LANDSBYEN
Peter Andersen kiggede ud gennem terminalens store vinduer på Københavns Lufthavn og mærkede en svag utilpashed i maven. Det var ikke flyskræk, han havde fløjet mange gange før på grund af sit arbejde som ingeniør hos Rambøll. Det var noget andet. En fornemmelse af, at denne rejse ville forandre alt.
“Du ser bekymret ud,” sagde Jean og lagde en hånd på hans arm. Hendes berøring var varm og tryg, som den altid havde været. Efter to år sammen og en uge som ægtepar kendte hun ham bedre, end han kendte sig selv.
“Bare træt,” løj han og smilede til hende. Hun så fantastisk ud i den lyseblå kjole, hun havde købt til bryllupsfesten. Hendes hår faldt i bløde bølger ned over skuldrene, og de blå øjne, de utroligt blå øjne, der havde fanget ham fra første gang, han så hende på universitetet, glimtede af forventning.
“Jeg kan ikke vente med at se Island,” sagde hun og lænede sig ind mod ham. “Har du set vejrudsigten? Kun tre grader og sne. Det bliver så romantisk, vores første rejse som ægtefolk.”
Peter nikkede og lagde armen om hende. Han elskede hendes entusiasme, den måde hun kunne finde magi i selv de simpleste ting. Som arkitekt havde hun altid haft et øje for skønhed, og hun så det overalt, i bygningers linjer, i himmelens farver, i hans ansigt når han vågnede om morgenen.
“Jeg elsker dig,” sagde han pludseligt.
Hun kiggede overrasket på ham. “Det ved jeg godt. Og jeg elsker også dig. Men hvorfor siger du det sådan… som om det var sidste gang?”
Han ville svare, men højttaleren afbrød dem: “SAS-flight 447 til Reykjavik er nu klar til boarding ved gate 12.”
Jean rejste sig ivrig. “Det er os! Kom nu, jeg vil have vinduesplads.”
De gik gennem gaten sammen, Jean med let skridt og en lille kuffert på hjul, Peter lidt tungere med deres store rygsække. Han så sig omkring på de andre passagerer – mest turister som dem selv, nogle få forretningsmænd, en lille familie med et spædbarn. Almindelige mennesker på vej til almindelige destinationer.
Hvis han havde vidst, hvad der ventede dem, ville han have taget hende i hånden og løbet. Løbet så langt væk som muligt fra gate 12 og alt det, der fulgte efter.
Men han vidste det ikke.
Så han fulgte hende ombord på flyet, fandt deres pladser og spændte sikkerhedsselen, mens hun allerede planlagde, hvilke seværdigheder de skulle se først.
Flyet lettede klokken 14:35.
De ville aldrig nå Reykjavik.
Turbulensen begyndte en time inde i flyveturen.
Først var det bare små ryk, det normale, når man flyver over bjergene. Jean læste i sin rejseguide om de islandske geysere, mens Peter arbejdede på sin laptop. Udenfor vinduet strakte de norske fjelde sig i uendelige rækker af sne og granit.
“Se hvor smukt,” sagde Jean og pegede ud. “Det ligner et vintereventyr.”
Peter kiggede op fra skærmen. Landskabet var virkelig imponerende, vilde, utæmmede bjerge, så langt øjet rakte. Men der var noget ved skyerne derude, noget mørkt og truende, der fik ham til at tænke på gamle eventyr om trolde og uhyrer.
“Stormen kommer tættere på,” sagde han og pegede mod det sorte vejr i horisonten.
Netop som han sagde det, rystede flyet kraftigere. Kaffekopperne på bordene skramled, og et barn længere bagude begyndte at græde.
“Damer og herrer,” lød pilotens stemme gennem højttalerne, “vi oplever lige nu noget turbulens på grund af vejrforholdene. Jeg beder jer om at spænde sikkerhedsselen og forblive på jeres pladser.”
Jean lukkede bogen og greb Peters hånd. “Det går nok,” sagde hun, men han kunne mærke, hvordan hendes fingre var spændte.
Flyet faldt pludseligt ti meter, som om nogen havde trukket tæppet væk under det. Flere passagerer skreg. Bagagen begyndte at tumle rundt i de små rum over deres hoveder. Lyset flakkede.
“Det her er ikke normalt,” hviskede Jean.
Peter så ud gennem vinduet igen. Skyerne var nu ikke bare mørke, de syntes at bevæge sig med en egen vilje, at krølle sig sammen i mønstre, der ikke hørte naturen til. Og der, mellem bjergene, var det, som om han så noget. En lysning. En dal.
“Ser du det?” sagde han og pegede.
Jean kiggede. “Hvad?”
“Den dal derude. Der er… der er lys.”
Men da han så igen, var der kun mørke.
Flyet rystede vildt nu. Folk begyndte at skrige for alvor. Iltmaskerne faldt ned. Gennem højttalerne kom en ny meddelelse, men stemmen var forvrænget, næsten uhørlig:
“Mayday, mayday… ingen kontrol… systemerne… kan ikke…”
Peter greb Jeans hånd så hårdt, han kunne. Hendes øjne, de smukke blå øjne var vide af rædsel.
“Jeg elsker dig,” sagde hun.
Og så styrtede verden ned.
Mørket udenfor flyets små, dugvåde ruder lignede en mur. Vinden slog mod metallet som knytnæver, og motorerne skreg som døende dyr. Peter holdt fast i armlænet med hvide knoer, mens Jean, hans nygifte hustru, knugede hans hånd så hårdt, at hendes negle gravede sig ind i hans hud.
Hun havde altid haft rolige øjne. Næsten unaturligt blå. Som noget man kun så på film eller i drømme. Men nu var de vide af frygt.
“Vi lander ikke,” sagde hun. Hendes stemme var næsten uhørlig i larmen.
“Vi klarer den,” svarede han, uden at tro på det.
Turbulensen rev flyet fra side til side. Over højttalerne kom en metallisk stemme – uforståelig, hakkende. Der var et skrig bag dem. Bagage ramlede ned over dem. Spædbarnet, Peter havde lagt mærke til tidligere, begyndte at græde, og nogen bad til Gud på et sprog, han ikke kendte.
Så lød lyden.
Den dybe, fjerne rumlen, som ikke hørte hjemme i luften. En revne åbnede sig i himlen, og flyet begyndte at dreje, som om nogen uden for havde grebet fat i det og vredet det mod jorden. Alt blev vægtløst. Jean fløj op fra sædet, og Peter med. De slog mod loftet, blev kastet sidelæns, vendt på hovedet.
Gennem kaosset så han billeder i flimmer. En stewardesse, der hang i sit sele med blod fra panden. En mand, der bed sig selv i hånden af panik. Et barn, der grinede hysterisk, mens dets mor var bevidstløs ved siden af.
Det sidste, han så, før mørket åd ham, var Jeans øjne, der så direkte ind i hans. Hun rakte ud, men hendes hånd forsvandt bag et nedfaldende sæde.
Så kom stilheden.
Peter vågnede i sneen.
Han lå på ryggen, og sneen faldt stille over ham, som om verden var gået i stå. Luften var isnende kold, og han kunne ikke føle sin venstre arm. Et øredøvende sus i hovedet erstattede alle andre lyde. Da han forsøgte at rejse sig, væltede han omkuld og gispede af smerte.
Hans venstre ben var vredet i en unaturlig vinkel. Ikke brækket, det havde han mærket før, men alvorligt forvredet. Hans jakke var revet op, og der var små snit overalt på hans hænder og ansigt fra metalsplinter.
Langsomt fik han fokuseret blikket.
Flyvraget lå som en knust kæmpe længere nede ad bjergsiden, et brændende skelet mod det grå landskab. Sorte rester flagrede i vinden. Der var lig. Overalt. Mennesker forvredet i umenneskelige former, som ingen fortjente at opleve.
Han forsøgte at huske kollisionen, men der var kun fragmenter. Lyden af metal, der blev revet fra hinanden. Skriget fra mennesker, der vidste, de skulle dø. Og noget andet… noget der ikke hørte til.
Han råbte.
“JEAN!”
Ekkoet blev slugt af bjerget.
Han haltede ned mod vraget. Sneen var dyb og tung, og hvert skridt sendte lyn af smerte op gennem benet. Han trådte på en knust kuffert, så hans fod sank ned i en opsprættet taske fyldt med ødelagte ejendele. Han kastede op, en bitter galde der brændte i halsen.
“Jean!” brølede han igen, nu med panik i brystet.
Han begyndte at lede gennem vragrester. En arm i et blåt ærme. Men ikke hendes. Der var langt lyst hår. Men da han vendte kroppen, var det en mand med paryk. Overalt var der dele af mennesker, men ingen af dem var Jean.
Pludselig ser han bevægelse. Oppe på bjergkanten. Han kiggede op og så fire skikkelser i hvide kjoler. De bar noget, nogen, mellem sig. Langsomt, næsten yndefuldt, som dansere i et ritual.
En af skikkelserne vendte hovedet og så direkte på ham. Selv på afstand kunne han se, at ansigtet under den hvide hætte ikke var helt menneskeligt. For langt. For smalt. Øjnene for store og for mørke.
Han blinkede. De var væk.
“JEAN!”
Han løb, men hans krop nægtede at adlyde. Sneen trak ham ned som dynd, og smerten i benet eksploderede. Han faldt på knæ. De hvide kjoler var allerede opslugt af tågen.
Han var alene.
Alene med de døde.
Og noget der lurede i bjergene, ventede på mørket.
Duften var det første, Jean registrerede.
Ikke brændt metal eller blod, som hun havde forventet, men lavendel og bivoks. Blød varme indhyllede hende som et tæppe. Hun lå i en seng, dækket af uld og hør. Rummet var dunkelt, lyst op af stearinlys og ild fra en pejs.
Hun satte sig op for hurtigt. Hovedet hamrede, og hendes mave vred sig i kvalme. Hun var iført en hvid natkjole, der ikke var hendes egen. Stoffet var groft vævet, men rent. Hendes egne klæder var forsvundet.
Langsomt kom minderne tilbage. Flyet. Styrtet. Peters hånd, der slap fra hendes. Så… ingenting. Et hul i tiden.
Hun undersøgte sit eget legeme forsigtigt. Ingen åbne sår. Nogle blå mærker på armene og et ømt sted på hovedet, men intet der tydede på alvorlige skader. Nogen havde plejet hende. Renset hendes sår. Klædt hende om.
“Du vågner.”
Stemmen kom fra hjørnet. En kvinde trådte frem, midaldrende, med langt, sølvgråt hår og øjne der smilede uden at smile. Hun bar en mørkerød kjole.
“Mit navn er Mor. Du er tryg her.”
Jean kiggede rundt. Der var ingen vinduer, kun én trædør med et gammeldags håndtag. Over sengen hang et broderi: Aldrig alene. Aldrig fri.
“Min mand…” Jean tog sig til hovedet. “Peter. Hvor er han?”
“Du blev fundet alene.” Kvinden satte sig på sengekanten. “Du er heldig at være i live. Bjerget tager dem, det ikke ønsker.”
Jean mærkede kulden brede sig indefra. “Fundet hvor? Af hvem?”
“Mine døtre fandt dig i sneen. Du var næsten død af kulde. Vi bragte dig her til vores hjem.” Morens øjne var mørkeblå, næsten sorte. “Du har været bevidstløs i to dage.”
“To dage?” Jean forsøgte at rejse sig. “Jeg skal finde Peter. Jeg skal…”
“Du skal hvile.” Morens stemme blev en smule skarpere. “Du er stadig svag. Og bjerget er farligt om natten.”
“Hvor er jeg?”
“I landsbyen. Vores lille samfund. Vi lever afskåret fra verden, men vi overlever. Vi hjælper hinanden.” Moren smilede, men smilet nåede ikke hendes øjne. “Vi vil sikre os, at du har det godt.”
Hun nikkede til døren, som åbnede sig. To yngre kvinder trådte ind, næsten identiske, med lys hud, lyse kjoler og flettet hår. De smilede stift, uden så meget som et hint af venlighed i deres døde øjne.
“Mine døtre vil tage sig af dig. Vi skal bare sikre, at du ikke er kommet noget alvorligt til.”
“Undskyld, jeg…” Jean kæmpede for at komme ud af sengen. “Hvad mener du med sikre? Jeg har det fint. Jeg skal finde Peter.”
Kvinden, Mor, rejste sig roligt. “Vi har et lille sundhedsrum. Der er sket meget. Din krop er i chok. Bare nogle rutineundersøgelser. Du vil knap mærke noget.”
Hun nikkede igen, og døtrene tog Jean i hænderne. Ikke voldsomt. Ikke blidt. Som mennesker, der har lært at efterligne omsorg, men ikke længere forstår følelsen bag.
Jean protesterede, men noget i deres greb lod ingen tvivl tilbage. Deres hænder var kølige og tørre, og hun kunne mærke en unaturlig styrke under den blide overflade.
“Vent,” sagde hun. “Jeg vil gerne vide mere om jeres landsby. Hvor mange bor her? Har I set andre overlevende fra flyet?”
“Der var ingen andre,” sagde Mor enkelt. “Kun dig.”
Det var løgn. Jean vidste det med sikkerhed. Hun huskede pludseligt skikkelserne på bjergkanten, dem der bar noget, nogen, væk fra vragstedet.
De førte hende gennem en gang med stenvægge og smalle døråbninger. Alt var stille. Hun så ingen andre beboere. Ingen sygeplejere. Intet moderne udstyr. Kun levende lys og en lugt af voks og røg.
Væggene var dækket af malerier, primitive, men detaljerede skildringer af kvinder der fødte monstre, af mænd der ofrede deres lemmer til noget usynligt, af børn der voksede op fra jorden som træer.
“Hvem lavede disse?” spurgte Jean.
“Vores forfædre,” svarede en af døtrene. Hendes stemme var flad, som om hun citerede noget udenad. “De lærte os vores veje.”
De kom til en dør af tungt træ. En af døtrene åbnede den og afslørede et lille rum med hvide vægge og et metalbriks i midten. Det lugtede af desinfektionsmiddel.
“Læg dig ned,” sagde den anden datter.
Jean tøvede. “Jeg vil gerne tale med en læge først.”
Døtrene vekslede blikke. Så greb de hende, hurtigt og effektivt, og løftede hende op på briksen.
Hun blev lagt på metalbriksen i et rum med mørkebrune vægge. En anden kvinde kom ind. Hun yngre og mere bleg, med en notesbog og gummihandsker.
“Vi tager blot nogle prøver. Blod. Temperatur. Lidt mere, hvis du forstår.”
Jean forsøgte at trække sig fri. “I har ikke ret til…”
En rem klikkede fast omkring hendes ankel.
“Det er for din egen sikkerhed,” lød det tørt.
“Nej!” skreg hun. “Lad mig gå!”
Hun vred sig, sparkede, men flere remme blev spændt. Hun var fanget.
Hun mærkede kanylen i armen, sprøjtens kolde jag. Kvinden noterede noget på et skema fyldt med symboler snarere end bogstaver. Så en ny stemme:
“Nu skal vi bare se, om du stadig kan give liv.”
En skygge faldt over hendes underliv. Hun mærkede metal mod hendes hud – koldt, fremmed, undersøgende.
Og hun forstod. Det her handlede ikke om hendes velbefindende.
Det handlede om, hvad de kunne tage fra hende.
Hun skreg, men lyden blev slugt af stenene omkring hende, som om selve bygningen var trænet til at bevare hemmeligheder.
Peter stavrede gennem sneen. Benet brændte af smerte, og hans hud var begyndt at blive følelsesløs. Han havde bundet sit ben stramt ind i stof fra en død stewardesses uniform og brugte en gren som støtte. Vinden havde lagt sig, men stilheden var endnu værre.
Det var, som om verden holdt vejret.
Der var ingen fugle. Ingen dyr. Ikke engang ekko. Kun den svage knitren af sne under hans fødder og en sær, våd summen i luften, som om noget elektronisk sendte signaler lige uden for hørevidde.
Solen var ved at gå ned, og skyggerne krøb op ad bjergsiderne som kolde fingre. Om et par timer ville temperaturen falde til dødelig kulde. Han måtte finde ly. Og han måtte finde Jean.
De hvide skikkelser havde båret hende væk, det var han sikker på. Men hvad var de? Hvor havde de bragt hende hen? Og hvorfor havde de efterladt ham?
Han gik mod klippeformationerne, en række sorte, skarpe sten, der rejste sig som tænder fra bjergkammen. Et sted måtte der være læ for natten. Et sted måtte der være liv. Eller i det mindste… en retning.
Han fandt hulen ved et tilfælde.
Den lå skjult bag en væltet stendynge, og åbningen var næsten for smal til at komme igennem. Indeni var der mørke. Ægte mørke.
Peter kravlede ind, mens hans øjne vænnede sig til mørket. Der var lugt af råd, våd jord og noget andet… syre? Kød?
Pludselig skreg nogen.
Peter kastede sig baglæns, men en hånd greb fat i hans skjorte og trak ham ind.
“Hold op med at larme, mand!” hviskede en ru stemme. “De hører alt.”
Han blev trukket ind bag en stenvæg. Et lille bål flakkede i en fordybning, og foran det, et væsen.
Han lignede et menneske, men hans krop var for lang, for krum. Huden var dækket af pletter og ar, og øjnene glødede svagt orange i mørket. Kløerne på hans hænder var beskidte og flossede, og skægget groede i ujævne flager. Men det var hans blik, Peter huskede.
“Du er en af dem fra himlen,” sagde væsnet og lagde et stykke råt kød på gløderne.
“Mit navn er Peter. Jeg kom med flyet, der styrtede. Min kone… de tog hende.”
Væsnet nikkede, som om det ikke var nogen overraskelse. “The Daughters.”
“Hvem er du?”
“De kaldte mig Gorak. Før jeg flygtede. Før de… gjorde mig til noget andet.” Han vendte sig mod Peter, og hans ansigt var en ruin af ar og deformerede knogler. “Jeg var som dig engang. Havde en familie. Et navn. En fremtid.”
“Hvad skete der med dig?”
“Jeg kom her for… hvor længe siden? Ti år? Tyve? Tiden flyder sammen i mørket.” Gorak rørte i ilden med en knogle. “Jeg var geolog. På ekspedition i disse bjerge. Mine kolleger og jeg fandt noget… noget gammelt. Begravet dybt i fjeldene.”
“Hvad fandt I?”
“Noget der ikke skulle være fundet.” Hans øjne glimtede. “En organisme. Tusinde år gammel. Måske ældre. Den levede i jorden, ventede. Og da vi vækkede den…”
“Den overtog jer?”
“Den gjorde os til værter. Til redskaber. Men nogle af os… vi kæmpede imod. Jeg slap ud. Men ikke hel.”
Peter stirrede på ham. “Er du én af dem?”
“Nej,” snerrede Gorak. “Jeg slap ud. Men ikke hel.”
Han lagde hovedet på skrå og betragtede Peter. “De vil tage din kone. Lave hende om. Fylde hende op, som de har gjort med mange før hende.”
Peter ville ikke høre det. “Jeg skal have hende tilbage.”
“Så dør du.”
“Så dør jeg.”
Gorak smilede skævt. “Fint. Så lyt.”
Han begyndte at fortælle. Om landsbyen. Om The Family. Om The Father, der dømte og straffede. Om The Mother, der smilede og kærtegnede, mens hun sendte sine Daughters ud for at hente nyt kød. Om The Son, som legede med de døde. Om Lady Justice, som havde ofret sine øjne for at se med sjælen.
Og vigtigst, om parasitten.
“Den er ikke et dyr, som vi kender dem,” forklarede Gorak. “Den er ældre end mennesket. Den lever i mycelium-netværk under jorden, sender sine tråde op gennem hele dalen. Den kan ikke bevæge sig selv, så den skaber værter. Mennesker der bliver til forlængelser af dens vilje.”
“Hvordan kom den hertil?”
“Måske var den altid her. Eller måske kom den fra et sted… langt væk. I de gamle dage tilbad folk den som en gud. Ofrede til den. Fodrede den med blod og frugtbarhed. Landsbyen blev bygget som et tempel omkring dens rod.”
“Og The Family?”
“De oprindelige præster. Forvrængede gennem generationer af eksponering. Nu er de mere parasit end menneske.” Gorak spyttede i ilden. “De fanger overlevende fra ulykker, rejsende der går vild. Bruger dem til at holde arten i live.”
“Der må være en måde at stoppe dem på.”
“Måske.” Gorak så på ham med de orangeglødende øjne. “Parasittens kerne ligger dybt under landsbyen. Hvis den ødelægges… måske dør værterne med den. Måske bliver de bare gale.”
“Du har prøvet?”
“Jeg er for svag. For skadet. Men du…” Han pegede på Peter. “Du har stadig menneskelig vilje. Menneskelig kærlighed. Det er gift for deres slags.”
Peter rejste sig.
“Du tænker på at gå ind.”
“Jeg skal hente Jean.”
“Så husk det her. De vil ikke bare tage hende. De vil gøre hende til noget helligt. Noget uopretteligt. De vil lade parasitten plante noget i hende… og når det fødes, vil hun ikke længere være den kvinde, du elskede.”
Peter så ham i øjnene.
“Så må jeg ødelægge det hellige.”
Landsbyen lå som et åbent sår midt i bjerglandskabet.
Peter nåede udkanten ved daggry, efter en nat i Goraks hule fyldt med mareridt og foruroligende lyde fra bjergene. Han havde sovet kortvarigt, men blev så vækket af det, der lød som børnestemmer, der sang på et sprog, han ikke kendte.
Husene var bygget af uens sten og sortnet træ. Tage dækket af strå og rusten metal. Alt bar præg af århundreders slid, men virkede ikke forladt. Nej. Der var liv her. Eller… noget der lignede.
Ingen elledninger. Ingen biler. Ingen lyde udover vinden, der skubbede mod klokker hængt op på stænger, klokker uden klang. Han havde iført sig tøj fra et forfrossent lig, han havde fundet ved en bæk på vejen hertil. Det stank af råddent læder og skimmel, men det dækkede ham og gjorde ham mindre iøjnefaldende.
Fra sit skjulested bag et vissent træ studerede han landsbyens rytme. Folk bevægede sig gennem gaderne, men ikke som normale mennesker. De gik med samme hastighed, standsede ved de samme steder, vendte hovedet i samme vinkler. Som marionetter styret af en usynlig hånd.
Han ventede til mørket begyndte at falde, så smuttede han ind.
Gaderne var smalle og snoede, kantet af bygninger, der lænte sig ind mod hinanden som sammensvorne. Han så mennesker, eller rester af dem. De gik som om deres lemmer var tøjret til noget, han ikke kunne se. Nikkede til hinanden, men blinkede ikke. Øjnene matte, fugtige, uden reaktion. Som øjne i et dyr, der er blevet tæmmet for hårdt.
Han prøvede at tale med en gammel mand, der sad på en træbænk og pillede i sin egen hånd med en træpind.
“Undskyld… har du set en kvinde? Lys, blå øjne? Hun kom måske hertil i dag?”
Manden så ikke op. Han stak pinden dybere i sin hånd. Noget sort trængte frem, ikke blod, men en tyk, olieagtig væske. Manden begyndte at gnække lydløst, som om han lo over en vittighed, kun han kunne høre.
Peter trak sig væk.
Efter et stykke tid lagde han mærke til det. Der var ingen børn.
Ikke ét. Ikke en latter. Ikke en bold. Ikke en lille stemme. Kun voksne. Voksne med livløse ansigter.
Han så en kvinde stå og vugge noget i armene. Et tæppe, sammenfoldet som om det indeholdt et spædbarn.
Han gik nærmere, drevet af nysgerrighed.
“Tillykke,” sagde han, prøvende. “En dreng?”
Kvinden smilede. Et mekanisk smil, der ikke rørte hendes øjne. “Han sover.”
Tæppet var tomt.
Peter frøs.
Hun vuggede det fortsat, hviskede vuggeviser til intetheden. “Han sover sødt. Han skal ikke vækkes. Ikke endnu. Ikke før de siger til.”
“Hvem… hvem siger til?”
“The Mother. Hun ved, hvornår de er klar. Hvornår de kan komme ud og lege.”
Peter bakkede væk. Kvinden vuggede stadig, hendes øjne fokuserede på noget, han ikke kunne se.
Han fortsatte gennem landsbyen, lod sig lede af en indre kompass mod det, der føltes som centrum. Bygningerne blev større, mere velholdte. Symbolerne på væggene blev flere og mere komplekse, spiraler, kvindefigurer med mange arme, noget der lignede træer med menneskehoveder som frugt.
Til sidst fandt han det.
En massiv stenstruktur midt i byen, så gammel at den så ud til at være vokset op fra selve jorden. Ingen vinduer i de nederste etager, kun smalle sprækker højt oppe på væggene. Store dobbeltdøre af jern med symboler indgraveret så dybt, at de syntes at pulsere i skumringslyset.
Dette måtte være The Familys hjem.
Han gemte sig i skyggerne af en forladt smedje på den modsatte side af pladsen og ventede. Da mørket faldt helt på, begyndte aktiviteten.
To Daughters trådte ud fra dørene. De bar spande, der klukkede med væske. Deres hænder og kjoler var plettet af noget mørkerødt. Den ene stoppede op og snusede i luften som et rovdyr.
Peter holdt vejret og pressede sig længere ind i skyggerne.
Efter et øjeblik gik de videre, forsvandt ned ad en sidegade.
Andre skikkelser kom og gik. Mænd med bøjede rygge og tomme blikke bar sække og kasser ind i bygningen. En kvinde i lang, sort kappe førte en række mennesker i lænker. De alle kvinder, alle unge, alle med det samme fraværende udtryk i øjnene.
Nye fanger. Eller måske… nye mødre.
Peter følte kvalme stige i halsen. Jean var derinde et sted. Måske allerede… nej. Han måtte ikke tænke på det.
Han fandt et sikkert sted at tilbringe natten, en smedje. Der var rustne værktøjer og gamle træsplinter på gulvet. Han lå i mørket og tænkte på Jeans øjne. På hvordan de havde set på ham, lige før flyet ramte.
Der måtte være en vej ind i deres kreds. En måde at finde hende på.
Men først måtte han lære mere om The Family. Om deres rutiner. Om deres svagheder.
Og måske… om hvordan man slog en parasit ihjel.
Jean vågnede med en metallisk smag i munden og følelsen af at have mistet noget.
Hun lå i et nyt rum. Stenmurene var glatte og grå, gulvet dækket af et groft tæppe. Der var intet vindue, og kun én tung dør af jern med en luge ved bunden, stor nok til en tallerken, ikke et menneske. En olielampe brændte i hjørnet og kastede skygger, der dansede på væggene.
Hun var alene. Og døren var låst.
Jean rejste sig langsomt. Hendes ben rystede, men bar hende. Hendes krop føltes tungere end normalt, som om noget i hende var blevet flyttet rundt, men hun ikke kunne huske hvordan eller hvad.
Hun huskede undersøgelsen. Kanylerne. Kulden. Stemmerne, der hviskede bag hendes ryg. Og noget… noget der havde skåret. En skarp smerte, og så mørke.
Hun knyttede hænderne. Hun ville ikke være et objekt. Ikke en maskine. Hun var ikke deres, uanset hvad de troede.
Rummet var lille, måske tre meter i kvadrat. Hun undersøgte hver krog, hver sprække i stenen. I det ene hjørne fandt hun noget interessant, et lille hul i væggen, knytnævestort. Nogen havde banket stenen løs. Hun lagde sig ned og kiggede ind.
Et øje kiggede tilbage.
Jean gispede og sprang tilbage, men en stemme hviskede lavt gennem hullet.
“Er du ny?”
Det var en mand. Hans stemme var hæs og træt. Øjnene rødsprængte.
“Ja,” hviskede hun tilbage.
“Jeg hedder Matthew. Du skal ikke stole på dem. De smiler, men de stjæler alt, dine tanker, din krop, din evne til at føle noget som helst.”
“Hvor mange er I?”
“Vi var ti. Nu kun seks. Måske fem.” Hans øje forsvandt et øjeblik, kom tilbage. “De kommer ned… henter os én for én. Nogen kommer tilbage. Andre…”
Han stoppede. Lyde af trin nærmede sig i gangen udenfor. Jean holdt vejret.
Matthew hviskede hurtigt, “De vil bruge dig. Ligesom de bruger os. Men de gør det anderledes med kvinder. De gør det… blidt. Som om det er kærlighed.”
Døren gik op med en skrigende lyd. To Daughters stod i åbningen. De havde de samme kjoler som før, men deres ansigter var nu dækket af hvide masker uden udskæringer, blanke som æggeskaller.
“Kom,” sagde den ene. Hendes stemme var dæmpet af masken, men ikke mindre skræmmende.
Jean stod stille.
“Vi vil bare tale,” sagde den anden. “Mor savner dig.”
De tog hende uden kamp, men også uden vold. Deres hænder var faste, men ikke brutale. Som om de havde lært, at man fanger flere fluer med honning end med eddike.
Hun blev ført op ad en spiraltrappe af sten, gennem korridorer med tykke tæpper og malerier, der skildrede scener af frugtbarhed og transformation. Kvinder der fødte ting, som ikke var helt menneskelige. Mænd der blev til træer. Børn der krøb op fra jorden som plantekim.
De standsede ved en dør af mørkt træ, prydet med udskæringer af kvindekroppe i forskellige stadier af graviditet.
“Mor venter,” sagde den ene.
Døren åbnede sig, og Jean blev skubbet ind i et rundt kammer med høje lofter. Væggene var dækket af boghylder fyldt med gamle pergamenter og støvede flasker. En stor pejs knitrede i den ene ende, og overalt var der stearinlys, der kastede et varmt, gyldent lys.
The Mother sad i en høj stol ved pejsen. Hun havde skiftet til en mørkegrøn kjole, og hendes hår var flettet med små knogler og tørrede blade. Da hun så Jean, smilede hun.
“Kære barn,” sagde hun og rejste sig. “Kom nærmere. Jeg håber, du har hvilet dig godt.”
Jean blev stående ved døren. “Hvor er min mand?”
“Sikker. Og i god behandling.” The Mother gik nærmere, hendes skridt stille på de tykke tæpper. “Jeg ved, du er forvirret. Bange. Det er naturligt. Men jeg vil gerne forklare dig, hvem vi er. Hvad vi gør. Og hvorfor du er så vigtig for os.”
“Jeg vil bare hjem.”
“Dette er dit hjem nu.” The Mother stoppede lige foran hende. Hendes øjne var mørke og dybe, som brønde. “Jeg har undersøgt dine blodprøver. Du er frugtbar. Sund. Perfekt til vores formål.”
“Hvilket formål?”
“At give liv til næste generation.” The Mother lagde en hånd på Jeans kind. Hendes berøring var kold som is. “Ser du, vi er de sidste af vores slags. Mennesker der har lært at leve i harmoni med de ældre magter. Men for at overleve har vi brug for nye mødre. Nye fædre. Friskt blod.”
Jean trak sig væk. “I er sindssyge.”
“Vi er udviklede.” The Mother vendte sig og gik hen til en af boghylderne. Hun trak en gammel bog frem, åbnede den og viste Jean sider fyldt med detaljerede tegninger af parasitter og deres livscyklusser. “For tusinde år siden opdagede vores forfædre noget fantastisk. En organisme, der kunne give os evigt liv. Men til en pris.”
“Hvad for en pris?”
“Vi skulle tjene den. Fodre den. Holde den i live.” The Mother pegede på en tegning af en kvinde med en oppustet mave, fyldt med noget der bevægede sig. “Den skaber nyt liv gennem os. Børn der er mere end mennesker. Bedre end mennesker.”
Jean mærkede kvalme stige. “De ting på billederne… det er ikke børn.”
“De er vores fremtid.” The Mother lukkede bogen. “Og du vil bære dem.”
“Aldrig.”
The Mother smilede igen. “Du vil ændre mening. De gør alle sammen. Når først processen er begyndt, vil du føle kærligheden. Den ubeskrivelige glæde ved at nære noget større end dig selv.”
Hun gik tilbage til sin stol og satte sig. “Men vi skynder os ikke. Du skal have tid til at vænne dig til tanken. Til at lære vores veje. Til at forstå den ære, der venter dig.”
“Og hvis jeg nægter?”
“Så vil du blive her, indtil du ikke længere kan nægte. Indtil din krop træffer beslutningen for dig.” The Mother nikkede til Daughters, der stadig stod ved døren. “Bring hende tilbage til hendes kammer. Giv hende god mad. Lad hende hvile. I morgen begynder hendes forberedelse.”
Da de førte Jean tilbage gennem korridorerne, mærkede hun en ny form for rædsel krybe op ad hendes rygsøjle. Det var ikke bare frygten for død eller vold. Det var frygten for at blive ændret. For at blive gjort til noget andet.
Tilbage i cellen lagde hun sig på det hårde gulv og stirrede op i loftet.
Hvor end Peter var, håbede hun, han havde en plan.
For tiden var ved at løbe ud.
Natten lå tung over landsbyen. Den slags mørke, der drukner lyde og skjuler skrig. Peter bevægede sig som en skygge gennem gyderne, holdt sig tæt ved væggene og undgik blikkene fra de få landsbyboere, der endnu var vågne, de gik med hænderne tæt mod kroppen og hovederne bøjet, som om himlen truede med at knuse dem.
Han havde tilbragt dagen med at observere rutinerne i landsbyen. Daughters der kom og gik fra den centrale bygning. Mænd der bragte forsyninger. En konstant strøm af aktivitet, der alt sammen syntes at kredse om den massive stenstruktur i byens hjerte.
Nu, i mørkets beskyttelse, var det tid til at komme tættere på.
Bygningen rejste sig for ham som en sort monolit mod den stjerneklare himmel. Grå mure, tårnhøj og vinduesløs i de nederste etager, med store dobbeltdøre af jern og symboler indgraveret i stenene over dørtærsklen, cirkler inden i cirkler, knogler arrangeret i komplekse mønstre, og øverst, en kvindes åbne mave med noget der krøb ud af den.
Han gemte sig bag en vogn, da to Daughters trådte ud fra døren. De bar spande, der klukkede med væske. Deres hænder og kjoler var plettet af noget mørkerødt. Den ene stoppede op og snusede i luften som et rovdyr. Hendes hoved drejede langsomt, metodisk, som om hun kunne lugte fremmed frygt.
Peter holdt vejret og trykkede sig længere ned bag vognen.
Efter et øjeblik, der føltes som en evighed, gik de videre. Deres skridt ekkoede mod stenene, først tæt, så fjernere, til de forsvandt helt.
Han ventede i ti minutter, så gled han frem og ind gennem dørene, lige før de smækkede i.
Indenfor lugtede der af formalin og røgelse. En blanding af hospital og kirke, af videnskab og overtro. Gulvet var blankt af fugt, og væggene dryppede koldt kondensvand. Han fulgte en korridor nedad, trappetrin skåret i klippe, dækket af gamle tæpper og voksrester fra tusindvis af stearinlys. Lyset blev mørkere, tykkere, som om det ikke ønskede at blive båret længere ned.
Han hørte lyde. Raslen af metal. Et kvalt skrig. Stemmer, der hviskede på det sprog, han var begyndt at genkende. Ikke ord han forstod, men intonationen af kommandoer og besættelse.
Han fandt kælderen.
Et gitterdør stod på klem. Han trådte ind forsigtigt. Luften slog ham som en rådden kloak, ikke bare lugten af forfald, men noget sødligt og klæbrigt, som gammel honning blandet med blod.
Væggene var beklædt med metalriste og lænker. I små celler sad mænd. Nogle sov. Nogle stirrede tomt ind i mørket. Andre græd lydløst, deres ansigter våde af tårer, de ikke længere følte.
Peter gik tættere på en ung mand. Han nøgen og med blå mærker over lårene og en sort væske, der løb fra hans næse og ører. Han åbnede munden som for at tale, men der kom kun en gurglende lyd. Hans øjne var mælkehvide.
I den næste celle lå en ældre mand på siden, hans krop rystede af kramper. Noget bevægede sig under hans hud på maven bølgede, som om noget levende forsøgte at grave sig ud.
Peter vendte sig væk, kvalm af rædsel.
Så hørte han trin.
Han pressede sig op mod væggen og så to Daughters komme ind. De bar medicinske skåle og gummihandsker. Deres bevægelser var præcise, rutinerede.
Den ene åbnede en celle, gik ind og satte sig på hug foran en udtæret mand.
“Shhh,” hviskede hun gennem sin maske. “Mor vil have mere i morgen. Vi skal passe på dig.”
Hun begyndte at røre ved ham. Mekanisk. Koldt. Professionelt. Han begyndte at græde, ikke høje hulk, men tavse tårer, der løb ned ad hans kinder.
Peter lukkede øjnene og kæmpede mod sin egen kvalme. Dette var ikke bare tortur. Det var systematisk udnyttelse. Industri.
Han trak sig langsomt tilbage, skridt for skridt, og stak af op ad trappen. Da han nåede ud under den åbne himmel igen, rystede han. Ikke af kulde.
Jean var her et sted. I denne bygning. Måske allerede underlagt den samme behandling som de stakkels mænd dernede.
Han skulle finde hende. Og hvis det ikke var muligt at redde hende… så skulle han i det mindste sørge for, at hun ikke led samme skæbne som de andre.
Men først måtte han lære mere om bygningens layout. Om hvor The Family boede. Om hvor de holdt kvinderne.
Han bevægede sig langs bygningens yderside, ledte efter andre indgange. I den nordlige ende fandt han et smalt vindue højt oppe på muren. Det var for smaly til at kravle igennem, men bred nok til at se ind.
Han fandt en stabel gamle kasser og byggede dem op til en usikker stige. Da han kiggede ind gennem vinduet, så han ind i et andet slags rum.
Dette var ikke en kælder, men et kammer på første sal. Væggene var dækket af røde tæpper, og der var rigtige møbler, en seng, et bord, stole. Og der, bundet til sengen med silkereb, lå en kvinde.
Hun var ung, måske i tyverne, med langt mørkt hår og hud så bleg, at hun næsten så gennemsigtig ud. Hendes mave var svulmet, som om hun var gravid, men hendes øjne var lukkede og hendes mund åben i et stumt skrig.
Noget bevægede sig under hendes hud.
Peter måtte klamre sig til vindueskarmen for ikke at falde. Dette var det, der ventede Jean. Dette var fremtiden, The Family planlagde for hende.
Han klattrede ned fra kasserne og listede væk fra bygningen. Hans sind blev fyldt med kun én tanke. Han skulle brænde det hele ned. Med eller uden en flugtplan.
Men først skulle han finde Jean.
Og så skulle han finde parasitten.
Dagen begyndte med skrig.
Peter vågnede i den forladte smedje, han havde gjort til sit skjulested, og vidste straks, at noget var galt. Skrigene var anderledes end før. Ikke de kvælende, undertrykte klynk han var blevet vant til, men rå, åbne skrig af smerte og panik. Og latter. Barnlig, højlydt latter.
Han sneg sig ud og fulgte lydene.
På byens åbne plads havde en folkemængde samlet sig, ikke fordi de ønskede det, men fordi de var blevet kaldt. Som om noget i dem tvang dem ud. Alle stod i en cirkel, tavse og stive, deres kroppe svajende lidt frem og tilbage i samme rytme. I midten stod The Son.
Han var yngre end Peter havde forestillet sig. Måske midt i tyverne. Hans ansigt var blegt og smukt på en kunstig måde, som en voksdukke, men hans øjne var gale – vilde og glinsende som et rovdyrs. Han gik rundt med blottet overkrop, smurt ind i sort væske og noget, der lignede børnekridt, tegnet i symboler over hans bryst og arme.
Foran ham lå en gammel mand. En landsbyboer, der ikke længere kunne stå. Hans hoved var dækket af en sæk, hans hænder bundet med reb.
“Han løj,” sagde The Son højtideligt til mængden. “Han talte uden tilladelse. Han nægtede at dele sin krop med os. Han sagde…” The Son standsede og grinede, en høj, skingre lyd. “Han sagde, vi var onde.”
Han trak et langt søm frem, tykt som en finger og skarpt som en kniv, og et tungt stykke jern til at hamre med.
“Retfærdighed er, når man husker, hvem man tilhører.”
The Son hævede hånden, klar til at drive sømmet ned gennem den gamle mands hånd.
Peter havde ikke planlagt noget. Men hans krop bevægede sig, før hans hjerne nåede at forstå. Han så det forfærdelige, der var ved at ske, og kunne ikke holde sig tilbage.
Han brød gennem kredsen, skubbede folk til side som pinde. De faldt og rejste sig igen, men de protesterede ikke. Som om de var vant til at blive brugt.
“STOP!” råbte han.
Alle øjne vendte sig. The Son så op. Et øjeblik var der stilhed. Så kom smilet, bredt og dyrisk.
“En fremmed,” sagde han. “Hvor spændende.”
Peter bøjede sig og samlede op, hvad der lå nærmest, et stykke af en nedfalden hegnspæl. Splintret i den ene ende og tungt nok til at gøre skade. Han havde aldrig slået nogen før. Ikke rigtigt. Men nu, med billedet af de torturerede mænd i kælderen frisk i erindringen, mærkede han en kold vrede rejse sig i ham.
“Lad ham gå,” sagde Peter.
The Son rystede på hovedet. “Du forstår ikke reglerne. Han tilhører os nu. Som du gør.”
“Jeg tilhører ingen.”
“Alle tilhører nogen.” The Son rejste sig langsomt. “Spørgsmålet er kun, om du vælger at adlyde frivilligt… eller om vi må lære dig.”
Han bevægede sig frem mod Peter med søm og hammer stadig i hænderne. Hans øjne glimtede af forventning.
Peter slog.
Hegnspælen ramte The Son i brystet med en lyd som kød mod træ. The Son væltede baglæns, udstødte en hvinende lyd. Peter slog igen. Og igen. Hvert slag drevet af minderne om de stakkels mænd i cellerne, om Jean et sted i bygningen, om alt det forfærdelige, han havde set.
Ansigtet blev til kød og tandstumper. Kroppen vred sig som noget fanget i sin egen hud.
Ingen bevægede sig.
Ingen hjalp.
De så bare til med deres tomme øjne, som om de så en forudbestemt ceremoni udføre sig selv.
Så skreg en kvinde.
Og pludselig blev Peter væltet bagfra. Slået ned af hænder, han ikke så komme. Slæbt gennem mudder og sten. Nogen spyttede på ham. Nogen slog ham i maven. Hænder rev i hans hår. Stemmer brølede uden sammenhæng.
“En fremmed slog sønnen ihjel!”
“Retten må se det!”
“Han skal dø! Dø som de andre!”
Peter kæmpede, sparkede, men det nyttede ikke. For hver hånd, han slog væk, kom der to nye. De bar ham bort fra pladsen, væk fra The Sons livløse krop.
Og i udkanten af menneskemængden stod en kvinde i en rød kjole. Hendes øjne var tomme som askekrukker, og hendes hænder foldede sig i ro, som om hun bad.
The Mother smilede.
“Nu har jeg ret til ham,” sagde hun lavt til en af The Daughters, der stod ved hendes side.
“Hvad skal vi gøre med ham?”
“Bring ham til mig. Jeg vil tale med ham først.” Hendes smil blev bredere. “Han har kvaliteter, vi kan bruge. Kraft. Passion. Han vil gøre Jean mere… samarbejdsvillig.”
Peter vågnede med blod i munden og støv i lungerne. Han lå på gulvet i en kold stensal, lænket med jernringe omkring hænder og ankler. Der var ingen vinduer. Kun mørke søjler og levende lys, der flakkede som om de var bange.
Hans krop var ét stort smerteområde. Ribbenene på venstre side føltes knuste. Hans venstre øje var hævet og blodsprængt. Men han var i live. Det var mere, end han havde turdet håbe på.
Overfor ham sad The Father.
Han bar en sort, skinnende kutte med symboler broderet i rød tråd, noget der lignede omvendte kors og sammenflettede livmodere og spiraler, der syntes at bevæge sig, når man ikke kiggede direkte på dem. Hans ansigt var magert og skægløst, hans øjne mørkere end mørket bag ham. Ved hans side stod Lady Justice.
Peter kunne ikke kigge væk.
Hun var høj, spinkel som en statue, og bar en rusten krone over det skaldede kranium. Øjnene var fjernet – ikke dækket, men brændt ud. To mørke, lukkede huller stirrede ind i intetheden. Hendes hænder var dækket af sorte handsker, og i den ene holdt hun en vægt. Den vippede frem og tilbage, selv om ingen rørte ved den.
Rundt om dem sad byens folk, eller rettere, de tomme hylstre, Peter havde set i gaderne. Tavse, blege, glinsende af sved og slim. De stirrede ligeud. Ingen blinkede. Det var som om de var én samlet organisme, styret af en fælles vilje.
“Vi holder dom,” sagde The Father. Hans stemme var dyb og ekkoede mellem stenene.
Peter rystede på hovedet. “I er syge. Alle sammen. I er ikke mennesker.”
“Vi er mere end mennesker,” svarede The Father. “Vi er befrugtede. Vi er udvalgte. Og du…” Han lænede sig frem. “Du er dømt for mord på et helligt barn.”
“Helligt?” Peter lo bittert. “Han var ved at torturere en gammel mand.”
“Han udførte retfærdighed. Han straffede en forræder. Det er hans ret og pligt som vores søn.”
Lady Justice løftede armen og pegede på Peter. Hun talte, men ikke med en stemme, som mennesker bruger. Det var som et kvidrende sprog af sprukken glas og hvepsesværme. En dæmonisk rytme, der ikke hørte hjemme i nogen hals.
The Father oversatte:
“Han har krænket Lovens Søn. Blod kræver blod. Krop kræver krop. Fremmed skal betale med sit liv og sin essens.”
“Jeg reddede nogen!” råbte Peter. “Jeg reddede en mand fra jeres… jeres vanvid!”
En bybo begyndte at ryste. Ikke af frygt, men af ekstase. Flere begyndte at mumle: “Blod kræver blod. Krop kræver krop.”
Peter kæmpede mod lænkerne, følte metal skære sig ind i hans håndled.
“Din dom,” sagde The Father, “er døden ved tæring. En langsom renselse. Du vil næres, indtil du brister, og vi vil se, hvad der vokser frem.”
Lady Justice sænkede hånden.
Domfældelsen var fuldendt.
Men så rejste en anden stemme sig.
“Vent.”
The Mother trådte ud fra skyggerne bag søjlerne. Hun gik langsomt frem mellem de siddende landsbyboere, hendes røde kjole susede mod stenene. The Father vendte sig mod hende, og for første gang så Peter en følelse i hans øjne, noget der lignede respekt. Eller frygt.
“Han dræbte min søn,” sagde The Father.
“Og derfor tilhører han mig,” svarede The Mother. “Loven er klar. Han skal give mig erstatning.”
The Father tøvede. Lady Justice’s vægt svingede vildt frem og tilbage, som om den selv var i tvivl.
“Hvad foreslår du?” spurgte The Father til sidst.
The Mother smilede. “Han skal erstatte min søn. Med en ny søn.” Hun gik hen til Peter og så ned på ham. “Han og hans hustru skal give mig det barn, min afdøde søn aldrig fik lov til at skabe.”
Peters blod frøs. “Nej.”
“Jo,” hviskede The Mother. “Det er retfærdigt. Et liv for et liv. En fremtid for en fremtid.”
Hun vendte sig mod The Father. “De er begge unge. Sunde. Fertile. Deres afkom vil være stærkt.”
The Father betragtede forslaget. Lady Justice’s vægt begyndte at stabilisere sig, vippede langsomt mod balance.
“Det er… acceptabelt,” sagde han til sidst. “Men hvis han nægter at medvirke frivilligt?”
“Så vil vi hjælpe ham med at forstå sin pligt,” sagde The Mother. “Jeg har mine metoder.”
Han blev slæbt bort fra retssalen, denne gang ikke af vrede landsbyboere, men af The Daughters med masker og kløer. De bar ham, som man bærer et redskab, der skal repareres eller justeres.”
De førte ham ned i dybet, gennem korridorer der stank af fugt og jern. Han forsøgte at kæmpe, men hans krop var svækket. Slagene havde efterladt ham omtåget og langsom. De skubbede ham ind i et rum oplyst af et enkelt kirurgisk lys. Stenene var kolde under hans fødder. Et metalbord ventede midt i rummet, med læderremme parat.
Han blev spændt fast til den stålgrå briks, hænder og ankler surret så stramt, at huden blev hvid omkring stropperne. Lokalet lugtede af desinfektion og noget metallisk. To kvinder i hvide kitler nærmede sig, deres ansigter neutrale, som maskiner. Den ene trak hans bukser ned og blottede hans køn, der krympede sig i kulden. Uden tøven smurte hun en kold, gennemsigtig gel på skaftet og begyndte at massere ham med hårde, målrettede bevægelser, ikke for nydelse, men for at fremtvinge en fysisk reaktion.
Han rystede, prøvede at dreje sig væk, men kroppen reagerede, som den var designet til. Den anden kvinde skrev noget ned, som om hans krop var en maskine, de testede. Pulsen hamrede i hans hals. Hans åndedræt blev ujævnt. Hun speedede tempoet op, hendes greb stramt, professionelt, upersonligt. Da udløsningen kom, krampede hele hans underliv, og hun greb straks en steril beholder og lod sæden sprøjte ned i den, som var det blod eller urin, hun opsamlede til analyse.
Ingen øjenkontakt. Ingen stemmer. Kun hans støn og lyden af væske, der ramte plast. Da han var færdig, tørrede hun ham af med et klinisk bevægelse, som om han var en grim opgave, der nu var overstået.
Han var ikke et menneske. Bare en organisme, de trak noget ud af.
Muren var kold mod hendes kind.
Jean lå på stengulvet med ansigtet presset mod den grove overflade, da hun hørte det, et lavmælt suk, svagt og dæmpet, men umiskendeligt menneskeligt. Hun gispede svagt, rejste sig og lagde øret tættere på.
“Hej? Er der nogen?”
En pause. Så en hvisken:
“Jean?”
Hendes hjerte hamrede. “Peter! Er det dig? Er du… hvor er du?”
“Jeg ved det ikke. Et rum tæt på dit. Stenvægge. Et lille gitter i døren. De fodrer mig som et dyr.”
“De har låst mig inde igen. Jeg tror… jeg tror de holder os adskilt, til de har brug for os.”
Hun kunne høre ham lægge hånden mod muren. Hun gjorde det samme. Gennem den kolde sten kunne hun næsten mærke hans varme.
“Er du okay?” spurgte han. “Gjorde de dig… noget?”
“De har taget blod, målt mig, undersøgt mig. De siger, jeg er ren. Frugtbar.” Hun tøvede. “Jeg har set, hvad de gør ved de andre. Mændene. Og kvinderne…”
“Hvad med kvinderne?”
“De bruger dem som rugekasser. Til at føde… ting.” Hun rystede. “Der er en kvinde i det rum ved siden af mit. Hun skriger hver nat. Hendes mave… der er noget levende i den.”
Peter sagde ikke noget, men tænkte for sig selv “De vil have os til at avle for dem.” Nu gav hans malkning mening, men han sagde ikke noget til Jean.
Jean lagde hovedet mod stenen. “Der er noget levende her. Noget dybt nede. Jeg kan mærke det i væggene. Som rødder, der vokser gennem stenene.”
De tav et øjeblik. Deres hænder mod sten. Tålmodige. Menneskelige.
“Vi må væk,” sagde Peter. “Vi må finde en vej ud.”
“Der er en af dem, en Daughter, hun… hun virker ikke som de andre,” sagde Jean pludseligt. “Hun kigger på mig anderledes. Som om hun ved, det her er forkert.”
“En svaghed?”
“Måske. Hun hedder Eve. Jeg vil tale med hende, hvis hun kommer igen.”
“Vær forsigtig. Det kan være en fælde.”
“Altid.”
De kom efter hende samme nat.
To Daughters, maskerede og tavse, åbnede døren uden et ord og vinkede hende ud. Jean forsøgte at holde sig rolig, men hendes krop rystede.
Hun blev ført gennem mørke korridorer, op ad trapper dækket af tørrede blomsterblade og voks. Der var en underlig duft i luften, lavendel og rådden mælk. Ved døren til kammeret stod The Mother. Hun smilede varmt, som en bedstemor før en velsignelse.
“Du er klar nu,” sagde hun. “Din krop er ren. Din skæbne nær.”
Jean sagde ingenting. Hun blev ført ind i rummet.
Det lignede et alter snarere end en hospitalsstue. Væggene var dækket af røde tekstiler broderet med symboler af frugtbarhed. Svulmende maver og træer med menneskehænder som grene. I midten stod en briks dækket af silkeklæder. Rummet var varmt. For varmt.
Hun blev hjulpet op. Spændt fast. Hænder strammede læderremme om hendes håndled og ankler.
The Mother trådte nær med en glaskolbe. Indholdet, en uklar væske med svage striber af hvidt, blev holdt op i lyset som noget helligt.
“Han var stærk,” sagde hun. “Hans krop kæmpede, men gav til sidst. Som alle gør.”
Jean kneb øjnene sammen. “I er syge.”
“Vi er udvalgte,” rettede The Mother hende. “Og du er nu bærer af vores fremtid.”
En Daughter trådte frem med et metalinstrument, langt, tyndt, kirurgisk koldt. Jean vred sig, men remmene holdt hende fast. Hun mærkede, hvordan hendes ben blev spredt. Den kølige luft mod hendes indre. En klam, glidende væske.
Så trykket. Et kort stik. En brændende følelse, dybt i hende.
Hun gispede. Tårerne løb ned ad kinderne, men ingen så på hende som menneske. Hun var kun en beholder.
The Mother nynnede sagte, som en vuggevise.
“Nu vokser han i dig,” sagde hun blidt. “En ny søn. En ny begyndelse.”
Jean lå stille. Hendes krop føltes fremmed. Forurenet. Invaderet.
Men inde i sit sind tændte hun en gnist.
De havde ikke vundet endnu.
Timerne blev til dage. Der var ingen fornemmelse af tid, kun lyset fra olielamper, der blev udskiftet af hænder uden stemmer. Ingen vinduer. Intet skel mellem dag og nat. Kun måltiderne markerede tidens gang, brød og vand to gange, suppe én gang.
Men Daughters kom med regelmæssige mellemrum. Med mad, med instruktioner, med blikke der ikke blinkede.
Og én af dem, hende med de mørkere fletninger og det nervøse blik, begyndte at tøve, hver gang hun så Jean.
Den tredje dag satte hun maden ned og blev stående.
“Du ser på mig,” sagde Jean.
Pigen sagde intet. Men hendes hænder rystede lidt.
“Du… husker noget, gør du ikke?”
Et ryk i hendes kæbe. Næsten umærkeligt.
“Du var som mig engang.”
Et suk. Som damp i kulde.
“Jeg hedder Eve.”
Jean smilede svagt. “Jeg hedder Jean.”
Eve trådte tættere på. Blikket flakkede. Bag masken lå noget andet. Noget knust, men stadig levende.
“Jeg kan ikke hjælpe jer,” sagde hun hurtigt. “Hvis de ved det…”
“Men du vil.”
Eve nikkede næsten umærkeligt.
“Hvordan kom du hertil?”
“Som dig. En ulykke. En bil på vej hjem fra universitet. Jeg vågnede her.” Eves stemme var hul, som et ekko. “De sagde, jeg kunne vælge. Blive som dem… eller dø.”
“Hvor længe siden?”
“Fem år. Måske seks. Tiden… forsvinder her.”
Jean rakte langsomt ud og rørte Eves hånd. Den var iskold.
“Du kan vælge igen. Nu.”
Eve trak hånden tilbage. “Du forstår ikke. De har ændret mig. Jeg er ikke… hel længere.”
“Du er her. Du taler med mig. Det er nok.”
Da Eve gik, efterlod hun noget. Et søm, gemt i brødet.
Jean skjulte det med skælvende hænder. Hun lagde munden mod muren.
“Peter.”
“Jeg er her.”
“Vi har hjælp.”
Hun kom igen natten efter.
Eve trådte ind med et tørklæde over håret og skygger i øjnene. Jean sad på stenbænken med sømmet gemt i kjolens ærme og ventede. Luften var tyk af spænding og ikke-udtalte planer.
Deres blikke mødtes, og Eve lukkede døren bag sig uden at sige et ord.
“De tror, jeg er en af dem,” sagde hun lavt. “Men jeg husker ting, de ikke kan tage. Min mors stemme. Smagen af æblegrød. Lyden af regn på mit vindue hjemme.”
Jean sagde ingenting. Hun lod Eve tale, som om hvert ord var en flugt i sig selv.
“Jeg valgte at overleve. Men det var ikke noget valg.” Eve trak ærmet op og viste et ar på underarmen, et dybbt snit i form af en spiral. “De markerer os. Så parasitten kan kende os.”
“Parasitten?”
“Det, der lever under os. I tunnelerne. Det styrer alt.” Eve pegede ned i gulvet. “The Mother kan kommunikere med det. Modtage ordrer. Vi andre… vi er bare redskaber.”
Jean lænede sig frem. “Kan det dræbes?”
“Måske. Men ikke her. Ikke hvor det er stærkest.” Eve tøvede. “Der er en måde… men det kræver, at vi kommer til kernen.”
“Hvor?”
“Dybt under hovedbygningen. Der hvor det oprindeligt blev fundet.” Eve så Jean i øjnene. “Men ingen har nogensinde været derned og kommet levende tilbage.”
“Vi bliver nødt til at prøve.”
Eve nikkede langsomt. “I morgen. De vil samle jer. Ritualet er tæt på. The Mother har været utålmodig.”
Jean mærkede is i sine årer. “Hvad betyder det?”
“Peter. De har gjort noget ved ham. Fyldt ham med parasittens sekret. Forberedt ham til… forening.”
“Hvornår?”
“Ved skumring i morgen.”
“Så har vi ikke meget tid.”
Eve kom også til Peter.
Hun listede ind i hans celle lige før daggry, lukkede døren bag sig og bøjede sig ned over ham.
“Du kender mig ikke, men Jean stoler på mig. Det burde være nok.”
Peter løftede hovedet. Hans øjne var matte, huden svedig og varm. “Hvad har de givet mig?”
Eve kiggede væk. “Noget, de kalder frugtbarhedseleksir. En sort væske. Fra… parasitten. Det gør dig mere… potent. Men også mere føjelig.”
Peter ville sige noget, men kunne kun hviske. “De gør mig til en maskine.”
Eve nikkede. “Men maskiner kan gå i stykker.”
Hun lagde et stykke metal i hans hånd. Tyndt, spidst som en kniv. Skåret fra en gammel spand.
“Ved skumring,” sagde hun. “Døren vil være ulåst. Følg mig op ad trapperne. Jeg vil vise jer vejen til kernen.”
Hun så på ham en sidste gang. “Kan du gå?”
“Jeg kan kravle, hvis det er nødvendigt.”
“Det bliver nødvendigt.”
Da Eve var gået, lå Peter vågen og stirrede mod loftet. Han følte det fremmede stof løbe gennem sine årer, ændre ham på måder, han ikke forstod.
Men dybt inde, hvor hans vilje stadig boede, brændte en enkelt tanke:
Dette skulle være den sidste nat som fange.
Hvis ikke… skulle det være den sidste nat som menneske.
Skumringen kom med en falsk stilhed.
Jean hørte skridt i gangen udenfor, men ikke de normale, tunge skridt. Lettere. Mere forsigtige. Hun rejste sig fra gulvet, hvor hun havde siddet og ventet i timevis.
Et klik i døren. Den gled langsomt op.
Eve stod udenfor, klædt i en mørk kappe i stedet for den sædvanlige hvide kjole. Hendes øjne var fulde af beslutsom frygt.
“Nu,” hviskede hun.
Jean smuttede ud, som en kat på flugt. Gangen var mørk, men der var lys længere fremme. Og lyde, ritualistisk sang på det sprog, hun ikke forstod.
“Hvor er Peter?”
“Venter på os.”
De fandt ham i en celle med rust på væggene og en sur, kold lugt. Han lå på gulvet, men rejste sig da Jean trådte ind. Deres blikke mødtes, og i det blik fandtes alt, frygten, sorgen, håbet og kærligheden.
“Du kom,” sagde han hæst.
“Selvfølgelig gjorde jeg det.”
Han rejste sig med hendes hjælp. Hans hænder rystede, og han var tydeligt svækket, men han kunne stå.
“De prøvede at gøre mig til far,” sagde han. “De malkede mig, jeg ville ikke”
“Det er ok,” hviskede Jean. “Det var ikke din skyld”
Eve førte dem nedad, længere end Jean troede muligt. Ned ad snoede trapper, gennem rustne porte og fugtige korridorer. Stenene under deres fødder dryppede, og luften blev tyk, som om den ikke havde været udskiftet i hundrede år.
“Hvor dybt går det?” spurgte Peter.
“Til bjergets hjerte,” svarede Eve. “Parasitten byggede ikke dette. Den fandt det. Gamle tunneller. Måske fra før mennesket.”
De passerede kamre fyldt med mærkelige redskaber, gamle ritualgenstande, bøger skrevet på sprog ingen kendte, krukker fyldt med præserverede organer.
“Hvad er det for et sted?”
“Et tempel. Bygget af dem, der fandt parasitten først. Før The Family. Før landsbyen.” Eve standsede ved en tung dør af metal. “Her begynder det farlige.”
Hun åbnede døren, og en bølge af hed, fugtig luft ramte dem. Luften lugtede af råddent kød og kemikalier.
Til sidst kom de til Dybet.
Et gigantisk kammer under jorden, større end noget menneske havde bygget, med vægge dækket af slimet, levende væv. Der var et lys hernede, men det kom ikke fra fakler. Det kom fra selve væggene, en sygelig, grønlig glød, som fra døde stjerner.
Og i midten lå Parasitkernen.
Den var enorm. Et pulserende væsen, stort som en lastbil, dækket af æg-lignende klumper og nervetråde, der spredte sig som rødder op gennem loft og vægge. Den åndede med en våd, rytmisk lyd. Den rørte sig langsomt, som et gigantisk hjerte. Og da den mærkede dem, drejede den sig.
Peter stønnede lavt. “Det er… det den lever af.”
Jean stirrede. “Den styrer dem alle. Den ER dem.”
Rundt om kernen lå hundredvis af små beholdere, tilsluttet til dens krop med rør og slanger. Nogle indeholdt væske, andre… andet. Organisk materiale. Blod. Noget der bevægede sig.
“The Family fodrer den,” forklarede Eve. “Alt hvad de tager fra fangerne, alt hvad de avler, går til den.”
Peter tog et skridt frem. “Vi skal ødelægge det.”
“Det kan ikke dø på normal vis,” sagde Eve. “Men det kan miste sit værtslegeme. Sin forbindelse til overfladen.”
Jean så sig omkring. Hun så rødderne. Kablerne der strakte sig opad. De små beholdere med væske.
“Hvis vi ødelægger forbindelserne…”
“Så vil det være afskåret. Svækket.” Eve pegede mod en række rør, der førte opad mod loftet. “De rør fører til The Familys kamre. Gennem dem sender den sine kommandoer.”
Peter fandt en jernstang fra gulvet. “Så lad os skære dem over.”
De arbejdede hurtigt, desperat. Peter og Jean ødelagde rørene, mens Eve holdt vagt. Hver gang et rør blev brudt, udstødte parasitten et lavt hyl, og væggerne rystede.
“Det ved, hvad vi gør,” hviskede Eve.
Pludselig kom lyden af fodtrin oppefra. Mange fodtrin.
“De kommer,” sagde Eve. “Vi må skynde os.”
De vendte sig mod kernen selv. Den var for stor til at ødelægge med bare hænder. Men i hjørnet af kammeret fandt Peter noget. Gamle kemikalier, efterladt fra tidligere ritualer. Ætsende syre i krukker af ler.
“Dette burde virke,” sagde han.
“Eve, kom!” råbte Jean. “Vi må gå, nu!”
Men Eve stod stille. Hun smilede, det første ægte smil, Jean havde set fra hende.
“Jeg huskede det hele til sidst,” sagde hun. “Mit rigtige navn. Mit rigtige hjem. Det, I har givet mig.”
Flammerne og syren begyndte at æde sig ind i parasitkernen. Den skreg, ikke med en stemme, men med et sus, som fra selve jordens marv.
“Eve, kom med os!”
Eve rystede på hovedet. “Nogen skal blive. Sørge for, at den virkelig dør.”
Hun gik tilbage mod kernen, mens den opløstes omkring hende.
“Fortæl verden,” råbte hun. “Fortæl dem, vi var mennesker!”
Peter greb Jean, og de løb.
Op gennem korridorerne. Op ad trapperne. Ild og røg bag dem. Verden væltede omkring dem. Men de holdt hinandens hænder.
Og over dem, i landsbyen, begyndte noget at vågne.
Noget, der nægtede at dø i mørket.
Landsbyen stod i brand.
Ikke kun bogstaveligt, selvom flammerne sivede op fra jorden som åbne sår – men metaforisk. Forbindelsen til parasitkernen var brudt, og de mennesker, der havde været styret i årevis, begyndte pludseligt at handle selvstændigt igen.
Peter og Jean kom op gennem en underjordisk udgang og væltede ud i kaos. Himlen var rød af ild og røg. Klokker, der aldrig havde lydt før, kimede nu vildt og vanvittigt fra byens tårne.
Men det værste var lydene fra menneskene.
Nogle skreg af forvirring, deres sind pludseligt befriet, men ødelagt af årevis af mental slaveri. Andre grinede hysterisk. En mand stod og slog hovedet mod en mur igen og igen, som om han prøvede at slå parasittens sidste rester ud af sin hjerne.
“Vi må væk!” råbte Jean over infernoet.
Men en skikkelse trådte ud foran dem. Lang, mørk, rank.
The Father.
Hans øjne glødede nu grønt, som om han var blevet ét med det væsen, de netop havde forsøgt at ødelægge. Hans hænder hang slapt, men der var styrke i hans krop. En ro, som en præst midt i dommedag.
“Frafaldne,” sagde han. “I har ødelagt det hellige.”
Peter knyttede næverne. “Det er slut. Hun døde. Parasitten er væk.”
“Du forstår det ikke,” svarede The Father. “Parasitten var aldrig her.”
Han pegede på sit bryst.
“Den var her. I os. I vores blod. I vores drømme. I bærer den videre nu.”
Peter sprang frem med en rusten jernstang, men The Father greb den med én hånd og kastede ham væk som en dukke. Jean skreg og løb til Peter, men The Father gik ikke efter dem.
Han vendte sig.
Bag ham trådte Lady Justice ud af skyggerne.
Hun havde ændret sig igen. Øjenhulerne brændte nu som kul. Vægten i hendes hånd var smeltet fast til hendes kød. Hendes rustning dryppede af blod, men hun gik med rolige skridt.
Hun pegede på The Father.
Og for første gang i denne verdens historie dømte hun én af sine egne.
The Father skreg.
Ikke som en mand, men som et væsen, der forstod, at det ikke længere var udødeligt. Hans krop gik i opløsning. Først huden, så kød, så knogler. Slim, ild, skygger, og så var der intet tilbage.
Lady Justice blev stående et øjeblik og betragtede asken, der havde været The Father. Så vendte hun sig mod Peter og Jean.
De holdt vejret.
Men i stedet for at slå, bøjede hun hovedet. Hendes vægt balancerede perfekt, måske for første gang.
Og så gik hun. Ud i ilden. Ud i døden. Ud i den retfærdighed, hun altid havde søgt.
Byens bygninger begyndte at styrte sammen. Et af klokketårnene knækkede og ramte jorden med en lyd som en kirkeklokke, der slås i stykker.
Jean trak Peter op. Hans ansigt var blodigt, men hans øjne klare.
“Vi kan ikke blive.”
“Vi gør det heller ikke.”
De løb gennem gaderne, forbi huse der kollapsede, forbi mennesker der genfandt deres fornuft eller mistede den for altid.
Men da de nåede byens udkant, standsede de.
Foran dem stod The Mother.
Hendes kjole var sodet og hendes hår fyldt med aske, men hendes krop bar ingen sår. Tværtimod, hun glødede. Hendes hud syntes næsten at strække sig, som om noget under den pressede sig frem. Hendes bryst hævede og sank i ujævn rytme. Fra hendes hænder dryppede mørk væske.
Hun smilede.
“Mine børn,” sagde hun. “I flygter fra det, I allerede er blevet.”
Jean trådte frem. “Du har ingenting tilbage. Familien er brudt. Parasitten er død.”
The Mother rystede langsomt på hovedet. “Familien er mere end kroppe. Den lever i blod. I drømme. I frugtbarhed.”
Pludselig vred hendes ryg sig, og hun udstødte et lavt, klagende støn. Noget bevægede sig under hendes hud, som fostre i en grotesk livmoder.
“Jeg tog imod jeres essens,” sagde hun med en forvrænget stemme. “Da I var sammen. Jeg var der. Jeg følte jeres forening. Og nu… nu skal de fødes.”
Peter stirrede med rædsel. “Nej.”
The Mother skreg.
Hendes mave svulmede ud som en ballon, huden sprækkede som overmodent frugt, og noget gled ud i hendes arme, ikke ét, men tre slimede, skrigende skabninger med dele, der lignede både Peter og Jean, men forvrænget til noget umenneskelig.
“De vil lede os,” gispede hun og holdt de vridende ting tæt mod sig. “Børn af både mørket og lyset. Et bindemiddel mellem verdener.”
Jean mærkede en kold vrede hun aldrig havde kendt før stige op i hende.
“Nej,” sagde hun bestemt.
Hun rakte ud og greb Peters hånd. De så på hinanden et øjeblik, et øjeblik fyldt med alt, hvad de havde delt, alt hvad de havde mistet, og alt hvad de nægtede at lade ødelægge.
Sammen trådte de frem. Mod ilden. Mod monstrene. Mod slutningen.
The Mother så dem komme og grinede. Men hendes latter døde, da hun så noget i deres øjne.
De var ikke længere bange.
De var vrede.
Peter løftede jernstangen. Jean fandt en flintesten i sin lomme, efterladt af Eve.
Sammen kastede de sig frem mod The Mother og hendes afskyvelige afkom.
Kampen var brutal og kort. The Mother kæmpede som et desperat dyr, men hun var svækket af fødslen. De slimet skabninger hun havde født skreg og bed, men deres kroppe var skrøbelige, nyfødte.
Peter slog The Mother ned med jernstangen. Jean tændte ilden og kastede den på de vridende fostre.
En søjle af flammer steg op som en dødsdom. Skikkelsen, børnene, kroppen, de forvred sig, smeltede, råbte med stemmer fra tusind døde mødre. The Mother forsøgte at samle resterne op, men hendes arme opløstes i sort væske.
Hun styrtede til jorden med et sidste, klagende skrig.
Og endelig blev der stille.
Peter og Jean stod i asken, holdende om hinanden, rystende af udmattelse og rædsel.
De var ikke frelste.
Men de var frie.
Epilog: En ny begyndelse
Et år senere
Peter og Jean sad på terrassen af deres lille hus på Bornholm og så solen gå ned over Østersøen. Det var det første hjem, de havde haft siden flystyrtet. Det første sted, de havde følt sig sikre.
På bordet foran dem lå en rapport fra Professor Chen. Syv parasitkolonier var blevet ødelagt i løbet af året. Femogfirs mennesker reddet. Tre Resistance-medlemmer tabt.
“Tror du, vi vinder?” spurgte Jean.
Peter lagde en arm om hende. “Jeg tror, vi lærer at kæmpe.”
I fjerne lande vidste de, at andre kolonier stadig voksede. Parasitterne tilpassede sig, udviklede nye strategier. Men det gjorde The Resistance også. Hvert ødelagt rede, hver reddede fange, hver overlevende, der sluttede sig til kampen, gjorde dem stærkere.
Jean lagde en hånd på sin mave, hvor der nu voksede noget nyt. Noget rent. Noget menneskeligt.
“Tror du, vores børn vil være sikre?”
Peter smilede. “Jeg tror, de vil være krigere.”
I det fjerne, over havet, blinkede et fly på vej til nye destinationer. På vej mod en verden, hvor mørket stadig lurede, men hvor lyset havde lært at kæmpe tilbage.
Og i små laboratorier rundt om i verden fortsatte Professor Chen og hendes kollegaer med at forske, at planlægge, at forberede sig på den dag, hvor de endelig kunne sige:
Menneskeheden er fri.
Den dag var ikke kommet endnu.
Men den var på vej.
Skriv et svar