Judas Iskariot vandrede gennem Jerusalems snævre gader som en skygge af sig selv. De tredive sølvmønter klirrede i posen ved hans side, hver eneste lyd var som et slag mod hans samvittighed. Tre dage var gået siden korsfæstelsen, tre dage siden han havde set sin Herre dø på grund af hans forræderi.

Gaderne var fulde af folk, der diskuterede de seneste begivenheder med ivrige stemmer. Nogle talte om den mirakuløse opstandelse, andre afviste det som løgn. Men Judas hørte kun ekkoet af Jesu sidste ord: “Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Men Judas vidste præcis, hvad han havde gjort.

Han forlod byen i skumringen og vandrede mod Hinnoms dal, hvor affaldet brændte i evige flammer. Duften af røg og råddenskab fyld hans næsebor, men det var ingenting i forhold til stanken af hans egen synd. Han fortsatte videre, ud over de støvede marker og op i bjergene, hvor oliventræerne stod som tavse vidner til hans skam.

Da natten faldt, fandt han en lille skov af korte, knudrede træer. Månen kastede sølvstriber gennem grenene og mindede ham om de forbandede mønter. Han trak dem frem og lod dem falde gennem fingrene, en efter en ramte de jorden med et hult klir.

“Blodpenge,” hviskede han. “Det er alt, jeg er værd nu.”

Hans tanker vandrede tilbage til den sidste nadver, hvor Jesus havde sagt: “En af jer vil forråde mig.” Judas huskede, hvordan hans hjerte havde hamret, hvordan han havde håbet, at Jesus på en eller anden måde kunne redde situationen, redde dem alle.

Men i stedet for redning var der kun død og ødelæggelse.

“Jeg troede…” hans stemme brød, “jeg troede, det var den eneste vej. At tvinge din hånd til at handle.”

Men Jesus havde ikke handlet. Han var gået til sin død som et lam til slagtebænken, og Judas var alene tilbage med vægten af sin beslutning.

Han fandt et gammelt oliventræ med en stærk gren, der strakte sig udover en lille kløft. Hans hænder rystede, da han knyttede rebet, det samme reb, han havde brugt til at binde sin rejsetaske, nu skulle det befri ham fra livet.

“Det er bedre at være død,” mumlede han, mens han kastede rebet over grenen. “En forræder fortjener ikke at leve.”

Med rebet stramt om halsen trak han vejret dybt en sidste gang. Jerusalem lå som et gyldent lys i det fjerne, og han kunne næsten høre tempelklokkerne ringe i natten. Der var fred i tanken om at slippe fri fra smerten, fra skammen, fra mindet om Jesu øjne i det øjeblik, han gav ham det sidste kys.

Han tog et skridt frem over kanten…

Men så skete der noget uventet.

En lysglans brød gennem det tætte løv, stærkere end månelyset, mere intens end noget jordsligt lys. Træerne bøjede sig, som om de gjorde ærerbødighed, og luften selv syntes at vibrere af en overnaturlig kraft.

En majestætisk skikkelse trådte frem fra lyset, Ærkeenglen Michael, hans ansigt som brændende bronze, hans øjne som flammer. Massive vinger foldede sig ud bag ham, kastede skygger der dansede som levende væsner.

“Judas Iskariot,” tordnede hans stemme, så rungede mellem træerne. “Du vil ikke undslippe så let.”

Rebet faldt fra Judas’ hals som et tørret blad, og han styrtede til jorden med et bump. Han kiggede op på ærkeenglen med en blanding af skræk og ærefrygt.

“Jeg… jeg kan ikke leve med det, jeg har gjort,” stammede han.

Michael trådte nærmere, og luften omkring ham emmede af guddommelig magt. “Du tror, døden vil vaske din synd ren? Du tror, selvmord vil give dig fred?”

“Hvad andet er der? Jeg har forrådt Herren. Jeg har…”

“Du har spillet din rolle i Guds plan,” afbrød Michael. “Men din straf skal ikke være døden.”

“Straf?” Judas’ hjerte sank.

“Du skal leve, Judas Iskariot. Du skal leve og bære konsekvenserne af dit valg.” Michael løftede sin hånd, og guddommelig magt strømmede fra den som ild. “Solens lys skal brænde dig som det reneste sølv. Du skal skjule dig i mørket for resten af dine dage.”

Magien ramte Judas som lynild, borede sig ind i hver fiber af hans væsen. Hans hud blev bleg som måneskin, hans øjne ændredes til at se klarere i mørket end i lyset.

“Og sølvet,” fortsatte Michael, hans stemme ekkoede i Judas’ sjæl, “vil for altid være din fjende. Det vil brænde dit kød og minde dig om din synd.”

Judas skreg af smerte, da magien forvandlede hans krop. Han kunne mærke, hvordan sulten efter almindelig føde forsvandt, erstattet af noget mørkere, mere primitivt.

“Du vil leve alene, skilt fra Guds lys, fanget mellem liv og død. Og i din ensomhed vil du forstå den sande vægt af dit forræderi.”

Michal trådte tilbage, hans skikkelse begyndte at forsvinde i det klare måneskin. “Skovens mørke vil være dit fængsel, indtil du lærer sandheden om forløsning.”

“Vent!” råbte Judas desperat. “Hvor længe? Hvor længe skal jeg bære denne byrde?”

Men ærkeenglen var allerede forsvundet, og kun ekkoet af hans ord hang tilbage i natten: “Indtil du forstår, hvad ægte anger betyder.”

Judas lå på skovbunden og følte de nye kræfter strømme gennem sin krop. Hans hud var blevet sensitiv for selv det svageste lys, hans sanser skærpet til et næsten uudholdelig niveau. Han kunne høre hver mus, der pilede gennem løvet, lugte hver blomsts duft fra flere kilometers afstand.

Men mest af alt kunne han mærke sulten. En ny og mørk trang, der gnaver i hans mave som et sultent rovdyr.

“Hvad har jeg gjort?” hviskede han til natten. “Hvad har jeg bragt over mig selv?”

Men svaret kom ikke. Kun stilheden og mørket omfavnede ham, som det skulle gøre i alle de årtier, der fulgte.

---

Der var nu gået fem år siden Judas blev forbandet den nat i skoven. Judas havde lært at leve i skyggerne. De første måneder havde været rene helvede, sulten havde næsten drevet ham til vanvid, før han opdagede, at dyreblod kunne stille den værste trang. Rådyr, vildsvin, selv mus, alt levende blev til næring for hans forbandede eksistens.

Han havde bygget sig en primitivt lerhytte dybt inde i skoven, hvor sollyset aldrig nåede ned gennem det tætte løvtag. Her tilbragte han dagene i en form for dvale, drømmende om Jerusalem, om de lyse dage før forræderiet.

Men nætterne tilhørte jagten.

Hans krop havde ændret sig yderligere med årene. Musklerne var blevet mere seje, fingrene havde udviklet næsten klolignende negle, og hans tænder var blevet skarpere. Han bevægede sig gennem skoven som et spøgelse, lydløs og hurtig.

En aften, da han forfulgte et skadet rådyr, hørte han noget usædvanligt, menneskelige stemmer. Han frøs og lyttede intenst. Tre rejsende havde slået lejr i en lysning ikke langt fra hans territorium.

“Jeg fortæller jer, at disse skove er forbandede,” sagde en ældre mand og kastede mere brænde på bålet. “Folk forsvinder her.”

“Overtro,” grinede en yngre fyr. “Der er bare ulve, det er alt.”

Men den tredje, en midaldrende købmand, rystede på hovedet. “Min bror fortalte mig om ting han så… ting med øjne der glødede i mørket.”

Judas følte sulten vælde op i sig stærkere end nogensinde før. Dyreblod stillede ikke længere hans trang fuldstændigt, der var noget i ham, der kaldte på menneskelig essens. Han kæmpede mod følelsen, prøvede at trække sig tilbage til sit skjul.

Men lugten af deres blod, varmt og livskraftigt, trak i ham som en magnet.

“Nej,” hviskede han til sig selv. “Jeg vil ikke blive til et monster.”

Men da vinden bar deres latter hen til ham, blandede det sig med minderne om Jesu smil, og pinen blev uudholdelig. Disse mænd levede lykkelige liv, mens han var dømt til evigt mørke. Hvor var retfærdigheden i det?

Inden han vidste af det, stod han på kanten af lysningen. Bålets lys sved i hans øjne, men han ignorerede smerten.

“Hvem går der?” råbte den unge mand og greb om sit sværd.

“Bare en rejsende,” svarede Judas med en stemme som silke. En del af hans forbandelse havde givet ham evnen til at påvirke menneskers sind, så de stolede på ham. “Jeg så jeres ild. må jeg varme mig ved jeres bål?”

Den ældre mand så skeptisk ud, men købmanden bukkede venligt. “Selvfølgelig, ven. Der er plads ved bålet.”

Judas trådte ind i lyset, og alle tre mænd stirrede på ham. Hans blege hud og intense øjne måtte have virket mærkelige, men hans påvirkning holdt deres frygt nede.

“I kommer langvejs fra?” spurgte købmanden.

“Meget langt,” svarede Judas sandhedsrigtig. “Fra et sted, jeg aldrig kan vende tilbage til.”

De talte i timevis om handel, om vejene, om verden udenfor skoven. Judas hang på hvert ord, tørstig efter menneskelig kontakt efter så mange år i isolation.

Men da natten blev dybere, og mændene forberedte sig på at sove, voksede sulten til et inferno i hans indre.

“Jeg må gå,” sagde han pludselig og rejste sig.

“Har du et sted at sove?” spurgte købmanden. “Du er velkommen til at dele vores lejr.”

Det var den venlighed, der blev hans undergang. I et øjeblik så Judas Jesus i købmandens øjne, den samme godhed, den samme tillid. Og noget i ham knækkede.

“Tak,” hviskede han og bøjede sig ned over den sovende mand.

Bidet var instinktivt, næsten sart. Hans forlængede tænder gennemborede huden som nåle gennem silke. Det varme blod strømmede ind i hans mund, og for første gang i fem år følte han ægte mæthed.

Købmanden vågnede et øjeblik, så op i Judas’ øjne med forundring mere end frygt. “Du… du er…”

“Undskyld,” hviskede Judas, mens livet sivede ud af manden. “Jeg kunne ikke modstå.”

Da det var overstået, lå Judas i græsset ved siden af liget og græd. Hans forbandelse var fuldstændig nu, han var ikke bare dømt til at leve i mørket, han var dømt til at blive et rovdyr.

De andre to mænd sov dybt, upåvirkede af tragedien. Judas kunne let have dræbt dem alle, men i stedet slukkede han bålet og forsvandt tilbage i mørket.

Fra den nat begyndte rygterne om skoven virkelig at sprede sig. Rejsende fortalte om en bleg skikkelse med glødende øjne, der angreb folk i mørket. Nogle kaldte det en dæmon, andre en hævnende ånd.

Men Judas vidste sandheden, han var blevet til det monster, han altid havde frygtet at være.

---

Det var nu otte år siden judas havde dræbt sit første menneske og havde følt sig mæt, noget han ikke havde kunne slippe igen. Judas havde lært at leve med sin forbandelse, men ikke at acceptere den. Han jagede kun, når sulten blev uudholdelig, og han forsøgte altid at vælge folk, der ikke ville blive savnet, forbrydere og banditter, dem der færdedes alene om natten og ingen gode hensigter har.

Men isolationen æder ham op indefra. Årevis uden væsentlig menneskelig kontakt havde gjort ham næsten vild. Han talte til sig selv, til træerne, til månelyset. Nogle gange troede han, han hørte Jesu stemme i vinden, andre gange var det Michaels tordnende fordømmelse.

En aften, da efterårsstormene piskede gennem skoven, følte han en ny tilstedeværelse. Mørket selv syntes at forandre sig foran ham, og en figur dukkede frem fra skyggerne.

Hun var skøn på en måde, der var både forførende og skræmmende. Hendes hud var så hvid som måneskin, hendes hår sort som ravnefjer, og hendes øjne… hendes øjne var som dybe brønde, der tilsyneladende kunne se ind i sjælen selv.

“Judas Iskariot,” sagde hun med en stemme som flydende mørke. “Den første forræder. Den første af de fordømte.”

“Hvem er du?” Hans stemme var rusten af forbavselse og frygt.

“Jeg har mange navne. Lilith kalder nogle mig. Andre kender mig som Mørkets Mor, den Første Kvinde, hun der blev udstødt før Eva.” Hun smilede, og hendes tænder var hvide som perler. “Men for dig er jeg muligheden for frelse.”

“Frelse?” Judas lo bittert. “Der er ingen frelse for mig. Michael var meget klar på det punkt.”

“Ah, men Michaels forbandelse behøver ikke være din undergang.” Hun trådte nærmere, og han kunne mærke en kold energi strømme fra hende. “Den kan blive til din styrke.”

Judas rystede på hovedet. “Jeg ønsker ikke mere magt. Jeg ønsker bare fred.”

“Så naiv,” smilede hun. “Fred er for de døde, Judas. Du er dømt til at leve, så hvorfor ikke leve et godt og rigt liv?”

Hun begyndte at kredse om ham som en kat om sit bytte. “Du har allerede smagt på sandheden, ikke sandt? Menneskeblod er bedre end dyrs. Mere tilfredsstillende.”

“Det er en forbandelse.”

“Det er evolution!” Hun stoppede lige foran ham, hendes øjne brændte intenst. “Du tror, du er alene i dette? Du tror, du er den eneste, der har smagt livets essens?”

“Hvad mener du?”

“Der har været andre før dig, Judas. Ikke mange, men nogle. Dem, der har fundet styrken til at omfavne deres mørke natur i stedet for at kæmpe imod den.” Hun strakte en hånd ud mod ham. “Jeg kan lære dig deres hemmeligheder.”

Judas tøvede. Ensomheden havde været det værste ved hans forbandelse, værre end sulten, værre end smerten. Tanken om ikke at være alene…

“Hvad er prisen?” spurgte han mistænksomt.

“Kloge spørgsmål.” Hun grinede lavt. “Du skal stoppe med at kæmpe imod din natur. Du skal omfavne det, du er blevet. Og til gengæld…”

Hun lagde sin hånd på hans bryst, og øjeblikkelig følte han en bølge af kraft strømme gennem ham. Hans allerede skærpede sanser blev endnu mere intense, hans styrke fordobledes, og sulten, den konstante, nagende sult, blev til noget kontrollerbart.

“Til gengæld vil jeg give dig evnerne til at overleve og trives. Du vil blive herre over natten, ikke dens slave.”

“Og så?”

“Og så kan du vælge at dele denne gave med andre.” Hendes øjne blev mørke som dybe huller. “Hver person, du bider uden at dræbe, vil langsomt blive som dig. Du behøver ikke længere være alene.”

Det løfte ramte Judas som et lyn. Ikke mere ensomhed? Muligheden for selskab, måske endda venskab?

“Men vær advaret,” fortsatte Lilith. “Denne kraft kommer med ansvar. De, du skaber, vil være bundet til dig. Deres handlinger vil reflektere på dig. Vælg omhyggeligt.”

Judas stirrede på hendes udstrakte hånd. Han tænkte på alle de ensomme nætter, alle gangene han havde talt til månen som sin eneste ven. Han tænkte på købmanden, hvis blod havde bragt ham den første ægte tilfredsstillelse i årevis.

Måske var det tid til at stoppe med at bekæmpe det, han var blevet.

“Jeg accepterer,” hviskede han og tog hendes hånd.

Øjeblikkeligt følte han forandringen. Det var som at blive ramt af lyn og omfavnet af lyset på samme tid. Hans krop blev stærkere, mere følsom. Han kunne høre dyrs hjerteslag fra lange afstande, se gennem det dybeste mørke, bevæge sig hurtigere end menneskets øje kunne følge.

Men vigtigst af alt følte han kontrollen. Sulten var stadig der, men den beherskede ikke længere ham fuldstændigt.

“Nu,” smilede Lilith triumferende, “er du klar til at finde din første discipel.”

Da hun forsvandt tilbage i mørket som røg i vinden, stod Judas tilbage med en ny følelse af mål. For første gang siden forræderiet følte han noget, der lignede håb.

Han var ikke længere bare en fordømt sjæl, han var blevet til noget nyt, noget stærkere. Og snart ville han ikke længere være alene.

---

Judas havde brugt tiden på at udforske sine nye evner i to måneder. Han opdagede, at han kunne påvirke menneskers sind mere direkte nu, næsten hypnotisere dem til at stole på ham. Hans fysiske kraft var blevet overmenneskelig, han kunne springe fra træ til træ som en kat, løfte sten, der vejede flere hundrede kilo, og bevæge sig så hurtigt, at han nærmest var usynlig for det blotte øje.

Men mest vigtigt af alt var, at han havde lært kontrol. Han behøvede ikke længere at dræbe hver gang han var sulten. Han kunne tage nok til at blive mæt, og så lade offeret leve.

Det var på en af disse “skånsomme” jagter, at han mødte John.

Den unge mand var ikke ældre end femogtyve, men hans øjne bar på en modenhed, der talte om hårde oplevelser. Han rejste alene på en øde vej, bevæbnet og åbenbart på vagt.

Judas observerede ham fra skyggerne i flere timer. Der var noget ved Johns måde at bevæge sig på, målrettet, ivrig efter mere end bare overlevelse. Han var ikke som de fleste rejsende, der blot ønskede at komme sikkert fra punkt A til punkt B.

“Hvem går der?” råbte John pludselig og drog sit sværd. Hans øjne scannede mørket som en trænet kriger.

Imponerende. Judas havde troet, han var helt skjult.

“Bare en medrejsende,” svarede Judas og trådte frem i månelyset med hænderne løftet i en fredelig gestus. “Jeg villle ikke at forskrække dig.”

John sænkede ikke våbnet. “Det her er et farligt område. Der har været drab…”

“Ja, jeg har hørt rygterne.” Sagde Judas med et lille smil. “Men jeg tror, du er mere end i stand til at forsvare dig selv.”

“Hvordan kan du vide det?” Johns øjne var mistænksomme men også nysgerrige.

“Du bevæger dig som en mand, der har været i kamp. Din hånd hviler naturligt på sværdet. Og din holdning…” Judas studerede ham. “Du frygter ikke døden.”

Til Judas’ forbavselse sænkede John langsomt sit våben. “Du er observant.”

“Man lærer at læse mennesker, når man rejser alene.” Judas kom nærmere. “Kan jeg spørge, hvad der driver en kriger ud på disse farlige veje om natten?”

John tøvede, så besluttede han sig åbenbart for at tale. “Jeg leder efter noget.”

“Hvad?”

“Magt.” Ordet hang i luften mellem dem som en bekendelse. “Rigtig magt. Ikke den type, man får gennem politik eller penge. Noget… mere.”

Judas’ hjerte sprang over. Dette var præcis, hvad han havde håbet på, en person, der allerede hungrede efter det, han kunne tilbyde.

“Det er en farlig ting at søge,” sagde han forsigtigt.

“Farligere end at leve som en almindelig mand? At dø gammel og glemt?” John rystede på hovedet. “Jeg har set mænd dø i kamp, og de, der overlevede… de fleste levede blot for at overleve. Ingen store mål i livet, ingen mening.”

“Og hvad med familie? Kærlighed?”

“Havde jeg en gang.” Johns stemme blev hård. “Min hustru og datter blev dræbt af røvere, mens jeg var væk som lejesoldat. Da jeg kom hjem…” Han afsluttede ikke sætningen.

“Det beklager jeg,” sagde Judas oprigtigt.

“Jeg dræbte røverne. Alle sammen. Men det bragte dem ikke tilbage. Og siden da har jeg indset, at almindelig styrke ikke er nok. Man skal have magt over selve livet og døden.”

Judas følte en iskold iver. John var perfekt, allerede bitter, allerede sulten, allerede klar til at opgive sin almindelige menneskelighed.

“Hvad hvis jeg fortalte dig,” sagde Judas langsomt, “at sådan magt eksisterer? At den kan opnås?”

Johns øjne blev intense. “Jeg ville sige, at du enten er en løgner eller en man jeg meget gerne vil lære at kende bedre.”

Judas smilede. “Så følg med mig. Men vær advaret, den vej, jeg kan vise dig, fører væk fra alt, du har kendt. Der er ingen vej tilbage.”

“Bag mig ligger kun aske og minder,” svarede John. “Frem er den eneste retning, der betyder noget.”

---

I løbet af de følgende uger mødtes de hver nat på forskellige steder. Judas viste gradvist sine evner frem, først den overnaturlige styrke, så hastigheden, og så evnen til at se og høre ting, ingen mennesker kunne.

Johns fascination voksede med hver demonstration. “Hvordan?” spurgte han igen og igen. “Hvordan er dette muligt?”

“Der er kræfter i denne verden,” forklarede Judas, “som de fleste mennesker aldrig drømmer om. Kræfter, der er ældre end civilisationen selv.”

“Og du har fået adgang til dem?”

“Jeg blev… udvalgt. Straffet, kunne man sige, men straffen blev til en gave.” Judas så direkte på John. “Og jeg kan dele den gave.”

“Hvad kræver det?”

“Alt. Dit gamle liv, dine gamle værdier, din almindelige menneskelighed. Du vil blive til noget nyt, noget stærkere, noget der lever efter andre regler.”

John tøvede ikke et øjeblik. “Gør det.”

“Ikke så hurtigt.” Judas lagde en hånd på hans skulder. “Først må du bevise din værdighed. Og du må hjælpe mig med at skaffe det, vi har brug for.”

“Hvad?”

“Penge, først og fremmest. Og et sted at leve. Et sted, hvor vi kan arbejde uden indblanding.”

John nikkede ivrig. “Jeg har en del opsparing fra mine dage som lejesoldat. Og jeg kender til et gammelt slot…”

“Fortæl mig om det.”

“Det tilhørte en lord, som døde i sidste års pest. Hans arvinger vil ikke have det, de siger, det er forbandet. Det står tomt på en klippe med overblik over skoven.”

Judas smilede. “Det lyder perfekt.”

I løbet af den næste måned brugte John sin opsparing og nogle… kreative forretningsmetoder til at købe slottet. Judas brugte sin evne til at påvirke sind til at gøre transaktionen glat og spørgemålsfri.

Slottet var perfekt til deres behov. Isoleret på sin klippeside, med tykke mure, der holdt sollyset ude, og mange skjulte kamre, hvor de kunne arbejde uforstyrret.

“Nu,” sagde Judas, mens de stod i den store hall den første nat, “begynder din ægte uddannelse.”

---

Efter seks måneder var slottet blevet forvandlet fra en tom skal til et funktionelt hjem. John havde viste sig at være et natur talent til at organisere og planlægge. Han havde installeret tykke gardiner over alle vinduer, skabt et netværk af underjordiske tunneler til hurtig flugt, og selv bygget et hemmeligt våbenkammer.

Men det vigtigste af alt, han havde lært at jage.

Judas havde været en tålmodig lærer. Han begyndte med at vise John, hvordan man bevægede sig lydløst, hvordan man læste vindretning og spor, hvordan man valgte de rigtige ofre.

“Nøglen,” forklarede Judas en nat, mens de observerede en lille landsby fra en bjergkam, “er at aldrig efterlade spor, der peger på os. Folk skal forblive forvirrede om, hvad der sker.”

“Hvordan?”

“Vi vælger folk, der ikke vil blive savnet med det samme. Rejsende, udsatte personer, dem der lever på kanten af samfundet.” Judas pegede på en mand, der vandrede drukken ud af en kro. “Som ham.”

John studerede målet. “Han ser skyldig ud. Tidligere forbryder?”

“Muligvis. Men det vigtigste er, at han er alene, og ingen vil savne ham i flere dage.”

De fulgte manden til et mørk gyde, hvor han satte sig for at sove. Judas demonstrerede den præcise teknik, det hurtige bid, den kontrolede sugning, det øjeblik hvor man trak sig tilbage før han døde.

“Se,” hviskede han, mens manden lå bevidstløs men levende i gyden. “Han vil vågne med et tungt hoved og vage minder om mareridtsdrømme. Intet mere.”

John så fascineret på. “Og han vil ikke huske dig?”

“Den menneskelige hjerne har en fantastisk evne til at rationaliser ting væk, det den ikke kan forstå. Han vil overbevise sig selv om, at det var en drøm.”

Over de følgende måneder opbyggede John gradvist sin egen styrke og hastighed gennem regulere eksponering af Judas’ blod. Det var en langsomlig proces, ikke den øjeblikkelige transformation, Lilith havde hintet om, men en gradvis udvikling.

Hans sanser blev skarpere, hans reflekser hurtigere, hans styrke større. Men vigtigst, han blev også mere kold, mere beregnende. Empatien for hans ofre falmede med hvert måltid.

“Jeg forstår det nu,” sagde han en nat, efter at have gennemført sin første jagt alene. “Det er ikke mord. Det er… naturens orden. Vi er øverst i fødekæden nu.”

Judas smilede anerkende. “Præcis. Og snart vil du være klar til den ægte forvandelse.”

Men som månederne gik, begyndte Judas at bemærke bekymrende træk i sin elev. John blev mere aggressiv med ofrene, mindre forsigtig, mere sulten efter magt selv.

En nat fandt Judas ham i slottet med et offer, en ung kvinde, der græd og bønfald ham.

“Hun så mig,” sagde John koldt. “Hun kan identificere mig.”

“Så slå hende bevidstløs og flyt hende et andet sted,” svarede Judas. “Hun behøver ikke at dø.”

“Det er ineffektivt. At slå hende ihjel er mere sikkert.”

“Nej, John. Vi dræber kun, når det er absolut nødvendigt.”

For første gang så John direkte udfordrende på ham. “Hvorfor? De er ikke vores lige mænd.”

Judas følte en kold finger af rædsel. “Fordi vi ikke er monstre. Vi overlever, men vi behøver ikke at være ondskabsfulde.”

“Taler den store Judas Iskariot om moral?” Johns stemme var fyldt med sarkasme. “Manden, der solgte sin gud for sølv?”

Ordene ramte Judas. “Det er… det er anderledes.”

“Hvordan? Du forrådte den person, der stolede mest på dig for personlig gevinst. I det mindste er mine handlinger ærlige.”

Judas følte vreden vælde op i sig. “Slip hende fri, John. Det er en ordre.”

“Ordre?” John grinede bittert. “Du glemmer, hvem der har købt dette slot. Hvem der har financieret vores operationer. Du har måske givet mig kraft, men det gør dig ikke til min herre.”

Spændingen i rummet var til at skære i. Kvinden så desperat mellem dem, som om hun forstod, at hendes skæbne blev afgjort i dette øjeblik.

“Jeg advarer dig,” sagde Judas lavt. “Dræb hende ikke. Der er allerede for meget blod på mine hænder.”

“Så få endnu mere,” svarede John og vendte sig mod kvinden med blottede tænder.

Det skete så hurtigt, at selv kvindens skrig ikke nåede ud af hendes mund. Judas bevægede sig med vampyrhastighed, greb John i nakken og smed ham væk fra offeret.

“Idiot!” hvæsede Judas. “Du ødelægger alt!”

John rullede væk og rejste sig i kampstilling. Hans øjne glødede nu med et lys, der ikke var helt menneskeligt længere. “Endelig viser du dit sande ansigt. Den store læremester, der ikke kan tåle at miste kontrollen.”

De kredste om hinanden som to rovdyr. Kvinden havde trukket sig tilbage i hjørnet, for forskrækket til at flygte.

“Jeg forsøgte at lære dig balance,” sagde Judas. “Kontrol. Men du er ikke stærk nok til denne gave.”

“Ikke stærk nok?” John lo vildt. “Jeg har givet afkald på alt menneskeligt i mig. Jeg har omfavnet mørket fuldstændigt. Hvis en af os ikke er stærk nok, er det dig, den evige anger, der stadig drømmer om forløsning.”

De kastede sig over hinanden med brutal vold. Johns styrke var imponerede for en der endnu ikke var fuldstændigt forvandlet, men Judas havde årtiers erfaring og Liliths fulde velsignelse.

Kampen varede kun minutter. Da støvet lagde sig, lå John på gulvet med Judas’ hånd omkring hans hals.

“Du… du kan ikke dræbe mig,” kævede John. “Jeg er din eneste følgesvend. Din eneste chance for ikke at være alene.”

“Du har ret,” hviskede Judas. “Jeg kan ikke dræbe dig. Men jeg kan sende dig væk.”

Med en kraftanstrengelse, der fik slottets mure til at skælve, kastede han John gennem den tykke trædør og ud i korridoren.

“Forlad dette sted,” råbte Judas efter ham. “Vend aldrig tilbage. Find din egen vej i mørket.”

John rejste sig langsomt, blod sivende fra sår i hans ansigt. Hans øjne var fyldt med had så intenst, at det næsten var synligt.

“Du vil fortryde dette,” sagde han koldt. “Jeg vil finde min egen magt. Og en dag vil jeg komme tilbage for at vise dig, hvad ægte styrke betyder.”

“Så må det være sådan,” svarede Judas.

John samlede sine få ting og forsvandt ud i natten. Judas hørte hans skridt ebbe ud, indtil kun stilheden var tilbage.

Han vendte sig om mod kvinden, der stadig sad sammenkrøbet i hjørnet.

“Du er fri,” sagde han blidt. “Gå hjem. Glem hvad du så her.”

Med et blink og hans hypnotiske kraft plantede han falske minder i hendes bevidsthed, en historie om røvere, der havde kidnappet hende, men som hun var undsluppet fra. Hun ville aldrig huske slottet eller de to monstre, der havde kæmpet om hendes liv.

Da hun var forsvundet, sank Judas sammen på gulvet. Endnu en gang var han alene. Endnu en gang havde hans forsøg på forbindelse ført til tragedie.

Men værst af alt følte han, at noget var gået galt med Johns transformation. Den bitre mand, der havde forladt slottet den nat, bar en mørk energi i sig, noget der var anderledes end Judas’ egen vampyriske natur.

Hvad havde han sluppet løs i verden?

---

Femten år senere levede Judas stadig alene i slottet, der langsomt forfaldt omkring ham. Uden Johns praktiske evner og energi blev bygningen mere og mere ruinagtig. Vinranker snoede sig op ad murene, vand dryppede ind igennem huller i taget, og mange af rummene var ubrugte og gik i forfald.

Han jagede stadig, men kun når sulten blev uudholdelig. Den første begejstring ved hans vampyriske kræfter var forvandlet til en kedelig rutine. Han vidste nøjagtigt, hvilke veje rejsende brugte, hvilke kroer der lukkede drukne mænd ud i natten, hvilke distrikter hvor folk kunne forsvinde uden for mange spørgsmål.

Men isolationen tog hårdt på ham. Hans mentale tilstand blev mere og mere ustabil. Han talte lange monologer til sig selv, diskuterede filosofi med gæster i hans fantasi, og nogle gange troede han, han kunne høre Johns stemme som et ekko gennem slottets haller.

En aften fik han besøg af Lilith igen.

“Du ser træt ud,” observeret hun med et smil, der kunne have været medlidende eller ondskabsfuldt, med hende var det svært at skelne.

“Hvad vil du?” spurgte Judas uden at rejse sig fra den store stol, hvor han sad og stirrede ind i kammen.

“Jeg ville se, hvordan min første protegé havde det. Høre om dine… bedrifter.”

“Der er ingen bedrifter. Jeg overlever. Det er alt.”

Lilith fnøs ultilfreds. “Så sørgeligt. Du havde sådan potentiale.”

“Potentiale for hvad? At skabe flere monstre som John?”

“Ah,” hendes øjne glimtede. “Så du har hørt.”

Judas rejste sig langsomt. “Hørt hvad?”

“Din tidligere elev har været… aktiv. Han fandt en heks i de nordlige bjerge, som lærte ham ting, jeg ikke engang ville lære. Mørk magi blandet med vampyrisk kraft.” Hun lo lavt. “Han kalder sig selv ‘Herren af de Fortabte’ nu.”

“Hvad har han gjort?”

“Han skaber sin egen lille hær. Men ikke som jeg lærte dig, med den gradvise transformation, den omhyggelige selektion. Nej, han tvinger mennesker, tvinger forvandlingen på dem uden forberedelse eller træning.” Hendes stemme blev alvorlig. “Det meste af dem dør i processen. De få, der overlever, er vanvittige med sult og vrede.”

Judas følte en iskold rædsel. “Hvor?”

“Begyndende i de østlige regioner. Hele landsbyer fundet tomme. Ikke bare af blod – også af liv selv. Hans hær af vampyre har ingen kontrol.”

“Hvor mange?”

“Måske tredive overlevende. Men de er alle rabiate. De kan ikke tænke udover sult og vold.” Lilith studerede hans reaktion. “Og de spreder sig. Hvert eneste menneske de bider, bliver inficeret med deres galskab.”

Judas sank tilbage i stolen. Hans værste frygt var blevet til virkelighed. Ved at skabe John havde han utilsigtet startet en pest af monstre.

“Hvorfor fortæller du mig dette?”

“Fordi,” sagde Lilith, “hans metoder truer med at afsløre hele jeres art. Folk begynder at organiser, at jage det, de kalder ‘de levende døde.’ Hvis denne pest fortsætter, vil alle vampyrer blive jaget og udslettelse.”

“Godt,” sagde Judas bittert. “Måske er det det, vi fortjener.”

“Tal for dig selv.” Liliths tone blev is kold. “Jeg har ingen intention om at dø på grund af din elevs idiotiske udskejelser.”

Hun trådte nærmere. “Du kan stoppe dette. Du er hans skaber. Der er et bånd mellem jer, som tillader dig til at finde ham, måske endda kontrollere ham.”

“Og så hvad? Dræbe ham?”

“Hvis nødvendigt. Eller find en måde at gør det godt igen, det han har gjort. Den gamle magi kender metoder…”

“Nej.” Judas rejste sig og vendte ryggen til hende. “Jeg vil ikke blive trukket ind i flere korruptioner. Jeg har skabt nok skade.”

“Så du vil sidde her i dit forfaldende slot mens verden brænder?”

“Verden brændte allerede da jeg solgte Jesus for sølv. Måske er dette bare den naturlige ende.”

Lilith stirrede på ham med noget der mindede om medlidenhed “Du er et større fjols end jeg troede. Men hør mig, hvis du ikke stopper John, vil andre gøre det. Og de vil ikke skelne mellem ham og dig, mellem hans skabninger og de mere… civiliserede af vores art.”

Hun begyndte at forsvinde tilbage ind i skyggerne. “Når de kommer for dig, og de vil komme, husk at du kunne have stoppede det.”

Alene igen, sad Judas i mørket og tænkte over Liliths ord. Et sted derude spredte Johns pest af ondskab sig som en løbeild, og det var alt sammen hans skyld.

Han tænkte på alle de uskyldige, der ville lide. På familier, der ville blive ødelagt. På folks, der ville dø i smerte, fordi han havde været så desperat efter fællesskab, at han havde ignoreret alle tegn på fare.

Jesus’ ord fra så lang tid siden kom tilbage til ham: “Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.”

Men Judas viste godt hvad han havde gjort. Og nu vidste han, hvad han skulle gøre.

For første gang i årevis forlod han slottet med et mål ud over simpel overlevelse. Han skulle finde John. Og han skulle stoppe det monster, han havde skabt.

---

I seks måneder havde Judas fulgt Johns spor gennem tre regioner. Ødelæggelsen var værre end selv Lilith havde beskrevet. Hele samfund var blevet slettet uden spor, efterladt som spøgelsesbyer med kun skeletter og blodpletter til at fortælle historien.

Men værst var de overlevende blandt Johns “hær.” Judas hadde mødt tre af dem på hans rejse, vampyrer så sindssyge af sult, at de angreb alt levende de så. Han havde været nødt til at dræbe dem alle, imens han bebrejdede sig selv for hvert eneste tilfælde af rabiate vampyrsoldater han dræbte. De havde engang været uskyldige, før John tvang sin gift ind i dem.

Det var i den lille handles by Millbrook, at han første gang så Elara.

Hun var alt det, Johns ofre ikke havde været, rolig, målrettet, levende og med ægte medfølelse. Hun bevægede sig gennem byen som en barmhjertighedens engel, tog sig af de sårede og syge med en blidhed, der fik Judas’ døde hjerte til at smerte ved mindet om Jesu egen helende berøring.

Fra skyggerne iagttog han hende arbejde. Et barn med feber blev roligt under hendes hænder. En såret købmands sår holdt op med at bløde, da hun behandlede dem. Der var noget næsten magisk over hendes tilstedeværelse, som om lyset fulgte hende, uanset hvor hun gik.

“Hun er smuk,” sagde en stemme ved siden af ham.

Judas vendte sig brat for at se en gammel kvinde, der betragtede ham. Hun var dukket op så lydløst, så fuldstændig uden varsel, at selv hans vampyriske sanser havde undladt at opfange hende.

“Undskyld?”

“Helbrederen. Hun tiltrækker dig, ikke sandt? Som lys tiltrækker møl.” Den gamle kvindes øjne var ældgamle og vidende. “Men du er et væsen af mørke. En sådan tiltrækning kan kun føre til tragedie.

“Hvem er du?” spurgte Judas, hans hånd instinktivt bevægende sig til den sølvindpakkede dolk han bar.

“Gammel ven. Gammel fjende. Afhænger af perspektiv.” Hun smilede og afslørede tænder, der havde set mange århundreder. “Jeg er kendt som Vismand Morrigan. Jeg har sporet uhyret, du skabte.”

“Du kender til John?”

“Kender til ham? Barn, jeg har renset op efter hans rod i måneder nu. Sat hans gale børn ud af deres elendighed. Beskyttet byer fra hans pest.” Hendes øjne blev hårde. “Og nu sporer jeg kilden til smitten.”

“Du mener mig.”

“Sandelig. Selvom jeg må indrømme, du er ikke hvad jeg forventede. Et væsen så mægtigt, men alligevel så…” hun studerede ham, “så fyldt med smerte. Så modvillig til at omfavne hvad du er.”

Judas så tilbage mod hvor Elara arbejdede. “Jeg søger ikke kamp med dig, gamle kvinde. Jeg jager John selv. Jeg vil stoppe ham.”

“Åh, men der er så meget mere på spil nu,” sagde Morrigan blidt. “Se nøje på din helbreder. Virkelig kig.”

Følgende hendes blik fokuserede Judas sine forstærkede sanser på Elara. Det han så fik hans blod til at løbe koldt.

Hun var døende. Ikke åbenlyst, ikke synligt for normale øjne. Men for hans overnaturlige opfattelse kunne han se sygdommen sprede sig gennem hendes krop som gift i en flod. En eller anden forfærdelig pest fortærede hende langsomt, dag for dag.

“Hun har måneder, måske uger,” bekræftede Morrigan. “En sygdom ud over normal lægekunst. Ud over selv hendes egne betydelige helbredende gaver.”

“Hvorfor fortæller du mig dette?”

“Fordi du vil blive fristet til at redde hende. Til at give hende din mørke gave, som du gjorde med John.” Den gamle kvinde trådte nærmere. “Og fordi hvis du gør sådan noget, hvis du skaber endnu en af din art i din nuværende følelsesmæssige tilstand… jamen. Du kommer måske ikke over følgerne denne gang.”

“Jeg har lært. Jeg vil ikke gentage mine fejl.”

“Vil du ikke?” Hendes stemme var mild men skeptisk. “Se på hvordan du ser på hende. Allerede planlægger du, håber du, drømmer du. Hun repræsenterer alt godt du har mistet, alt lys du aldrig kan have igen.”

Morrigan havde ret, og det skræmte ham. Allerede, på bare disse få øjeblikke af observation, var Elara blevet dyrebar for ham. Tanken om at miste hende, om at se sådan godhed forsvinde fra verden…

“Der må være en anden måde at redde hende på,” sagde han desperat.

“Måske. Men til hvilken pris? Og til hvem?” Vismanden begyndte opløses i luften, som om hun aldrig havde været helt fast. “Husk, vampyr, hver gave har en pris. Og nogle priser er for høje til at betale.”

Hun forsvandt helt og efterlod Judas alene med sine tanker og den voksende smerte i hans bryst mens han så Elara arbejde.

Han blev i skyggerne og observerede hende i flere dage. Hun syntes aldrig at lægge mærke til ham, men flere gange så han hende holde pause, se sig omkring som om hun fornemmede en tilstedeværelse. Hver dag blev hun lidt svagere, selvom hun skjulte det godt.

På den fjerde nat, mens hun gik hjem gennem tomme gader, snublede hun. Judas var ved hendes side på et øjeblik og greb hende før hun kunne falde.

“Er du okay?” spurgte han og sænkede sin stemme til normale menneskelige registre.

Hun så op på ham, og for første gang mødtes deres øjne direkte. Det han så slog nærmest luften ud af ham. Det ikke bare den skønhed han havde observeret på afstand, men en dybde af ånd, en kilde af medfølelse så ren, at det fik ham til at føle sig skamfuld over hver mørk ting han nogensinde havde gjort.

“Jeg… ja. Bare træt.” Hun tillod ham at hjælpe hende med at stå, men han kunne mærke hvordan hun rystede af anstrengelse. “Jeg tror ikke vi har mødt hinanden.”

“Jeg er… en rejsende. Jeg ankom til byen for nylig.” Løgnene kom så let, som de altid gjorde. “Jeg er Judas.”

“Elara.” Hun smilede, og det var som at se solopgang efter års mørke. “Du er meget venlig og hjælpsom.”

“Venligheden er helt din. Jeg har iagttaget… bemærket… hvordan du passer andre. Det er sjældent.”

Af en eller anden grund fik denne kommentar hende til at se trist ud. “Der er så meget lidelse i verden. Nogle gange føles det som om, uanset hvor hårdt man prøver, at der altid er mere smerte end man kan hele.”

“Du får ikke lyst til at give op?.”

“Nej. Jeg kan ikke. Selv når…” Hun stoppede sig selv, som om hun var ved at afsløre for meget.

“Selv når du lider selv?” spurgte Judas stille.

Hun så forbavset ud over hans opfattelse. “Hvordan vidste du…”

“Jeg har… erfaring med at genkende smerte. Både fysisk og følelsesmæssig.” Han bevægede sig lidt tættere på, og hun trak sig ikke væk. “Du er syg.”

Det var ikke et spørgsmål, og efter et øjeblik nikkede hun.

“Lægerne kan ikke navngive det. Kan ikke helbrede det.” Hendes stemme blev lille. “Jeg har måske måneder.”

“Og alligevel fortsætter du med at arbejde, med at hjælpe andre.”

“Hvad ellers skulle jeg gøre? Gemme mig væk og have ondt af mig selv?” Der var ild i hendes stemme nu, styrke under sårbarhed. “Hvis jeg har lidt tid tilbage, skulle jeg så ikke bruge det til at gøre godt?”

Stående der i månelyset og kiggende på denne utrolige kvinde tog Judas den mest selviske beslutning i hele sin forbandede eksistens.

“Hvad hvis jeg fortalte dig,” sagde han stille, “at der måske var en måde at redde dig på? At give dig ikke bare måneder, men århundreder? For evigt?”

Hun studerede hans ansigt omhyggeligt. “Hvad ville prisen være?”

“Alt du er nu. Din menneskelighed. Din evne til at vandre i sollys. Din…” han kæmpede med hvordan han skulle forklare, “din uskyld.”

“Og hvad ville jeg blive til?”

“Noget nyt. Noget mægtigt. Noget mellem liv og død.” Han tog hendes hænder i sine og forundrede sig over hvor varme de føltes. “Men du ville leve. Og du kunne fortsætte med at hjælpe andre.”

Elara var tavs i lang tid og overvejede. Endelig spurgte hun, “Hvorfor ville du tilbyde dette til mig? Vi kender knap nok hinanden.”

Spørgsmålet han havde frygtet. Hvordan kunne han forklare århundreder af ensomhed? Den desperate hunger efter selskab han havde følt siden Johns forræderi? Den måde hun mindede ham om alt han havde mistet med Jesus, men også repræsenterede håb han havde troet døde?

“Fordi,” sagde han simpelt, “jeg tror verden har brug for flere folk som dig. Og fordi… fordi jeg har været alene så meget længe.”

Hun klemte hans hænder mildt. “Denne gave du taler om, har du den selv?”

“Ja.”

“Og det er derfor du gemmer dig i skygger? Hvorfor du virker så… adskilt fra anden menneskelig erfaring?”

Han nikkede.

“Vis mig,” hviskede hun. “Vis mig hvad jeg ville blive til.”

Så der, på den tomme gade under stjernerne, afslørede Judas sin sande natur. Han lod sine øjne gløde med vampyrisk lys, demonstrerede sin umulige hastighed og styrke, viste hende hvordan han kunne bevæge sig gennem skygger som om han var en del af dem.

Til hans overraskelse flygtede hun ikke i rædsel. I stedet så hun med fascination og noget der kunne have været længsel.

“Du lever for evigt?” spurgte hun.

“Ja. Selvom det nogle gange føles mere som en forbandelse end en gave.”

“Men al den tid… tænk på hvor meget godt man kunne gøre, hvis man havde århundreder i stedet for år.”

“Du vil være nødt til at drikke blod for at overleve,” advarede han hende. “At tage livskraft fra andre.”

“Må man dræbe?”

“Nej. Ikke hvis man er forsigtig. Ikke hvis man vælger… passende kilder.”

Hun var stille igen og tænkte. Endelig talte hun:

“Sygdommen vil dræbe mig inden for måneder. En langsom, smertefuld død hvor jeg bliver mindre og mindre i stand til at hjælpe nogen.” Hun mødte hans øjne. “Din gave ville lade mig fortsætte mit arbejde på ubestemt tid.”

“Ja. Men Elara… når du først træffer dette valg, er der ingen vej tilbage. Nogensinde.”

“Jeg forstår.” Hun smilede, og det smil knuste hans hjerte med sin skønhed. “Jeg accepterer.”

Så under den stjernefyldte himmel, på en tom gade i en glemt by, gav Judas den største gave han ejede, til den smukkeste sjæl han nogensinde havde mødt.

Og selv mens han gjorde det, kunne han ikke ryste følelsen af, at han endnu en gang var ved at ødelægge noget rent og dyrebart.

---

Det var nu et år siden Elara havde ladet sig forvandle. De første måneder af Elaras nye eksistens havde været udfordrende men vidunderlige. I modsætning til John havde hun taget til det vampyriske liv med ynde og visdom. Hun lærte kontrol hurtigt, tog aldrig mere end hun havde brug for, forårsagede aldrig unødvendig skade.

Endnu vigtigere havde hun bragt lys tilbage til Judas’ eksistens på måder han aldrig havde forestillet sig mulige.

De forlod Millbrook sammen og rejste til en afsides dal hvor de byggede en lille hytte ved en bjergbæk. Det var her Elara virkelig blomstrede og blev til noget hidtil uset, til en helbreder der arbejdede både om dagen i dybt skyggefulde områder og om natten.

Hun kunne stadig behandle normale sygdomme og skader med urtemedicin og mild berøring. Men nu havde hun overnaturlige sanser til at diagnosticere problemer normale læger ikke kunne opdage, forstærket hastighed til at nå patienter hurtigt, og mest bemærkelsesværdigt opdagede hun at vampyrisk gift, omhyggeligt kontrolleret og anvendt, kunne kurere visse sygdomme.

“Se,” sagde hun til Judas en aften, mens hun behandlede en ung mand der havde opsøgt dem. Hun havde bygget et ry som en mirakuløs helbreder, selvom ingen mistænkte hendes sande natur. “Hans blod viser tegn på den tærende sygdom. Normale metoder ville ikke redde ham.”

Hun lavede et lille snit på hans arm og lod en enkelt dråbe af hendes eget vampyriske blod komme ind i hans system. Det var ikke nok til at udløse forvandling, men nok til at booste hans immunforsvar ud over normale menneskelige grænser.

Inden for timer brød mandens feber. Om morgenen var han helt rask.

“Du har vendt forbandelsen til helbredelse,” observerede Judas i forundring.

“Er det ikke hvad al lidelse skulle blive til?” svarede hun. “Noget der gør os stærkere, mere medfølende, bedre i stand til at hjælpe andre?”

Det var i denne periode at Judas følte noget han ikke havde oplevet siden før sit forræderi af Jesus. Lykke. Ikke bare tilfredshed eller lindring fra ensomhed, men ægte glæde.

Han elskede at se Elara arbejde. Hun nærmede sig hver patient med en kombination af videnskabelig præcision og moderlig ømhed der var betagende. Børn især var tiltrukket af hende og fornemmede hendes grundlæggende godhed på trods af hendes overnaturlige natur.

“Du minder mig om Ham,” sagde Judas en aften mens de sad ved deres pejs.

“Jesus?”

“Ja. Den måde du ser potentiale for helbredelse i hver ødelagt ting på. Den måde du nægter at give op på folk andre ville afskrive.” Han tog hendes hånd. “Jeg troede aldrig jeg ville føle mig værdig til noget rent igen. Men med dig…”

“Du har altid været værdig,” afbrød hun mildt. “Du glemte det bare for et stykke tid.”

De begyndte at tale om at bygge noget permanent sammen. Ikke bare et liv, men en arv. Måske kunne de etablere et hemmeligt netværk af helbredelsescentre, træne andre omhyggelige individer som kunne betros overnaturlige gaver hvis de viste sig værdige.

“Tænk på det,” sagde Elara begejstret. “Forestil dig hvis der var dusinvis af os, hundreder, alle forpligtet til at hele i stedet for at skade. Vi kunne forandre verden.”

For første gang siden sin forvandling begyndte Judas at håbe i stedet for blot at udholde. Med Elara ved sin side kunne han måske finde forløsning gennem tjeneste. Måske kunne hans forbandelse blive til en velsignelse, ikke bare for ham men for menneskeheden selv.

Men selv i deres lykkeligste øjeblikke kunne han ikke ryste mindet om Vismand Morrigans advarsel af sig: “Hver gave har en pris.”

En aften, mens de gik sammen gennem deres dal under en fuldmåne, bragte Elara emnet op han havde frygtet.

“Jeg har tænkt på børn,” sagde hun stille.

Judas’ skridt vaklede. “Du ved det ikke er muligt for vores art at…”

“At undfange naturligt, ja. Men der er andre måder at skabe en familie på.” Hun stoppede med at gå og vendte sig mod ham. “Der er så mange forældreløse børn, så mange som har brug for hjem og kærlighed. Vi kunne adoptere, opfostre dem med omsorg og vejledning.”

Længslen i hendes stemme var hjerteskærende. Judas forstod det fuldstændigt – havde han ikke følt det samme desperate behov for selskab, for familie, da han skabte John?

“Det kunne være farligt,” advarede han. “Børn stiller spørgsmål, lægger mærke til ting.”

“Vi ville være forsigtige. Og når de er gamle nok, hvis de vælger det, måske…”

“Elara, nej.” Han greb hendes hænder hårdt. “Du kan ikke mene at forvandle børn.”

“Ikke forvandle. Bare… give dem valget, når de når voksenalderen. Forklare hvad vi er, hvad vi kan tilbyde.”

“Og hvis de siger nej?”

“Så lever de normale liv. Vi elsker dem og lader dem gå når tiden kommer.” Hun studerede hans ansigt. “Hvorfor skræmmer denne idé dig så meget?”

Hvordan kunne han forklare? Hvordan kunne han fortælle hende om John, om hvordan hans desperate behov for selskab havde skabt et monster? Om hvordan magt korrumperede, hvordan selv gode intentioner kunne føre til forfærdelige konsekvenser?

“Jeg bekymrer mig bare… jeg bekymrer mig om risikoen. Om hvad vi måske ubevidst gør ved uskyldige sjæle.”

“Men uden risiko er der ingen vækst. Ingen kærlighed. Intet rigtigt liv.” Elara bevægede sig tættere på, hendes øjne lyse af beslutsomhed. “Judas, vi er blevet givet denne gave af en grund. Ikke bare for at gemme os i skygger og leve af stumper af eksistens, men for at bygge noget meningsfuldt.”

Hun havde ret, vidste han. Men han var også skræmt. Hver gang han havde prøvet at forbinde sig med et andet væsen, var det endt i tragedie. Jesus forrådt. John korrumperet. Nu ønskede Elara at udvide deres kreds, at risikere andre uskyldige sjæle.

Men da han så ind i hendes håbefulde ansigt, badet i månelys og glødende af kærlighed, fandt han sig selv nikke modvilligt.

“Måske… måske kunne vi starte med ét. Et ældre barn, et som allerede kender noget til modgang.”

Elaras smil var strålende. “Virkelig? Du ville overveje det?”

“For dig,” sagde han og trak hende tæt på sig, “ville jeg overveje alt.”

Da de omfavnede hinanden under stjernerne, lagde ingen af dem mærke til skyggerne i kanten af deres dal der blev dybere, eller den kolde vind der begyndte at blæse fra nord.

Langt væk løftede Vismand Morrigan sit hoved fra en pool af spådomsvand og sukkede dybt.

“Og så begynder det igen,” mumlede hun til sin ravn. “Kærlighed og håb og den forfærdelige arrogance i at tro denne gang vil være anderledes.”

Ravnen skraldede op én gang som svar, så tog den flugt mod dalen hvor to vampyrer planlagde deres fremtid, uvidende om at deres største prøvelse var ved at begynde.

---

Der gik to år, adoptionsprocessen havde krævet omhyggelig manipulation af flere sind, men til sidst blev Judas og Elara de lovlige værger for to søskende, Elias på syv og Freja der var fem år gammel. Deres forældre var død i en pest der fejede gennem en naboprovins og efterlod børnene på et overfyldt børnehjem hvor de blev dårligt behandlet.

Da Elara først så dem, siddende sammen på en beskidt måtte i hjemmets fællesrum, gik noget i hendes hjerte i stykker og blev genopbygget på samme tid.

“De er så små,” hviskede hun til Judas.

Elias, den ældre dreng, havde et seriøst ansigt og øjne der virkede for gamle til hans alder. Han holdt sin lille søster beskyttende og sendte mistænksomme blikke til enhver der nærmede sig. Freja klamrede sig konstant til ham, suttede tommelfinger og talte sjældent.

“De har lært ikke at stole på, folk” observerede Judas. “Det vil tage tid at vinde deres tillid.”

Men Elara havde uendelig tålmodighed. Hun tilbragte uger med simpelthen at sidde nær dem, læse historier højt eller nynne vuggeviser mens hun arbejdede på urtepreparater. Gradvist begyndte børnene at liste sig tættere på hendes varme.

Gennembruddet kom da lille Freja udviklede feber. Børnehjemmets matrone var parat til at lade hende dø, det var blot en mund mindre at mætte. Men Elara greb ind.

“Venligst,” sagde hun til kvinden og brugte bare et strejf af vampyrisk indflydelse. “Lad mig prøve at hjælpe hende.”

Ved omhyggeligt at arbejde så hun ikke afslørede sine overnaturlige evner, plejede Elara Freja gennem tre dage med farlig sygdom. Hun brugte normale urtebehandlinger kombineret med forsigtige anvendelser af sine vampyrforstærkede helbredelseskræfter, intet åbenlyst, men nok til at tippe balancen i barnets favør.

Da Frejas feber brød og hun åbnede sine øjne for første gang i dage, så hun direkte på Elara og hviskede, “Mor?”

Det ene ord knuste og genopbyggede Elaras hjerte fuldstændigt.

Inden for en måned kaldte begge børn Judas og Elara deres forældre. Elias, var stadig forsigtig, men begyndte at vise en voldsom intelligens og nysgerrighed omkring alt. Freja blomstrede fra en skræmt stakkel til et snakkende, leende barn der fulgte Elara overalt.

De slog sig ned i en rutine ved deres bjerghytte. I dagslystimerne, når Judas og Elara måtte forblive i dyb skygge, legede børnene i de solrige enge omkring deres hjem, altid indenfor hørevidde, men med frihed til at udforske og vokse.

“Jeg havde glemt,” sagde Judas en aften mens de så Elias lære Freja at flette blomsterkæder, “hvordan det føltes at håbe på morgendagen.”

“De er gaver,” sagde Elara, hendes arme omkring hans talje. “Begge to. Så skadede da de kom til os, men se hvordan de heler når de gives kærlighed.”

I næsten to år var alt perfekt. Børnene voksede sig stærke og glade. Elaras helbringspraksis fortsatte med at blomstre, med folk der rejste fra store afstande for at søge hendes hjælp. Judas fandt mening i at beskytte deres lille familie og håndtere de praktiske aspekter af deres usædvanlige liv.

Men børn er opmærksomme, og visse ting kunne ikke skjules for evigt.

Det begyndte med små spørgsmål. Hvorfor kom mor og far kun udenfor på meget skyede dage? Hvorfor spiste de aldrig den samme mad som børnene? Hvorfor forsvandt de nogle gange om natten og vendte tilbage før daggry med mistænkelige pletter på deres tøj?

“Far,” sagde Elias en aften, “er du og mor syge?”

“Syge? Hvorfor skulle du tro det?” spurgte Judas, selvom hans hjerte snørede sig sammen af foragt.

“I spiser ikke med os. Og nogle gange hører jeg mor græde om natten, som om hun har ondt.”

Gråden kom fra Elaras vedvarende kamp med blodtørst, den konstante indre kamp mellem hendes menneskelige medfølelse og det vampyriske behov for blod. Hun havde aldrig nævnt det for Judas, da hun ikke ønskede at belaste ham med sine vanskeligheder.

“Din mor og far er anderledes end andre mennesker,” sagde Judas forsigtigt og satte sig ned så han var i øjenhøjde med drengen. “Men anderledes betyder ikke syg.”

“Anderledes hvordan?”

Det var spørgsmålet han havde frygtet. Hvordan kunne han forklare overnaturlig rovdrift til et uskyldigt barn? Hvordan kunne han få vampyrisme til at lyde som noget andet end uhyrligt?

“Vi har… særlige gaver. Ting vi kan gøre som andre mennesker ikke kan. Men disse gaver kommer med regler vi skal følge.”

“Hvilken slags regler?”

Før Judas kunne svare, kom lille Freja løbende ind fra haven, tårer strømmende ned ad hendes ansigt.

“Mor! Mor! Blomsterne dør!” jamrede hun og kastede sig i Elaras arme.

Elara bar barnet udenfor, med Judas og Elias følgende. I haven hvor Freja havde leget var en perfekt cirkel af blomster visnet og blevet sorte.

Judas undersøgte de døde planter med voksende bekymring. Dette var ikke naturlig sygdom eller plage. Cirklen var for perfekt, døden for fuldstændig og pludselig.

“Hvad forårsagede dette?” spurgte Elara stille.

Før han kunne svare, talte en velkendt stemme fra trælinjen.

“Hvor rørende,” sagde John og trådte frem i sigte. “Den store Judas, der leger familie.”

Judas skubbede straks sin familie bag ved sig, selvom han vidste det var nytteløst. Hvis John var her, hvis han havde fundet dem, var deres tilflugtssted allerede tabt.

“Du skulle ikke være kommet her,” sagde Judas, hans stemme dødelig rolig.

“Skulle jeg ikke? Dette er et ganske fint etablissement du har bygget.” Johns fremtoning var chokerende, han så ikke ud som den mand der havde forladt deres slot år tidligere. Hans hud var unaturligt bleg, hans hår hvidt som sne, og hans øjne glødede med en kold ild der talte om galskab og forfærdelig magt.

Omkring hans hals hang et amulet lavet af sortnet knogle og sølv, pulserende med mørk energi.

“Du har forandret dig,” observerede Judas.

“Som du har. Selvom jeg ser den samme svaghed i dig. Stadig klyngende til menneskelighed, stadig foregive du er noget andet end et rovdyr.”

“Far?” hviskede Freja og klamrede sig til Elaras nederdel. “Hvem er den mand? Hvorfor er blomsterne døde?”

Johns blik fæstnede på børnene, og hans smil blev til noget forfærdeligt. “Og hvem skulle disse være? Nye eksperimenter, Judas?”

“Lad dem være,” snørede Judas, hans vampyriske natur steg til overfladen for første gang i årevis. Hans øjne begyndte at gløde med beskyttende raseri.

“Åh, men de er hele pointen, ikke?” John trådte tættere på, og for hvert fodtrin visnede flere blomster og døde. “Endnu et forsøg på at lege gud? På at skabe den perfekte lille familie?”

Elara flyttede sig beskyttende foran børnene. “Judas, få dem indenfor.”

“Ingen bevæger sig,” kommanderede John, og magt rullede af ham i bølger. Det var anderledes end vampyrisk styrke, det var noget mørkere, mere korrupt. “Jeg vil have dem til at være vidne til denne genforening.”

“Hvad er du blevet til?” spurgte Judas, forfærdet over dødsauraen der omgav hans tidligere elev.

“Hvad du var for svag til at blive. Jeg fandt heksen Morgana i de nordlige ødemarker. Hun lærte mig at vampyrisk blod blandet med nekromantisk magt kan skabe noget langt overlegent i forhold til begge dele alene.” John lo, en lyd som knusende glas. “Jeg er hinsides bare vampyrisme nu. Jeg er en herre over selve døden.”

Børnene gemte sig bag Elara. Selv i deres unge alder kunne de fornemme den forkerthed der strålede fra John.

“Blomsterne dør fordi døden følger i mit kølvand nu,” fortsatte John samtaleagtigt. “Planter, dyr, til sidst mennesker, alt visner i min tilstedeværelse medmindre jeg bevidst forhindrer det. Det er faktisk ganske befriende.”

“Du er syg,” sagde Elara stille. “Hvad end magt du har fået, æder den dig levende indefra.”

“Måske. Men jeg vil leve for evigt mens jeg gør det. I modsætning til disse små dødelige du har adopteret.” Hans øjne fæstnede på Elias og Freja med rovdyragtig interesse. “Fortæl mig, har du forklaret dem hvad du er endnu? Hvad du gør når de sover?”

“Lad være,” advarede Judas.

“Ved de at deres kærlige ‘forældre’ er monstre som drikker blod for at overleve? At hver venlighed du har vist dem er købt med andres lidelse?”

Elias trådte frem, hans lille hage løftet trodsigt. “De er ikke monstre. De reddede os.”

“Reddede jer?” lo John begejstret. “Barn, de planlægger at korrumpere jer. At gøre jer til skabninger som dem selv når I er ældre. De har fortalt jer så meget, ikke?”

“Det er ikke…” begyndte Judas, men skaden var sket. Begge børn så på ham og Elara med ny usikkerhed.

“Vi har aldrig sagt vi ville tvinge noget på dem,” sagde Elara bestemt. “Vi planlagde at give dem valg når de var gamle nok til at forstå.”

“Valg,” hånede John. “Som det valg du gav mig, Judas? Valget mellem magt og at forblive svag for evigt?”

“Du var allerede korrupt da jeg fandt dig,” svarede Judas. “Jeg gav bare form til hvad der allerede var der.”

“Sandt. Og disse børn…” John studerede Elias og Freja med klinisk interesse. “Hvilken korruption lurer i deres uskyldige hjerter, mon?”

Han løftede sin hånd, og mørk energi begyndte at flyde mod børnene. Hvor den rørte dem glødede deres øjne øjeblikkeligt med et uhyggeligt lys.

“Fascinerende,” mumlede John. “Drengen har raseri begravet dybt i sig, den overlevendes vrede på verden der dræbte hans rigtige forældre og forlod ham. Og den lille pige… åh, hun har sult. Ikke efter mad, men efter kontrol, efter sikkerhed hun frygter at miste igen.”

“Stop,” kommanderede Elara og trådte mellem John og børnene.

“Men jeg hjælper dem bare med at forstå deres sande naturer,” sagde John spottende. “Er det ikke hvad gode forældre gør?”

Med en anden bevægelse sendte han mere mørk energi ind i børnene. Denne gang var virkningerne synlige. Elias’ øjne begyndte at gløde rødt, og hans hænder begyndte at forandre sig, fingrene forlængede sig til klolignende udstyr. Freja åbnede sin mund i et skrig der afslørede fremvoksende hugtænder.

“Hvad gør du ved dem?” brølede Judas og kastede sig mod John.

Sammenstødet rystede jorden, men Johns nye kræfter gjorde ham let til Judas’ ligemand. De styrtede gennem haven og ødelagde ugers omhyggelig dyrkning på sekunder.

“Jeg accelererer deres forvandling,” råbte John over lydene af deres kamp. “Hvorfor vente år når det kan gøres på minutter?”

Børnene forandrede sig hurtigt nu, deres små kroppe plagede af smerte mens overnaturlige kræfter omskrev deres essens. Men i modsætning til den gradvise, omhyggelige proces Judas havde brugt med Elara, var dette voldeligt og traumatisk.

Elara nåede børnene og samlede dem i sine arme, prøvede at kanalisere sin egen vampyriske energi for at modvirke Johns indflydelse. Men hans nekromantiske magt var for stærk.

“Mor,” råbte Freja, hendes stemme allerede blev dybere og mere hul. “Det gør ondt! Få det til at stoppe!”

“Jeg prøver, skat. Jeg prøver.”

Judas brød væk fra sin kamp med John og skyndte sig at hjælpe sin familie. Sammen prøvede han og Elara at skabe en barriere af vampyrisk magt omkring børnene, for at skærme dem fra den korrumperende indflydelse.

Et øjeblik syntes det at virke. Forandringerne blev langsommere, børnenes smerte lettede.

“Hvor rørende,” observerede John. “Men i sidste ende nytteløst.”

Han trak amuletten omkring sin hals frem og knuste den i sin håndflade. Den frigivne energi eksploderede udad som en stødbølge, knuste deres beskyttende barriere og sendte både Judas og Elara flyvende.

Da støvet havde lagt sig, stod børnene i ruinerne af haven, forvandlede.

De så stadig ud som Elias og Freja, men deres uskyld var væk. Deres øjne glødede med rovdyragtig sult, deres bevægelser havde et rovdyrs flydende ynde, og deres smil afslørede fuldstændigt udviklede hugtænder.

Men værst af alt var deres udtryk, kolde, kalkulerende, tomme for den kærlighed og tillid der havde defineret dem bare minutter før.

“Hej, far. Hej, mor,” sagde Elias med en stemme som vintervind. “Tak for at lære os om familie. Nu forstår vi hvad vi virkelig er.”

“Vi er ikke svage længere,” tilføjede Freja, hendes barnlige læspen erstattet af noget skarpt og grusomt. “Vi behøver ikke jeres beskyttelse eller jeres løgne.”

John klappede langsomt. “Perfekt. Selvom jeg må sige, de tilpassede sig hurtigere end jeg forventede. Naturligt talent, måske.”

Elara faldt på knæ. “Hvad har du gjort? De var uskyldige!”

“Uskyld er bare uvidenhed der venter på at blive kureret,” svarede John. “Jeg har givet dem sandhed. Magt. Frihed fra de begrænsninger du ville have pålagt dem.”

De forvandlede børn så på deres adoptivforældre med en blanding af medlidenhed og foragt.

“Troede du virkelig du kunne gøre os til mennesker?” spurgte Elias. “Troede du kærlighed var nok til at forandre vores grundlæggende natur?”

“Vi er rovdyr,” sagde Freja simpelt. “Dette er hvad vi altid var bestemt til at blive.”

Og med det vendte begge børn sig og gik til Johns side, efterlod deres knuste forældre tilbage.

“Kom så, små,” sagde John med tilfredshed. “Jeg har meget at lære jer om jeres nye evner.”

Da de forberedte sig på at forlade stedet, vendte John sig tilbage for at tiltale Judas en sidste gang.

“Dette er hvad du får for at lege med kræfter hinsides din forståelse. Hvert forsøg du gør på at skabe noget rent avler kun mere korruption.” Hans smil var triumferende og grusomt. “Næste gang jeg ser dig, vil disse børn være mine løjtnanter. Og de vil huske hver lektion du lærte dem om barmhjertighed, så de kan afvise den fuldstændigt.”

De tre skikkelser forsvandt ind i natten og efterlod Judas og Elara alene i ruinerne af deres have og deres drømme.

Judas og Elara sad i den ødelagte have til langt ud på natten, omgivet af sorte, visnede planter og knuste drømme. Ingen af dem talte. Hvad var der at sige? På få minutter var deres perfekte familie blevet ødelagt, deres børn forvandlet til monstre og stjålet fra dem.

“Det er min skyld,” hviskede Elara endelig, hendes stemme knækket af sorg. “Jeg var den der insisterede på at adoptere dem. Jeg pressede dig til at gå med til det.”

“Nej,” svarede Judas, hans stemme flad og livløs. “Det er min skyld. Det er altid min skyld. Jeg skabte John. Jeg gav ham magten til at gøre dette.”

De vendte tilbage til hytten, men det føltes som et mausoleum nu. Overalt var der påmindelser om Elias og Freja. Små sko, legetøj, tegninger hængende på væggene. Elara gik gennem hvert rum som en søvngænger, rørte ved deres efterladte ejendele med rystende fingre.

“De kaldte os mor og far,” sagde hun til en lille træhest Elias havde skåret. “De stolede på os. Og vi…”

“Vi elskede dem,” sagde Judas. “Det var ægte. Det vil det altid være, uanset hvad de er blevet til.”

Men selv mens han sagde det, vidste han at kærligheden ikke var nok. Den havde ikke været nok til at beskytte børnene, ligesom den ikke havde været nok til at redde John fra hans mørke sti.

Dagene gik i tavs sorg. Elara stoppede med at helbred, hun kunne ikke holde ud at se på lidelse, når hun ikke havde kunnet forhindre den værste lidelse af alle. Judas forsøgte at jage for dem begge, men selv blodet smagte af aske.

En måned efter Johns besøg hørte de, de første rygter. Hele landsbyer der var blevet ødelagt. Ikke bare udtømt for blod som under Johns tidligere hærgen, men fuldstændigt udslettede, hver eneste plante, dyr og person visnet bort som om selve livet var blevet suget ud af stedet.

“Det er dem,” sagde Elara en nat, stirrende ud i mørket. “Vores børn. De gør dette.”

Judas vidste hun havde ret. John havde forvandlet Elias og Freja til noget værre end vampyrer. De var blevet til dødens sendebud, der spredte ødelæggelse hvor de gik.

“Vi må finde dem,” sagde han. “Vi må forsøge at nå frem til det menneske der stadig er i dem.”

“Der er intet menneskeligt tilbage,” svarede Elara bittert. “Du så deres øjne. De er borte, Judas. Vores børn er døde.”

Men Judas nægtede at give op. Han forlod hytten hver nat og søgte efter spor af Johns lille hær af monstre. Han fulgte et spor af død og ødelæggelse gennem tre provinser, altid et skridt bagefter dem.

Da han endelig fandt dem, ønskede han at han ikke havde gjort det.

Det var i en lille fiskerlandsby ved kysten. Hver eneste sjæl var død, ikke bare mennerskene, men også fiskene i floden, fuglene i træerne, selv græsset på markerne. Alt var blevet til støv og aske.

I midten af ødelæggelsen stod John med Elias og Freja ved sin side. De tre var helt uberørte af den død de havde spredt, smilende som om de netop havde afsluttet en behagelig spadseretur.

“Ah, Judas,” sagde John da han så ham nærme sig. “Er du kommet for at beundre vores arbejde?”

De forvandlede børn vendte sig mod ham med ansigter uden genkendelse eller følelser.

“Hej, far,” sagde Elias koldt. “Kom du for at fortælle os at vi er onde? At vi skal holde op med at følge vores natur?”

“Jeg kom for at bringe jer hjem,” svarede Judas desperat. “Elara savner jer. Vi savner jer begge.”

“Hjem?” lo Freja. “Du mener det sted hvor I løj for os hver dag? Hvor I holdt os svage og uvidende?”

“Vi holdt jer trygge. Vi elskede jer.”

“I holdt os som kæledyr,” rettede Elias. “Men vi er ikke kæledyr. Vi er rovdyr.”

John lagde sine hænder på børnenes skuldre med faderlig stolthed. “De har lært så hurtigt. Allerede overgår de mine vildeste forventninger.”

“Hvad har du gjort ved dem?” spurgte Judas, skønt han allerede vidste svaret.

“Jeg har givet dem sandhed. Ren, uforfaldsket sandhed om hvad vi er.” Johns øjne glimtede med ondskab. “Ingen sentimentalitet, ingen falske menneskelige følelser. De forstår nu at magt er alt, og at de svage kun eksisterer for at nære de stærke.”

“De var børn!”

“Nu er de krigsherrer,” svarede John. “Og snart vil de føre deres egne hære. Forestil dig det, hundredvis af væsener som dem, der spreder død og mørke over hele verden.”

Det var den ting der endelig knækkede Judas’ håb. Ikke bare at hans børn var tabt, men at de ville blive brugt til at skabe endnu flere monstre, til at forurene hele verden med den ondskab han havde startet.

“Jeg vil stoppe jer,” sagde han.

“Med hvilken hær?” lo John. “Du er én vampyr, alene og nedbrudt. Vi er tre, forstærket med nekromantisk magi og fuldstændigt ubehæftet af menneskelig svaghed.”

Kampen var kort og brutal. Selvom Judas kæmpede med desperationen fra en far der forsøgte at redde sine børn, var han ikke stærk nok. John alene kunne have matchet ham, men med Elias og Frejas hjælp var resultatet uundgåeligt.

De efterlod ham såret og besejret i ruinerne af landsbyen, omgivet af de døde han ikke havde kunnet redde.

“Næste gang vi mødes,” råbte John mens de gik, “vil vi have en hær. Og din elskede Elara vil være vores første erobring.”

---

Judas vendte tilbage til bjergdalen og hytten som en ødelagt mand. Hans fysiske sår var helet, men hans sjæl bar ar der aldrig ville forsvinde. Han havde tabt kampen, mistet sine børn, og værst af alt, han havde set hvad de var blevet til.

Elara ventede på ham i haven, hvor hun havde forsøgt at genoplive nogle af de døde planter. Hendes indsats var kun delvist vellykket, og nogle blomster voksede igen, men de var blegere end før, som om selve livet var gået ud af dem.

“Du fandt dem,” sagde hun. Det var ikke et spørgsmål.

“Ja.”

“Og?”

Judas fortalte hende alt. Landsbyen med de døde, børnenes kolde ligegyldighed, Johns planer om at skabe en hær af nekromantiske vampyrer. Med hvert ord så han håbet dø i Elaras øjne.

“De kommer efter os,” sagde hun da han var færdig.

“Ja. John vil ikke lade os leve i fred. Vi ved for meget om ham, og vi repræsenterer en alternativ måde at være på, en de ikke vil tillade at eksistere.”

Elara var stille i lang tid og betragtede de halvdøde blomster i hendes hænder. Endelig talte hun:

“Jeg kan ikke bære dette længere, Judas.”

“Hvad mener du?”

“Denne eksistens. Denne forbandelse.” Hendes stemme var mærkelig rolig. “Vi troede vi kunne gøre noget godt med vores evner. Vi troede vi kunne skabe kærlighed og skønhed i stedet for død og ødelæggelse.”

“Vi gjorde noget godt. Vi helbredte folk, vi elskede børnene…”

“Og alligevel endte alt i tragedie. Folk døde på grund af os. Vores børn blev til monstre på grund af os.” Hun så op på ham med øjne fulde af tårer. “Måske er det John der har ret. Måske er vi bare rovdyr der spiller menneske.”

“Det er vi ikke. Du er den bedste person jeg nogensinde har kendt.”

“Men jeg lever af blod, Judas. Menneskeblod. Uanset hvor forsigtigt jeg er, uanset hvor meget jeg prøver kun at tage hvad jeg har brug for… jeg ødelægger stadig liv for at bevare mit eget.”

Judas kunne se hvor dette førte hen, og rædsel greb ham. “Elara, nej. Vi kan finde en løsning. Vi kan…”

“Der er ingen løsning.” Hun rejste sig og gik hen til vinduet hvor morgenlyset begyndte at spille i det fjerne. “Jeg har tænkt på dette i måneder. Hver nat drømmer jeg om Elias og Freja, som de var før vi ødelagde dem.”

“Vi ødelagde dem ikke. John gjorde det.”

“John kunne kun ødelægge dem fordi vi først havde taget dem fra deres naturlige vej. Hvis vi havde ladet dem blive på børnehjemmet, hvis vi ikke havde bragt dem ind i vores verden…”

“De ville være døde af sygdom eller forsømmelse inden for et år.”

“Måske. Men de ville have været døde som mennesker. Som uskyldige.” Elara tørrede sine øjne. “Jeg har truffet min beslutning.”

“Hvilken beslutning?”

Hun vendte sig ikke om, blev ved med at stirre på det voksende lys i horisonten. “Jeg vil gå ud i solen.”

“Nej!” Judas sprang hen til hende og greb hendes hænder. “Du kan ikke. Jeg har brug for dig. Jeg kan ikke klare dette alene igen.”

“Jo, det kan du. Du klarede det i årtier før mig.”

“Det var ikke at klare det. Det var bare at overleve. Du bragte mening til min eksistens.”

“Og hvad blev resultatet? Mere død. Mere lidelse.” Hun vendte sig endelig mod ham, og han så den endelige beslutning i hendes øjne. “Jeg vil ikke være årsag til flere tragedier.”

“Så bliv. Bliv og lad os finde en måde at stoppe John og redde børnene på.”

“Der er ingen redning, Judas. Du så dem. De er ikke vores børn længere. Og John… John er det du skabte. Det er den naturlige konsekvens af vores eksistens.”

Hun kyssede ham blidt på læberne, et farvelkys, fuldt af kærlighed og undskyldning.

“Tilgiv mig,” hviskede hun. “For ikke at være stærk nok til at bære denne byrde med dig.”

Før han kunne reagere, havde hun revet sig løs fra hans greb og løbet ud af døren.

“Elara!”

Han forfulgte hende, men solen var allerede over horisonten. Det første lys ramte hendes hud, og hun begyndte øjeblikkeligt at brænde.

“Nej!” Judas ville løbe til hende, men solstrålerne ville dræbe ham også. Han kunne kun stå i døråbningen og se på mens kvinden han elskede blev fortæret af flammer.

Hun vendte sig om en sidste gang og så på ham med øjne fulde af både kærlighed og forløsning. “Tilgiv mig,” hviskede hun før asken tog hende.

---

Judas bar Elaras aske til det dybeste af skoven og begravede hende under et gammelt egetræ, hvor solen aldrig nåede ned gennem det tætte løvdække. Han byggede en lille stencirkel omkring stedet og kom tilbage hver nat for at tale til hende.

“Jeg forstår hvorfor du gjorde det,” sagde han til gravstedet. “Smerten blev for stor. Skyldfølelsen for uudholdelig. Men nu er jeg alene igen, og verden bliver mørkere for hver dag.”

Måneder blev til år. Judas’ mentale tilstand begyndte at forværres markant. Uden Elaras stabiliserende indflydelse og plaget af mindet om deres forvandlede børn, fandt han det sværere og sværere at fastholde sit mentale helbred.

Han talte lange monologer til sig selv, genoplevede samtaler med Elara, Jesus, selv Michael. Nogle gange troede han, at han kunne høre børnenes latter ekko gennem skoven.

Rygternes fra omverdenen blev værre og værre. John og hans voksende hær af nekromantiske vampyrer spredte en pestilens af død over hele kontinentet. Hele regioner blev øde, forvandlet til livløse ødemarker hvor intet kunne gro.

Men det værste var historierne om to små skikkelser der altid var ved Johns side, en dreng og en pige der så ud som børn, men hvis berøring kunne dræbe.

“Elias og Freja,” hviskede Judas til mørket. “Hvad har jeg gjort ved jer?”

En nat, næsten fem år efter Elaras død, fik han besøg af en uventet gæst. Vismand Morrigan stod i ruinerne af hans engang smukke have, hendes ældgamle øjne fyldt med noget der kunne have været sympati.

“Du ser forfærdelig ud,” sagde hun ligeud.

“Hvad vil du?” Hans stemme var rå af alt for meget tavshed og sorg.

“At tilbyde dig en mulighed for forløsning. En chance for at reparere noget af den skade du har forårsaget.”

Judas lo bittert. “Der er ingen forløsning for mig. Jeg har ødelagt alt jeg rørte ved.”

“Måske. Men du kan stadig stoppe det fra at blive værre.” Hun trådte nærmere, og han kunne se presserende beslutsomhed i hendes manér. “Johns hær vokser hver dag. Snart vil han have styrke til at overvælde hele kongeriger. Millioner vil dø.”

“Hvorfor fortæller du mig dette? Hvad forventer du at jeg skal gøre?”

“Kæmp imod ham. Stop ham. Du er stadig den originale vampyr, Judas. Du har kræfter han ikke fuldt forstår. Og vigtigere…” Hun holdt pause dramatisk. “Du har noget han ikke har.”

“Hvad?”

“Ægte anger. Oprigtig ønske om at gøre bod.” Hendes stemme mildnede lidt. “John drives udelukkende af ego og hunger efter magt. Men du… du bekymrer dig stadig om uskyldigt liv.”

“Jeg bekymrede mig om Elara. Jeg bekymrede mig om børnene. Se hvordan det endte.”

“Ja, du fejlede med dem. Men hver fejl kan være en lektion hvis man er villig til at lære.” Morrigan satte sig på en væltet træstamme og gjorde sig tilpas. “Fortæl mig, hvad lærte du af din tid med John?”

“At jeg ikke burde skabe andre vampyrer.”

“Og fra Elara?”

“At selv de reneste intentioner kan føre til tragedie.”

“Og fra børnene?”

Judas var stille i lang tid. “At uskyld kan komprimeres hvis man ikke er forsigtig. At beskyttelse og forberedelse ikke er det samme.”

“Fremragende. Så nu ved du hvilke fejl du ikke skal gentage. Men du ved stadig ikke den rigtige vej fremad.”

“Der er ingen rigtig vej. Alt jeg rører ved bliver ødelagt.”

“Så måske er løsningen ikke at røre ved noget.” Morrigans øjne glimtede med noget der kunne have været drilskhed. “Måske er løsningen at handle på afstand. At påvirke begivenheder uden direkte involvering.”

“Hvad mener du?”

“Der er andre vampyrer i verden nu, ikke bare Johns afskyeligheder, men nogle skabt gennem mere… traditionelle metoder. Spredte, isolerede, uvidende om deres potentiale.”

Hun rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage, tydeligvis begejstret over sin egen ide.

“Hvad hvis nogen skulle finde disse vampyrer og guide dem? Ikke skabe en hær eller en familie, men simpelthen… tilbyde viden. Visdom. Advarsler om hvilke stier fører til ødelæggelse.”

“Du vil have mig til at blive lærer?”

“En mentor. En guidende stemme fra skyggerne.” Hun smilede. “Tænk på det, Judas. I stedet for at skabe monstre gennem følelsesmæssig tilknytning, kunne du hjælpe med at forhindre monstre gennem adskilt visdom.”

Det var en fascinerende idé, måtte Judas indrømme. I stedet for at prøve at genskabe sit forhold med Elara eller skabe endnu en familie som børnene, kunne han arbejde på en større skala med mindre personlig risiko.

“Og hvad med John? Hvad med at stoppe hans hær?”

“En ting ad gangen. Byg et netværk af klogere vampyrer først. Så, når du har allierede som forstår indsatsen, kan du overveje direkte handling.”

Morrigan begyndte at forsvinde, som hun altid gjorde når deres samtaler nærmede sig deres ende.

“Overvej det,” råbte hun mens hun forsvandt. “Alternativet er at sidde her i selvmedlidenhed mens verden brænder omkring dig.”

---

Judas havde brugt måneder på at overveje den gamle heks’ forslag før han endelig accepterede logikken i det. Det var nu næsten to år siden. Han kunne ikke gøre sine tidligere fejl ugjorte, men måske kunne han forhindre andre i at lave de samme fejl.

Han begyndte at rejse igen for første gang siden Elaras død og søgte andre vampyrer over hele kontinentet. Det var farligt arbejde, mange af dem han fandt var næsten ved at være skøre, drevet til vanvid af århundreder med isolation og skyld.

Men langsomt, forsigtigt, begyndte han at bygge noget nyt.

Hans første succes var med Elena, en vampyr der var skabt under en pest halvtreds år tidligere og havde levet som eremit i bjergene lige siden. Hun var tæt på fuldstændig vanvid da han fandt hende, talte med imaginære ledsagere og fouragerede tilfældigt på hvem end der vovede sig for tæt på hendes hule.

“Hvem er du?” spurgte hun truende, da han nærmede sig, hendes øjne vilde af paranoia.

“En som dig,” svarede han roligt. “En der har kendt isolation og sult og vægten af forfærdelige valg.”

Det tog uger at vinde hendes tillid, men gradvist begyndte hun at reagere på hans tålmodighed og forståelse. Han lærte hende bedre måder at jage på, måder at spise uden at dræbe, metoder til at opretholde mental stabilitet under lange perioder med ensomhed.

Vigtigst af alt lærte han hende om kontrol.

“Sulten vil aldrig forsvinde fuldstændigt,” forklarede han mens de sad i hendes hule og så solnedgangen. “Men den behøver ikke at kontrollere dig. Du kan vælge hvornår og hvordan du spiser. Du kan vælge hvem du sparer og hvem… ikke at spare.”

“Men hvordan vælger man? Hvordan beslutter man hvem der fortjener at leve og hvem ikke?”

“Det er det forkerte spørgsmål,” svarede Judas. “Det rigtige spørgsmål er, hvordan kan jeg gøre mindst skade mens jeg stadig overlever?”

Over måneder med blid vejledning genvandt Elena sin sindstilstand og lærte at leve fredeligt i hendes bjergterritorium. Hun begyndte at hele vilde dyr i stedet for bare at jage dem, brugte vampyriske evner til at reparere knækkede vinger og inficerede sår.

“Du gav mig min sjæl tilbage,” fortalte hun ham da han forberedte sig til at gå videre for at finde andre vampyrer.

“Jeg mindede dig om at den stadig var der,” rettede han. “Du fandt den selv.”

Hans næste forsøg var ikke så vellykkede. Han mødte en vampyr ved navn Marcus der systematisk havde jagtet børn i over et århundrede. Da Judas prøvede at overbevise ham om at ændre sine metoder, lo Marcus.

“Tror du at du kan gøre mig til en af dine tragiske helte?” hånede Marcus. “Jeg ved nøjagtigt hvad jeg er. Jeg omfavner det.”

Samtalen endte med Marcus’ ødelæggelse, ikke noget Judas nød, men han havde lært at nogle former for ondskab ikke kunne forløses.

Over årene fandt han næsten tredive vampyrer i forskellige stadier af udvikling. Omkring halvdelen reagerede positivt på hans vejledning og lærte bedre måder at eksistere på uden at forårsage massiv ødelæggelse. Nogle blev helbredere som Elena, andre blev simpelthen mere ansvarlige rovdyr som kun gik efter dem der virkelig fortjente døden, mordere, voldtægtsforbrydere, tyranner.

Men den mest overraskende succes var med en vampyr der mindede ham ubehageligt om hans yngre selv.

Gabriel var skabt bare fem år tidligere af en skødesløs vampyr som havde forladt ham øjeblikkeligt efter forvandling. Han var bitter, vred og overbevist om at menneskeheden fortjente hvad end lidelse der ramte dem.

“De er alle sammen hyklere,” rasede Gabriel da Judas fandt ham. “De prædiker kærlighed og medfølelse mens de begår grusomheder mod hinanden. I det mindste er vi ærlige om vores natur.”

“Jeg følte det samme engang,” indrømmede Judas. “Efter… efter jeg mistede nogen meget dyrebart for mig gennem mine egne fejl.”

“Så hvad ændrede sig?”

“Jeg indså, at det at blive til et monster, for at straffe monstre, kun skaber flere monstre.” Judas så direkte på den yngre vampyr. “Raseri føles som styrke, men det er faktisk svaghed. Det overlader kontrol over din eksistens til dem der sårede dig.”

Gabriel var modstandsdygtig i starten, men han begyndte at lytte da Judas delte historier, omhyggeligt redigerede versioner af sine egne erfaringer med John, med Elara, med børnene.

“Du prøvede faktisk at skabe en familie?” spurgte Gabriel en nat, da nysgerrighed overvandt kynisme.

“Ja. Og det ødelagde næsten både dem og mig selv.” Judas’ stemme var tung af minder. “Kærlighed uden visdom er farligt. Men visdom uden medfølelse er bare sofistikeret grusomhed.”

Det tog næsten to år, men til sidst lærte Gabriel at kanalisere sin vrede til beskyttelse i stedet for ødelæggelse. Han blev beskytter af en lille landsby, forsvarede dem hemmeligt mod banditter og korrupte embedsmænd mens han opretholdt sit dække som en excentrisk lærd.

Men gennem alle disse bestræbelser glemte Judas aldrig den større trussel. Rapporter fortsatte med at komme ind om Johns voksende hær og det spredte ødeland de efterlod i deres kølvand. Hans tidligere elev kommanderede nu over hundrede nekromantiske vampyrer, og rygter talte om endnu værre afskyeligheder der blev skabt.

Og altid, i hver rapport, var der omtale af de to børn som aldrig syntes at ældes, evigt unge ansigter der skjulte ældgammel ondskab.

“En dag,” lovede Judas Elaras minde, “vil jeg finde en måde at stoppe dem på. At ære hvad du og børnene kunne have været.”

Men for nu fortsatte han sit stille arbejde og byggede et netværk af vampyrer som forstod at magt medførte ansvar, at eksistens ikke bare handlede om overlevelse men om mening.

Det var langsomt arbejde. Ofte frustrerende. Nogle gange farligt.

Men for første gang siden Elaras død, følte Judas som om han gjorde noget værdifuldt med sin forbandede eksistens.

---

Der var nu går tyve år siden Elara døde, og Judas’ netværk af rehabiliterede vampyrer var vokset til næsten tres individer spredt over hele kontinentet. De kommunikerede gennem kodede beskeder og hemmelige møder, delte information og hjalp hinanden med at undgå både menneskesammenlignende jægere og Johns nekromantiske hær.

Men den dag Judas havde frygtet kom endelig.

Det begyndte med et desperat budskab fra Elena i hendes bjerggrotte: “De kommer. Johns hær bevæger sig mod vest. De har børnene med sig.”

I løbet af uger strømmede lignende budskaber ind. Johns kraft var blevet så stor at han ikke længere skjulte sine bevægelser. Hans hær af over tohundrede nekromantiske vampyrer marcherede åbent gennem landet og efterlod øde spor af død.

“Han søger efter dig,” rapporterede Gabriel fra sit spionagenetværk. “Fanger fortæller at han erklærer, at han vil ‘rense verden for den svage vampyr der stadig drømmer om menneskelighed.’”

Judas indkaldte sine mest erfarne følgere til et hemmeligt møde i en ødelagt katedral dybt i skovene. Femten vampyrer mødte op, alt fra Elena med hendes blide helbredende natur til Rafael, som havde lært at kontrollere sin mørke side efter århundreder med bitter erfaring.

“Vi står over for en krise,” begyndte Judas, hans stemme genklang i den tomme katedral. “John og hans hær kommer for at ødelægge alt vi har bygget.”

“Så lad os kæmpe,” sagde Rafael straks. “Vi har lært at arbejde sammen. Vi har disciplin han ikke kan matche.”

“Med hvilken hær?” svarede Elena skeptisk. “Vi er femten. Han har over tohundrede, og de er alle forstærket med nekromantisk magi.”

“Mere end det,” tilføjede Judas tungt. “Han har Elias og Freja.”

Stilheden der fulgte var tæt. Alle vidste historierne om Judas’ adopterede børn, om hvordan de var blevet ødelagte og forvandlet til noget værre end vampyrer.

“De var engang dine børn,” sagde Gabriel blidt. “Måske er der stadig noget menneskeligt tilbage i dem.”

“Nej.” Judas’ stemme var fast. “Jeg så dem for årtier siden. De menneske der engang var Elias og Freja er død. Det der er tilbage er kun Johns skabninger.”

Elena rejste sig og gik hen til et knust vinduesglas hvor månestrålerne strømmede ind. “Så hvad foreslår du? At vi flygter? Gemmer os indtil stormen har passeret?”

“Jeg foreslår,” sagde Judas langsomt, “at vi konfronterer problemet ved dets rod. John skal stoppes. Hans hær skal ødelægges. Og…”

Han tøvede, men tvang sig selv til at fortsætte.

“Og børnene skal befries fra deres lidelser.”

“Du mener dræbe dem,” sagde Rafael direkte.

“Jeg mener give dem den fred de aldrig kan finde som Johns slaver.” Judas’ stemme var fyldt med smerte. “De lever i et helvede af kunstig ondskab. Døden ville være en befrielse.”

Over de følgende timer udarbejdede de en plan. Det var risikabelt, nærmest selvmorderisk, men det var deres eneste chance. De ville bruge Johns arrogance mod ham, hans tro på at ingen kunne matche hans magt.

“Han forventer at vi kæmper som en traditionel hær,” forklarede Judas. “Men vi vil gøre det modsatte. Vi spreder os ud, rammer hans flanker, forstyrrer hans kommunikation.”

“Og hovedangrebet?” spurgte Elena.

“Det vil være mit ansvar. Jeg skal konfrontere John direkte, mens I distraherer hans hær.” Judas så på hver af dem. “I skal ikke ofre jer for denne mission. Hvis tingene går galt, flygter I. Lever videre, fortsæt det arbejde vi har startet.”

“Vi forlader dig ikke,” sagde Gabriel bestemt.

“Jo, det gør I hvis det bliver nødvendigt. Det er en ordre.” Judas’ tone var bestemt. “I er fremtiden for vores art. John og jeg… vi er fortiden. Lad ikke vores fejl ødelægge jeres fremtid.”

---

En uge efter mødet havde Johns hær etableret sig ved foden af Ravnebjerget, et øde område hvor ingen mennesker vovede sig hen. Det var det perfekte sted for en konfrontation, langt fra uskyldige øjne, men med nok åben plads til den type kamp der var uundgåelig.

Judas og hans følgere nåede frem på den tredje nat og etablerede deres positioner omkring Johns lejr. Fra skjulte udkigsposter kunne de se omfanget af fjenden.

Det var værre end selv de værste rapporter havde beskrevet.

Johns hær var ikke bare vampyrer, det var afskyeligheder. Nekromantisk magi havde forvredet dem til noget der kun overfladisk mindede om deres oprindelige form. Nogle havde flere arme, andre øjne over hele kroppen. Mange var omgivet af en aura af død så intens at selv planterne i nærheden visnede.

Og i midten af lejren, på en trone lavet af menneskeknogler, sad John selv.

Han havde ændret sig drastisk siden deres sidste møde. Hans hud var nu helt gennemsigtig så man kunne se de mørke årer der pulserede med nekromantisk energi. Hans hår var blevet til levende slanger der snoede sig omkring hans hoved. Og hans øjne… hans øjne var blevet til tomme huller der kun indeholdt stjerner fra ydre mørke.

Ved hans fødder sad Elias og Freja.

De så stadig ud som børn, men deres ansigtstræk var blevet skarpe som knivblade. Deres hud var hvid som sne, og deres øjne glødede med en kold ild. Hver gang de bevægede sig efterlod de frostspor på jorden.

“Kan du stadig se dem?” hviskede Elena til Judas fra deres skjulested. “Dine børn?”

Judas stirrede intenst på de to skikkelser og følte sit hjerte briste. “Nej. Der er intet tilbage af dem jeg elskede.”

Angrebet begyndte ved midnat.

Rafael og hans gruppe ramte den sydlige fløj af Johns lejr med vampyrhastighed og -styrke. Deres mål var ikke at vinde, men at skabe forvirring og tvinge Johns kræfter til at sprede sig.

Elena og hendes helbredere angreb fra nord, brugte deres evner til midlertidigt at modvirke nogle af den nekromantiske magi og skabe “døde zoner” hvor Johns monstre mistede deres forstærkninger.

Gabriel førte det centrale distraktionsangreb, et frontalt overfald der var designet til at trække opmærksomheden væk fra Judas’ egentlige mål.

Og Judas selv bevægede sig som en skygge gennem kaosset, hans øjne fikseret på knogletronen i midten af lejren.

Men John havde forventet et angreb. Da Judas nåede frem til tronens base, ventede John på ham med et smil der afslørede tænder lavet af sort obsidian.

“Min elskede lærer,” sagde John med stemme som knitrende ild. “Endelig kommer du for at se dit mesterværk.”

“Du er ikke mit mesterværk,” svarede Judas mens han trak sit sværd, det samme han havde båret siden sine dage som apostel. “Du er min største fejl.”

“Fejl?” John rejste sig fra sin trone og nekromantisk energi kringlede omkring ham som slanger. “Jeg har overgået alle dine drømme! Se på min hær! Se på min magt!”

“Jeg ser en mand der ødelagde sin egen sjæl.”

De kastede sig over hinanden med en voldsom kraft der rystede hele slagmarken. Judas havde årtiers erfaring og vampyrisk styrke, men John havde nekromantisk magi og en hær af monstre til at understøtte ham.

Værre endnu, Elias og Freja sluttede sig til kampen.

“Hej, far,” sagde Elias koldt mens han blokerede Judas’ vej til John. “Kom du for at redde os igen?”

“Jeg kom for at befri jer,” svarede Judas og prøvede at se en gnist af genkendelse i drengens øjne.

“Vi har ikke brug for befrielse,” sagde Freja og løftede sin hånd. Is begyndte at forme sig omkring Judas’ fødder. “Vi er fri nu. Fri til at være det vi virkelig er.”

Kampen mod de to forvandlede børn var det sværeste Judas nogensinde havde udført. Ikke fordi de var uovervindelige, skønt deres kræfter var formidable, men fordi hver gang han så på dem, så han ekkoer af de uskyldige børn de engang havde været.

“Elias, husker du ikke da vi byggede det lille træhus ved søen?” råbte han desperat mens han undveg Frejas isangreb.

For et øjeblik standsede drengen op. Noget flimrede i hans øjne, en skygge af minder måske.

“Det… det var ikke ægte,” sagde han usikkert. “Det var løgn. Du holdt os svage…”

“Det var kærlighed!” Judas pressede sin fordel. “Du elskede at arbejde med dine hænder! Du lavede små trædyr til din søster!”

Freja skreg og kastede sig over Judas med kløerene udstrakte. “Stop! Stop med at lyve for os!”

Men hendes angreb var mindre fokuseret nu, mere følelsesmæssigt. John havde lagt mærke til forandringen.

“Børn,” kaldte han skarpt. “Husk jeres træning. Husk hvad svaghed koster.”

Øjeblikkeligt blev både Elias og Freja stive. Deres øjne blev tomme igen, alle spor af minder udviskede.

“Ja, mester,” sagde de i kor og vendte sig mod Judas med fornyede ondskab.

Det var det øjeblik Judas indså at der ikke var nogen frelse for dem. John havde ikke bare korrumperet dem, han havde slettet deres personligheder helt.

Med et hjerte tungere end bly, greb Judas sit sværd med begge hænder og gjorde det han aldrig havde troet han ville kunne gøre.

Han angreb sine egne børn med dødsintention.

Kampen var kort. Elias og Freja var stærke, men Judas var desperat og erfaren. Da det var overstået, lå de begge stille på den frosne jord.

“Tilgiv mig,” hviskede han mens han knælede ved deres lig. “Tilgiv mig for ikke at kunne redde jer.”

“Rørende,” sagde John bag ham. “Men nytteløst.”

Judas vendte sig om og så John stå over ham med hænderne løftet. Nekromantisk energi samlede sig omkring ham som en storm.

“Nu vil du se den sande magt,” sagde John. “Nu vil du forstå hvad du kunne have været hvis du ikke havde været så svag.”

Men før han kunne udløse sit angreb, skete der noget uventet.

Elaras stemme, klar og kærlig, talte gennem luften: “Det er nok nu, min elskede.”

Både Judas og John frøs. Der, i luften over slagmarken, svævede en gennemsigtig skikkelse, Elara, så smuk og ren, som på den dag Judas første gang så hende.

“Det er ikke muligt,” hviskede John. “De døde kan ikke…”

“Kan ikke hvad?” Elaras stemme var fyldt med medfølelse, selv for John. “Kan ikke tilgive? Kan ikke elske?”

Hun svævede ned mellem de to mænd, hendes form kastede et blødt lys over det ødelagte slagmark.

“Judas har lidt nok,” sagde hun blidt. “I har alle sammen lidt nok.”

Hun vendte sig mod John, og til Judas’ forbavselse var der ingen vrede i hendes øjne – kun sorg.

“Du var engang en mand der hungrede efter mening,” sagde hun til John. “Men du lod dit had ødelægge enhver chance for at finde den.”

“Jeg har fundet mening!” protesterede John. “Magt! Dominans!”

“Du har fundet tomhed.” Elara rørte blidt ved hans ansigt, og hvor hun rørte begyndte den nekromantiske energi at falme. “Lad mig vise dig hvad du gik glip af.”

Pludselig var de alle tre, Judas, John og Elara, svævende i en vision af det liv der kunne have været. De så John lære at bruge sine kræfter til helbredelse i stedet for ødelæggelse. De så ham finde kærlighed, skabe en familie, bygge noget smukt i stedet for at ødelægge.

“Det var aldrig for sent,” sagde Elara blidt. “Selv nu er det ikke for sent.”

John stirrede på visionen med øjne der langsomt fyldte sig med tårer. “Jeg… jeg kan ikke. Jeg har gjort for mange forfærdelige ting.”

“Vi har alle gjort forfærdelige ting,” svarede Elara og så på Judas. “Men tilgivelse er altid mulig for dem der virkelig angrer.”

Men som visionen falmede, vendte Johns ansigt tilbage til ondskab.

“Nej!” skreg han. “Det er for sent! Alt er ødelagt!”

Han samlede al sin resterende nekromantiske energi i et sidste, desperat angreb, ikke rettet mod Judas, men mod Elaras ånd.

“Hvis jeg ikke kan få forløsning,” råbte han, “skal ingen have den!”

Den mørke energi ramte Elara som et lyn, og hendes gennemsigtige form begyndte at flimre.

“Nej!” Judas kastede sig frem og prøvede at beskytte hende.

Men Elara smilede roligt, selv mens hun begyndte at opløses.

“Det er i orden,” sagde hun til Judas. “Jeg kommer igen. Kærligheden kommer altid igen.”

Med disse ord eksploderede hun i et lys så rent og kraftfuldt at det overvældede Johns mørke magi fuldstændigt. Den nekromantiske energi blev opslugt af lyset, og John selv blev reduceret til aske på øjeblikke.

Da lyset falmede, stod Judas alene på slagmarken, omgivet af de faldende rester af Johns hær, uden deres mesters magi til at holde dem sammen var de simpelthen faldet fra hinanden.

Hans følgere, de der havde overlevet kampen, samlede sig omkring ham.

“Det er overstået,” sagde Elena blidt.

“Ja,” svarede Judas og stirrede på det sted hvor Elara havde stået. “Nu er det overstået.”

---

Epilog

Judas stod i grotten hvor han havde tilbragt halvtreds ensomme år efter Johns død, men denne gang var han ikke alene. Hans netværk af rehabiliterede vampyrer var vokset til hundredvis spredt over hele verdenen. De kaldte sig selv “De Forløste.”

Hver nat modtog han rapporter fra sine følgere. Elena havde etableret et hemmeligt hospital i Alperne hvor hun helbredte folk med en blanding af medicinsk viden og vampyriske evner. Gabriel havde grundlagt en skole for forældreløse børn, ikke for at rekruttere dem til vampyrisme, men for at give dem de værktøjer de skulle bruge til at bygge bedre liv.

Rafael havde brugt sine evner til at infiltrere og stoppe slavehandlere og redde tusindvis af uskyldige. Og så var der dusin andre, hver med deres egen mission, deres egen måde at bruge deres forbandelse til velsignelse.

“Du har gjort det,” kom en stemme bag ham.

Judas vendte sig ikke om. Han kendte stemmen.

“Hej, Michael.”

Ærkeenglen trådte frem i fuldt lys, ikke den skrækindjagende krigsengel fra deres første møde, men en mere blid skikkelse med øjne fulde af… hvis det kunne være… stolthed?

“Du har gjort noget bemærkelsesværdigt, Judas Iskariot. Du har taget en forbandelse og gjort den til en velsignelse.”

“Har jeg?”

“Se på det du har bygget. Hundredvis af tidligere monstre der nu tjener det gode. Tusindvis af mennesker reddet af din undervisning. En hel ny måde at være på der balancerer mørke og lys.”

Judas tænkte på Elara, på børnene, på alle dem han havde mistet undervejs.

“Prisen var høj.”

“Alle store forvandlinger kræver store ofre. Men nu…” Michael trådte nærmere, og Judas kunne mærke varmen fra hans tilstedeværelse. “Nu har du gjort dig fortjent til noget.”

“Hvad?”

“En chance for ægte forløsning. For fred.”

Judas vendte sig endelig om og så ærkeenglen direkte i øjnene. “Mener du døden?”

“Jeg mener et valg. Du kan forblive som du er, lede dine følgere, fortsætte dit arbejde. Eller…” Michael strakte sin hånd frem. “Du kan komme med mig. Finde fred. Se dem igen.”

“Dem?”

“Elara. Elias og Freja, ikke som de blev, men som de var ment til at være. De venter på dig.”

Judas følte tårerne presse på. Efter så mange århundreder med skyld og sorg tilbød nogen ham endelig hvile.

Men så tænkte han på sine følgere, på alt det arbejde der stadig skulle gøres.

“Hvis jeg går,” sagde han, “hvem vil lede dem?”

“De leder sig selv nu. Du har lært dem godt.” Michael smilede. “Din mission er fuldført, Judas. Du har vist at selv den største synd kan forvandles til den største dyd gennem ægte anger og kærlighed.”

Judas kiggede tilbage mod verden som lå udenfor grotten. Derude arbejdede hans følgere hver nat for at gøre verden bedre, for at bevise at monstre kunne blive til helbredere, at forbandelser kunne blive til velsignelser.

“Vil de forstå?” spurgte han.

“De vil være kede af det, men de vil forstå. Og de vil fortsætte dit arbejde.” Michael ventede igen. “Så hvad er dit svar?”

Judas tænkte på Elara, på hendes sidste ord til ham: “Kærligheden kommer altid igen.” Hun havde haft ret. Selv nu, på randen af sin egen forløsning, følte han kærligheden til sine følgere, til de mennesker de beskyttede, til verden selv.

“Jeg har et sidste brev at skrive,” sagde han. “Et sidste budskab til mine følgere.”

Michael nikkede og trådte tilbage for at give ham plads.

Judas satte sig og begyndte at skrive med den samme hånd der engang havde taget tredive sølvmønter:

“Til mine elskede børn i mørket,

I har lært at transformere forbandelse til velsignelse, had til kærlighed, monster til helbreder. I behøver ikke længere en lærer, I er blevet mestre selv.

Husk altid, vores natur behøver ikke at definere vores valg. Vi kan vælge at være mere end summen af vores impulser. Vi kan vælge at elske trods al grund til had.

Fortsæt arbejdet. Beskyt de uskyldige. Transformer andre som I selv blev transformeret. Og når I møder nye vampyrer der kæmper med deres mørke natur, vis dem vejen tilbage til lyset.

Jeg skal ikke længere vandre blandt jer, men I vil aldrig være alene. Kærligheden, den kærlighed I har lært at give og modtage, vil altid guide jer.

Lev godt. Lev med hensigt. Lev med håb.

Jeres evige far, Judas”

Han lagde pennen fra sig og vendte sig mod Michael.

“Jeg er klar.”

Ærkeenglen smilede og strakte sin hånd frem. “Så kom hjem, forløste sjæl. Kom hjem til fred.”

Da Judas tog hans hånd, fyldte et varmt lys grotten, ikke det brændende lys af dom, men det bløde lys af tilgivelse og kærlighed.

Og for første gang i over et årtusind følte Judas Iskariot, den første vampyr, den store forræder, den ultimative angrende synder, endelig fred.

I lyset så han dem vente på ham. Elara med hendes strålende smil, Elias og Freja som de rene børn de skulle have været. Og bag dem, med arme udstrakt i velkomst, stod en skikkelse han ikke havde set siden den nat i Getsemane, Jesus selv, hans øjne fyldt med den samme ubetingede kærlighed han altid havde vist.

“Velkommen hjem,” sagde Herren. “Din rejse er endelig sluttet.”

Og da lyset omfavnede dem alle, var den første vampyrs historie endelig fuldført, ikke i mørke og forbandelse som den begyndte, men i lys og forløsning, som den altid var forudbestemt til at ende med.