Lørdag morgen vågnede jeg op til duften af friskbrygget kaffe og nybagt brød. Anna stod allerede i køkkenet og forberedte morgenmaden, mens jeg strakte mig og gabte højlydt.

“Godmorgen, skat,” sagde hun med et smil, da jeg trådte ind i køkkenet. “Har du sovet godt?”

Jeg nikkede og kyssede hende blidt på kinden. “Som en sten. Hvad med dig?”

“Det samme her,” svarede hun og rakte mig en dampende kop kaffe. “Ungerne sover stadig, så jeg tænkte, vi kunne nyde lidt fred og ro, inden de vågner.”

Vi satte os ved spisebordet og nød vores kaffe i behagelig stilhed. Solen skinnede ind gennem vinduet, og fuglene kvidrede udenfor. Det var en perfekt start på weekenden.

En times tid senere hørte vi omsider liv ovenpå. Sofie kom tumlende ned ad trappen, stadig iført nattøj og med sit lange, lyse hår i en rodet hestehale. “Godmorgen, mor og far,” sagde hun søvnigt og satte sig ved bordet.

“Godmorgen, prinsesse,” sagde jeg og kyssede hende på panden. “Hvad har du planlagt for i dag?”

Sofies øjne lyste op. “Jeg vil tegne! Jeg fik en ny tegnebog i går, og jeg vil fylde den med alle mulige dyr og blomster.”

Anna smilede varmt til vores datter. “Det lyder som en god plan, skat. Bare husk at rydde op efter dig selv, når du er færdig.”

Sofie nikkede ivrigt og begyndte at spise sin morgenmad med fornyet energi.

Lidt senere kom Emil ned, stadig iført sin pyjamas og med håret strittende til alle sider. “Godmorgen,” mumlede han og satte sig tungt på stolen.

“Godmorgen, sønnike,” sagde jeg og rakte ham en tallerken med brød og pålæg. “Har du sovet godt?”

Emil trak på skuldrene. “Tja, det var okay. Jeg spillede det nye spil til sent i nat.”

Anna rynkede panden. “Emil, vi har snakket om det her. Du ved godt, at det spil er beregnet til voksne. Jeg bryder mig ikke om, at du spiller det.”

“Jamen mor,” sukkede Emil. “Alle mine venner spiller det, og jeg er altså 16 år nu. Jeg er ikke et barn længere.”

Jeg lagde en beroligende hånd på Annas arm. “Lad nu drengen være, skat. Han ved godt, hvad han laver. Desuden er det jo bare et spil.”

Anna så ikke helt overbevist ud, men nikkede modvilligt. “Okay, men jeg vil altså ikke have, at det går ud over dine lektier eller din søvn, er det forstået?”

“Jaja, mor,” sagde Emil og himmelvendte øjnene. “Jeg lover, at jeg nok skal passe mine ting.”

Jeg smilede for mig selv og nippede til min kaffe. Det var en typisk weekend morgen i Andersen familien, fyldt med kærlig drilleri og hverdagens små konflikter. Jeg vidste, at uanset hvad, så elskede vi hinanden højt og ville gøre alt for at passe på hinanden.

Efter morgenmaden gik alle i gang med deres egne aktiviteter. Emil forsvandt op på sit værelse for at spille computer, mens Sofie satte sig til at tegne i stuen. Jeg kiggede ned ad mig selv og sukkede. Min mave havde efterhånden taget form som en ølvom, og jeg vidste, at det var på tide at gøre noget ved det.

“Jeg tager en løbetur,” råbte jeg til Anna, mens jeg snørede mine løbesko. “Jeg er tilbage om en times tid.”

Anna stak hovedet ud fra køkkenet og smilede. “God tur, skat. Pas på dig selv derude.”

Jeg nikkede og åbnede hoveddøren. Den friske skovluft ramte mig i ansigtet, og jeg trak vejret dybt. Jeg elskede duften af træ og mos, og lyden af fuglekvidder fik mig altid i godt humør.

Jeg satte i løb og mærkede mine muskler strække ud. I starten var det hårdt, men efterhånden som jeg fandt min rytme, blev det nemmere. Jeg løb dybere ind i skoven, væk fra alfarvej og ind i det tætte krat.

Grenene slog mig i ansigtet, og jeg mærkede sveden pible frem på min pande. Mine lægge brændte, men jeg pressede på. Jeg ville ikke give op så let.

Efter en halv times tid nåede jeg den gamle stenhytte dybt inde i skoven. Jeg stoppede op for at få vejret og strakte ud. Hytten var faldefærdig og overgroet med mos, men der var noget fascinerende over dens forfald. Jeg gik tættere på og kiggede ind ad det støvede vindue.

Pludselig hørte jeg en kvist knække bag mig. Jeg snurrede rundt, men der var intet at se. Måske var det bare et dyr, tænkte jeg og rystede på hovedet. Jeg var vist ved at blive paranoid.

Jeg vendte om og løb tilbage mod huset. Da jeg trådte ind ad døren, kunne jeg høre latter fra køkkenet. Anna, Sofie og Emil sad omkring bordet og spiste frokost.

“Hej far!” råbte Sofie og vinkede til mig. “Vil du have en sandwich?”

Jeg smilede og satte mig ved bordet. “Det lyder dejligt, prinsesse. Jeg er helt udmattet efter den løbetur.”

Anna rakte mig en tallerken med en lækker skinke- og ostsandwich. “Værsgo, skat. Du har fortjent den efter al den motion.”

Jeg tog en stor bid og lukkede øjnene i nydelse. Der var intet bedre end en god sandwich efter en hård løbetur.

“Hvad siger I til, at vi tager en gåtur ned til søen efter frokost?” foreslog Anna pludselig. “Det er sådan et dejligt vejr udenfor, og det kunne være hyggeligt at tilbringe lidt tid sammen som familie.”

Sofie hoppede op og ned i sædet af begejstring. “Ja, lad os gøre det! Jeg vil gerne se, om jeg kan finde nogle flotte sten ved bredden.”

Emil trak lidt på skuldrene, men nikkede alligevel. “Okay, det kan vi godt. Så længe jeg ikke skal bære på noget.”

Jeg lo og klappede ham på skulderen. “Bare rolig, sønnike. Vi skal nok lade dig slippe denne gang.”

Anna smilede varmt til os alle sammen. “Så er det en aftale. Lad os spise op og komme afsted. Jeg glæder mig allerede.”

Jeg nød den friske skovluft og den afslappede stemning, mens vi gik ned mod søen. Anna havde sørget for, at børnene var godt smurt ind i solcreme, så vi kunne nyde den smukke sommerdag uden bekymringer.

“Far, jeg tror, jeg er ved at blive forelsket,” sagde Emil pludselig.

Jeg kiggede overrasket på ham. Min søn plejede ikke at tale om den slags ting. “Nå da, hvem er den heldige pige?” spurgte jeg nysgerrigt.

Emil rødmede let. “Hendes navn er Mia. Hun går i min klasse, og hun er bare så sød og sjov.”

Anna smilede varmt til ham. “Det lyder da dejligt, skat. Er I begyndt at ses?”

“Nej, ikke endnu,” svarede Emil. “Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal spørge hende.”

Jeg kunne se, at Anna var ved at boble over af kærlighedsråd, men hun holdt sig tilbage. I stedet lagde hun en beroligende hånd på Emils skulder. “Bare vær dig selv, Emil. Hvis hun kan lide dig for den, du er, så skal det nok gå.”

Emil nikkede eftertænksomt. “Tak mor, det vil jeg prøve.”

Vi fortsatte vores gåtur langs søbredden, mens vi småsnakkede om løst og fast. Pludselig hørte jeg Sofie råbe: “Far, mor, kom og se, hvad jeg har fundet!”

Vi skyndte os derhen, hvor Sofie stod. Hun pegede ivrigt på en gammel, rusten kasse, der lå halvt begravet i mudderet ved søbredden.

“Hvad er det for noget?” spurgte jeg forundret og gik tættere på for at se nærmere.

Kassen var lavet af mørkt træ og metal, der var slidt og ædt af rust. Den var omtrent en meter lang og en halv meter bred, og der var en stor, rusten hængelås, der holdt den lukket.

“Pas på, Sofie,” sagde Anna bekymret. “Den ser farlig ud.”

Men Sofie var allerede i gang med at rode rundt i mudderet omkring kassen. “Tror I, der er en skat indeni?” spurgte hun begejstret.

Jeg rystede på hovedet. “Det tvivler jeg på, prinsesse. Den ser ud til at have ligget her i lang tid.”

Ved nærmere eftersyn opdagede jeg nogle mærkelige symboler, der var ætset ind i metalbeslagene på kassen. De lignede noget fra en gammel, okkult praksis, som jeg engang havde set i en bog.

En kuldegysning løb ned ad min ryg. Der var noget ved den kasse, der føltes forkert. Som om den udstrålede en mørk, uhyggelig energi.

“Lad os lade den ligge,” sagde jeg bestemt. “Vi ved ikke, hvad der er i den, og den kunne være farlig.”

Men Sofie så skuffet ud. “Kan vi ikke bare åbne den og kigge? Bare et lille kig?”

Jeg rystede på hovedet. “Nej, Sofie. Vi rører den ikke. Lad os gå videre.”

Modvilligt fulgte Sofie med os væk fra kassen, men jeg kunne se, at hun stadig var nysgerrig. Jeg håbede bare, at hun ville glemme alt om den, når vi kom hjem.

Men dybt i mit hjerte vidste jeg, at dette kun var begyndelsen på noget meget værre. Noget, der ville teste vores familie til det yderste og tvinge os til at konfrontere vores dybeste frygt.

Jeg vågnede tidligt næste morgen med en nagende følelse i maven. Tankerne om den mystiske kasse ved søen havde holdt mig vågen det meste af natten. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det bare var min fantasi, der løb af med mig, men jeg kunne ikke ryste fornemmelsen af, at der var noget mere ved den kasse, end hvad øjet kunne se.

Efter morgenmaden insisterede Sofie og Emil på at tage ned til søen igen. Jeg tøvede, men Anna overbeviste mig om, at en gåtur ville gøre os alle godt. Med et tungt hjerte fulgte jeg med, mens jeg prøvede at skjule min uro.

Da vi nærmede os stedet, hvor kassen lå, løb Sofie og Emil i forvejen. Pludselig hørte jeg dem råbe: “Far, mor, kom hurtigt! Der er noget inde i kassen!”

Mit hjerte sprang et slag over. Jeg skyndte mig derhen sammen med Anna og så mine børn stå ved kassen med opspærrede øjne.

“Hvad er der?” spurgte jeg forpustet.

“Vi kan høre noget derinde,” sagde Emil. “Det lyder som en kat eller sådan noget.”

Jeg gik tættere på og lagde øret mod kassens låg. Ganske rigtigt kunne jeg høre en svag mjaven og kradsen indefra.

“Hvad gør vi?” spurgte Anna bekymret. “Vi kan ikke bare lade den være derinde.”

Jeg nikkede modstræbende. “Jeg ved det. Men vi må være forsigtige. Vi ved ikke, hvad der ellers kan være i den kasse.”

Jeg så mig om efter noget at åbne kassen med, men der var intet brugbart i nærheden. Til sidst fandt Emil en stor sten og begyndte at hamre løs på hængelåsen.

“Emil, pas på!” råbte jeg, men det var for sent. Med et højt smæld knækkede låsen, og låget sprang op.

Vi stirrede alle ned i kassen med tilbageholdt åndedræt. I første omgang kunne jeg ikke se andet end mørke, men så dukkede et par store, gule øjne op fra skyggerne.

Langsomt og forsigtigt, kravlede en sort kat ud af kassen. Den var mager og beskidt, med pjusket pels og et forpint udtryk i øjnene. Mit hjerte smeltede ved synet af den stakkels skabning, men samtidig kunne jeg ikke ryste følelsen af, at der var noget unaturligt ved den.

“Øj, en kat!” udbrød Sofie begejstret og strakte hånden ud for at klappe den.

“Nej, Sofie, lad være!” advarede jeg, men katten lod villigt Sofie kæle den bag ørerne. Den spandt højlydt og gned sig op ad hendes ben.

Anna og jeg udvekslede et blik. Vi vidste begge, at vi ikke kunne lade katten blive her alene. Men tanken om at tage den med hjem fyldte mig med uro.

“Kan vi ikke nok beholde den, far?” tiggede Sofie. “Den har brug for et hjem.”

Jeg sukkede dybt. Jeg havde mest af alt lyst til at lade katten blive, men jeg kunne ikke ignorere den stemme i mit hoved, der sagde, at vi havde et ansvar for at hjælpe den.

“Okay,” sagde jeg modvilligt. “Vi tager den med hjem. Men kun indtil vi finder ud af, hvor den hører til.”

Børnene jublede, og Anna smilede lettet. Jeg forsøgte at smile tilbage, men jeg kunne ikke ryste den nagende følelse af, at vi netop havde begået en forfærdelig fejltagelse.

Inden vi gik, kastede jeg et sidste blik på den rustne kasse. Der var noget ved den, som jeg ikke kunne sætte fingeren på. En mørk, uhyggelig aura, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Uden rigtig at vide hvorfor, besluttede jeg mig for at tage kassen med hjem. Måske indeholdt den nogle spor eller ledetråde, som kunne hjælpe os med at forstå, hvad vi netop havde rodet os ud i.

Med katten i armene på Sofie og kassen under min arm begav vi os hjemad, uvidende om, at vi netop havde sat en række af begivenheder i gang, der ville komme til at teste vores familie som aldrig før.

Hjemme igen satte vi os alle i sofaen, mens den sorte kat spandt tilfreds i Sofies arme. Emil kiggede op på mig med et smil. “Far, hvad skal vi kalde den?”

Jeg trak på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Hvad synes I?”

“Jeg synes, Sofie skal bestemme,” sagde Anna og lagde en hånd på Sofies skulder. “Det var trods alt hende, der fandt den.”

Sofie lyste op i et stort smil. Hun holdt katten ud foran sig og studerede dens ansigt indgående. “Hmm… den er så sort som natten. Hvad med… Nox?”

“Nox?” gentog jeg undrende.

“Ja, det betyder ‘nat’ på latin,” forklarede Sofie ivrigt. “Jeg lærte det i skolen.”

Jeg smilede varmt til min datter. Hendes begejstring var smittende, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig stolt over hendes viden.

“Nox det er,” sagde jeg og nikkede anerkendende. “Et fint navn til en fin kat.”

I de følgende dage faldt Nox hurtigt til i vores familie. Den var legesyg og kælen, altid parat til at hoppe op i skødet på os eller lege med et garnnøgle. Sofie var fuldstændig betaget af den, og selv Emil, som ellers ikke var meget for kæledyr, kunne ikke modstå dens charme.

Men efterhånden som dagene gik, begyndte jeg at lægge mærke til små, mærkelige ting. Planter, der før havde stået frodige og grønne i vindueskarmen, begyndte at visne og dø, selv om Anna passede dem med stor omhu. Og hver gang Nox var i nærheden, syntes luften at blive koldere, som om katten udstrålede en unaturlig kulde.

Først tænkte jeg, at det bare var min fantasi, der spillede mig et puds. Men da jeg en aften sad alene i stuen med Nox, kunne jeg ikke længere ignorere det. Katten lå sammenrullet på sofaen ved siden af mig, tilsyneladende fredelig og tilfreds. Men da jeg strakte hånden ud for at klappe den, mærkede jeg det igen – den isnende kulde, der syntes at strømme fra dens krop.

Jeg trak hånden til mig med et sæt og stirrede på Nox med voksende uro. Var det virkelig bare en almindelig kat? Eller var der noget mere på spil her, noget mørkere og mere uhyggeligt, end jeg turde indrømme over for mig selv?

Tankerne kværnede i hovedet på mig, mens jeg betragtede Nox, der blot gengældte mit blik med sine store, gule øjne. Jeg kunne ikke ryste følelsen af, at vi havde lukket noget ind i vores hjem, noget der ikke hørte til her. Noget der måske ville komme til at koste os dyrt.

Men hvad kunne jeg gøre? Børnene elskede Nox, og jeg kunne ikke bare smide den ud på gaden igen. Desuden, måske var det hele bare min livlige fantasi, der løb af med mig. Måske var Nox bare en helt almindelig kat, og jeg lod mig rive med af overtro og paranoia.

Jeg sukkede dybt og rejste mig fra sofaen. Jeg måtte se at få styr på mine tanker og fokusere på det positive. Vi havde givet et nødstedt dyr et kærligt hjem, og det var det vigtigste. Alt andet var bare tåbelige spekulationer.

Men da jeg forlod stuen, kunne jeg ikke lade være med at kaste et sidste, nervøst blik på Nox. Og i det korte sekund mødte dens øjne mine, syntes jeg at se noget der, noget koldt og beregnende, noget der slet ikke hørte hjemme i et dyrs blik.

Jeg skyndte mig ud af stuen med hamrende hjerte. Måske var det alligevel ikke bare min fantasi. Måske var der virkelig noget galt med den kat. Noget meget, meget galt.

Jeg mærkede, hvordan humøret i familien begyndte at blive anspændt. Små skænderier brød ud over ingenting, og der var en trykkende stemning i huset. Selv Nox virkede rastløs, dens hale piskede frem og tilbage, mens den stirrede intenst på os med sine glødende øjne.

Anna foreslog, at vi skulle tage en tur på stranden for at få lidt frisk luft og komme væk fra den trykkende atmosfære derhjemme. Jeg var enig, selvom tanken om at forlade Nox alene gjorde mig urolig. Men børnene havde brug for en pause, og jeg vidste, at Anna havde ret.

Vi pakkede bilen og kørte mod stranden, og jo længere vi kom væk fra huset, desto lettere føltes stemningen. Emil og Sofie begyndte at grine og joke, som de plejede, og selv Anna og jeg fandt et smil frem.

Da vi ankom til stranden, sprang Sofie ud af bilen og løb direkte ned til vandet. Hun begyndte ivrigt at bygge sandslotte, mens Emil, som mente, han var for gammel til den slags, brugte det meste af tiden på at betragte de unge kvinder, der solede sig i bikinier.

Jeg så Annas misbilligende blik, da hun opdagede, hvad Emil lavede. “Det er altså ikke pænt at stirre sådan,” sagde hun til ham.

Men jeg lagde en beroligende hånd på hendes arm. “Slap af, skat. Han er en teenage-dreng, det er helt naturligt, at han er nysgerrig.”

Anna rystede på hovedet, men jeg kunne se et lille smil lege om hendes læber. Vi satte os på et tæppe og nød den varme sol på vores hud, mens vi holdt øje med børnene.

Efter et stykke tid rejste jeg mig og gik hen til en lille iskiosk i nærheden. Jeg kom tilbage med fire isvafler, og børnenes ansigter lyste op af begejstring.

“Tak, far!” udbrød Sofie og tog ivrigt imod sin is. Emil mumlede også et ‘tak’, før han vendte opmærksomheden tilbage til strandgæsterne.

Jeg satte mig ved siden af Anna og rakte hende den sidste is. “Værsgo, min skat.”

Hun smilede varmt til mig. “Tak, Henrik. Det var en god idé at tage herhen. Se, hvor glade børnene er.”

Jeg nikkede og lagde armen om hende. Vi sad i tavshed og nød vores is, mens vi lyttede til bølgernes brusen og børnenes latter. For et øjeblik glemte jeg alt om den mørke stemning derhjemme og den uhyggelige kat, der ventede på os. Jeg nød bare at være sammen med min familie, fri for bekymringer og ængstelse.

Men et sted i baghovedet lurede tankerne om Nox stadig. Selvom vi havde det godt lige nu, kunne jeg ikke ryste følelsen af, at der ventede os noget uhyggeligt derhjemme. Noget vi ikke kunne flygte fra, uanset hvor langt væk vi tog.

Jeg skubbede tankerne væk og fokuserede på nuet. Vi havde brug for den her dag, brug for at være sammen som familie og glemme alt om mørke og uhygge. Og så måtte vi tage det, der ventede os, når vi kom hjem. Sammen, som en familie.

Vi vendte hjem fra stranden med fornyet energi og godt humør. Men i det øjeblik vi trådte ind ad døren, ramte den trykkende stemning os som en mur. Huset føltes pludselig koldt og fremmed, som om en ond skygge havde lagt sig over det.

Og så fik jeg øje på Nox. Den sad midt på gulvet med halen piskende frem og tilbage, og dens øjne glødede med en mørk og uhyggelig intensitet. En lav, truende knurren steg op fra dens strube.

Sofie gik hen mod den med et smil. “Hej Nox, har du savnet os?”

Men før jeg kunne nå at advare hende, sprang Nox frem med en pludselig bevægelse. Den borede tænderne ind i Sofies hånd, og hun skreg af smerte og rædsel.

Jeg styrtede frem og greb fat i Nox’ nakkeskind. Med et fast greb flåede jeg den væk fra Sofie og bar den hen til hoveddøren. Jeg åbnede døren med et ryk og smed Nox ud på trappen. Den landede på poterne med et vræl og vendte sig om for at stirre på mig med et blik fyldt med had og raseri.

Jeg smækkede døren i og vendte mig om mod min familie. Anna var allerede i gang med at trøste Sofie, der hulkede højlydt. “Kom, lad os få renset det sår,” sagde hun blidt og førte Sofie ud på badeværelset.

Emil og jeg satte os i stuen, rystede efter episoden. Udenfor kunne vi høre Nox’ højlydte mjaven, som om den krævede at blive lukket ind igen. Jeg havde mest af alt lyst til at lade den blive derude for altid, men Sofie og Emil overtalte mig til at give den en chance mere.

“Den mente det sikkert ikke,” sagde Sofie med tårer i øjnene. “Måske blev den bare bange.”

Modvilligt åbnede jeg døren, og Nox strøg ind som om intet var hændt. Den hoppede op i Sofies skød og begyndte at spinde, mens den gned hovedet mod hendes hånd. Sofie smilede gennem tårerne og kælede for den, men jeg kunne ikke ryste følelsen af dyb uro af mig.

Senere på aftenen blev Sofie pludselig meget syg. Hun kastede op og klagede over smerter i hånden, hvor Nox havde bidt hende. Til min rædsel opdagede jeg, at der sivede en sort, ildelugtende væske ud fra såret.

Jeg skyndte mig at køre hende til skadestuen, hvor lægerne undersøgte hende grundigt. De kunne ikke finde ud af, hvad der havde forårsaget de mærkelige symptomer, men de gav hende en stivkrampevaccination og antibiotika for en sikkerheds skyld.

“Hvis det ikke bliver bedre i løbet af et par dage, skal I tage hende med til jeres egen læge,” sagde den unge læge alvorligt til mig.

Jeg nikkede og mærkede en isnende frygt brede sig i min krop. Hvad var det for et væsen, vi havde sluppet ind i vores hjem? Og hvad ville der ske med min lille pige nu?

Jeg parkerede bilen i indkørslen og hjalp Sofie ud. Hun var bleg og rystede let, mens hun klamrede sig til min arm. Jeg lagde beskyttende min arm omkring hende og førte hende ind i huset, hvor Anna og Emil ventede på os i stuen.

“Hvad sagde lægen?” spurgte Anna bekymret og rejste sig fra sofaen.

Jeg sukkede tungt. “De ved ikke helt, hvad der er galt. De har givet hende en stivkrampevaccination og antibiotika, men hvis det ikke bliver bedre inden for et par dage, skal vi tage hende med til vores egen læge.”

Emil rullede med øjnene. “Årh, hold op. Hun er bare et pattebarn. Der er jo ikke sket noget med hende.”

Jeg sendte ham et skarpt blik. “Emil, din søster er syg. Vis lidt respekt.”

Anna rystede på hovedet og gik hen til Sofie. “Kom skat, lad os få dig i seng. Du har brug for at hvile dig.”

Sofie nikkede mat og lod sig føre ovenpå af Anna. Jeg blev stående i stuen og mærkede en tung vægt lægge sig over mig. Stemningen i huset føltes tyk og trykkende, som om en usynlig skygge havde lagt sig over os alle.

Og så fik jeg øje på Nox. Den sad i hjørnet og betragtede os med sine glødende øjne, som om den nød at se os lide. En kuldegysning løb ned ad min ryg, og jeg vendte mig bort fra dens stirrende blik.

Senere på natten blev jeg vækket af Sofies smerteskrig. Jeg fór op af sengen og styrtede ind på hendes værelse, hvor jeg fandt hende liggende sammenkrøbet på gulvet. Hun hulkede højlydt og klamrede sig til sin hånd, hvor der sivede en sort væske ud fra såret.

“Ssh, det skal nok gå,” hviskede jeg beroligende og løftede hende op i sengen. “Skal jeg ringe efter en ambulance?”

Men før jeg kunne nå at gøre noget, kom Anna ind på værelset. “Nej, lægen sagde jo, at det hele nok skal gå. Hun vil bare have opmærksomhed,” sagde hun træt.

Jeg stirrede vantro på hende. “Anna, kan du ikke se, at hun har det dårligt? Vi bliver nødt til at gøre noget!”

Men Anna rystede bare på hovedet og lagde en kølig hånd på Sofies pande. “Hun har ikke feber. Lad os se, hvordan det er i morgen. Gå nu tilbage i seng, Henrik.”

Modvilligt forlod jeg værelset og lod Anna tage sig af Sofie. Jeg vendte tilbage til sengen, men kunne ikke falde i søvn. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg kunne ikke ryste følelsen af, at noget var helt galt.

Ved midnat blev Sofies skrig endelig stille, og en tung stilhed sænkede sig over huset. Jeg lå vågen og stirrede op i loftet, mens en kold frygt krøb gennem mine årer. Hvad var det, vi havde sluppet ind i vores hjem? Og hvad ville der ske med min familie nu?

Jeg vågnede tidligt næste morgen med en dundrende hovedpine og en følelse af ubehag i kroppen. Mareridt havde plaget mig hele natten, fyldt med skyggevæsner, der jagtede mig gennem endeløse, mørke gange. Jeg rystede på hovedet og prøvede at klare tankerne, mens jeg gik ned ad trappen til køkkenet.

Anna sad allerede ved bordet med en kop kaffe, men hendes ansigt var blegt og træt. “Godmorgen,” mumlede hun og tog en slurk af den dampende drik. “Har du sovet godt?”

Jeg rystede på hovedet og satte mig tungt på stolen overfor hende. “Nej, jeg har haft de mest forfærdelige mareridt. Hvad med dig?”

“Det samme her,” sukkede hun og gned sig i tindingerne. “Jeg drømte, at jeg blev jaget af nogle skræmmende væsner, der gemte sig i skyggerne. Det føltes så virkeligt.”

Jeg mærkede en kold gysen løbe ned ad ryggen. Kunne det virkelig være tilfældigt, at vi begge havde haft de samme mareridt?

Sofie og Emil kom ind i køkkenet, og jeg vendte mig mod dem med et smil. “Godmorgen, har I sovet godt?”

Emil nikkede og satte sig ved bordet, men Sofie så helt fraværende ud. Hendes øjne var slørede og fjerne, som om hun var et helt andet sted.

“Sofie, er du okay?” spurgte jeg bekymret og rakte ud for at røre ved hendes arm.

Hun trak sig væk og nikkede bare. “Ja, jeg har det fint,” mumlede hun og satte sig ved bordet uden at se på mig.

Jeg udvekslede et bekymret blik med Anna, men hun trak bare på skuldrene. Måske var Sofie bare træt efter gårsdagens hændelser.

“Hvordan har din hånd det?” spurgte jeg forsigtigt og nikkede mod det sted, hvor Nox havde bidt hende.

Sofie trak hånden til sig og gemte den under bordet. “Det er fint,” sagde hun kort for hovedet og rejste sig fra stolen. “Jeg går ovenpå igen.”

Jeg rejste mig også og greb fat i hendes arm. “Vent lige, lad mig se på det.”

Men Sofie rev sig løs og sendte mig et vredt blik. “Nej, lad mig være!” råbte hun og stormede ud af køkkenet.

Jeg blev stående og stirrede efter hende med åben mund. Sofie havde aldrig talt sådan til mig før. Hvad var der dog galt med hende?

“Lad hende være,” sagde Anna blidt og lagde en hånd på min arm. “Hun har sikkert bare brug for lidt tid for sig selv.”

Jeg nikkede modvilligt og satte mig ned igen, men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at noget var helt galt. Hvorfor ville Sofie ikke lade mig se hendes hånd? Og hvorfor opførte hun sig så underligt?

Jeg skævede til Nox, der lå i hjørnet og slikkede sig om munden. Dens øjne var halvt lukkede, som om den sov, men jeg kunne have svoret, at jeg så et glimt af ondskab i dem.

Måske var det bare min fantasi, der spillede mig et puds efter nattens mareridt. Men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at katten på en eller anden måde var forbundet med alt det mærkelige, der skete i vores hjem.

Jeg sukkede tungt og rejste mig fra bordet. Jeg måtte finde ud af, hvad der foregik, før det var for sent. Men hvordan skulle jeg få Sofie til at tale med mig, når hun ikke engang ville lade mig se hendes hånd?

Jeg gik ud i entreen og tog min jakke på. Måske ville en gåtur i den friske luft klare mine tanker og give mig en idé om, hvad jeg skulle gøre. For jeg vidste bare, at jeg var nødt til at gøre noget, før det hele løb helt af sporet.

Jeg gik gennem skoven med tunge skridt, mens tankerne hvirvlede rundt i mit hoved som en mørk sky. Jeg kunne ikke slippe følelsen af, at noget var helt galt derhjemme, og at det på en eller anden måde var forbundet med den forbandede kat, Nox.

Pludselig hørte jeg en raslen i buskadset foran mig, og jeg stoppede brat op. En ældre mand kom til syne mellem træerne, og hans ansigt var fortrukket i en fortvivlet grimasse.

“Undskyld mig,” sagde jeg forsigtigt og tog et skridt nærmere. “Er der noget galt?”

Manden så op på mig med vilde øjne og greb fat i min arm. “Jeg har mistet den,” stønnede han. “Den gamle kiste. Den var så farlig, og nu er den væk!”

Jeg mærkede en kold gysen løbe ned ad ryggen. “Hvad mener du med farlig?” spurgte jeg.

Manden trak vejret dybt og så mig direkte i øjnene. “Det var en kiste, jeg havde fundet for mange år siden. Den indeholdt noget… noget ondt. Jeg forsøgte at holde det fanget, men nu er kisten forsvundet.”

Jeg mærkede en pludselig erkendelse ramme mig som et slag i maven. “Den rustne kasse?” spurgte jeg med skælvende stemme. “Var det en gammel, rusten kasse med okkulte symboler på?”

Mandens øjne udvidede sig i chok. “Ja, det var den! Har du set den?”

Jeg nikkede langsomt. “Min familie og jeg fandt den for et par dage siden. Vi… vi åbnede den og fandt en sort kat indeni.”

Manden greb fat i mine skuldre og rystede mig let. “Hvad gjorde I med katten?” spurgte han med desperat stemme.

Jeg sank en klump. “Vi tog den med hjem,” indrømmede jeg. “Den hedder Nox.”

Manden slap mig og tog sig til hovedet. “Åh nej,” stønnede han. “I har sluppet den fri. I har sluppet dæmonen fri!”

Jeg mærkede en isnende frygt brede sig i min krop. “Hvad mener du med dæmon?” spurgte jeg med skælvende stemme.

Manden så på mig med et blik fyldt med rædsel. “Nox er ikke nogen kat,” sagde han. “Det er en dæmon, en ond ånd, der har været fanget i kisten i årtier. Jeg har forsøgt at holde den indespærret, men nu er den fri.”

Jeg mærkede kvalmen stige op i min hals. Tanken om, at vi havde sluppet en dæmon løs i vores hjem, fik det til at snurre i mit hoved.

“Hvad kan vi gøre?” spurgte jeg desperat. “Hvordan stopper vi den?”

Manden greb fat i min arm igen. “Vi er nødt til at fange den igen,” sagde han. “Vi må bruge kisten. Hvor er den nu?”

“Hjemme i mit hus,” svarede jeg. “Vi tog både katten og kisten med hjem.”

Manden nikkede alvorligt. “Jeg hedder Jens,” sagde han. “Jeg er professor i okkultisme og har studeret denne slags fænomener i årevis. Jeg ved, hvordan man fanger dæmonen igen, men jeg har brug for kisten til at gøre det.”

Jeg nikkede og mærkede en pludselig beslutsomhed fylde mig. “Jeg skal nok bringe dig kisten,” sagde jeg. “Bare fortæl mig, hvad jeg skal gøre.”

Jens smilede svagt. “Bring kisten til mit hus,” sagde han og gav mig en adresse. “Jeg skal nok gøre den klar til at fange Nox igen. Og så skal jeg forklare dig alt, hvad jeg ved om denne dæmon, og hvordan vi stopper den en gang for alle.”

Jeg nikkede og vendte mig for at gå tilbage mod huset. Jeg vidste, at jeg var nødt til at handle hurtigt, før Nox kunne gøre mere skade. Og jeg vidste, at jeg ville gøre alt for at beskytte min familie mod denne ondskab.

Jeg sprintede tilbage mod huset med hjertet hamrende i brystet. Jeg måtte finde den rustne kasse og bringe den til Jens, før det var for sent.

Men da jeg nærmede mig huset, fik jeg en knugende fornemmelse i maven. Noget var helt galt. Jeg så en skygge bevæge sig i et af vinduerne, og mit hjerte sprang næsten et slag over.

Jeg løb hen til hoveddøren og greb fat i håndtaget, men døren ville ikke give sig. Jeg bankede hårdt på og råbte efter Anna, men der kom intet svar.

I panik løb jeg om på bagsiden af huset og kiggede ind ad vinduet. Mit blod frøs til is i årerne. Huset var fuldstændig mørkt, som om det var blevet opslugt af en uigennemtrængelig skygge.

Uden at tøve et sekund længere smadrede jeg vinduet med min albue og kravlede ind. Mørket føltes kvælende, som om det sugede al luften ud af rummet. Jeg kunne næsten ikke trække vejret.

Med rystende hænder fiskede jeg min mobil frem og tændte lygten. Det skarpe lys skar gennem mørket som en kniv, og pludselig kunne jeg igen fylde mine lunger med luft.

“Anna!” råbte jeg, men min stemme lød hul og fjern i det altopslugende mørke. Igen kom der intet svar.

Jeg bevægede mig forsigtigt op ad trappen, mens lyset fra min mobil dansede over væggene. Da jeg nåede vores soveværelse, pressede jeg håndtaget ned med en skælvende hånd.

Synet, der mødte mig, fik mit hjerte til at standse. Anna, Emil og Sofie lå alle sammen bundet til deres senge med noget, der lignede sorte, pulserende rødder. Rødderne snoede sig omkring deres lemmer og hen over deres blege ansigter som onde slanger.

Jeg mærkede en isnende rædsel skylle gennem min krop. Hvad var det for en forbandelse, vi havde sluppet løs over vores familie? Og hvad skulle jeg dog gøre for at stoppe den, før det var for sent?

Jeg løb ned i køkkenet og greb den største kniv, jeg kunne finde. Mit hjerte hamrede vildt, mens jeg sprintede tilbage op ad trappen. Men da jeg nåede soveværelset, stoppede jeg brat op.

Nox sad oven på Sofie, dens øjne glødede med en ond intensitet. Jeg løftede kniven, klar til at kæmpe for min families liv. Men i det øjeblik jeg tog et skridt frem, åbnede Nox sin mund og udstødte et øresønderrivende skrig.

Pludselig begyndte hænder at skyde op fra gulvet og ud af væggene. De var blege og forvrængede, som om de tilhørte de fordømte sjæle fra helvede selv. Fingrene strakte sig efter mig, desperate efter at trække mig ned i deres mørke dyb.

Jeg svingede kniven vildt, og det lykkedes mig at holde de gribende hænder på afstand. Men for hvert skridt jeg tog mod min familie, skød flere hænder frem, indtil de til sidst overmandede mig og skubbede mig ud af soveværelset og ned ad trappen.

Jeg tumlede ud ad hoveddøren og landede hårdt på græsset udenfor. Da jeg kom på benene, løb jeg tilbage mod døren, men den smækkede i lige foran næsen på mig. Jeg hamrede desperat på døren, men den ville ikke give sig.

“Anna! Emil! Sofie!” råbte jeg, men mine desperate skrig blev mødt med stilhed.

Jeg løb rundt om huset og prøvede alle vinduer og døre, men intet virkede. Det var, som om huset selv havde vendt sig imod mig, fast besluttet på at holde mig ude.

Til sidst, udmattet og fortvivlet, sank jeg sammen på græsset. Tårerne strømmede ned ad mine kinder, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke forlade min familie, men jeg kunne heller ikke komme ind til dem.

Og så slog det mig. Den rustne kasse. Jens havde sagt, at den var nøglen til at fange dæmonen igen. Hvis jeg kunne bringe kassen til ham, måske kunne han hjælpe mig med at redde min familie.

Med fornyet beslutsomhed rejste jeg mig op og løb hen til skuret. Jeg flåede døren op og begyndte at rode gennem rodet, indtil jeg endelig fandt den gamle, rustne kasse.

Jeg greb kassen og løb hen til bilen. Mine hænder rystede, da jeg satte nøglen i tændingen, men jeg tvang mig selv til at trække vejret dybt og fokusere.

Jeg bakkede ud af indkørslen og satte kursen mod Jens’ hus. Mens jeg kørte gennem natten, bad jeg en stille bøn om, at jeg ikke var for sent ude. Min familie var i fare, og jeg var den eneste, der kunne redde dem.

Jeg nåede endelig frem til Professor Eriksens hus og bankede hektisk på døren. Jens åbnede hurtigt, og jeg væltede nærmest ind i entreen.

“Jens, du må hjælpe mig,” gispede jeg. “Min familie… Nox har taget dem. De er fanget i huset!”

Jens’ øjne blev store bag brillerne. “Vi må handle hurtigt,” sagde han alvorligt. “Kom med ind.”

Vi skyndte os ind i hans arbejdsværelse, hvor Jens begyndte at rode gennem stakke af gamle bøger. Jeg satte den rustne kasse på bordet, og Jens trak en tyk, støvet bog frem.

Han begyndte at fremsige nogle besynderlige ord på et sprog, jeg ikke forstod. Det lød næsten som en sang, en dyster melodi der fik håret til at rejse sig i nakken på mig.

Pludselig begyndte den rustne kasse at lyse. Et blegt, spøgelsesagtigt skær sivede ud gennem revnerne i træet. Jens stoppede sin messen og vendte sig mod mig.

“Kassen er klar nu,” sagde han. “Lad os skynde os.”

Vi styrtede ud til bilen, og jeg satte kursen mod mit hjem. Mens jeg kørte gennem natten, kastede jeg et blik på Jens.

“Fortæl mig om Nox,” bad jeg. “Hvad er det for et væsen, vi står overfor?”

Jens sukkede tungt. “For mange år siden var der en kult, som forsøgte at tilkalde en dæmon, de kunne bruge til at styre verden. De udførte et grusomt ritual, hvor de ofrede 666 mennesker ved at brænde dem på bålet.”

Jeg gøs ved tanken. Hvad var det for nogle monstre?

“Ud af ofrenes aske genopstod Nox,” fortsatte Jens. “Men kulten tog fejl, hvis de troede, de kunne kontrollere den. Nox opslugte deres sjæle, én efter én.”

“Men hvordan blev den fanget i kassen?” spurgte jeg.

“Der var én person, som var klogere end de andre. Inden han døde, lykkedes det ham at fange Nox i den rustne kasse. Siden da er kassen blevet givet videre fra generation til generation for at holde verden sikker.”

Jens’ ansigt var alvorligt i det blege måneskin. “Hvis Nox nogensinde får samlet nok sjæle, vil den have kraften til at bringe Satan selv til jorden. Alle mennesker vil blive slaver af mørket.”

Jeg mærkede en isnende frygt brede sig i min krop. Tanken om min familie, fanget i Nox’ ondskabsfulde greb, fik mig til at træde hårdere på speederen.

“Vi skal nå frem i tide,” sagde jeg gennem sammenbidte tænder. “Vi må redde dem, koste hvad det vil.”

Jeg kastede et blik på Jens, da vi endelig nåede frem til huset. Synet, der mødte os, fik mit hjerte til at synke i livet. Huset var fuldstændig tilgroet med de samme sorte rødder, som havde holdt min familie fanget.

“Hvordan kommer vi ind?” spurgte jeg desperat og vendte mig mod Jens.

Uden et ord trak Jens nogle nødblus op af jakkelommerne. Han antændte et par stykker og kastede dem mod huset. Til min overraskelse virkede det, som om lyset og varmen fra nødblussene fik rødderne til at trække sig tilbage.

“Skynd dig,” sagde Jens. “Det vil ikke holde dem væk ret længe.”

Jeg nikkede beslutsomt og løb mod skuret. Derinde fandt jeg en økse, som jeg greb med fast hånd. Med øksen i den ene hånd og nødblussene i den anden stormede jeg mod hoveddøren.

Jeg svingede øksen med al min kraft, og døren splintredes under slagene. Træfliserne fløj omkring mig, mens jeg banede vej ind i huset.

Indenfor var mørket næsten kvælende. De sorte rødder snoede sig op ad væggene og langs gulvet, som om de forsøgte at indfange os. Jens holdt nødblussene højt, og deres skær holdt mørket på afstand.

Vi kæmpede os vej gennem stueetagen, mens jeg huggede og skar med øksen og køkkenkniven. Rødderne veg tilbage for lyset og stålet, men det føltes, som om de konstant lurede på en chance for at angribe.

Trappen op til første sal var næsten blokeret af et virvar af rødder. Jeg skar og huggede desperat, mens Jens holdt nødblussene højt for at give mig lys at arbejde i.

Endelig lykkedes det os at bane vej op ad trappen. Vi nåede soveværelset, hvor døren stod på klem. Mit hjerte hamrede i brystet, da jeg skubbede døren op med øksen.

Jeg stormede ind på soveværelset, hvor synet af min familie, bundet af de sorte rødder, fik mit blod til at fryse til is. Og der, midt i det hele, sad Nox med sine glødende øjne og en aura af ren ondskab.

Nox udstødte den samme høje lyd som tidligere, og hænderne fra gulvet og væggene begyndte igen at komme frem. Men denne gang var jeg klar. Jens og jeg tændte flere nødblus og kastede dem rundt omkring i soveværelset. Hænderne trak sig tilbage fra det blændende lys.

Jeg tog den rustne kasse frem, og synet af den fik Nox til at trække sig tilbage. Katten prøvede at flygte, men lige idet den skulle til at undslippe, begyndte Jens at citere noget fra en bog, han havde medbragt.

Ordene, fremført på et fremmed og ældgammelt sprog, fik Nox til at fryse på stedet. Dens glødende øjne blev store af frygt, og den sorte pels rejste sig på dens ryg.

Jeg greb chancen og kastede mig frem mod Nox. Mine hænder lukkede sig om dens krop, og jeg kunne mærke den unaturlige kulde, der udstrålede fra den. Med en kraftanstrengelse løftede jeg Nox op og smed den ned i den rustne kasse.

Nox hvæsede og fræsede, mens den kæmpede for at undslippe. Men jeg holdt fast, mens Jens fortsatte med at fremsige besværgelsen. De okkulte ord syntes at svække Nox, og dens bevægelser blev mere og mere desperate.

Til sidst lykkedes det mig at lukke låget på kassen. Jeg smækkede hængelåsen på plads, og lyden af metallet, der klikkede, var som musik i mine ører.

I det øjeblik låsen lukkede, forsvandt de sorte rødder, der havde holdt min familie fanget. Anna, Sofie og Emil faldt til jorden, udmattede men uskadte.

Jeg skyndte mig hen til dem og trak dem ind i et knus. Tårerne strømmede ned ad mine kinder, mens jeg holdt fast i dem, som om jeg aldrig ville lade dem gå igen.

“Er det… er det ovre?” spurgte Anna med skælvende stemme.

Jeg nikkede, ude af stand til at tale. Jens lagde en hånd på min skulder.

“Det er ovre,” sagde han. “Nox er forseglet i kassen igen. I er sikre nu.”

Epilog

Selvom vi havde overvundet Nox og forseglet den onde kat tilbage i den rustne kasse, var vores familie for evigt forandret af oplevelsen. Huset bar stadig præg af kampen, med ødelagte møbler og skrammer på væggene som stille vidner om den rædsel, vi havde stået over for.

I de følgende uger vågnede vi alle op med mareridt, hjemsøgt af skygger og glødende øjne i mørket. Anna og jeg ville ofte finde hinanden i køkkenet midt om natten, rystende og blege, mens vi forsøgte at dulme vores nerver med varm te og stille samtaler.

Emil, vores modige søn, tog oplevelsen som en påmindelse om, at livet er kort og kostbart. Han besluttede sig for ikke at lade frygten styre ham og inviterede den pige, han var forelsket i, Mia, ud i biografen. Til vores store glæde sagde hun ja, og vi så et glimt af den gamle Emil vende tilbage, da han forberedte sig til deres date.

Men det var Sofie, vores lille pige, der led mest under efterveerne af vores møde med Nox. Hendes hånd, hvor katten havde bidt hende, helede aldrig rigtig, og hun vågnede ofte skrigende af mareridt, der fik hende til at ryste i timevis bagefter. Det knuste vores hjerter at se hende sådan, og Anna og jeg brugte utallige nætter på at holde om hende og forsøge at berolige hende.

Anna selv var også mærket af oplevelsen. Hun begyndte at fordybe sig i okkulte bøger, desperate efter at finde svar på, hvad der var sket med vores familie. Hun håbede, at hun kunne finde en måde at hjælpe Sofie på og bringe vores lille pige tilbage til et normalt liv.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad Professor Jens gjorde med den rustne kasse og Nox. Men så længe jeg aldrig behøvede at se den forbandede kat igen, var jeg tilfreds. Jens havde reddet vores liv, og jeg var ham evigt taknemmelig for hans hjælp og viden.