaden, så lad den trille videre.” Han lo lavt, en uhyggelig lyd der fyldte rummet. “Det er nok bare mig der er ude og finde mit næste offer der trænger til at lære at sætte pris på det liv de har fået.”

Den unge mand sad fuldstændig stivnet. Hans krop var ubevægelig, men indeni rasede en storm af frygt og kaos. Han turde ikke gøre andet end det, han blev bedt om, fanget i et net af terror og trusler.

Tennisboldmanden forlod soveværelset med langsomme, selvsikre skridt. Kort efter lød smækket fra yderdøren, og en øredøvende stilhed sænkede sig over lejligheden.

Timerne krøb afsted, og den unge mand forblev i sin seng, selv efter mørket var faldet på. Han tøvede med at rejse sig, bange for at bryde de regler, der var blevet hamret ind i hans bevidsthed. Bella klynkede sagte, da hendes behov var blevet ignoreret i timevis.

Til sidst, drevet af nødvendighed, fandt den unge mand nogle gamle aviser frem. Han lagde dem på gulvet til Bella, som lettet benyttede sig af dem. Stanken af urin fyldte snart lejligheden, en ubehagelig påmindelse om deres indespærring.

Udmattet og fortvivlet satte den unge mand sig på sin sofa. Han stirrede tomt ud i luften, ude af stand til at beslutte sig for noget så simpelt som at tage et bad. Tanken om at fortsætte dette liv, konstant plaget af frygt, syntes uoverkommelig. Han sad der, fanget mellem ønsket om at vaske Tennisboldmandens berøring væk og en overvældende følelse af apati. Livet ville aldrig blive det samme igen, og ville det være det værd at leve, når en anden bestemte hvordan man skulle leve. Den unge mand rejste sig langsomt op og gik ud på badeværelset og fyldte sit badekar men vand og satte sig ned i det. Hans tanker kredsede i ring, han kunne ikke finde ro i dette kaos. Han rakte ud efter den kniv han havde taget med derud, den selvsamme kniv som tennisboldmanden havde brugt, satte den ned i såret på hans armen og skar fra håndleddet og helt op til albuen. Han mærkede næsten ikke smerten, og skar sig også i den anden arm, lod kniven falde på gulvet, hvor den sultne Bella slikkede blodet af kniven. Bella opdagede slet ikke at den unge mand mistede bevidstheden og livløst gled ned i badekarret.