Jeg lå i min seng og stirrede op i det mørke loft, mens jeg tænkte på de historier far plejede at fortælle mig, dengang jeg var lille. Dengang verden stadig var lys og varm, og vi ikke behøvede at frygte skyggerne.

Far fortalte mig altid, at solen var kilden til alt liv. At den skinnede ned på os som en velsignelse fra himlen og gav liv til planterne, og planterne så gav os mad og ilt. Men en dag, sagde han, forsvandt solen. Som om den blev slugt af universets mørke tomrum.

Jeg huskede tydeligt den dag, det skete. Jeg var kun fire år gammel, men mindet stod stadig klart i min hukommelse. Far og jeg sad udenfor og spiste morgenmad, da pludselig alt blev mørkt. Som om nogen havde slukket for en kontakt. Far greb mig i panik og bar mig indenfor, mens han råbte til mor, at hun skulle låse dørene.

I dagene der fulgte, ventede vi på, at solen skulle vende tilbage. Men den kom aldrig. Nyhederne talte om videnskabelige teorier og regeringens planer, men ingen havde rigtig en forklaring. Uden solens livgivende stråler begyndte jorden hurtigt at dø. Planterne visnede, temperaturerne faldt, og en uhyggelig stilhed bredte sig over planeten.

Far arbejdede dag og nat på at finde en løsning. Han var en brillant videnskabsmand, og jeg vidste, at hvis nogen kunne finde en udvej, så var det ham. Men selv han virkede til tider opgivende. Jeg huskede en aften, hvor jeg fandt ham grædende i sit laboratorium, omgivet af bunker af papirer og bøger. Han havde set så lille og hjælpeløs ud i det øjeblik, som om selv han ikke kunne bære vægten af verdens undergang på sine skuldre.

Men far gav aldrig op. Han samlede de bedste videnskabsfolk og ingeniører og begyndte at arbejde på en plan. En plan for at redde menneskeheden fra udslettelse. Og således blev biosfærerne født, enorme og selvforsynende strukturer, der kunne huse tusindvis af mennesker og beskytte dem mod den døende verden udenfor.

Jeg tog min fars hånd, da vi trådte ind i Biosfære 1 for første gang. Jeg var kun seks år gammel, men jeg kunne mærke den ærefrygt og frygt, der hang i luften. Dette skulle være vores nye hjem, vores tilflugt fra den døende verden udenfor.

Biosfære 1 var enorm, et vidunder af teknologi og ingeniørkunst. Glaskuplerne strakte sig så langt øjet rakte, understøttet af et skelet af stål og beton. Indenfor var der kunstige skove, marker og endda en lille sø. Alt sammen oplyst af et netværk af kraftige LED-lys, der efterlignede solens stråler.

Far førte mig gennem de travle gader, forbi rækker af identiske boligblokke og forskningsfaciliteter. Overalt var der mennesker, som hastede afsted med bekymrede ansigter. Nogle bar på kasser med forsyninger, andre på bunker af videnskabelige rapporter.

“Her skal vi bo nu, Mia,” sagde far og pegede på en af boligblokkene. “Jeg ved, det er svært at forstå, men dette er vores chance for at overleve.”

Jeg nikkede, selvom jeg ikke helt forstod alvoren i situationen. For mig var Biosfære 1 bare et nyt og spændende sted, fyldt med underlige maskiner og fremmede ansigter.

Men efterhånden som årene gik, begyndte jeg at forstå den dystre sandhed. Udenfor biosfærens beskyttende vægge var verden ved at dø. Temperaturen faldt konstant, og de sidste rester af liv kæmpede en desperat kamp for overlevelse.

Indenfor Biosfære 1 forsøgte vi at opretholde en form for normalitet. Jeg gik i skole, legede med mine venner og hjalp til i de enorme drivhuse, hvor vi dyrkede vores mad. Men der var altid en underliggende følelse af frygt og usikkerhed.

Jeg så det i de voksnes ansigter, når de troede, ingen kiggede. Jeg hørte det i deres dæmpede samtaler om ressourcemangel og tekniske problemer. Og jeg mærkede det i den klaustrofobiske atmosfære, der gennemsyrede hver en krog af biosfæren.

Men værst af alt var mørket udenfor. Om natten lå jeg ofte vågen og stirrede ud gennem mit vindue på den uendelige, sorte nat. Jeg tænkte på alle de mennesker, der ikke havde været så heldige som os. Dem, der var fanget udenfor, overladt til en langsom og kold død.

Sommetider føltes det, som om mørket kaldte på mig. Som om det hviskede hemmeligheder, jeg ikke helt kunne forstå. Jeg vidste, at far arbejdede utrætteligt på at finde en løsning, en måde at bringe lyset tilbage på. Men jo ældre jeg blev, jo mere begyndte jeg at tvivle på, om det nogensinde ville lykkes.

Jeg lå vågen i min seng og stirrede op i loftet. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg kunne ikke finde ro. Jeg tænkte på, hvor skrøbeligt vores liv i Biosfære 1 egentlig var. Vi var afhængige af en konstant strøm af energi for at opretholde vores kunstige økosystem, og den energi kom fra vindmølleparken ude i Mørkezonen.

Mørkezonen. Bare navnet fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det var et sted fyldt med farer, både kendte og ukendte. Den bidende kulde derude var nok til at dræbe en person på få minutter, hvis man ikke var iført en beskyttende dragt. Men kulden var ikke den eneste trussel.

Der var også De Vilde. Far havde fortalt mig historier om dem, disse uhyggelige væsner, der engang havde været mennesker som os. Men årene i det evige mørke havde forvandlet dem til noget andet, noget primitivt og grusomt. De strejfede om i ruinerne af den gamle verden, altid på jagt efter bytte.

Og så var der vindmølleparken. Vores livline, men også vores akilleshæl. Jeg vidste, at de teknikere, der blev sendt ud for at vedligeholde møllerne, påtog sig en enorm risiko. De var derude i timevis, sommetider dagevis, konstant på vagt over for farer.

Jeg havde set deres ansigter, når de vendte tilbage til biosfæren. Slidte, udmattede og ofte med et hjemsøgt udtryk i øjnene. Nogle kom ikke tilbage overhovedet. Forsvundet i mørket, deres skæbne ukendt.

Tanken fik mig til at gyse. Jeg vidste, at uden vindmøllerne ville Biosfære 1 ophøre med at fungere. Vi ville miste vores lys, vores varme, vores livline. Men hvilken pris betalte vi for denne beskyttelse?

Jeg satte mig op i sengen, ude af stand til at ligge stille længere. Jeg gik hen til vinduet og kiggede ud i mørket. Et sted derude, hinsides biosfærens beskyttende vægge, kæmpede modige mænd og kvinder for vores overlevelse. De satte deres liv på spil hver eneste dag for at holde os i live.

Pludselig følte jeg mig så lille og hjælpeløs. Hvad kunne jeg gøre for at hjælpe? Jeg var bare en pige, fanget i en boble, mens verden udenfor døde.

Jeg lagde min hånd mod det kolde glas og lukkede øjnene. Jeg bad en stille bøn for dem derude i mørket, for deres sikkerhed og succes. Og jeg lovede mig selv, at jeg en dag ville finde en måde at gøre en forskel på. En måde at bringe lys tilbage til denne mørke verden.

Jeg sad sammen med Ethan i kantinen og diskuterede vores sædvanlige emne, muligheden for at forbinde biosfærerne med et netværk af underjordiske tunneler. Det var en idé, vi havde leget med i lang tid, men som altid blev mødt med skepsis fra min fars side.

“Tænk på fordelene, Mia,” sagde Ethan ivrigt. “Vi ville kunne dele ressourcer, arbejdskraft, viden. Vi ville stå stærkere sammen.”

Jeg nikkede eftertænksomt. “Jeg ved det, Ethan. Men far siger altid, at risikoen er for stor. Hvad hvis tunnelerne kompromitterer biosfærernes integritet? Eller endnu værre, hvad hvis De Vilde finder en måde at komme ind på?”

Ethan åbnede munden for at svare, men blev afbrudt af lyden af døren, der gik op. Sarah Jones, vores sikkerhedschef, trådte ind med et bekymret udtryk i ansigtet.

“Har nogen af jer set Dr. Halvorsen?” spurgte hun uden indledning. “Jeg har noget vigtigt, jeg skal diskutere med ham.”

Jeg rynkede panden. “Ikke siden i morges. Han sagde, at han skulle til et møde med energiteamet. Er der noget galt?”

Sarah tøvede et øjeblik, som om hun overvejede, hvor meget hun skulle afsløre. “Vi har mistet kontakten med vindmølleparken,” sagde hun til sidst. “Det sidste, vi hørte, var en nødtransmission, og så blev alt stille.”

Jeg mærkede en kold frygt krybe op ad min rygrad. Vindmølleparken var vores livline, vores eneste kilde til energi. Uden den ville Biosfære 1 være fortabt.

“Har I sendt nogen ud for at undersøge det?” spurgte Ethan. Hans stemme var rolig, men jeg kunne se spændingen i hans krop.

Sarah nikkede. “Et hold teknikere. De tog afsted for en time siden, men vi har ikke hørt fra dem siden.”

Jeg rejste mig op, pludselig rastløs. “Vi er nødt til at gøre noget. Vi kan ikke bare sidde her og vente.”

“Det er derfor, jeg leder efter din far,” sagde Sarah. “Vi har brug for en plan, og han er den bedst kvalificerede til at lave en.”

Jeg nikkede, min hjerne kørte på højtryk. “Lad os lede efter ham sammen. Han er sandsynligvis stadig i laboratoriet.”

Ethan rejste sig også. “Jeg kommer med jer.”

Vi forlod kantinen i en hast, vores tidligere diskussion glemt i lyset af denne nye krise. Mens vi gik gennem de sterile korridorer, kunne jeg ikke lade være med at tænke på de teknikere, der var derude i mørket, måske i fare, måske endda døde.

Vi måtte finde en måde at hjælpe dem på. Vi måtte finde en måde at sikre vores overlevelse på. Og mest af alt måtte vi finde min far. Han ville vide, hvad vi skulle gøre. Han havde altid en plan.

Men da vi nærmede os laboratoriet, kunne jeg ikke ryste en nagende følelse af uro. Noget føltes forkert, som om vi stod på kanten af en afgrund, og det mindste fejltrin kunne sende os ud over kanten.

Jeg tog en dyb indånding og skubbede følelsen væk. Vi havde ikke råd til frygt nu. Vi havde ikke råd til tvivl. Vi måtte være stærke, for hinanden og for alle dem, der var afhængige af os.

Med fornyet beslutsomhed fulgte jeg Sarah og Ethan ind i laboratoriet, klar til at møde hvad end der ventede os.

Jeg styrtede ind i mødelokalet med Ethan og Sarah i hælene, desperat efter at finde min far. Han stod midt i en diskussion med energiteamet, men stoppede brat, da han så vores alvorlige ansigter.

“Far, vi har et problem,” sagde jeg uden indledning.

Før han kunne nå at svare, brød Sarah ind. “Dr. Halvorsen, vi har mistet kontakten med vindmølleparken. Det sidste, vi hørte, var en nødtransmission, og nu er alt stille.”

Min fars ansigt blev blegt. Han vidste ligesom os, hvad dette betød. Uden vindmølleparken var Biosfære 1 fortabt.

“Vi er nødt til at handle hurtigt,” sagde han efter et øjebliks tøven. “Vi må sende et hold ud for at undersøge situationen og få parken op at køre igen.”

Jeg kunne se beslutningen forme sig i hans øjne, og mit hjerte sank. “Far, du kan ikke…”

“Jeg er nødt til at tage afsted, Mia,” afbrød han mig. “Jeg er den eneste, der har den nødvendige viden om parkens systemer.”

Jeg rystede på hovedet, desperat efter at finde en anden løsning. “Nej, far. Biosfæren har brug for dig her. Lad mig tage afsted i stedet. Ethan og jeg kan håndtere det tekniske, og Sarah kan lede et militært hold for at beskytte os.”

Min far så ud til at ville protestere, men noget i mit blik må have overbevist ham. Han sukkede dybt og nikkede modvilligt.

“Okay, Mia. Men I må være forsigtige. Tag alle de forholdsregler, I kan.”

Inden for en time havde vi samlet et hold på 10 personer, inklusive mig selv, Ethan og Sarah. Vi læssede tre køretøjer med udstyr og forsyninger, herunder et begrænset antal lyschokbølgeapparater.

“Husk,” instruerede Sarah, mens vi gjorde klar til afgang, “chokbølgerne bruger meget strøm, så brug dem kun som en sidste udvej. Hold jer til lommelygter og køretøjernes lys så meget som muligt.”

Jeg nikkede alvorligt, mens jeg tjekkede mit udstyr en sidste gang. Jeg kunne mærke den velkendte blanding af frygt og beslutsomhed vokse i mit bryst. Dette var det, jeg havde trænet til, det jeg var født til.

Idet vi kørte ud gennem Biosfære 1’s porte og ind i det uendelige mørke, kastede jeg et sidste blik tilbage på min far. Han stod i indgangen, hans ansigt en maske af bekymring og stolthed.

“Pas på dig selv,” mimede han.

Jeg nikkede, ikke i stand til at finde ord. Så vendte jeg mig mod mørket foran os, klar til at møde hvad end der ventede os derude.

Stilheden omsluttede os, da vi nærmede os det første checkpoint i vindmølleparken. Mørket virkede uigennemtrængeligt, og det eneste lys kom fra vores køretøjers forlygter, der skar gennem natten som lasersværd.

Sarah og fire mænd fra holdet steg ud af deres køretøj for at undersøge området nærmere. Jeg holdt vejret, mens jeg iagttog deres skygger bevæge sig væk fra os, kun oplyst af de svage stråler fra deres lommelygter.

Pludselig flænsede lyden af pistolskud stilheden. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg greb uvilkårligt fat i Ethans arm. Han så på mig med øjne, der var lige så fyldt med frygt, som mine måtte være.

Inden jeg kunne nå at reagere, kom Sarahs stemme gennem radioen, anspændt og forpustet. “Mia, Ethan, bliv i køretøjet! Vi har De Vilde i området. Jeg gentager, bliv i køretøjet!”

Flere skud gjaldede gennem natten, efterfulgt af råb og den umiskendelige lyd af kamp. Jeg kunne næsten forestille mig De Vildes blege, glødende øjne i mørket, deres dyriske bevægelser, mens de angreb vores hold.

Jeg kæmpede mod trangen til at styrte ud og hjælpe, men jeg vidste, at Sarah havde ret. Vi var sikrere i køretøjet, og vi kunne ikke risikere at efterlade det ubeskyttet.

Sekunderne føltes som timer, mens vi ventede på, at skyderierne skulle stoppe. Jeg knugede min lyschokbølgepistol tæt ind til brystet, klar til at forsvare os, hvis det blev nødvendigt.

Endelig, efter hvad der føltes som en evighed, blev der stille igen. Radioen knasede, og Sarahs stemme kom igennem, anstrengt men lettet. “Området er ryddet for nu. Men vi er nødt til at være på vagt. De ved, vi er her.”

Jeg åndede langsomt ud, først nu opdagede jeg, at jeg havde holdt vejret. Ethan og jeg udvekslede et blik, vores ansigter blege i det svage lys fra instrumentbrættet.

Dette var kun begyndelsen, og vi vidste begge, at det ville blive værre, før det blev bedre. Men vi havde ikke noget valg. Biosfærens overlevelse afhang af, at vi fik vindmølleparken i gang igen.

Jeg sank en klump i halsen og nikkede til Ethan. “Lad os gøre det her,” sagde jeg, min stemme mere fast, end jeg følte mig.

Vi steg ud af køretøjet og sluttede os til Sarah og resten af holdet, klar til at møde hvad end mørket måtte kaste mod os.

Jeg stirrede på de overskårne kabler, min hals snørede sig sammen af frygt. Dette var ikke bare tilfældig ødelæggelse. Dette var bevidst sabotage.

“Ethan,” sagde jeg lavmælt, min stemme skælvede let. “Se på dette. Kablerne er blevet skåret over med noget skarpt. Det ser ud til, at De Vilde har gjort dette med vilje.”

Ethan kom hen til mig, hans øjne udvidede sig, da han så skaderne. “Men… det er umuligt. De Vilde har aldrig vist tegn på denne form for intelligens før. De handler ud fra instinkt, ikke planlægning.”

Jeg rystede på hovedet, en kold gysen løb ned ad min ryg. “Måske udvikler de sig. Måske lærer de. Tænk hvis de begynder at sætte fælder for os, at målrette vores svage punkter…”

Tanken var næsten for skræmmende til at overveje. Hvis De Vilde blev klogere, mere beregnende, kunne det betyde enden for os alle.

Ethan lagde en beroligende hånd på min skulder. “Lad os ikke drage forhastede konklusioner. Lad os få dette repareret og komme videre. Vi kan diskutere implikationerne senere.”

Jeg nikkede, taknemmelig for hans ro. Vi arbejdede hurtigt og effektivt, vores hænder fløj over de beskadigede kabler, mens vi forbandt ledningerne igen. Det var en midlertidig løsning, men det ville holde vindmøllen kørende, indtil en mere permanent reparation kunne foretages.

Da vi var færdige, trak vi os tilbage til køretøjet. Sarah og hendes hold havde opsat en sikkerhedsperimeter, deres vagtsomme øjne skannede de mørke skygger for enhver bevægelse.

Jeg satte mig ind på passagersædet, min krop føltes tung af udmattelse og bekymring. Jeg greb radioen og indstillede den til min fars private frekvens.

“Far?” sagde jeg, min stemme lød lille og fjern, selv for mine egne ører. “Vi er stødt på noget ved det første checkpoint.”

Der var en kort pause, før min fars stemme kom igennem, forvrænget af statisk elektricitet men umiskendeligt hans. “Mia? Hvad er der sket? Er du okay?”

Jeg tog en dyb indånding, usikker på hvordan jeg skulle forklare det. “Jeg har det fint, far. Men… vindmøllen var saboteret. Kablerne var skåret over med vilje. Det ser ud til, at De Vilde gjorde det.”

Stilheden i den anden ende var øredøvende. Jeg kunne næsten forestille mig min fars ansigt, den måde hans øjenbryn ville trække sig sammen i dyb tanke.

“Er du sikker?” spurgte han endelig, hans stemme anspændt.

“Ja,” sagde jeg. “Ethan så det også. Far, hvad hvis De Vilde bliver klogere? Hvad hvis de begynder at planlægge, at sætte fælder?”

“Det ville ændre alt,” sagde min far stille. “Men lad os ikke drage forhastede konklusioner. Fortsæt missionen, men vær ekstra forsigtige. Rapportér tilbage, hvis I finder noget andet usædvanligt.”

“Det skal vi nok,” sagde jeg. “Pas på dig selv, far.”

“I lige måde,” sagde han. “Og Mia? Jeg er stolt af dig.”

Jeg smilede svagt, på trods af den frygt der nagede mig. “Tak, far. Mia, slut.”

Jeg lagde radioen fra mig og lænede mig tilbage i sædet, mine tanker hvirvlede. Ethans ord gav genlyd i mit hoved. Lad os ikke drage forhastede konklusioner. Men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at noget fundamentalt havde ændret sig, at reglerne for overlevelse havde skiftet under vores fødder.

Jeg så ud i mørket, spekulerede på hvad der ventede os ved næste checkpoint, og hvad fremtiden ville bringe for os alle.

Jeg sad i bilen med Ethan, mine øjne fokuserede intenst på mørket udenfor. Turen til det andet checkpoint var hidtil forløbet uden problemer, en tiltrængt pause fra den konstante frygt og adrenalin, der syntes at definere vores liv nu.

Men freden varede ikke længe. Pludselig rystede et højt brag luften, og den forreste bil kom til en brat standsning. Over radioen hørte jeg Sarahs anspændte stemme: “Punktering. Vi bliver nødt til at forlade køretøjet.”

Mit hjerte hamrede i brystet, mens jeg så Sarah og hendes hold stige ud. De forsvandt hurtigt i skyggerne, kun det svage lys fra deres lygter afslørede deres position.

Sekunderne føltes som timer, mens Ethan og jeg ventede i nervepirrende stilhed. Pludselig flængede lyden af pistolskud den stille nat, ledsaget af korte glimt af lys. Jeg greb fat i sædet, min krop stivnede af frygt.

Og så hørte jeg det, Sarahs skrig, fyldt med rædsel og smerte. Jeg åbnede munden for at råbe, men ingen lyd kom ud. I stedet så jeg det blændende lys fra en lyschokbølgepistol oplyse scenen foran os.

Hvad jeg så, fik mit blod til at fryse til is. Mindst 20 af De Vilde, deres gennemsigtige hud skinnede uhyggeligt i det kunstige lys, løb væk fra området. De bevægede sig med en skræmmende hurtighed og koordination, som jeg aldrig havde set før.

Før jeg kunne reagere, rev Ethan bildøren op. Sarah vaklede ind, hendes krop dækket af blod. Hun kollapsede på sædet, hendes øjne vilde og paniske.

“De er døde,” hviskede hun. “Mit hold… De Vilde… de var overalt…”

Jeg rakte ud og greb hendes hånd, desperat efter at tilbyde trøst, selvom jeg vidste, at ord var nytteløse i dette øjeblik. Min hjerne kørte på højtryk, i det at den forsøgte at bearbejde det, jeg lige havde været vidne til.

De Vilde havde aldrig opført sig sådan før. Deres angreb havde været koordineret, målrettet. De havde sat en fælde for os, brugt vores egne køretøjer imod os.

En bølge af frygt skyllede over mig, da alvoren i situationen sank ind. Hvis De Vilde udviklede sig, blev klogere og mere strategiske, hvad betød det så for vores chancer for overlevelse? Hvad betød det for vores mission?

Jeg mødte Ethans blik, så den samme frygt og usikkerhed reflekteret i hans øjne. Vi var på ukendt territorium nu, op imod en fjende, vi knap nok forstod.

Sarah stønnede af smerte, hendes greb om min hånd strammede. Jeg skubbede mine kaotiske tanker til side, tvang mig selv til at fokusere på nuet.

“Vi er nødt til at komme tilbage til Biosfæren,” sagde jeg, min stemme skælvede let. “Sarah har brug for lægehjælp, og vi er nødt til at advare de andre.”

Ethan nikkede, allerede i gang med at starte bilen. “Jeg kontakter din far. Han må vide, hvad der er sket.”

Mens vi kørte væk fra det ødelagte checkpoint, kunne jeg ikke ryste følelsen af, at noget fundamentalt havde ændret sig. Reglerne for overlevelse var ikke længere de samme, og vi var alle i større fare end nogensinde før.

Vores tilbagevenden til Biosfære 1 var kaotisk og fuld af spænding. Så snart vi kørte gennem porten, blev vi omringet af et hold af læger og min far, Dr. Erik Halvorsen. Hans ansigt var en maske af bekymring, da han så Sarahs blodige og forslåede form.

“Hvad skete der?” spurgte han, hans stemme skarp med frygt.

“De Vilde,” sagde jeg, min stemme rystede stadig af chok. “De angreb os ved checkpointet. Sarahs hold… de…”

Jeg kunne ikke få ordene ud, men min far forstod. Han signalerede til lægerne, som hurtigt eskorterede Sarah væk på en båre. Jeg tog et skridt frem for at følge efter, men min far stoppede mig.

“Vent, Mia,” sagde han. “Sarah skal i karantæne.”

“Karantæne?” Jeg stirrede på ham, forvirret og bange. “Hvorfor? Hvad sker der?”

Min far sukkede tungt. “Sarah blev bidt af en af De Vilde. Vi er nødt til at sikre os, at hun ikke har bragt noget farligt tilbage til Biosfære 1.”

Jeg mærkede mit hjerte synke. Tanken om, at Sarah kunne være inficeret med den ondskab, der drev De Vilde, fyldte mig med rædsel. Jeg åbnede munden for at protestere, for at kræve at se hende, men min far afbrød mig.

“Mia, Ethan, jeg har brug for, at I kommer med mig til laboratoriet,” sagde han. “Der er noget, vi er nødt til at diskutere.”

Noget i hans tone fik mig til at stoppe. Jeg udvekslede et blik med Ethan, som så lige så forvirret og bekymret ud, som jeg følte mig. Men vi vidste begge, at min far ikke ville bede om dette, medmindre det var vigtigt.

Med tunge hjerter fulgte Ethan og jeg min far gennem Biosfærens snoede korridorer til hans laboratorium. Hver fodtrin føltes som en kamp, min krop tung af udmattelse og frygt.

Da vi endelig trådte ind i det sterile, hvide rum, lukkede min far døren bag os. Han vendte sig om, hans ansigt alvorligt.

“Hvad I så derude i dag,” startede han, “det ændrer alt.”

Jeg nikkede, ude af stand til at tale. Billederne af De Vildes koordinerede angreb, deres skræmmende intelligens, hjemsøgte stadig mit sind.

“Hvis De Vilde udvikler sig, bliver klogere,” fortsatte min far, “så er vores overlevelse i fare. Vi er nødt til at finde en måde at stoppe dem på, før det er for sent.”

“Men hvordan?” spurgte Ethan. “Vi forstår dårligt nok, hvad de er, eller hvordan de blev sådan.”

Min far gik hen til en computer og tastede noget. Et billede af en mærkelig, pulserende substans dukkede op på skærmen.

“Det her,” sagde han, “er en prøve af det stof, vi fandt på en af De Vilde for nogle måneder siden. Jeg har studeret det, forsøgt at forstå dets egenskaber. Og jeg tror, det kunne være nøglen til at stoppe dem.”

Jeg stirrede på billedet, en blanding af håb og frygt boblede op i mig. Kunne dette virkelig være svaret? Kunne vi finde en måde at redde vores verden, at bringe lys tilbage til mørket?

Men selv mens disse tanker hvirvlede gennem mit hoved, kunne jeg ikke ryste følelsen af, at vi stod over for en kamp større end noget, vi nogensinde havde forestillet os.

Jeg kunne se på min fars ansigt, at der var mere, han ville sige. Hans øjne var fyldt med en blanding af frygt og alvor, da han kiggede på Ethan og mig.

“Der er noget andet, I skal vide,” sagde han, hans stemme lav og anspændt. “For et par dage siden mistede vi kontakten til Biosfære 3.”

Jeg mærkede mit hjerte springe et slag over. “Hvad? Hvordan? Hvornår skete det?”

Min far sukkede. “Vi troede først, at det bare var nogle tekniske problemer. Kommunikationsfejl sker fra tid til anden. Men nu, efter hvad I har set derude… efter hvad der skete med Sarah…”

Han tøvede, som om ordene var for tunge at sige højt. Jeg tog et skridt frem, min frygt voksede med hvert sekund.

“Far, hvad er det? Hvad tror du der er sket?”

Han mødte mit blik, og jeg kunne se den dybe bekymring i hans øjne. “Jeg frygter, at De Vilde måske har fundet en måde at afskære strømmen til Biosfære 3. Og hvis det er tilfældet… så er der en chance for, at de allerede er inde.”

Stilheden, der fulgte, var øredøvende. Jeg kunne høre mit eget hjerte hamre i mine ører, mens de forfærdelige implikationer af min fars ord sank ind.

Hvis De Vilde havde infiltreret Biosfære 3, hvis de havde fundet en måde at bryde gennem vores forsvar… så var ingen af os længere sikre. Vores sidste tilflugtssted, vores hjem, var i fare.

Ethan var den første til at bryde stilheden. “Hvad gør vi så? Hvordan stopper vi dem?”

Min far vendte sig mod computeren igen, hans fingre fløj over tastaturet. “Vi er nødt til at finde en måde at kommunikere med Biosfære 3 på. Vi er nødt til at finde ud af, hvad der er sket, og om der er nogen overlevende.”

Jeg mærkede en klump i min hals ved tanken om de hundredvis af mennesker i Biosfære 3. Venner, familier, børn… alle potentielt i fare, eller værre.

“Jeg tager af sted,” sagde jeg, min stemme fast trods den frygt, der pulserede gennem mine årer. “Jeg tager til Biosfære 3 og finder ud af, hvad der er sket.”

“Mia, nej,” protesterede min far. “Det er for farligt. Vi ved ikke, hvad der venter derude.”

Men jeg var fast besluttet. Jeg kunne ikke bare sidde her og vente, ikke når så mange liv stod på spil. “Jeg er nødt til at gøre det, far. Sarah er såret, og nogen er nødt til at tage af sted. Jeg kan ikke… jeg vil ikke miste flere mennesker til mørket.”

Der var tårer i min fars øjne, da han nikkede. “Okay,” sagde han blidt. “Okay. Men du tager ikke alene. Ethan går med dig, og jeg sender et hold af vores bedste soldater med jer.”

Jeg nikkede, taknemmelighed og frygt blandede sig i mig. Jeg vidste, at det, vi stod overfor, var større end noget, vi nogensinde havde mødt før. Men jeg vidste også, at vi ikke havde noget valg.

Jeg tog en dyb indånding og trådte ind i karantænerummet, hvor Sarah lå på en seng, hendes ansigt blegt og fortrukket af smerte. Ethan fulgte efter mig, hans tilstedeværelse var en beroligende støtte.

“Sarah,” sagde jeg blidt og satte mig ved siden af hende. “Hvordan har du det?”

Hun smilede svagt. “Jeg har det fint, Mia. Bare lidt øm.”

Jeg tog hendes hånd, mærkede varmen fra hendes hud mod min egen. “Sarah, der er sket noget. Vi har mistet kontakten til Biosfære 3.”

Hendes øjne udvidede sig, og hun prøvede at sætte sig op, men stoppede med et gisp af smerte. “Hvad? Hvordan?”

Ethan trådte frem. “Vi tror, at De Vilde måske har fundet en måde at komme ind. Mia og jeg tager af sted for at undersøge sagen og se, om der er nogen overlevende.”

Sarah lukkede øjnene, hendes ansigt et virvar af følelser. “Vær forsigtige,” hviskede hun. “I ved ikke, hvad der venter jer derude.”

Jeg klemte hendes hånd. “Det skal vi nok. Og min far arbejder på en vaccine, noget der måske kan helbrede De Vilde. Måske… måske kan vi finde en måde at få dem tilbage. At få dem til at være mennesker igen.”

Ved disse ord åbnede Sarah øjnene, og jeg så en glimtende tåre glide ned ad hendes kind. “Mia, der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig. Om min bror.”

Jeg blinkede overrasket. Sarah talte sjældent om sin familie, og jeg havde altid antaget, at de alle var døde, tabt til mørket ligesom så mange andre.

“Jeg troede, han var død,” fortsatte Sarah, hendes stemme skælvende. “Men da vi var ude ved checkpoint 2, så jeg ham. Blandt De Vilde.”

Jeg mærkede mit hjerte synke. “Åh, Sarah. Det må have været forfærdeligt.”

Hun nikkede, flere tårer faldt nu. “Det var ham, men alligevel ikke. Alt det, der gjorde ham til min bror, alt det menneskelige ved ham… det var væk. Han var som et dyr, vild og skræmmende.”

Jeg strøg hendes hår væk fra hendes ansigt, desperat efter at tilbyde trøst, men vidste ikke hvordan. Hvad kunne man sige til nogen, der havde set en elsket forvandle sig til et monster?

“Sarah, min far arbejder på en vaccine,” sagde jeg blidt. “Måske, når den er klar, kan vi bruge den til at helbrede De Vilde. Til at bringe dem tilbage. Måske… måske kan du få din bror tilbage.”

Men Sarah rystede på hovedet, en dyb sorg i hendes øjne. “Mia, den ting jeg så derude… det var ikke min bror længere. Min bror er væk, tabt til mørket. Og jeg tror ikke, der er nogen vej tilbage.”

Hendes ord ramte mig som et slag i maven. Tanken om, at De Vilde måske var tabt for evigt, at der måske ikke var noget håb om at redde dem… det var næsten for meget at bære.

Men jeg vidste, at vi var nødt til at prøve. For Sarahs skyld, for alle deres skyld, der var blevet taget af mørket.

Jeg rejste mig, stadig med Sarahs hånd i min. “Vi finder en måde,” lovede jeg. “Vi giver ikke op. Ikke uden kamp.”

Sarah smilede gennem tårerne, og jeg kunne se taknemmeligheden i hendes øjne. “Pas på derude,” sagde hun. “Og kom tilbage i sikkerhed.”

“Det skal vi nok,” sagde Ethan og lagde en hånd på min skulder. “Vi har hinanden. Og vi har håb.”

Med et sidste klem om Sarahs hånd vendte jeg mig for at gå, Ethan ved min side. Vi havde en mission foran os, en kamp større end noget, vi nogensinde havde mødt før.

Jeg trådte ind i garagen, min puls steg ved synet af den massive kampvogn. Dens panser glimtede i det svage lys, en skinnende bastion af styrke midt i den dystre verden udenfor. Ethan stod ved siden af mig, hans ansigt en maske af beslutsomhed.

“Er du klar til dette?” spurgte han, hans stemme lav og alvorlig.

Jeg nikkede, min hånd strammede sig om riflen ved min side. “Så klar, som jeg kan blive.”

Vi klatrede op i kampvognen, elitesoldaterne fulgte efter os. Indenfor var luften tung af spænding og forventning. Jeg satte mig på min plads, mit hjerte hamrede i brystet.

Motoren vågnede med et brøl, dens dybe rumlen fik kampvognen til at vibrere. Vi begyndte at bevæge os, langsomt i starten, men gradvist opbyggede fart, mens vi kørte ud af garagen og ind i det ventende mørke.

Lyset fra projektøren på toppen af kampvognen skar gennem natten, en skarp kontrast til det altopslugende mørke omkring os. Jeg stirrede ud ad vinduet, mine øjne søgte efter enhver bevægelse, ethvert tegn på fare.

Timerne gik, og landskabet gled forbi, en monoton udsigt af ruiner og ødelæggelse. Jeg kunne mærke spændingen stige i kampvognen, hver mand og kvinde på vagt, klar til at reagere på den mindste trussel.

Pludselig hørte jeg Ethans stemme, “Vi er ved at løbe tør for brændstof. Vi er nødt til at stoppe ved den gamle tankstation forude.”

Jeg nikkede, min mund var for tør til at jeg kunne sige noget. Vi vidste alle, at ethvert stop var risikabelt, en chance for De Vilde til at angribe. Men vi havde ikke noget valg.

Kampvognen rullede ind på tankstationen, dens lys fejer over de forladte pumper og den smadrede butiksfacade. Ethan og jeg steg ud sammen med to soldater, vores våben klar.

Mens soldaterne fyldte brændstof på, scannede jeg omgivelserne, hver nerve i min krop spændt til bristepunktet. Stilheden var trykkende, kun afbrudt af den svage susen af vinden gennem de tomme gader.

Og så hørte jeg det. En lav, dyrisk knurren, næsten umærkeligt i starten, men gradvist stigende i styrke. Jeg snurrede rundt, mit hjerte hamrede, og så dem.

De Vilde kom ud fra skyggerne, deres øjne skinnede i mørket, deres kroppe spændte og klar til at angribe. Jeg hævede min riffel, fingeren på aftrækkeren, og forberedte mig på kampen, der ville komme.

Jeg hævede min riffel og sigtede, men før jeg kunne trykke på aftrækkeren, eksploderede en skærende lysstråle ud i mørket. Nødblussene oplyste scenen i et blændende, rødt skær, og De Vilde skreg og trak sig tilbage, blændet af det pludselige lys.

“Kom så!” råbte Ethan. “Lad os få sat en barrikade op, mens vi har chancen!”

Vi styrtede frem, greb alt, hvad vi kunne finde, ødelagte biler, metalplader, murbrokker, og begyndte at stable dem op i en improviseret mur. Mine muskler skreg i protest, mens jeg slæbte de tunge genstande på plads, men adrenalinen pumpede gennem mine årer og gav mig styrke.

Bag barrikaden tog vi position, vores rifler rettet mod mørket. Nødblussene blegnede, og skyggerne begyndte at trænge ind igen. Og så angreb De Vilde.

De kom fra alle sider, deres øjne skinnede af sult og raseri. Vi åbnede ild, og lyden af skud flængede natten. Kroppe faldt, men flere kom til, kravlende over deres faldne kammerater i et desperat forsøg på at nå os.

Men vores barrikade holdt stand, og vores våben talte. Langsomt, næsten modvilligt, begyndte De Vilde at trække sig tilbage, forsvindende tilbage i skyggerne.

Jeg trak vejret dybt, lettelsen bølgede gennem mig. Men det var for tidligt at slappe af. Fra mørket kom en skikkelse stormende frem, forskellig fra de andre. Metalplader dækkede dens krop, kuglerne rikochetterede af dets bizarre rustning.

Væsenet kom tættere på, uanfægtet af vores angreb. Jeg mærkede panikken stige i mig, min riffel føltes pludselig ubrugelig i mine hænder. Men så, ud af øjenkrogen, så jeg en af soldaterne trække noget frem, en håndgranat.

Med en flydende bevægelse trak han stiften ud og kastede granaten. Den landede ved fødderne af den pansrede skabning og eksploderede i et øredøvende brag og et lysglimt.

Da røgen lettede, var væsenet væk, revet i stykker af eksplosionen. En uhyggelig stilhed faldt over tankstationen, kun afbrudt af vores tunge åndedræt.

“Kampvognen er klar!” råbte Ethan. “Lad os komme væk herfra, før de kommer tilbage!”

Vi styrtede tilbage til køretøjet, desperat efter at undslippe dette mareridt. Jeg klatrede ind, mit hjerte hamrede stadig vildt i mit bryst. Motoren vågnede igen med et brøl, og vi skød fremad, efterladende den ødelagte tankstation og dens rædsler bag os.

Mens vi kørte ind i natten, kunne jeg ikke ryste følelsen af, at dette kun var begyndelsen. De Vilde blev stærkere, mere intelligente. Og hvis vi ikke fandt svar i Biosfære 3, frygtede jeg, at selv vores stærkeste forsvarsværker til sidst ville falde.

Kampvognen rumlede hen over det ujævne terræn, dens lys borede sig gennem mørket. Jeg klemte mine øjne sammen mod det skarpe lys, desperat efter at få et glimt af Biosfære 3. Men da vi nærmede os, blev mit hjerte fyldt med frygt.

Biosfæren lå i totalt mørke, dens engang oplyste kupler var nu sorte og livløse. Tegn på kamp var tydelige overalt, ødelagte vinduer, sværtede mure og døre, der hang skævt på deres hængsler. Min mund blev tør, og en klump voksede i min hals. Hvad var der sket her?

Vi kørte direkte til strømforsyningen, hvor Ethan og soldaterne hurtigt gik i gang med at tilslutte vores medbragte nødgenerator. Jeg holdt vagt, min riffel klar, mens jeg scannede de mørke skygger for enhver bevægelse.

I det samme vågnede generatoren til live, og pludselig blussede nødlysene op i Biosfære 3, og kastede et spøgelsesagtigt, rødt skær over de ødelagte bygninger. Og så så jeg dem.

Hundredvis af De Vilde strømmede ud fra biosfærens indre, deres øjne vilde af frygt og forvirring. De flygtede fra lyset, deres skrækslagne skrig overdøvede alt andet. Jeg stivnede, min finger på aftrækkeren, men de løb lige forbi os, desperate efter at undslippe det pludselige lys.

Da den sidste af dem forsvandt ind i natten, vendte jeg mig mod Ethan, min stemme skælvende. “Vi er nødt til at gå derind. Der kan være overlevende.”

Han nikkede, hans ansigt blegt i det røde lys. Sammen med soldaterne bevægede vi os forsigtigt ind i Biosfære 3, vores våben klar.

Indeni var scenen en af ren ødelæggelse. Bygningerne var ødelagte, deres indhold spredt over gulvet. Blodpletter overalt på væggene, og lugten af død hang tungt i luften. Jeg kæmpede mod kvalmen, der steg op i min hals.

Vi bevægede os dybere ind i komplekset, mens vi kaldte ud i håb om et svar. Men der var kun stilhed, afbrudt af vores fodtrins ekko og den svage summen af nødgeneratorerne.

Til sidst nåede vi til kontrolrummet, hjertet af Biosfære 3. Døren var blokeret, men soldaterne sparkede den op med deres våben klar. Vi stormede ind, kun for at blive mødt af et syn, der ville hjemsøge mig i mine mareridt.

Rummet var et blodbad. Kroppe lå spredt overalt, nogle af dem revet i stykker næsten til ukendelighed. Computerskærme blinkede med usammenhængende data, og gulvet var dækket af glasskår og patronhylstre.

Jeg faldt på knæ, tårerne strømmede ned ad mine kinder. Vi var for sent ude. Biosfære 3 var faldet, og dens beboere var enten døde eller fordrevet. Ethan lagde en trøstende hånd på min skulder, men jeg kunne mærke, at han rystede.

En af soldaterne kom hen til os, hans ansigt dystert. “Der er ingen overlevende,” rapporterede han. “Vi har tjekket alle bygninger. De er alle væk.”

Jeg lukkede mine øjne, følelsen af nederlag overvældede mig. Hvad skulle vi gøre nu? Uden Biosfære 3 var vores chancer for overlevelse endnu mere spinkle. Og hvis De Vilde kunne overvinde en hel biosfære, hvad håb havde vi så?

Men dybt inde i mig nægtede en gnist af beslutsomhed at dø ud. Vi kunne ikke give op. Vi måtte fortsætte med at kæmpe, fortsætte med at lede efter svar. For hvis vi ikke gjorde det, ville alt håb være tabt, og mørket ville opsluge os alle.

Jeg tørrede tårerne væk og rejste mig op. Jeg kunne ikke lade sorgen overvælde mig, ikke nu. Vi havde brug for svar, og jeg vidste, hvor vi kunne finde dem.

“Serverrummet,” sagde jeg til Ethan. “Vi er nødt til at finde harddiskene med overvågningsbillederne. De kan fortælle os, hvad der skete her.”

Ethan nikkede, og vi begav os ind i hjertet af Biosfære 3, fulgt af soldaterne. Gangen var mørk, kun oplyst af vores lommelygters svage skær. Lugten af død hang stadig tungt i luften, og jeg kæmpede for at holde fokus.

Endelig nåede vi serverrummet. Døren var låst, men soldaterne brød den hurtigt op. Indenfor blinkede computerskærme svagt, deres lys kastede uhyggelige skygger på væggene.

Jeg gik direkte til serverne og begyndte at afmontere harddiskene, mine hænder rystede let. Ethan hjalp mig, hans ansigt en maske af koncentration.

Pludselig gik lyset ud, og vi blev indhyllet i mørke. Nødgeneratorens summen døde ud, og en øredøvende stilhed faldt over os.

“Generatoren er løbet tør for brændstof,” hviskede Ethan, hans stemme anspændt.

Jeg nikkede, selvom han ikke kunne se mig. “Vi er nødt til at skynde os. Tag så mange harddiske, som du kan bære.”

Vi arbejdede i blinde, vores hænder famlede efter harddiskene i mørket. Soldaterne holdt vagt ved døren, deres våben klar.

Endelig havde vi alle harddiskene. Vi pakkede dem omhyggeligt i vores tasker og skyndte os ud af serverrummet.

Da vi nåede kampvognen, råbte en af soldaterne: “Tanken er næsten tom! Vi har brug for brændstof, hvis vi skal nå tilbage til Biosfære 1.”

Jeg kiggede desperat rundt, mit hjerte hamrede. Så fik jeg øje på en række benzindunke langs væggen i en nærliggende bygning.

“Derhenne!” råbte jeg og pegede.

Vi styrtede over til bygningen og begyndte at fylde kampvognens tank op. Hver kostbar dråbe brændstof føltes som en livline, vores eneste håb om at nå hjem i sikkerhed.

Da tanken var fuld, greb vi så mange ekstra benzindunke, som vi kunne bære, og læssede dem ind i kampvognen. Jeg bad en stille bøn om, at det ville være nok til at bringe os hjem.

I det vi kravlede ind i kampvognen og kørte væk fra Biosfære 3, kastede jeg et sidste blik tilbage på de ødelagte bygninger, mit hjerte tungt af sorg og frygt for, hvad fremtiden ville bringe.

Men jeg vidste, at vi ikke kunne give op. Harddiskene i vores tasker indeholdt måske svarene på, hvad der var sket her, og hvordan vi kunne bekæmpe De Vilde. Det var et spinkelt håb, men det var alt, hvad vi havde.

Jeg vendte blikket mod den mørke horisont foran os, fast besluttet på at finde en måde at overleve på, uanset hvad det krævede. For i denne verden af evig nat var håb det eneste lys, vi havde tilbage.

Jeg stirrede i chok på scenen, der udspillede sig foran mig. Biosfære 1, vores hjem og tilflugt, var i kaos. Folk løb frem og tilbage, deres ansigter præget af panik og frygt. Lysene blinkede ustabilt, og den velkendte summen af elektriske apparater var erstattet af en uhyggelig stilhed.

Ethan greb min hånd og trak mig gennem menneskemængden. Vi skubbede os vej til kontrolrummet, hvor min far og hans team arbejdede hektisk. Computerskærme blinkede med advarsler, og alarmer hylede i baggrunden.

“Far, hvad sker der?” råbte jeg over larmen.

Han vendte sig mod mig, hans ansigt furet af bekymring. “Vindmølleparken… den kører ikke med fuld kapacitet. Vi er på strømbesparelse nu, kun de mest vitale systemer er aktive.”

Jeg mærkede mit hjerte synke. Det var vores skyld. Hvis bare vi havde nået de andre checkpoints, ville vindmøllerne have været fuldt operationelle.

“Hvad kan vi gøre?” spurgte Ethan, hans stemme anspændt.

Min far pegede på en skærm, der viste en plan over området omkring Biosfære 1. “Vi har sat nogle mindre vindmøller op tættere på kuplen, i håb om at de kan supplere strømforsyningen.”

Jeg studerede kortet, en følelse af håbløshed voksede i mig. Vindmøllerne var alt for tæt på biosfæren, klemt inde mellem bygninger og træer. De ville aldrig kunne fange nok vind til at generere den strøm, vi havde brug for.

“Det er ikke nok,” mumlede jeg. “De er for tæt på. De får ikke nok vind.”

Min fars skuldre sank, og han sukkede tungt. “Jeg ved det, Mia. Men det er alt, hvad vi har lige nu. Vi bliver nødt til at klare os med det, indtil vi kan finde en mere permanent løsning.”

Jeg bed tænderne sammen, en brændende følelse af skyld og frustration voksede i mig. Hvis bare jeg havde været hurtigere, stærkere, klogere… måske kunne jeg have forhindret dette.

Ethan lagde en beroligende hånd på min skulder, som om han fornemmede mine tanker. “Vi finder en måde,” sagde han stille. “Vi giver ikke op.”

Jeg nikkede, selvom jeg ikke helt troede på hans ord. Vi stod over for en umulig situation, og tiden var ved at løbe ud. Uden tilstrækkelig strøm ville Biosfære 1 snart blive ubeboelig, og vi ville være tvunget ud i mørket igen.

Men jeg vidste, at jeg ikke kunne lade mig overvælde af fortvivlelse. Jeg var nødt til at forblive stærk, for min fars skyld, for Ethans skyld, for alle i Biosfære 1. Vi havde kæmpet for hårdt for at give op nu.

Jeg rettede ryggen og mødte min fars blik med fornyet beslutsomhed. “Vis mig planerne for de nye vindmøller,” sagde jeg. “Lad os finde ud af, hvordan vi kan optimere dem. Og lad os se på de overvågningsbilleder, vi hentede fra Biosfære 3. Der er måske nogle svar der.”

Min far nikkede, et svagt smil spillede om hans læber. “Det er min pige,” sagde han stolt.

Sammen bøjede vi os over computerskærmene, fast besluttet på at finde en løsning, uanset hvor lille den måtte være. For i denne verden af evig nat var selv den mindste gnist af håb værd at kæmpe for.

Jeg stirrede i chok på overvågningsbillederne fra Biosfære 3. Synet af de koordinerede angreb fra De Vilde fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Men det var intet sammenlignet med den frygt, der greb mig, da jeg så ham – lederen af De Vilde.

Han var enorm, meget større end de andre, og bevægede sig med en uhyggelig målrettethed. Men det var hans øjne, der virkelig fangede min opmærksomhed. De var dækket af en slags briller eller linser, der tilsyneladende beskyttede ham mod soldaternes lyschokbølgepistoler.

“Det kan ikke være rigtigt,” hviskede jeg, min stemme skælvede. “De… de bruger redskaber nu. De tilpasser sig.”

Min far, Erik, nikkede alvorligt. “Det ser sådan ud, Mia. Dette ændrer alt. Hvis De Vilde kan bruge teknologi, selv på et grundlæggende niveau, er de en endnu større trussel, end vi troede.”

Ethan rynkede panden, hans øjne var limet til skærmen. “Hvordan er det overhovedet muligt? Jeg troede, de var reduceret til primitive instinkter, ude af stand til at tænke eller planlægge.”

Sarah, stadig bleg efter sin tid i karantæne, talte med en stille, alvorlig stemme. “Måske har vi undervurderet dem. Måske har de altid haft potentialet til at udvikle sig, til at tilpasse sig.”

Jeg mærkede en bølge af svimmelhed skylle over mig. Tanken om, at De Vilde kunne blive endnu farligere, endnu mere uforudsigelige, var næsten for meget at bære. Hvad ville der ske, hvis de angreb Biosfære 1 med samme koordination og brutalitet, som de havde vist i Biosfære 3?

Min far må have fornemmet min angst, for han lagde en beroligende hånd på min skulder. “Vi finder en løsning, Mia. Dette er bare endnu en udfordring, vi skal overkomme. Og vi vil gøre det sammen.”

Jeg nikkede, taknemmelig for hans styrke og støtte. Men selv da kunne jeg ikke ryste følelsen af, at vi stod over for en trussel, der var større end noget, vi nogensinde havde oplevet før.

Ethan vendte sig mod mig, hans ansigt var en maske af beslutsomhed. “Vi bliver nødt til at finde ud af mere om denne leder af De Vilde. Hvis vi kan forstå, hvordan han fungerer, hvordan han tænker, så har vi måske en chance for at stoppe ham.”

Jeg nikkede, min frygt blev langsomt erstattet af en brændende beslutning. “Du har ret, Ethan. Vi bliver nødt til at studere disse optagelser nærmere, lede efter ethvert spor eller mønster, der kan hjælpe os med at forstå vores fjende.”

Sarah rettede sig op, hendes øjne brændte med en ny ild. “Og vi bliver nødt til at forberede os. Forstærke vores forsvar, træne vores folk. For hvis De Vilde kommer efter Biosfære 1, vil vi være klar til dem.”

Jeg så rundt på ansigterne på min far, Ethan og Sarah, de mennesker, der betød mest for mig i denne mørke, umulige verden. Og jeg vidste, at sammen kunne vi stå over for hvad som helst, selv den mest skræmmende trussel.

For vi var de sidste rester af menneskeheden, og vi ville ikke gå stille ind i natten. Vi ville kæmpe, med alt hvad vi havde, for at beskytte vores hjem og hinanden.

Jeg vendte mig mod min far, en desperat tone sneg sig ind i min stemme. “Far, hvordan går det med kuren til De Vilde? Har I gjort fremskridt?”

Erik sukkede tungt, hans øjne var fyldt med bekymring. “Vi arbejder på det, Mia. Vores forskerhold har gjort fremskridt, men vi er stadig ikke sikre på, om den vil virke. Der er så mange ukendte faktorer, så mange risici…”

Jeg rystede på hovedet, fast besluttet på ikke at lade håbløsheden overvælde mig. “Vi har ikke noget valg, far. Vi bliver nødt til at prøve. Hvis denne kur kan give os bare den mindste chance for at vende tingene til vores fordel, så er det en chance, vi bliver nødt til at tage.”

Min far nikkede langsomt, erkendelsen af vores situation reflekteredes i hans trætte øjne. “Du har ret, Mia. Vi har ikke råd til at tøve. Jeg vil sætte et hold på at arbejde på at omdanne kuren til en gasform, noget vi kan bruge som en granat mod De Vilde. Det vil ikke være let, men vi vil gøre vores bedste.”

Ethan lagde en beroligende hånd på min skulder. “Vi skal nok klare det, Mia. Vi har klaret os igennem værre ting før. Vi bliver bare nødt til at holde fast i håbet.”

Jeg smilede taknemmeligt til ham, taknemmelig for hans uophørlige støtte. “Tak, Ethan. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden dig.”

Han smilede tilbage, et glimt af sit gamle, legesyge jeg skinnede igennem. “Sandsynligvis fare vild og blive spist af De Vilde inden for en uge,” drillede han.

Jeg lo, den første ægte latter jeg havde oplevet i hvad der føltes som en evighed. Det føltes godt, selv midt i al mørket og frygten.

Men vi havde ikke tid til at dvæle ved øjeblikket. Der var arbejde, der skulle gøres. Ethan og jeg besluttede at tage ud i Mørkezonen for at hjælpe med at sætte flere vindmøller op. Det var en risikabel plan, men en nødvendig en.

Vi havde besluttet os for at sætte møllerne op så langt væk fra Biosfære 1 som muligt, i håb om at de ville kunne producere nok strøm til at holde vores hjem kørende. Det betød at bevæge sig dybere ind i De Vildes territorium, men det var en chance, vi blev nødt til at tage.

Mens vi gjorde os klar til missionen, mærkede jeg en blanding af frygt og beslutsomhed pulsere gennem mine årer. Jeg vidste, at vi legede med ilden, at hvert skridt udenfor vores biosfæres relative sikkerhed kunne være vores sidste.

Men jeg vidste også, at vi ikke havde noget valg. Dette var vores eneste chance for at overleve, for at sikre en fremtid for menneskeheden. Og uanset hvad der skete, ville vi møde det sammen, forenede i vores beslutning om at kæmpe til den bitre ende.

Jeg mødte Ethans blik, så den samme urokkelige beslutning reflekteret i hans øjne. Vi nikkede til hinanden, en tavs forståelse passerede mellem os. Så, med et sidste blik på de velkendte vægge i Biosfære 1, vendte vi os mod Mørkezonen og de farer, der ventede os der.

Mørket omsluttede os, da vi kæmpede os gennem den ødelagte by. Vindmøllerne skulle op, koste hvad det ville. Vi havde allerede mistet for mange gode soldater, men vi kunne ikke opgive nu. Ikke når overlevelsen af alle i Biosfære 1 afhang af vores succes.

Ethans ansigt dybt koncentreret, mens han arbejdede på at tilslutte de sidste ledninger. Sarah stod vagt, hendes øjne konstant på udkig efter enhver bevægelse i skyggerne. Jeg havde aldrig set hende så anspændt, ikke engang dengang vi blev angrebet på vejen til vindmølleparken.

En pludselig lyd fik os alle til at fryse. Skrabende fodtrin, en lav hvæsen… De Vilde var her. Sarah løftede sit våben, klar til kamp, men de var for mange. De kom fra alle sider, deres øjne glødede i mørket, deres munde åbne i et gruopvækkende skrig.

“Løb!” råbte Ethan, mens han greb min hånd. Vi flygtede gennem gaderne, desperat søgende efter et tilflugtssted. Skrigene fra vores faldne kammerater fyldte luften bag os, en grusom påmindelse om den pris, vi betalte for hvert skridt fremad.

Til sidst fandt vi det, det forladte hospital. Dets mure var revnede og forfaldne, men det tilbød ly fra den umiddelbare fare. Vi styrtede ind, blokerede dørene med alt, hvad vi kunne finde, og kollapsede på gulvet, udmattede og rystende.

Mens vi sad der og prøvede at få vejret, bemærkede jeg en bunke papirer spredt på gulvet. Jeg samlede dem op, mine øjne udvidede sig, da jeg læste ordene. Eksperimenter… mutationer… kontrollerede forsøg på De Vilde.

“Ethan, Sarah, I bliver nødt til at se det her,” hviskede jeg hæst. De kom hen til mig, deres ansigter blegnede, da de læste dokumenterne. Det var utænkeligt, at nogen med vilje kunne have forårsaget denne rædsel.

Men beviserne var lige foran os. Nogen, måske endda nogen i vores egen biosfære, havde leget Gud, manipuleret med De Vilde, og måske endda forårsaget deres evolution til de monstre, vi nu stod overfor.

Kvalme steg op i min hals ved tanken. Hvordan kunne nogen gøre noget så grusomt? Og endnu vigtigere, hvem var ansvarlig?

Mens vi sad der i det forladte hospitals mørke, vidste jeg, at vi blev nødt til at finde svarene. Ikke kun for vores egen overlevelse, men for hele menneskehedens fremtid. Uanset hvad der ventede os derude i mørket, ville vi stå over for det sammen, fast besluttet på at afdække sandheden bag De Vildes oprindelse og finde en måde at stoppe dem på, én gang for alle.

Jeg rystede på hovedet i vantro, mens jeg læste dokumenterne igen og igen. Det kunne ikke være sandt. Min egen far, Dr. Erik Halvorsen, havde underskrevet mange af papirerne. Hans navn stod der, sort på hvidt, som en grusom anklage.

“Mia, er du okay?” Ethans stemme var fuld af bekymring, da han lagde en hånd på min skulder. Jeg kunne ikke svare, kunne knap nok trække vejret. Hvordan kunne min far være involveret i noget så forfærdeligt?

Sarah tog papirerne fra mine skælvende hænder og skimmede dem hurtigt. “Det er ikke til at fatte,” mumlerede hun. “Din far… Hvordan kunne han?”

Jeg rystede på hovedet, ude af stand til at forme ord. Min verden var vendt på hovedet, alt hvad jeg troede, jeg vidste, var nu i tvivl.

“Hey, jeg har fundet noget!” Ethans råb trak mig ud af min lammelse. Han stod ved en lille dør, halvt skjult bag et væltede skab. “Det ser ud som en slags kælder.”

Sarah og jeg skyndte os derhen, desperate efter at finde svar, uanset hvor frygtelige de måtte være. Ethan sparkede døren op, og vi blev mødt af en bølge af kold, fugtig luft.

Trappen knirkede under vores fødder, mens vi forsigtigt bevægede os nedad. Mørket omsluttede os, kun brudt af det svage lys fra Ethans lommelygte. Hvad vi fandt for enden af trappen, fik mit blod til at fryse til is.

Rummet var fyldt med rækker af glasbeholdere, hver indeholdende en gruopvækkende forvreden skabning. De Vilde, men anderledes… nogle havde ekstra lemmer, andre havde misdannede ansigter. Det var et studie i grusomhed, et vidnesbyrd om de uhyrlige eksperimenter, der var blevet udført her.

“Åh Gud,” hviskede Sarah, hendes ansigt blegt i det svage lys. “Hvad har de dog gjort?”

Jeg kunne ikke svare, min hals snøret sammen af afsky og rædsel. Jeg tvang mig selv til at bevæge mig fremad, mine øjne søgte efter enhver ledetråd, ethvert svar på min fars involvering.

Det var Ethan, der fandt det, en anden dør, skjult bag en række af beholdere. Han trak den åben, og vi stirrede i chok på den tunnel, der strakte sig ud foran os.

“Hvor tror I, den fører hen?” spurgte han, hans stemme skælvende.

Jeg tog et skridt fremad, min frygt overvundet af en pludselig beslutsomhed. “Der er kun én måde at finde ud af det på,” sagde jeg. “Vi bliver nødt til at følge den.”

Sarah nikkede, hendes kæbe spændt af beslutsomhed. “Mia har ret. Vi har brug for svar, uanset hvor svære de end måtte være at acceptere.”

Vi begav os ind i tunnelen, vores fodtrin ekkoede i den snævre passage. Jeg vidste ikke, hvad der ventede os for enden, men én ting var sikker, intet ville nogensinde blive det samme igen.

Det føltes som en evighed, før vi endelig nåede enden af tunnelen. Da vi trådte ud, blev vi mødt af et syn, jeg aldrig ville have forventet, de velkendte mure i Biosfære 1.

Jeg snappede efter vejret, min hjerne kæmpede for at forstå implikationerne. Tunnelen førte direkte tilbage til vores hjem, til hjertet af alt, hvad vi troede var sikkert.

Og et sted derinde, blandt de mennesker, jeg havde stolet på hele mit liv, var min far… manden, der måske var ansvarlig for den rædsel, vi stod overfor hver eneste dag.

Jeg mærkede tårerne trille ned ad mine kinder, men jeg tørrede dem væk med en fast beslutning. Uanset hvad vi fandt, uanset hvor smertefuld sandheden end måtte være, ville jeg stå ansigt til ansigt med den.

Jeg gik langsomt ned ad gangen mod min fars kontor, min mave snørede sig sammen i frygt for, hvad der ventede mig. Ethan og Sarah fulgte tavst efter mig, deres tilstedeværelse en stille støtte i dette øjeblik af sandhed.

Da jeg nåede døren, tøvede jeg et øjeblik, min hånd hvilede på håndtaget. Jeg tog en dyb indånding, samlede alt mit mod, og trådte ind.

Min far sad ved sit skrivebord, bøjet over en bunke papirer. Han så op, da vi kom ind, og hans øjne udvidede sig i overraskelse. “Mia? Hvad laver du her? Er der noget galt?”

Jeg tog en skælvende indånding, min stemme knap mere end en hvisken. “Far… vi ved det. Vi ved, hvad du har gjort.”

Han blegnede, men prøvede at opretholde en rolig facade. “Jeg ved ikke, hvad du taler om, Mia. Hvad er det, du tror, jeg har gjort?”

Jeg kastede papirerne på hans skrivebord, de frygtelige beviser spredt ud foran ham. “Dette! Eksperimenterne, far… på De Vilde. Hvordan kunne du?”

Han stirrede på papirerne i et langt øjeblik, før han sukkede dybt. “Mia, du forstår det ikke. Alt hvad jeg har gjort, har været for at redde menneskeheden.”

Jeg rystede på hovedet i vantro. “Ved at torturere disse væsner? Ved at skabe… monstre? Hvordan kan det redde nogen?”

Han rejste sig, hans øjne desperate. “Mia, lyt til mig. Denne verden… det er ikke længere den, vi kendte. For at overleve, for at leve, bliver vi nødt til at tilpasse os. De Vilde… de har allerede tilpasset sig. Vi bliver nødt til at lære af dem.”

Jeg bakkede væk, afsky og vrede boblede op i mig. “Lære af dem? Far, de er dyr! De har mistet deres menneskelighed!”

Han rakte ud efter mig, hans stemme bedende. “Nej, Mia, det er det, jeg prøver at fortælle dig. De har ikke mistet noget… de har udviklet sig. Og hvis vi skal overleve, bliver vi nødt til at gøre det samme.”

Tårerne strømmede ned ad mit ansigt nu, min verden smuldrede omkring mig. “Så alle disse eksperimenter… alt dette… det var for at gøre os til dem?”

Han rystede på hovedet. “Ikke til dem, Mia. Bedre end dem. Stærkere, hurtigere, mere modstandsdygtige. Jeg har altid haft planer om at fortælle dig sandheden, når tiden var inde. Jeg ville have, at du skulle forstå.”

Jeg vendte mig væk, ude af stand til at se på ham længere. “Forstå? Far, jeg forstår ikke noget af dette. Alt hvad jeg ved er, at du har løjet… for mig, for os alle. Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dig igen?”

Han prøvede at række ud efter mig igen, men jeg trak mig væk. “Mia, jeg er ked af det. Jeg ville ønske, der havde været en anden måde. Men alt hvad jeg har gjort, har været for at beskytte dig… for at beskytte os alle.”

Jeg rystede på hovedet, min beslutning taget. “Nej far. Det her… det er ikke beskyttelse. Det er vanvid. Og jeg vil ikke være en del af det.”

Jeg vendte mig for at gå, Ethan og Sarah fulgte efter mig. Ved døren stoppede jeg, kastede et sidste blik tilbage på manden, jeg engang havde set op til mere end nogen anden.

“Jeg elsker dig, far,” hviskede jeg. “Men dette… dette kan jeg ikke tilgive.”

Og med de ord forlod jeg kontoret, efterlod min far alene med ruinerne af hans hemmeligheder og løgne.

Jeg løb gennem gangene i Biosfære 1, mens alarmen hylede i mine ører. Ethan og Sarah var lige bag mig, deres skridt tunge mod metalpladen. Mit hjerte hamrede i brystet, og frygten snørede sig i min mave. De Vilde var her, og vi var nødt til at kæmpe.

Vi nåede kontrolrummet, hvor soldaterne allerede var i gang med at aktivere forsvarssystemerne. Skærme blinkede til live, visende de ydre mure af biosfæren. For et øjeblik følte jeg et strejf af håb – måske kunne vi holde dem ude denne gang.

Men så råbte Sarah: “Dæk!”

Instinktivt kastede jeg mig på gulvet, lige idet en øredøvende eksplosion rystede bygningen. Jeg kiggede op, rædsel greb mig, da jeg så det enorme hul i væggen. Røg og støv hvirvlede gennem luften, og gennem den kaotiske tåge kunne jeg se de frygtelige skikkelser af De Vilde strømme ind.

“De har raketbærere!” råbte Ethan, hans stemme skælvede af chok og vantro.

Jeg stirrede i forfærdelse, ude af stand til at begribe, hvad jeg så. De Vilde havde aldrig før brugt våben af denne kaliber. Hvordan var dette muligt? Hvad var der sket med dem?

Men der var ingen tid til spørgsmål nu. De Vilde var allerede inde, deres skræmmende skikkelser bevægede sig gennem røgen som dæmoner fra et mareridt. Jeg greb min pistol, mine hænder rystede, men mit greb var fast.

“Vi er nødt til at evakuere!” råbte Sarah, hendes øjne var vilde af frygt. “Vi kan ikke holde dem tilbage!”

Jeg nikkede, min mund var tør af rædsel. Vi begyndte at bevæge os mod nødudgangene, soldaterne dannede en barriere mellem os og de fremrykkende Vilde. Skud gjaldede gennem luften, blandet med de frygtelige skrig fra vores fjender.

Vi løb gennem gangene, desperat søgende efter en flugtvej. Overalt var der kaos, mennesker løb i panik, skrigene fra de sårede og døende fyldte luften. Mit hjerte værkede ved synet, men jeg tvang mig selv til at fortsætte.

Endelig nåede vi en nødudgang. Ethan sparkede døren op, og vi tumlede ud i den kolde nat. Bag os kunne jeg høre brølene fra De Vilde, lyden af skud og skrig. Tårerne strømmede ned ad mit ansigt, mens vi løb, efterladende Biosfære 1 og alle dem, vi ikke kunne redde.

Jeg kastede et sidste blik tilbage på det sted, der engang havde været vores hjem, nu oversvømmet af vores værste mareridt. Alt var tabt, indså jeg med en knugende fornemmelse af fortvivlelse. Min far, hans hemmeligheder, alt det, vi havde kæmpet for at opbygge… det var alt sammen væk.

Men selv i dette øjeblik af dyb fortvivlelse, nægtede jeg at give op. Vi var stadig i live, og så længe vi trak vejret, var der håb. Jeg vidste ikke, hvad fremtiden ville bringe, men én ting var sikkert – vi ville kæmpe til vores sidste åndedrag.

Og med den tanke i mit hjerte, vendte jeg mig mod det ukendte, klar til at møde, hvad end der ventede os i mørket.

Jeg stirrede på de blinkende skærme foran mig, ude af stand til at tro mine egne øjne. Efter vores desperate flugt fra Biosfære 1 havde vi søgt tilflugt i de underjordiske tunneler, hvor vi havde mødt andre overlevende. Sammen havde vi arbejdet på at opbygge en modstandsbevægelse, fast besluttet på at tage verden tilbage fra De Vilde.

Men nu, mens jeg gennemgik de data, vi havde hentet fra Biosfære 1’s ruiner, følte jeg mit hjerte synke. Under angrebet havde min far, i et desperat forsøg på at stoppe De Vilde, brugt den kur, han havde skabt. Men i stedet for at stoppe dem havde det kun gjort tingene værre.

Kuren havde skabt en ny mutation i De Vilde, en der havde forbedret deres kognitive evner og gjort dem klogere. De var ikke længere bare vilde dyr, drevet af instinkt. De var nu i stand til at planlægge, at tænke strategisk. Og det gjorde dem kun endnu farligere.

Jeg mærkede en hånd på min skulder og vendte mig for at se Ethan stå bag mig, hans ansigt var et spejl af den samme rædsel, jeg følte. “Det er ikke din skyld, Mia,” sagde han blidt. “Du kunne ikke have vidst, at dette ville ske.”

Jeg rystede på hovedet, tårerne truede med at falde. “Men det var min far, der skabte den kur. Hvis jeg bare havde stoppet ham, måske…”

“Du gjorde, hvad du kunne,” sagde Sarah, hendes stemme fast og sikker. “Vi vidste alle, at der var risici. Men vi havde ingen anelse om, at det ville være så slemt.”

Jeg tog en dyb indånding, tvang mig selv til at fokusere. De havde ret. At dvæle ved fortiden ville ikke hjælpe os nu. Vi var nødt til at se fremad, at finde en måde at bekæmpe denne nye trussel på.

“Okay,” sagde jeg, min stemme skælvede kun en smule. “Så hvad gør vi nu? Hvordan bekæmper vi en fjende, der er blevet klogere, mere strategisk?”

“Vi gør, hvad vi altid har gjort,” sagde Ethan, hans øjne brændte med beslutsomhed. “Vi tilpasser os. Vi lærer. Og vi kæmper tilbage.”

Jeg nikkede, en ny beslutsomhed voksede i mig. Han havde ret. Vi havde overlevet så længe ved at være smarte, ved at tilpasse os. Og det var, hvad vi ville fortsætte med at gøre.

Jeg vendte mig tilbage til skærmene, mine fingre fløj over tasterne, mens jeg begyndte at analysere dataene i detaljer. Et eller andet sted i al denne information var der måske et svar, en svaghed, vi kunne udnytte.

Mens jeg arbejdede, kunne jeg ikke lade være med at tænke på min far. Hvor var han nu? Havde han overlevet angrebet? En del af mig længtes efter at vide det, at finde ham og få svar på de mange spørgsmål, der hjemsøgte mig.

Men jeg vidste, at det måske ikke var muligt. Verden var et farligt sted nu, endnu mere end før. Og vi havde en mission, et ansvar over for de mennesker, vi beskyttede.

Så jeg skubbede tankerne om min far til side og fokuserede på opgaven foran mig. Vi havde en kamp at kæmpe, en verden at vinde tilbage. Og uanset hvad det krævede, var jeg fast besluttet på at se det igennem.

For i denne mørke nye verden var håb og beslutsomhed vores stærkeste våben. Og jeg ville bruge dem til sidste åndedrag.