Sally trådte ind i den lille, hyggelige købmandsbutik, hvor dørklokken bimlede muntert. Hylderækkerne bugnede med alverdens varer, fra friskbagt brød til konservesdåser og toiletartikler. Ekspedienten bag disken, den godmodige hr. Jensen, hilste på hende med et smil og et nik.
Butikken summede allerede af liv, selvom eftermiddagen knap var begyndt. Folk kom ind i en lind strøm, de fleste stadig iført deres arbejdstøj. Landmænd med jord under neglene, håndværkere i overalls, kontordamer i pæne nederdele.
Sally begav sig hen mod hylderne med kolonialvarer, men kom ikke langt, før en velkendt stemme råbte: “Goddag, frøken Madsen!”
Hun vendte sig om og fik øje på lille Peter fra 3. klasse. Hans lyse hår strittede til alle sider, og et stort smil bredte sig på hans buttede kinder. “Hej med dig, Peter,” sagde Sally varmt. “Er du her helt alene i dag?”
Drengen nikkede ivrigt. “Mor er stadig på arbejde. Jeg skulle bare købe mælk og rugbrød.” Han holdt stolt en indkøbskurv frem, hvor varerne allerede lå.
“Hvor er du dygtig,” roste Sally og klappede ham på hovedet. “Husk nu at hilse derhjemme.”
Sådan fortsatte det, mens Sally gik rundt mellem hylderne. Hvert andet øjeblik mødte hun et barn fra skolen, nogle alene, andre sammen med søskende eller bedsteforældre. For hvert “Goddag, frøken!” og hvert smil følte hun en varm glæde i sit hjerte. Dette var hendes lille verden, hendes hjem, hvor alle passede på hinanden.
Ved kassen stod Marie fra 5. klasse. Hun var i færd med at tælle mønter op af en pung, men der var tydeligvis ikke nok. Hr. Jensen smilede bare overbærende. “Vi skriver det på regningen, lille ven. Jeg ved, din far er nok skal betale.”
Sally kunne ikke lade være med at smile for sig selv, mens hun lagde sine egne varer på båndet. I denne by behøvede ingen at bekymre sig. De var én stor familie, og hun var taknemmelig for hver eneste dag, hun fik lov at være en del af den.
Sally forlod købmanden med armene fulde af indkøbsposer. Aftensolen kastede lange skygger over de brostensbelagte gader, mens hun gik hjemad. Fuglene kvidrede deres aftensang, og duften af nyslået græs hang i luften.
Vel hjemme i sit lille, hyggelige hus stillede Sally poserne på køkkenbordet og begyndte at pakke ud. Hun nynnede sagte for sig selv, mens hun fandt gryder og pander frem. Madlavning var hendes aftenritual, en stund, hvor dagens stress kunne forsvinde i duften af krydderier og boblende gryder.
Sally skruede op for radioen. En blød jazzmelodi fyldte køkkenet, og hun svajede let i takt til musikken, mens hun skar grøntsager ud. Pludselig, i øjenkrogen, opfangede hun en bevægelse udenfor vinduet. En skygge gled forbi, hurtigt og lydløst.
Hun vendte sig om, men så intet usædvanligt. Gaden udenfor lå badet i det gyldne aftenlys, stille og fredfyldt som altid. Sally trak på skuldrene. Det var sikkert bare én af naboerne på vej til aftenens aktiviteter på skolen. Lyden af latter og råb fra skolegården nåede hendes ører, en påmindelse om byens pulserende liv lige udenfor hendes dør.
Med et smil vendte Sally tilbage til sit køkken. Hun rørte i gryden, smagte til og nikkede tilfreds. Mens maden simrede, dækkede hun bord til sig selv, en enkelt kuvert, men alligevel omhyggeligt arrangeret med en lille vase med friske blomster fra haven.
Hendes tanker vandrede til morgendagens temadag på skolen. Kreativitet var temaet, og hun glædede sig til at se, hvad børnene ville finde på. Hun forestillede sig allerede de farvestrålende tegninger, de skæve lerfigurer og de fantasifulde historier, der ville pryde klasseværelset.
Fredag ville blive en festlig afslutning på ugen. Fællessangen om eftermiddagen var altid et højdepunkt, både for børn, forældre og lærere. Sally elskede at se, hvordan musikken bandt dem alle sammen, skabte et fællesskab på tværs af generationer.
Det var blevet morgen, og morgendisen hang stadig over byen, da Sally låste sig ind på skolen. Stilheden i de tomme gange blev kun brudt af hendes skridt og lyden af nøgler, der raslede. Hun tændte lyset i klasserne og begyndte at gøre klar til dagens kreative udfoldelser.
Snart ankom hendes kolleger, og sammen forvandlede de skolen til et farverigt kunstværksted. Malerstaffelier blev stillet op, ler blev lagt frem, og perleplader blev spredt ud på bordene. Sally mærkede spændingen stige, da klokken ringede, og børnenes glade stemmer fyldte gangene.
Dagen fløj af sted i en hvirvel af farver og fantasi. Sally gik fra værksted til værksted, fascineret af børnenes kreativitet. En dreng formede omhyggeligt en drage af ler, mens en pige malede et eventyrlandskab fyldt med feer og alfer. I et hjørne sad en gruppe og lavede farverige masker til deres teaterforestilling.
“Frøken Madsen, se her!” råbte lille Emma og holdt stolt sin perleplade op.
Sally bøjede sig ned og beundrede mønstret. “Det er jo pragtfuldt, Emma. Sikke flotte farver du har valgt.”
Tiden fløj af sted, og før Sally vidste af det, var dagen ved at være slut. Træt, men tilfreds, fandt hun vej til lærerværelset, hvor Kirsten allerede sad med to dampende kopper kaffe.
“Sikke en dag, hva’ Sally?” Kirsten skubbede en kop over til hende.
Sally sank ned i stolen med et dybt suk. “Ja, det var virkelig fantastisk at se alle de kreative sjæle udfolde sig.”
De to kolleger nippede til deres kaffe og udvekslede anekdoter fra dagen. Latteren boblede let mellem dem, mens de talte om børnenes påfund og kreative løsninger.
“Du ser træt ud, Sally,” bemærkede Kirsten pludselig. “Ved du hvad, gå du bare hjem. Jeg hænger kunstværkerne op i samlingssalen, så det hele er klar til i morgen.”
Sally så taknemmeligt på sin kollega. “Er du sikker? Det er jo en del arbejde.”
“Helt sikker. Du trænger til at slappe af. Gå hjem og forkæl dig selv lidt.”
“Tak, Kirsten. Det sætter jeg virkelig pris på.” Sally rejste sig og gav sin kollega et kram og gik hjem, hvor hun faldt i søvn på sofaen uden at have fået spist ret meget aftensmad.
Sally vågnede med et sæt på sofaen. Morgenlyset sivede ind gennem gardinerne, og hun blinkede forvirret. Hendes aftensmad stod næsten urørt på sofabordet. Hun gned øjnene og kiggede på uret. Heldigvis var hun vågnet tidligt nok til ikke at komme for sent på arbejde.
Med stive lemmer rejste hun sig og gik i bad. Vandet vaskede nattens tåger væk, og hun besluttede sig for at møde tidligt. Måske kunne hun hjælpe Kirsten med at gøre det sidste klar inden skoledagen startede.
Skolen lå stille og mørk, da Sally låste sig ind. En skarp kontrast til gårsdagens liv og farver. På lærerværelset stod hendes og Kirstens kopper fra dagen før. Sally ryddede op og satte dem i opvaskemaskinen, før hun gik ned mod samlingssalen.
I den dunkle sal gik hun langsomt rundt og beundrede de mange kunstværker på væggene. Børnenes kreativitet strålede fra hver en krog. Sally fortabte sig i detaljerne, da hun pludselig mærkede noget klistret under skoen.
Hun rynkede brynene og bøjede sig ned, men i mørket var det umuligt at se, hvad det var. Med et suk gik hun ud for at hente en spand og en gulvmoppe. Da hun vendte tilbage, tændte hun lyset for bedre at kunne se.
Synet fik hende til at gispe. En mørkerød væske bredte sig på gulvet. Det lignede blod. Sally slap spanden og moppen i chok. Hun kiggede rundt i lokalet, men så ikke noget usædvanligt. Først da en dråbe ramte hendes pande, vendte hun blikket opad.
Et skrig sad fast i hendes hals. Kirstens livløse og parterede krop hang i loftet, og lige så stille dryppede de sidste dråber blod ud af hendes krop. Sally stivnede, lammet af rædsel ved synet af sin kollega og ven.
Sally stod som forstenet, hendes blik naglet til det groteske syn over hende. Kirstens krop var blevet forvandlet til et makabert kunstværk. Lemmer og organer var omhyggeligt arrangeret i en forvrænget komposition, der mindede om et Picasso-maleri. Det var en skræmmende blanding af det velkendte og det umenneskelige.
Kvalmen steg op i hendes hals, og Sally kæmpede for at trække vejret. Hendes trygge tilværelse i den lille by smuldrede for øjnene af hende. Med rystende hænder famlede hun efter sin mobil og ringede til politiet.
Landbetjent Henrik Jensen ankom hurtigt, men selv den garvede politimand blegnede ved synet.
“Jeg… jeg har aldrig set noget lignende,” mumlede han og trak sin mobiltelefon frem. “Dette er langt ud over, hvad jeg kan håndtere. Vi må tilkalde rejseholdet.”
Han vendte sig mod Sally, der stadig stod som lammet.
“Frøken Madsen, jeg har brug for din hjælp. Kan du låse alle døre på skolen og sende besked til forældre og ansatte om, at skolen er lukket i dag?”
Sally nikkede stift og gik i gang med opgaven. Hendes krop bevægede sig mekanisk, mens hendes tanker hvirvlede. Hvordan kunne dette ske i deres fredelige lille by?
Udenfor begyndte nysgerrige beboere at samle sig. Henrik satte hurtigt afspærringstape op for at holde dem på afstand. Byens folk hviskede og pegede, chokerede over politiets tilstedeværelse ved deres elskede skole.
Først da rejseholdets sorte biler rullede ind i byen, kom de som de første igennem afspærringen. Selvom nysgerrigheden var stor, holdt de fleste sig respektfuldt tilbage og lod eksperterne gøre deres arbejde.
Da rejseholdet ankom blev Sally og Henrik udspurgt, men kunne ikke fortælle ret meget, så de blev sendt ned på lærerværelset for at afvente yderligere instrukser. Lisa Mørk, rejseholdets leder, stod nu midt i samlingssalen og lod blikket glide over det makabre sceneri. Hendes folk myldrede omkring hende, travlt optaget af at dokumentere hver eneste detalje.
“Fotografér alt,” beordrede hun skarpt. “Jeg vil have hver eneste blodplet registreret.”
Timerne sneglede sig afsted, mens efterforskerne metodisk gennemgik gerningsstedet. Lisa holdt et vågent øje med processen, og hendes ansigt bar tydeligt præg af at hun skulle holde overblikket og koncentrationen i denne makabre drabssag.
Da de nåede til udfordringen med liget, der hang seks meter over gulvet, kaldte Lisa på sin tekniske ekspert.
“Vi skal have det ned uden at ødelægge beviser. Forslag?”
De brugte lang tid på at udtænke en løsning, før de forsigtigt kunne sænke den makabre installation ned.
Lisa granskede den lemlæstede krop. Blodet var drænet, og de mange snit gjorde det umuligt at fastslå dødsårsagen på stedet.
“Tilkald ambulancen og retsmedicinerne,” instruerede hun. “Vi har brug for en grundig obduktion.”
Solen var ved at gå ned, da Lisa endelig vendte tilbage til lærerværelset. Sally og Henrik sad der stadig, deres ansigter askegrå af udmattelse og chok.
“I kan gå hjem nu,” sagde Lisa og rakte dem sit visitkort. “Ring, hvis I kommer i tanke om noget. Vi har folk her i nat der holder vagt her i nat.”
Lisa forlod skolen sammen med sit hold, fast besluttet på at grave dybere i sagens dystre mysterium.
Sally vågnede helt badet i sved. Nattens mareridt sad stadig i kroppen, og hun måtte kæmpe for at orientere sig. Skulle hun på arbejde? Var skolen åben? Ville nogen overhovedet dukke op efter gårsdagens rædsel?
Byen lå i chok. Gaderne havde været spøgelsesagtige stille, da Sally gik hjem aftenen før. Hun trak gardinet fra og kiggede ud. Alt virkede så normalt, som om intet var hændt.
Sally traf en beslutning. Hun måtte derhen, se det med egne øjne. Hun klædte sig på i en fart og skyndte sig afsted.
Skolen dukkede op foran hende. Sally standsede brat. Politiafspærringen var væk. Døren stod åben. Forvirret gik hun ind.
På lærerværelset sad Jens, hendes kollega gennem mange år. Han stirrede tomt ud i luften med rødrandede øjne.
“Jens?” Sally rørte forsigtigt ved hans skulder.
Han så op. “Sally… jeg kan ikke… Kirsten…” Hans stemme knækkede over.
“Jeg ved det,” hviskede Sally. “Men hvorfor er vi her? Er der… normal undervisning?”
Jens nikkede træt. “Ledelsen mente, det var bedst at opretholde en form for normalitet. For børnenes skyld.”
Klokken ringede. Sally gik som i trance til sit klasselokale. Eleverne sad der, stille og alvorsfulde. Hun mærkede en klump i halsen.
“Godmorgen, børn,” sagde hun og forsøgte at smile. Men ordene føltes hule, forkerte.
Sally kiggede ud ad vinduet. Solen skinnede. En pludselig indskydelse ramte hende.
“Ved I hvad? Lad os gå udenfor.”
Ungerne sprang op fra deres stole med fornyet energi. “Må vi virkelig?” spurgte Marie med lysende øjne.
Sally nikkede og mærkede en bølge af lettelse skylle gennem sig. “Ja, lad os tage ud i skoven og udforske naturen lidt.”
Børnene skyndte sig at pakke deres tasker, ivrige efter at komme ud i det fri. Sally gik hen til skabet og fandt en kasse med lupper frem.
“Husk jeres madpakker,” råbte hun, mens hun selv hentede en kop dampende kaffe.
De traskede afsted mod den lille skov ved siden af skolen. Solen varmede deres ansigter, og fuglene sang lystigt i træerne. Sally mærkede, hvordan den tunge stemning fra klasseværelset langsomt fortog sig.
Da de ankom spredte børnene sig ud i skovbunden. De lå på maven og undersøgte blade og grene med deres lupper. Sally satte sig på en træstub og nippede til sin kaffe, mens hun holdt øje med de ivrige elever.
“Frøken Madsen! Frøken Madsen!” Peter kom løbende med en stor bille i hånden. “Se, hvad jeg har fundet!”
Sally bøjede sig ned for at studere insektet. “Det er en bøgebuk,” forklarede hun. “Se, hvor lange følehorn den har.”
Flere børn stimlede sammen om dem, fascinerede af Peters fund. Sally begyndte at fortælle om billens levevis og betydning for økosystemet. Børnenes øjne lyste af nysgerrighed og begejstring.
Tiden fløj afsted. Børnene løb rundt og viste stolt deres fund frem, myrer, bænkebidere, edderkopper og sommerfugle. Sally gik fra gruppe til gruppe og hjalp med at identificere de forskellige arter.
“Se, hvor mange ben den har!” udbrød Marie og pegede på en tusindben, der snoede sig hen over en gren.
Sally smilede og forklarede om insekternes anatomi. Hun mærkede, hvordan hendes egen begejstring for naturen blev vakt til live igen.
Midt på dagen satte de sig i en lysning for at spise deres madpakker. Snakken gik lystigt, og børnene diskuterede ivrigt deres opdagelser. Sally lyttede til deres snak og følte en dyb taknemmelighed over at være omgivet af så megen livsglæde og nysgerrighed.
For en stund var gårsdagens gru glemt. Her i skoven, omgivet af naturens under og børnenes latter, følte Sally sig endelig i stand til at trække vejret frit igen.
Da alle var færdige med at spise. rejste Sally sig og børstede omhyggeligt smulder af sit tøj. Hun glattede sin nederdel og så ud over klassen med et varmt smil. “Så, kære unger. I har været så utroligt dygtige i dag. Hvad siger I til, at vi belønner jeres flid med en tur hen på den store legeplads i skoven?”
Jublen brød øjeblikkeligt løs blandt børnene. De sprang op og begyndte at samle deres ting sammen i en febrilsk fart, mens børnene snakkede i munden på hinanden.
“Må vi løbe i forvejen, frøken Madsen?” spurgte Peter ivrigt, mens han hoppede op og ned på stedet, klar til at sprinte afsted.
Sally nikkede med et overbærende smil. “Ja, det må I gerne. Men husk nu, I skal vente på hinanden ved indgangen til legepladsen. Ingen må gå ind, før jeg er der.”
Børnene spurtede afsted, Sally fulgte efter i et mere roligt tempo. Hun nød den milde brise og duften af nyudsprungne blade, mens hun gik gennem skoven. Det var dage som denne, der mindede hende om, hvorfor hun elskede sit job som lærer.
Pludselig skar et skingert skrig gennem luften. Sallys hjerte frøs øjeblikkeligt til is, og hun mærkede en kuldegysning løbe ned ad ryggen. Flere skrig fulgte, høje og paniske. Sally satte i løb, grene og kviste piskede mod hendes ansigt og arme, mens hun sprintede gennem underskoven.
Hun nåede legepladsen og bremsede brat op. Synet, der mødte hende, fik hendes mave til at vende sig, og hun mærkede kvalmen stige op i halsen. Hun kæmpede for at trække vejret, mens hun prøvede at begribe det forfærdelige syn foran sig.
“Kom her, børn,” gispede hun og vinkede febrilsk børnene til sig. “Vi skal tilbage til skolen med det samme. Nu!”
Hun skyndte sig at samle de grædende og chokerede børn og fik dem gennet tilbage mod skolen. Hendes tanker hvirvlede kaotisk, men hun tvang sig selv til at fokusere på at få børnene i sikkerhed. Hun holdt et vågent øje med omgivelserne, bange for at faren stadig kunne være i nærheden.
Tilbage i klasseværelset ringede Sally febrilsk til sine kolleger med rystende hænder. “Kom hurtigt,” sagde hun stakåndet. “Jeg har akut brug for jeres hjælp.”
Kollegerne strømmede ind, forvirrede og bekymrede over synet af de grædende børn og Sallys blege ansigt.
“Hvad i alverden er der sket?” spurgte Jens, mens han prøvede at berolige et hulkende barn.
Sally trak ham til side, væk fra de lyttende børn. “Der… der er sket endnu et mord,” hviskede hun med skælvende stemme. “På legepladsen i skoven. Det er en af vores 8. klasses elever.”
Jens blegnede og måtte støtte sig til væggen. “Åh gud… Ikke igen…”
Sally greb sin telefon igen med rystende hænder. Hun scrollede gennem kontakterne og fandt Henriks nummer. Hun tog en dyb indånding før hun trykkede på opkaldsknappen.
“Sally? Hvad er der galt?” lød Henriks stemme, allerede anspændt som om han anede, at noget var galt.
“Henrik, der… der er sket endnu et mord,” sagde Sally, og kæmpede for at holde stemmen rolig. “På legepladsen i skoven. Det er en af vores elever fra 8. klasse.”
Der blev stille i den anden ende. Så hørte Sally Henrik trække vejret dybt. “Jeg ringer til Lisa og kører ud for at spærre området af med det samme. Tag dig af børnene, Sally. Jeg ved, det er svært, men de har brug for dig nu mere end nogensinde. Hold dem samlet og trygge.”
Sally nikkede, selvom Henrik ikke kunne se det. Hun mærkede tårerne presse sig på, men tvang dem tilbage. “Ja, selvfølgelig. Jeg gør mit bedste.”
Hun lagde på og vendte sig mod sine kolleger, der stod og ventede med bekymrede blikke.
“Vi er nødt til at tilkalde krisehjælp med det samme,” sagde hun og prøvede at lyde mere fattet, end hun følte sig. “Og vi skal have fat i alle forældrene hurtigst muligt. Ingen børn må forlade skolen alene i dag.”
Det havde været en lang dag, Sally sad endelig ned på lærerværelset, blikket tomt og fjernt. Mørket udenfor havde sænket sig, og hun registrerede knapt Lisas stemme. Ordene flød sammen i en uforståelig strøm. Lisa havde hjulpet Sally på skolen, hvor Henrik var blevet på legepladsen sammen med resten af rejseholdet. De arbejdede hårdt og målrettet på at opklare dette morbide mord, en 14 årig dreng parteret og samlet igen, hængt op i legetårnet på legepladsen og pyntet med silkepapir i alle regnbuens farver. Det var både barnligt og morbidt på én gang.
“Sally? Hører du efter?” Lisa lænede sig frem, bekymring tydelig i hendes øjne. Hun havde aldrig set noget lignede, og hun vidste godt at det nok havde været endnu sværere for Sally at se dette morbide syn på legepladsen sammen med alle sine elever.
Sally blinkede langsomt og forsøgte at fokusere. “Undskyld, hvad sagde du?”
Lisa sukkede tungt. “Jeg ved, det er svært, men jeg er nødt til at stille dig nogle spørgsmål. Du er den eneste, der har været tæt på begge… hændelser.”
Sally nikkede træt. “Jeg forstår det bare ikke. Hvordan kan nogen gøre sådan noget?” Hendes stemme knækkede over.
“Det er det, vi prøver at finde ud af,” svarede Lisa blidt. “Kan du huske noget usædvanligt fra i dag? Nogen, der opførte sig mistænkeligt?”
Sally rystede på hovedet. “Nej, intet. Det var en helt almindelig dag, indtil…” Hun tav brat, ude af stand til at fortsætte.
Lisa noterede i sin blok. “Og i går? Noget du har glemt at nævne?”
“Nej, intet,” mumlede Sally. “Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe mere.”
Tiden sneglede sig afsted. Sally svarede mekanisk på Lisas spørgsmål, men følte sig mere og mere tom indeni. Hendes svar blev kortere, mere usammenhængende.
Endelig, sent på aftenen, forlod Sally skolen. Gaderne lå øde hen, ikke en sjæl at se. Vinduerne i husene var mørke, gardiner trukket tæt for. Den ellers så livlige by var forvandlet til en spøgelsesby.
Sally skuttede sig i den kølige aftenluft og skyndte sig hjemad. Frygten for at blive den næste sad som en knude i maven. Hvem kunne man stole på, når selv børn ikke var sikre?
Næste morgen vågnede sally med et sæt, noget der næsten var blevet en normal måde at vågne på for hende, og fandt sig selv stirrende på loftet. Hendes hjerte hamrede, og hun kunne mærke den kolde sved på sin pande. Hun svingede benene ud over sengekanten og tog en dyb indånding for at berolige sig selv. Det var da hun rejste sig, at hun bemærkede noget usædvanligt, en seddel der var stukket ind under hendes dør.
Hun gik hen og samlede den op med rystende hænder. Det var fra Henrik. Hans håndskrift var hurtig og utålmodig, som om han havde skrevet den i al hast. Sally læste indholdet og mærkede en klump forme sig i halsen. Henrik anbefalede alle i byen at blive hjemme så vidt muligt, altid være sammen med nogen og ikke gå ud alene. Skolen var lukket på ubestemt tid.
“Hvad skal jeg dog stille op med mig selv?” mumlede Sally og lod sedlen falde på bordet.
Efter et øjebliks overvejelse besluttede hun sig for at gøre noget produktivt med dagen og prøve at have noget selskab, så hun ikke bare var alene derhjemme. Hun greb telefonen og ringede til Conny, byens frisør, som også boede alene.
“Conny? Det er Sally. Har du en ledig tid i dag?”
“Sally! Jeg er så glad for, du ringer. Alle har aflyst deres tider. Du er velkommen når som helst.”
Sally trådte ud på gaden og kiggede sig nervøst omkring. Byen virkede forladt, som en spøgelsesby. Hun skyndte sig hen til Connys salon, som lå i hendes hjem længere nede af vejen.
“Kom indenfor, kære,” sagde Conny og låste døren bag Sally. “Det er rart at se et kendt ansigt.”
Mens Conny vaskede og klippede Sallys hår, forsøgte de at small-talke om vejret og hverdagsting, men samtalen faldt hurtigt på de forfærdelige begivenheder.
“Det er skræmmende at bo alene i disse tider,” sagde Conny lavmælt.
Sally nikkede. “Ja, jeg føler mig også utryg. Men hvad kan vi gøre?”
Da Sally forlod salonen med sin nye frisure, følte hun sig mærkeligt udsat. Hun besluttede sig for at stoppe ved købmandsbutikken på vej hjem.
Butikken var uhyggeligt tom. Ingen livlig snak, ingen latter fra børn, der tiggede om slik. Kun lyden af den ensomme køler i hjørnet.
“Goddag, Frøken Madsen,” hilste Hr. Jensen stille bag disken.
Sally nikkede og skyndte sig at samle varer til aftensmaden. Hun betalte hurtigt og forlod butikken med en knugende fornemmelse i maven.
Sally gik ind i køkkenet og lavede en simpel aftensmad, en omelet med brød. Hun satte sig ved bordet, men maden smagte af pap i hendes mund. Efter få bidder skubbede hun tallerkenen væk.
Hun gik gennem huset og tændte alle lamper, selv dem i skabene. Gardinerne blev trukket for med hastige bevægelser. Alligevel følte hun sig udsat, som om nogen kunne se ind gennem de mindste sprækker.
“Jeg burde ringe til nogen,” mumlede hun, men tanken om at forstyrre andre virkede pludselig overvældende.
Sally sank ned i sofaen og tændte fjernsynet. Hun skruede lyden højt op, så den fyldte hele huset. Måske ville det afskrække morderen, tænkte hun, selvom tanken virkede absurd i samme øjeblik.
Natten faldt på, og Sally kæmpede for at holde øjnene åbne. Hun faldt i en urolig søvn, men vågnede gang på gang med et sæt. Hver gang troede hun, at hun hørte fodtrin eller en dør, der knirkede.
Da morgenlyset endelig begyndte at sive ind gennem gardinerne, ringede telefonen. Sally for sammen og tog den med rystende hænder.
“Sally? Det er Henrik. Er du hjemme?”
“Ja,” svarede hun med hæs stemme.
“Bliv der. Der er sket et nyt mord. Jeg kommer over til dig snarest.”
Sally lagde røret på med en følelse af afmagt. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv, men fulgte Henriks ordre og blev siddende i sofaen, ventende på hans ankomst.
Det ringede på døren, og Sally sprang op fra sofaen. Henrik trådte ind, hans ansigt alvorligt og træt.
“Sally, vi er nødt til at tale,” sagde han og satte sig tungt i lænestolen.
“Hvad er der sket?” spurgte Sally, selvom hun frygtede svaret.
Henrik sukkede dybt. “Conny er blevet myrdet. Hendes datter fandt hende i frisørsalonen. Hun var som de andre lig parteret og dekoreret, i dette tilfælde med sine egne redskaber fra frisørsalonen, som et bizart kunstværk”
Sally gispede og dækkede sin mund med hånden. “Nej, det kan ikke passe. Jeg var jo lige hos hende i går.”
“Netop,” sagde Henrik og lænede sig frem. “Du var den eneste kunde i hendes kalender i går.”
En banken på døren afbrød samtalen. Lisa trådte ind, hendes blik skarpt og undersøgende.
“Undskyld forsinkelsen,” sagde hun. “Jeg satte lige rejseholdet i gang med at undersøge frisørsalonen.”
Sally mærkede, hvordan de to politifolks blikke hvilede på hende. En klump voksede i hendes hals.
“Fortæl os om dit besøg hos Conny i går,” bad Henrik.
Sally forsøgte at samle tankerne. “Jeg kom omkring klokken tre. Vi snakkede lidt, og hun klippede mit hår. Det var helt normalt.”
“Så du ikke noget usædvanligt?” pressede Lisa på.
“Nej, slet ikke,” svarede Sally, men hendes stemme dirrede.
Henrik og Lisa udvekslede et blik.
“Sally,” sagde Henrik blidt, “vi er nødt til at tage dig med på stationen til afhøring.”
“Hvad? Men jeg har jo ikke gjort noget!” udbrød Sally.
“Det er standard procedure,” forklarede Lisa. “Du var den sidste, der så Conny i live.”
Sally mærkede panikken vokse i brystet. “I tror vel ikke, at jeg…”
“Vi undersøger alle muligheder,” afbrød Henrik. “Kom nu, Sally. Vi tager af sted.”
Med rystende ben fulgte Sally med ud til politibilen. Hun kunne mærke naboernes blikke gennem vinduerne, og skammen brændte i hendes kinder.
Da de nåede politistationen, førte Henrik hende ind i et lille, gråt rum.
“Sally Madsen,” sagde han tungt, “du er hermed varetægtsfængslet som mistænkt i mordsagen.”
Det havde været en lang dag, og Henrik og Lisa sad bøjet over bunker af papirer på den lille politistation i den ellers så fredelige landsby. Kaffekopperne var tomme, og mørke rande tegnede sig under deres trætte øjne. Luften var tyk af frustration og bekymring.
“Intet giver mening,” mumlede Henrik, landbetjenten, og gnubbede sine trætte øjne. Han havde aldrig oplevet noget lignende i sin karriere. “Vi har gennemgået alt igen og igen, men kan stadig ikke finde nogen som helst forbindelse mellem ofrene. Det er som om, de er valgt helt tilfældigt.”
Lisa nikkede udmattet og skubbede en stak papirer væk. “Og ingen vidner, ingen spor. Det er som om morderen er et spøgelse, der kommer og går uden at efterlade sig det mindste. Hvordan kan nogen begå så forfærdelige forbrydelser uden at efterlade sig spor?”
Udenfor hørte de den konstante lyd af biler, der kørte væk fra byen. Flere og flere huse stod tomme, efterhånden som folk flygtede fra den altoverskyggende frygt, der havde lagt sig som en tung dyne over den lille by. Det, der engang var et fredeligt samfund, var nu ved at blive en spøgelsesby.
“Vi er nødt til at gøre noget drastisk,” sagde Henrik og rejste sig brat. Hans stol skrabede højlydt mod gulvet. “Lad os sætte advarselsskilte op ved alle indfaldsvejene. Vi må advare folk om at holde sig væk, indtil vi har styr på situationen.”
Lisa nikkede og greb sin jakke. “Jeg tager mig af det med det samme. Du burde nok tjekke ind hos Sally igen. Hun må være ude af sig selv.”
Henrik gik med tunge skridt ned ad den stille gang til forhørslokalet. Sally, den ellers så muntre skolelærer, sad sammensunket ved bordet, hendes blik tomt og fjernt. Det skar Henrik i hjertet at se hende sådan.
“Hvordan har du det, Sally?” spurgte han blidt og satte sig over for hende.
Sally så op med rødsprængte øjne. Hendes stemme var hæs, da hun svarede: “Jeg forstår det simpelthen ikke, Henrik. Hvorfor i alverden tror I, det kunne være mig? Jeg har viet hele mit liv til at passe på byens børn.”
Henrik sukkede tungt. Han hadede at se en god ven i denne situation. “Vi er nødt til at undersøge alle muligheder, Sally. Det er standard procedure. Men jeg lover dig, vi arbejder på højtryk for at finde sandheden. Vi ved, du er uskyldig, men vi skal bare bevise det.”
Ude i byen satte Lisa advarselsskilte op ved alle indfaldsveje. Med trætte og rystende hænder hængte hun det sidste skilt op: “Advarsel: Forlad området omgående. Kontakt politiet for yderligere information.”
Tilbage på stationen samledes de få betjente til et hastigt indkaldt krisemøde. Stemningen var trykket, og alle vidste, at de beslutninger, de tog nu, ville være afgørende.
“Vi indfører øjeblikkeligt udgangsforbud efter mørkets frembrud,” erklærede Henrik med en stemme, der ikke tillod modsigelse. “Alle tilgængelige patruljer skal være på gaden. Vi kan simpelthen ikke risikere flere ofre. Vores by er ved at falde fra hinanden, og det er vores job at holde sammen på stumperne.”
Betjentene nikkede alvorligt, deres ansigter præget af en blanding af frygt og beslutsomhed. De var få, men de var fast besluttede på at beskytte deres by.
“Og husk,” tilføjede Lisa med eftertryk, “vær på vagt hvert eneste sekund. Vi ved stadig ikke, hvem eller hvad vi står overfor. Morderen kunne være hvem som helst, endda en af os.”
Mens mørket langsomt faldt på, lød politisirener gennem de næsten mennesketomme gader. De få tilbageværende indbyggere låste sig inde, trak gardinerne for og slukkede lyset, mens frygten krøb ind under huden på dem alle. Den lille landsby, der engang var kendt for sin idylliske ro, var nu forvandlet til et mareridt, hvor ingen følte sig sikre, ikke engang bag låste døre.
Natten lå som et tungt, kvælende tæppe over den lille by, der engang havde været så fredfyldt og tryg. Sally sad alene i sin klaustrofobiske celle på politistationen, omgivet af en stilhed så tyk, at den næsten føltes fysisk. Hendes tanker kredsede uophørligt om de forfærdelige begivenheder, der havde vendt op og ned på deres fredelige tilværelse og forvandlet deres idylliske landsby til et mareridt.
Henrik, byens landbetjent, trådte ind i celleområdet med tunge skridt, der ekkoede gennem de tomme gange som en påmindelse om, hvor forladt stedet var blevet. Han låste sig ind til Sally og satte sig tungt på den ledige stol, hans ansigt furet af bekymring og udmattelse.
“Hvordan har du det, Sally?” spurgte han lavmælt, hans stemme præget af den samme træthed, der lyste ud af hans øjne.
Sally trak på skuldrene, hendes blik flakkende. “Jeg ved det ikke, Henrik. Det føles som om vores verden er ved at falde fra hinanden. Som om alt det, vi kendte og elskede, forsvinder for øjnene af os.”
Henrik nikkede forstående, hans øjne fyldt med medfølelse. “Jeg ved, hvad du mener. Hver dag forsvinder flere af vores venner og naboer. Byen tømmes langsomt, som om livet selv siver ud af den.”
“Tror du nogensinde, vi kommer tilbage til det normale?” hviskede Sally, hendes stemme skælvende af undertrykt frygt og desperation.
Henrik sukkede dybt, en lyd fyldt med sorg og usikkerhed. “Jeg ved det ærligt talt ikke, Sally. Det her… det er større end noget, vi nogensinde har stået overfor. Det overgår alt, hvad vi nogensinde kunne have forestillet os.”
De sad i tavshed et øjeblik, begge fordybet i tanker om deres engang så idylliske by, nu var forvandlet til et sted, hvor frygten herskede.
“Husker du dengang, da det værste, der skete, var at Hansens ko løb løs på hovedgaden?” spurgte Sally med et svagt, nostalgisk smil, der ikke helt nåede hendes øjne.
Henrik lo sagte, men latteren var blandet med vemod. “Ja, det var tider. Nu ville jeg give alt for, at det var vores største problem igen. At vores største bekymring var at fange en løbsk ko i stedet for… dette.”
Pludselig lød der en skarp lyd udefra, som glas, der blev knust. Lyden skar gennem nattens stilhed som et varsel om fare. Henrik sprang op, adrenalin pumpede gennem hans årer, og hans hånd fløj instinktivt til hans pistolhylster.
“Bliv her,” beordrede han Sally med en stemme, der ikke tillod modsigelse, mens han låste celledøren. “Jeg tjekker det ud. Uanset hvad du hører, så bliv hvor du er.”
Sally nikkede nervøst, hendes hjerte hamrede så hårdt i brystet, at hun var sikker på, Henrik måtte kunne høre det. Hun så ham forsvinde ned ad gangen, hans skikkelse gradvist opslugt af mørket.
Alene i cellen krøb frygten ind over Sally som en kold, klamrende tåge. Hvad hvis morderen var kommet for at gøre det af med hende? Eller med Henrik? Tanken om at miste den eneste person, hun virkelig stolede på i denne situation, fik hendes mave til at snøre sig sammen. Hun lyttede intenst efter enhver lyd, der kunne afsløre, hvad der foregik, hvert knirk og hver hvisken fik hendes nerver til at sitre.
Minutterne føltes som timer, mens Sally ventede ængsteligt på Henriks tilbagekomst. Hendes tanker løb løbsk med forfærdelige scenarier, en ene mere skræmmende end den forrige. Hun forestillede sig Henrik liggende livløs et sted, og morderen på vej mod hendes celle. Sally klyngede sig desperat til håbet om, at Henrik snart ville vende tilbage og forsikre hende om, at alt var i orden, selvom en stemme dybt inde i hende hviskede, at intet nogensinde ville blive helt i orden igen i deres lille by.
Sally sad stadig alene i cellen, omgivet af en knugende stilhed, der syntes at trykke mod hendes trommehinder. Hendes tanker hvirvlede som et kaotisk stormvejr, en malstrøm af frygt og fortvivlelse, da en skrabende lyd pludselig rev hende ud af hendes grublerier. Et stykke papir gled ind under celledøren med en hvislen, der lød øredøvende i det ellers lydløse rum.
Med rystende hænder og hjertet bankende i halsen samlede hun brevet op. Hendes fingre dirrede så voldsomt, at hun næsten tabte det igen. Ordene på papiret brændte sig ind i hendes bevidsthed som gloende jern: “Du vil aldrig undslippe mig og jeg vil aldrig dræbe dig, kun alle du elsker og holder af”. Bogstaverne dansede for hendes øjne, mens betydningen langsomt sank ind.
En bølge af rædsel skyllede ind over Sally med en sådan kraft, at hun følte sig fysisk ramt. Hun begyndte at græde ukontrolleret, tårerne strømmede ned ad hendes kinder i varme striber, mens hun krammede brevet i sine skælvende hænder. Papiret blev fugtigt og krøllet af hendes greb. Hendes hjerte hamrede så voldsomt, at det føltes, som om det ville sprænge ud af hendes bryst, og en dump smerte bredte sig i hendes brystkasse.
“Nej, nej, nej,” hulkede hun, mens hun famlede med celledørens håndtag, vel vidende at det var nytteløst. Metallet var koldt og ubarmhjertigt mod hendes svedige håndflader. Hun hamrede sine næver mod den kolde metaldør, igen og igen, til hendes knoer var ømme og blodige. Sally skreg af sine lungers fulde kraft, hendes stemme hæs og fortvivlet, men ingen kom hende til undsætning. Ekkoet af hendes råb syntes kun at håne hende i den tomme gang udenfor.
Tiden gik, og Sallys desperate forsøg på at undslippe aftog gradvist. Hendes stemme var blevet til en hæs hvisken, hendes krop udmattet af anstrengelse og frygt. Til sidst sad hun helt stille på sengen, hendes blik tomt og opgivende, stirrende ud i luften uden at fokusere på noget bestemt. Hendes tanker var et kaos af frygt og fortvivlelse, mens hun forsøgte at begribe den ubegribelige situation, hun befandt sig i.
Pludselig hørte hun en ny lyd, noget, der blev skubbet ind under døren. Lyden var svag, men i den totale stilhed lød den som et tordenskrald for Sallys overfølsomme ører. Et fotografi landede på cellens gulv med en blød raslen. Sally stirrede på det et øjeblik, lammet af frygt for hvad det kunne vise. Hendes hjerte begyndte atter at hamre, og en kold sved brød frem på hendes pande.
Med skælvende hænder og en kvalmende fornemmelse i maven samlede hun billedet op. Et gisp undslap hendes læber, da hun så motivet. Det var Henrik, han var myrdet og parteret, arrangeret som et makabert kunstværk på væggen lige over for hendes celle. Hans livløse øjne stirrede anklagende på hende fra fotografiet, og Sally mærkede, hvordan en iskold hånd syntes at gribe om hendes hjerte.
Sally mærkede kvalmen vælde op i sig med en sådan kraft, at hun måtte kæmpe for ikke at kaste op. Hun havde intet hørt, mens morderen udførte sin grufulde gerning – hendes egne skrig og banken på døren havde overdøvet alt. Tanken om, at hun havde været så tæt på uden at kunne hjælpe, fyldte hende med en lammende skyldfølelse.
Drevet af en morbid trang til at bekræfte det utænkelige, rejste Sally sig på usikre ben. Hendes knæ truede med at give efter under hende, mens hun vaklende gik hen til celledøren. Med bankende hjerte og en kvælende fornemmelse i halsen kiggede hun ud gennem det lille vindue.
Der, på den modsatte væg, hang Henrik, eller det der var tilbage af ham, præcis som på billedet. Synet var så chokerende og surrealistisk, at Sally i et kort øjeblik troede, hun var ved at miste forstanden. Hun følte, hvordan al kraft forlod hendes krop, som var hun blevet ramt af et elektrisk stød. Hendes ben gav efter, og hun faldt sammen på gulvet med et dump, overvældet af rædsel og sorg. Hun lå der, dirrende og hulkende, ude af stand til at bevæge sig eller tænke klart, mens virkeligheden af hendes situation langsomt sank ind.
Morgenlyset sivede langsomt ind gennem de små vinduer i politistationens korridor. Sally sad sammenkrøbet i sin celle, øjnene stive af træthed og frygt. Stilheden var lammende, kun afbrudt af hendes eget hjertes hamren.
Pludselig lød der skridt. Sally sprang op, forventede at se Henrik. I stedet trådte Lisa ind, ansigtet blegt og anspændt. Hendes blik faldt straks på væggen overfor cellen.
“Åh gud,” gispede Lisa og vaklede baglæns.
Sally pressede sig mod det lille vindue i døren. “Lisa! Henrik, han…”
Lisa fandt hurtigt Henriks nøgler og låste cellen op med rystende hænder. “Fortæl mig alt,” sagde hun med en hæs stemme.
Sally forklarerede om nattens hændelser, den mystiske lyd, Henrik der gik ud for at undersøge det og det grufulde budskab hun havde modtaget.
Lisa lyttede tavst, øjnene mørke af bekymring. Hun trak sin mobiltelefon frem og ringede til sit team.
“Evakuér hele byen. Øjeblikkeligt. Send en retsmediciner ud til stationen. Jeg håndterer gerningsstedet selv.”
Sally stirrede forbløffet på hende. “Evakuere byen? Men…”
Lisa afbrød hende. “Det er ikke sikkert for nogen at blive her. Ikke før vi har fanget denne… denne galning.”
De to kvinder så på hinanden, udmattede og bange.
“Jeg tror ikke længere, du står bag dette, Sally,” sagde Lisa stille. “Men jeg kan ikke bare løslade dig. Ikke endnu.”
Sally nikkede resigneret.
“Jeg foreslår en fodlænke. Du kan bo hjemme, men under konstant overvågning.” Lisa tøvede. “Og… jeg vil bo hos dig. Indtil vi har løst denne sag.”
Sally sukkede dybt og faldt sammen i en stol. Tanken om at vende hjem til sit eget hus var både beroligende og skræmmende.
“Okay,” hviskede hun. “Lad os gøre det.”
Sally og Lisa forlod politistationen sammen. Gaderne lå øde hen i aftenlyset, kun deres fodtrin ekkoede mellem husene. Sally fumlede nervøst med nøglerne til sit hjem, fingrene rystede let, mens hun kæmpede for at få låsen op.
“Jeg pakker lige ud,” mumlede Lisa og forsvandt ind på gæsteværelset, tasken slæbende efter sig.
Sally sank ned i sofaen, blikket flakkede nervøst rundt i stuen. Hun gned sine hænder sammen, forsøgte at berolige sig selv. Efter nogle minutter dukkede Lisa op igen, hendes ansigt alvorligt.
“Vi må have noget at spise,” sagde hun bestemt. “Lad os tjekke købmanden. Vi kan ikke tænke klart på tom mave.”
De bevægede sig forsigtigt gennem de tomme gader. Byen, der engang var så livlig og tryg, føltes nu som en spøgelsesby, forladt og uhyggelig. Vinduer stirrede tomt ud på dem, og selv fuglene syntes at være forsvundet. Ved købmandsbutikken måtte Lisa bruge lidt kraft for at få døren op, hængsler knirkede protesterende.
“Tag kun det nødvendige,” instruerede hun, mens hun skannede butikken for potentielle farer.
Sally nikkede og greb nogle dåser, brød og mælk, hendes hænder rystede let, mens hun pakkede varerne. Lisa samlede toiletartikler og konserves, metodisk og effektivt. De forlod butikken uden at låse, vidende at de var de eneste tilbage i den en gang så idylliske landsby.
Hjemme igen begyndte de straks at sikre huset. Lisa skubbede tunge møbler foran døre og vinduer, sveden perlede på hendes pande af anstrengelsen. Sally trak alle gardiner for, hendes blik konstant søgende ud af vinduerne.
“Hvad tror du, der sker nu?” hviskede Sally, mens de spiste en simpel aftensmad af dåsemad og brød.
Lisa tyggde langsomt, overvejende. “Vi må være på vagt. Konstant. Der er ingen andre til at passe på os nu.”
“Men hvordan skal vi…” Sally lød fortvivlet, hendes stemme knækkede over.
“Vi sover på skift,” afbrød Lisa, hendes tone fast men medfølende. “Og jeg lærer dig at bruge en pistol. Det er nødvendigt nu.”
Sally gøs ved tanken, men nikkede, da hun havde indset alvoren i situationen.
“Huset skal være mørkt om natten,” fortsatte Lisa, hendes øjne scannede rummet. “Så vi kan opdage, hvis nogen aktiverer lyset udenfor. Og vi vækker hinanden ved den mindste lyd. Vi kan ikke være for forsigtige.”
De sad tavse et øjeblik, lyttede til stilheden udenfor. Kun vindens hvisken gennem træerne brød den uhyggelige ro.
“Lad os få sovet lidt,” sagde Lisa med en blød stemme. “Jeg tager første vagt. Du trænger til hvile, Sally.”
Sally nikkede træt og rejste sig, benene føltes tunge. Hun kastede et sidste blik ud af vinduet, før hun gik mod soveværelset. Natten ventede, lang og truende, fyldt med ukendte farer.
Sally åbnede øjnene og blinkede forvirret. Lyset sivede ind gennem gardinerne, og hun hørte fuglenes kvidren udenfor. Hvordan havde hun sovet så længe? Og hvor var Lisa?
Hun satte sig op i sengen, lyttede intenst. Stilheden i huset var knugende. Med hjertet hamrende i brystet listede hun ned ad trappen, hvert knirk fra træet lød øredøvende i den tomme bolig.
“Lisa?” hviskede hun, stemmen skælvende.
Intet svar.
I stuen stod hoveddøren på vid gab. Lisas pistol lå på gulvet, ensom og truende. Sally scannede rummet efter tegn på kamp, men alt virkede urørt.
Med rystende hænder greb hun sin mobiltelefon og tastede nummeret til politiet. Hun forklarede situationen, stemmen tyk af frygt.
“Vi sender resten af rejseholdet ud med det samme,” forsikrede stemmen i den anden ende.
Timerne sneglede sig afsted, mens Sally ventede. Rejseholdet ankom og spredte sig ud over byen. Sally sad sammenkrøbet i sofaen, ude af stand til at hjælpe.
Pludselig brød en stemme gennem politiradioen. “Vi har fundet hende.”
Sally fulgte med ud til byens udkant, hvor Lisa stod ved et af sine advarselsskilte. Synet fik Sally til at gispe af rædsel. Lisas ansigt var forvandlet til en grotesk parodi på en klovn. En kødkrog i hver mundvig trak hendes læber op i et unaturligt smil, og en farverig paryk sad skævt på hendes hoved. Hendes arm var løftet i en uhyggelig hilsen, tommelfingeren pegende mod skiltet, der advarede mod at køre ind i byen.
Retsmedicineren ankom for at hente liget, mens efterforskerne gik i gang med deres arbejde. Sally stod som lammet og betragtede scenen.
Da rejseholdet gjorde klar til at forlade byen, vendte de sig mod Sally. “Du må komme med os. Det er ikke sikkert her.”
Sally rystede på hovedet. “Nej, jeg kan ikke. Morderen dræber alle omkring mig. Jeg må blive her.”
De forsøgte at overtale hende, men Sally stod fast. Til sidst gav de op og forlod byen, efterladende Sally som den eneste tilbageværende sjæl i den forladte by.
Sally slentrede hjemad gennem de øde gader, hendes skridt ekkoede mod de forladte huse. En stribet kat dukkede pludselig op og begyndte at følge hende på sikker afstand. Sally standsede og kiggede på det magre dyr.
“Nå, lille ven. Er du også alene tilbage?”
Katten miavede sagte, og Sally besluttede sig for at gøre en afstikker til købmanden. Hun fandt en dåse kattemad på en af de forladte hylder og forlod butikken med en underlig fornemmelse af at stjæle.
Hjemme i stuen åbnede Sally dåsen og hældte indholdet i en skål. Katten sprang ivrigt op på bordet og begyndte at spise. Sally sank ned i sofaen og betragtede dyret.
“I det mindste er vi to nu,” mumlede hun og strøg katten over ryggen.
Tanken om morderens løfte dukkede op i hendes sind. Hvis hun virkelig var fredet, kunne hun måske endelig få lidt ro. Sally rejste sig og gik ud i køkkenet, hvor hun fandt en pose chips. Hun vendte tilbage til stuen, tændte fjernsynet og lod sig opsluge af skærmens flimrende lys.
Mørket faldt på udenfor, og Sally mærkede en ny form for ro sænke sig over hende. Hun slukkede fjernsynet og gik op ad trappen til soveværelset. Katten fulgte efter hende, sprang op på sengen og rullede sig sammen ved hendes fødder.
Sally lagde sig til rette under dynen, lyttede til kattens bløde spinden og lukkede øjnene. For første gang i lang tid følte hun sig ikke alene.
Sally vågnede til lyden af kattens sagte spinden. Hun strakte sig og kiggede ned mod fodenden, hvor den stribede kat lå sammenrullet i en pelset kugle. Et øjeblik lå hun bare og nød roen, før hun svingede benene ud over sengekanten.
“Godmorgen, lille ven,” mumlede hun og aede katten bag ørerne. “Skal vi se, hvad natten har bragt?”
Sally trak i et par slidte jeans og en varm sweater, før hun listede ned ad trappen. Køkkenuret viste 7:30, og morgensolen kastede lange skygger gennem vinduerne.
Ude på gaden mærkede Sally den kølige morgenluft mod kinderne. Hun gik langsomt gennem de tomme gader, øjnene på konstant udkig efter tegn på aktivitet. Men byen lå stille og forladt, præcis som hun havde efterladt den aftenen før.
Ved byens torv standsede Sally og kiggede sig omkring. Ingen nye blodspor, ingen mystiske beskeder. Kun stilheden og den svage duft af vissent løv.
“Det ser ud til, at vi er alene, lille kat,” sagde Sally til sin nye følgesvend, der trofast travede ved hendes side.
I dagene der fulgte, begyndte Sally systematisk at afspærre byen. Hun fandt advarselsskilte i det forladte kommunekontor og satte dem op ved alle indfaldsveje. Med spraymaling fra byggemarkedet skrev hun “LIVSFARE – GÅ VÆK” på vejbanen ved bygrænsen.
Hver dag gik Sally sin runde i byen. Hun tjekkede afspærringer og holdt øje med tegn på ubudne gæster. En eftermiddag dukkede et ældre ægtepar op i deres skinnende Volvo.
“Undskyld, men er der sket noget?” spurgte manden gennem det nedrullede vindue.
Sally rystede på hovedet. “I må ikke komme ind i byen. Der er… en farlig situation. Vend om og kør væk herfra. Det er for jeres egen sikkerheds skyld.”
Ægteparret udvekslede bekymrede blikke, før de langsomt bakkede og kørte væk igen.
En aften ringede telefonen. Det var efterforskningslederen fra rejseholdet.
“Vi har desværre ikke flere spor at gå efter,” forklarede han. “Vi holder øje med situationen, men kan ikke allokere flere ressourcer, før der sker noget nyt. Er du sikker på, du ikke vil evakueres?”
“Nej tak,” svarede Sally bestemt. “Jeg bliver her og holder vagt.”
Da hun lagde røret på, følte Sally en underlig blanding af lettelse og ansvar. Hun og katten var nu næsten byens eneste beboere og vogtere.
Dagene flød sammen for Sally, mens hun og katten fandt en rytme i deres nye tilværelse. Hver morgen vågnede hun tidligt, tjekkede byens grænser og fodrede sin pelsede følgesvend.
En dag lå der et nyt brev på hendes dørmåtte. Med rystende hænder åbnede Sally konvolutten og læste ordene: “Dejligt du er blevet i byen, jeg holder øje med dig, men jeg kommer ikke til at gøre dig eller din kat fortræd.”
Sally sank en klump. Hun følte sig fanget i en gyldent bur, beskyttet, men ufri. Alligevel havde hun affundet sig med sin skæbne som byens vogter.
I dagtimerne begyndte folk at vende tilbage. De kom for at hente deres ejendele, pakke deres liv ned i kasser og forlade stedet for altid. Sally hjalp til, hvor hun kunne, og sagde farvel til utallige venner og bekendte.
“Er du sikker på, du ikke vil med?” spurgte hendes gamle kollega Jens, mens han læssede det sidste ind i sin bil.
Sally rystede på hovedet. “Jeg bliver her. Nogen skal passe på byen.”
Efterhånden som de sidste huse tømtes, begyndte Sally at gøre sig selvforsynende. Hun begyndte at dyrke flere grøntsager i baghaven, samlede regnvand og fandt forsyninger i de forladte huse. Kun sjældent måtte hun forlade byen for at skaffe ting, hun ikke selv kunne producere.
I denne simple tilværelse fandt Sally en uventet ro. Hun følte et formål med sin tilstedeværelse, at beskytte sine omgivelser mod den kunstneriske morder, der stadig lurede derude et sted.
Om aftenen sad hun ofte på verandaen med katten i skødet og kiggede ud over de stille gader. Byens tomhed var ikke længere uhyggelig, men nærmest fredfyldt. Sally sukkede dybt og klappede katten.
“Vi klarer det nok, lille ven,” hviskede hun. “Vi klarer det nok.
Ti år var fløjet forbi som en blæst, og Sally mærkede tidens ubarmhjertige tand i sine knogler og led. Hendes trofaste kat, Pjuske, nu en nuttet olding med gråsprængt pels, lå henslængt i den slidte gyngestol på verandaen og nød solens varme stråler. Sally betragtede det fredelige syn med et strejf af vemod og kærlighed i blikket.
Byen omkring dem var forladt og stille som en spøgelsesby, men ikke altid. I nattens mulm og mørke sneg kåde teenagere sig ind for at feste i de forladte huse med knuste ruder og afskallende maling. Det var blevet en slags manddomsprøve for de unge, en udfordring at trodse byens dystre ry og de uhyggelige historier, der cirkulerede.
“Dumme, uansvarlige unger,” mumlede Sally for sig selv, mens hun gik sin vanlige runde gennem de øde gader med hænderne foldet bag ryggen. Sally var med tiden blevet mindre tolerant overfor ungdomsmod, nu hvor det gang på gang havde betydet nye tilfælde af kunstneriske mord i byen.
Hver eneste gang de unge vovede sig ind i byen, resulterede det i et nyt makabert kunstværk, et lig arrangeret med uhyggelig præcision og omhu. Sally ringede trofast til rejseholdet, som kom kørende i deres store sorte biler, gjorde deres pligt med stenansigter og forsvandt igen uden resultat eller spor at følge.
“Nå, så er det tid igen,” sukkede efterforskningslederen træt i telefonen, hans stemme tung af resignation.
Sally nikkede tavst, velvidende at ingen længere troede på, at morderen nogensinde ville blive fanget eller bragt for retten.
Dagene gik i en monoton rytme med at patruljere de stille gader, passe haven med dens vilde blomster og vedligeholde det gamle hus, der knagede i vinden. Sally levede spartansk på sine beskedne opsparing, frygtede at tage et job og dermed risikere morderens uberegnelige vrede. Hun følte sig fanget i en evig rutine, men fandt samtidig en sær trøst i visheden om, at hun aldrig ville blive det næste offer på morderens liste.
En lun sommeraften sad Sally på verandaen og betragtede solnedgangen, der malede himlen i gyldne og rosa nuancer. Katten spandt dovent ved hendes fødder og strakte sig velbehageligt.
“Vi har det egentlig meget godt, ikke?” hviskede hun og klappede kattens bløde pels, mens hun lyttede til vindens hvisken i træerne.
Freden sænkede sig over den forladte by som et blødt tæppe, og Sally lukkede øjnene med et stille suk. Hun var fangevogter og fange på samme tid i dette bizarre fængsel, men i dette øjeblik, omgivet af aftenens stilhed, følte hun sig mærkeligt fri og i fred med sin skæbne.
Skriv et svar