Jeg går mine runder igennem de tyste korridorer på Venus Hotel, hvor lyden af byens hjertebanken trænger ind gennem de tunge gardiner. Det er en verden i evig bevægelse udenfor, men indenfor disse mørke vægge er der en rolig, nærmest tung stilhed. Jeg holder øje med alt, med hver eneste lukkede dør, med hvert eneste lyd fra de skjulte værelser.

Hotellet er et tilflugtssted for dem, der søger anonymitet, for dem, der lever i skyggen af samfundets accepterede normer. Mange af mine faste gæster er kvinder, der sælger deres kroppe for at overleve, og jeg respekterer deres valg. De har ret til et sted, hvor de føler sig sikre, og jeg gør alt i min magt for at sikre, at det er her på Venus Hotel.

Susanna er en af dem. Hun har været en regelmæssig gæst i så lang tid, som jeg kan huske. Hendes tilstedeværelse er blevet en del af hotellets rytme, en konstant faktor i den skiftende tavshed. Men i dag er hun væk. Ingen har set hende, og det ligner hende ikke at forsvinde uden at fortælle noget.

Jeg spørger min kollega fra dagsholdet, en ung mand med et par af de mest opmærksomme øjne, jeg har set. Han ryster på hovedet, en let bekymring dukker op i hans blik. “Nej, Ben,” siger han. “Jeg har ikke set hende i dag.”

Jeg nikker, tager dette ind, men jeg afslører ikke mine egne bekymringer. Det er ikke min måde at vise følelser på denne måde. I stedet fortsætter jeg mine runder, mine skridt dæmpet af den tykke gulvbelægning. Jeg lytter, jeg observerer, jeg holder øje med alt.

Men bag min rolige facade er der en uro, en følelse af, at noget ikke er helt som det skal være. Susannas fravær er en forstyrrelse i hotellets naturlige rytme, en manglende brik i dette komplekse spil af skæbner. Og jeg kan ikke ryste denne følelse af, at der er mere i dette end det der møder øjet.

Men for nu holder jeg øje med mit område, med mine gæster og deres hemmeligheder. For det er mit job, mit kald, og jeg vil gøre alt i min magt for at beskytte dem, selvom det betyder at jeg må tage mig af en udfordring eller to. For det er her, bag de slidte vægge af Venus Hotel, at jeg har fundet min plads, og her vil jeg forblive, som en stille beskytter i nattens skygge.

Jeg begynder min næste vagt med at gennemså overvågningsvideoerne, en rutine som jeg har gjort til en kunst. Jeg ser hende på båndet to dage tidligere, en flimrende figur som kommer gående ind med en nydelig ældre herre. Men der er ingen optagelse af, at hun forlader hotellet igen.

En ubehagelig fornemmelse breder sig i mit bryst, og jeg beslutter mig for at gå op til hendes værelse. På døren hænger der et “forstyr ikke” skilt, men det er en almindelig tilstand på de fleste døre her på hotellet. Jeg bruger min universalsnøgle til at komme ind på værelset, min hjertebanken accelererer.

“Susanna?” kalder jeg, mens jeg træder ind. Det er mørkt, men jeg kan lige akkurat se hende ligge på sengen, fuldt påklædt. Men noget er galt. Hendes ansigt er forvredet, som i et skrig, og hendes øjne er blodsprængte. Jeg tænker med det samme på det værste, at hun er blevet kvalt af sin sidste kunde.

Jeg tilkalder politiet, selvom jeg ved, at de ikke tager sig særligt meget af hvad der foregår her. De udspørger mig, men jeg har ikke meget at fortælle. De undersøger værelset grundigt, tager liget med sig og efterlader et visitkort, hvis jeg ser noget eller kommer i tanke om noget.

Jeg står tilbage i det tomme værelse, en uro vokser inde i mig. Jeg ved, at jeg har gjort alt hvad jeg kunne, men det føles ikke nok. Susanna var mere end blot en gæst her, hun var en del af hotellets sjæl, og nu er der et hul, hvor hendes tilstedeværelse engang var. Jeg er fast besluttet på at finde ud af sandheden, selvom det betyder at jeg må grave dybt i de skjulte hjørner af dette gådefulde sted.

Jeg sidder på min post ved hotellets reception, men min tanke er langt væk. Susannas død hjemsøger mig, og jeg kan ikke ryste denne følelse af uro af mig. Jeg er træt da jeg har været på nattevagt, men jeg er er nødt til at arbejde dagvagt også på grund af sygdom. Dagen er stille som sædvanligt, på nær den hvisken der i blandt pigerne der arbejder på hotellet. Stilheden er kun en facade. En tung dyne af uvished hviler over hotellet, som om det kun venter på, at natten falder på, for at komme til live igen.

Jeg har aldrig rigtigt fri, da jeg bor i en lille bolig i kælderen, et simpelt værelse med en seng, et lille bord med en stol og et tekøkken. Det er ikke noget særligt, men det er nok til mig. Jeg har altid været en simpel mand, med enkle behov, som godt kan lide at arbejde. Derfor kan jeg følge med i alt det, der foregår på hotellet, både dag og nat. Men i dag er jeg træt, trættere end sædvanligt.

I nat har jeg haft mærkelige drømme, drømme hvor jeg selv bliver jagtet rundt på hotellet af et voldeligt, udefinerbart væsen. Jeg ved, at det er Susannas død, der har sat sig spor i min underbevidsthed, men jeg kan ikke ignorere denne ubehagelige følelse af, at der er noget usædvanligt ved mordet på Susanna, jeg ved bare ikke hvad.

Jeg skubber disse tanker til side og koncentrerer mig om mit arbejde. Gæster kommer og går, men ingen af dem synes at lægge mærke til den uro, der rører sig under overfladen. Jeg tjekker en ældre herre ind, der kommer til byen for at besøge sin søn. Han er en regelmæssig gæst, og vi udveksler nogle pludselige ord om vejret, før han tager op til sit værelse.

Jeg tjekker mit ur og ser, at der stadig er en time til, før jeg kan tage pause. Jeg bruger tiden på at gennemgå overvågningsvideoerne fra den foregående nat, men der er ingen tegn på noget usædvanligt. Alt ser ud som sædvanligt, men jeg er sikker på at jeg overser noget, og politiet gør end ikke et forsøg på at opklare sagen.

Jeg ved, at jeg må bevare overblikket og ikke lade mine følelser overtage. Som natportier på Venus Hotel er det min opgave at opretholde orden og sikkerheden, og det er ikke en opgave, jeg tager let på. Men med Susannas død hængende over mig som en mørk sky, kan jeg ikke undgå at føle, at der er en storm på vej, en storm som vil ryste hotellet i dets grundvold og afsløre nogle skjulte hemmeligheder, der gemmer sig i dets tyste og hemmelighedsfulde korridorer.

Jeg sidder ved receptionen, da døren åbner sig, og en flot kvinde træder ind. Hun ser ud, som om hun er kommet direkte fra et modeblad, med sin olivenfarvede hud og sit kastanjebrune hår, der falder i løse bølger ned over hendes skuldre. Hendes øjne er mørke og udtryksfulde, og de møder mine med en intensitet, der får mig til at føle mig både set og husket.

“God aften,” siger hun med en let accent. “Jeg hedder Anna, og jeg er ny i byen. Jeg har brug for et sted at bo, indtil jeg finder en lejlighed. kan du hjælpe mig?”

Jeg kan med det samme mærke, at der er noget anderledes ved hende end ved de andre kvinder, der bor på hotellet. Der er en indre styrke i hende, en tidløs udstråling, der gør hende til en skikkelse, der hverken kan ignoreres eller glemmes.

“Du er velkommen, Anna,” siger jeg med et venligt smil. “Jeg tror, jeg har et værelse, der vil passe til dig.”

Jeg finder en nøgle frem og viser hende vejen op til værelset, hvilket jeg normalt ikke gør. Men der er noget ved hende, der får mig til at ville gøre det ekstra for hende.

“Er der nogle gode og billige spisesteder i nærheden?” spørger hun, mens vi går op ad trappen. “Jeg kan jo ikke lave mad på værelset.”

“Der er en lokal diner rundt om hjørnet,” svarer jeg. “Maden er som hjemmelavet, og prisen er god. Jeg spiser der tit selv.”

Jeg går tilbage til receptionen og kan ikke lade være med at tænke på Anna. Der er noget ved hende, der har fanget min opmærksomhed, og jeg kan ikke finde af at finde ud af, hvad det er.

Inden længe har jeg pause, og jeg beslutter mig for at gå hen på dineren og hente en sandwich. Men da jeg står der og venter på maden, kan jeg ikke ryste tanken om Anna af mig. Uden at tænke på det køber jeg endnu en sandwich og går tilbage til hotellet.

Jeg banker på hendes dør og overrækker hende den anden sandwich. Hun ser overrasket ud, men taknemmelig, og hun inviterer mig ind for at holde hende med selskab, mens hun spiser.

“Jeg har end ikke pakket min kuffert ud endnu,” siger hun med et let smil.

Vi småsnakker lidt, mens hun spiser, og jeg kan ikke lade være med at bemærke, hvor naturligt det føles at være i hendes selskab. Det er som om, vi har kendt hinanden i årevis, selvom vi kun lige har mødt hinanden.

“Tak for maden,” siger hun, da hun er færdig. “Det var sødt af dig.”

“Det var ingenting,” svarer jeg. “Men jeg skal tilbage til receptionen nu. Min pause er slut.”

Jeg rejser mig og går mod døren, men inden jeg går, vender jeg mig og kigger på hende. Der er noget i hendes øjne, der får mig til at føle, at der er noget ved hende, som man ikke kan se med sine øjne. Men jeg skubber tanken til side og går tilbage til min post ved receptionen. Der er altid mere arbejde at gøre på Venus Hotel.

Jeg sidder på min post ved receptionen, og mørket udenfor er tæt og trykkende. Jeg er stadig lidt mærket af, at jeg kun har sovet få timer dagen før, da jeg både havde dag- og nattevagt. Min søvn var igen dårlig, i det at jeg skiftevis havde drømt om Susannas forsvinden og erotiske drømme om Anna. Det føles som om jeg har en tung skygge over mig, en uro der ikke vil forsvinde.

Mens jeg går min sædvanlige runde, ringer min telefon. Det er politiet, de vil gerne udspørge mig igen omkring Susannas død. Retslægen har ikke kunne finde en dødsårsag, og de vil nu gerne gennemgå hotellets videoovervågning, så de måske kan finde nogle spor der. Jeg siger ja og kører dem tilbage til hotellet, hvor jeg udleverer alt det jeg har af overvågning fra 24 timer før og efter jeg fandt Susanna død på sit hotelværelse.

Efter at de har forladt hotellet, er der ikke længere stille. Det er i disse timer de fleste folk kommer og går, især mænd der har været kunde hos en af glædespigerne der bruger hotelværelserne som arbejdsplads. Jeg har altid følt en vis respekt for disse kvinder, for deres evne til at overleve i en verden, der kan være så hård og utilgivende.

Til min overraskelse ser jeg Anna komme gående ned ad gangen. Hun er iført en enkel, men elegant kjole, der fremhæver hendes varme, olivenfarvede hud, og hendes kastanjebrune hår falder igen i løse bølger ned over hendes skuldre. Der er en dybde i hendes øjne, der antyder en indre styrke og kompleksitet.

Jeg har ikke indtryk af at Anna sælger sin krop for at overleve tilværelsen, men måske er det blot fordi jeg føler denne fascination og tiltrækning af hende, som jeg ikke helt selv kan forstå eller forklare. Pludselig husker jeg de drømme jeg havde haft om hende, og jeg kan næsten ikke få nogle ord frem da Anna begynder at tale til mig.

“Jeg kunne ikke sove,” siger hun med en let accent. “Jeg tænkte på at gå hen på dineren og spise en bananasplit. Vil du slutte dig til mig?”

Jeg kan føle mit hjerte slå hurtigere, men jeg formår at bevare en rolig facade. “Jeg har pause om en time,” svarer jeg. “Jeg vil gerne med dig hen på dineren.”

Vi taler sammen resten af min vagt, og jeg føler en varme i min mave, som jeg ikke har følt i lang tid. Der er noget ved Anna, der får mig til at føle mig levende igen.

Da vi til sidst går hen på dineren sammen og spiser morgenmad, føler jeg mig for første gang i lang tid, som om jeg hører hjemme i denne verden. Men bag denne følelse af tryghed, kan jeg stadig føle uroen, der stadig hviler tungt over hotellet, og jeg ved, at jeg skal finde ud af sandheden om Susannas død, før det er for sent.

Næste aften er jeg ved receptionen, da døren åbner og to betjente træder ind. Det er sjældent at politiet kommer til Venus Hotel, så jeg bliver straks på vagt. De ser rundt i lobbyen med et udtryk af blandet nysgerrighed og foragt.

“Er der noget galt?” spørger jeg.

Den ene betjent, en stor mand med en skarpt trukket uniform, svarer, “Vi har modtaget en rapport om et savnet person. En ældre kvinde har ringet til os, fordi hendes mand, Hr. Smith, ikke er kommet hjem i går aftes.”

Jeg rykker på skuldrene. “Jeg ved ikke noget om det. Vi har ikke set nogen her, der lignede ham.”

Betjenten ser på mig med et stift blik. “Vi ved, at han ofte kommer her. Vi vil gerne gennemsøge hotellet.”

Jeg tøver en sekund, men indser hurtigt, at det er bedst at samarbejde. “Selvfølgelig. Jeg vil vise jer fællesarealerne.”

Jeg fører dem gennem hotellet, mens de undersøger alt, fra toiletter, personalerummet til mødelokalet. Den anden betjent, en ung kvinde, følger tæt efter os. De andre gæster ser på os med en blanding af overraskelse og mistro.

Vi når op på taget, hvor der er en lille terrasse, som nogle gæster bruger til at ryge. Jeg åbner døren og træder ud, mens betjenten følger efter mig. Pludselig standser jeg. Der, på den kolde beton, ligger en nøgen mand med gråt hår og en skræmt mine. Det er Hr. Smith.

“Her er han,” siger jeg med en stille stemme.

Betjenten rækker ud efter sin radio og taler ind i det. “Vi har fundet ham. Vi har brug for backup og en retslæge.”

Jeg ser på Hr. Smiths ansigt og føler en kold gysen løbe ned ad ryggen. Han har samme ansigtsudtryk som Susanna havde, da jeg fandt hende død i hendes værelse. Jeg ved, at der er noget galt her, men jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er.

“Han ser ud som hende,” siger jeg til betjenten. “Som den kvinde, der blev myrdet her for nylig.”

Men betjenten er optaget af at koordinere sin kollegas ankomst og hører mig ikke. Jeg står bare og ser på Hr. Smith, mens natten omkring os fyldes med lyden af politisirener.

Senere sidder jeg igen ved receptionen, og mine tanker kredser konstant om, hvornår det næste mord vil finde sted. Jeg er overbevist om, at der vil komme flere, men jeg kan ikke udgøre, hvordan morderen kan udføre dem uden at blive opdaget.

Pludselig ser jeg Anna. Hun går dog blot forbi mig uden et tegn, uden en hilsen, og forsvinder ud i nattens mørke. Jeg undrer mig kort over hendes pludselige afgang, men det bliver ikke ved med at kile sig på i min bevidsthed.

I stedet kommer der en gruppe kvinder hen til mig i receptionen. De er alle bange, og jeg kan se det i deres øjne, i deres kroppes anspændte holdning. De vil høre, hvad jeg har tænkt mig at gøre for at beskytte dem, så de kan udføre deres arbejde uden at frygte for deres liv.

Jeg forstår dem. Jeg ved, at de i forvejen udsætter sig selv for fare ved at sælge sex, og nu er der endda kommet en morder i spil. Jeg svarer dem så beroligende som jeg kan, men de er stadig ikke tilfredse. De forlader mig, en efter en, med en blanding af skepsis og resignation i deres blikke.

Jeg er tilbage alene i receptionen, men jeg er ikke alene i min situation. Kvinderne og jeg, vi er på hver sin vis fanget på Venus Hotel. Vi er alle en del af dette sted og dets hemmeligheder, og ingen af os ved, hvem der vil blive morderens næste offer.

Natten er ved at ende, og min nattevagt på Venus Hotel også. Jeg kan dog ikke sove. Der er for mange tanker, der kredser i mit hoved, for mange ubesvarede spørgsmål, der hvirvler rundt som et rodet uvejr. Jeg beslutter mig derfor for at gå hen på den lokale diner og spise noget morgenmad.

Dineren er næsten tom, bortset fra en enlig gæst, der sidder i en af de røde læderstole og stirrer på sin kop kaffe. Jeg vælger et bord ved vinduet, hvorfra jeg kan se ud over byens tomme gader og tænke på alt det, der er sket de sidste dage.

Jeg har ikke siddet der længe, før den enlige gæst kommer hen til mig. Han er en ældre mand med en venlig udstråling, og selvom jeg ikke kender ham, er jeg høflig og siger ja, da han spørger, om han må gøre mig selskab.

Manden fortæller, at han ved, at jeg er natportier på Venus Hotel, og han vil høre, om jeg kender til en smuk latinokvinde, der bor der. Jeg svarer lidt undvigende, at jeg måske har set hende, men at jeg ikke er sikker. Jeg ved dog godt, at det er Anna, han snakker om, men jeg er som altid diskret og taler ikke mere end højst nødvendigt.

Manden takker for mit svar og lader mig spise i fred. Jeg forstår ikke rigtigt, hvad det gik ud på, og jeg kan ikke lade være med at tænke på den måde, Anna havde forladt hotellet tidligere, uden at hilse på mig. Jeg havde følt en forbindelse til hende, en forbindelse, der nu føles ødelagt.

Jeg spiser min morgenmad i stilhed, mens jeg stirrer ud over byens tomme gader. Jeg ved, at jeg skal tilbage til hotellet, til min stilling som natportier, men jeg er bange for, hvad der venter mig der. Jeg er bange for, at jeg aldrig vil finde fred, aldrig vil kunne slippe for de hemmeligheder, der gemmer på sig i Venus Hotels mørke korridorer.

Jeg er tilbage på Venus Hotel, og for første gang i flere dage, føler jeg mig træt nok til at prøve at sove. Jeg lægger mig på sengen, med det hvide sengetøj som kontrast til mine sorte arbejdsbukser, og lukker øjnene.

Min søvn er tung og uforstyrret, og jeg føler en vis lettelse ved at slippe for de tanker, der har hjemsøgt mig de sidste dage. Men pludselig vågner jeg, og det tager et øjeblik, før jeg forstår, at det er nogen, der banker på døren.

Jeg står op, lidt groggy og desorienteret, og åbner døren. Udenfor står Anna, med en flaske champagne i den ene hånd og to glas i den anden. Hun smiler stor og ser ud, som om hun har nyheden af århundredet at fortælle.

“Jeg har fået et job som værtinde på en fin restaurant, Ben,” siger hun, med en glans i øjnene. “Vi skal skåle på det.”

Jeg forstår ingenting, og ser på hende med en blanding af forvirring og fascination. Hun går bare ind, som om det er det mest naturlige i verden, og stiller champagneflasken på bordet.

“Jeg ved, du ikke drikker alkohol, Ben,” siger hun, med en skuffet tone i stemmen. “Men vi kan jo skåle med vand, eller?”

Jeg ryster på hovedet og svarer, at jeg hellere vil sove, men hun er allerede i gang med at åbne flasken og hælde champagne i glassene.

“Vi skal skåle en anden gang, da,” siger hun, med et smil. “Jeg må også videre, da jeg skal købe nyt tøj til aftenen.”

Jeg ser på hende, med hendes kastanjebrune hår og hendes mørke, udtryksfulde øjne, og føler en vis fortrydelse over, at jeg ikke vil være en del af hendes festlige øjeblik. Men jeg er også forvirret og lidt urolig over hendes pludselige optræden.

Jeg lægger mig til at sove igen, men kan ikke helt falde i søvn. Pludselig husker jeg, hvad jeg havde drømt. Igen var det seksuelle drømme om Anna, men denne gang endnu mere tydeligt end sidste gang. Jeg kan mærke i min krop, hvordan jeg har begæret hende i min drøm, og jeg føler en vis skam og forvirring over mine følelser.

Jeg lukker øjnene igen og forsøger at slippe for tankerne, men de er som klistrede til min hjerne, og jeg ved, at jeg ikke vil kunne sove, før jeg har fået svar på de mange ubesvarede spørgsmål, der hvirvler rundt i mit hoved.

Et par timer senere, da jeg ikke rigtigt kan sove videre, beslutter jeg mig for at stå op og tage tøj på. Jeg vil gå en tur i nattens kølige luft og skylle tankerne om Anna og de ubesvarede spørgsmål væk. Men netop som jeg er klar til at forlade mit værelse, bliver jeg stoppet af en kvinde, som jeg kender godt. Hun arbejder på et af værelserne her på Venus Hotel, og jeg ved, at hun er en pålidelig og hårdtarbejdende kvinde.

Hun ser bekymret ud, og jeg kan se, at der er noget, der rører sig på hende. Hun fortæller mig, at hun for få timer siden hørte tumult i værelset ved siden af hendes eget. Hun har forsøgt at låse døren op, men uden held, og nu er hun bange for, hvad der måtte være sket. Hun beder mig om at hjælpe hende, og selvom jeg er tøvende, ved jeg, at jeg ikke kan lade hende stå alene i denne situation.

Jeg henter mine nøgler, og vi går op ad trappen til det øverste etage, hvor værelset ligger. Jeg banker på døren, men der er intet svar. Jeg ser på kvinden ved siden af mig, og hun nikker nervøst. Jeg låser døren op, og vi træder ind i et gennemrodet værelse. Møblerne er kastet omkuld, og gardinerne er revet ned. Men det værste af det hele er, at kvinden, der bor her, sidder i en stol med hovedet vredet rundt, så ansigtet er helt omme hvor nakken normalt er.

Vi går ud igen, og Jeg skynder mig at lukke døren igen og når kun lige at gribe kvinden ved siden af mig, i det øjeblik hun besvimer ved synet. Jeg sætter hende forsigtigt ned på gulvet og tager min mobiltelefon frem. Jeg ringer til den politimand, der har været her tidligere i forbindelse med de andre mord, og fortæller ham, hvad der er sket. Han lover at sende en patruljebil til hotellet så hurtigt som muligt, og jeg ved, at jeg nu må forberede mig på endnu en række af ubesvarede spørgsmål og en forstyrrelse af den rolige oase, som jeg har vogtet over i så mange år.

Jeg ser ned på kvinden, der stadig ligger bevidstløs på gulvet, og føler en vis medfølelse med hende. Jeg ved, hvordan det er at være konfronteret med døden og vold, og jeg ved, at det kan være svært at finde ro og fred i en verden, hvor få regler gælder. Men jeg er også en mand, der har lært at tage ansvar for mine handlinger og at gøre, hvad der er nødvendigt for at beskytte mine gæster og deres hemmeligheder. “Og nu, da jeg står her ved indgangen til dette hærgede rum og venter på, at politiet ankommer, er jeg klar over, at jeg vil gå lige så langt for at spore den ansvarlige og sikre at vedkommende får sin straf og gæster på hotellet igen kan føle sig sikre.

Aftenen er stille, også i receptionen. Hotellets korridorer er tomme, og selv byens larm synes dæmpet. Måske er det manglen på kunder eller de kvinder, der ikke længere tør arbejde her, der skaber denne næsten uhyggelige stilhed.

Jeg sidder foran computeren og søger på nettet efter myter om væsner, der kan skifte form. Noget i mig er nødt til at finde en forklaring på de hændelser, der har ramt hotellet, og ikke mindst på mine oplevelser med Anna.

Efter flere søgninger støder jeg på en myte om en inkubus, et dæmonisk væsen, der kan antage forskellige former og forfølge sine ofre gennem deres drømme. Jo mere jeg læser, jo mere går det op for mig, hvor uhyggeligt beskrivelsen passer på mine egne oplevelser. Annas pludselige opdukken, manden i dineren, der ledte efter hende, og ikke mindst de drømme, jeg har haft om hende.

En kold gysen løber ned ad min ryg, da det går op for mig, hvad jeg muligvis står over for. Tanken om, at Anna kunne være forbundet til disse mord, er næsten for meget at bære.

Pludselig hører jeg skridt, og jeg ser op fra skærmen. Det er Anna. Hun går gennem lobbyen, klædt i en elegant kjole, klar til at tage på arbejde. Hun smiler og hilser, men jeg kan mærke, at mit ansigt afslører min indre uro.

“Hej Ben, er alt okay?” spørger hun, mens hun nærmer sig skranken.

Jeg tvinger et smil frem. “Ja, ja, bare lidt træt,” lyver jeg.

Hun ser på mig et øjeblik, som om hun fornemmer, at der er noget mere, men så smiler hun bare. “Okay, jeg må hellere komme afsted. Hav en god aften, Ben.”

“I lige måde,” mumler jeg, mens jeg ser hende forsvinde ud ad døren.

Så snart hun er ude af syne, vender jeg tilbage til computeren og min efterforskning. Jeg er fast besluttet på at komme til bunds i dette mysterium, uanset hvor uhyggeligt det måtte blive. Jeg kan ikke lade flere liv gå tabt på dette hotel, heller ikke mit eget. Jeg må finde en løsning, og det er nok ikke politiet der er den bedste løsning, da de nok bare vil tro at jeg er blevet skør.

Jeg tilbringer hele aftenen foran computeren, opslugt af min efterforskning af myter om inkubussen. Mine øjne er trætte, og min krop skriger efter søvn, men jeg kan ikke give op nu. Ikke når jeg endelig føler, at jeg nærmer mig sandheden.

Timerne går, og jeg læser den ene artikel efter den anden. Pludselig støder jeg på en omtale af en gammel boghandel, der skulle have en sjælden bog om netop inkubussen. Bogen skulle angiveligt indeholde detaljerede beskrivelser af væsenet og, hvad der er endnu vigtigere, hvordan man overvinder det.

Næste morgen, efter min vagt er slut, tager jeg direkte hen til den gamle boghandel. Butikken er lille og støvet, med reoler fyldt med ældgamle bøger. Ejeren, en ældre mand med et venligt ansigt, hjælper mig med at finde bogen.

I stedet for at tage direkte hjem, sætter jeg mig ved et cafébord inde i butikken og begynder at læse. Siderne er gulnede og skrøbelige, men ordene er klare nok.

Jeg læser om inkubussens evne til drømmemanipulation, hvordan den kan skabe illusioner og styre ofrenes opfattelse af virkeligheden. Jeg læser om dens evne til at skifte form, til at antage enhver skikkelse for at tiltrække sit udvalgte offer.

Mit hjerte banker hurtigere, da jeg læser om det spirituelle bånd, en inkubus kan skabe til sit offer, hvilket resulterer i tilbagevendende besøg. Og om hvordan relationer med en inkubus ofte beskrives som livsdræning, hvor ofrets energi og livskraft langsomt tappes.

Jo mere jeg læser, jo mere bange bliver jeg. Alt passer på Anna, eller hvad hun nu egentlig hedder. Hendes pludselige opdukken, den uforklarlige tiltrækning jeg følte, og den konstante træthed, der har plaget mig siden hendes ankomst. Det forklarer også ofrenes ansigtsudtryk.

Til sidst finder jeg, hvad jeg ledte efter. En beskrivelse af, hvordan man dræber en inkubus. Ifølge bogen er væsenet mest sårbart, når det sover. Kun da kan det dræbes, ved at brændemærke det i panden med et kors. Dette vil dræne inkubussen for energi og kræfter, så den ikke længere kan skifte form eller forføre og dræne sine ofre.

Jeg lukker bogen med rystende hænder. Tanken om at konfrontere Anna, eller hvad det væsen nu er, fylder mig med frygt. Men jeg ved, at jeg ikke har noget valg. For mange liv er allerede gået tabt, og jeg kan ikke lade mit eget blive det næste.

Jeg tager en dyb indånding og rejser mig fra bordet. Jeg har en plan nu, og jeg er nødt til at handle på den, før det er for sent. Jeg takker den gamle boghandler og forlader butikken, fast besluttet på at gøre en ende på denne mareridtsagtige situation, uanset hvad det kræver af mig.

Jeg er lige kommet hjem på hotellet, men jeg kan ikke sove. Tankerne kører rundt i hovedet på mig, og jeg ved, at jeg er nødt til at lægge en plan, og det skal gå hurtigt. Jeg aner ikke, hvornår denne inkubus kræver sit næste offer, og jeg kan ikke tillade, at flere uskyldige liv går tabt.

Efter at have vendt og drejet forskellige muligheder i hovedet, beslutter jeg mig for, at jeg må prøve at forføre Anna. Jeg må lokke hende med hjem og ikke mindst sørge for, at hun falder i søvn. Det er den eneste måde, jeg kan dræbe denne Inkubus der kalder sig Anna.

Jeg går op til hendes værelse med hjertet bankende hårdt i brystet. Hun bør være hjemme, da hun arbejder om aftenen. Jeg banker på døren, og til min lettelse åbner Anna hurtigt. “Hej Ben, dejligt at se dig,” siger hun med et bredt smil.

Jeg ryster næsten umærkeligt, mens jeg spørger, om jeg må komme ind. “Jeg tænkte på, om vi skulle gå ud og spise sammen for at fejre dit nye job,” siger jeg, mens jeg træder ind i værelset. “Jeg var lidt tarvelig over for dig den anden dag, da du bankede på hos mig, og jeg vil gerne gøre det godt igen.”

Anna lyser op. “Det vil jeg meget gerne,” siger hun. “Lad mig lige klæde om først.”

Til min overraskelse begynder Anna at tage sit tøj af lige foran mig. Hendes krop er betagende, og alt i min krop higer efter hende. Men jeg må ikke give efter for mine lyster. Jeg ved, at den er skabt til at lokke og dræbe mig.

Da Anna er færdig med at klæde om, går vi hen på dineren. Vi bestiller en stor burger med pommes frites og drikker en milkshake til. Maden er god, og snakken går let mellem os. For et øjeblik glemmer jeg næsten, hvad Anna virkelig er, og hvorfor jeg er sammen med hende.

Da vi er færdige med at spise og skal til at gå, spørger jeg Anna, om hun vil med hjem til mig og skåle i en lækker alkoholfri drink. “Det vil jeg meget gerne,” siger hun med et smil, der får det til at gibbe i mig.

Vi går tilbage til hotellet og ned til min beskedne lejlighed. Jeg laver hurtigt et par drinks, mens jeg forsøger at berolige mine rystende hænder. Anna sætter sig på sengen og ser op på mig med et forførende blik.

Jeg rækker hende drinken og sætter mig ved siden af hende. Vi skåler og drikker, mens vi småsnakker. men jeg ved, at jeg skal handle snart, hvis min plan skal lykkes.

Jeg sidder ved siden af Anna, mens vi drikker vores alkoholfrie drinks, og jeg kan mærke, hvordan mine lyster langsomt tager over. Jeg forsøger at holde dem tilbage, men det er som om jeg er under hendes fortryllelse.

Hun vendes mod mig og lægger sin hånd på mit lår. “Du er så lækker, Ben,” hvisker hun.

Jeg tager en dyb indånding og forsøger at holde fast i min beslutning, men det er for sent. Hun kysser mig, og jeg giver efter for mine lyster, og vi ender ud i en vild omgang sex, det vildeste jeg nogensinde har oplevet, hvor jeg er fuldstændigt overladt til mine lysters vold og ikke hæmmet af mine tanker.

Hvor længe det hele varer ved, jeg ikke, men til sidst falder jeg i søvn. Jeg vågner op og ser Anna ligge ved siden af mig og stirre mig lige ind i ansigtet. Hun ser ud som en helt anden person, og jeg kan mærke, hvordan frygten bredder sig i mit indre.

“Du ved godt, hvad jeg er, ikke, Ben?” siger hun med en kold stemme. “Du skal være glad for, at du er i live, for det er kun fordi jeg godt kan lide dig.”

Jeg forsøger at bevæge mig, men jeg kan ikke. Hun har overmandet mig og bundet mig til sengen. Hun stopper en af mine sokker i munden, så jeg ikke kan skrige.

Anna tager sit tøj på og går ud. inden hun er kommet ud på gangen, skifter hun form til min chef. Hun vil gå op til min kollega og siger, at jeg er syg og ikke kommer på arbejde i aften.

Jeg ligger her, bundet til sengen, og ved, at jeg er i alvorlige vanskeligheder. Jeg må finde en måde at slippe fri og stoppe Anna, før hun kræver sit næste offer.

Jeg ligger her, bundet til sengen og fuldstændig hjælpeløs. Jeg ved, at der sjældent kommer nogen forbi min dør, da jeg bor i kælderen på hotellet, hvor det kun er personale, der færdes. Mine tanker kører i ring, og jeg forsøger desperat at finde en udvej, men intet dukker op.

Pludselig hører jeg nøglen dreje i låsen, og døren går op. Ind træder den ældre herre, der havde opsøgt mig på dineren, og en af de kvinder, jeg ved arbejder på et af hotellets værelser. “Her er Ben,” siger han med et grin og smækker døren i og låser den.

Kvinden ser forvirret ud, som om hun er blevet lokket herned under falske forudsætninger. “Han har brug for din hjælp,” siger manden til hende, mens han griner ondskabsfuldt.

Før hun når at reagere, tager han hårdt fat i hendes nakke og smider hende ned i gulvet med en sådan kraft, at hun besvimer på stedet. Jeg prøver at råbe, men sokken i min mund dæmper mine skrig til en svag mumlen.

Manden vender sig mod mig med et blik, der sender kuldegysninger ned ad min ryg. “Der kan du se, Ben. Jeg gemmer dig, da der er masser af andre, jeg kan dræne. Så du kan være mit kæledyr.”

Igen skifter han form for øjnene af mig, og Anna står der i stedet for. Hun går hen til den bevidstløse kvinde og løfter hendes hoved, så munden åbner sig helt op. Det, der sker efterfølgende, får mit blod til at fryse til is.

Anna begynder at suge alt liv ud af den stakkels kvinde. Jeg kan se, hvordan kvindens hud langsomt bliver grå og livløs, mens Anna næres af hendes livskraft. Efter hvad føles som en evighed, smider Anna den nu livløse krop over i hjørnet, som om det var et stykke nytteløst affald. Kvindens ansigt er helt forvredet og ser både skræmt og skræmmende ud.

Hun vender sig mod mig med et ondskabsfuldt smil og blinker med det ene øje. “Vi ses, skat. Hyg jer så længe.” Og med de ord forlader hun min lejlighed og efterlader mig alene med den døde kvinde, bundet og hjælpeløs.

Jeg ligger her, fastbundet til min egen seng, mens lugten af mit eget urin fylder mine næsebor. Timerne snegler sig afsted, og min krop skriger af smerte fra de ømme muskler, der er tvunget til at forblive i samme position. Skuldre brænder, og jeg kan mærke, hvordan blodtilførslen til mine hænder er ved at blive afskåret af de stramme reb.

Ved siden af mig ligger liget af kvinden, Anna dræbte i går. Hendes livløse øjne stirrer tomt op i loftet, en grusom påmindelse om min egen skæbne, hvis jeg ikke finder en udvej snart.

Pludselig banker det på døren. Mit hjerte springer næsten ud af brystet på mig, og jeg forsøger desperat at råbe om hjælp gennem den sok, der er proppet ind i min mund. Lyden af en nøgle, der drejer i låsen, får mit hjerte til at banke endnu hurtigere.

Døren går op, og min kollega træder ind. Et øjeblik fyldes jeg med lettelse ved synet af et venligt ansigt, men det er kortvarigt. Lige i hælene på ham kommer Anna, og min desperation stiger til nye højder.

Min kollega ser mig og styrter hen for at hjælpe, men Anna er hurtigere. Hun spænder ben for ham, så han lander tæt på den døde kvinde. Han kommer hurtigt på benene igen og går til angreb på Anna, men hendes styrke er umenneskelig. Med én hånd tager hun fat om hans strube og klemmer til, indtil han er bevidstløs.

“Nå, Ben, har du haft en god nat?” spørger Anna med et sadistisk grin. Hun nyder tydeligvis min desperation og det håb, der blev knust lige så hurtigt, som det opstod.

“Du har tisset i sengen, ser jeg. Sikke noget svineri. Det havde jeg ikke troet om dig, Ben,” håner hun. “Så er det godt, jeg ikke har taget mad og drikke med til dig. Vi gider ikke mere af det svineri.”

Jeg kan kun se til i rædsel, mens Anna tager fat i min bevidstløse kollega og begynder at dræne livet ud af ham, præcis som hun gjorde med kvinden i går. Da hun er færdig, smider hun hans livløse krop væk som et stykke affald.

“Ja, Ben, jeg får jo ikke leget katten efter musen med mine ofre hernede, men din skræk er en lige så stor nydelse for mig.” Annas ord får mit blod til at fryse til is. “Vi ses, Ben,” siger hun ligegyldigt og forlader rummet, efterladende mig alene med nu to lig og mine egne desperate tanker.

Jeg ligger her, fastspændt og hjælpeløs, mens tiden snegler sig afsted. Lugten fra de to lig bliver hurtigt uudholdelig i varmen fra min lille lejlighed. Stanken af forrådnelse blander sig med den skarpe lugt af urin, og kvalmen vælter op i mig.

Lyden af stemmer på gangen får mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg hører mine kolleger kommentere lugten.

“Føj for satan, hvad er det for en stank?”

“Det må være et eller andet, der er gået i stykker i kloakken.”

Jeg forsøger at skrige gennem sokken i min mund, men kun svage, kvalte lyde kommer ud. De går videre, og mit håb om redning forsvinder igen.

Sulten gnaver i min mave, men tørsten er værre. Min tunge føles som sandpapir, og jeg kan mærke, hvordan mine læber er begyndt at revne. Desperationen vokser for hvert minut, der går.

Midt i al elendigheden kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der må være noget, jeg har overset. En hemmelighed, der skal opklares. Hvorfor valgte Anna netop mig? Hvorfor Venus Hotel? Der må være en forbindelse, jeg ikke har set endnu.

Trods udmattelsen og den fysiske smerte, begynder min hjerne at arbejde på højtryk. Jeg gennemgår mentalt alle de begivenheder, der har ført mig hertil. Susannas død, Hr. Smiths forsvinden, de andre mord. Alle trådene må føre et sted hen, men hvor?

Nysgerrigheden giver mig en smule styrke midt i håbløsheden. Hvis jeg bare kunne finde svaret, måske kunne det give mig en chance for at overleve dette mareridt.

Jeg ligger stadig fastspændt, da jeg hører nøgler rasle i døren. Mit hjerte hamrer, og jeg forbereder mig på det værste. Døren åbner sig langsomt, og til min overraskelse træder min chef ind.

“Er du nu min chef igen?” mumler jeg gennem sokken i min mund.

Han fjerner forsigtigt sokken, og jeg spytter for at få smagen ud af munden.

“Leger du nu min chef igen, hvem prøver du at narre?”

Min chef ler kort, en hul, bitter lyd. “Nej, Ben. Det er mig. Jeg er her for at forklare.”

Jeg stirrer på ham, mistroisk. “Forklare hvad?”

Han sukker dybt og sætter sig tungt på sengens kant. “Venus Hotel var ved at gå fallit. Jeg var desperat. Så ringede en kvinde og sagde, hun kunne redde hotellet.”

Jeg lytter i chok, mens han fortsætter.

“Samme dag dukkede Anna op med en check. Et enormt beløb. Hun krævede kun, at jeg vendte det blinde øje til hendes aktiviteter.”

“Du vidste, hvad hun var?” spørger jeg vantro.

Han ryster på hovedet. “Nej, jeg anede ikke, hvad det indebar. Jeg sagde ja med det samme. Desperat efter at redde hotellet.”

Jeg kan ikke tro mine egne ører. “Du solgte din sjæl for penge? Mennesker er døde!”

“Jeg ved det,” hvisker han. “Men nu må jeg leve med det eller miste alt. Hotellet, mit liv…”

“Du kan ikke mene det,” siger jeg og kæmper mod rebene. “Vi må stoppe hende. Tænk på alle de uskyldige liv!”

Min chef rejser sig langsomt. “Det er for sent, Ben. Jeg er ked af det.”

“Vent!” råber jeg. “Du kan ikke bare gå! Hjælp mig!”

Men han vender sig væk, går mod døren.

“Du kan ikke lade mig ligge her!” skriger jeg desperat, imens han igen stopper sokken ind i min mund .

Han standser i døråbningen, kaster et sidste blik på mig. Så lukker han døren og låser den efter sig.

Jeg vågner med et sæt, forvirret og desorienteret. Mine øjne flakker rundt i rummet, mens jeg prøver at få styr på mine tanker. Hvor er ligene? Hvor er stanken? Jeg kigger ned ad mig selv og opdager, at jeg ligger i rene lagner. Min hud er ren, uden spor af blod eller snavs.

Pludselig mærker jeg en tilstedeværelse i rummet. Jeg drejer hovedet og ser Anna sidde på en stol ved siden af sengen. Hun tager et dybt drag af sin cigaret og blæser røgen ud i en tynd stråle. Et smil spiller om hendes læber.

“Jeg sagde jo, at du var mit kæledyr,” siger hun og blinker.

Mit hjerte synker. Jeg indser med gru, at hun har haft fuldstændig kontrol over mig. Hun har rengjort mig, flyttet mig, måske endda… voldtaget mig, jeg kan næsten ikke holde tanken ud.

Anna læner sig frem, stadig med det foruroligende smil. “Her er lidt for din service,” siger hun og rækker mig en flaske vand og en proteinbar. “Så er du klar til næste gang.”

Jeg stirrer på tingene i hendes hånd, ude af stand til at bevæge mig. Mit sind er et kaos af frygt, afsky og en overvældende følelse af magtesløshed.

“Hvad har du gjort ved mig?” hvisker jeg hæst.

Hun griner blot og blinker igen. “Nyd din snack, Ben. Du får brug for energien.”

Ben kigger på Anna, der stadig sidder på stolen. Hendes mørke øjne møder hans med en kold og beregnende intensitet. Han indser, at dette mareridt først vil stoppe, når Anna er færdig med ham, og det vil ikke ende godt for ham.

“Du har haft tryllebundet rengøringspersonalet,” siger han, stemmen svag og hæs. “De har rengjort lejligheden og mig. De har opløst ligene i personalebaderummet og skyllet dem ud i afløbet.”

Anna griner, men det er ikke et smil, der trøster. “Du er klog, Ben. Men ikke klog nok til at undgå dette.”

Hun står op og går over til sengen. Ben forsøger at bevæge sig, men hans krop er stiv, som om den er frosset fast. Anna binder ham igen til sengen, og han kan ikke gøre andet end at lade det ske. Han føler en ren sok presses mod hans mund, og panikken stiger i ham.

“Dette vil gå hurtigt,” siger Anna, mens hun trækker en ble frem. “Du behøver ikke at være vågen længere.”

Ben lukker øjnene, forsøger at forsvinde ind i sig selv. Han kan ikke længere holde dette mareridt ud.

Jeg vågner til et helt mørkt rum, hvor den eneste lysglimt kommer fra en skinnende lysstribe under døren. Min hals er tør som ørkenen, og hovedet tungt af tømmermænd. Jeg forsøger at bevæge mig, men fødderne og den ene hånd er fastgjort med jernlænker, der graver sig ind i mit kød. En smerte skyder op ad armen, men jeg bider tænderne sammen og forsøger at finde en udvej.

Pludselig bemærker jeg, at min anden hånd er fri. Jeg løfter den op og føler en glæde, der snart bliver overskygget af desperation. Ved siden af mig ligger et brev, der ligger på det hvide lagen. Jeg strækker hånden ud og griber det, mens jeg kæmper med at åbne det med den ene hånd.

Brevet er skrevet i en elegant håndskrift, der kun kan tilhøre Anna. Jeg læser ordene, mens hjertet banker i brystet:

“Kære Ben,

Du har to muligheder. Den ene er at underkaste dig mig og for evigt være mit kæledyr. Jeg vil sørge for, at du lige akkurat holder dig i live, men du vil aldrig slippe fri. Den anden mulighed er at tage den pille, der ligger ved siden af brevet. Den vil gøre at du slipper fri af mine lænker, men du vil også miste livet. Valget er dit.

Anna”

Jeg lægger brevet fra mig og ser på pillen, der ligger ved siden af brevet. Den er lille og uskyldig, men jeg ved, at den betyder døden for mig. Jeg lukker øjnene og tænker på de muligheder, der ligger foran mig. Enten et liv i fangenskab eller en hurtig ende.

Jeg åbner øjnene igen og kigger på jernlænkerne, der holder mig fast. Jeg ved, at jeg ikke har meget tid. Anna vil snart være tilbage, og jeg må tage en beslutning.

Jeg stirrer på pillen og lænkerne, fanget mellem to umulige valg. Mit hjerte hamrer i brystet, og sveden pibler frem på panden. Jeg har altid været en mand, der løser problemer, ikke en der giver op. Men dette… dette er anderledes. Anna er ikke bare en modstander, hun er noget overnaturligt, noget jeg ikke kan bekæmpe med almindelige midler.

Tiden tikker. Jeg ved, at Anna snart vil vende tilbage, men jeg kan ikke få mig selv til at vælge. At blive hendes slave for evigt eller at ende mit liv her og nu, begge muligheder fylder mig med rædsel.

Pludselig hører jeg skridt udenfor døren. Mit hjerte springer et slag over. Døren åbner sig langsomt, og Anna træder ind. Hun ser på mig med et blik, der både er kærligt og grusomt.

Hun sætter sig ned ved siden af sengen og kigger på mig med sine dybe, mørke øjne. “Nå, Ben,” siger hun blidt. “Har du taget en beslutning?”

Jeg åbner munden, men ordene sidder fast i halsen. Hvad kan jeg sige? Hvordan kan jeg vælge? Jeg lukker munden igen og stirrer bare på hende, ude af stand til at svare, fuldstændigt handlingslammet.

Anna smiler. Det er et smil, der sender kuldegysninger ned ad min ryg. “Åh, Ben,” hvisker hun og stryger min kind med en hånd, der føles iskold mod min hud. “Du vil altid være min. Du er mit kæledyr, og jeg er din herre.”