Sneen knasede under bildækkene, da familien ankom til det gamle sommerhus, der stod indkapslet i vinterens favntag. De nøgne træer omkring huset strakte deres sorte grene mod den blygrå himmel som spøgelsesagtige fingre. Sarah steg ud af bilen og skuttede sig i den bidende kulde, mens hendes ånde dannede små skyer i luften. Hun så op på det velkendte træhus, der tårnede sig op foran dem, mørkt og stille i skumringen, mens vindens hvisken gennem granerne sendte et ubehageligt gys ned ad hendes ryg.

“Lad os få pakket ud,” sagde hun bestemt og gik mod bagagerummet, hvor kufferterne og taskerne lå stablet som stumme vidner til deres planer om en hyggelig juleferie. Thomas nikkede og fulgte efter, mens han gned sine hænder for at holde varmen, hans vejrtrækning tung i den kolde luft.

Emma åbnede bildøren med et demonstrativt sug og et udtryk af teenage-martyrium i ansigtet. “Jeg har ingen mobildækning herude. Hvad skal jeg lave i en hel uge uden internet?” Hun trak sin sorte hættetrøje tættere omkring sig.

“Du kunne jo prøve at nyde naturen og familien,” sagde Sarah med et stramt smil, der ikke helt nåede hendes øjne. “Hjælp din bror med taskerne.” Hun vidste godt, at hendes ord lød hule, selv i hendes egne ører.

Lucas hoppede ud af bilen og løb rundt i sneen med armene strakt ud til siden, hans støvler efterlod små fodspor i den urørte sne. “Se mor, jeg er et snemonster!” grinede han og kastede sig ned for at lave en sneengel, hans latter en skarp kontrast til den tunge stilhed omkring dem.

Sarah smilede træt ved synet af sin søns begejstring, mens en velkendt knude af bekymring strammede i hendes mave. Hun hankede op i de tunge tasker og gik mod huset, mens Thomas kørte brænde ind fra brændeskuret, hans fodtrin efterlod mørke spor i sneen.

Indenfor var luften tung og støvet, fyldt med den særlige lugt af et længe lukket rum. Sarah tændte for kontakten, og det blege lys afslørede de slidte møbler og det knirkende gulv, hvor årene havde efterladt deres spor. Hun skyndte sig at tænde op i brændeovnen, men kulden syntes at hænge ved, som om den havde bidt sig fast i væggene og nægtede at give slip.

“Jeg går op og finder julepynten,” sagde hun og gik mod loftet med tunge skridt. Trappen knirkede under hendes vægt, og det føltes næsten som om huset sukkede ved hendes nærvær, som en gammel bekendt der kendte til hendes hemmelighed.

På loftet fandt hun en støvet kasse med julepynt og en gulnet juledug gemt bag gamle kasser og glemte minder. Idet hun rørte ved dugen, blev hun ramt af et pludseligt flashback. Et skrig, blod i sneen, en skikkelse der forsvandt mellem træerne… Minderne var så levende, at hun kunne mærke metalsmagen af frygt i munden. Sarah gispede og slap dugen, som om den havde brændt hende, hendes hjerte hamrede vildt i brystet.

“Er du okay?” Thomas’ stemme fik hende til at fare sammen. Han stod i døråbningen med et bekymret udtryk, hans skikkelse en mørk silhuet mod det svage lys fra gangen.

“Ja, ja, jeg er bare træt efter køreturen,” mumlede Sarah og samlede dugen op med rystende hænder, mens hun tvang sin vejrtrækning til at blive rolig. “Lad os få gjort sommerhuset klar til jul.”

Hun skubbede minderne væk og fokuserede på nutiden, selvom de stadig lurede i udkanten af hendes bevidsthed. Dette var en chance for at skabe nye, lykkelige minder med sin familie. Hun ville ikke lade fortidens skygger ødelægge julen. Ikke denne gang. Men dybt inde vidste hun, at nogle skygger var for stærke til at ignorere.

Familien gik gennem den tætte granskov, deres fodspor efterlod dybe mærker i den nyfaldne sne. Træerne stod tæt og stille, deres grene tynget af den hvide byrde. Luften var kold og klar, og den eneste lyd var lyden af deres egne vejrtrækninger og sneen, der knirkede under deres støvler. En ensom fugl fløj lydløst mellem grenene og forsvandt ind i det hvide tæppe.

Lucas løb foran med en energi, kun et barn kunne mønstre, hans blå øjne skinnede af begejstring. Hans gyldne hår var allerede dækket af snefnug, der glimtede som små stjerner i vinterlyset. “Se! Der er et perfekt juletræ!” råbte han og pegede på et stort, fyldigt grantræ, der stod lidt væk fra de andre. Hans støvler efterlod zigzaggende spor i sneen, som små tegn på hans begejstring.

Sarah nikkede med et smil, men hendes øjne var vagtsomme, mens de scannede de mørke skygger mellem træerne. Hun trak sin tykke vinterfrakke tættere omkring sig. Skoven føltes anderledes i dag, næsten som om den holdt vejret i forventning om noget. En svag hvisken, næsten uhørlig, fik hårene til at rejse sig i hendes nakke. Hun snurrede rundt, men der var intet at se, kun de endeløse rækker af tavse træer, der syntes at bøje sig ind over dem.

Thomas hentede øksen fra rygsækken og begyndte at hugge i træet med kraftige sving. Hans åndedræt dannede små skyer i den kolde luft. Lyden af metal mod træ rungede gennem skoven, som et pludseligt brud på stilheden. Sarah kunne ikke ryste følelsen af, at de forstyrrede noget, der burde have været ladt i fred. Emma stod lidt på afstand, hendes arme krydset over brystet, mens hun iagttog scenen med et skeptisk blik.

I det øjeblik træet faldt med et brag, begyndte sneen at falde tungere, som om himlen åbnede sig og udspyede sin last. Store, tunge fnug hvirvlede omkring dem og gjorde det svært at se. Sarah blinkede sneen væk og så en skygge bevæge sig mellem træerne, hurtig og uhåndgribelig som røg. Hun blinkede igen, og den var væk, efterlod hende med en følelse af uro, der snoede sig i hendes mave som en kold slange.

Tilbage i sommerhuset pyntede de træet med de slidte glaskugler og guirlander, som Sarah havde fundet på loftet. Pejsen knitrede hyggeligt og kastede dansende skygger på væggene. Lucas var i sit es, ivrig efter at hænge hver eneste dekoration op og gøre alting perfekt, mens han nynnede julesange for sig selv.

“Mor, se hvad jeg fandt!” udbrød han pludselig og holdt en lille, sort æske frem. Den var gemt mellem grenene, næsten som om nogen havde placeret den der med vilje. Æsken var mat sort uden nogen form for dekoration eller mærker.

Sarah rynkede brynene, hendes hænder begyndte instinktivt at ryste. “Hvor kommer den fra? Er det en af jeres?”

Emma og Thomas rystede på hovedet, lige så forvirrede som hun var. Emma trådte nærmere, hendes grønne øjne intense af nysgerrighed.

“Måske er det en ekstra julegave fra julemanden!” sagde Lucas med et stort smil, hans øjne strålede af håb og spænding. Han vippede æsken frem og tilbage i sine små hænder.

Sarah følte et stik af uro. Æsken virkede malplaceret, næsten truende i sin enkelthed, som en fremmed genstand i deres hyggelige pyntede stue. Den mindede hende om noget, hun længe havde forsøgt at glemme. Men hun tvang sig selv til at smile for Lucas’ skyld. “Måske har du ret, skat. Lad os vente og se.”

Men dybt inde vidste hun, at intet godt kunne komme fra en mystisk gave fundet i en skov fuld af skygger og hemmeligheder. Kulden fra skoven syntes at trænge ind gennem væggene, og selv pejsens varme kunne ikke fordrive den isende fornemmelse, der bredte sig i hendes krop.

Mørket havde lagt sig over sommerhuset, og pejsens flammer kastede lange, dansende skygger på væggene. De gamle træpaneler knirkede svagt i nattekulden. Lucas sad på gulvet med benene trukket op under sig, hans øjne lyste i det varme skær fra ilden, mens han legede med en af sine små træfigurer.

“Far, fortæl en historie!” Hans stemme var ivrig, og han lænede sig frem mod Thomas, der sad sammensunket i den gamle læderstol, hvor læderet var slidt blankt af mange års brug.

Thomas kløede sig eftertænksomt i skægstubben og lod blikket vandre over familiens ansigter. “Kender I historien om Den Forsvundne Jæger?”

Lucas rystede ivrigt på hovedet, mens Sarah stivnede i sofaen, hendes fingre krammede om strikketøjet i hendes skød.

“For mange år siden gik en jæger ud i skoven en vinteraften. Folk sagde, han var besat af at finde det perfekte bytte, at han ikke kunne tænke på andet.” Thomas’ stemme blev dybere, mere dragende. “Han forsvandt mellem træerne, og ingen så ham nogensinde igen. Det eneste, de fandt, var hans riffel halvt begravet i sneen, som om skoven selv havde gemt den.”

“Thomas, ikke mere.” Sarah’s stemme skar gennem luften som en iskold vind.

Men Lucas var allerede fanget af fortællingen, hans øjne store og undrende. “Hvad skete der med ham? Hvor blev han af?”

“Åh gud, hvor er det åndssvagt.” Emma rejste sig fra sofaen med en hovedrysten. “Det er bare en dum skræmmehistorie til små børn.” Hun forsvandt op ad trappen til sit værelse, hendes skridt ekkoede gennem huset som dumpe trommeslag.

Sarah gik tidligt i seng, men søvnen var urolig og fyldt med forvirrede drømme om mørke skikkelser mellem træerne. Hun vågnede med et sæt midt om natten, sveden kold og klistret på panden. Noget havde vækket hende, en lyd eller måske bare en fornemmelse. Hun satte sig op i sengen og kiggede ud ad vinduet, hvor frosten havde tegnet fine mønstre i hjørnerne.

Der, mellem de snedækkede træer, stod en kvinde i sort. Hendes lange kjole smeltede sammen med skyggerne som flydende blæk, men hendes blege ansigt lyste i mørket med en uhyggelig klarhed. Sarah blinkede hårdt, hendes hjerte sprang et slag over, og da hun åbnede øjnene igen, var kvinden forsvundet som dug for solen.

Sneen faldt nu tungere end før, næsten sort i nattens mørke, og dalen af mod træerne. Det var som om selve luften var blevet tættere, mere kvælende, fyldt med en næsten håndgribelig spænding. Sarah stirrede ud i mørket, hendes hjerte hamrede i brystet som en indespærret fugl.

Søvnen kom endelig til Sarah efter flere urolige timer, men den bragte ingen hvile. I hendes drømme stod kvinden i sort endnu tættere på, hendes blege ansigt svævede kun få centimeter fra Sarahs. De tomme øjne borede sig ind i hendes sjæl, og den iskolde ånde føltes som små nålestik mod hendes hud. Kvindens læber bevægede sig, som om hun hviskede noget, men ordene var uforståelige, sløret af vindens hylen og den fjerne lyd af klokker, der ringede i en uhyggelig melodi. En tung duft af forrådnelse og vinter hang omkring skikkelsen.

Sarah vågnede med et gisp, hendes natkjole klæbede til kroppen af sved, og hendes hjerte hamrede vildt i brystet. Hun satte sig op i sengen og prøvede at genvinde vejret, mens hendes blik flakkede rundt i det mørke værelse. Det gamle træhus knirkede og sukkede omkring hende. Var det bare en drøm, eller var kvinden virkelig derude et sted, lurende mellem træerne i den endeløse skov? Skyggerne i hjørnerne af værelset syntes at bevæge sig og danse i månelyset.

Et svagt bank på døren fik hende til at fare sammen. “Mor?” Lucas’ lille stemme lød skrøbelig og usikker gennem den tynde trædør, næsten som et ekko fra en anden verden.

Sarah tændte lampen og gik hen for at åbne døren, gulvbrædderne knirkede under hendes fødder som gamle knogler. Lucas stod udenfor i sin blå stribet pyjamas, hans hår var uglet af søvn, og hans øjne var store og skræmte i det svage lys. Hans små hænder rystede omkring teddybjørnen. “Jeg hørte klokker udenfor,” hviskede han og krammede sin teddybjørn tættere ind til sig. “Tror du, det var julemanden?”

Sarah trak ham ind til sig i et kram og strøg ham beroligende over ryggen, mærkede hvordan han rystede let som et efterårsblad i vinden. “Nej, skat, det var nok bare vinden. Julemanden kommer først juleaften, det ved du godt.” Hun kunne mærke, hvordan kulden fra gangen krøb ind under hendes natkjole og bed i hendes hud som små, iskolde tænder.

Men da hun slap ham igen, fangede noget hendes blik. Der var små, skinnende snefnug i Lucas’ hår, som glimtede uhyggeligt i lampens skær, som små diamanter af frost. Sarah rynkede panden og børstede dem forsigtigt væk med fingrene, mens en knugende fornemmelse spredte sig i hendes mave som gift. Hvordan kunne der være sne i hans hår, når han havde sovet i sin seng hele natten? En kold gysen løb ned ad hendes ryg, og hun kunne mærke, hvordan panikken langsomt begyndte at bygge sig op, som en bølge der truede med at skylle ind over hende.

“Kom, lad os få dig tilbage i seng,” sagde hun blidt og førte ham hen til hans værelse, mens hun holdt ekstra godt fast i hans hånd, som om hun var bange for, at han skulle forsvinde mellem fingrene på hende. Men selv da Lucas var puttet trygt ned under dynen igen, kunne Sarah ikke ryste fornemmelsen af, at noget var helt galt. Snefnuggene i Lucas’ hår, den mystiske kvinde i skoven, de foruroligende drømme – det var som om en mørk skygge havde lagt sig over sommerhuset, en skygge der truede med at opsluge dem alle. Og et sted derude, bag de frostdækkede vinduer, hvor mørket syntes at pulsere med sin egen ondskabsfulde rytme, vidste Sarah, at kvinden ventede på hende.

Juleaftensdag gryede over den snedækkede skov, og en spæd sol kastede et blegt lys ind gennem de tynde gardiner i sommerhuset. De nøgne grene uden for vinduerne tegnede skygger på væggene som spindelvæv af mørke, der dansede og vred sig i den svage morgenbrise. Familien vågnede langsomt op, hver især indhyllet i deres egne tanker og følelser, mens kulden fra natten stadig hang tungt i luften. Emma rullede om på siden og stirrede tomt ud i luften, hendes ansigt var en maske af utilfredshed og rastløshed. Det var som om, at julens magi var forsvundet for hende, erstattet af en dyb længsel efter at være et andet sted, langt væk fra familiens kvælende nærhed. Hun trak dynen tættere omkring sig, som et skjold mod den kølige morgenluft og familiens forventninger, mens hun lyttede til husets knirken og knagen.

I kontrast var Lucas’ øjne fulde af forventning og glæde, da han hoppede ud af sengen og løb ned ad trappen, ivrig efter at se, om julemanden havde været der i løbet af natten. Hans bare fødder trommede mod de knirkende gulvbrædder, og hans hjertes banken kunne næsten høres gennem hele huset. Hans røde striksokker var gledet af i løbet af natten og lå efterladt på gulvet som små julefarvede puder. Hans barnlige begejstring var som et lys i mørket, en påmindelse om, at julen stadig kunne bringe glæde og magi, selv i de mørkeste tider.

Ved morgenbordet var stemningen trykket. Dampen fra de varme kaffekopper steg op mod loftet i spiraler, mens frosten tegnede mønstre på vinduerne som sarte, krystallinske blomster. Sarah forsøgte at smile og lave små samtaler, hendes stemme næsten for høj i det stille rum, men hendes ord faldt fladt til jorden, mødt af Emmas fjerne blik og Thomas’ distraherede nik. Han gemte sig bag sin avis, kun hans fingre, der nervøst trommede mod bordkanten, afslørede hans uro. Kun Lucas pludrede lykkeligt løs, mens han gumlede på sit ristet brød og talte om alle de gaver, han håbede at finde under juletræet senere på aftenen. Hans stemme var den eneste varme lyd i det kølige rum, der duftede af kaffe og kanel.

Efter morgenmaden gik Sarah i gang med at rydde op, hendes tanker var et virvar af bekymring og uro. Porcelænet klirrede nervøst mellem hendes rystende hænder, og hun måtte flere gange stoppe op for at trække vejret dybt. Det var først da, hun bemærkede, at den sorte æske var forsvundet fra sin plads på kaminhylden, hvor støvet havde efterladt en tydelig firkant på træet. Panikken skyllede ind over hende som en kold bølge, og hun gennemsøgte huset febrilsk, mens hendes hjerte hamrede vildt i brystet. Hver en skuffe blev åbnet, hvert et skab undersøgt, mens angsten voksede i hendes mave som en levende ting.

Til sidst fandt hun æsken i Lucas’ værelse, skubbet ind under sengen som om den var blevet gemt væk i en fart. Støvet på gulvet afslørede små fodspor, der førte hen til gemmestedet, og Sarah kunne se hvordan nogen havde forsøgt at viske dem ud. Sarah trak den forsigtigt frem, hendes hænder rystede let, da hun åbnede låget. Indeni lå en gammel, rusten nøgle, dens tænder var slidte og mørke af ælde, som om den havde låst op for hundredvis af døre gennem tiden. Ved siden af nøglen lå en gulnet seddel, hvor blækket var falmet og udtværet af tiden og fugten. Sarah holdt vejret, mens hun læste de kryptiske ord: “Hvad du tager, skal gives tilbage.” Ordene syntes at danse for hendes øjne, som levende væsener der krøb hen over papiret, og hun kunne have svoret, at de ændrede sig, når hun ikke kiggede direkte på dem.

En kold gysen løb ned ad hendes ryg, og hun mærkede hvordan angsten voksede sig større i hendes bryst. Den kolde luft i værelset føltes pludselig tættere, næsten kvælende, og hun kunne se sin egen ånde som små skyer foran sig. Hvad betød beskeden? Og hvorfor var æsken havnet i Lucas’ værelse? Pludselig følte Sarah sig meget alene og sårbar, fanget i et net af hemmeligheder og løgne, der truede med at kvæle hende. Kulden fra vinduet bag hende syntes at trænge ind i hendes knogler, og hun kunne mærke hvordan frosten langsomt krøb op ad ruden som spindelvæv af is. Hun vidste, at hun blev nødt til at finde ud af, hvad der foregik, før det var for sent. Men først måtte hun igennem denne dag, denne ene dag, hvor alt skulle være perfekt og normalt, for hendes børns skyld. Selv om intet føltes perfekt eller normalt længere, og skyggerne i hjørnerne syntes at vokse sig længere for hvert minut der gik, som mørke hænder der rakte ud efter hende.

Thomas trak i sin tykke jakke og støvler og mumlede noget om at hente mere brænde, mens han gik mod døren med en beslutsom mine. Hans hænder rystede let, da han forsøgte at lukke lynlåsen med fingre, der føltes stive og følelsesløse i kulden, og Sarah bemærkede det bekymrende tegn med en knude i maven, der voksede for hvert sekund. Hun stod som forstenet ved vinduet og betragtede ham, mens han langsomt forsvandt ud i sneen, hans skikkelse blev gradvist opslugt af den hvide verden udenfor, som om den slugte ham helt. Hun pressede hånden mod den kolde rude, mens hun iagttog hans fodspor, der efterlod dybe huller i den bløde sne, huller der allerede begyndte at fyldes med nye fnug, der dalede ned fra den grå himmel. Men i stedet for at gå mod brændeskuret, som hun havde forventet, stoppede han bare op midt på plænen og blev stående helt stille, som en statue hugget i is, med ansigtet vendt mod den truende skovkant, der tårnede sig op i det fjerne.

Sarah rynkede panden og mærkede en velkendt uro brede sig i maven, en fornemmelse der mindede hende om den skæbnesvangre nat for så mange år siden, hvor alt havde ændret sig. Hvad lavede han derude i kulden og mørket? Hun bankede forsigtigt på ruden med sine kolde fingre, der føltes som om de var ved at fryse fast til glasset, men han reagerede ikke, stod bare og stirrede mod skoven med et fjernt udtryk i øjnene, som om han var fanget i en trance, han ikke kunne undslippe. Til sidst vendte han sig om og gik langsomt tilbage mod huset med tunge skridt, hans skuldre var ludede, som om han bar en usynlig byrde, og sneen knirkede højt under hans fødder i den unaturlige stilhed, der hang over haven som et tæppe.

Da han trådte ind ad døren, mødte Sarah ham i entreen, hvor kulden fra udenfor stadig hang i luften som en uvelkommen gæst. “Er alt okay?” spurgte hun forsigtigt og lagde en hånd på hans arm, mærkede hvordan han skælvede under den tykke jakke, som om kulden havde trængt helt ind til hans knogler. Han så på hende med et blik, der var en blanding af forvirring og uro, hans øjne flakkede frem og tilbage, som om han havde svært ved at fokusere på noget, selv hendes ansigt.

“Jeg ved det ikke,” sagde han langsomt, mens han tog jakken af med stive bevægelser, som om hans lemmer var ved at stivne i kulden. “Jeg følte mig bare… overvåget derude. Som om nogen eller noget holdt øje med mig fra skoven, lurende i skyggerne.” Han rystede på hovedet og forsøgte at smile, men det nåede ikke hans øjne, der stadig var fyldt med en uforklarlig frygt. “Men det er sikkert bare paranoia. Jeg har nok bare brug for lidt frisk luft og tid væk fra alt det her.”

Sarah nikkede, men hun kunne ikke ryste følelsen af, at der var noget mere i det. Noget mørkt og truende, der langsomt sneg sig ind på dem, som en usynlig fjende i skyggerne, der ventede på det rette øjeblik til at slå til. Kulden udenfor føltes pludselig mere intens, mere bevidst, som om den aktivt forsøgte at trænge ind i huset og omfavne dem i sin isnende favn.

Pludselig hørte hun en lyd ovenpå, som om nogen gik på loftet med tunge, slæbende skridt, der fik gulvbrædderne til at knirke højlydt. Hun stivnede og lyttede intenst, mens hun langsomt gik mod trappen med bankende hjerte, hvor støvet dansede i det svage lys fra vinduerne som spøgelsesagtige skikkelser. Trinene knirkede under hendes fødder, som om de var ved at give efter for hendes vægt, og hun kunne høre sit eget åndedræt, der lød anstrengt og højt i stilheden, som en taktfast tromme der markerede hendes stigende frygt. Da hun nåede op på loftet, var der ingen at se, kun støv og mørke og en lugt af gammelt træ og fugt, der mindede om våde blade og forrådnelse, som om selve huset var ved at gå i opløsning omkring hende.

Hun gik langsomt rundt mellem de gamle kasser og møbler, mens hun spejdede efter tegn på liv med øjne, der havde svært ved at vænne sig til mørket. Gamle skygger dansede på væggene fra det sparsomme lys, der trængte ind gennem tagvinduet, og kastede foruroligende former på gulvet. Der var intet, kun hendes egen ånde, der hang som små skyer i den kolde luft, og lyden af hendes eget bankende hjerte. Alligevel kunne hun ikke ryste følelsen af, at hun ikke var alene.

Mens Sarah stod i køkkenet og forberedte den klassiske julemiddag med and og ris a la mande, kunne hun mærke, hvordan den trykkede stemning hang i luften som en tung dyne, der truede med at kvæle al glæde og hygge. Hun forsøgte at fokusere på de velkendte ritualer, på duften af den sprøde and, der langsomt fik en gylden farve i ovnen. Hun måtte flere gange stoppe op for at trække vejret dybt. Sveden perlede på hendes pande, selvom køkkenet var køligt. Men selv disse trøstende rutiner kunne ikke fjerne den nagende følelse af, at noget var helt galt, at en usynlig skygge havde lagt sig over huset og langsomt sugede al varme og lys ud af det.

Ved middagsbordet sad familien i relativ stilhed, kun afbrudt af den stille julemusik, der strømmede ud fra højtalerne i baggrunden og bestikkenes sagte klirren mod porcelænet. Stearinlysenes flakkende skær kastede dansende skygger på væggene, der syntes at vokse og forvrænges i takt med flammernes dans. Emma sad med blikket rettet mod sin tallerken, hendes ansigt var en maske af utilfredshed og kedsomhed, mens hendes fingre rastløst pillede ved dugens kant. Nu og da sendte hun sin mor et anklagende blik, der fik Sarah til at krympe sig indvendigt. Hendes grønne øjne lyste af en undertrykt vrede, der kun syntes at vokse for hver time der gik. Thomas nippede til sin rødvin med et fraværende udtryk i øjnene, som om han var fanget i sine egne dystre tanker, mens han mekanisk skar sin and i små, pertentlige stykker. Kun lille Lucas snakkede løs, hans barnlige begejstring uberørt af den trykkede stemning, mens han pludrede om at danse om juletræet, synge julesange og åbne julegaver. Hans øjne strålede i skæret fra stearinlysene, og hans uskyldige glæde var som en ensom lysstråle i mørket, en påmindelse om, hvad julen burde være, men som føltes uendelig langt væk nu.

Da familien gik tidligt i seng, lå Sarah vågen og stirrede op i loftet, mens skyldfølelsen nagede hende som en bitter smag i munden. Vindens susen gennem husets sprækker lød som hviskende stemmer, der anklagende gentog hendes hemmeligheder. Træværket knagede og stønnede under vinterkulden, som et levende væsen der vidste besked. Dette var ikke den juleaften, hun havde drømt om, ikke den varme, kærlige familiehygge, hun havde ønsket at give sine børn. I stedet føltes det, som om en kold, usynlig hånd langsomt klemte om hendes hjerte, og hun kunne ikke ryste følelsen af, at det på en eller anden måde var hendes skyld, at hendes hemmelighed og fortielser langsomt forgiftede alt omkring hende. Hun kunne høre Thomas’ tunge åndedræt ved siden af sig, men selv hans velkendte nærvær gav ingen trøst denne nat.

Til sidst faldt Sarah i en urolig søvn, mens stilheden sænkede sig over huset som et tæppe af sne, der dæmpede alle lyde og bevægelser. Måneskinnet kastede blege skygger gennem vinduerne, der dansede over væggene som spøgelsesagtige silhuetter. Fra skoven udenfor kom af og til en fjern ugletudens klagende kald, der syntes at bære en advarsel med sig gennem natten. Men selv i søvnen kunne hun ikke undslippe den lurende fornemmelse af, at noget ondt og mørkt ventede derude, klar til at slå til, når de mindst ventede det, og at denne jul ville blive anderledes end alle andre. I hendes drømme blandede fortidens spøgelser sig med nutidens frygt, og selv i søvnen kunne hun mærke, hvordan skovens skygger krøb nærmere og nærmere huset.

Midnat sænkede sig over sommerhuset, en kold og tung stilhed, der fik selv sneen udenfor til at virke mørk og dyster. Sarah vågnede med et sæt, hendes ånde dannede små, hvide skyer i den pludselige kulde, der syntes at trænge ind i hver en sprække og revne i det gamle hus. Hun rakte instinktivt ud efter Thomas ved siden af sig, men han sov tungt, tilsyneladende uberørt af den isnende atmosfære.

Sarahs blik faldt på pejsen, hvor de sidste gløder var ved at dø ud, og kun en tynd stribe røg steg op fra de forkullede rester af brændet. Det slog hende, at alle lyde pludselig var forstummet – ingen vindhyl eller knirkende lyde fra det gamle træværk, ikke engang den fjerne klirren af istapper udenfor. Det var, som om tiden selv var frosset fast.

Et blik på væguret bekræftede hendes fornemmelse – viserne stod stille, fanget på midnat, som om selv tiden nægtede at bevæge sig fremad i denne unaturlige nat. Sarah mærkede en isnende frygt krybe op langs hendes rygrad, en instinktiv erkendelse af, at noget var helt galt.

I det samme blev døren til soveværelset skubbet op, og Lucas stod i døråbningen, hans ansigt blegt og øjnene store og mørke i nattebelysningen. “Mor,” hviskede han, hans stemme skælvende af frygt, “jeg kan høre nogen udenfor. De går rundt om huset.”

Sarah skyndte sig over til ham og lagde hendes arme beskyttende omkring hans spinkle skuldre. Hun udvekslede et blik med Thomas, der var vågnet ved lyden af Lucas’ stemme. Han nikkede kort og stod op for at tjekke uden for huset, mens Sarah forsøgte at berolige Lucas med blide ord og kærtegn.

Minutterne sneglede sig afsted, mens de ventede på Thomas’ tilbagekomst, hver eneste nerve i Sarahs krop spændt til bristepunktet. Da han endelig kom tilbage, rystede han på hovedet. “Der er ingen derude,” sagde han, men hans stemme lød ikke helt overbevist. “Måske var det bare en gren, der skrabede mod muren.”

Men Sarah vidste bedre. For i det korte øjeblik, før Thomas trådte ind i værelset igen, havde hun set hende – kvinden i sort, stående ubevægelig mellem træerne, næsten helt skjult af sneen. Og denne gang var hun tættere på huset end nogensinde før, hendes tomme blik rettet direkte mod vinduet, hvor Sarah stod som forstenet af frygt.

Morgenlyset sneg sig ind gennem gardinerne, og Sarah åbnede langsomt øjnene. Lucas lå krøllet sammen ved siden af hende, hans små hænder klynget til dynen, mens Thomas’ dybe åndedræt fyldte rummet. En svag duft af gran og juleand hang stadig i luften fra dagen før. Sarah smilede mat og strøg Lucas over håret, taknemmelig for at natten var ovre, og at de endelig kunne lægge gårsdagens uhyggelige oplevelser bag sig. Hun mærkede en svag sitren i fingerspidserne, da hun tænkte på den mystiske besked.

Men noget føltes underligt velkendt, da familien samledes omkring morgenbordet. Emma sad med samme mutte udtryk som aftenen før, hendes lange mørke hår hængende som et gardin foran ansigtet, og Thomas virkede lige så fraværende, som han havde gjort hele julen, hans blik rettet mod et usynligt punkt uden for vinduet. Sarah rynkede panden, mens hun hældte kaffe op i de velkendte julekrus. Dampen fra kaffen steg op i den kølige morgenluft som små spøgelser.

Hendes blik faldt på kalenderen, og hun stivnede. 24. december. Juleaften. Igen. Det måtte være en fejl, tænkte hun og rystede på hovedet, mens hendes hånd instinktivt søgte mod halskæden, hun altid bar. Men som dagen skred frem, blev det stadig mere tydeligt, at alt gentog sig fra dagen før. De samme samtaler, de samme rutiner, de samme spændinger mellem familiemedlemmerne.

Ved middagsbordet studerede Sarah de andres ansigter, ledte efter et tegn på, at de også havde bemærket gentagelsen. Emma pillede ved sin mad præcis som dagen før, Lucas svingede med benene under bordet i samme takt, og Thomas knugede sin gaffel på den karakteristiske måde. Men ingen sagde noget, og det gik langsomt op for hende, at det kun var hende, der var fanget i denne tidslomme. Tanken fyldte hende med en blanding af forvirring og stigende panik, der sad som en tung klump i maven.

Og så var der gaverne under juletræet, hvis lys kastede flakkende skygger på væggene. Sarah var sikker på, at de ikke var de samme som dagen før, selvom indpakningen var identisk. Men hvordan kunne det være muligt? Hendes hjerte sprang næsten et slag over, da hun så Lucas trække den sorte æske frem igen – den samme æske, som hun omhyggeligt havde gemt væk efter den foruroligende besked inden i. Hans små fingre efterlod de samme mærker i det blanke papir.

Aftenen føltes som et spejlbillede af den foregående, med den samme tunge stilhed, der hang over huset som et usynligt tæppe. Familien gik tidligt i seng, sarah var helt udmattet af den underlige déjà vu-fornemmelse, der syntes at gennemsyre alt. Vinduesruderne var dækket af et tyndt lag frost, der dannede mønstre som spindelvæv. Og ligesom natten før, kom Lucas listende ind til Sarah og Thomas midt om natten, hans øjne store og skræmte i mørket, hans små fødder lydløse mod det kolde gulv.

Sarah holdt om ham, mens han faldt i søvn, hendes tanker hvirvlende med spørgsmål uden svar. Varmen fra hans lille krop var det eneste, der føltes virkeligt. Hvad var det, der skete med dem? Udmattet og forvirret gled hun endelig ind i en urolig søvn, mens sneen fortsat faldt udenfor i den mørke nat, og månens blege lys kastede lange skygger gennem vinduet.

Morgenlyset afslørede en tom plads i sengen ved siden af Sarah. Hun rakte ud efter Thomas, men mærkede kun den kolde dyne, der føltes stiv og livløs under hendes fingre. Hans karakteristiske morgenånde og tunge åndedræt manglede i rummets klamme stilhed, og selv luften virkede tyndere uden hans tilstedeværelse.

Sarah sprang op, forsigtig for ikke at vække Lucas der sov tungt ved siden af hende, og løb gennem husets knirkende gange. Thomas’ slidte frakke hang stadig på den skæve knage ved døren, hans mudrede støvler stod urørte og stive ved siden af. Hendes blik faldt på et sæt dybe fodspor i sneen uden for vinduet, spor der lignede hans karakteristiske lange skridt. De førte væk fra huset, ind mod den mørke skov der rejste sig truende mod den grå morgenhimmel.

Sarah trak hurtigt støvler og jakke på med rystende hænder og fulgte sporene. Sneen knirkede højlydt under hendes fødder, og granerne stod som tavse, dømmende vagter omkring hende. Deres grene hang tungt ned over stien, dækket af rimfrost. Pludselig stoppede sporene brat foran en stor, sort klippeformation der ragede op som en skygge i vinterlandskabet. Sarah drejede rundt om sig selv, søgte desperat efter flere spor, men sneen lå jomfruelig og urørt omkring klippen, som et hvidt tæppe uden en eneste fold.

Et glimt af bevægelse fik hende til at se op med et sæt. Mellem træernes mørke stammer gled en skikkelse, der mindede om Thomas. Hans velkendte gangart og brede skuldre var umiskendelige i morgendisen, men før Sarah kunne råbe hans navn, forsvandt han bag en gruppe tætstående graner som et spøgelse i dagslyset.

Tilbage i sommerhuset var Emma og Lucas stået op. De sad ved det slidte morgenbord som dagen før, som om intet var anderledes i deres lille verden. Lucas svingede rastløst med benene og nynnede en skinger julesang, mens Emma stirrede tomt ned i sin telefon, den manglende netværk til trods.

“Hvor er far?” Ordene sad fast i Sarahs udtørrede hals, men ingen af børnene reagerede på hendes hæse stemme. De fortsatte bare deres morgenmad som enhver anden dag, fanget i deres egen lille boble af normalitet.

Sarah sank ned på den knirkende køkkenstol. Hendes hænder rystede ukontrolleret, da hun løftede den dampende kaffekop. Gennem det duggede vindue kunne hun se sneen falde i tunge, våde fnug, præcis som dagen før. Alt gentog sig i en ondskabsfuld cyklus, men nu uden Thomas. Hendes mand var forsvundet ind i skovens mørke, og børnene virkede ikke til at bemærke hans fravær, som om han aldrig havde eksisteret.

Hun tog en dyb, skælvende indånding og tvang et anstrengt smil frem. “Skal vi ikke bage nogle julesmåkager?” spurgte hun med en stemme, der kun skælvede en anelse, mens hun kæmpede for at bevare fatningen. Hun måtte holde sammen på det hele, opretholde facaden af normalitet, så de kunne få en nogenlunde normal juleaften. For børnenes skyld, selvom hendes verden var ved at falde fra hinanden.

Sarah listede op ad de knirkende trapper til sommerhusets loft, mens eftermiddagslyset sivede ind gennem det støvede tagvindue og kastede et svagt, gyldent skær over rummet. Støvet lå tykt i luften som et usynligt tæppe, der dæmpede alle lyde, og spindelvæv dækkede de slidte kasser og møbler, der stod stablet i hjørnerne. Med rystende hænder og et hamrende hjerte trak hun en støvet kasse ud fra bunken og åbnede den forsigtigt, som var den en skrøbelig skat fra en svunden tid. Der, mellem gamle breve og minder fra en fortid, der føltes som en anden verden, lå hendes dagbog fra dengang, en stille vogter af hendes mørkeste hemmeligheder.

Siderne var gulnede og skrøbelige, som var de lavet af det fineste pergament, da Sarah forsigtigt åbnede bogen med samme varsomhed, som man ville behandle et skrøbeligt fugleæg. Hendes egen håndskrift, der engang havde været så fast og sikker, en afspejling af hendes ungdommelige selvsikkerhed, dansede nu for hendes øjne som små sorte myrer på papiret, mens minderne strømmede tilbage med overvældende kraft, som en flodbølge af fortrængte følelser. Detaljer om ulykken, hvor hun havde kørt en mand ihjel juleaften, stod mejslet ind i papiret med blæk, der var løbet ud i kanterne af tårernes fugt, som små sorte floder af uudslukkelig skyld.

Dengang, i chokkets og fortvivlelsens første intense timer, havde hun ikke kunnet tale med nogen om det forfærdelige, der var sket. Skylden og angsten havde været for overvældende, en kvælende byrde, så dagbogen var blevet hendes eneste fortrolige i de mørkeste timer. Hun havde skjult sandheden bag en maske af normalitet og levet videre, som om intet var hændt, men konsekvenserne af hendes handlinger havde alligevel indhentet hende som en skygge, der voksede sig længere og mørkere for hvert år, der gik, en konstant påmindelse om hendes synd.

Sarah bladrede videre med rystende fingre og fandt siden, hvor hun havde skrevet om sit skæbnesvangre møde med mandens sørgende moder. Den gamle kones rynkede ansigt dukkede op i hendes erindring, som et spøgelse fra fortiden, og kvindens ord stod stadig klart, som var de brændt fast i hendes sjæl med glødende jern, en evig forbandelse. Forbandelsen, der ville ødelægge Sarahs fremtidige familie, havde dengang virket som en tom trussel fra et knust moderhjerte, men nu, i dette øjeblik, hvor skyggerne voksede sig lange i det lille loftrum, føltes den skræmmende virkelig og uundgåelig, som en mørk skæbne, der langsomt indhentede hende.

Pludselig hørte Sarah trin på trappen, tunge og langsomme. Hun fór sammen, som en forskræmt hare, og gemte hurtigt dagbogen bag ryggen med en skyldbetynget bevægelse, netop som Emma dukkede op i loftets åbning, hendes slanke skikkelse aftegnet mod det svindende dagslys. Den unge piges ansigt var sammenbidt, præget af den spænding, der havde bygget sig op mellem mor og datter, men hendes stemme var overraskende blød, da hun talte.

“Mor, jeg har tænkt over det… Måske kunne vi alligevel bage de der julesmåkager sammen? Bare for Lucas’ skyld. Han keder sig så meget heroppe uden internettet,” sagde Emma og pillede nervøst ved kanten af sin sweater, hendes grønne øjne søgende efter et tegn på forståelse hos Sarah.

Sarah nikkede og tvang et smil frem på sine læber, mens hun diskret lagde dagbogen tilbage i kassen med en næsten umærkelig skælven i hænderne, som om hun gemte en farlig hemmelighed væk. “Det er en god idé, skat. Lad os gøre det for Lucas.”

De gik ned ad trappen sammen, trætrinnene knirkede under deres fødder som en sørgelig melodi, mens Sarah kæmpede for at skjule den indre uro, der truede med at overmande hende, som en mørk flodbølge af frygt og skyld. Hemmeligheden fra fortiden var begyndt at indhente hende med ubønhørlig kraft, og hun vidste, at tiden var ved at løbe ud, som sandet i et timeglas, der langsomt, men sikkert, nærmede sig sin uundgåelige afslutning.

I sommerhusets køkken herskede en stemning af forventning og glæde, mens Sarah, Emma og Lucas stod bøjet over bordet, deres hænder dækket af mel og småkagedej. Duften af kanel og ingefær fyldte luften, en liflig aroma, der vakte minder om juler fra en svunden tid, hvor alt var enklere og mere uskyldigt. De lo og snakkede, mens de formede dejen til små stjerner og hjerter, og selv Sarah, med sine hemmelige bekymringer, fandt sig selv opslugt af øjeblikkets varme og hygge. Emma drillede Lucas kærligt, da han prøvede at spise mere dej, end han formede til kager, og Sarah kunne ikke lade være med at smile over deres sammenhold. Lucas’ kinder var røde af begejstring, og hans fingre efterlod små melspor på køkkenbordet, hver gang han ivrig rakte ud efter en ny klump dej.

Tiden fløj afsted, mens de bagte og pyntede, og før de vidste af det, var mørket faldet på udenfor, og den planlagte julemiddag var glemt i småkagernes tilblivelse. I stedet for det traditionelle måltid, samlede de sig i sofaen med fade fulde af nybagt bagværk, mens de pakkede gaver op i skæret fra stearinlysene og julelyskæden, der blinkede muntert i vinduet. Varmen fra pejsen knitrede hyggeligt og kastede dansende skygger på væggene. Duften af brændt træ blandede sig med kagernes søde aroma og skabte en ægte juleatmosfære.

Sarah lod sig opsluge af stemningen, og for en stund glemte hun alt om Thomas’ foruroligende forsvinden og den uhyggelige fornemmelse af, at tiden var gået i stå og det at juleaften gentog sig igen og igen. Hun nød synet af Lucas’ begejstring, da han åbnede sine gaver, og den måde, hvorpå Emma smilede, som om hun også, for en stund, havde lagt deres uoverensstemmelser bag sig. Emma havde endda givet sin lillebror en særlig tegning, hun havde lavet, hvilket fik hans øjne til at lyse af glæde. Det var et detaljeret billede af deres familie foran sommerhuset, omgivet af sneklædte grantræer og dansende snefnug. Sarah bemærkede at Thomas ikke var med på den, men undlod at spørge ind til det.

Da aftenen var omme, og trætheden meldte sig, fulgte Lucas med Sarah i seng, hans lille hånd klemt fast i hendes, som søgte han tryghed i hendes nærhed. De lagde sig til rette under den tykke, bløde dyne, og Sarah lyttede til Lucas’ åndedræt, der langsomt blev dybere og mere regelmæssigt, mens han gled ind i søvnens verden. Hun kunne høre Emma pusle rundt på sit værelse, de velkendte fodtrin der gav en følelse af normalitet. Gennem væggen kunne hun svagt høre tonerne fra Emmas hovedtelefoner.

Men freden varede ikke ved. Snart begyndte Lucas at vende og dreje sig uroligt, hans ansigt fortrukket i en grimasse af frygt, mens han mumlede usammenhængende ord om en sortklædt mand, der kaldte på ham fra skovens dybder. Sarah strøg ham beroligende over håret, mens hun hviskede trøstende ord, men hendes egen uro voksede. Hun kunne mærke kulden fra vinduet trænge ind i rummet, selvom radiatorerne kørte for fuldt blus. Frosten på ruden dannede mønstre, der mindede om lange, krogede fingre.

Pludselig fór Lucas op med et skrig, hans øjne vidt opspærrede og fyldt med rædsel. “Manden!” gispede han. “Han står udenfor vinduet!” Hans lille krop rystede voldsomt under dynen, og hans stemme var tynd af frygt. Tårerne trillede ned ad hans kinder, og hans hænder knugede dynen så hårdt, at knoerne blev hvide.

Sarah styrtede til vinduet og kiggede ud, men alt, hvad hun så, var den mørke skov og sneen, der glimtede svagt i månens kolde lys. Ingen sortklædt mand, ingen truende skikkelse, kun stilheden og natten, der lå som et tæppe over sommerhuset. Vinduesruden var dækket af et tyndt lag rimfrost, der dannede mystiske mønstre i månelyset. En enkelt gren fra det nærmeste grantræ skrabede sagte mod ruden, som fingre der kradsede på glas.

Med bankende hjerte vendte Sarah tilbage til sengen og lagde armene omkring Lucas, mens hun beroligede ham med blide ord og nussede ham i håret. Langsomt faldt han til ro og gled tilbage i en urolig søvn, mens Sarah lå vågen og stirrede op i loftet, hendes tanker fyldt med frygt for, hvad morgendagen ville bringe. Hun lyttede intenst efter lyde fra skoven, men kun vindens susen gennem granerne nåede hendes ører. De gamle træer knagede og stønnede i nattekulden.

Da morgenlyset endelig sivede ind gennem gardinerne, og Sarah vågnede fra sin lette døs, mærkede hun straks, at noget var galt. Lucas’ plads ved siden af hende var tom og kold, og hun blev fyldt med bange anelser. Hun sprang op og løb ned ad trappen, kun for at opdage det, hun frygtede mest: stuen var tom og stille, og det eneste spor af Lucas var en åben dør og de små fodspor i sneen, der førte fra døren og ud i den ventende skov. En iskold vind blæste gennem den åbne dør og første sne med sig ind i huset, og et par af gårsdagens småkager lå spredt på gulvet, som om nogen havde taget dem med sig i al hast. En enkelt småkage var knust, og krummerne blandede sig med den smeltende sne på træplankerne.

Emma kom ned ad trappen, godt pakket ind i sit tæppe, som hun havde svøbt stramt omkring sig, da kulden havde bredt sig i hele huset som en isnende tåge. Den bidende vinterluft fik hendes bare tæer til at krympe sig mod det kolde trægulv, og hun kunne mærke, hvordan kulden bed sig ind gennem tæppet og helt ind til knoglerne. Synet, der mødte hende i stuen, fik hende til at stoppe brat. Sarah sad sammensunket på gulvet foran den åbne dør, hendes krop rystet af gråd, der lød som dyb, hjerteskærende hulken. Snefnug hvirvlede ind gennem døråbningen i en hypnotisk dans og smeltede på gulvet, hvor de blandede sig med de knuste småkager der lå på gulvet.

“Mor?” Emma gik tøvende nærmere, forvirringen tydelig i hendes stemme, der dirrede let i den iskolde luft. Hendes fødder efterlod våde fodspor i sneen, der var begyndt at samle sig på gulvet. “Hvorfor er her så koldt? Hvorfor lukker du ikke døren? Og hvorfor græder du?”

Sarah løftede langsomt hovedet, og hendes øjne var røde og ophovnede, ansigtet fortrukket i smerte. Mascaren var løbet ned ad hendes kinder i sorte striber. Hun syntes at have glemt, at Emma ikke kunne huske hverken sin far eller lillebror, fanget i sin egen verden af sorg. “Lucas,” hulkede hun, navnet næsten kvalt i hendes strube. “Nu er Lucas også forsvundet.”

Emma rynkede panden, hendes grønne øjne fyldt med forvirring og stigende bekymring. Hun mærkede en klump i halsen vokse sig større. “Hvem er Lucas? Og hvem er ellers forsvundet?”

Gennem tårer fortalte Sarah om de foregående dage, hvor juleaften havde gentaget sig igen og igen som et mareridt uden ende, og hvordan både Thomas og Lucas var forsvundet på grund af hende. Hendes stemme skælvede som et efterårsblad i vinden, og kroppen rystede ukontrollabelt, mens ordene væltede ud af hende. Hun knugede sine hænder så hårdt, at knoerne blev hvide.

Emma blev helt stille, som forstenet af sin mors ord. En isnende fornemmelse, der intet havde med kulden at gøre, bredte sig i hendes krop. Hun vidste ikke, om hendes mor var blevet vanvittig, eller om hun rent faktisk fortalte sandheden. Uden et ord vendte hun sig og gik op på sit værelse for at tænke, hendes skridt tunge af forvirring.

Emmas tanker kørte i ring som en karrusel ude af kontrol, mens hun prøvede at få mening i sin mors ord. Hun vandrede hvileløst frem og tilbage på gulvet, mens skyggerne i værelset syntes at vokse sig længere. Var det virkelig muligt, at juleaften havde gentaget sig? At hun havde haft en far og en lillebror, som nu var forsvundet ind i intetheden? Eller var det bare noget, hendes mor havde fundet på i et anfald af vanvid? Frustrationen og forvirringen voksede i hende som en mørk sky, indtil de blev erstattet af en brændende vrede.

Hun stormede ned ad trappen med tunge skridt, der fik det gamle træværk til at knage protesterende, og konfronterede Sarah, hendes stemme dirrende af undertrykt raseri. “Fortæl mig sandheden!” råbte hun, ordene ekkoende gennem det tomme hus som spøgelsesråb. “Hvad er det, du skjuler? Hvad er det, der sker med vores familie?”

Sarah, stadig rystet af gråd, så op på sin datter med et blik fyldt af tung skyldfølelse og bundløs fortvivlelse. Hendes hænder rystede ukontrolleret i hendes skød. Med en skælvende stemme indrømmede hun ulykken, der var sket for mange år siden, og den forbandelse, der siden havde hjemsøgt deres familie som en mørk skygge.

Emma lyttede i chok, mens vreden voksede i hende som en altfortærende flamme. Hendes kinder blussede rødt af ophidselse. “Det er din skyld!” skreg hun, stemmen skinger af smerte og vrede. “Alt det her er din skyld! Far og Lucas er væk på grund af dig!”

I sin vrede stormede Emma ned i kælderen, hvor luften var tyk af støv. Spindelvæv strøg mod hendes ansigt. pludseligt fandt hun den sorte æske med nøglen i, og hendes nysgerrighed tog over, og for en stund glemte hun sin vrede og det hendes mor lige havde fortalt. Med rystende hænder satte hun nøglen i den låste dør, der var dukket op i kælderens fjerneste hjørne. Metallet var isnende koldt mod hendes fingre. Døren svingede op med en knirkende lyd, der lød som et døende dyrs sidste åndedrag, og afslørede et dybt, uendeligt mørke bag sig. En kold vind strøg ud fra åbningen og fik de få støvede pærer i kælderen til at svinge frem og tilbage.

En panisk frygt greb Sarah om hjertet, da hun hørte den knirkende lyd af døren, der åbnede sig dybt nede fra kælderen. Lyden sendte en iskold rædsel gennem hendes krop. Hun styrtede ned ad trappen, mens hendes hjerte hamrede vildt i brystet, og hendes bare fødder ramte de kolde betontrin med dump rytme. En iskold vind, der lugtede af gran og jord, ramte hende i ansigtet, da hun nåede ned i kælderens skumle dyb, hvor den enkelte pære kastede et svagt, gyldent skær over de fugtige vægge.

Foran hende stod døren på vid gab, og bag den strakte en uendelig skov sig, dækket af et tykt lag sne. Det var den samme skov, der havde hjemsøgt hendes mareridt i årevis. Grenene svajede i vinden, og snefnuggene hvirvlede som små, kolde stjerner i den mørke luft, der virkede tættere og mere truende end almindelig vinterluft. Sarahs øjne udvidede sig i chok og vantro. Det var umuligt. Hvordan kunne en dør i kælderen føre til en skov? Og dog vidste hun dybt inde, at dette øjeblik havde ventet på hende siden den skæbnesvangre juleaften for så mange år siden.

I det samme fik hun øje på Emma, der var på vej ind mellem træerne med målrettede skridt, tilsyneladende hypnotiseret af de lokkende stemmer, der kaldte på hende fra skovens dyb. Emmas mørke hår flagrede i vinden som et sort banner, og hendes fødder efterlod dybe spor i den urørte sne.

“Emma, nej!” råbte Sarah, men hendes stemme druknede i vindens hyl, der lød næsten som latter. Hun satte i løb, mens grenene greb fat i hendes tøj som knoglefingre, der prøvede at holde hende tilbage. Sneen var isnende kold mod hendes bare fødder, men hun ænsede det knap nok i sin desperation efter at nå sin datter, som hun følte, at hun allerede havde svigtet så mange gange før.

Emma var allerede forsvundet mellem træerne, opslugt af skovens mørke. Sarah råbte hendes navn igen og igen, mens hun løb dybere ind i skoven, men der kom intet svar. Kun den susende vind og knasende sne under hendes fødder, og måske, helt svagt, lyden af fjern latter der mindede alt for meget om stemmer fra fortiden.

Tårerne begyndte at strømme ned ad Sarahs kinder, mens frygten voksede sig større i hendes bryst som en levende ting. Først Thomas, hendes anker i livet, så den uskyldige Lucas, og nu Emma, hendes stolte, skeptiske datter. Forbandelsen var ved at tage hele hendes familie fra hende, én efter én, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle stoppe det. Skylden væltede ind over hende som en tidevandsbølge.

Hun snublede gennem skoven i blinde, mens grenene rev i hendes hår og ansigt som vredesfyldte hænder. Hendes lunger brændte af anstrengelse, og kulden bed i hendes hud som tusind små nåle, der trængte dybere og dybere ind. Men hun nægtede at give op. Hun måtte finde en måde at redde Emma på, koste hvad det ville.

Sarah faldt på knæ i sneen, udmattet og forslået. Blodet fra de mange rifter sivede ned over hendes ansigt og hænder, hvor grenene havde flænset hendes hud, og kulden havde for længst gjort hendes bare fødder følelsesløse. Hendes fingre var blå af kulde, og hendes vejrtrækning dannede små, desperate skyer i den frostklare luft. Gennem tågen af udmattelse og smerte så hun en skikkelse træde frem mellem træerne, mens snefnuggene faldt tungere omkring hende.

Kvinden i sort svævede hen over sneen, efterladende et spor af rim og frost hvor hun passerede. Hendes kjole bevægede sig som levende skygger omkring hende, og luften blev tykkere og mørkere med hvert skridt hun tog. Hendes ansigt var blegt som døden selv, og hendes øjne lyste med et hadefuldt skær, der fik luften omkring hende til at fryse til is.

“Du tog min dreng fra mig.” Kvindens stemme skar gennem luften som splintret glas, og ekkoet blev hængende mellem træerne som frosne knive. “Min eneste søn. Du kørte ham ned og efterlod ham til at dø i sneen, alene i mørket juleaften.”

Sarah krympede sig under det anklagende blik, og hendes krop rystede ukontrolleret. Minderne væltede frem som en lavine – vinflaskerne ved siden af rattet, det pludselige bump der rystede hele bilen, drengens livløse krop i sneen oplyst af bilens forlygter. Hun kunne stadig huske lyden af sneen der knasede under hendes fødder, da hun flygtede fra stedet.

“Jeg skulle aldrig have sat mig bag rattet,” hviskede Sarah, mens tårerne frøs på hendes kinder. Ordene føltes hule og betydningsløse efter alle disse år.

“Men det gjorde du. Og så løj du. Løj for politiet, for din familie, for dig selv.” Kvinden bevægede sig tættere på, og luften omkring Sarah blev så kold, at det føltes som nåle mod hendes hud. Frosten spredte sig som spindelvæv henover jorden hvor kvinden gled frem. “Nu vandrer din familie her i skoven. Se selv.”

Sarah fulgte kvindens pegende finger, hvis knogler lyste hvidt gennem den gennemsigtige hud. Mellem træerne bevægede tre skikkelser sig langsomt gennem sneen. Thomas, med sine karakteristiske brede skuldre og den slidte flanelskjorte, der nu var dækket af rim. Lucas, lille og spinkel i sin røde vinterfrakke, hans ellers så livlige ansigt nu stivnet i en udtryksløs maske. Emma, med det lange mørke hår der dansede i vinden, hendes teenagerebellion erstattet af en uhyggelig føjelighed. Men deres øjne var tomme som isede vinduer, deres bevægelser mekaniske og livløse.

“De er her, men de er ikke længere dine,” sagde kvinden med en stemme fuld af ondskabsfuld tilfredshed, mens hun nød synet af Sarahs stigende rædsel. “De har glemt dig. Glemt alt. Nu er de bare tomme skaller, der vandrer hvileløst rundt. Præcis som min søn skulle have været i live denne jul, hvis ikke du havde været så selvisk og drukket dig fra sans og samling, og så ikke kunne finde ud af at gå de 500 meter du havde hjem.”

Sarah prøvede at kalde på dem, men hendes desperate råb druknede i sneen, der faldt stadig tættere omkring dem. De gik bare videre med slørede blikke, som marionetter uden snore, fortabt i skovens evige vinter. Deres fodspor fyldtes øjeblikkeligt med ny sne, som om de aldrig havde været der.

“Dette er din straf,” hviskede kvinden, mens hun lænede sig tæt på Sarahs øre, hendes iskolde ånde fik Sarahs hud til at krybe. “At se dem, men aldrig kunne nå dem. At vide at din egoisme kostede dig alt det, du elskede. Du skal leve med denne smerte, præcis som jeg har måttet leve med min.”

Sarah vågnede langsomt op, hendes krop føltes tung og smertefuld som om hun havde ligget i samme position i dagevis. Hun lå på det iskolde trægulv i sommerhuset, alene og forvirret, mens støvet dansede i de få lysstråler, der trængte ind gennem de tilisede ruder. Huset var tomt og koldt, pejsen var gået ud for længst. Hun prøvede at samle sine tanker, men alt var sløret og uklart, som om hendes minder var viklet ind i et tykt lag vattering. Hvor var hendes familie? Hvordan var hun kommet tilbage til huset?

Med en kraftanstrengelse kom Sarah op at sidde og så sig omkring i det velkendte, men alligevel fremmedgjorte rum. Noget var anderledes, fundamentalt forandret på en måde der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Billederne på væggene, som engang viste glade familieminder fra bedre tider, var nu blanke og tomme, kun med Sarahs eget spejlbillede tilbage, som stirrede anklagende tilbage på hende fra hver eneste ramme. Udenfor var sneen ikke længere ren og hvid, men havde antaget en dyster, sort farve, som om selve naturen var blevet inficeret af en ondsindet kraft. Tiden føltes frosset fast, som om den havde mistet al betydning i denne forvrængede version af virkeligheden.

Sarah prøvede at rejse sig, men smerten skød op gennem hendes fødder som tusind nåle. Hun kiggede ned og så de blå og lilla mærker fra frosten, der havde bidt sig fast i hendes hud som et grimt mønster af lidelse. Hun haltede hen til den kolde pejs, hver bevægelse en kamp, og begyndte mekanisk at stable brænde op, desperate efter varme og trøst i denne golde verden.

Efter at have tændt op, sank Sarah sammen foran ilden, stirrende ind i flammerne uden rigtig at se dem, mens skyggerne dansede på væggene omkring hende. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende som vilde heste. Hvor lang tid var der gået? Hvilken dag var det? Sulten gnavede i hendes mave som en sulten rotte, men føltes fjern og uvigtig i forhold til den altoverskyggende følelse af tab og forvirring.

Til sidst tvang Sarah sig selv op og ud på badeværelset, hvor spejlet var dækket af et tyndt lag rim. Hun lod det varme vand skylle over sin mishandlede krop, rensede sine sår med mekaniske bevægelser, mens dampen steg op omkring hende som spøgelser. Hun klædte sig på uden at tænke, som en robot der fulgte et forudbestemt program, hver bevægelse tom for mening.

Da hun vendte tilbage til stuen, bemærkede hun fadet på bordet, men julekagerne var væk, kun krummer tilbage som et spor i sandet. I køkkenet ventede en frisk and og ingredienser til risalamande, som om usynlige hænder havde forberedt det hele til endnu en juleaften.

Men intet af det føltes rigtigt længere. Ikke uden hendes familie, ikke i dette kolde, tomme hus hvor tiden stod stille og hver ny dag var en grusom gentagelse af den foregående, som et mareridt hun ikke kunne vågne fra. Sarah sank ned på gulvet igen, lammet af sorg og fortvivlelse, mens juleaften begyndte forfra endnu engang i en endeløs løkke af ensomhed og smerte, og kulden krøb ind i hendes knogler som en velkommen bedøvelse.

Dagene gled sammen i en tåget strøm af gentagelser, hvor hver juleaften startede og sluttede på samme måde, uanset hvad Sarah gjorde. Hun prøvede desperat at bryde mønsteret, at finde en vej ud af dette mareridt, men intet virkede. Hver morgen vågnede hun op til duften af friskbagt brød og lyden af klokkespil, som en grusom parodi på julestemning. Selv kalenderen på væggen nægtede at skifte dato, fastfrosset på den 24. december som et håndgribeligt bevis på hendes fangenskab.

Sarah følte, at hun langsomt mistede grebet om virkeligheden. Hun vandrede rundt i det tomme hus som et spøgelse, talte til sig selv bare for at høre en menneskelig stemme. Nogle gange troede hun, at hun kunne høre ekkoet af Lucas’ latter eller lyden af Thomas’ skridt på trappen, men når hun vendte sig om, var der ingen. Kun tomme rum og støvede møbler mødte hendes blik, og selv familieportrætterne på væggene syntes at falme dag for dag.

En dag, mens Sarah stirrede ud ad vinduet med slørede øjne, fik hun et glimt af skygger, der bevægede sig mellem træerne. Hendes hjerte sprang et slag over. Det var dem, hendes familie! Hun styrtede ud ad døren, desperat efter at nå dem, men jo tættere hun kom på skoven, jo længere væk virkede de. Sneen knirkede under hendes fødder, og hendes ånde dannede små hvide skyer i den bidende kulde.

“Thomas! Emma! Lucas!” råbte hun, men hendes stemme blev opslugt af den tunge stilhed. Skyggerne forsvandt mellem de sorte træstammer, altid uden for rækkevidde. Grenene syntes at strække sig ud efter hende, som spøgelsesagtige fingre der prøvede at holde hende tilbage.

Udmattet og fortvivlet faldt Sarah på knæ i den kolde sne. Tårerne frøs på hendes kinder. Det var da hun mærkede en velkendt kulde krybe op ad ryggen, og en skygge faldt over hende. Hun kiggede op og så direkte ind i de tomme øjne på kvinden i sort, hvis nærvær fik selv luften omkring dem til at stivne af frost.

“Din tid er ved at rinde ud,” hviskede kvinden med en stemme som knasende frost. “Snart vil du være fanget her for evigt, ligesom dem.” Hendes ord hang i luften som små iskrystaller, skarpe og skærende.

Sarah rystede på hovedet, nægtede at acceptere det. “Nej, jeg finder en vej ud. Jeg finder min familie!” Hendes stemme dirrede af en desperation, der kun blev dybere for hver gentaget juleaften.

Men kvinden lo bare, en skrattende lyd som istapper der knuses. “Du kan ikke undslippe din straf. Dette er prisen for dine synder.” Den sorte kjole bølgede omkring hende som levende skygger.

Og med de ord opløstes hun i en hvirvelvind af snefnug, efterlod Sarah alene og frysende på det øde landskab. Sarah knugede armene om sig selv og stirrede op på den blyfarvede himmel, mens en dyb fortvivlelse bredte sig i hende. Hvordan kunne hun redde sin familie, når hun ikke engang kunne redde sig selv? Vinden hylede gennem træerne som et ekko af hendes indre smerte, og mørket begyndte langsomt at samle sig omkring hende.

Sarah fandt nøglen og tændte det sorte lys fra æsken. Flammen var svag og sitrede, som om den kæmpede mod mørket i rummet. Den kastede et blåligt skær, der fik væggene til at se ud som is. Det uhyggelige lys fik hendes skygge til at danse på væggen bag hende, forvrænget og unaturligt stor. Skæret kastede lange skygger på væggene, og hun hørte hviskende stemmer i kanten af sin bevidsthed, som blade der rasler i vinden. De syntes at komme fra selve murene, som om de var fanget i husets fundament. Stemmerne kaldte hendes navn, men det var umuligt at høre, om det var hendes familie eller noget andet, noget farligere, der lurede i mørket.

Med nøglen i hånden og lyset i den anden gik Sarah mod kælderen. Hendes skridt ekkoede i det mørke hus, og hun mærkede kulden blive stærkere for hvert skridt, som om selve luften frøs omkring hende. Træværket knagede under hendes fødder, en dyb, klagende lyd der mindede om gamle knogler. Da hun åbnede døren til kælderen, så hun, at den sorte dør stod på klem. Fra åbningen strømmede en uhyggelig tåge, tyk og grå som røg fra en ulmende brand, og hun hørte lyde – skridt i sneen, gråd og svage ekko af Lucas’ latter, der syntes at komme fra alle retninger på én gang. Latteren lød forvrænget, som afspillet på et gammelt bånd der kørte baglæns.

Hun trådte ind i skoven bag døren, og sneen begyndte straks at falde tungere, store sorte fnug der dalede lydløst ned omkring hende. De smeltede ikke på hendes hud, men efterlod i stedet små, kolde mærker som ar. Jorden under hende føltes ikke som sne, men som aske, der klæbede sig til hendes støvler med en næsten levende insisteren. Den knasede under hendes skridt med en lyd som knuste knogler. Skoven var mørk og klaustrofobisk, og træerne så forvredne ud, som om de led, deres grene vredet i unaturlige vinkler mod den sorte himmel. Barken på træerne var sort og ru, og nogle steder syntes den at pulse svagt, som om der løb sort blod gennem træernes årer.

Pludselig så hun en skikkelse i det fjerne. Det var Thomas, hendes mand, genkendelig selv på afstand med hans karakteristiske holdning og den velkendte flanelskjorte, nu dækket af rim. Han stod med ryggen til, dækket af et tyndt lag sne, som om han havde stået der i evigheder. Sarah råbte hans navn, men han reagerede ikke, som om lyden blev slugt af sneen, før den nåede ham. Hendes stemme lød fremmed i hendes egne ører, tynd og skinger. Hun løb hen til ham og lagde hånden på hans skulder. Han vendte sig langsomt om, men i det øjeblik hun rakte ud efter ham, smeltede han væk som sne for solen, og hun greb kun den tomme luft, der føltes kold og død mod hendes hud. Der, hvor han havde stået, var kun et mørkt aftryk i sneen.

Fortvivlet og alene stod Sarah tilbage i den mørke skov, omgivet af den sorte sne og den kvælende stilhed, der pressede sig ind på hende fra alle sider. Kulden krøb ind under hendes tøj som isnende fingre. Det sorte lys i hendes hånd blafrede svagt, en skrøbelig flamme mod det altopslugende mørke, der syntes at vokse for hvert sekund. Hun kiggede sig omkring, desperat efter et tegn på sin familie, men der var intet – kun de hviskende stemmer og den bidende kulde, der trængte ind i hendes knogler som nåle af is. Luften selv føltes tyk og klæbrig, som om den var fyldt med usynlige spindelvæv, der klæbede sig til hendes hud og hår.

Sarah bevægede sig dybere ind i skoven, hvor træerne stod tættere og mørkere, deres grene filtrede sammen som sorte kløer mod den grå himmel. Det sorte lys kastede skygger, der syntes at bevæge sig selvstændigt mellem stammerne, dansende som levende væsener. I sneen foran hende lå Lucas’ røde strikhue, den som hun selv havde strikket til ham sidste vinter, nu dækket af rim som om den havde ligget der længe. Hun samlede den op med rystende hænder, følte hvordan kulden bed i hendes fingre. Stoffet var stivfrossent og føltes sprødt som gamle blade, knasende under hendes berøring.

Længere fremme glimtede noget i sneen. Emmas telefon, den som hun aldrig slap af syne, lå nu med skærmen revnet og dækket af is. Sarah kunne se de sidste beskeder Emma havde skrevet – desperate ord om at være fanget, at alt var koldt, at skyggerne bevægede sig omkring hende. Ordene blegnede og forsvandt mens Sarah læste dem, som blæk der opløses i vand, og efterlod kun en sort skærm der spejlede hendes forfærdede ansigt.

Ved foden af et forvredet grantræ lå Thomas’ jakke sammenkrøllet, den brune læderjakke han havde båret hver vinter siden deres første møde. Den var stiv af frost, og da Sarah rørte ved den, knasede den som tyndt is under hendes fingre. Fra forskellige retninger hørte hun deres stemmer – Lucas’ latter der ekkoede mellem træerne som en spøgelsesagtig melodi, Emmas råb om hjælp der syntes at komme fra jorden selv, vibrerende gennem hendes fødder, Thomas’ dybe stemme der kaldte hendes navn, svagere og svagere for hvert ekko.

“De er her alle sammen nu.” Kvinden i sort trådte frem bag et træ, hendes kjole bølgende i en ikke-eksisterende vind som mørke skyer før en storm. Hendes øjne var tomme som bundløse brønde, og kulden omkring hende var så intens, at luften syntes at krystallisere. “Din familie. Fanget i skoven. Præcis som min søn blev fanget i døden den juleaften.”

Sarah knugede Lucas’ hue ind til brystet, mærkede hvordan frosten fra den trængte gennem hendes jakke. “Slip dem fri. De har ikke gjort noget.”

“Ligesom min søn ikke havde gjort noget?” Kvindens stemme var kold som vinden, skærende som istapper. “Du efterlod ham i sneen. Alene. Nu kan du mærke hvordan det føles – at være så tæt på dem du elsker, men aldrig kunne nå dem. At høre deres stemmer, men aldrig kunne røre dem igen.”

Stemmerne omkring dem blev højere, mere desperate. Sarah kunne høre Lucas græde, en hjerteskærende lyd hun genkendte fra hans mareridt, Emma skrige hendes navn med en rå desperation, Thomas’ stemme der blev svagere og svagere, som om han forsvandt længere ind i skovens mørke. Men lige meget hvor meget hun drejede rundt, kunne hun ikke se dem. Kun deres efterladte ejendele i den sorte sne vidnede om deres tilstedeværelse, som små øer af farve i et hav af mørke.

“De er her nu. For evigt.” Kvinden smilede med blåfrosne læber, et udtryk der mindede om dødens egen grimasse. “I min skov. I min verden af evig vinter, hvor tiden står stille, og hvor kærlighed fryser til is.”

Sarah faldt på knæ i den kolde sne, Lucas’ hue presset mod hendes bryst, Emmas telefon og Thomas’ jakke spredt omkring hende som stumme vidner. Tårerne frøs på hendes kinder, og ordene sad fast i halsen, kvalt af fortvivlelse.

“Jeg bønfalder dig,” fik hun endelig frem, stemmen skælvende og ru. “Giv mig en chance for at bringe dem tilbage. Jeg vil gøre hvad som helst.”

Kvinden i sort betragtede hende med hovedet på skrå, øjnene glødende som kul i det blege ansigt. “Hvad som helst?” spurgte hun, ordene skarpe som knive. “Ville du ofre dig selv for dem? Tage deres plads i denne evige vinter?”

Sarah tøvede ikke. “Ja,” hviskede hun. “Hvis det kan sætte dem fri, så ja.”

Et smil bredte sig langsomt over kvindens ansigt, et smil der ikke nåede hendes øjne. “Der er et andet valg,” sagde hun, stemmen pludselig blød som fløjl. “Du kan blive her hos dem, dele deres skæbne. Vandre gennem denne skov for evigt, så tæt på dem, men aldrig i stand til at nå dem. Eller du kan vende tilbage til huset, leve alene med dine minder, fanget i en evig gentagelse af ensomme juleaftner.”

Sarah stirrede på hende, følte hvordan kulden krøb ind i hendes knogler ved tanken om de to muligheder. At være så tæt på sin familie uden at kunne røre dem, høre deres stemmer uden at kunne trøste dem – det ville være en pine værre end døden. Men at vende tilbage til det tomme hus, til stilheden og ensomheden, til endeløse juleaftner uden dem hun elskede – det ville være som at være levende begravet, langsomt kvalt af sin egen sorg.

“Valget er dit,” sagde kvinden i sort, hendes stemme nu næsten medfølende. “Men vælg med omhu. For det vil være for evigt.”

Sarah lukkede øjnene, mærkede tårerne brænde mod sine øjenlåg. Bag hende kaldte hendes families stemmer, deres råb og gråd flettet sammen til en kakofoni af smerte og længsel. Foran hende lå huset, koldt og tomt, et monument over alt det hun havde mistet.

Sarah trak vejret dybt, hendes lunger brændende af kulde. Hun åbnede øjnene og mødte kvindens blik, fast besluttet på trods af smerten der rev i hendes hjerte.

“Jeg vælger huset,” sagde hun, ordene tunge som sten på hendes tunge. “Jeg vil bære straffen for mine handlinger, alene.”

Kvinden nikkede, en antydning af respekt i hendes øjne. “Så skal det være.”

Sarah blinkede, og pludselig stod hun i stuen, omgivet af julepyntens skinnende lys. Men varmen var forsvundet, erstattet af en isnende kulde der sivede ind i hendes knogler. Stemmerne fra hendes familie hang i luften, deres latter og samtaler fyldte væggene, men når Sarah kaldte på dem, fik hun intet svar.

Dagene gled sammen i en endeløs strøm af ensomme juleaftner. Sarah vågnede hver morgen til duften af gran og kanel, til synet af juletræet og den pyntede stue. Men glæden var blevet til aske i hendes mund, hvert smil en maske der dækkede over hendes sønderknuste hjerte.

Sneen udenfor faldt uophørligt, dækkede landskabet. Sarah stod ofte ved vinduet, stirrede ud på den tilsyneladende endeløse vinter. Nogle gange troede hun at se skygger mellem træerne, glimt af velkendte skikkelser der forsvandt så snart hun blinkede. Men når hun løb udenfor, råbende deres navne, mødte kun stilheden hende.

Årene gik, men intet ændrede sig. Sarahs hår blev gråt, hendes ansigt furet af sorg og anger. Men juleaften forblev den samme, en evig påmindelse om alt det hun havde mistet. Stemmerne fra hendes familie blev svagere med tiden, indtil de kun var hviskende ekkoer i hendes sind.

Til sidst, en kold vinternat, lagde Sarah sig i sengen for aldrig at rejse sig igen. Mens livet sivede ud af hende, indså hun, at hun aldrig ville blive genforenet med sin familie, og at hun aldrig ville kende til deres skæbne i alle detaljer. Uvisheden var en gave og straf på samme tid, som havde plaget Sarah i mange år, hun havde mistet alt håb, og døden var på ingen måde en forløsning, kun en følge af en gammel, træt og plaget krop der ikke kunne mere. Sarah to sit sidste åndedræt, og med det forsvandt alle minder om en opløst familie der for længe siden tog ud i skoven for at holde en hyggelig jul og blive tættere igen.