En familie er på vej på ferie, og de beslutter sig for at stoppe for natten og ikke mindst at få noget at spise, da de det meste af dagen har spist nødder, bananer og andet der var nemt at indtage i bilen. De ser et motel lidt længere fremme, og lige ved siden af ligger en kinesisk restaurant med spis alt hvad du kan buffet til næsten ingen penge. De starter med at få sig et værelse, hvorefter de går over og spiser. De bliver overrasket over udvalget af lækkerier på denne slidte restaurant ved en landevej, og de får til deres egen forbløffelse spist sig igennem dem alle, og derved spist meget mere end de normalt ville kunne. Dog ikke Emma, som blot spiser sig mæt og i stilhed sidder og kigger på at hendes mor far og storebror spiser og spiser, som om de havde uendeligt plads i deres maver. “Kan I snart spise mere? ” siger Emma, uden hendes familie hører noget, i det at de er muntre og spiser lystigt og snakker om hvor lækker maden er. Emma er træt efter de mange timer i bilen, og drømmer bare om at lægge sig på en blød seng og læse i en bog eller lytte til en podcast og slappe af, men hendes familie virker ikke til at være i nærheden af at være færdige med at spise. “Det er sjældent vi går ud og spiser sammen, så vi skal da have noget ud af det” siger hendes far. Emma forstår ingenting, hun har aldrig set ham spise på den måde og være så munter omkring mad.  Normalt er det vigtigste for ham at det er godt brændstof til kroppen, som han siger, ikke tomme kalorier. “Kom nu Emma, skal du ikke have en kage mere?” Siger hendes mor. Emma gider slet ikke svare. “Susan, bare lad hende være, hvis hun sidde der og være sur”, hører hun sin far sige. De ender med at sidde der en time mere, og Emma er stille resten af måltidet, og hendes familie tager sig ikke af det, da de er opslugte af at spise al den gode mad der er så let tilgængeligt på den store buffet. Trætte og mætte går de tilbage på deres motelværelse, hvor Emma går i gang med at læse i sin medbragte bog, alt imens de tre andre falder om på deres senge. Emma ser at David end ikke har taget skoene af, og hendes forældre også har beholdt deres tøj på, selvom de tilsyneladende har lagt sig til at sove. Emma er føler næsten ikke hun kan kende sin familie, i det at de springer al hygiejne over efter en lang dag i bilen og blot lægger sig til at sove ovenpå det store måltid, og stadig lugter af  stegeos og sved. “Jeg må vist hellere selv få børstet tænder og lægge mig til at sove” hvisker Emma for sig selv, imens hun næsten hovedrystende går ud og børster tænder og får skiftet til nattøj. “Badet må vente til I morgen” tænker Emma, “så jeg ikke vækker de andre”. Emma vil rigtigt gerne videre i morgen, og lister sig tilbage ind til sin familie, som alle er faldet i søvn og ligger og smågrynter og pruster, som om de er lidt besværet i deres vejrtrækning. Lige ingen Emma falder i søvn, når hun lige at tænke, “Mon vi nogen sinde får os en helt almindelig og hyggelig familieferie, som dem mine venner altid har fortalt om?”

Næste morgen vågner de op og skulle egentlig køre videre. John, Susan og David er stadig trætte og føler sig dvaske ovenpå den overdådige aftensmad i går, som de indtog, som var de glubske dyr der havde sultet gennem længere tid. Emma ser igen sin familie sidde på motelværelset og ikke rigtigt kunne komme i gang med noget. “Jeg er klar til at køre videre, det var dejligt med et bad, og morgenmad har jeg ikke lyst til, da jeg stadig er mæt.” siger Emma. Emma var virkelig mæt, også selvom hun stoppede med at spise meget før de andre, og hun tror derfor ikke de andre er sultne heller, og de derfor bare skal i bad og skifte tøj, og de så er klar til at køre videre. Emma har glædet sig til denne tur i lang tid, da de næsten aldrig tager på ferie sammen som familie. Men pludselig hører Emma sin far sige “Skal vi ikke blive her i dag og slappe lidt af, jeg orker ikke at skynde mig, hverken med at blive færdig til at køre eller at skulle køre videre i dag.” Emma bliver forbavset over sin far, som normalt er et soigneret og handlekraftigt menneske, som ikke har meget til overs for dovenskab. “Far, jeg fatter ingenting. Hvorfor vil du nu pludselig blive her, vi er midt i ingenting, her er kun dette motel og den gamle, slidte restaurant vi spiste på i går?” udbryder Emma. Emma hører ikke sin mor sige, at nu skal hun tale ordentligt til sin far. Hun ser heller ikke David ligge på sin seng og nærmest sove sig igennem det hele.  Emma ser blot hendes familie være irriterende, mere end normalt, selv for en pige på 13 år, som mærker hormonerne strømme igennem kroppen og den begyndende følelse af selvstændighed og løsrivelse fra sin familie. Emma har tydeligt vist sin irritation,  dog beslutter hendes familie  sig for at blive en nat mere på motellet, hvor de indtil videre ikke har set andre gæster. De har heller ikke hørt den buldrende stilhed der var i nat, fordi de alle sov så tungt. Emma Beslutter sig for at gå ud og få noget frisk luft, alt imens hendes familie laver ingenting på deres værelse. “Hvad skal jeg dog lave på dette forladte sted, her er ingen mennesker, ingen by eller bare noget flot natur I nærheden” tænker Emma. Emma beslutter sig for at spørge manden der passer motellet, da hun tænker at han er lokal og kan give hende nogle ideer til noget at lave, som ikke er at sidde og kede sig på værelset eller spise alt for meget mad. “Hej, kan du hjælpe mig med at finde på noget at lave? Jeg skal kunne gå derhen, da min familie ikke gider lave noget og jeg ikke må køre bil”. Manden kigger op fra sin bog. “Han har tydeligvis ikke meget at lave” tænker Emma, imens hun hører ham sige “Hvad med at spise frokost på restauranten ved siden af, det er virkelig god og billig mad.” Emma orker næsten ikke at tænke på mad, og svare “Nej tak, vi var der I går, så jeg er slet ikke sulten. Er der en sø, skov eller noget andet I nærheden jeg kan gå hen til?” Manden kigger undrende på hende. “Har du allerede været der, og vil ikke derhen igen?”. Emma forstår ikke, hvorfor manden syntes det er mærkeligt, men svarer høfligt “Nej, jeg vil gerne ud og have noget frisk luft.” Manden tænker et øjeblik og svarer “Her er mest af alt en spøgelsesagtig stilhed, som til tider kan påvirke både lokale og besøgende, men du kan da måske se på de ubrugte eller sjældent brugte veje, hvor naturen har begyndt at tage overfladen tilbage. Det er vist det mest spændende jeg kan komme på, når nu du ikke vil tilbage på restauranten”. Emma viste ikke rigtigt hvad hun skulle stille op med det svar, det var i hvert fald ikke lige det hun havde håbet på. “Tak. Jeg vil gå en tur så.” Emma viste ikke hvad han mente med spøgelsesagtig stilhed der påvirkede de lokale, for der var jo ingen, men stilhed det var der. Emma kom til at tænke på, at hun slet ikke havde været vågen i nat, og normalt vågner hun meget nemt, hvis der blot er den mindste lyd.

Udenfor er solen begyndt at stå højt på himlen og det er varmt. Der er ikke meget skygge nogle steder, da der ingen træer eller bygninger er. Sjældent har Emma oplevet noget være så øde og intetsigende, og et kort øjeblik vender hendes tanker tilbage på hendes familie, som alle ønskede at blive en dag mere her midt i ingenting. “Hvilken vej skal jeg gå?” siger Emma lidt stille for sig selv, i det hun står midt de på den øde landevej ude foran motellet. Hun kigger i begge retninger, der er ikke rigtigt noget der fanger hendes blik. Her og der bryder et enkelt træs silhuet ensformigheden, deres grene strækker sig mod himlen som om de rækker efter solens sidste stråler. Der er ingen huse eller bygninger i nærheden, ingen telefonledninger eller vejskilte, kun naturens uforstyrrede, tørre og kedelige landskab. Det eneste tegn på bevægelse er et bånd af støv fra en sjælden bil, der kører på en usynlig vej i det fjerne, hurtigt forsvindende igen. Lyden af stilheden er næsten øredøvende, ingen fuglefløjt eller dyreliv bryder denne stilhed, kun vinden, der nærmest hvisker over det græsklædte landskab. Emma kan normalt godt lide at være i naturen, men her oplever hun ingen følelse af at blive ladet op eller at have lyst til at gå videre. “Jeg må hellere gå tilbage” tænker Emma, og går slukøret tilbage til motelværelset. Et mærkeligt syn møder hende, og hun bliver det samme skræmt og forundret på samme tid. Deres motelværelse er tomt, hendes familie er der ikke, som hun ellers ville have forventet, både fordi de ingenting gad, men også fordi hun ikke havde sin mobil med, og de derfor ikke kunne kontakte hende og sige hvor de gik hen. Emma beslutter sig for at blive siddende og vente på at de kommer hjem, også selvom hun er ved at være sulten og de intet mad har på deres værelse. “Mon ikke de snart kommer tilbage” tænker Emma, i det hun finder sin bog frem og begynder at læse.

Emmas familie, som var blevet på motelværelset da Emma gik, var begyndt at tale om, at de måske skulle se lidt af de lokale ting i de omkringliggende landsbyer. Men de kom aldrig nogen steder, fordi Emma ikke var hjemme, men også fordi de allerede ved middagstid håbede på, at restauranten havde åben, så de kunne smage den gode mad igen.

“Hvad synes du om at køre til den lille landsby, hvor de har det berømte glasblæseri?” Susan spurgte, mens hun bladrede i en turistbrochure.

John svarede ikke, for han var allerede dybt optaget af tanken om buffeten. “Kom nu, Susan,” sagde han med et let irriteret tonefald. “Vi kan se alt det der når vi kommer til vores feriedestination. Nu vil jeg bare slappe af og nyde maden her.” Selvom Emma ikke var kommet tilbage fra sin gåtur, så ender familien med at forlade motelværelset og gå over på den kinesiske restaurant for at spise.

Emma sad stadig i det halvmørke motelværelse og læste, da hendes mobil pludseligt vibrerede. det var en besked fra hendes mor, at de var på den kinesiske restaurant og sad og spiste. Emma skyndte sig ud, det var mørkt udenfor, Emma så gennem vinduet og opdagede hendes familie, der sad ved det samme bord som aftenen før. De så dog lidt anderledes ud. Det lignede, at de alle havde taget på, og deres tøj strammede lidt, noget der aldrig havde været et problem for nogen i familien.

Emma, der også var meget sulten nu, gik ind på restauranten og sluttede sig til sin familie. Hun bestilte lidt salat og noget der lignede kylling, mens hendes familie fortsatte med at spise, som om det var deres første portion.

“Hvad tid kom I?” spurgte Emma sin far, og han svarede, at de kom ca. kl. 13. Emma blev lidt rystet, fordi det betød, at de havde siddet og spist i 6 timer. Hun forstod ingenting og begyndte at være lidt bange.

Hendes familie var ikke færdig med at spise, da hun havde spist sin mad. Emma kendte ingen mennesker her, men besluttede sig for at gå over i receptionen, hvor hun igen fandt manden fra før, som hun nu vidste hed Peter. Hun spurgte ham indtil hans kendskab til restauranten og hans gæster, der normalt blev så glade for maden derovre, som hendes familie var blevet det.

Han svarede lidt mærkeligt, at alle var da glade for deres mad, og hun burde da gå tilbage til sin familie og spise videre. Men Emma besluttede sig alligevel for at gå tilbage på motelværelset. Hun sætter sig for at læse i sin bog igen, og opdager slet ikke at hun falder i søvn før hendes familie er kommet tilbage.

Pludselig vågner Emma med et ryk. Hun hører nogle lyde ude på badeværelset. Hun ser sig forsigtigt omkring i værelset og opdager, at hendes familie stadig ikke er kommet tilbage. Hun beslutter sig for at gå ud og se, hvad det er der foregår.

Hun åbner forsigtigt døren til badeværelset og ser Peter stå og fylde luftfriskeren med noget farvet væske. Peter vender sig om, og hans øjne er ikke som før, de ligner grønne slangeøjne, og hans smil ligner en mund fyldt med hugtænder i det sparsomme månelys, der kommer ind ad vinduet.

“Hvad laver du?” spørger Emma med en rystende stemme.

Peter svarer ikke, men begynder i stedet at gå mod hende. Emma skriger og begynder at løbe væk, men Peter er hurtig, og han indhenter hende hurtigt og smider hende ned på sengen. Han binder hendes hænder og fødder med en snor fra persiennerne, propper en sok i munden på hende og smider hende op på sin skulder og tager hende med over i receptionen.

Han tager et nøglebundt og går videre med hende om bag motellet. Der viser det sig at være en bunker, han låser den op og smider hende ned i den.

Emma falder ned på den kolde, hårde jord og forsøger at rette sig op. Hun er stadig bundet, og det gør det vanskeligt for hende at bevæge sig, dog har Peter fjernet sokken fra hendes mund. Hun ser sig forsigtigt omkring i bunkeren og opdager, at der er andre mennesker derinde, men de er alle for overvægtige til at kunne bevæge sig.

“Hvad er det her?” spørger hun med en rystende stemme.

Ingen svarer, men hun hører nogle svage lyde fra de andre mennesker. Hun forsøger at komme tættere på dem, men det er vanskeligt med snoren om hendes hænder og fødder.

Pludselig hører hun lyde ovenfra, og hun ser Peter komme ned i bunkeren med en stor pose. Han begynder at fylde de opfedede mennesker med mad, og Emma forstår nu, hvad der er sket, men spørger Peter hvad det er han har gang i.

Peter fortæller er en formskifter, og han har dræbt ejerne og personalet på motellet og overtaget det. Han har brugt en magisk væske i luftfriskeren, så gæsterne holder op med at føle mæthed og spiser alt for meget. Han har så fyldt dem med mad og gemt dem i bunkeren, indtil han er klar til at spise dem. “Jeg ved dog ikke hvorfor det ikke har virket på dig Emma, men så må jeg jo nøjes med at slå dig ihjel”.

Emma er rystet og forsøger at slippe fri, men det er umuligt. Hun hører, at Peter er tæt på hende, og hun lukker øjnene og forsøger at tænke på andet. Hun håber, at hendes familie snart kommer og redder hende, men hun ved, at det er usandsynligt. Hun er alene og må finde en måde at komme væk på egen hånd.

Emma var fanget i en bur, ligesom alle de andre, der ventede på at blive spist. Lugten i bunkeren var ulidelig, en blanding af sved, lort og tis, da hun var omgivet af de meget overvægtige mennesker, der ikke laver andet end at spise for at blive endnu mere overvægtige. Ingen af dem havde tøj på, da de var alt for store til at have tøj på, og mange af dem lå bare på gulvet, svedende og prustende, da deres senge var bukket under for deres vægt. De var ikke særligt snakkesalige og mindede Emma om en flok overvægtige zombier, der bare ventede på næste måltid og havde glemt alt om, hvem de engang var.

Emma kunne se skærmene, hvor Peter holdt øje med sine ofre. Hun så sin familie sidde og spise og hygge sig, og hun kunne se, at de allerede virker til at være blevet større. Hun forstod ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Peter havde forladt dem, så hun kunne ikke spørge ham. Emma var bange, men stadig nysgerrig og ønskede at slippe væk.

“Hvorfor er det, at jeg ikke er blevet tykkere?” spurgte Emma en af de overvægtige mænd, der lå på gulvet ved siden af hende.

Manden vendte langsomt hovedet og så på hende med øjne, der var halvt lukkede. “Jeg ved ikke,” sagde han med en hæs stemme. “Jeg har spist alt, hvad jeg kunne komme i munden, og jeg er bare blevet tungere og tungere.”

“Jeg har kun spist lidt,” sagde Emma. “Jeg har ikke haft så meget appetit.”

Manden sukkede og vendte hovedet væk igen. Emma så op på skærmene igen og så, at hendes familie nu var på vej ud af restauranten. Hun følte en følelse af fortvivlelse vokse i sig. Hun måtte finde en måde at slippe væk på egen hånd.

Hun så sig omkring i bunkeren og opdagede, at der var en dør i det ene hjørne. Hun stod op og begyndte at ruske i døren i sit bur, men hun blev standset af en slesk stemme.

“Hvorhen tror du, du er på vej?” sagde Peter, der stod i døren med en skål fyldt med mad i hånden.

“Jeg vil bare gerne se, hvad der er derude,” sagde Emma med en rolig stemme.

Peter grinte og rakte hende skålen. “Her er lidt mad til dig,” sagde han. “Du har brug for at blive tungere, inden jeg kan spise dig.”

Emma tøvede, men tog skålen og begyndte at spise, mens hun eftertænksomt så på Peter. Hun måtte finde en måde at overvinde ham og slippe væk fra dette sted.

Emma’s familie var kommet hjem til deres tomme motelværelse, og det gik op for dem, at Emma var væk. De kiggede sig forvirrede rundt, og Emmas far begyndte at blive nervøs.

“Hvor er Emma?” spurgte han Susan, Emmas mor.

Susan rystede på hovedet. “Jeg ved ikke. Jeg troede, hun var herude.”

David, Emmas storebror, kiggede op fra sin mobiltelefon. “Jeg har ikke set hende siden hun kom over til restauranten,” sagde han.

John besluttede sig for at gå over i receptionen og spørge Peter, der passer motellet, om han havde set Emma. Susan og David fulgte efter ham.

Peter sad bag sit skrivebord og kiggede op, da de kom ind. “Hej, hvordan gik det med maden?” spurgte han med et smil.

“Det var fint, tak,” sagde John. “Men vi har et problem. Vi kan ikke finde Emma.”

Peter rynkede på panden. “Ja, hun var herinde tidligere og spurgte om der var noget at lave i området. Jeg sagde til hende, at der var en hyggelig have bagved motellet, hvor hun måske kunne sidde og læse i sin bog.”

“Vi vil gerne se denne have,” sagde John. “Vil du være så venlig at vise os vejen?”

Peter tøvede en kort stund, men nikkede så og rejste sig fra sin stol. “Også selvom det er alt for mørkt til at sidde og læse udenfor nu,” sagde han.

De fire gik ud af receptionen og rundt om motellet. Peter viste dem en lille sti, der førte til en have med nogle bænke og et lille vandløb. Men Emma var ikke der.

John begyndte at blive stadig mere nervøs. “Hvor kan hun være?” sagde han.

Han så sig rundt og opdagede en gammel bunker, der lignede en lille bakketop, bare med en dør i siden . Døren var ikke låst, og han besluttede sig for at tjekke, om Emma måske var faldet ned i den.

“Kom med,” sagde han til Susan og David.

De tre gik ned ad trappen til bunkeren, og Peter fulgte efter dem.

De mødte en låst dør for enden af trappen, og de kunne intet høre når de prøvede at lytte ved døren. John rystede på hovedet og begyndte at gå op ad trappen igen. Men da han nåede op, opdagede han, at Peter havde låst døren.

“Hvad laver du?” spurgte John med en autoritær stemme.

Peter vendte sig om og grinte. “Jeg har en overraskelse til jer,” sagde han. “Jeg er sulten, og jeg vil gerne spise en hel familieferie.” Grinte Peter, da både sætningen og situationen var både overraskende, skræmmende og absurd i hans ofres ører.

Peter, der hidtil havde set så lidt påfaldende ud i receptionen, havde nu skiftet form til det monster, han egentlig var. Hans øjne var nu grønne og slangetætte, og hans hugtænder var lange og spidse. Hans krop var nu dækket af skæl, og han var vokset i størrelse til at være dobbelt så høj som John og David. Hans overnaturlige kræfter var nu tydelige, og han var klar til at konfrontere Emmas familie.

John og David var chokerede over Peters forvandling, men de var ikke bange. John var en trænet soldat, og han havde set værre ting i krig. De forsøgte at overmande Peter, men han var for stærk og for hurtig. Hans overnaturlige kræfter gjorde det umuligt for dem at hamle op med ham. Han slog dem tilbage med en enkelt håndbevægelse og åbnede døren til bunkeren.

Den vamle stank overvældede Emmas familie, så de ikke i første omgang opdagede, at Emma var inde i rummet, de blev skubbet ind i. Hun sad i et bur, ligesom med de overvægtige mennesker, der konstant spiste. Hun så op og råbte højt, og det gik op for familien, at de havde fundet Emma, og de var både glade og forfærdede, da det betød, hun også var en fange ligesom dem.

John forsøgte igen at angribe Peter, men denne gang havde det konsekvenser. Peter brækkede begge arme og ben på John og smed ham ind i et bur til opfedning. Susan skreg og forsøgte at komme ind til Emma, men Peter holdt hende tilbage. David forsøgte at åbne døren ud af bunkeren, men den var låst fast.

Alt var kaos, mens Peter i ro og mag fangede dem og smed dem ind i hvert deres bur også. Han grinte og gik fra dem, uden de vidste, hvad der ville ske. Emma og hendes familie var fanget, og deres tro på frihed havde lidt et knæk. John lå og våndede sig på grund af smerterne, David og Susan var stille og nærmest lammet af skræk. Emma vidste nu, at det ville være en kamp imod tiden, før hendes familie blev til voldsomt overvægtige zombier der blot adlød dette monster der havde fanget dem. Selvom Emma kun er 13 år, så var hun lige nu deres eneste chance for slippe væk, og hun måtte blive ved at prøve.

Næste dag blev familien vidne til en uhyggelig scene. Peter, stod nu i den anden ende af rummet med en skarp kniv i hånden. På bordet foran ham lå det største offer, som hidtil havde været i buret ved siden af Emma. Det var en mand, der var så tyk, at han ikke kunne bevæge sig. Peter begyndte at partere ham, som om han var en kirurg, der udførte en præcis operation. Manden skreg og bønfaldt, men Peter fortsatte uden at tage hensyn til hans lidelser.

Emma sad i sit bur og kiggede på sin far, der stadig lå og våndede sig af smerterne. Hun havde håbet, at han ville have en plan for at slippe væk, men han så bare tom og forvirret ud. David og Susan havde begge været syge af synet og var nu ude af stand til at tænke klart. David havde kastet op og Susan havde tisset i bukserne. Emma følte sig for alvor alene og forladt i dette helvede.

Da Peter var færdig med at partere manden, pakkede han kødet i poser og smed de ting, der ikke skulle spises, i en affaldssæk. Han tog det hele med sig og forsvandt ud af rummet. Til Emmas overraskelse havde han slet ikke spist noget af kødet, som hun ellers havde forventet. Emma var forfærdet over, hvad hun lige havde set, men hun besluttede sig for at prøve at tale med sin familie igen.

“Hør mig,” sagde hun med en skrøbelig stemme. “Vi må finde en måde at slippe væk herfra på. Jeg vil ikke ende som det der lige skete med den mand.”

Men ingen af dem svarede. De lå og sad bare og stirrede tomt ud i luften, som om de var helt ude af stand til at forstå, hvad der skete. Emma følte tårer presse sig på i øjnene og lukkede dem for at holde dem tilbage. Hun vidste, at hun måtte være stærk og finde en måde at redde dem alle, men det så ud til at være en umulig opgave.

Emma kunne ikke sove, men alle andre var tilsyneladende faldet i søvn. Der var kun en enkelt lampe ved døren der lyste lidt, ellers var der mørkt i bunkeren. Pludseligt gik døren op og der blev tændt både lys og noget der lød som middagsmusik. Så er det spisetid, brølede Peter med en nærmest munter stemme. Men sig havde han en spand og en stor tragt.

Han startede fra en ende af, og gik ind i det første bur. Emma så til sin store skræk, hvordan han tvang munden åben på den overvægtige kvinde og begyndte at hælde noget udefinerbart mad fra spanden og ned i tragten. Sådan fortsatte han, men han sprang Emma over og fortsatte med hendes mor, som slet ikke gjorde modstand. Hendes bror David prøvede, men overgav sig hurtigt, og hendes far kunne ikke gøre noget modstand.

Emma græd og råbte at han skulle stoppe. Men Peter svarede blot, at man jo ikke skulle have madspild, så de måtte spise det han ikke gad spise eller servere i restauranten. Han grinte i det han så på Emmas ansigt, og det gik op for hende, at det var menneskekød han lige havde tvunget sine ofre til at spise, og det også var det de havde spist på den kinesiske restaurant.

“Du er en monster!” skreg Emma med tårer i øjnene. “Du vil få din straf for dette!”

Men Peter smillede, så man kunne se alle hans spidse tænder, og fortsatte med at servere maden til de andre i burene. Emma så med afsky, hvordan de alle smaskede og slugte, uden at vide hvad de egentlig spiste. Hun besluttede sig for at ikke spise en bid af det, og ventede på at Peter skulle komme tilbage til hendes bur.

Da han endelig gik ind i hendes bur, stod Emma fast med korslagte arme. “Jeg vil ikke spise det,” sagde hun med en stærk stemme.

Peter så på hende med en blanding af forbløffelse og irritation. “Du vil blive sulten,” sagde han. “Du vil få det værre end de andre.”

Men Emma rystede blot på hovedet. “Jeg vil hellere dø af sult end spise dette,” sagde hun med en stærk stemme.

Peter så på hende med en mærkelig udtryk, som om han ikke helt vidste hvad han skulle gøre. Han stod stille i et øjeblik, og så gik han ud af buret igen, uden at have tvunget hende til at spise. Emma var overrasket, men også lettet. Men hun vidste stadig ikke hvordan hun skulle komme ud i live, og hendes familie virkede ikke til at være i stand til at hjælpe hende.

Emma, med filtret hår og ansigtet bleget af sult, sad på sin simple seng og stirrede på de andre ofre. Hendes tanker kredsede omkring den kinesiske restaurant og den lækre mad, som hendes familie havde spist sig mæt i. Hvordan kunne det være, tænkte hun, at maden havde været så god, når hun selv ikke var påvirket af duftfriskeren på værelset?

Hun havde spurgt Peter om det, og han havde blot smilende svaret: “Mennesker smager godt, men I ved det ikke før I smager det. Det er vanedannende, nærmest som stoffer.” Peter havde fundet ud af, at tynde mennesker ikke smagte så godt som overvægtige, og derfor måtte han gøre alt det, han gjorde her i bunkeren.

Emma så på sin familie, der sad og spiste uden at løfte blikket. De var helt apatiske og gjorde ingen modstand, end ikke faderen der sad på gulvet og spiste af et slags trug der var sat fast på siden af buret, da han ikke kunne bruge sine arme. Hun havde aldrig været så ked af det før, og mismodet begyndte at påvirke hende. Hun havde ingen hjælp fra sin familie, og alle hendes forsøg på at komme ud af bunkeren var mislykkedes.

Snart ville det være hendes families tur til at ligge på det bord, tænkte hun, mens en enkelt tåre løb ned ad hendes kind. Hun måtte finde en måde at rede dem på egen hånd, men hvordan?

Pludselig hørte hun en lyd fra den ene af de andre ofre, et svagt støn. Hun rejste sig og gik over til ham, en ældre mand med gråt hår og et ansigt, der var blevet til en bold af alt det fedt. Han så op på hende med bønfaldende øjne.

“Hjælp mig,” hviskede han. “Jeg kan ikke mere.”

Emma så på ham og følte sig fortvivlet på hans vegne.

Emma undrede sig over, at der ikke var kommet nogle nye ofre til bunkeren. Hun havde selv set, at der ikke var mange mennesker, der valgte at bo på dette motel, men alligevel havde hun håbet på, at der ville være nogen, der kunne hjælpe hende og hendes familie.

Hvor ville hun ønske, at de aldrig var stoppet for at overnatte her på dette rædslernes paradis.

Pludselig åbnede nogen døren til bunkeren, og Peter trådte ind. Han så beslutsom ud og skiftede hurtigt til sin stærke formskifterkrop. Han gik direkte over til buret, hvor John sad, tog ham ud og gik hen mod slagtebordet.

Emma skreg. Hun råbte til ham, at han skulle stoppe, men Peter grinte bare og sagde: “Man kan jo godt have det sjovt, når man laver mad.” Han blinkede med det ene øje til Emma.

David og Susan reagerede slet ikke. De var lammet af frygt og var slet ikke sig selv mere.

Johns skrig stoppede hurtigt, og Emma lå nu bare på sin seng og hulkede. Hun følte sig som et stort sort hul af håbløshed.

Peter gik tilbage til buret. Han bar de mange gennemsigtige poser med kød, knogler og indvolde og dinglede dem hånende foran Emma, som lukkede øjnene.

“I aften bliver din aftensmad ekstra lækker, bare vent og se, min kære,” sagde Peter til Emma og grinede. Så gik han, og bunkeren blev igen næsten helt mørk.

Emma lå der og græd. Hun havde ingen idé om, hvordan hun kunne redde sin familie og sig selv fra denne frygtelige situation. Hun følte sig helt alene og forladt, men hun vidste, at hun måtte finde en måde at overleve på.

Hun rejste sig op og tørrede tårerne væk. Hun måtte være stærk og finde en måde at redde sig selv og sin familie. Hun var den eneste håb, de havde, og hun ville ikke give op uden at kæmpe.

Hun tænkte på de ord, Peter havde sagt om, at tynde mennesker ikke smagte så godt som overvægtige. Hun havde ikke spist noget siden, hun var blevet fanget, og hun var begyndt at tabe sig. Måske kunne hun bruge det til sin fordel?

Hun besluttede sig for at holde sig vågen og vente på, at Peter kom tilbage. Hun ville prøve at overbevise ham om, at hun var for tynd til at smage godt og at han derfor skulle lade hende gå.

Hun vidste, at der kun var en lille chance for at det virkede, men hun havde ingen andre idéer. Hun måtte prøve at overleve, og hun ville gøre alt, hvad hun kunne for at redde sig selv og sin familie.

Emma havde brugt alt det mod og strategi en lidt naiv 13 årig pige kan mønstre i denne umenneskelige situation. Næste dag havde hun konfronteret Peter med sin tynde krop, men han havde ikke tænkt sig at lade hende gå. For hvis han ikke kunne spise hende, så kunne han nyde hendes frygt og fortvivlelse, som han havde opdaget smagte næsten lige så godt som menneskekød.

Han havde blot fortsat sit slagteri med Emma’s bror David. Hun kunne høre Davids skrig fylde hele bunkeren, mens hun lå på sin seng og græd og skreg med sine fingre i ørene. Peter nød Emma’s gråd og skrig, der var som sød musik i hans øre, imens han slagtede David.

Han havde endda holdt Davids hoved op foran Susan og tvunget hende til at give sin søn et farvelkys. Emmas krop var begyndt at ryste, nu kunne hun ikke mere. Hun var gået hen på sin seng, imens hun hørte sin mor kaste op og Peter forlade bunkeren med hendes brors parterede lig.

Emma var fuldstændig udmattet og knust. Hun kunne ikke tro, at hendes bror var væk, og at hun selv var fanget i dette mareridt.

Hun lå der, mens tiden gik langsomt. Hun tænkte på den kinesiske restaurant og den lækre mad, som hun og hendes familie havde spist, som i virkeligheden var nogle stakkels mennesker der var blevet fanget og slagtet. Hun kunne ikke tro, at det hele var endt sådan her. Det skulle bare have været en pause på en lang køretur, som skulle have ført dem på en tiltrængt familieferie. Nu vidste hun at hendes dage var talte, og hun følte ikke længere at hun kunne se en måde at slippe levende fra dette helvede.

Emmas lange brune hår var blevet til en stor filteret klump, og hendes ansigt blegt som var hun et spøgelse. Hun sad på sin seng og stirrede tomt ud i luften. 10 dage var gået siden hun var blevet fanget i denne mareridtsagtige bunker, og nu var hendes mor, Susan, også død. Peter havde slagtet hende lige ved siden af Emmas bur, og hun havde hørt hvert eneste snit i kødet, knogler der blev knækket og var blevet overvældet af lugten sin mors blod.

Emma var gået helt i baglås og havde mistet alt håb. Hun var kun en skygge af sig selv og reagerede ikke engang, da manden i buret til den anden side appellerede til hende og bad om hendes hjælp.

Selvom hun var fysisk stærk, takket være hendes gymnastik og springgymnastik, var hun mentalt nedbrudt nu. Hun tænkte på sin mor og hendes varme smil, hendes gode madlavning og deres fælles vandreture. Susan havde været en kærlig mor og hustru, og nu var hun væk, dræbt af et uhyre, der længtes efter at spise hele hendes familie. Og han var lykkede med det, på nær Emma, som stadig var for tynd, men også afkræftet og uden nogen livslyst mere.

Peter kom ned i bunkeren, tænkte på hvordan han skulle fylde den igen med ofre. Han ønskede at få fat i flere mennesker, så han kunne fortsætte med at spise det lækre menneskekød og ikke mindst servere det i den kinesiske restaurant. Hans blik faldt på Emma, der sad der med et tomt blik. Han så, at hun ikke længere var til morskab for ham, hun var ikke engang bange mere. Han besluttede sig for at dræbe den gamle mand, der sad i buret ved siden af hende.

Emma, der var trængt helt ind i sig selv, opdagede det knapt nok, da hun var helt i baglås. Hendes tanker kredsede omkring hendes forældre og hendes storebror, der alle var døde. Hun følte ingen smerte længere, ingen sult, ingen følelser overhovedet. Hun sad bare der på sin simple seng og stirrede ud i tomrummet.

Peter torterede og slagtede den gamle mand, mens Emma lå der og stirrede ud i intet. Hun hørte ikke engang lyden af kniven, der skar gennem kødet, eller den gamle mands stønnen. Hun var helt lukket af for verden omkring sig. Hun var ikke engang bange for Peter længere, hun var blot ligeglad.

Hun lugtede fælt, men bemærkede det ikke. Hun følte ikke sult mere, hun bare der, uden nogen livslyst. Hun vidste godt at hun ikke var ikke var til morskab for Peter mere, når hun ikke længere viste sin frygt. Men hun kunne ikke se, hvordan hun skulle kunne bruge det til sin fordel. Hun var blevet en skygge af sig selv, en tom skal, der bare ventede på at dø.

Peter så på hende med en blanding af foragt og utilfredshed. Han havde ikke engang behov for at fede hende op mere, hun var så tynd, at hun næsten var uden smag. Han besluttede sig for at lade hende være i live, for nu, men han vidste, at han måtte finde nye ofre snart, ellers ville han blive sulten igen. Han forlod bunkeren, mens Emma sad der og stirrede ind i tomrummet, uden håb, uden frygt, uden noget som helst.

Lidt senere kom peter tilbage til bunkeren. Peter kiggede på Emma med en blanding af beundring og grusomhed. “Du er rigtig god til at overleve, Emma,” sagte han. “Jeg kan godt bruge en hjælper, især en ung pige der så uskyldig ud som dig.”

Han gik over til hendes bur og låste døren op. “Jeg vil tilbyde dig to måder, din fangeskab kan ende på,” sagde han med en ondskabsfuldt smil. “Du kan vælge at ligge her og sulte ihjel, hvilket vil tage lang tid. Eller du kan vælge at blive min hjælper.”

Emma stirrede på ham med store, røde øjne. “Hvad vil det sige?” spurgte hun tøvende.

“Det vil betyde, at du vil leve for evigt og være bundet til mig,” sagde Peter. “Du vil ikke kunne gå længere end 200 meter væk fra mig, og du vil være tvunget til at spise menneskekød ligesom mig.”

Hun rystede på hovedet. “Jeg vil aldrig gøre det,” sagde hun.

Peter grinede bare og gik. Men som dagene gik, og sulten og ensomheden påvirkede hende, begyndte hun at overveje hans tilbud. Hun havde set de andre, der arbejdede i restauranten og lavede mad til ham og gæsterne. De var alle blevet til dygtige kokke, der lavede de mest udsøgte retter af det menneskekød, han gav dem. De havde alle været ligesom hende, men havde valgt at overleve og leve videre i dette rædslernes paradis.

Efter mange dage, hvor hun havde vejet sine muligheder, sagde hun ja til Peters aftale. Hun var nu bundet til at sige velkommen og tryllebinde fremtidens gæster på restauranten, i det at hendes nye rolle var at byde gæster velkommen. Det betød også, at hun resten af sit liv skulle spise menneskekød, da det var i alle retter på restauranten, og hun ikke kunne gå andre steder hen og få mad.

Peter havde fra starten udset hende som en potentiel ny hjælper, da hun ikke blev påvirket af hans magi, og hun derfor kunne hjælpe ham uden at blive en overvægtig zombie. Han havde dog også lige haft trangen til at have det lidt sjovt med hende først, og det havde han haft. Men nu var hun hans nye hjælper, og han var glad for det. Han havde brug for en, der kunne hjælpe ham med at indfange nye ofrer, og Emma var perfekt til opgaven. Hun var ung, stærk og viljestærk, og nu var hun også bundet til ham for evigt.