Jeg sparkede til det våde sand, mens jeg ledte efter drivtømmer til min samling. Solen brændte ubarmhjertigt på min nakke, og havets brusen fyldte mine ører med den velkendte rytme, der mindede mig om alle de timer, jeg havde tilbragt her. Clara gik et par meter bag mig og samlede muslingeskaller, mens hun fløjtede sagte for sig selv.

“Hey, se lige her!” Jeg bøjede mig ned og gravede en flaske fri af sandet med forsigtige bevægelser. Den var anderledes end det sædvanlige affald, vi fandt på stranden, plastikposer og gamle sodavandsflasker. Glasset glødede næsten indefra med en dyb, gylden farve, som fangede solens stråler og kastede dem tilbage i hypnotiserende mønstre.

“Wow.” Clara lænede sig ind over min skulder, så tæt at jeg kunne mærke hendes varme åndedræt. “Den er virkelig flot. Næsten som om den er lavet af rav.”

Mine fingre gled over den glatte overflade, der føltes næsten levende under mine fingerspidser. Der var noget ved flasken, der trak i mig, som en usynlig kraft. Som om den kaldte specifikt på mig. Proppen sad løst, og jeg trak den ud med et lille pop, der lød højere end det burde i den stille eftermiddag.

“Der er et brev i.” Jeg rullede forsigtigt det fugtige papir ud. Det var gulnet og krøllet i kanterne, som et gammelt landkort, men ordene stod tydeligt frem i sort blæk, der glinsede som nyskrevet.

“Læs det højt,” sagde Clara og satte sig på hug ved siden af mig, hendes grønne øjne lyste af nysgerrighed.

Jeg rømmede mig og mærkede en underlig tørhed i halsen. “Den, der læser dette brev, bærer nu havets byrde. Kun ved at give flasken videre til en anden, der læser det, kan du undslippe. Hvis ikke, vil havet tage dig.“

Clara fniste nervøst og skubbede blidt til min skulder. “Det er bare nogen, der prøver at være sjove. En eller anden kedelig practical joke. Du ved, hvordan folk er.”

Men noget koldt krøb ned ad min ryg som isvand. Vinden føltes pludselig skarpere mod min hud, og havets brusen lød mere truende, næsten som en dyb knurren. Jeg mærkede muslingeskallen i min lomme, den jeg altid bar som minde om far, siden den dag han forsvandt. Den brændte mod min hud som en advarsel.

“Måske skulle vi bare smide den ud igen,” hviskede jeg og klemte hårdt om flasken.

“Jeg tror, jeg går hjem nu,” mumlede jeg og trak i snoren på min hættetrøje. Solen føltes pludselig for skarp, og jeg trængte til at være alene med mine tanker. Mine hænder rystede let, og jeg måtte knuge dem sammen for at skjule det.

Clara kiggede op fra sin samling af muslingeskaller, hendes ansigt fuld af bekymring. Hendes grønne øjne scannede mit ansigt, som om hun ledte efter tegn på, hvad der foregik inde i mit hoved. “Er du sikker? Vi kan gå en tur langs vandet, hvis du har brug for det.” Hun børstede noget sand af sine shorts og gjorde mine til at rejse sig.

Jeg rystede på hovedet og forsøgte at smile beroligende, selvom det føltes stift og kunstigt. “Nej, det er fint. Jeg er bare træt. Vi ses i morgen, okay?” Mine ord lød hule selv i mine egne ører.

Hun nikkede tøvende, og jeg kunne se hvordan hun gned sit stjerneformede modermærke på håndleddet, et sikkert tegn på, at hun var bekymret. Jeg vendte mig om og begyndte at gå op ad stranden. Sandet føltes tungt under mine fødder, som om det prøvede at holde mig tilbage. Jeg kunne mærke Claras blik i nakken, men jeg tvang mig selv til ikke at se tilbage. Hun ville bare gøre det hele sværere.

På vej hjem snurrede tankerne i mit hoved som et malstrøm. Ordene fra brevet havde brændt sig fast i min hukommelse, og jeg kunne ikke ryste følelsen af, at der var noget galt. Det var som om hver eneste nerve i min krop skreg en advarsel. Jeg følte der var noget farligt i gang, og jeg var den eneste, der kunne mærke det.

Muslingeskallen i min lomme føltes varm mod min hud, næsten som om den prøvede at fortælle mig noget. Den pulserede svagt i takt med mine skridt. Jeg gned den mellem fingrene, mens jeg gik, og mindedes alle de gange, far havde taget mig med ud at sejle. Hvordan han havde lært mig at navigere efter stjernerne og læse havets humør. Hvordan hans øjne altid lyste op, når han fortalte om havet. Og hvordan han en dag var taget ud alene og aldrig var kommet tilbage. Savnet stak i brystet som en rusten kniv.

Jeg var så fortabt i mine egne tanker, at jeg næsten ikke lagde mærke til, at jeg var nået hjem. Min mor og min søster sad allerede ved middagsbordet, og duften af fisk og kartofler fyldte luften. Der var også en svag duft af citron og dild. Normalt ville det have fået min mave til at knurre, men i aften føltes det bare kvalmende.

Jeg satte mig tavst på min plads og pillede ved maden på min tallerken, skubbede kartoflerne frem og tilbage uden rigtig at spise noget. Min mor og min søster snakkede om deres dag, men ordene flød bare sammen til en uforståelig summen i mine ører. Det var som at lytte til en radio med dårlig modtagelse. Jeg nikkede og smilede på de rigtige tidspunkter, men jeg var et helt andet sted i tankerne.

Så snart jeg kunne, undskyldte jeg mig og gik op på mit værelse. Jeg lå på sengen og stirrede op i loftet, mens skumringen langsomt krøb ind ad vinduet og kastede lange skygger på væggene. Den sidste rest af dagslys fik det gamle skibsmaleri på væggen til at se næsten levende ud. Søvnen ville ikke komme, uanset hvor meget jeg prøvede. Brevet og flasken havde sat noget i gang, som jeg ikke kunne stoppe, og jeg frygtede, hvad det ville betyde.

Morgensolen ramte mig som en lussing, da jeg vågnede med et sæt. Jeg havde sovet uroligt, og det føltes som om, at jeg havde tilbragt natten på havets bund, klemt under vandets tunge pres. Mine lagner var gennemblødte af sved, og jeg kunne stadig mærke saltvandets smag i munden. Jeg kæmpede mig ud af sengen, men fornemmelsen af ubehag hang ved mig som en skygge hele dagen. Mine ben føltes tunge, som om jeg vadede gennem dybt vand. Hver gang jeg lukkede øjnene, kunne jeg mærke bølgernes skvulpen mod min krop, og den klamme fornemmelse af vådt tøj klæbede til min hud. Selv da jeg havde taget et varmt brusebad og skiftet tøj flere gange, kunne jeg ikke ryste den klaustrofobiske følelse af at være fanget under havoverfladen.

Om aftenen sad jeg på mit værelse og stirrede tomt ud ad vinduet. Mine tanker flød rundt som drivtømmer i mit hoved. Pludselig hørte jeg lyden af bølger, der slog mod kysten, selvom vi boede et stykke fra havet. Lyden blev højere, næsten øredøvende, og jeg kunne have svoret, at jeg hørte skrig blande sig med bruset – desperate råb om hjælp der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg fór op og smækkede vinduet i, men lydene fortsatte, som om de kom inde fra mit eget hoved, en konstant dundren af bølger mod mit kranium.

Så bankede det på døren. Det var Clara. “Hej Emil, jeg ville bare…” Hun stoppede brat, da hun så mit ansigt. Jeg kunne se bekymringen vokse i hendes øjne. “Hvad er der galt?”

Jeg rystede på hovedet og sank ned på sengen, mine hænder rystede ukontrolleret. “Jeg ved det ikke. Siden vi fandt den flaske, har jeg haft det mærkeligt. Jeg kan høre lyde… bølger og skrig. Det er som om havet forfølger mig.”

Clara satte sig ved siden af mig og lagde en beroligende hånd på min skulder. Hendes hånd var varm og fast, et anker i mit kaos. “Måske skulle vi smide flasken tilbage i havet? Bare for at være på den sikre side.” Jeg kunne mærke, hvordan hendes grønne øjne studerede mit ansigt med en blanding af bekymring og beslutsomhed. Det var typisk Clara at foreslå en konkret løsning, mens jeg sad her og druknede i mine egne tanker. Hendes tilstedeværelse gjorde det lidt nemmere at trække vejret, selvom bølgernes lyd stadig hamrede mod mine tindinger.

Jeg nikkede mat og fandt flasken frem fra skrivebordsskuffen. Den føltes kold og tung i min hånd. Vi cyklede ned til stranden i tusmørket, vores hjul efterlod spor i det fugtige sand. Jeg kastede flasken så langt ud i bølgerne, som jeg kunne, og mærkede, hvordan den lettede i min hånd. Vi stod lidt og så den gynge på det mørke vand, indtil den forsvandt i mørket. Bølgerne slugte den med et sidste plask, og det føltes, som om en tung byrde var løftet fra mine skuldre. Clara stod tæt ved siden af mig, og jeg kunne føle hendes støtte, selvom vi ikke sagde et ord. Havet, som altid havde været en del af mit liv, føltes nu som en allieret, der havde taget imod vores byrde.

På vej hjem følte jeg mig lettet, næsten euforisk. Det var, som om en byrde var blevet løftet fra mine skuldre. Jeg kunne endelig trække vejret frit igen. Men da jeg trådte ind på mit værelse, stivnede jeg. Der, på mit skrivebord, stod flasken. Tør og skinnende i lampelyset, som om den aldrig havde forladt rummet. Vand dannede en lille pyt på skrivebordet, som den stod i. Jeg kunne føle en kulde krybe op ad ryggen, som om havet havde fulgt mig hjem. Hvor kom den fra? Hvordan kunne den være her? Jeg kiggede rundt i rummet, som om jeg forventede at finde en forklaring, men der var kun tavshed og mørke. Mine tanker begyndte at tumle rundt, og en følelse af frygt og uvished bredte sig i mig.

Om natten blev mine drømme hjemsøgt af mørke og klaustrofobiske visioner. Jeg befandt mig dybt under vandet, omgivet af en kvælende stilhed. Usynlige hænder greb fat i mine ankler og trak mig nedad, længere og længere væk fra overfladen. Det føltes som om selve havet havde fået fysisk form og ville trække mig ned i sit kolde, mørke dyb. Jeg kæmpede desperat for at komme fri, men jo mere jeg sloges, desto fastere blev grebet. Mine lunger skreg efter luft, og panikken voksede i mit bryst som en levende ting. Jeg vågnede med et gisp, gennemblødt af koldsved og med hjertet hamrende vildt i brystet.

Men selv i de vågne timer kunne jeg ikke undslippe fornemmelsen af at drukne. Hver vejrtrækning føltes tung og anstrengt, som om en usynlig vægt pressede på mit bryst. Selv de simpleste opgaver blev udmattende. I skolen kæmpede jeg for at koncentrere mig, mens klassens lyde syntes at forsvinde i en tåge af bølgebrus. Det var som om havet havde fulgt med mig ind i klasseværelset, og dets brusen overdøvede alt andet. Claras bekymrede blikke fulgte mig konstant, og jeg kunne se hvordan hun kæmpede for ikke at vise sin frygt. Men selv hendes beroligende ord kunne ikke fjerne den altoverskyggende frygt, der havde slået rødder i mit sind.

om eftermiddagen, mens jeg sad på mit værelse og stirrede ud i luften, fandt jeg mig selv med flasken i hånden. Jeg havde ikke engang bemærket, at jeg havde taget den. Det var som om den kaldte på mig, trak i mig med en usynlig kraft. Med rystende fingre foldede jeg brevet ud igen, og denne gang sprang en linje ud, som jeg ikke havde lagt mærke til før: “Havet kræver sin pris. Ingen undslipper det for altid.” Ordene brændte sig fast på min nethinde, og jeg mærkede en isnende kulde krybe op ad ryggen. Det føltes som om ordene var skrevet specifikt til mig, en påmindelse om min fars skæbne.

Imens havde Clara kastet sig over research på biblioteket. Hun ledte efter enhver oplysning, der kunne kaste lys over flaskens oprindelse og dens forbandelse. Jeg kunne forestille mig hende sidde der time efter time, bøjet over gamle bøger i det støvede bibliotek. Efter timer med at gennemgå gamle bøger og støvede sagn, fandt hun endelig noget. Flasken dukkede op i forskellige historier, altid med den samme advarsel: Dens ejere ville møde en grusom skæbne, medmindre de gav flasken videre inden for tre dage. Men ingen af historierne kunne fortælle, hvor flasken kom fra, eller hvordan forbandelsen var startet. Det var som om dens oprindelse var lige så mystisk som havet selv.

Clara kom farende ind ad døren til mit værelse, hendes normalt rolige ansigt var fortrukket af bekymring, og hendes hestehale var halvt opløst af den hurtige løbetur. “Emil, jeg fandt noget om flasken,” gispede hun, mens hun forsøgte at genvinde vejret. “Vi har kun tre dage til at give den videre, ellers…” Hun tav, ude af stand til at sige ordene højt. Jeg mødte hendes blik, og i det øjeblik vidste jeg, at vi var fanget i noget, der var større end os selv. Noget gammelt og mørkt, som havet selv. Muslingeskallen i min lomme føltes pludselig tung som bly.

Jeg mærkede den velkendte følelse af at drukne, selvom jeg sad på mit værelse, langt fra havet. Det føltes som om vandet havde fundet vej ind i mine lunger, og hver vejrtrækning var en kamp. Mine fingre krammede om sengetæppet, mens jeg kæmpede for at få luft. Claras ord hang stadig i luften, en tung påmindelse om den dystre skæbne, der ventede mig, hvis jeg ikke fandt en måde at bryde forbandelsen på.

“Der må være en anden løsning,” sagde jeg, min stemme skælvende og hæs. “Jeg kan ikke bare give den til en anden. Det ville være det samme som at dømme dem til…” Jeg kunne ikke få ordene over mine læber, kvalmen steg op i min hals ved tanken.

Clara lagde en beroligende hånd på min skulder, hendes grønne øjne fulde af bekymring. “Jeg ved det, Emil. Men hvad er alternativet? At lade forbandelsen tage dig?” Hendes fingre strammede let om min skulder.

Jeg rystede på hovedet, ude af stand til at acceptere nogen af mulighederne. Tanken om at overgive en anden til den skæbne, jeg stod overfor, fik det til at vende sig i mig. Men tanken om at give efter for forbandelsen, at lade havet tage mig, som det havde taget min far… Det var uudholdeligt. Minderne om den nat pressede sig på, som de altid gjorde, når havet kaldte.

Vi sad i tavshed i noget tid, begge fortabt i vores egne dystre tanker. Jeg legede fraværende med muslingeskallen i min lomme, mens jeg ledte efter et svar, der ikke fandtes. Den glatte overflade føltes betryggende mod mine fingerspidser, det eneste håndgribelige i en verden, der syntes at opløse sig omkring mig.

Til sidst sukkede Clara dybt og rejste sig. Hendes stol skrabede mod gulvet med en skinger lyd. “Jeg bliver nødt til at gå hjem. Men jeg lover, at jeg ikke vil stoppe med at lede efter en løsning. Der må være noget, vi har overset.” Hun strøg en vildfaren hårlok væk fra ansigtet.

Jeg nikkede, taknemmelig for hendes støtte, men ude af stand til at finde ord. Da døren lukkede sig bag hende, følte jeg mig pludselig meget alene. Værelset føltes for lille, væggene lukkede sig om mig som et fængsel. Jeg greb flasken fra natbordet og stirrede på den, som om den kunne give mig de svar, jeg søgte. Det grønlige glas glimtede svagt i det svindende dagslys.

Men der var kun stilhed og den konstante, kvælende fornemmelse af at drukne på tørt land. Jeg lå på sengen og lukkede øjnene, mens jeg forsøgte at ignorere den tiltagende panik i mit bryst. Sveden perlede på min pande, og mit hjerte hamrede vildt. Jeg vidste, at tiden var ved at løbe ud, at jeg snart ville blive nødt til at træffe et valg. Men lige nu kunne jeg ikke se nogen vej ud, kun et uendeligt, mørkt hav, der truede med at opsluge mig, præcis som det havde opslugt min far for alle disse år siden.

Jeg vågnede med en desperat følelse af at drukne, selvom jeg lå i min egen seng. Hvert åndedrag føltes som at trække vand ind i lungerne, og kulden fra saltvandet omgav mig som en klamrende kappe. Mine fingre krammede om dynen, som var det en redningskrans. Jeg kunne føle håret klæbe mod min pande, tungt af sved og angst. Mine tanker var forvirrede, og panikken truede med at oversvømme mig. Jeg kæmpede mig ud af sengen, mine bevægelser langsomme og tunge, som om jeg bevægede mig gennem vand. Gulvet under mine fødder føltes ustabilt, som et gyngende skibsdæk, og jeg måtte holde mig fast til møblerne for at holde balancen.

Clara kom tidligt, før skolen startede. Hendes øjne var fulde af bekymring, da hun så min tilstand. Hun havde sin slidte rygsæk over skulderen og håret sat op i den sædvanlige hestehale. “Emil, du kan ikke fortsætte sådan her. Du er nødt til at give flasken videre til nogen, der har gjort noget ondt. Det er den eneste måde.” Hun gnubbede igen fraværende på det stjerneformede modermærke på sit håndled, som hun altid gjorde, når hun var bekymret.

Jeg rystede på hovedet, selvom bevægelsen fik værelset til at snurre omkring mig. Mine fingre fandt automatisk muslingeskallen i min lomme. “Jeg kan ikke, Clara. Hver gang jeg ser på flasken, føles det, som om den dømmer mig. Som om den ved, hvad jeg overvejer at gøre.” Mine ord kom ud i små gispende stød.

Men Clara gav ikke op. Hun tog mig med til en del af byen, hvor kriminaliteten var høj. Flasken føltes tung i min hånd, mens vi gik gennem de skumle gader. Den pulserede svagt, som havde den sit eget hjerte. Jeg så på de slidte ansigter omkring mig, nogle af dem mærket af ar og hård livsstil, andre bare trætte og desperate. Men hver gang jeg forsøgte at række flasken frem, stoppede noget mig. En indre stemme, der hviskede, at dette var forkert.

Til sidst vendte jeg om, stadig med flasken i hånden. Clara stirrede vantro på mig. “Jeg kan ikke gøre det, Clara,” sagde jeg med en stemme, der var ru af salt. Mine læber var sprukne og smagte af hav. “Hvis jeg giver flasken videre, er jeg ikke bedre end den, der gav den til mig.”

Claras øjne flammede af vrede og frustration. Hendes hænder knyttede sig i vrede. “Så vil du hellere dø? Hvad med mig, Emil? Skal jeg bare se på, mens havet tager dig, ligesom det tog din far?” Hun rystede let, og jeg kunne se tårerne, hun kæmpede for at holde tilbage.

Hendes ord ramte mig som en bølge, og jeg vaklede tilbage. Mine øjne var glasklare af vand, og jeg kæmpede for at trække vejret gennem den væske, der samlede sig i min mund. Trykket for mine ører var uudholdeligt, som om jeg var fanget på havets bund. Jeg kunne høre bølgernes brusen, selv her midt i byen.

Clara vendte sig og gik, men ikke mod skolen. Hendes skridt var hurtige og målrettede. Jeg vidste, at hun ville tage tilbage til biblioteket, fast besluttet på at finde en anden løsning. Men jeg kunne ikke følge hende. Jeg kunne knap nok stå oprejst, og mine ben føltes som bly.

Jeg vendte hjem til et tomt hus, min mor og søster var taget afsted. Deres morgenmadstallerkener stod stadig i køkkenvasken. Jeg krøb op på mit værelse, afkræftet og opgivende. Flasken stod på mit skrivebord, dens grønne glas glimtede ondskabsfuldt i det svage lys, som en katteøje i mørket. Jeg lagde mig på sengen og lukkede øjnene, mens jeg ventede på, at havet skulle komme og gøre krav på mig. Lyden af bølger fyldte mine ører, og jeg kunne mærke, hvordan vandet langsomt steg i mine lunger.

Døren til mit værelse gik op med et knirk, og Clara trådte ind. Hendes ansigt var blegt og alvorligt, og hun holdt en gammel, gulnet bog i hænderne. Jeg kunne se, hvordan hendes fingre skælvede let, mens hun holdt fast om den. Jeg kæmpede mig op at sidde, mens min krop skreg i protest. Hver bevægelse føltes som at kæmpe mod et ubønhørligt tidevand, der forsøgte at trække mig tilbage i sengens dyb.

“Emil, jeg fandt noget,” sagde Clara og satte sig ved siden af mig. Hendes stemme var lav og intens, næsten hviskende. Jeg kunne mærke hendes bekymring som en tyk tåge i rummet. “I byens arkiver. En gammel dagbog skrevet af en sømand ved navn Elias. Han levede i det 18. århundrede. Det tog mig timer at finde den.”

Hun åbnede bogen, og jeg kunne se de tætskrevne sider, blækket falmet med tiden. Støvet fra de gamle sider fik mig til at nyse svagt. Claras finger fulgte ordene, mens hun læste højt, hendes negl skrabede let mod papiret. “Elias beskriver, hvordan han forbandede flasken. Han blev svigtet af sin besætning, kastet overbord for at redde skibet. Han endte på en øde ø, alene og døende. Med sit sidste åndedrag bad han havet om at lade flasken hjemsøge dem, der undslap deres ansvar. Han skrev det hele ned, før han…” Hun tøvede kort.

Jeg lyttede, min vejrtrækning hvæsende og ujævn. Hver ord føltes som en sten, der trak mig længere ned i dybden, og jeg kunne mærke, hvordan kulden fra havet krøb ind under min hud. Clara lukkede bogen og så på mig med intense øjne, grønne som havvand i en storm. “Det handler ikke bare om at overleve, Emil. Flasken tester din moral. Hvis du giver den videre for at redde dig selv, bliver du en del af dens ondskab. Du bliver som dem, der svigtede Elias.”

Jeg rystede på hovedet, desperat efter at forstå, mens min verden syntes at bryde sammen omkring mig. “Men hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke… Jeg kan ikke bare lade havet tage mig.” Min stemme knækkede, og jeg kunne smage salt på mine læber. Det var umuligt at vide, om det var sved eller havvand.

Clara tog min hånd, hendes fingre varme mod min klamme hud. Jeg kunne mærke hendes puls gennem vores sammenfoldede fingre. “Vi finder en måde, Emil. Der må være en måde at bryde forbandelsen på uden at give den videre.” Hendes stemme var fast, men jeg kunne se frygten i hendes øjne, den samme frygt jeg havde set i min fars øjne den sidste gang, jeg så ham.

Jeg nikkede, for udmattet til at argumentere. Muslingeskallen i min lomme føltes pludselig tung, som en anker, der trak mig ned. Jeg kunne høre havets kalden, dets stemme en hviskende brusen i mit øre, som blev stærkere for hver time der gik. Og jeg vidste, at uanset hvad vi besluttede, ville det kræve et offer. Et offer, som jeg måske ikke var klar til at give, men som jeg følte mig mere og mere sikker på, at jeg blev nødt til at acceptere.

Claras ord blev ved med at hænge i luften mellem os, tunge af betydning. Jeg så på flasken i min hånd, det grønne glas glimtede i det svage lys, og jeg kunne mærke den kølige overflade mod min svedige håndflade. Jeg kunne næsten føle dens puls, som et hjerte der slog i takt med mit eget, en uhyggelig påmindelse om den forbindelse, der nu bandt os sammen. En beslutning måtte træffes, og tiden var knap – det kunne jeg mærke helt ind i knoglerne.

“Elias’ grav,” sagde jeg til sidst, min stemme ru af salt og træthed, og jeg måtte rømme mig for at fortsætte. “Ifølge dagbogen kan forbandelsen brydes, hvis flasken begraves på hans hvilested. Det er vores eneste chance.”

Clara nikkede, hendes øjne skinnede af beslutsomhed i halvmørket. En lok af hendes vindblæste hår faldt ned over ansigtet, men hun ænsede det ikke. “Jeg kender øen. Den ligger ikke langt herfra, men den kan kun nås under lavvande. Vi har måske to timer, tops. Måske mindre, hvis tidevandet skifter hurtigere end normalt.”

To timer. To timer til at nå øen, finde graven og begrave flasken. To timer til at bryde forbandelsens greb, før havet tog mig, som det havde taget min far. Jeg kunne næsten høre hans stemme i vindens hvisken. Jeg sank en klump og nikkede, mens jeg prøvede at ignorere den stigende panik i min mave. “Lad os gøre det. Vi har ikke andet valg.”

Vi satte af sted med det samme, vores fødder hamrede mod jorden, mens vi løb mod stranden. Mine lunger brændte allerede efter få minutter. Solen var ved at gå ned, dens røde lys farvede himlen i flammende nuancer, som mindede mig alt for meget om blod. Vandet var allerede begyndt at trække sig tilbage, og vi vadede ud, til det nåede vores knæ. Det iskolde vand fik mine ben til at snurre. Flasken føltes tung i min hånd, som om den modstod hvert skridt, som om den vidste, hvad vi havde planlagt.

Da vi endelig nåede øen, var det næsten mørkt. Månen hang lavt på himlen, dens blege lys kastede lange skygger over sandet, der knasede under vores sko. Vi begyndte at lede efter graven, vores øjne scannede desperat terrænet. Men noget var galt. Havet opførte sig mærkeligt, bølgerne steg og faldt i uregelmæssige mønstre, selvom der ingen vind var. Lyden af vandet lød næsten som hviskende stemmer. Og flasken… flasken føltes tungere for hvert sekund, som om den trak mig ned mod jorden, som om den ville trække mig helt ned i dybet.

Claras skarpe indånding fik mig til at se op. Hun pegede mod vandet, hendes hånd rystede let, og jeg havde aldrig før set hende så bleg. Jeg fulgte hendes blik og følte mit hjerte stoppe. Skygger bevægede sig under overfladen, mørke og formløse. De cirklede omkring os, kom tættere og tættere på, som sultne rovdyr der lurede på deres bytte. Jeg kunne høre mit eget åndedræt, hurtigt og overfladisk, blande sig med havets brusen. Saltvandståger begyndte at samle sig omkring vores fødder.

“Emil…” Claras stemme var anspændt, næsten bønfaldende, og hendes fingre fandt min arm i mørket. Jeg tog hendes hånd, klemte den hårdt, mærkede hvordan vi begge rystede. Vi var så tæt på, så tæt på at bryde forbandelsen. Men havet… havet havde andre planer, og jeg kunne mærke det trække i mig, lokke mig nærmere med hver bølge der slog mod øens bred.

Følelsen af at blive forfulgt og lokket forhindrede os ikke i at nå ind til øen. Mine fødder sank ned i det bløde sand, mens jeg kæmpede mig fremad, med flasken klemt fast i min ene hånd og Claras hånd i den anden. Vinden piskede mod mit ansigt, salt og bidende, og fik mine øjne til at løbe i vand. Eller måske var det tårerne, jeg ikke længere kunne holde tilbage, tårerne over alt det, jeg stod til at miste. Jeg kunne mærke den kolde sved løbe ned ad min ryg, og mine ben føltes tunge som bly. Mit hjerte hamrede så hårdt i brystet, at jeg var sikker på, Clara kunne høre det gennem vores sammenfoldede hænder.

Vi fandt graven ved foden af en gammel, forvitret klippe. Stenen var dækket af mos og slidt af tidens tand, men Elias’ navn stod stadig tydeligt indgraveret. Jeg lod mig falde på knæ foran den, ignorerede den skarpe smerte, da mine knæ ramte de små sten og muslinger. Med rystende hænder placerede jeg flasken på graven og begyndte at fremsige ordene fra dagbogen, de gamle, glemte ord, der skulle bryde forbandelsen. Min stemme knækkede flere gange, mens jeg kæmpede for at udtale de fremmede ord korrekt. Ordene smagte metallisk i min mund, som gammelt blod.

Men flasken ville ikke samarbejde. Den begyndte at ryste voldsomt, som om den var levende, som om den kæmpede imod med alt, hvad den havde. En skærende lyd fyldte luften, højere og højere, indtil jeg troede, mine trommehinder ville sprænges. Jeg kneb øjnene sammen og prøvede at koncentrere mig om ordene, men de føltes pludselig meningsløse, magtesløse mod den ondskab, jeg stod overfor. Flasken vibrerede så kraftigt i mine hænder, at jeg næsten tabte den. Den brændte mod mine håndflader som is, der var så kold, at den føltes som ild.

“Emil!” Claras desperate råb skar gennem larmen. “Vandet stiger! Vi bliver nødt til at skynde os!” Hendes stemme dirrede af frygt, noget jeg aldrig havde hørt før. Hendes hånd klemte hårdt om min skulder, hendes fingre gravede sig ind i min hud gennem den tynde trøje.

Jeg så op og mærkede mit hjerte synke. Havet var overalt omkring os nu, det sorte vand skummede og boblede, som om det kogte af raseri. Bølgerne slog ind over øen, højere og højere for hvert sekund, truede med at opsluge os begge. Luften var tyk af saltvandssprøjt og tordnende brag fra bølgerne. Jeg kunne smage salt på mine læber og mærke, hvordan det sved i mine øjne.

Og i det øjeblik gik det op for mig. Flasken ville ikke bare begraves. Den krævede mere end det. Den ville have et liv som betaling. Den ville have mit liv. Erkendelsen ramte mig som et slag i maven, og jeg kunne mærke muslingeskallen i min lomme presse mod mit lår – min sidste forbindelse til far. Den føltes varm mod min hud, næsten levende, som om den prøvede at give mig styrke til det, der skulle komme.

“Clara…” Min stemme var næsten uhørlig over havets brølen. “Jeg er nødt til at gøre det. Det er den eneste måde.” Jeg kunne se forståelsen langsomt brede sig i hendes grønne øjne, og det knuste mit hjerte at se den frygt og sorg, der fulgte med. Hendes ansigt var blegt i det svindende lys, og hendes hår piskede vildt omkring hendes ansigt i den tiltagende storm.

En måned var gået, siden Clara mistede Emil til havet. En måned med søvnløse nætter, hvor hun har vendt og drejet sig i sengen, plaget af mareridt om bølger, der trak hende ned i dybet. En måned, hvor hver eneste lyd fik hende til at fare sammen, hvor hver skygge i øjenkrogen føltes som en trussel. En måned, hvor hun desperat prøvede at overbevise sig selv om, at det hele bare havde været en ond drøm, at Emil snart ville dukke op igen med sit skæve smil og sine havblå øjne.

Men dybt inden i hende vidste hun, at det var virkelig nok. At hendes bedste ven var væk for evigt, opslugt af en forbandelse, hun ikke havde kunnet bryde. At hun havde fejlet ham, da han havde haft allermest brug for hende. Tanken var som en klump i halsen, der aldrig forsvandt, uanset hvor meget hun prøvede at synke den.

Og nu stod hun her igen, på stranden hvor det hele begyndte. Solen var ved at gå ned, og himlen glødede i nuancer af orange og pink, som om selv naturen sørgede med hende. Vinden susede blidt gennem hendes hår og fik det til at kilde mod hendes kinder. Sandet føltes koldt og fugtigt under hendes bare fødder, og bølgerne slikkede dovent op ad kysten, som om de prøvede at lokke hende ud i havet.

Clara stod helt stille og stirrede ud over havet, prøvede at forestille sig Emil derude et sted, i en anden verden, fri for smerte og frygt. Måske svømmede han med havets væsner nu, måske havde han endelig fundet den fred, han altid havde søgt. Tanken fik en ensom tåre til at trille ned ad hendes kind, og hun tørrede den hurtigt væk med bagsiden af hånden.

Og så fik Clara øje på den. Flasken. Den lå lige foran hende, halvt begravet i sandet, som om havet havde leveret den direkte til hende. Hendes hjerte sprang et slag over, og hun mærkede blodet forsvinde fra hendes ansigt. “Det kunne ikke passe. Det var umuligt. Vi havde begravet den sammen med Emil, havde vi ikke?” sagde hun højt for sig selv. Hun rystede på hovedet, prøvede at overbevise sig selv om, at det bare var en anden flaske, at hendes sind spillede hende et puds.

Men da hun samlede den op, var der ingen tvivl. Det var den samme flaske, med de samme mærkelige symboler indgraveret i glasset. Den føltes tung i hendes hånd, som om den indeholdt hele verdens ondskab. Hun vendte den i hænderne, og lyset fangede i det gyldne glas, sendte glimt af regnbuefarver over hendes hud.

Og så hørte hun det, en hvisken fra bølgerne, så svag, at hun næsten troede, det var noget hun bildte sig ind. Men ordene var tydelige nok, som om de blev hvisket direkte ind i hendes øre. “Du kan ikke undslippe!”