En sensommerdag rullede en slidt, blå stationcar ind i den lille, støvede by midt ude på den amerikanske hede. Støvskyerne hvirvlede op bag bilen, mens den kørte gennem de tomme gader, hvor enkelte lokale kiggede nysgerrigt ud bag deres gardiner. Bilen parkerede foran det eneste, faldefærdige hus, der havde stået tomt i årevis. Den knirkende veranda og afskallede maling vidnede om års forsømmelse. Ud af bilen steg familien Carlson, far Peter, mor Jenny og deres to børn, den 13-årige Nathan og 10-årige Annabelle.

Peters øjne lyste op, da han betragtede det gamle landsted, mens han tørrede sveden af panden i den bagende eftermiddagssol. “Det her er vores nye hjem og fremtid,” sagde han og lagde armen om Jennys skulder. “Tænk på alle de muligheder, der venter os her.” Hans stemme dirrede af en optimisme, som resten af familien ikke delte.

Jenny smilede anstrengt. Politiskiltet i hendes pung føltes pludselig så fjernt og betydningsløst. Her, midt i ingenting, var hendes karriere sat på pause på ubestemt tid. Hun mærkede en knugende følelse i maven ved tanken om alle de års hårdt arbejde, der nu føltes spildt.

Nathan og Annabelle udvekslede et blik, der sagde mere end ord. De savnede allerede storbyens puls og deres venner. Nu var de fanget i en by, hvor tiden syntes at have stået stille i årtier. Selv luften virkede anderledes her, tungere, mere stillestående.

Næste morgen startede Nathan og Annabelle i byens eneste skole. Klasseværelset var spartansk indrettet med slidte pulte og en gammel tavle, der bar mærker efter årtiers brug. Støvet dansede i solstrålerne fra de høje vinduer. Børnene stirrede nysgerrigt på de to nye ansigter, nogle med åbenlys mistro, andre med forsigtig interesse.

“Klassen, mød Nathan og Annabelle,” præsenterede læreren dem med en stemme, der klang hult i det store rum. “Vis dem nu, hvordan vi gør tingene her i byen.” Der lå en undertone i hendes ord, som antydede, at der var mere på spil end bare almindelig høflighed.

I frikvartererne holdt Nathan og Annabelle sig for sig selv i skolegårdens skyggefulde hjørner. De andre børn virkede allerede så voksne og målrettede, som om deres skæbner var blevet beseglet ved fødslen. Drengene talte om at overtage familiegårdene, mens pigerne drømte om at blive gode, kristne hustruer. Nathan og Annabelles fremtidsdrømme om universiteter og storbyliv virkede pludselig så fjerne og urealistiske.

Dagene gik, og familien Carlson forsøgte at falde til i de nye omgivelser. Peter arbejdede fra morgen til aften på gården, hans hænder blev hårdere og mere sprukne for hver dag. Jenny forgæves søgte job i miles omkreds, mens hun kæmpede med følelsen af at være fanget. Byens indbyggere rystede på hovedet af den mærkelige familie, der ikke passede ind i deres fastlåste normer og traditioner. Hviskende samtaler forstummede, når de nærmede sig.

En aften sad familien omkring middagsbordet. Stilheden var trykkende, kun afbrudt af bestikkets klingen mod tallerkenerne. Jenny skubbede maden rundt på tallerkenen, mens Peters blik var fjernt og fraværende, fortabt i tanker om alt det arbejde, der ventede næste dag.

“Jeg savner vores gamle liv,” hviskede Annabelle, hendes stemme lige så skrøbelig som porcelænet på bordet.

Nathan nikkede. “Jeg føler mig så anderledes her. Som om vi ikke hører til.” Hans ord hang i luften som en tung sky.

Jenny og Peter udvekslede et blik. De vidste, at de måtte være stærke for børnenes skyld. Men dybt i deres hjerter spirede tvivlen som ukrudt i en velplejet have. Havde de truffet det rigtige valg ved at flytte til denne gudsforladte by midt i ingenting? Gennem vinduet kunne de se solen gå ned bag markerne, og skyggerne blev længere og mørkere.

Dagene på den lille skole var en prøvelse for Nathan og Annabelle. Hver morgen kæmpede de sig op ad trappen til klasseværelset, hvor de blev mødt af de andre børns kølige blikke og Ms. Millers strenge øjne. Det var som om, at selve bygningen havde besluttet sig for at gøre livet surt for dem. Selv luften føltes tung og klam, og de gamle træplanker knirkede ondskabsfuldt under deres fødder, som om de protesterede mod hvert eneste skridt.

Annabelle satte sig ved sin pult og åbnede sin bog, men da hun kiggede væk et øjeblik, faldt bogen pludselig på gulvet med et brag, der syntes at give genlyd gennem hele klasseværelset. Hun samlede den forvirret op, mens de andre børn fnisede bag hendes ryg. Siderne var blevet krøllede på en måde, der ikke burde være mulig ved et simpelt fald. De snoede sig næsten som levende ting under hendes fingre. Nathan åbnede sin madpakke, men indholdet var væk, som om nogen havde stjålet det, mens han ikke kiggede. Han mærkede sulten gnave i maven resten af dagen, og den velkendte duft af hans yndlingssandwich hang stadig i luften omkring ham som et spøgelse, der hånede ham med sin tilstedeværelse.

Toiletbesøg blev en frygtelig oplevelse, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på dem begge. Døren til båsen ville ikke åbne, uanset hvor meget de hev og sled i den. Det var som om, at nogen holdt den lukket fra den anden side, og de kunne høre en svag hvisken gennem træværket, ord der næsten kunne forstås, men alligevel forblev utydelige. Nathan bandede frustreret, mens sveden haglede ned ad hans pande, og hans hænder rystede på dørhåndtaget, der føltes iskoldt under hans svedige fingre.

Om aftenen sad de to søskende sammen på Annabelles værelse, nedtrykte og forvirrede. Månelyset kastede uhyggelige skygger på væggen, der syntes at danse og bevæge sig af sig selv, som om usynlige hænder formede dem til ondskabsfulde figurer. “Jeg forstår det ikke,” sagde Annabelle med tårer i øjnene, mens hun krammede sin gamle bamse tæt ind til sig. “Hvorfor er alle så onde ved os?”

Nathan lagde armen om hende og kunne mærke, hvordan hun rystede som et efterårsblad i vinden. “Det er bare nogle dumme drillerier. Vi må ikke lade dem vinde.” Men dybt inde vidste han, at der var noget mere på spil end bare almindelig mobning. Han kunne mærke det i luften, i væggene, i skyggerne der krøb omkring dem som sultne rovdyr på jagt.

Næste morgen tog Jenny hen til skolen for at tale med Ms. Miller. Hun marcherede ind på kontoret med et beslutsomt udtryk i ansigtet, selvom kulden i bygningen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende og mindede hende om de koldeste gerningssteder, hun havde besøgt som betjent. “Mine børn bliver chikaneret,” sagde hun uden omsvøb, stemmen fast og professionel. “Jeg vil have, at det stopper nu.”

Ms. Miller så på hende med et køligt blik, hendes øjne lige så døde som fiskene i den udtørrede sø uden for byen. Der var noget næsten umenneskelig ved hendes stirren. “Måske har Deres børn svært ved at tilpasse sig vores måde at gøre tingene på her,” sagde hun med en stemme, der var som is på en vintermorgern. “De virker… anderledes.”

Jenny mærkede vreden boble i maven som sydende lava. Hendes politiinstinkter skreg til hende om, at noget var helt galt. “Anderledes? De er børn, for guds skyld. De fortjener at blive behandlet med respekt,” sagde hun og knyttede ubevidst sine hænder.

Ms. Miller smilede vagt, og et øjeblik syntes hendes ansigt at forvrænge sig på en unaturlig måde, som voks der smelter. “Jeg skal nok holde øje med situationen. Men måske skulle De overveje, om denne skole er det rigtige sted for Deres børn.” Hendes ord hang i luften som en skjult trussel, og temperaturen i rummet syntes at falde flere grader, indtil deres ånde stod som små skyer mellem dem.

Jenny forlod skolen med en klump i halsen og en stigende følelse af panik, der truede med at overvælde hende. Hun vidste, at kampen ikke var ovre endnu. Der var noget galt i denne by, og hun ville beskytte sine børn, koste hvad det ville. På vej ud kunne hun have svoret, at hun hørte fjern barnelatter lave ekko gennem de tomme gange, en kold og livløs lyd der fulgte hende hele vejen ud til parkeringspladsen.

Jenny sad ved køkkenbordet og stirrede ned i sin urørte kaffe, der var blevet kold for længst. Skyld og bekymring nagede i hendes mave som en sulten rotte, der gravede dybere og dybere for hver dag der gik. Den bitre duft af den kolde kaffe mindede hende om lange nætter på politistationen, hvor hun i det mindste havde følt sig nyttig. Gennem vinduet kunne hun se Peter arbejde i haven, hans ansigt lysende af glæde over endelig at kunne leve sit liv på landet, mens han energisk gravede nye bede til grøntsager. Hans naive optimisme gjorde hende både irriteret og misundelig. Hun vidste, at deres økonomi var stram – Peters sporadiske arbejdsliv og mange afbrudte projekter havde efterladt dem med få muligheder, og kun arven af dette hus havde gjort drømmen mulig. Det føltes som et nederlag at være endt her, som om hele hendes karriere var skyllet ud i afløbet.

Hun greb sin taske og kørte til byens købmand. Den gamle Toyota protesterede højlydt hele vejen derhen, hver skramlen og knirken en påmindelse om deres økonomiske situation. Butikkens klokke kimede, da hun trådte ind i den lille, støvede forretning, hvor tiden syntes at stå stille mellem hylderne med konserves og gamle blade. Mr. Smith stod bag disken og ordnede nogle dåser med en pertentlig præcision, der vidnede om mange års rutine, hans tynde fingre bevægede sig som en edderkops ben mellem varerne.

“Fortæl mig om skolen,” sagde hun uden indledning, hendes politistemme ubevidst skinnende igennem, skarp som en kniv i den støvede luft.

Mr. Smith frøs midt i bevægelsen. Hans øjne flakkede mod vinduet, som om han søgte efter vidner til deres samtale, og hans Adams æble hoppede nervøst op og ned. “Det er en god skole. Har været her længe. Vi er… stolte af den.”

“Mine børn oplever… mærkelige ting.” Hun holdt hans blik fast, brugte den samme teknik hun havde anvendt i hundredvis af afhøringer.

Hans hænder rystede let, da han fortsatte med at stable dåserne, nogle af dem helt skæve nu, som dominobrikker klar til at vælte. “Gamle bygninger har deres særheder. Det er bare lyden af træ der arbejder.”

“Mr. Smith, jeg er tidligere betjent. Jeg kan se, når folk holder noget tilbage.” Hun lænede sig frem over disken, mærkede den kølige metaloverflade mod sine håndflader.

Han sænkede stemmen til en hvisken, hans ansigt pludselig ældet af bekymring, som om vægten af en gammel hemmelighed tyngede ham. “Der var en lærer engang… Mr. Cartwright. Han var ikke… helt rigtig.” Han tørrede sine svedige hænder i forklædet og kiggede sig nervøst omkring, som et dyr der vejrer fare. “Måske skulle De holde Deres børn væk fra kælderen. Der er… der er ting, som er bedst glemt.”

Samtidig på skolen legede Nathan og Annabelle på det tilgroede område bag bygningen, hvor ukrudtet voksede vildt mellem gamle legeredskaber som spøgelsesagtige fingre der rakte op mod himlen. Annabelle snublede over nogle gamle mursten, der stak op gennem jorden som knoglerne af en forhistorisk skabning, og Nathan greb hurtigt hendes arm, hans fingeraftryk efterlod varme mærker på hendes kolde hud.

“Se,” hviskede hun og pegede på en jerndør i jorden, næsten skjult under vildtvoksende efeu og års glemsel, som en portal til en anden verden.

Nathan børstede planterne væk med rystende hænder, blade og støv dryssede ned omkring dem som aske. En tung rusten hængelås holdt døren forseglet, og årtiernes rust havde næsten smeltet den sammen med beslaget. Han ruskede i den, men den gav sig ikke, metallet skreg en lydløs protest. En kold vind strøg hen over dem, og en hvisken syntes at stige op fra jorden selv, ord på grænsen af deres forståelse. “Kom,” sagde han og trak i sin søster. “Vi må hellere gå.” Hans stemme var mere usikker end han ønskede, og ekkoet af deres fodtrin fulgte dem hele vejen tilbage til skolebygningen.

Natten faldt over det lille hus som et tæppe af kulsort blæk, og søvnen omfavnede familien Carlson i en urolig dvale. I Nathans drømme dukkede uhyggelige scener frem, som fotografier fra en glemt fortid. Børn stod i cirkler omkring ham, deres ansigter blege og udtryksløse, øjnene tomme brønde af mørke. De stirrede på ham, som om de ventede på noget, en invitation eller en befaling. Deres læber bevægede sig lydløst, formede ord han ikke kunne forstå, men som fik hans indre til at fryse til is. Nathan vågnede med et sæt, sveden perlede på hans pande, og hans hjerte hamrede vildt i brystet.

Næste dag i skolen sad Annabelle og bladrede gennem sine bøger, da hun pludselig opdagede mærkelige kruseduller og beskeder, der var skrevet i marginen med en skrift, der ikke var hendes egen. “Kom ned til os” stod der på én side, og på den næste: “Vi venter på dig”. På den tredje side var der tegnet et symbol, en cirkel med mærkelige tegn indeni, der fik hendes mave til at snøre sig sammen. Ordene føltes som kolde fingre, der strøg ned ad hendes rygrad, og hun slog bogen i med et smæld, der fik de andre elever til at se op.

Dagene gik, og Nathan og Annabelle mærkede, hvordan skolen og dens mørke hemmeligheder begyndte at trænge ind i deres sind, som en gift der langsomt spredte sig gennem deres årer. De blev mere og mere ulykkelige, fanget mellem frygten for det ukendte og en brændende nysgerrighed efter at afdække sandheden. Om natten lå de begge vågne og lyttede til husets knirken og knagen, sikre på at lydene gemte på mere end bare gamle bjælker der arbejdede.

En eftermiddag efter skole fandt de sig selv stående foran den mystiske jerndør igen, dens rustrøde overflade en portal til en anden verden. Rust og gamle alger dannede mønstre, der mindede om ansigter i smerte. De kiggede på hinanden, og uden et ord begyndte de at rykke i døren, til hængelåsen endelig gav efter med et skrig af metal mod metal.

Mørket gabte mod dem, en klam luft af jord og råd slog op fra dybet. De trådte forsigtigt ned ad de slidte stentrin, deres fodtrin ekkoede i den trange passage. Kælderrummet åbnede sig foran dem, et virvar af støvede reoler og rustne redskaber, der kastede forvrængede skygger i det sparsomme lys fra deres lommelygter. I hjørnerne hang spindelvæv som gardiner af grå silke, og gulvet var dækket af et tykt lag støv, der hvirvlede op omkring deres fødder.

Pludselig følte de det begge en overvældende fornemmelse af at være overvåget, af usynlige øjne der stirrede på dem fra skyggerne. Luften blev tung og trykkende, som om væggene selv trak vejret omkring dem. En kold vind, der ikke burde kunne eksistere i det lukkede rum, strøg gennem kælderen og fik deres hår til at rejse sig. Annabelle gispede og greb Nathans hånd, og uden et ord vendte de sig og flygtede op ad trappen, deres hjerter hamrende i brystet og blodet susende i ørerne.

Først da de stod udenfor igen, i eftermiddagens blege sollys, gik det op for dem, at de igen havde glemt at lukke og låse døren bag sig. Men frygten sad stadig i dem som en levende ting, og tanken om at vende tilbage til det mørke dyb fyldte dem med rædsel. I det fjerne kunne de høre skoleklokken ringe, en ensom lyd der syntes at bære ekko af fortiden med sig. Tavse og blege sneg de sig hjem, bærende på en hemmelighed, de ikke turde dele med nogen – mindst af alt deres forældre.

Eftermiddagssolen kastede lange skygger over skolegården, da Nathan og Annabelle igen stod foran jerndøren. Mystisk nok sad den rustne lås på plads, som om nogen havde låst døren bag dem. Nathan pillede ved låsen med rystende fingre, mens Annabelle holdt vagt, hendes øjne scannede nervøst området omkring dem.

“Den burde være ødelagt,” mumlede Nathan og trak i den gamle hængelås, der gav efter med samme metalliske skrig som sidst. Hans tekniske sind kunne ikke helt begribe, hvordan låsen kunne være intakt.

Kælderen åbnede sig som et gabende mørke under dem, en kold luftstrøm slog op mod deres ansigter. Denne gang bevægede de sig dybere ind, forbi de første rækker af støvede reoler. I det flakkende lys fra deres lommelygter opdagede de et gammelt arkivskab i hjørnet, dets metal mat og angrebet af tidens tand. Nathan åbnede forsigtigt den øverste skuffe, metal skrabede mod metal med en lyd, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på dem begge.

Gulnede avisudklip og dokumenter lå sirligt organiseret i mapper, som om nogen havde brugt tid på at katalogisere en forfærdelig hemmelighed. Annabelle trak en artikel frem med sin karakteristiske nysgerrighed. Overskriften sprang frem i fed skrift: “13 SKOLEBØRN FORSVUNDET I SNESTORM”. Hun læste videre med stigende gru, mens Nathan lyste over hendes skulder, hans beskyttende instinkt på højeste beredskab.

“Se,” hviskede hun og pegede på datoen, hendes finger dirrede let. “Det skete for præcis 50 år siden.”

Nathan rettede lommelygten mod væggene, hans hånd rystede nu mærkbart. I støvet og murværket trådte mærkelige symboler frem, cirkler med indskrevne tegn, pentagrammer og runer, der syntes at pulse med en egen kraft i mørket. Nogle af tegnene var ridset så dybt i murene, at det måtte have taget timer at skabe dem. Hans lyskegle fangede noget andet – mørke pletter på gulvet og væggene. Pletter, der havde en umiskendelig brunrød farve og dannede mystiske mønstre.

“Er det…” Nathan kunne ikke få sig selv til at fuldende sætningen, hans stemme knækkede over.

Annabelle nikkede tavst, hendes ansigt kridhvidt i lommelygtens skær. Hun foldede avisartiklen sammen med rystende hænder og puttede den i lommen, fast besluttet på at undersøge sagen nærmere, når hun var i sikkerhed.

En dyb stemme fyldte pludselig rummet, ikke mere end en hvisken, men alligevel så kraftig at den fik dem begge til at fryse: “Det er ikke færdigt endnu.” Ordene syntes at komme fra alle retninger på én gang, som et ekko fra fortiden selv.

Panikken greb dem. De sprintede mod udgangen, snublede op ad trappen og ud i eftermiddagslyset, deres hjerter hamrede vildt i brystet. Bag dem smækkede jerndøren i med et brag, der gav genlyd over hele skolegården.

Jenny Carlson sad i Dr. Whitakers lille konsultation, omgivet af støvede medicinske bøger og den svage lugt af desinfektionsmiddel og gamle træmøbler. Gamle fotografier af tidligere patienter hang skævt på væggene, deres blikke syntes at følge enhver bevægelse i rummet, som tavse vidner til årtiers hemmeligheder. Den gamle læge, hans ansigt furet af år og bekymring, så modvilligt på hende over kanten af sine halvmåneformede briller, mens hans rystende fingre trommede nervøst mod skrivebordet. Hans hvide kittel var gulnet af ælde, og en stetoskop hang ubrugt om hans hals som et symbol på en profession, han havde udøvet i over et halvt århundrede.

“Jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig, mrs. Carlson,” sagde han med en stemme, der var ru af alder og mange års pibetobak. Hans gamle pibestativ stod tomt på skrivebordet, dækket af et fint lag støv. “Nogle ting er måske bedst glemt. Nogle sandheder bør forblive begravet, ligesom de børn vi aldrig fandt.”

Men Jenny var fast besluttet. Hun lænede sig frem i den slidte læderstol, der udsendte en svag duft af gammelt læder og angst, hendes øjne brændte med en desperat intensitet, der fik den gamle læge til at vige tilbage. Hendes politiinstinkter, der var blevet skærpet gennem årene, fortalte hende, at lægen vidste mere, end han gav udtryk for. “Min familie kan være i fare, Dr. Whitaker. Jeg har brug for at vide, hvad der skete på den skole. Alt sammen.”

Lægen sukkede tungt og lænede sig tilbage i sin stol, der knirkede protesterende under hans vægt, som et ekko af hans modvilje mod at tale. Eftermiddagslyset, der sivede ind gennem de støvede persienner, kastede lange skygger over hans ansigt og dannede et spindelvæv af rynker. Han tog sine briller af og gned sine trætte øjne, før han talte igen, som om hver stavelse kostede ham fysisk smerte. Hans hænder rystede mere nu, ikke kun af alderdom, men af frygt for de minder, han var ved at grave frem.

“Det ritual, som Mr. Cartwright udførte… det stammer fra en gammel overlevering blandt de oprindelige nybyggere i området.” Hans stemme var lav, næsten en hvisken, som om han frygtede, at væggene kunne have ører. En ugle tudede i det fjerne, selvom det stadig var højlys dag, og en kold vind fik vinduerne til at rasle svagt.

“Legenden fortæller om en mørk kraft, de kaldte Skyggerne, som hærgede de første bosættere. Sygdomme, hungersnød, vanvid… børn der forsvandt i natten, efterladende kun tomme senge og kolde lagner. For at beskytte sig selv udviklede de et ritual, der krævede en ‘uforurenet sjæl’ som offer. Et barn.” Hans stemme knækkede let ved det sidste ord, og hans øjne flakkede mod et af de gamle fotografier på væggen.

Jenny mærkede kulden krybe op ad hendes rygrad ved tanken, og hun trak sin cardigan tættere omkring sig, selvom temperaturen i rummet var behagelig. Støvet dansede i solstrålerne som spøgelsesagtige fnug. “Og Mr. Cartwright troede, at han kunne redde byen ved at ofre børnene?”

Dr. Whitaker nikkede alvorligt, mens en skygge af gammel sorg gled over hans ansigt. Hans øjne var fjerne, som om han genoplevede den forfærdelige vinter. “Under snestormen i ’42 blev han desperat. Sulten og kulden drev ham til vanvid. Han fandt en gammel bog med ritualet i skolens kælder og troede, at stormen var et tegn på, at Skyggerne var vendt tilbage. At de ville fortære os alle, ligesom de havde gjort med så mange før.”

Lægen rejste sig med besvær og gik hen til et gammelt victoriansk skab i hjørnet, dets træ mørkt af ælde og præget af dybe ridser. Hans hænder rystede, da han åbnede den knirkende låge, som havde den ikke været åbnet i årevis. Han vendte tilbage med et falmet dokument, skrevet på gulnet papir med blæk, der var blegnet med tiden, kanterne var trevlede og bærer præg af gentagen håndtering.

“Her,” sagde han og rakte det til Jenny med en hånd, der dirrede let. “En beskrivelse af ritualet, fra 1800-tallet. Cartwright fulgte disse instruktioner til punkt og prikke. Jeg har gemt det alle disse år, som en påmindelse om prisen for vores overlevelse.”

Jenny skimmede dokumentet, hendes øjne blev større for hvert uhyggeligt ord. Cirkler af kalk og blod, bønner på latin, sjæle tilbudt som betaling… tegninger af symboler der fik hendes øjne til at løbe i vand, når hun prøvede at fokusere på dem. Papiret føltes koldt under hendes fingre, som om det absorberede varmen fra hendes hud.

“Men noget gik galt,” sagde Dr. Whitaker, hans stemme var nu næsten medfølende, mens han betragtede hendes voksende rædsel. Hans gamle øjne var fyldt med en viden, der havde plaget ham i årtier. “Cartwright ofrede alle børnene på én gang i sin desperation. Det overvældede ritualet. I stedet for at forsvinde blev deres sjæle fanget, bundet til skolen for evigt, fanget mellem vores verden og skyggernes rige.”

Jenny så op, hendes ansigt var blegt af chok, og hendes fingre krammede om dokumentet, så det knirkede protesterende. “Så ritualet er ufuldendt? Hvad betyder det for mine børn?” Hendes stemme skælvede af en frygt, hun ikke havde følt siden sine dage som betjent.

Lægen mødte hendes blik med en dyster mine, og for første gang kunne Jenny se den sande frygt i hans øjne, en frygt der havde holdt ham vågen utallige nætter. “Skyggerne kræver en ny sjæl for hver af de 13 børn. Og din families forbindelse til Cartwright… det gør dine børn til de perfekte kandidater til at færdiggøre ritualet. De har ventet på dette i tres år, tålmodige som kun de døde kan være.”

En dyster stemning hang over familien Carlsons hus, mens Jenny kørte hjem fra sit møde med Dr. Whitaker. Skyerne trak sammen på himlen, som om de spejlede hendes tanker, og kastede mørke skygger over landskabet. Lægens ord genlød i hendes hoved, en uhyggelig advarsel om den fare, der lurede over hendes børn. Hun kæmpede for at bevare fatningen, mens hun styrede bilen ned ad de smalle landeveje, forbi marker der bølgede i vinden som et hav af gyldent korn. Hendes knoer var hvide af at holde for hårdt om rattet, og hun bed sig så hårdt i læben, at hun kunne smage blod.

Imens sad Nathan og Annabelle på husets støvede loft, omgivet af kasser og glemte ejendele fra tidligere generationer. Sollyset sivede ind gennem et småplettet vindue og kastede lange skygger over gulvbrædderne, der knirkede sagte under deres vægt. En gammel ugle havde bygget rede i tagspærene, og dens fjer dalede ned omkring dem som tavse påmindelser om husets alder. De havde fundet en gammel kasse gemt væk i et hjørne, dækket af et tykt lag støv og spindelvæv, som om den ikke havde været rørt i årtier.

Med rystende hænder åbnede de kassen, dens hængsler knirkede i protest som en gammel mands klage. Indeni lå en samling gulnede papirer og en slidt læderbundet bog, hvis læder var krakeleret af tidens tand. Nathan tog forsigtigt bogen op, dens sider raslede skrøbeligt under hans fingre som vissent løv. På forsiden stod der “Dagbog” i falmet blæk, og nedenunder var et navn indgraveret med sirlige bogstaver: “Elias Cartwright”.

Annabelle gispede, da hun genkendte efternavnet, og hendes åndedræt dannede små skyer i den kølige luft. “Er det ikke vores oldefars bror? Ham der ejede gården før os?” Nathan nikkede langsomt, mens han bladrede gennem de skrøbelige sider. Håndskriften var snørklet og svær at tyde, som spindelvæv af blæk, men enkelte ord sprang frem med uhyggelig klarhed: “ritual”, “skygger”, “offer”.

Ved siden af dagbogen lå en bunke håndskrevne noter og avisudklip, gulnede og skrøbelige som efterårsblade. Annabelle samlede dem forsigtigt op og begyndte at læse, mens hendes fingre dirrede let. Artiklerne beskrev forsvindingen af 13 skolebørn under en snestorm i 1942, deres kroppe var aldrig blevet fundet, fortabt i vinterens hvide grav. Noterne var fyldt med mystiske symboler og beskrivelser af et ældgammelt ritual, der krævede et “rent offer” for at holde en mørk kraft i skak, tegninger af cirkler og pentagrammer dækkede margenen.

En kold gysen løb ned ad deres rygge, da det gik op for dem, at deres egen familie var forbundet med skolens mørke hemmelighed. De kiggede på hinanden med voksende rædsel, mens støvet dansede i solstrålerne omkring dem, som spøgelsesagtige fnug af fortiden. Luften føltes pludselig tyk og kvælende, som om selve huset holdt vejret.

I det samme hørte de bildøre smække nedenunder og deres mors stemme, der kaldte på dem, skarp og klar gennem husets stilhed. De skyndte sig at lægge papirerne tilbage i kassen og lukkede låget med et dump, som om de kunne lukke sandheden inde og lade den forsvinde i glemslen igen. Men de vidste begge, at det var for sent. Skyggerne var vågnet, og de var sultne efter at få, hvad der retmæssigt tilhørte dem, en hunger der havde ventet tålmodigt i generationer.

En dyster atmosfære havde sænket sig over familien Carlsons hjem, tung og kvælende som et vådt tæppe. Nathan begyndte at opføre sig mærkeligt, hans øjne var ofte fjerne og fraværende, som om han lyttede til stemmer, ingen andre kunne høre. Hans hud var blevet bleg og næsten gennemsigtig, og mørke ringe havde dannet sig under hans øjne, der nu havde fået en mat, glasagtig glans. Om natten mumlede han i søvne, ordene lød som en blanding af børnestemmer og et ukendt sprog, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Annabelle, når hun lå vågen og lyttede fra sit værelse på den anden side af gangen. Nogle gange kunne hun høre ham græde sagte, en lyd der mindede mere om et såret dyrs klynken end et menneskes gråd.

Hun prøvede at nå ind til ham, at trænge igennem den mur, han langsomt byggede op omkring sig, men hver gang hun rørte ved ham, trak han sig væk med en voldsom bevægelse, som om hendes berøring brændte hans hud. Hans krop rystede ukontrolleret ved den mindste kontakt. “Lad mig være,” hvæsede han med en stemme, der ikke lød som hans egen, men mere som en rusten hvisken fra dybt nede i hans bryst, hæs og fremmed. “Du forstår det ikke. De kalder på mig. De har brug for mig. De lover at gøre alt godt igen.”

På skolen blev de paranormale hændelser mere intense, som om noget havde vækket en ældgammel kraft til live. Døre smækkede af sig selv med voldsomme brag, som om usynlige hænder trak i dem med rasende kraft, og bøger fløj fra hylderne og landede på gulvet med et brag, der fik eleverne til at fare sammen og stimle sammen i små, skræmte grupper. Tavler blev dækket af kradserier og mærkelige tegn, der dukkede op som skrevet af usynlige hænder. Det var, som om bygningen selv var blevet levende, som om den reagerede på den frygt og uro, der bølgede gennem gangene som en giftig tåge, der langsomt forgiftede alle der indåndede den.

Annabelle mærkede det også, en konstant snurren langs hendes hud, som om luften var ladet med statisk elektricitet. Hendes hår rejste sig ofte i nakken, og hun følte sig konstant iagttaget af usynlige øjne der fulgte hendes mindste bevægelse. Hun så skygger bevæge sig i udkanten af sit syn, hurtige og flygtige som flaksende vinger i natten, og hun hørte hviskende stemmer, der kaldte hendes navn, når hun var alene – stemmer der lød som børn, der både lo og græd på samme tid, deres ord en forvrænget melodi af sorg og ondskab.

En dag, da hun sad i klasseværelset og prøvede at koncentrere sig om sine lektier, mens eftermiddagssolen kastede lange skygger gennem vinduerne og støvpartikler dansede i lysstrålerne, mærkede hun pludselig en kold hånd på sin skulder, iskold og fugtig som død hud. Hun snurrede rundt, hjertet hamrende så voldsomt i brystet, at det føltes som om det ville sprænge, men der var ingen. I stedet så hun en skikkelse stå i døråbningen, en pige med langt, mørkt hår der bevægede sig som om det var under vand, og en hvid kjole, der var plettet af noget, der lignede indtørret blod og mudder. Pigen løftede langsomt hovedet med en unaturlig bevægelse og afslørede et ansigt, der var forvrænget af smerte og raseri, øjnene brændende som gløder i de tomme øjenhuler, og en mund der var fortrukket i et tavst skrig. Hendes hud var grå og opsvulmet som på en der havde ligget længe under vand.

Annabelle skreg og vaklede baglæns, hendes stol væltede med et brag der ekkoede gennem klasseværelset som et pistolskud. De andre elever stirrede på hende med en blanding af frygt og forvirring, som om hun var vanvittig, og læreren skyndte sig hen til hende med bekymring i blikket. Men da Annabelle pegede med rystende hånd mod døren, var pigen væk, som om hun aldrig havde været der, kun efterladende en svag duft af råddent træ og våd jord, der hang i luften som en påmindelse om hendes tilstedeværelse.

Kun Nathan så ud til at have bemærket noget. Han sad sammensunket ved sit bord med bøjet hoved, håret faldt ned over hans ansigt som et mørkt gardin, men Annabelle kunne se, at hans læber bevægede sig i en lydløs samtale, som om han mumlede for sig selv. Hans fingre kradsede nervøst i bordpladen med en næsten manisk intensitet, og på hans bord, ridset ind i træet med en skarp genstand, var et symbol, hun genkendte alt for godt, et af dem de havde set i kælderen under skolen, hvor mørket syntes at være dybest og mest truende. Symbolet pulserede svagt i det svindende dagslys, som om det var tegnet med noget mere end bare en skarp genstand.

Annabelle gennemrodede den gamle kasse med Mr. Cartwrights ejendele på gårdens loft. Støvet hvirvlede op omkring hende, og de gulnede papirer knasede under hendes fingre. Spindelvæv klæbede til hendes hænder, mens hun bladrede gennem hans dagbog, og en følelse af stigende uro voksede i hendes mave. De mystiske symboler og kryptiske passager, nogle skrevet med rystende håndskrift og andre næsten ulæseligt kradsede ned, syntes at pege på en mørk sandhed, der lå begravet dybt under overfladen. Flere sider var plettede af det, der lignede indtørrede tårer, og i marginerne var der tegnet små, foruroligende figurer af børn med tomme øjne og fordrejede lemmer. Mellem siderne fandt hun også visne blomster og små hårlokker, bundet sammen med sort sytråd.

En særlig passage fangede hendes opmærksomhed: “Hvis ritualet afbrydes, forbliver sjælene bundet. De vil kræve nye sjæle som betaling, og kun de, der deler blodets bånd, kan fuldføre handlen.” Ordene stak i hendes hjerte som en skarp kniv, og en frygtelig erkendelse begyndte at dæmre for hende. Den kolde luft på loftet føltes pludselig endnu koldere, og hun kunne mærke, hvordan hendes åndedræt dannede små skyer i luften. En svag hvisken syntes at komme fra skyggerne i hjørnerne, og støvet i luften dansede i mønstre, der mindede om små dansende børn.

Nathan, hendes egen bror, var en direkte efterkommer af Cartwright-familien gennem deres bedstemors side. Han var den perfekte kandidat til at færdiggøre ritualet, en brik i et spil, der var blevet sat i gang for længe siden. Annabelle mærkede en kvælende fornemmelse af skæbnen, som om usynlige tråde trak dem alle sammen mod en uundgåelig afgrund. Hun kunne næsten høre ekkoet af børnenes stemmer, der kaldte på hendes bror, en melankolsk sang der syntes at komme fra selve væggene. En gammel dukkevogn i hjørnet begyndte umærkeligt at gynge frem og tilbage.

Imens opsøgte moren Ms. Miller på lærerværelset, fast besluttet på at få sandheden frem. Lærerens kølige facade krakelerede endelig under morens intense blik, og ordene væltede ud af hende som en syndflod af bekendelser. Hendes hænder rystede, mens hun nervøst glattede sin kjole, der var lige så grå og livløs som væggene omkring dem. Kaffekanden på bordet var kold og urørt, og dampen fra den dannede mystiske mønstre i luften, der lignede ansigter af skrigende børn.

“Ritualet blev udført forkert af Mr. Cartwright,” indrømmede Ms. Miller med en stemme, der var tynget af skyld og hemmeligheder. “Børnene blev fanget som sjæle, bundet til skolen. Vi har ventet på, at nogen fra Cartwright-slægten skulle vende tilbage. Deres blod er nødvendigt for at afslutte ritualet.” Hun vred sine hænder, mens hun talte, som om ordene fysisk smertede hende. Bag hende tikkede det gamle vægur højlydt, som en nedtælling til noget uundgåeligt. Skyggerne i hjørnerne syntes at vokse og trække sig sammen i takt med urets slag, og kridtstøvet på tavlen begyndte at bevæge sig af sig selv.

Hendes øjne var kolde og uforsonlige, da hun så direkte på moren. “Din familie er her af en grund. Det er ikke noget, nogen af os kan stoppe. Byen har ventet i årtier på dette øjeblik.” Luften i rummet blev tyk af spænding, og selv de gamle familiefotos på væggen syntes at stirre anklagende ned på dem. Børnenes smil på billederne virkede pludselig hånlige og ondskabsfulde, og deres øjne syntes at følge enhver bevægelse i rummet.

I mellemtiden blev Nathan trukket dybere ind i mørket. Han mumlede de døde børns navne i søvne og gentog tallet “13” som et mantra. Hans hud var blevet bleg som kalk, og endnu mørkere ringe havde dannet sig under hans øjne, der nu havde et fjernt udtryk. Hans fingre tegnede uophørligt cirkler og symboler i luften, præcis som dem fra Mr. Cartwrights dagbog. Annabelle forsøgte desperat at holde ham væk fra skolen, men han var som et møl, der blev tiltrukket af en dødelig flamme. Hans skoletaske var fyldt med kryptiske tegninger af symboler, han umuligt kunne kende til, og sider fra hans notesbøger var dækket af de samme ord igen og igen: “De kalder på mig.” Under hans seng fandt hun små bunker af sort jord fra skolegården og kridt stjålet fra klasseværelset.

En nat vågnede Annabelle ved lyden af en knirkende dør og så Nathan forsvinde ud i natten, klædt i sin pyjamas og med et fjernt udtryk i øjnene. Hans fødder efterlod ingen spor i duggen på græsset. Hun fulgte efter ham med hjertet hamrende i brystet, mens månen kastede lange skygger over den øde skolegård, og nattevinden hylede omkring dem som klagende stemmer fra fortiden. Bladene på træerne raslede som hviskende stemmer, og en flok krager lettede pludseligt fra skolens tag med hæse skrig.

Nathan stod foran kælderdøren, der åbnede sig for ham uden modstand, som om den havde ventet på netop dette øjeblik. Den tunge jernlås faldt lydløst til jorden, dækket af en tynd frost trods den milde natteluft. Han forsvandt ind i det ventende mørke, og Annabelle var for bange til at følge efter alene. Den kvalmende lugt af gammel jord og noget metallisk strømmede op fra kælderen, blandet med den sødlige duft af forrådnelse og vådt kridt. Hun løb hjem for at hente deres mor, desperat efter hjælp og beskyttelse mod de kræfter, der truede med at opsluge dem alle, mens nattens skygger syntes at strække sig efter hende med grådige fingre. Bag sig kunne hun høre den fjerne lyd af børnestemmer, der sang en gammel vuggevise, og lyden af små fødder der trippede over det gamle trægulv.

En uhyggelig stilhed hang over skolen, da Jenny og Annabelle nærmede sig kælderdøren, der stod åben. En isnende kulde strømmede op ad trappen, og Jenny kunne mærke ondskaben, der ventede dernede. Det var en ondskab så gammel som skolen selv, en ondskab der havde ventet tålmodigt på dette øjeblik, næret af årtiers ensomhed og had. Luften omkring dem føltes tyk og klæbrig, som om selve atmosfæren var gennemsyret af fortidens synder. Stanken af muggen jord og råddent træ fyldte deres næsebor. Annabelles lille hånd greb Jennys, og hun hviskede med skælvende stemme: “Vi skal finde Nathan. De tager ham.” Hendes øjne var store af frygt i det svage lys, og hendes ansigt var blegt som et lig, hendes fregner stod tydeligt frem mod den hvide hud.

De bevægede sig forsigtigt ned ad trappen, der syntes at strække sig uendeligt ned i jordens indre. Fugten på væggene glimtede i lyset fra deres lommelygter, der flakkede usikkert, som om selv elektriciteten kæmpede mod mørket, og hviskende stemmer omgav dem, de 13 børns ånder, der kaldte fra skyggerne med deres forpinte stemmer. Stemmerne blandede sig med lyden af deres egne skridt på de knirkende trætrin og ekkoet af vanddråber, der faldt et sted i mørket. Der var ridser i træværket, gamle mærker der lignede kløer eller desperate fingre. Jo dybere de kom, desto stærkere blev stemmerne, der nu også begyndte at le sagte, en kold og umenneskelig latter der sendte kuldegysninger gennem dem begge. “Han er vores nu,” lød en barnestemme tæt på Annabelles øre, og hun gøs af frygt, mens hun knugede sin mors hånd endnu hårdere, så knoerne blev hvide. En kold pust af luft strøg gennem hendes hår som spøgelsesfingre.

Da de endelig nåede kælderens bund, åbenbarede et syn sig, der fik blodet til at stivne i deres årer. Nathan stod midt i en cirkel af lysende symboler, hvis blålige skær kastede uhyggelige skygger på væggene, der dansede som levende væsener. Symbolerne pulserede med en indre energi, der fik luften omkring dem til at vibrere og forvrænge sig, og hver gang lyset blinkede, kunne man ane gamle blodpletter på gulvet under dem. Han var omgivet af de 13 børns spøgelsesagtige skikkelser, hver især klædt i tøj fra en svunden tid, deres skoleuniformer plettet med mørke pletter, der kunne være blod eller aske. Deres ansigter var tomme og forvrængede, som voksmasker der var smeltet i varmen, og deres stirrende blikke var rettet mod Nathan, der stod med slappe arme og livløse øjne, som om han var fanget i en trance. Hans ånde dannede små skyer i den iskolde luft, der var tyk af en metallisk lugt, og hans hud havde fået en blålig nuance i det overnaturlige lys. Hans skoleuniform var plettet af snavs og fugt, som om han havde kæmpet mod noget, før han gav efter.

Annabelle råbte desperat hans navn, men han reagerede ikke, som om hans sjæl allerede var blevet revet væk. Jenny trådte frem, fast besluttet på at nå sin søn, men en usynlig kraft stoppede hende ved cirklens kant, som om hun ramte en glasvæg. Luften dirrede og knitrede hvor hun ramte barrieren, og små blå gnister dansede omkring hendes fingre. En af ånderne, en pige med lange fletninger og blodige hænder, trådte frem og sagde med en stemme, der var både barnlig og ældgammel, fuld af en ondskabsfuld glæde: “Han bliver den sidste. Med ham bliver vi frie.” Hendes fletninger svævede dovent i luften, som om hun var under vand, og hendes øjne glødede med et blåligt skær, der spejlede symbolerne på gulvet. Hendes skoleuniform var revet i stykker over brystet, hvor et mørkt sår antydede hendes voldelige død.

Jenny forsøgte at forhandle med ånderne, råbte at de skulle tage hende i stedet, mens hun hamrede på den usynlige barriere med næver der hurtigt blev ømme og blodige. Hendes desperate slag efterlod blodige aftryk i luften, der langsomt fordampede som tåge. Hendes politiinstinkter skreg i hende, men her var ingen logik at følge, ingen lov at påberåbe sig. Men de svarede i kor med stemmer, der fik luften til at vibrere og støvet til at danse på gulvet: “Du er for gammel. Det skal være én som os.” I det øjeblik gik det op for Jenny, at kun børn kunne bruges i ritualet – præcis som Cartwrights notater havde beskrevet i hans vanvittige dagbog. Hun kunne se det hele gentage sig, præcis som den skæbnesvangre nat for så mange år siden, hvor sneen havde isoleret dem alle, og kulden havde kravlet ind i deres sjæle.

Annabelle trådte frem med tårer strømmende ned ad kinderne og råbte til ånderne: “Lad ham gå! I kan tage mig i stedet!” Ånderne vendte deres opmærksomhed mod hende, trådte et skridt nærmere med en synkroniseret bevægelse, som om de var marionetdukker styret af samme hånd, som om de overvejede tilbuddet. Luften omkring dem blev tættere, mere kvælende, fyldt med lugten af gammel aske og forbrændt kød. Støvet i luften begyndte at hvirvle omkring dem i et langsomt, hypnotisk mønster, der dannede spiraler og ansigter i mørket. Nathan, stadig fanget i trancen, mumlede pludselig med en stemme, der ikke længere lød som hans egen, men som et kor af stemmer der talte samtidig: “Det er for sent. Jeg er allerede deres.” Hans øjne åbnede sig langsomt og afslørede pupiller, der var blevet helt hvide, som om al farve var blevet suget ud af dem, og hans hud var nu gennemsigtig nok til at man kunne se årerne pulsere sort underneden.

Jorden rystede under dem med en kraft, der fik murbrokker til at regne ned fra loftet, og de lysende symboler blussede op med en intensitet, der tvang Jenny til at skærme sine øjne med begge hænder. Støvet fra murbrokkerne dansede i luften som små, lysende partikler, der reflekterede det pulserende skær. Ånderne begyndte at synge, deres stemmer en kakofoni af barnlige toner blandet med lyden af en isende vind, der hylede gennem kælderen og rev i deres tøj som grådige fingre. Det lød som tusind knuste sjæle, der skreg i smerte, en lyd der borede sig ind i knoglerne på dem alle og efterlod en følelse af isnende kulde i deres marv.

Annabelle sprang frem mod cirklen med udstrakte arme, hendes ansigt forvrænget i desperation, men en usynlig kraft kastede hende tilbage med brutal styrke. Hun landede hårdt på det kolde betongulv, luften presset ud af hendes lunger i et smertefuldt støn. Støvet hvirvlede omkring hende i vilde mønstre, der lignede dansende skikkelser, mens hun kæmpede sig op på benene igen med rystende lemmer, efter sammenstødet med det hårde gulv.

“Du er min bror! Du må ikke forlade mig!” Annabelles stemme skar gennem larmen som et desperate råb om hjælp, ordene næsten kvalt af frygt og desperation. Hun rejste sig og kastede sig frem igen, denne gang med en kraft født af ren kærlighed, der brød gennem barrieren som glas, der splintres. Hun greb fat i Nathans kolde hånd og mærkede hvordan mørket begyndte at trække i dem begge med en hungrende kraft, der føltes som tusind iskolde fingre mod deres hud.

“Hvis de tager dig, tager de også mig!” Hun knugede hans hånd hårdere, hendes knoer hvide af anstrengelse, mens ånderne skreg i raseri omkring dem. Deres ansigter forvrængedes i vrede og frygt, som om dette ikke var en del af planen, de flakkede som levende flammer i vinden, deres konturer blev utydelige og forvrængede i deres vrede.

Et blændende lys eksploderede ud fra cirklen med en kraft, der fik luften til at vibrere og murværket til at knage faretruende. Det var så kraftigt, at det syntes at opsluge alt – lyd, luft, tid, som et sort hul der sluger alt omkring sig. I et kort øjeblik hang alt i perfekt stilhed, som om verden holdt vejret, og selv støvet i luften frøs på stedet.

Da lyset forsvandt, var kælderen tom og øde, kun oplyst af de få tilbageværende, flakkende pærer i loftet. Hvor Nathan og Annabelle havde stået, var der nu kun brændte symboler i betonen, stadig rygende som ar i jorden, der udsendte en svag duft af svovl og aske. De 13 spøgelsesagtige skikkelser var forsvundet, som tåge der forsvinder i morgensolen, uden efterlade sig andet end en kold fornemmelse i luften og en svag efterklang af deres uhyggelige sang.

Jenny faldt på knæ i den tomme kælder, hendes ben kunne ikke længere bære hende, og hendes hænder rystede ukontrolleret. “Nathan! Annabelle!” hendes skrig ekkoede gennem den tomme kælder som et såret dyrs kald, men blev kun mødt af en knugende stilhed. Hendes tårer faldt på det kolde gulv, hvor de brændte symboler nu var det eneste bevis på, at hendes børn nogensinde havde været der, og hver dråbe glimtede svagt i det svage lys som små, knuste diamanter, der langsomt fordampede i den kolde kælderluft. Hendes politiinstinkter kæmpede desperat med moderens panik, mens hun forgæves forsøgte at finde en logisk forklaring på det utænkelige, der lige var sket. Hun krøb hen over gulvet, fingerspidserne gled over de brændte mærker i betonen, stadig varme under hendes berøring, mens svovlduften blandede sig med lugten af salt fra hendes tårer. I alle hendes år som betjent havde hun aldrig følt sig så magtesløs, så fuldstændig ude af stand til at handle, mens visheden om at hendes børn var forsvundet ind i noget, hun ikke kunne følge eller forstå, langsomt sank ind.

Morgensolen kastede lange skygger over den tomme skolegård, da Jenny parkerede sin bil foran bygningen. De gamle mursten syntes at absorbere det tidlige morgenlys, og gjorde bygningen mørkere end den burde være. Støvet fra grusvejen hang stadig i luften efter hendes ankomst, som et tyndt slør der langsomt dalede ned. Hun havde ikke sovet, hendes øjne var rødsprængte og huden bleg som voks, med dybe furer under øjnene der vidnede om nætter fyldt med gråd og mareridt. Hendes uniform fra politistyrken hang ubrugt på bøjlen derhjemme, en konstant påmindelse om det liv, hun havde forladt. På lærerværelset sad Ms. Miller rank i sin stol, hendes hænder foldet pertentligt over en stak papirer, præcis som hun havde siddet hver morgen i de sidste tredive år. Den velkendte duft af kaffe og kridt fyldte rummet.

“De må hjælpe mig. Mine børn er derinde et sted.” Jennys stemme knækkede over, og hendes knoer blev hvide af at knytte hænderne så hårdt. Hendes negle efterlod små halvmåner i håndfladerne.

Ms. Miller løftede blikket. Hendes øjne var kolde som is, og et næsten umærkeligt smil spillede om hendes læber. Den gamle lærerindes grå hår var sat i en stram knold. “De to betalte prisen. Nu er vi alle sikre.”

Jenny vaklede baglæns, som om ordene havde ramt hende fysisk. Hun så det nu, i de andre beboeres undvigende blikke, i deres lukkede døre, i tavsheden der fulgte hende gennem byens gader. Kirkeklokkerne ringede i det fjerne, en hul påmindelse om søndagenes fællesskab, der nu føltes som en bitter løgn. De havde vidst det hele tiden. Ventet på det. Accepteret det. Hver eneste voksen i byen bar på denne hemmelighed.

Peter forlod byen en uge senere, knækket af sorg og skyld. Hans pickup truck forsvandt i morgendisen nogen form for afsked med Jenny. Han efterlod nøglerne på køkkenbordet uden et ord, sammen med sin vielsesring. Gården stod nu tom, et spøgelseshus med knirkende døre og vinduer der stirrede blindt ud over markerne, hvor ukrudtet langsomt overtog haven. Nathans gynge svingede stille i vinden.

Jenny lejede et værelse på det lokale motel, et lille, trist rum med gulnede tapeter og en seng der lugtede af gammel røg. Væggene var tynde nok til at høre lastbilerne på hovedvejen om natten. Hver morgen sad hun på en bænk over for skolen og betragtede børnene, der strømmede ind gennem døren. Nogle gange syntes hun at høre Nathans latter blande sig med lyden af legende børn, eller se Annabelles silhuet i et vindue på første sal, med det røde hårbånd hun altid havde på. Den røde sløjfe, der var blevet fundet på skolens trappe dagen efter.

De yngste elever hviskede om stemmer i gangene. Om to nye børn der stod blandt dem i frikvartererne, en dreng med fjerne øjne og en pige med et trist smil. Men når de kiggede igen, var de væk, som dug for morgensolen. Deres fodspor kunne nogle gange ses i støvet på gulvet, før pedellen fejede dem væk.

En flyttebil kørte gennem byen en tidlig morgen, dens motor brød den tunge stilhed. Udstødningen hang som tåge i den kølige luft. Et nyt barn steg ud, skoletaske på ryggen, klar til sin første skoledag, uvidende om sin skæbne. Fra skolens mørke vinduer lød en hvisken, båret af en kold vind: “Hvem bliver den næste?”