Aftalens Natur

Tågen lå tæt over Den Forladte Kirkegård, som et kvælende tæppe af uhygge og stilhed. Min hests, Shadows, hoves dumpe klang mod den stenede jord var den eneste lyd, der brød nattens stilhed, mens jeg red gennem den spøgelsesagtige labyrint af forfaldne gravsten.

Månen hang lavt på himlen, dens blege lys kæmpede for at trænge gennem den tykke tåge. Det kastede et spøgelsesagtigt skær over kirkegården, oplyste konturerne af de knækkede og mosgroede sten, der markerede de dødes hvilesteder. Lugten af råd og forfald hang tungt i den fugtige luft, en påmindelse om livets forgængelighed.

Jeg stoppede min hest midt på kirkegården og lod mine brændende øjne glide over scenen. Dette var mit domæne, stedet hvor sjælene ventede på min ankomst. Jeg kunne mærke deres uro, deres frygt for det uundgåelige. De vidste, at jeg var kommet for at indsamle det, de skyldte.

Mit ildkranie glødede i mørket, flammerne dansede i øjenhulerne med en hypnotiserende intensitet. Jeg var et syn, der indgød rædsel i de dødeliges hjerter, en skikkelse skabt ud fra deres værste mareridt. Men jeg var mere end blot en skræmmende figur i natten. Jeg var Dødens Rytter, bundet af en evig pligt, en tragisk skæbne.

Jeg steg af min hest, mine sorte klæder smeltede sammen med skyggerne. Hver bevægelse jeg gjorde var præcis og formålsbestemt, drevet af århundreders erfaring. Jeg var her for at opfylde min rolle, at indsamle de sjæle, der havde indgået aftaler med mørkets kræfter.

Mens jeg gik mellem gravstenene, kunne jeg mærke vægten af min egen historie tynge mig. Engang havde jeg selv været et menneske, med drømme og håb. Men en desperat aftale havde forvandlet mig til dette væsen af mørke og pligt. Nu var jeg fanget mellem to verdener, hverken levende eller død, dømt til at udføre denne evige opgave.

Jeg stoppede foran en særlig gravsten, mærket af tidens tand og vejrets rasen. Her lå den første sjæl, jeg skulle indsamle i nat. Jeg løftede min benede hånd, klar til at påbegynde ritualet, der ville binde sjælen til mig. Det var tid til at Dødens Rytter gjorde sit arbejde.

* * *

Før jeg kunne høste den første sjæl denne nat, blev jeg overvældet af minder fra mit tidligere liv. Engang var jeg Ethan Moray, en alkymist besat af at overvinde døden. Min elskede hustru, Isabella, led af en uhelbredelig sygdom, og jeg var fast besluttet på at finde en kur.

Jeg tilbragte utallige timer i mit skjulte laboratorium dybt under det gamle, forfaldne slot. Omgivet af tykke stenvægge og oplyst af flakkende fakler arbejdede jeg utrætteligt. Reolerne bugnede med pergamentruller og mystiske artefakter, mens luften var tung af lugten af urter og mineraler. Dybt under slottets forfaldne mure, i mit hemmelige laboratorium, vendte jeg mig i desperation mod den sorteste magi. Omgivet af flakkende fakler, urgamle pergamenter og dunsten af mystiske substanser, udførte jeg et forbudt ritual, der åbnede en portal til selve Djævlens domæne.

Med hjertet hamrende i brystet trådte jeg ind i den mægtige forsamlingssal, et sted hinsides den dødelige verden. Væggene var af mørk sten, der syntes at opsuge alt lys, og gigantiske søjler rejste sig mod et buet loft, der forsvandt i skyggerne. Midt i salen, på en trone skåret af en massiv rubin, sad Djævlen selv, en skikkelse af frygtindgydende magt og foruroligende skønhed.

Det var her, i hjertet af ondskabens rige, at jeg forhandlede min sjæls skæbne. Drevet af kærlighed og desperation tilbød jeg min evige troskab i bytte for min elskede Isabellas liv. Djævlen smilede, et smil fyldt med løfter og lumskhed, og accepterede min aftale. Jeg var nu bundet, ikke kun i dette liv, men i al evighed, som Dødens Rytter, en høster af sjæle for min nye mester.

Desperat efter at redde Isabella tilbød jeg min sjæl i bytte for evigt liv og en kur til hendes sygdom. I det øjeblik føltes det som det eneste valg. Min kærlighed til hende var så stærk, at jeg var villig til at ofre alt. Men Djævlen er en snedig mester af bedrag, og jeg indså for sent, at jeg var blevet narret.

Min aftale reddede ikke Isabella. I stedet blev jeg forvandlet, min menneskelighed brændt bort og erstattet af dette glødende ildkranie. Min kærlighed og mit håb blev til aske, og jeg blev Dødens Rytter, evigt bundet til at indsamle sjælene af dem, der ligesom mig havde indgået aftaler med mørket.

Nu, århundreder senere, står jeg her på denne forladte kirkegård, fanget mellem det menneskelige og det overnaturlige. Isabelllas minde hjemsøger mig stadig, en konstant påmindelse om den pris, jeg har betalt. Mit laboratorium ligger i ruiner, et monument over mit tidligere liv og mine tabte drømme.

Men pligten kalder, og jeg må lægge minderne bag mig. Jeg er ikke længere Ethan Moray, den håbefulde alkymist. Jeg er Dødens Rytter, en skikkelse af mørke og uundgåelighed, og i nat, som så mange nætter før, må jeg opfylde min rolle og høste de sjæle, der skylder deres gæld.

* * *

Jeg satte min hest i galop og red gennem natten, klar over at denne nat var anderledes. Udover de sædvanlige sjæle, jeg skulle høste, var der fem, som havde forsøgt at undslippe deres aftaler. Det betød, at jeg selv måtte opsøge dem, en efter en, og bringe dem til deres skæbne.

Jeg trak dokumentrullen frem, som Djævlen havde givet mig for så mange år siden. Pergamentet føltes koldt og glat under mine fingre, mens jeg forsigtigt brød seglet og rullede den ud. Mine øjne gled ned over listen af navne, der glødede svagt rødt i mørket, indtil de fandt det første. Laura.

Jeg kendte hendes historie, ligesom jeg kendte alle deres historier. Hun var en ung skuespillerinde, der havde ønsket sig berømmelse og anerkendelse, og havde været villig til at betale prisen. Nu, hvor hendes tid var ved at løbe ud, forsøgte hun desperat at undslippe sin skæbne.

Men ingen undslipper Dødens Rytter. Jeg foldede rullen sammen igen og lagde den sikkert i min kappe. Shadow ventede, og jeg havde en sjæl at hente. Jeg svang mig op på min trofaste hests ryg og red ud i mørket, klar til at opfylde min pligt endnu engang.

Stjernedrømme og Mørke Aftaler

Jeg red gennem natten, målrettet mod mit første mål. Lauras sjæl kaldte på mig, en glødende signatur, der trak mig mod hende med en uimodståelig kraft. Jeg fulgte forbindelsen, indtil jeg nåede udkanten af en travl gade i hjertet af Hollywood.

Her, blandt de blitzende kameraer og skrigende fans, fandt jeg hende. Laura stod på den røde løber, iklædt en kjole, der skinnede som stjernerne på nattehimlen. Hun smilede og vinkede til menneskemængden, hendes ansigt var et perfekt billede af glæde og succes.

Men jeg kunne se sandheden bag masken. Hendes øjne, selv på afstand, afslørede en dyb tristhed, en fortvivlelse, der nagede hendes sjæl. Det var et udtryk, jeg kendte alt for godt, et spejlbillede af min egen evige kval.

Jeg bevægede mig tættere på, ubemærket af de jublende masser. Shadow og jeg gled gennem skyggerne, usete og uhørte, indtil vi stod lige bag ved hende. Jeg kunne mærke hendes hjertes slag, hurtige og desperate, som om det vidste, at dets tid var ved at rinde ud.

“Laura,” hviskede jeg, min stemme ikke mere end en kold brise mod hendes nakke. Hun stivnede, hendes smil frøs på hendes læber. Langsomt, med frygt og genkendelse i blikket, vendte hun sig om for at møde mit blik.

“Din tid er kommet,” sagde jeg blidt, næsten medfølende. “Din aftale skal opfyldes.”

Tårerene i hendes øjne, glitrede i blitzlysets skær. “Nej,” hviskede hun, hendes stemme knækket af følelser. “Jeg kan ikke… Jeg fortjener det ikke…”

Jeg rakte ud, min benede hånd hvilede på hendes skulder med en overraskende ømhed. “Ingen af os fortjener vores skæbne,” sagde jeg stille. “Men vi må alle møde den alligevel.”

Jeg så beslutningen i Lauras øjne, før hun overhovedet bevægede sig. Et glimt af trods, en gnist af desperation. Hun vendte sig bort fra mig og løb, hendes kjole flagrede bag hende som en sky af stjernetåger.

Menneskemængden var for opslugt af deres egen begejstring til at bemærke hendes flugt, men jeg fulgte efter hende, ubundet af fysiske begrænsninger. Shadow og jeg bevægede os gennem natten, vores skygger smeltede sammen med mørket.

Jeg fulgte Lauras spor til en forladt fabriksbygning, en ruin af fordums industri. Skygge og jeg bevægede os lydløst gennem de ødelagte haller, vores fodtrin ekkoede i den tomme stilhed.

Til sidst fandt jeg hende, sammenkrøbet i et hjørne af et støvet kontor. På gulvet foran hende var et pentagram ridset i snavset, de snoede linjer tegnet med desperat præcision. Hun kiggede op, da jeg trådte ind, hendes øjne var vilde af frygt.

“Det vil ikke virke,” sagde jeg blidt og pegede på pentagrammet. “Intet kan holde mig væk, når din tid er kommet.”

Laura rystede på hovedet, tårerne strømmede ned ad hendes kinder. “Jeg troede… de sagde, det ville beskytte mig…”

Jeg knælede ned foran hende, min kappe bredte sig ud omkring mig som en pøl af mørke. “Hvem fortalte dig det, Laura?” spurgte jeg, min stemme var blid trods mit frygtindgydende udseende.

“De… de mennesker, jeg søgte hos. De okkulte.” Hun trak vejret skælvende. “De lovede, at de kunne hjælpe mig med at undslippe min aftale.”

Jeg rystede på hovedet, en sørgmodig gestus. “Deres løfter er lige så tomme som dem, der bandt dig i første omgang,” sagde jeg. “Der er ingen flugt fra skæbnen, Laura. Ingen magi kan bryde djævelens kontrakt.”

Hun hulkede, hendes hænder knuget sammen i en stille bøn. “Jeg var desperat,” hviskede hun. “Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre…”

Jeg rakte ud og tog blidt hendes hænder i mine. “Jeg forstår,” sagde jeg stille. “Desperation kan drive os til at gøre ting, vi aldrig troede muligt. Til at sælge vores sjæle for et flygtigt glimt af lykke.”

Laura mødte mit blik, hendes øjne skinnede af udgydte tårer. “Hvad sker der nu?” spurgte hun, hendes stemme ikke mere end en hvisken.

“Nu,” sagde jeg blidt, “må du møde din skæbne. Ligesom jeg mødte min for så længe siden.”

Jeg rejste mig op, min hånd stadig om hendes. “Kom,” sagde jeg og hjalp hende på fode. “Det er tid.”

Sammen forlod vi den forladte fabrik, Shadow ventede tålmodigt udenfor. Mens vi red ind i natten, Lauras sjæl nu i min varetægt, spekulerede jeg over skæbnens uforanderlige natur og de aftaler, vi indgår i livets desperate øjeblikke.

* * *

Mens vi red gennem nattens mørke, Lauras sjæl nu i min varetægt, følte jeg mig forpligtet til at stille hende det spørgsmål, jeg altid stillede dem, jeg kom for at hente. Et ritual, måske, men også en påmindelse om min egen skæbne og de valg, der havde ført mig hertil.

“Laura,” sagde jeg stille, min stemme næsten druknet i lyden af Shadows hove mod jorden. “Fik du det ud af din aftale med Djævlen, som du havde håbet?”

Der var stilhed i et langt øjeblik, kun afbrudt af vinden, der lød som et langt og stille suk gennem træerne. Så talte Laura, hendes stemme tynget af anger og fortrydelse.

“Nej,” hviskede hun. “Jeg troede, jeg ville finde lykke, men alt hvad jeg fandt var tomhed. Jeg tog den nemme vej til succes, solgte min sjæl for berømmelse og rigdom. Men intet af det føltes rigtigt, fordi jeg ikke havde arbejdet for det.”

Jeg nikkede, hendes ord ekkoede min egen fortid. “Andres beundring føles hul, når man ved, at man ikke har gjort sig fortjent til den,” sagde jeg.

Laura sukkede, lyden af en sjæl, der endelig erkender sin egen sandhed. “Jeg blev set som et idol, en målestok for succes. Men det var alt sammen en løgn. Jeg snød mig til toppen, og nu betaler jeg prisen.”

“Vi betaler alle prisen for vores valg,” sagde jeg, min stemme blød med forståelse. “Nogle af os bare mere end andre.”

Vi red videre i stilhed, begge fortabt i vores egne tanker. Jeg tænkte på mit eget liv, på de valg, der havde ført mig til at blive Dødens Rytter. Havde jeg ikke også taget den nemme vej, grebet efter en hurtig løsning i et desperat øjeblik? Og se hvor det havde bragt mig hen, fanget i en evig pagt, dømt til at høste andres sjæle.

Men jeg kunne ikke dvæle ved fortiden, ligesom Laura ikke kunne ændre sin. Vi havde begge truffet vores valg og nu måtte vi leve, eller ikke leve, med konsekvenserne.

“Hvad sker der nu?” spurgte Laura til sidst, hendes stemme knap mere end en hvisken i natten.

“Nu,” sagde jeg, “rider vi videre. Der er andre sjæle, der skal hentes, andre pagter, der skal opfyldes. Sådan er livets og dødens cyklus, uendelig og uforanderlig.”

Moderskabets Pris

Jeg red videre gennem natten, den næste sjæl på min liste kaldte. Jeg standsede Shadow ved siden af en stille dam og tog Livsspejlet frem fra dets fløjlspose. Jeg holdt det op foran mig, dets overflade glimtede i månelyset, og hviskede navnet på den sjæl, jeg søgte. “Helena.”

Spejlet blinkede, og billeder begyndte at danse over dets overflade. Jeg så en kvinde, desperat efter at blive mor, hendes hjerte knust af utallige skuffelser. Hun græd sig i søvn hver nat, med armene viklet om sin tomme mave, længslen efter et barn fortærede hende.

Og så kom han, Djævlen selv, med et tilbud, der var for godt til at være sandt. En chance for at blive mor, for at opleve den ubetingede kærlighed mellem forælder og barn. Men som med alle Djævlens aftaler kom der en pris. Ti år, det var alt, hvad han tilbød. Ti år med hendes barn, før hun skulle aflevere sin sjæl.

Jeg så, hvordan Helena, i sin desperation og sorg, accepterede tilbuddet uden tøven. Og pludselig var der glæde, latter, små fødder, der løb gennem huset. Helena og hendes datter, bundet sammen af en kærlighed så stærk, at den trodsede selv døden.

Men glæden var kortvarig. For hver nat, når hendes datter sov, sad Helena med en dagbog, tårerne strømmede ned ad hendes kinder, mens hun skrev side efter side. Beskeder til hendes datter, ord af kærlighed og vejledning, som hun vidste, hun ikke ville være der til at give.

For tiden gik ubønhørligt, og for hver dag der gik, kom den uundgåelige tiende fødselsdag nærmere. Den dag, hvor Helena skulle opfylde sin del af aftalen, den dag, hvor Dødens Rytter ville komme for at kræve hendes sjæl.

Jeg sukkede, da billederne blegnede fra spejlet. Endnu en sjæl fanget i Djævlens net, endnu et liv formet af desperate valg. Jeg puttede spejlet tilbage i dets pose og vendte Shadow mod Helenas hus. Det var tid til at opfylde pagten, tid til at høste det, der var sået.

Jeg red ind i landsbyen, forventende at finde Helena i hendes hjem. Men huset lå mørkt og tomt. Jeg ledte Shadow gennem de smalle gader, indtil vi nåede den gamle kirke på toppen af bakken. Dørene var lukket, men jeg kunne mærke hendes nærvær derinde.

Jeg skubbede dørene op og red ind i kirken. Der, knælende foran alteret, var Helena. Hun vendte sig mod mig, hendes ansigt strimet af tårer.

“Jeg vidste, du ville finde mig,” hviskede hun. “Men jeg måtte prøve.”

Jeg steg af Shadow og nærmede mig hende langsomt.

“Du kan ikke undslippe en pagt indgået med mørkets kræfter, Helena. Selv her kan jeg mærke dit nærvær.”

Hun rejste sig op. “Har du slet ingen medlidenhed? Kan du ikke skåne mig, bare lidt længere?”

Jeg rystede på hovedet. “Det ved du, at jeg ikke kan. Reglerne er ufravigelige.”

Alligevel følte jeg et sting af medfølelse. Jeg forstod hendes smerte bedre end de fleste. Jeg vidste, hvad det vil sige at elske så højt, at man er villig til at ofre alt.

“Der må være en udvej,” insisterede hun desperat. “Er der intet, du kan gøre?”

“Nej,” svarede jeg stille. “Din skæbne er beseglet. Den eneste nåde, jeg kan give, er en smertefri overgang.” 

Hun sank sammen på knæ og begravede ansigtet i hænderne. Hendes skuldre rystede af gråd. Jeg lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder, velvidende at ingen ord kunne lindre den smerte, hun følte.

Da hun så op på mig igen, var der resignation i hendes øjne. Hun rejste sig langsomt og rakte en hånd frem mod mig. Jeg tog den forsigtigt og førte hende ud af kirken, hvor Shadow ventede. Vores rejse var endnu ikke forbi.

* * *

Jeg førte Helena ud af kirken og hen til Shadow, min trofaste følgesvend gennem utallige år. Hun tøvede et øjeblik, før hun satte sig op bag mig, hendes arme låst fast omkring min talje, som om hun frygtede at falde.

Vi red i stilhed, kun lyden af Shadows hove mod jorden og den svage raslen af blade i vinden brød nattens ro. Jeg kunne mærke Helenas hjerte slå hurtigt mod min ryg, hendes åndedræt kom i korte, desperate stød.

Til sidst brød jeg tavsheden. “Sig mig, Helena,” sagde jeg stille, “var det det hele værd? At sælge din sjæl for blot ti år med dit barn?”

Hun var stille så længe, at jeg troede, hun måske ikke havde hørt mig. Men så mærkede jeg hende trække vejret dybt, som om hun samlede mod.

“Ja,” hviskede hun, hendes stemme knap hørbar over vinden. “Kærligheden til et barn… det er alting værd. Jeg ville ikke ændre noget, selv ikke nu.”

Jeg nikkede langsomt, overrasket over at finde en vis forståelse i mit hjerte. Havde jeg ikke engang følt det samme? Havde jeg ikke været villig til at give alt, selv min sjæl, for at redde min elskede Isabella?

“Jeg forstår,” sagde jeg blidt. “Kærlighed… det er en magt, der kan drive os til at gøre utænkelige ting. Til at ofre alt i håbet om blot et øjeblik mere med dem, vi holder kær.”

Helena lagde hovedet mod min skulder, hendes tårer gennemvædede min kappe. “Vil hun være okay?” spurgte hun skælvende. “Min datter… vil hun klare sig uden mig?”

Jeg tænkte over det et øjeblik, usikker på, hvordan jeg skulle svare. Sandheden var, at jeg ikke vidste det. Livet var uforudsigeligt, endda for en som mig.

“Jeg tror,” sagde jeg til sidst, “at den kærlighed, du har givet hende, vil være med hende altid. Den vil guide hende, selv i de mørkeste tider. Du har givet hende en gave, Helena, en gave, der vil vare længere end noget liv.”

Jeg mærkede hende slappe af en smule bag mig, som om mine ord havde lettet en byrde fra hendes skuldre.

“Tak,” hviskede hun. “Tak for din forståelse.”

Vi red videre i stilhed, begge fortabt i vores egne tanker. Foran os strakte natten sig endeløs, fuld af mysterier og ukendte skæbner. Men for nu, i dette øjeblik, var der en slags fred. En forståelse mellem to sjæle, bundet af kærlighed og tab, ridende mod det uundgåelige.

Hjertets Grådighed

Jeg trak igen Livsspejlet frem fra min kappe, dets overflade glimtede i månelyset. Tom var det næste navn på min liste, endnu en sjæl at høste i denne endeløse dans mellem liv og død.

Jeg holdt spejlet op og hviskede hans navn, og dets overflade bølgede og skiftede, indtil et billede tog form. Jeg så Tom, ung og selvsikker, i samtale med Djævlen selv. Løfter om evig ungdom og uimodståelig charme flød fra Djævlens læber som honning, men hans øjne glimtede med ondskab.

Tom, fortabt i sine egne drømme om uendelig nydelse, greb ivrigt Djævlens udstrakte hånd. Aftalen var beseglet med et glimt af ild, og jeg så Toms skæbne udfolde sig.

Festerne, kvinderne, rusen af uovervindelig tiltrækning, alt passerede forbi i en hvirvlende strøm af billeder i Livsspejlets overflade. Tom levede livet i overflod, en konge blandt mænd, tilbedt og begæret af alle. Han svævede gennem tilværelsen på en sky af evig ungdom og skønhed, efterladt i hans kølvand var en hærskare af knuste hjerter og afviste bejlere.

Hvor mange nætter havde han ikke tilbragt på dansegulvet, omgivet af beundrende blikke, mens han forførte den ene skønhed efter den anden? Champagnen flød, latteren gjaldede, og Tom var altid festens midtpunkt, som en flamme, de natsværmere ikke kunne modstå.

Men bag den glitrende facade, i de stille øjeblikke mellem festers rus, fornemmede jeg en mørk skygge i Toms blik. Måske en flig af erkendelse, en hviskende advarsel om, at denne dans ikke kunne vare evigt. At et eller andet sted i horisonten ventede konsekvenserne af hans aftale med mørket.

Men bag hans smil, i de stille øjeblikke mellem dekadente nætter, så jeg en dyb tomhed i hans øjne. Hver erobring, hver rus af begær, efterlod ham mere tom end før. Han var fanget i en uendelig jagt på noget, der altid var uden for rækkevidde, en tilfredsstillelse, der aldrig helt indfriede sine løfter.

Jeg sukkede, en pludselig bølge af medfølelse skyllede over mig. Hvor mange gange havde jeg set dette? Desperate sjæle, villige til at sælge alt for en smag af deres hjertes begær, kun for at finde ud af, at prisen var højere, end de nogensinde kunne have forestillet sig.

Jeg lod spejlet falde tilbage i min kappe og vendte mig mod horisonten. Et eller andet sted derude ventede Tom, uvidende om, at hans tid var ved at rinde ud. Jeg ville finde ham, som jeg altid gjorde, og føre ham til den skæbne, han selv havde valgt.

Men først, et øjeblik af stilhed. Jeg lukkede mine øjne og lod nattens kølige brise vaske over mig, en midlertidig lindring fra den byrde, jeg bar. Snart ville jeg ride igen, en utrættelig høster af sjæle, fanget i en evig dans med døden.

Jeg stod i døren til Toms kæmpe villa, jeg følte en trykken i mit bryst, mens jeg betragtede scenen foran mig. Der var en særegen ironi i det hele, at den mand, der havde solgt sin sjæl for evig ungdom og skønhed, nu lå der, omgivet af symboler på sin egen tilintetgørelse.

Tom lå i sengen, omgivet af to nøgne kvinder, hvis skønhed var så forblændende, at de næsten så ud som skabt af den samme hånd, der havde formet engle. Men hans blik var tomt, og hans øjne havde mistet den glans, der engang havde tiltrukket så mange. På natbordet stod en flaske champagne, halvt tom, og en linje hvidt pulver, der stadig glimtede i mørket.

Han hævede blikket og mødte mine øjne. Jeg så et øjebliks overraskelse i hans blik, men det blev hurtigt erstattet af et opgivende blik. Han vidste, hvem jeg var, og hvad jeg var kommet for. Han havde ventet på mig, måske endda længtes efter mig.

“Dødens Rytter,” hviskede han, og hans stemme var så lav, at jeg næsten ikke kunne høre den. “Jeg ved, hvad du er her for.”

Jeg nikkede stille, men sagde ingenting. Der var ingen grund til at forlænge det hele. Han havde indgået sin aftale, og nu var det tid til at betale prisen.

Tom satte sig op i sengen og skubbede kvinderne væk. De protesterede svagt, men han ignorerede dem. Han så på mig med et blik, der var både træt og lettet.

“Jeg er klar,” sagde han. “Jeg har ventet på dig i lang tid.”

Jeg følte et jag i mit bryst, en blanding af medfølelse og frustration. Hvor mange gange havde jeg ikke hørt disse ord før? Hvor mange gange havde jeg ikke set denne samme blanding af frygt og lettelse i de øjne, der mødte mine?

Men jeg sagde ingenting. I stedet trådte jeg frem og rakte hånden ud mod ham. Han tog den uden at tøve, og jeg følte en kort, skarp smerte, da jeg greb fat om hans sjæl.

Han sukkede, som om han havde ventet på dette øjeblik i evigheder. Og måske havde han det også. Han havde solgt sin sjæl for en falsk drøm, og nu var drømmen slut.

Jeg førte Tom ud af villaen, min hånd fast omkring hans sjæl. Han fulgte villigt med, hans skridt tunge og langsomme, som om vægten af hans valg endelig havde indhentet ham.

Udenfor ventede Shadow utålmodigt, dens øjne glødede i mørket. Jeg hjalp Tom op på hesten, og han satte sig bag mig uden et ord. Hans tavshed var øredøvende, en skarp kontrast til den livlige energi, jeg havde set i Livsspejlets billeder.

Vi red afsted, Shadows hove slog en støt rytme mod jorden. Natten omsluttede os, dens kølige vinde hviskede hemmeligheder, jeg for længst havde lært at ignorere. Men Toms stilhed var sværere at overse. Det var som om al livskraft var drænet ud af ham, efterladt var kun en tom skal af den mand, han engang havde været.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de billeder, jeg havde set i spejlet, Toms opstigning til berømmelse, hans uendelige jagt på nydelse og spænding. Og nu, den uundgåelige nedstigning, den bitre erkendelse af, at hans drømme havde været bygget på kviksand.

Det var en historie, jeg havde set udspille sig utallige gange før. Sjæle, der var villige til at sælge alt for en chance for at opfylde deres dybeste ønsker, kun for at opdage, at prisen var højere, end de nogensinde kunne have forestillet sig. Og alligevel fortsatte de med at komme, drevet af desperation eller grådighed eller en kombination af begge dele.

Jeg sukkede tungt, pludselig træt helt ind til marven. Dette var min byrde, min evige pligt. At høste de sjæle, der havde indgået deres egne aftaler med mørket, at være vidne til deres anger og fortvivlelse, når de endelig indså konsekvenserne af deres valg.

Men jeg kunne ikke vise medlidenhed, kunne ikke tilbyde trøst. Det var ikke min rolle. Jeg var Dødens Rytter, en budbringer af skæbne, ikke en frelser af fortabte sjæle.

Så jeg red videre, med Tom tavs bag mig, fanget i sine egne tanker og fortrydelser. Vi havde en lang rejse foran os, en rejse, der ville ende ved helvedets porte. Og derefter, for mig i det mindste, ville dansen begynde igen, en ny sjæl at høste, en ny skæbne at besegle.

Rigdommens Ensomhed

Jeg sporede min hest og red ind i natten, klar over min næste opgave. Jeg tog Livsspejlet frem og holdt det op foran mig. Dets overflade bølgede og skiftede, indtil det viste mig billedet af en mand, Adrian, min næste sjæl at høste.

Jeg så ham i spejlet, stående foran Djævlen selv, ivrig efter at indgå en pagt. Ordene flød let fra Djævlens læber, fristende løfter om storhed og berømmelse.

“Du vil blive den største ikon inden for teknologiverdenen,” hviskede Djævlen, hans stemme som honning og gift. “Dit navn vil blive husket i al evighed.”

Og Adrian lyttede, hans øjne skinnende af ambition og begær. Han rakte ud og tog Djævlens hånd, beseglede pagten med et fast greb.

Spejlbilledet skiftede, og jeg så Adrian flyve rundt til konferencer over hele verden, hans navn på alles læber. Han stod på scener foran tusindvis af beundrende tilhørere, hans ord elektrificerende og revolutionerende.

Jeg så ham bruge teknologi til at løse problemer, der havde plaget menneskeheden i århundreder. Hungersnød blev udryddet, sygdomme helbredt. Adrian var en frelser, en messias af den moderne verden.

Men jeg vidste bedre. Jeg havde set denne historie udspille sig før, set den sande pris for sådan storhed. Intet kom uden omkostninger, især ikke når Djævlen var involveret.

Jeg lod spejlet falde og sporede min hest igen. Adrian’s tid var kommet, uanset hvor mange liv han havde reddet, uanset hvor mange beundrere han havde vundet. En pagt var en pagt, og nu var det tid til at betale prisen.

Jeg red mod horisonten, klar over min pligt. Jeg var Dødens Rytter, og jeg havde en sjæl at høste.

Jeg trådte ind på Adrians kontor, min kappe bølgede bag mig. Han sad ved sit skrivebord, optaget af en skærm foran sig. Ved lyden af mine fodtrin så han op, og hans øjne udvidede sig i chok.

“Nej,” hviskede han. “Det er for tidligt. Jeg er ikke klar.”

Jeg sagde intet, men fortsatte med at gå mod ham, min hånd strakt ud for at gribe hans sjæl.

Pludselig sprang Adrian op og styrtede hen mod en glaskuppel i hjørnet af rummet. Han trak i et håndtag, og et blændende lys fyldte kuplen. Jeg kneb øjnene sammen mod glansen og så Adrians krop falde livløst til jorden.

Men hans sjæl var ingen steder at se.

Jeg vendte mig mod computerskærmen og så Adrians ansigt stirre tilbage på mig. Han smilede, triumferende.

“Du kan ikke tage mig,” sagde han. “Jeg har overført min bevidsthed til computeren. Jeg er udødelig nu.”

Jeg kunne ikke lade være med at være imponeret over hans opfindsomhed. At flygte fra døden ved at overføre sin bevidsthed til en maskine, det var noget, jeg aldrig havde set før.

Men det betød intet. En pagt var en pagt, og Adrians sjæl tilhørte mig nu.

Jeg løftede min hånd mod skærmen, og med et enkelt vift trak jeg Adrians sjæl ud af maskinen. Den svævede foran mig, skinnende og ætereisk.

“Hvordan?” hviskede Adrian, hans stemme fyldt med vantro.

“Intet kan undslippe døden,” sagde jeg blot. “Heller ikke teknologi.”

Jeg greb Adrians sjæl og førte den mod min hest, Shadow. Vi havde en lang rejse foran os, og mange flere sjæle at høste.

* * *

Jeg førte Adrian’s sjæl med mig, mens vi red gennem natten mod Helvedes porte. Stilheden var kun brudt af Shadows rytmiske hovslag og den svage lyd af vinden, der blæste gennem træerne.

Jeg kiggede på Adrian’s sjæl, der svævede ved siden af mig, skinnende og ætereisk. Det var altid et øjeblik af refleksion for mig, disse sidste øjeblikke med de sjæle, jeg høstede. Et øjeblik til at overveje de valg, de havde truffet, de liv, de havde levet.

“Var det det hele værd?” spurgte jeg, min stemme lav og eftertænksom.

Adrians sjæl pulserede, som om den overvejede spørgsmålet. “Ja,” sagde han til sidst. “Det var det.”

Jeg vendte mig for at se på ham, overrasket over hans svar. “Jeg brugte min aftale til at redde millioner af liv,” fortsatte han. “Jeg kan se ironien i, at jeg ikke kunne redde mit eget, men de liv, jeg reddede… de var det værd.”

Jeg nikkede langsomt, overvejede hans ord. Det var sjældent, at en sjæl udtrykte sådan tilfredshed med deres valg, især i lyset af deres endelige skæbne.

“Du forstår det måske bedre end de fleste,” sagde Adrian. “Du ofrede dig selv for at redde en, du elskede. Jeg ofrede mig selv for at redde mange.”

Jeg mærkede et stik af smerte ved hans ord, mindet om min egen aftale, mit eget tab. “Måske,” sagde jeg. “Men i sidste ende ender vi alle det samme sted.”

Adrians sjæl pulserede igen, som om han nikkede. “Sådan er livets natur,” sagde han. “Vi gør vores valg, og vi accepterer konsekvenserne.”

Jeg kunne ikke lade være med at føle en vis respekt for Adrian i det øjeblik. At møde sin skæbne med sådan værdighed og accept var sjældent. Måske, i sin egen måde, havde han fundet en form for fred.

Vi red videre i stilhed, Helvedes porte kom til syne i horisonten. Snart ville Adrians sjæl blive overdraget, og min opgave ville være fuldført. Men hans ord blev hos mig, en påmindelse om de valg, vi alle træffer, og de priser, vi betaler.

Udødelighedens Fængsel

Jeg vendte Livsspejlet i mine hænder, dets glatte overflade fangede månens blege lys. Jeg stod foran Simons hus, klar til at høste den sidste sjæl for natten.

Jeg løftede spejlet og stirrede ind i dets dybder, og Simons liv udspillede sig for mig. Jeg så ham stå ansigt til ansigt med en stor hvidhaj, dens sylespidse tænder blottet i et dødbringende smil. Men Simon smilede bare, vidende at intet kunne skade ham.

Scenen skiftede, og jeg så ham falde fra himlen, hans krop hvirvlede gennem skyerne. Han landede på jorden med et brag, men rejste sig op, uskadt og leende.

Jeg så ham balancere på kanten af en vulkan, de kogende, orange flammer dansede under ham. Han sprang, forsvandt ind i den smeltende varme, kun for at dukke op igen, hans hud upåvirket af den intense varme.

Men så ændrede billederne sig. Jeg så Simon stå ved sin mors dødsleje, tårerne strømmede ned ad hans ansigt, da han indså, at han aldrig ville følge hende. Jeg så ham holde sin kærestes hånd, mens hun tog sit sidste åndedrag, vidende at han var dømt til at leve videre uden hende.

Årene passerede, og Simon blev mere og mere isoleret. Han turde ikke knytte sig til nogen, vidende at han ville miste dem. Hans liv var en endeløs cyklus af spænding og ensomhed, en meningsløs eksistens.

Jeg sænkede spejlet, en dyb medfølelse vældede op i mig. Jeg kendte alt for godt til smerten ved at miste dem, man elskede, til den tomhed, der fulgte.

Jeg trådte ind i Simons hus, Shadow ventede tålmodigt udenfor. Jeg fandt Simon siddende i en lænestol, stirrende ud i ingenting. Han så op, da jeg nærmede mig, og en forståelse passerede mellem os.

“Det er tid,” sagde jeg blidt.

Simon nikkede, en træt accept i hans øjne. “Jeg er klar,” sagde han. “Jeg har været klar i lang tid.”

Jeg rakte ud, og Simon tog min hånd. Jeg førte ham udenfor, hjalp ham op på Shadow’s ryg bag mig. Vi red ind i natten, forlod Simons hus og liv bag os.

* * *

Vi red gennem natten, byen forsvandt bag os, og snart var vi omgivet af den dybe, mørke skov. Stilheden var kun brudt af Shadows rytmiske hovslag og den svage raslen af blade i vinden.

Jeg vendte mig mod Simon, hans ansigt oplyst af månens blege lys. “Var det det hele værd?” spurgte jeg, min stemme lav og alvorlig.

Simon rystede på hovedet, en dyb tristhed i hans øjne. “Nej,” sagde han. “Det var det ikke. Til tider var det sjovt, spændingen, adrenalinsuset. Men et liv uden kærlighed, et liv uden konsekvenser… det er ikke et liv værd at leve.”

Jeg nikkede, forstod alt for godt hans ord. Jeg havde selv levet et sådant liv, fanget i en evig eksistens, afskåret fra alt, hvad der engang betød noget.

“Jeg prøvede at kontakte Djævlen,” fortsatte Simon, hans stemme nu mere end en hvisken. “Flere gange. Jeg ville lave min aftale om. Men uden held.”

Jeg kunne føle hans fortvivlelse, den desperate længsel efter at ændre sin skæbne. Det var en længsel, jeg kendte alt for godt.

“Tror du, der findes en Gud?” spurgte Simon pludselig, hans øjne søgte mine. “Og hvis der gør, hvorfor gør han så ikke noget for at hjælpe folk?”

Jeg tøvede, overvejet hans spørgsmål. Det var noget, jeg selv havde grublet over i utallige ensomme nætter.

Jeg overvejede Simons spørgsmål et øjeblik, før jeg svarede. “Ja, jeg tror, der er en Gud,” sagde jeg langsomt. “Men jeg tror også, at Gud har andre ting at tage sig af lige nu.”

Simon så på mig med et forvirret udtryk. “Hvad mener du?”

Jeg sukkede dybt. “Der er en krig på vej, Simon. En krig mellem Himlen og Helvede. Og Gud… Gud forbereder sig på denne krig.”

Simons øjne udvidede sig i chok. “En krig? Mellem Himlen og Helvede? Hvordan… hvordan ved du det?”

“Jeg kan mærke det,” sagde jeg. “Det er en del af min forbandelse, at være bundet til både livet og døden. Jeg kan føle spændingerne, der bygger op, de kosmiske kræfter, der samler sig.”

Vi red i stilhed i et stykke tid, begge fordybet i vores egne tanker. Til sidst talte Simon igen. “Så… hvad betyder det for os? For menneskeheden?”

“Jeg ved det ikke,” indrømmede jeg. “Men jeg frygter, at det vil bringe stor ødelæggelse og lidelse. Krig, uanset om den er mellem mennesker eller guddommelige væsener, er altid brutalt.”

Simon nikkede, hans ansigt alvorligt. “Og Gud… han vil ikke gribe ind? Han vil ikke hjælpe os?”

“Jeg tror, Gud har sine egne planer,” sagde jeg. “Planer, vi måske ikke kan forstå. Men jeg tror også, at i sidste ende er vores skæbne vores egen. Vi må tage ansvar for vores valg, både gode og dårlige.”

Simon så ned, tydeligt fortabt i tanker. Jeg kunne fornemme hans indre tumult, hans kamp for at acceptere hans egen skæbne.

“Kom,” sagde jeg blidt. “Vi har stadig en lang vej foran os.”

Og således red vi videre ind i natten, to sjæle fanget i en evig dans mellem liv og død, med visheden om, at selv i mørket, selv i skyggen af en kommende krig, var der stadig håb. For så længe vi havde vores menneskelighed, så længe vi kunne føle anger og søge forløsning, var intet virkelig tabt.

Afslutning: Konsekvensernes Efterklang

Jeg stoppede Shadow på en bakketop og så ud over slagmarken under mig. Himlen var mørk og truende, gennemsyret af buldren fra torden og glimt af lyn. På jorden kæmpede engle og dæmoner, deres klinger glimtede i det sparsomme lys, deres skrig af raseri og smerte fyldte luften.

Jeg sukkede tungt, tankerne hvirvlede i mit hoved. Så mange sjæle havde jeg høstet gennem årene, så mange liv var blevet afsluttet før tid på grund af deres egne valg. Laura, Helena, Tom, Adrian, Simon… de havde alle givet afkald på noget så helligt som deres sjæl, byttet det for jordiske glæder og ønsker.

Og nu, takket være deres valg og utallige andre som dem, stod Djævlen på randen af sejr. Hans hære voksede for hver sjæl, der blev høstet, for hver aftale, der blev indgået. Himlen kæmpede tappert, men selv jeg kunne se, at det var en tabt kamp.

Jeg deltog ikke selv i krigen. Det var ikke min rolle. Jeg var en observatør, en indsamler af sjæle, ikke en kriger. Men selv fra min fjerne perch kunne jeg mærke kampens intensitet, de titaniske kræfter, der var i spil.

Pludselig mærkede jeg et træk, en trang dybt inde i mig. Det var tid. Tid til at fortsætte min evige opgave. Jeg vendte Shadow væk fra slagmarken, væk fra den kaotiske dans af liv og død under mig.

Jeg havde fået en ny opgave, et nyt formål. Jeg skulle videre til den næste verden, indsamle sjæle der kunne tjene som Djævlens soldater i hans næste krig. For krig, havde jeg lært, var en konstant. Uanset hvor mange slag der blev udkæmpet, uanset hvor mange liv der gik tabt, ville der altid være en anden verden, en anden kamp.

Og jeg, Dødens Rytter, ville altid være der. Fange mellem lys og mørke, liv og død, bundet af min egen aftale, min egen skæbne. Jeg var ikke en helt eller en skurk, men blot et redskab, et tandhjul i et kosmisk maskineri, der var langt større end mig selv.

Så med et sidste blik på den brændende himmel og den blodige jord, sparkede jeg Shadow fremad, og red ind i natten, klar til at møde, hvad end der ventede mig i den næste verden.

* * *