Jeg husker tydeligt den dag, det hele begyndte. Efterårets tåge lå tæt omkring byen, da jeg kørte på arbejde. Skolens gange var fyldt med den sædvanlige summen af liv, elever der småsnakkede og lærere der hastede forbi med stabler af bøger under armen. Alt virkede så normalt, så velkendt.

Som dansklærer på Randers Gymnasium havde jeg tilbragt de sidste femten år med at forme unge sind, at guide dem gennem litteraturens labyrint og livets kompleksiteter. Mine elever kaldte mig “Hr. Møller” med en blanding af respekt og tillid, der gjorde mig stolt hver eneste dag. Jeg elskede mit arbejde, mit liv, denne lille by, der havde været mit hjem i så mange år.

Men den dag, den 23. oktober, skulle alt det ændre sig for evigt.

Det var først i frikvarteret, at jeg bemærkede noget usædvanligt. En flok elever stod samlet om en dreng, der lå livløs på jorden. Blodet løb fra et dybt sår i hans pande, og jeg kunne høre dem hviske nervøst om en ulykke. Marcus Andersen, en af mine tredje-års elever, lå ubevægelig med lukkede øjne, mens hans brystkasse hævede og sænkede sig i ujævne stød.

Jeg skubbede mig vej gennem mængden og knælede ved hans side. “Ring efter en ambulance!” råbte jeg til de omkringstående elever, mens jeg undersøgte skaden. Såret var dybt og alvorligt, han måtte have ramt hjørnet af det tunge egetræsbord med betydelig kraft.

“Hvad skete der?” spurgte jeg, mens jeg pressede mit lommetørklæde mod såret for at standse blødningen.

“Han faldt,” stammede en af pigerne. “Han rejste sig hurtigt fra stolen og blev svimmel. Så faldt han og slog hovedet.”

Marcus’ øjne flakkede under de lukkede øjenlåg, og jeg kunne se, at han var ved at komme til bevidsthed. “Marcus?” sagde jeg blidt. “Kan du høre mig?”

Han åbnede øjnene langsomt og så forvirret op på mig. “Hr. Møller? Hvad… hvad skete der?”

“Du slog hovedet,” forklarede jeg. “Lig stille, ambulancen er på vej.”

Men da jeg løftede lommetørklædet for at tjekke såret, standsede jeg forbløffet. Blødningen var holdt op. Ikke bare blevet mindre, den var fuldstændig stoppet. Og da jeg kiggede nærmere, kunne jeg se, at såret begyndte at lukke sig sammen.

“Det er ikke muligt,” hviskede jeg og gned mine øjne for at sikre mig, at jeg ikke hallucinerede.

Marcus rørte forsigtigt ved sit hoved og mærkede efter det sår, der for få minutter siden havde blødt kraftigt. “Det gør ikke ondt,” sagde han forvirret. “Hvorfor gør det ikke ondt?”

I løbet af de næste ti minutter, mens vi ventede på ambulancen, så vi alle sammen såret hele fuldstændigt. Huden voksede sammen, som om skaden aldrig var sket. Da ambulanceredderne ankom, fandt de en fuldstændig rask dreng uden så meget som et ar.

“Er I sikre på, at han var såret?” spurgte den ene redder skeptisk, mens han undersøgte Marcus grundigt.

Jeg stirrede på det blodige lommetørklæde i mine hænder og vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det var først senere den dag, at jeg indså, at Marcus’ ulykke ikke var et isoleret tilfælde. Under frokostpausen kom lærerværelsets samtaler til at dreje sig om mærkelige hændelser rundt omkring i byen.

Birgitte Hansen, der underviste i matematik, fortalte om sin nabo, fru Larsen, en kvinde på 78 år, der var faldet ned ad trapperne til sin kælder om morgenen. “Hendes datter ringede til mig i panik,” sagde Birgitte og rystede på hovedet. “Hun var sikker på, at hendes mor havde brækket hoften. Men da de kom til skadestuen, var der intet i vejen med hende. Slet intet.”

“Det samme skete med min svoger,” tilføjede Jens Mortensen fra idrætsafdelingen. “Han skar sig dybt i fingeren, da han reparerede sin bil. Vi kunne alle se benet gennem såret. Men da vi kom tilbage med forbindingsmateriale, var der kun en tynd streg tilbage.”

Jeg lyttede til disse historier med voksende uro. En eller to tilfælde kunne måske forklares, men dette var et mønster. Noget fundamentalt var anderledes i vores lille by.

De næste dage bragte flere og flere beretninger. En bygningsarbejder, der faldt fra et stillads og stod op uden skrammer. Et barn, der blev påkørt af en cykel og rejste sig som om intet var sket. En ældre mand, der fik et hjerteanfald på gaden, men som var fuldstændig rask, da ambulancen ankom.

I begyndelsen var der en følelse af eufori, en slags kollektiv lettelse over at være blevet fri for livets ultimative frygt. Folk begyndte at tale om mirakler, om guddommelig indblanding. Kirken blev pludselig fyldt hver søndag med mennesker, der søgte svar.

Men efterhånden som dagene gik, og ingen viste tegn på at ældes eller blive syge på normal vis, begyndte en underlig uro at brede sig. Ældre mennesker, der havde været syge i årevis, var pludseligt energiske og stærke. Børn, der havde haft kroniske sygdomme, var fuldstændig raske. Det var, som om døden havde sluppet sit greb om vores lille samfund.

Jeg kastede mig over bøgerne, desperat efter at finde en forklaring på dette uforklarlige fænomen. Mine aftener blev tilbragt i byens lille bibliotek, hvor jeg gennemlæste gamle legender og myter, videnskabelige afhandlinger og historiske optegnelser. Jeg læste om spontan helbredelse, om placebo-effekter, om mange ting. Men intet af det jeg fandt, kunne forklare omfanget af det, vi oplevede.

Det var under denne intensive research, at jeg første gang stødte på navnet Morbus i en gammel bog om europæisk folklore. Bogen var så gammel og skrøbelig, at siderne næsten faldt fra hinanden i mine hænder. Den beskrev en ældgammel ond ånd, der tilbød mennesker det, de mest ønskede sig, men altid til en pris, de ikke forstod, før det var for sent.

“Morbus, Dødens Fjende,” læste jeg højt for mig selv i bibliotekets tomme læsesal. “Han, som tilbyder liv uden ende, men kun for at høste sjæle uden antal.”

Men det var kun folklore, sagde jeg til mig selv. Overtro fra en mindre oplyst tid. Alligevel kunne jeg ikke ryste følelsen af, at der var en forbindelse.

Og imens begyndte byen langsomt at forandre sig på måder, der var mere subtile, men ikke mindre foruroligende. De daglige rutiner fortsatte, men der var en underlig stemning i luften. Folk begyndte at opføre sig anderledes. De smilede mere, men smilene nåede ikke deres øjne. De talte om deres “velsignelse,” men med en tvungen entusiasme, der virkede påtaget.

Gaderne, der engang havde været fyldt med livlig aktivitet, blev gradvist mere stille og øde i de sene nattetimer. Folk trak sig tilbage til deres hjem tidligere og tidligere, som om de var bange for noget, de ikke kunne navngive.

Selv naturen syntes at reagere på forandringen. Træerne mistede deres blade tidligere end normalt, selv midt i hvad der burde have været høstens højdepunkt. Blomster visnede uden åbenbar grund. Og en evig tåge syntes at lægge sig over byen, gråt og koldt, der aldrig helt forsvandt, selv på de klareste dage.

Det var omkring denne tid, at jeg første gang lagde mærke til de små forandringer i folks udseende. Intet dramatisk, bare subtile ændringer, der fik dem til at se… anderledes ud. Deres hud blev lidt mere bleg, deres øjne lidt mere matte. Som om livet langsomt blev suget ud af dem, selv mens de påstod at være mere levende end nogensinde.

Mine egne elever var blandt de første, jeg bemærkede forandringen hos. Marcus, drengen der var faldet, virkede mere apatisk under mine timer. Han sad og stirrede tomt ud ad vinduet, tilsyneladende ikke interesseret i de tekster, vi læste, eller de diskussioner, vi havde.

“Marcus,” sagde jeg efter en time, hvor han havde siddet fuldstændig stille. “Er du okay?”

Han så op på mig med øjne, der virkede fjerne og uklare. “Selvfølgelig, Hr. Møller. Jeg har aldrig haft det bedre.”

Men måden han sagde det på, det monotone tonefald, fik kuldegysninger til at løbe ned ad min ryg. Det var ikke Marcus’ stemme, ikke den entusiastiske dreng, jeg kendte.

Det var på dette tidspunkt, at Elvira dukkede op i vores by.

Hun kom på en tirsdag morgen, da tågen var særligt tyk. Ingen vidste, hvor hun kom fra, eller hvorfor hun havde valgt vores lille by. Men der var noget ved hendes tilstedeværelse, der øjeblikkeligt tiltrak opmærksomhed.

Elvira var en kvinde af ubestemmelig alder, hun kunne have været tredive eller halvtreds, for hendes ansigt bar ingen tegn på år eller bekymringer. Hendes hår var så hvidt som nyfaldet sne, men ikke på grund af alder. Det skinnede med en næsten overnaturlig glans, og når hun bevægede sig, syntes det at svæve omkring hende som en sky.

Hendes øjne var det mest slående. De var så blå, at de næsten virkede gennemsigtige, og når hun kiggede på en, var det som om hun kunne se direkte ind i ens sjæl. Der var en dybde i dem, der syntes at rumme århundreders visdom og hemmeligheder.

Hun var klædt i enkle, hvide gevandter, der aldrig syntes at blive snavset eller krøllede, uanset vejret. Og når hun talte, var det med en stemme som silke og honning, der fik selv de mest skeptiske til at lytte.

Elvira tog ophold i det gamle pensionat på hjørnet af Torvet og Bredgade, en bygning der havde stået tom i årevis. Inden for få dage havde hun samlet en lille gruppe af følgere omkring sig, folk der var draget af hendes tilstedeværelse og hendes ord om håb og fornyelse.

Jeg så hende første gang til et møde på rådhuset, hvor borgmesteren havde indkaldt til en diskussion om de mærkelige hændelser i byen. Salen var fyldt med nervøse borgere, der alle søgte svar på det, der skete omkring dem.

“Måske skulle vi kontakte sundhedsmyndighederne,” sagde en af de ældre kvinder. “Dette er ikke naturligt.”

“Naturligt?” Elviras stemme skar gennem mumlen i salen som en klinge gennem silke. Alle vendte sig for at se på hende, hvor hun stod bagest i salen med sine hænder foldet foran sig.

Hun gik langsomt frem til podiet, og jeg følte hele salen holde vejret. Der var noget ved hendes tilstedeværelse, der krævede opmærksomhed og respekt.

“Hvad er naturligt?” fortsatte hun, da hun nåede frem til mikrofonen. “Er det naturligt at lide? Er det naturligt at dø? Er det naturligt at miste dem, vi elsker til sygdom og ulykker?”

Hendes øjne svævede henover forsamlingen, og jeg følte et koldt stød, da hendes blik kort hvilede på mig.

“I er blevet velsignet,” sagde hun med en stemme, der fyldte hele salen. “Gud har udvalgt jer til at være pionerer for en ny tidsalder. En tid uden smerte, uden sorg, uden den konstante frygt for døden.”

Stemmerne i salen ændrede karakter. Hvor der før havde været nervøsitet og frygt, var der nu interesse og håb.

“Men hvorfor os?” spurgte borgmesteren. “Hvorfor vores by?”

Elvira smilede, og hendes ansigt lyste op som solen, der bryder gennem skyer. “Fordi I er rene af hjerte. Fordi I er værdige. Fordi Gud har set jeres lidelser og besluttet at befri jer.”

Hun talte i en time om en højere plan, om et guddommelige formål, der ville gøre os til fyrtårne for resten af verden. Hun lovede svar på alle vores spørgsmål og trøst for alle vores bekymringer.

Folk lyttede begejstret til hendes ord, desperate efter at finde mening i det kaos, der havde ramt vores by. Her var endelig nogen, der kunne forklare det uforklarlige, der kunne give deres nye virkelighed en sammenhæng.

Men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at der var noget galt. Måske var det læreren i mig, den del der altid havde været skeptisk over for simple svar på komplekse spørgsmål. Eller måske var det bare en primitiv instinkt, der advarede mig om fare.

Der var noget ved måden, hun talte på, der mindede mig om de kulter, jeg havde læst om i mine historietimer. Den karismatiske leder, der lovede redning til de desperate. Den simple besked, der tiltalte dem, der søgte mening i kaos.

Efter mødet gik jeg frem til hende, drevet af både nysgerrighed og mistro.

“Du taler med stor sikkerhed om guddommelige planer,” sagde jeg, da jeg nåede frem til hende. “Hvad bygger du denne sikkerhed på?”

Hun vendte sig mod mig med det samme rolige smil. “Jeg bygger den på tro, Hr. Møller. På visdom, der er ældre end vores moderne tvivl.”

Det faktum, at hun kendte mit navn, selvom vi aldrig var blevet præsenteret, skulle have advaret mig. Men i det øjeblik var jeg mere fokuseret på hendes svar.

“Tro er en skøn ting,” svarede jeg. “Men den bør bygge på sandhed, ikke på ønsketænkning.”

“Og hvad er sandhed?” spurgte hun, hendes øjne borede sig ind i mine. “Er det sandheden, at I nu er fri for lidelse? Er det sandheden, at døden ikke længere har magt over jer? Eller er det sandheden, at I nægter at acceptere den gave, I er blevet givet?”

Jeg mærkede et koldt stød af noget, jeg ikke kunne identificere. Der var noget ved hendes ord, der fik det til at føles, som om hun kunne læse mine tanker, som om hun vidste ting om mig, jeg ikke engang vidste selv.

“Jeg tror på at stille spørgsmål,” sagde jeg til sidst. “Det er sådan, vi lærer, sådan vi vokser.”

“Og jeg tror på at give svar,” svarede hun. “Kom til mig, når du er klar til at høre dem.”

Med de ord vendte hun sig om og gik væk, efterlod mig med en følelse af uro, der ville plage mig i de kommende dage.

Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg lå i min seng og stirrede op i loftet, mens hendes ord gennemrungede i mit hoved. Der var noget ved hende, noget, der ikke stemte. Men hvad?

Jeg stod op og gik hen til vinduet, kiggede ud over den sovende by. Tågen hang stadig tung over gaderne, og i det svage lys fra gadelamperne kunne jeg se skikkelser, der bevægede sig langsomt gennem mørket. Folk, der ikke kunne sove, ligesom mig. Eller måske folk, der ikke længere havde brug for søvn.

Det var en tanke, der fik mit blod til at løbe koldt. Hvad nu hvis vores “velsignelse” ikke kun omfattede helbredelse af skader? Hvad nu hvis den også påvirkede vores basale behov? Hvad nu hvis vi langsomt ophørte med at være menneskelige?

De næste dage observerede jeg mine elever og kolleger mere nøje. Og det, jeg så, bekræftede mine værste frygt. Folk spiste mindre, sov mindre, talte mindre. De bevægede sig med en mærkelig, næsten robotagtig præcision. Og deres øjne… deres øjne mistede mere og mere af deres glans for hver dag, der gik.

Det var da, jeg besluttede mig for at finde sandheden, uanset hvad den måtte koste.

Min undersøgelse begyndte i byens arkiver, som var placeret i kælderen under rådhuset. Som pensioneret bibliotekar havde Gerda Sørensen nøglerne og adgang til samlingerne, og hun var venlig nok til at lade mig gennemgå de gamle dokumenter i de stille timer efter lukketid.

“Du leder efter noget bestemt, Jonas?” spurgte hun, da jeg for tredje aften i træk var kommet for at grave gennem de støvede papirer.

“Bare noget om byens historie,” sagde jeg vagt. “Noget om tidligere epidemier eller usædvanlige hændelser.”

Gerda nikkede og lod mig arbejde i fred. Hun var en af de få, der endnu ikke syntes helt påvirket af forandringerne. Måske fordi hun allerede var over firs, eller måske fordi hendes livslange arbejde med bøger og dokumenter havde gjort hende naturligt skeptisk over for enkle forklaringer.

Det var i de ældste arkiver, jeg fandt de første ledetråde. Dokumenter fra midten af 1800-tallet, skrevet med en håndskrift, der var svær at tyde. Men langsomt arbejdede jeg mig gennem teksterne, og det billede, der tegnede sig, var foruroligende.

I 1874 havde byen været ramt af en mærkelig sygdom, der syntes at påvirke alle levende væsner. Ikke mennesker alene, men dyr og planter også. Kreaturer døde på markerne, træer visnede uden grund, og selv fuglene forsvandt fra himlen.

“Dødens Store Plage,” kaldte en af krønikeskriverne det. “Som om selve livet var blevet suget ud af vores kære by.”

Folk var desperate. Deres levebrød forsvandt, deres børn sultede, og ingen vidste, hvad årsagen var, eller hvordan de skulle stoppe det. Det var da, ifølge dokumenterne, at byens ældste havde gjort noget drastisk.

“De ti vise mænd samledes i kirkens dyb,” skrev kronikøren. “Der, hvor de gamle sten hviler, indgik de en pagt for at redde os alle.”

Pagten. Der var det ord igen. Men disse dokumenter var 150 år gamle, der var ingen direkte forbindelse til vores nuværende situation. Eller var der?

Jeg regnede hurtigt. 1874 plus 150 år… Det gav 2024. Dette år.

Mine hænder rystede, da jeg læste videre. Der var ikke mange detaljer om pagtens natur, men der var hints. Referencer til “den store pris” og “løftet om fornyelse.” Og så, i den sidste indgang, en sætning, der fik mit hjerte til at standse:

“Vi har reddet byen, men måtte Gud tilgive os for det, vi har påført vores efterkommere.”

Jeg sad tilbage i den kolde arkivkælder og prøvede at forstå implikationerne. Vores forfædre havde indgået en aftale 150 år siden for at redde byen fra en plage. Og nu, præcis 150 år senere, oplevede vi disse “mirakler.” Var der en forbindelse?

Jeg havde brug for mere information, men de relevante dokumenter syntes at være forsvundet. Der var huller i arkiverne, tomme mapper, hvor der skulle have været papirer fra den periode.

“Gerda,” kaldte jeg, da jeg hørte hende komme ned ad trappen. “Er der dokumenter fra 1874, der er blevet flyttet eller fjernet?”

Hun kom hen til mig med et bekymret udtryk. “Ikke som jeg ved af, Jonas. Men…” Hun tøvede.

“Men hvad?”

“Der var en kvinde her for et par uger siden. Lige efter disse mærkelige ting begyndte at ske. Hun sagde, at hun var historiker og havde brug for at se nogle specifikke dokumenter fra 1870’erne.”

Mit hjerte begyndte at slå hurtigere. “Hvordan så hun ud?”

“Smuk kvinde med hvidt hår. Hun havde alle de rette papirer, al den nødvendige autorisation. Jeg så ingen grund til at nægte hende adgang.”

Elvira. Hun havde været her før mig, havde fjernet de beviser, hun ikke ønskede, at andre skulle se.

“Tog hun noget med sig?”

Gerda rynkede panden. “Det kan hun ikke have gjort. Men hun brugte lang tid hernede. Flere timer. Og da hun gik, bad hun mig om ikke at fortælle nogen om hendes besøg. Hun sagde, det var for en privat research, der ikke måtte forstyrres.”

Jeg følte vreden boble op i mig. Elvira vidste noget om vores bys historie, noget hun ikke ønskede, at andre skulle opdage. Det bekræftede kun mine mistanke om, at hun ikke var den, hun udgav sig for at være.

De næste dage intensiverede jeg min søgen. Jeg kontaktede andre biblioteker i området, søgte på internettet efter referencer til lignende hændelser, og talte med de ældste beboere i byen om, hvad de kunne huske af familiehistorier og lokale legender.

Det var Emma Christensen, en kvinde på 89 år, der gav mig den næste vigtige ledetråd. Hun boede i et lille hus på kanten af byen og havde tilbragt hele sit liv her.

“Min oldemor fortalte mig historier,” sagde hun, da jeg besøgte hende en eftermiddag. “Om den store sygdom, der ramte byen, da hun var barn. Men hun fortalte også om noget andet. Noget de gamle folk aldrig talte højt om.”

“Hvad slags noget?” spurgte jeg og lænede mig frem i min stol.

Emma så rundt, som om hun var bange for, at nogen kunne høre os. “Hun sagde, at byens ledere havde indgået en handel med… noget ondt. Noget, der ikke hørte til i vores verden.”

“En handel?”

“De fik hjælp til at stoppe sygdommen, til at gøre byen frodig igen. Men prisen…” Hun rystede på hovedet. “Min oldemor sagde, at prisen ville blive krævet af deres børnebørns børnebørn.”

Mit hjerte hamrede. “Sagde hun noget om, hvad prisen var?”

“Hun kaldte det ‘livets forbandelse. At blive fanget mellem liv og død, hverken det ene eller det andet.”

Det passede alt for godt med det, jeg havde observeret. Folk, der ikke kunne dø, men som langsomt mistede det, der gjorde dem levende. Det, der gjorde dem menneskelige.

“Er der andre, der kender til disse historier?” spurgte jeg.

Emma nikkede. “Præsten. Hans familie har været præster her i generationer. Hvis nogen ved noget, er det ham.”

Thomas Berg. Jeg havde kendt ham i mange år som en god mand og en trofast tjener for sin menighed. Men måske vidste han mere om vores situation, end han havde ladet mig forstå.

Jeg fandt Thomas i kirken senere den aften, hvor han sad i stille bøn foran alteret. Kirken var svagt oplyst af stearinlys, og skyggerne dansede på de gamle stenvægge.

“Thomas,” sagde jeg blidt for ikke at forskrække ham.

Han så op, og jeg så øjeblikkeligt, at han bar på en stor byrde. Hans øjne var røde af træthed og bekymring, og hans ansigt var præget af en sorg, jeg ikke havde set før.

“Jonas,” sagde han og rejste sig fra sin bænk. “Jeg har ventet på dig.”

“Ventet på mig?”

“Jeg vidste, at du ville komme. Du er den eneste i byen, der stiller de rigtige spørgsmål.” Han sukkede dybt. “Og jeg tror, det er tid til, at du får nogle svar.”

Thomas førte mig til sit studie bag kirken, et lille rum fyldt med bøger og papirer. Han låsede døren bag os og tændte for en enkelt lampe.

“Det, der sker i vores by,” begyndte han, “er ikke et mirakel. Det er en forbandelse.”

Selv om jeg havde mistænkt det, var det stadig et chok at høre det sagt så direkte.

“En forbandelse?”

Thomas gik hen til sin bogreol og trak en gammel, læderindbundet bog frem. “Mine forfædre har været præster her i fire generationer. Hver har givet hemmeligheden videre til den næste, i håb om at den dag, den blev relevant, aldrig ville komme.”

Han åbnede bogen og viste mig sider fyldt med håndskrift på latin og gammelt dansk. “Min tipoldefar var præst her i 1874. Han var en af de ti mænd, der indgik pagten.”

“Fortæl mig om pagten.”

Thomas’ ansigt blev alvorligt. “Byen var døende. Ikke bare de mennesker, der boede her, men selve stedet. Jorden var blevet ufrugtbar, dyrene døde, og folk begyndte at forlade deres hjem. De ti ældste mænd i byen, borgmesteren, præsten og de rigeste købmænd, de var desperate.”

Han bladrede til en bestemt side og pegede på en tegning af et mystisk symbol. “De fandt denne bog i kirken krypt, blandt nogle meget gamle genstande. Den beskrev en måde at genkalde livet til et døende sted. Men prisen…”

“Hvad var prisen?”

“Efter 150 år ville indbyggerne i byen blive gjort udødelige. Men ikke på en velsignet måde. De ville langsomt miste deres menneskelighed, indtil de blev til intet mere end marionetter for den magt, der havde givet dem denne ‘gave.’”

Jeg følte mig svimmel. “Og hvem var denne magt?”

“Morbus,” hviskede Thomas. “En ældgammel ondskab, der nærer sig af liv og håb. Han tilbyder altid det, folk mest ønsker, men perverterer det til deres ødelæggelse.”

“Og Elvira?”

Thomas nikkede tungt. “Hun er hans sendebud. Hun kommer altid for at overvåge, når en pagt skal aktiveres. For at sikre sig, at alt forløber som planlagt.”

Jeg sank tilbage i min stol, overvældet af det hele. “Er der en måde at stoppe det på?”

“Der er en måde,” sagde Thomas langsomt. “Men prisen er høj.”

“Højere end at miste vores menneskelighed?”

“Pagten kan kun brydes ved et frivilligt offer. En person må give sit liv for at befri de andre.”

Jeg stirrede på ham. “Og det ville stoppe forvandlingen?”

“Ifølge bogen, ja. Men det skal ske på præcis den rette måde, på det rette sted, på det rette tidspunkt.” Han bladrede til en anden side. “Ritualet skal udføres i kirken krypt på den præcise 150 års dag for pagtens indgåelse.”

“Hvornår er det?”

Thomas så på mig med øjne fyldt med sorg. “31. oktober. Allerhelligenaften. Om otte dage.”

Otte dage. Vi havde otte dage til at finde en måde at redde byen på. Og nogen, én af os, skal dø for at gøre det.

“Der er mere,” sagde Thomas og vendte siden. “Morbus’ ultimative plan er ikke bare at kontrollere vores by. Når forvandlingen er fuldført, vil han bruge os som en hær til at sprede forbandelsen til andre steder. By for by, indtil hele verden er under hans kontrol.”

Billedet blev kun mørkere. Det handlede ikke længere bare om at redde vores by, men om at forhindre en global katastrofe.

“Hvad gør vi?” spurgte jeg.

Thomas lukkede bogen og så mig dybt i øjnene. “Vi kæmper. Vi finder en måde at stoppe ham.”

Der var en beslutsomhed i hans stemme, der gav mig mod. Vi var ikke magtesløse. Vi havde kendskab til sandheden, og vi havde en plan. Det eneste, der manglede, var modet til at udføre den.

Men først måtte vi forstå mere om Morbus og hans planer. Og det betød, at vi måtte komme tættere på Elvira, en kvinde, der var farligere end nogen af os havde forestillet sig.

I dagene efter min samtale med Thomas observerede jeg Elvira og hendes voksende følgeskare med en blanding af fascination og rædsel. Hvad der var begyndt som en lille gruppe nysgerrige tilhørere, var hurtigt vokset til en egentlig bevægelse.

Hun holdt sine møder i det gamle pensionat, men bygningen var blevet forvandlet på måder, der trodsede logikken. De vinduer, der tidligere havde været smudsede og sprukne, var nu krystalklare og skinnede med et indre lys. Vægge, der engang havde været afskallet og forfaldne, var nu hvide som frisk sne og syntes at gløde svagt i mørket.

Hver aften strømmede flere og flere borgere til hendes møder. Jeg så lærere fra min skole, handlende fra byens centrum, familier med børn, alle tiltrukket af Elviras magnetiske tilstedeværelse og hendes løfter om forklaring og frelse.

Jeg besluttede at infiltrere et af hendes møder for at forstå, hvordan hun manipulerede folk. En onsdag aften skjulte jeg mig blandt menneskemængden, der samledes udenfor pensionatet. Stemningen var næsten festlig, folk smilede og talte begejstret om de “mirakler,” de havde oplevet.

“Det er så fantastisk,” hørte jeg Birgitte Hansen sige til sin mand. “I fyrre år har jeg lidt af gigt i mine hænder. Nu kan jeg spille klaver igen, som da jeg var ung.”

“Og min hjertesygdom er fuldstændig forsvundet,” tilføjede Niels Madsen, en mand jeg kendte fra byrådet. “Lægen kan ikke forklare det.”

Da dørene åbnede, blev vi ført ind i hvad der engang havde været pensionatets spisestue. Rummet var nu forvandlet til noget, der lignede en moderne kirke. Rækker af hvide stole stod vendt mod et forhøjet podium, hvor Elvira ventede i sine sædvanlige hvide gevandter.

Men det var ikke kun rummet, der var forandret. Mennesker, jeg havde kendt i årevis, så anderledes ud. Deres hud var blegere, deres øjne mere glasagtige. Deres bevægelser var mere koordinerede, næsten som om de bevægede sig i takt med en usynlig rytme.

“Velkommen, mine elskede,” sagde Elvira med sin hypnotiske stemme. “Velkommen til dem, der har set lyset.”

Hun begyndte at tale om transformation, om at slippe de begrænsninger, der holdt mennesker tilbage. Hun talte om døden som en illusion, skabt af svage sind for at kontrollere de stærke.

“I har smagt på sandhed,” sagde hun og lod sit blik glide over forsamlingen. “I ved nu, hvordan det føles at være fri for frygt. Fri for smerte. Fri for de små bekymringer, der plager de mindre udviklede sjæle.”

Folk nikkede begejstret, deres øjne fikseret på hendes ansigt som hypnotiserede kaninunger.

“Men dette er kun begyndelsen,” fortsatte hun. “Der kommer en tid, meget snart, hvor I skal træffe et valg. Et valg mellem jeres gamle, begrænsede eksistens og en ny, højere form for væren.”

“Hvad kræver det af os?” spurgte en kvinde fra forsamlingen.

Elvira smilede, og det var som om temperaturen i rummet faldt flere grader. “Det kræver fuldstændig hengivelse. Fuldstændig tillid. I skal opgive jeres tvivl, jeres spørgsmål, jeres behov for at ‘forstå’ alt med jeres begrænsede intellekt.”

Jeg mærkede en kold følelse løbe ned ad min ryg. Hun talte om at opgive selve det, der gjorde os menneskelige, vores evne til kritisk tænkning, vores ret til at stille spørgsmål.

“Og hvornår sker denne… transformation?” spurgte en anden stemme.

“Meget snart,” svarede Elvira. “Der kommer en nat, hvor himlen selv vil åbne sig, og de, der er værdig, vil blive løftet til en ny tilværelse. Men kun de, der viser fuldstændig lydighed, vil blive udvalgt.”

Mødet fortsatte i to timer, mens Elara langsomt og metodisk underminerede folks evne til selvstændig tænkning. Hun brugte en blanding af frygt og begær, truede med at tage deres “gaver” væk, hvis de ikke fulgte hendes vejledning, mens hun samtidig lovede endnu større belønninger for dem, der var trofaste.

Da mødet sluttede, så jeg noget, der fik mit blod til at løbe koldt. Folk rejste sig og bevægede sig mod udgangen, men deres bevægelser var fuldstændig synkroniserede. De trådte alle med venstre fod først, vendte hovedet i præcis samme vinkel, smilede med nøjagtig samme udtryk.

De var ved at miste deres individualitet.

Jeg skyndte mig ud af bygningen og væk gennem de mørke gader, men jeg kunne ikke ryste følelsen af at være blevet observeret. Flere gange vendte jeg mig om, sikker på at jeg ville se en skikkelse følge efter mig, men gaderne var tomme.

De næste dage var som at se en by langsomt glide ind i vanvid. Flere og flere mennesker begyndte at opføre sig på den samme mærkelige, koordinerede måde. De talte mindre, smilede konstant det samme tomme smil, og deres øjne mistede mere og mere af deres individuelle karakter.

På skolen bemærkede jeg, at flere af mine kolleger var begyndt at deltage i Elviras møder. De kom på arbejde til tiden, udførte deres opgaver kompetent, men der var noget fundamentalt anderledes ved dem. De talte ikke længere om deres familier, deres hobbyer, deres drømme. I stedet talte de kun om “velsignelsen” og om hvor taknemmelige de var for at være blevet “udvalgt.”

Mine elever var også begyndt at forandre sig. Klasser, der engang havde været livlige og fyldt med diskussion, var nu stille og passiv. Eleverne sad med foldede hænder og stirrede tomt frem, som om de ventede på instrukser.

“Marcus,” sagde jeg efter en særligt bekymrende time, hvor ingen elever havde stillet et eneste spørgsmål. “Kan du blive lidt, så vi kan tale?”

Marcus, drengen der havde slået hovedet, blev siddende, mens de andre elever gik ud i deres sædvanlige synkroniserede march.

“Hvordan har du det?” spurgte jeg og satte mig ved siden af ham.

“Jeg har det perfekt, Hr. Møller,” svarede han med en monoton stemme. “Jeg har aldrig haft det bedre.”

“Men savner du ikke noget fra før? Dine interesser, dine drømme?”

Marcus kiggede på mig med øjne, der var som dybe, mørke huller. “Drømme er for dem, der ikke er tilfredse med virkeligheden. Jeg er fuldstændig tilfreds.”

Det var ikke Marcus længere. Det var en fremmed, der bar hans ansigt og hans navn, men alt det, der havde gjort ham til den person, han var, var forsvundet.

Jeg vidste, at jeg måtte handle hurtigt. Hvis denne transformation fortsatte i samme tempo, ville der snart ikke være nogen tilbage at redde.

Den aften mødtes Thomas og jeg i kirken for at planlægge vores næste træk. Vi havde fem dage tilbage til Allerhelligenaften, og vi havde brug for en plan.

“Jeg tror, at nøglen ligger i at forstå, præcis hvad Morbus planlægger,” sagde Thomas, mens han bladrede gennem sin forfaders bog. “Der må være mere information om hans ultimative mål.”

“Og vi har brug for hjælp,” tilføjede jeg. “Vi kan ikke gøre dette alene.”

“Men hvem kan vi stole på? Halvdelen af byen er allerede påvirket af Elviras indflydelse.”

Det var da, at jeg tænkte på Mette Sørensen. Hun var en af mine tidligere elever, en intelligent og modstandsdygtig ung kvinde, der var vendt tilbage til byen efter sine universitetsstudier. Hvis nogen kunne modstå Elviras manipulation, var det hende.

“Der er en, der måske kan hjælpe os,” sagde jeg til Thomas. “Men det bliver farligt for hende at blive involveret.”

“Farligere end at lade Morbus vinde?”

Jeg nikkede. Han havde ret. Vi var nødt til at tage risikoen.

Jeg fandt Mette den næste dag på biblioteket, hvor hun arbejdede som assistent. Hun var en af de få, der stadig syntes normale, hendes øjne var klare, hendes bevægelser naturlige.

“Mette,” sagde jeg og gik hen til hendes skranke. “Jeg har brug for at tale med dig. Det er vigtigt.”

Hun så op fra de bøger, hun var ved at katalogisere. “Hr. Møller? Hvad kan jeg gøre for dig?”

“Ikke her,” sagde jeg og kiggede mig omkring. Selv på biblioteket var der øjne og ører, der kunne tilhøre Elviras netværk. “Kan vi mødes et sted mere privat?”

Mette så bekymret ud, men nikkede. “Der er en lille café udenfor byen. Café Skovbrynet. Kan du møde mig der i aften klokken syv?”

“Det kan jeg.”

Café Skovbrynet lå på kanten af byen, tæt ved det skovområde, der omgav vores samfund. Det var et lille, hyggeligt sted, der ikke blev besøgt af mange af byens borgere. Perfekt til en privat samtale.

Mette var allerede der, da jeg ankom. Hun sad ved et bord i bageste hjørne, nervøst rørende i sin kaffe.

“Hr. Møller,” sagde hun, da jeg satte mig overfor hende.

Jeg tog en dyb indånding. Jeg var ved at involvere en uskyldig ung kvinde i noget, der kunne koste hende livet. Men jeg havde ikke noget valg.

“Mette, det jeg er ved at fortælle dig, vil lyde vanvittigt. Men jeg har brug for, at du lytter med åbent sind.”

I løbet af den næste time fortalte jeg hende alt. Om pagten fra 1874, om Morbus, om Elviras sande natur, om den transformation, der langsomt overtog vores by. Hun lyttede i stilhed, hendes ansigt blev blegere og blegere.

“Det kan ikke være rigtigt,” hviskede hun, da jeg var færdig. “Det lyder som noget fra en rædselsfilm.”

“Jeg ønskede, det bare var fiktion,” svarede jeg. “Men du har selv set forandringerne. Måden folk opfører sig på, måden de taler, bevæger sig. Det er ikke normalt.”

Mette sad stille i et øjeblik og tænkte over mine ord. “Min mor,” sagde hun så langsomt. “Hun er begyndt at opføre sig underligt de sidste par uger. Hun smiler konstant, men det er ikke hendes rigtige smil. Og hun stiller aldrig spørgsmål længere, ikke engang til ting, hun burde være nysgerrig på.”

“Er hun begyndt at gå til Elviras møder?”

Mette nikkede. “Hun kom hjem fra det første møde og sagde, at hun havde fundet sit sande formål. Men da jeg spurgte hende, hvad det var, kunne hun ikke forklare det. Hun sagde bare, at jeg ville forstå det, når min tid kom.”

“Og din tid er ikke kommet endnu?”

“Jeg har aldrig været til et af møderne,” sagde Mette. “Noget ved hele situationen har fået mig til at holde mig væk. En følelse af, at der var noget galt.”

“Din intuition reddede dig,” sagde jeg. “Foreløbig.”

Mette så mig dybt i øjnene. “Hvad vil du have mig til at gøre?”

“Jeg har brug for nogen på indersiden. Nogen, der kan infiltrere Elviras kreds og finde ud af, hvad hun planlægger for Allerhelligenaften.”

“Det lyder farligt.”

“Det er dødsens farligt,” indrømmede jeg. “Hvis hun opdager, hvad du laver, er jeg ikke sikker på, hvad der vil ske med dig.”

Mette var stille i lang tid. Så, langsomt, nikkede hun. “Hvis det kan redde min mor, redde byen, så gør jeg det.”

“Er du sikker?”

“Nej,” sagde hun med et skævt smil. “Men jeg gør det alligevel.”

De næste tre dage gik Mette til Elviras møder og spillede rollen som en ny konvertit. Hun lærte at smile det tomme smil, at nikke på de rette tidspunkter, at skjule sin individualitet bag en maske af falsk hengivelse.

Og hvad hun opdagede, var endnu værre end vores værste frygt.

Mette mødtes med mig og Thomas på den fjerde nat i en forfalden lagerbygning i udkanten af byen. Hendes ansigt var træt og belastet af det, hun havde set og hørt.

“Ritualet,” sagde hun, “det finder sted på Allerhelligensaften ved midnat. Men det er ikke bare et ritual for at befæste forbandelsen. Det er noget meget værre.”

Thomas og jeg lænede os frem, ventende på hendes ord.

“Elvira har fortalt sine inderste i kredsen, dem hun kalder ‘de første vidner’, at Allerhelligensaften vil være dagen for ‘den store transformation.’ Alle i byen vil blive samlet på torvet, og der vil Morbus manifestere sig fysisk for første gang.”

“Manifestere sig?” spurgte Thomas. “Hvad betyder det?”

“Indtil nu har han kun været en ånd, en indflydelse, der arbejder gennem Elvira. Men ritualet vil give ham en fysisk form, en krop, han kan bruge til at sprede sin magt videre.”

Jeg følte en koldt gysen. “Og hvad sker der med os andre?”

Mettes øjne blev blanke. “De, der har modstået hans indflydelse, vil blive ofret for at give ham styrke. Deres liv vil blive suget ud af dem for at nære hans transformation.”

“Hvor mange ved dette?” spurgte Thomas.

“Kun de tætteste tilhængere. De fleste af Elviras følgere tror stadig, at de skal sendes op til en form for paradis. De ved ikke, at de skal blive til hans slaver.”

Jeg rejste mig og begyndte at gå frem og tilbage i det lille rum. “Vi er nødt til at advare folk. Vi kan ikke lade dette ske.”

“Hvem ville tro os?” spurgte Mette. “Halvdelen af byen er allerede under Elviras indflydelse. Den anden halvdel er så bange og forvirret, at de ville tro på hvem som helst, der lover dem svar.”

Thomas bladrede igennem sin bog. “Der må være en måde at stoppe ritualet på, uden at ofre en af os.”

“Er der?” spurgte jeg. “Hvad siger bogen?”

“Den siger, at pagten kun kan brydes ved et frivilligt offer på det sted, hvor den blev indgået. Men…” Han tøvede.

“Men hvad?”

“Der er en anden passage, en jeg ikke havde bemærket før. Den taler om en måde at vende Morbus’ egen magt mod ham.”

Han pegede på en side fyldt med symboler og gammeldags dansk skrift. “Hvis man kan få fat i noget, der tilhører ham, noget han har berørt eller påvirket, kan man bruge det til at binde hans magt.”

“Hvad kunne det være?” spurgte Mette.

Thomas studerede teksten. “Det skal være noget af stor betydning for ham. Noget, han har investeret en del af sin essens i.”

Jeg tænkte over mulighederne. “Elvira,” sagde jeg pludselig. “Hun er hans sendebud, hans repræsentant i vores verden. Hun må være fyldt med hans magt.”

“Men hvordan får vi fat på noget fra hende? Og hvad ville vi gøre ved det?”

Thomas læste videre. “Der er et modritual beskrevet her. Hvis det udføres korrekt, kan det vende Morbus’ egen magt mod ham og sende ham tilbage til den dimension, han kom fra.”

“Hvad kræver det?”

“Blod fra hans sendebud, jord fra det sted hvor pagten blev indgået, og… og livet af den, der udfører ritualet.”

Stilheden hang tung i rummet. Selv hvis vi fandt en måde at få Elviras blod, ville en af os stadig skulle dø.

“Der må være en anden måde,” sagde Mette desperat.

“Måske ikke,” svarede jeg og følte vægten af beslutningen falde på mine skuldre. “Men hvis en persons død kan redde en hel by, måske en hel verden, så er det en pris værd at betale.”

“Jonas, nej,” sagde Thomas. “Der må være…”

“Der er ikke tid til at lede efter andre løsninger,” afbrød jeg ham. “Vi har tre dage. Tre dage til at finde en måde at stoppe Morbus på, eller også vil han få den fysiske form, han har brug for til at overtage verden.”

Mette rejste sig pludselig. “Der er noget, I ikke ved,” sagde hun. “Noget jeg fandt ud af i nat.”

Vi så begge på hende.

“Elvira har planlagt et særligt møde i morgen aften. Hun har inviteret alle de folk, der stadig ikke er kommet til hendes regulære møder. Dem hun kalder ‘de genstridige.’”

“Hvad slags møde?” spurgte Thomas.

“Hun kaldte det ‘den sidste invitation.’ Hun sagde til sine tilhængere, at efter det møde ville der ikke være brug for flere overtalelser. Alle ville enten være med dem eller imod dem.”

Jeg forstod. “Hun planlægger at tvinge os alle til at vælge side. Enten slutter vi os til hende frivilligt, eller også…”

“Eller også bliver vi elimineret før ritualet,” sluttede Mette.

“Så har vi ikke tre dage,” sagde Thomas. “Vi har mindre end 24 timer.”

Den nat kunne ingen af os sove. Vi mødtes igen tidligt næste morgen i kirkens krypt, hvor Thomas viste os det sted, hvor pagten oprindeligt var blevet indgået.

Krypten var større end jeg havde forestillet mig, med gamle sarkofager langs væggene og et stenalter i midten. Alteret var dækket af symboler, der syntes at bevæge sig i skæret fra vores lygter.

“Det var her,” sagde Thomas og pegede på alteret. “Her hvor de ti mænd indgik deres fordømmende aftale.”

Jeg rørte ved den kolde sten og mærkede øjeblikkeligt en mærkelig summen af energi. Der var magt i dette sted, en magt der havde ligget i dvale i 150 år.

“Hvordan får vi fat på Elviras blod?” spurgte Mette.

“Vi bliver nødt til at tage det,” svarede jeg. “I løbet af hendes møde i aften. Det er vores eneste chance.”

Thomas så bekymret på mig. “Det er en selvmordsmission, Jonas. Hun vil være omgivet af sine mest hengivne tilhængere.”

“Måske. Men det er en risiko, vi bliver nødt til at tage.”

Vi brugte resten af dagen på at forberede os. Thomas blandede ingredienserne til ritualet. Mette udforskede pensionatet for at finde den bedste måde at komme ind på. Og jeg… jeg skrev breve til de mennesker, jeg ville savne, til de elever, der havde betydet noget for mig.

Da aftenen kom, følte jeg en mærkelig fred. Jeg havde truffet min beslutning, og der var en trøst i at vide, at mit liv ville have en mening, selv i døden.

Men det, der skete den aften, var ikke det, nogen af os havde ventet.

Elviras “sidste invitation” blev holdt i den gamle kirke, min kirke, Thomas’ kirke. Det var en kynisk provokation, en bevidst krænkelse af det hellige sted. Men endnu værre var det faktum, at så mange kom.

Jeg så på fra et skjulested bag alteret, hvordan adskillige af byens borgere strømmede ind gennem kirkens døre. Folk, jeg havde kendt i årevis, mennesker jeg havde respekteret og beundret. Alle tiltrukket af Elviras magnetisme og hendes løfter om svar.

Elvira selv stod på prædikestolen, klædt i sine hvide gevandter, men der var noget anderledes ved hende den aften. Hun så ældre ud, mere udmattet. Som om den magt, hun kanaliserede, langsomt fortærede hende indefra.

“Mine kære venner,” begyndte hun med sin hypnotiske stemme. “I er kommet her i aften, fordi I søger sandhed. Fordi I søger frelse fra den forvirring og frygt, der har grebet jeres by.”

Mennesker nikkede begejstret, deres ansigter oplyste af håb og desperation.

“I har set miraklerne. I har mærket forandringen. Men nogle af jer tøver stadig. Nogle af jer nægter at acceptere den gave, I er blevet tilbudt.”

Hendes blik svævede over forsamlingen, og jeg følte et koldt stød, da hendes øjne kortvarigt hvilede på det sted, hvor jeg skjulte mig.

“I aften får I jeres sidste chance for at vælge. At slutte jer til dem, der vil arve den nye verden, eller at forblive fanget i jeres frygt og uvidenhed.”

En mand rejste sig fra forsamlingen. Jeg genkendte ham som Lars Nielsen, en lokal mekaniker og en god mand.

“Hvad sker der med dem, der ikke vælger at slutte sig til jer?” spurgte han.

Elvira smilede, men der var ingen varme i det. “De vil blive tilbage i den gamle verden. En verden af sygdom, død og lidelse. En verden, der hurtigt vil være forladt og forglemt.”

Det var ikke hele sandheden, og jeg kunne se tvivlen i Lars’ øjne. Men før han kunne stille flere spørgsmål, trådte flere af Elviras tilhængere frem og omringede ham.

“Kom med os, Lars,” sagde en af dem med den samme monotone stemme, de alle havde udviklet. “Du ved, at det er det rigtige at gøre.”

Lars så rundt på de ansigter, der engang havde tilhørt hans venner og naboer. Men det han så der, var ikke længere de mennesker, han havde kendt. Det var masker, tomme smil og døde øjne.

“Nej,” sagde han og bakkede væk. “Det her er ikke rigtigt. I er ikke jer selv længere.”

Det var da, at de kastede sig over ham.

Jeg så i rædsel, hvordan fem eller seks personer, der engang havde været venlige og rolige borgere, angreb Lars med en overmenneskelig koordination og styrke. Det var ikke menneskelig aggression, det var noget koldt og mekanisk, som maskiner, der udførte en forudprogrammeret funktion.

Lars skreg og forsøgte at forsvare sig, men det var forgæves. På få sekunder havde de overskaldet ham og slæbt ham frem til alteret, hvor Elvira ventede.

“Se,” sagde hun til den chokerede forsamling. “Se hvad der sker med dem, der nægter at acceptere sandheden.”

Hun lagde en hånd på Lars’ pande, og jeg så ham krympe sig sammen i smerte. Hans øjne rullede tilbage, og han begyndte at skælve ukontrollabelt.

Men det var ikke kun fysisk smerte. Jeg kunne se, hvordan hans personlighed, hans sjæl langsomt blev suget ud af ham. Efter få minutter var Lars Nielsen ikke længere. Hvad der var tilbage, var endnu en tom skal, en marionetter klar til at tjene Morbus’ vilje.

Resten af forsamlingen så på i stille rædsel, men ingen turde protestere. De havde set, hvad der skete med dem, der modsatte sig.

“Hvem vil være den næste til at vælge?” spurgte Elvira roligt.

En efter en rejste folk sig og gik frem til alteret for at underkaste sig hendes vilje. Jeg så i desperation, hvordan min by, mit hjem, mit folk blev forvandlet til noget uhyggeligt og umenneskelig.

Det var da, at jeg besluttede mig for at handle.

Jeg trådte frem fra mit skjulested, iført Thomas’ præstekjole og med den gamle bibel i mine hænder.

“I Guds navn,” råbte jeg med en stemme, der gennemtrængte kirkens mumlen. “Stop dette vanvid!”

Elvira vendte sig mod mig med et udtryk af mild irritation. “Ah, Hr. Møller. Jeg lurede, at du ville vise dig til sidst.”

“Lad dem gå,” sagde jeg og gik ned mod alteret. “De er uskyldige. De forstår ikke, hvad de bliver en del af.”

“De forstår det perfekt,” svarede hun. “De vælger livet frem for døden, håbet frem for desperation. Hvad er der galt i det?”

“Det, du tilbyder, er ikke liv. Det er eksistens uden mening, uden kærlighed, uden det, der gør os menneskelige.”

Elvira lo, en lyd som knust glas. “Menneskelighed? Se dig omkring, Hr. Møller. Se hvad menneskelighed har givet jer. Krig, sygdom, fattigdom, død. Jeg tilbyder noget bedre.”

“Du tilbyder slaveri forklædt som frelse.”

“Og du tilbyder hvad? Falsk håb? Tomme løfter om et efterliv, som ingen har set?”

Jeg mærkede vrede boble op i mig. “Jeg tilbyder frihed. Retten til at vælge, til at elske, til at lide og lære og vokse. Til at være menneskelig.”

“Og til at dø?”

“Ja. Også til at dø. For det er døden, der giver livet mening.”

Elvira rystede på hovedet. “Du forstår det ikke. Men det behøver du heller ikke. Din tid er omme.”

Hun gjorde tegn til sine tilhængere, og de begyndte at omringe mig. Men jeg var forberedt. Fra min lomme trak jeg en lille glasflaske, fyldt med en væske, Thomas havde forberedt, vievand blandet med ekstrakter lavet ud fra de ældste bøger i kirken bibliotek.

Jeg smadrede flasken mod gulvet, og øjeblikkeligt fyldte rummet med en skarp, ren lugt. Elaras tilhængere veg tilbage, som om væsken brændte dem.

“Gammel magi,” hviskede Elvira, og for første gang så jeg frygt i hendes øjne. “Hvor fandt du den?”

“Der er magt i gammel tro,” svarede jeg. “Magt, som din mester har undervurderet.”

Jeg benyttede forvirringen til at springe frem mod alteret, hvor Elvira stod. I mine hænder havde jeg en lille, skarp kniv, ikke stor nok til at dræbe, men stor nok til at få blod frem.

Hun forsøgte at undvige, men jeg var hurtigere. Kniven ridsede hendes arm, og nogle dråber af hendes blod dryppede på alterets sten.

Øjeblikkeligt begyndte hele kirken at ryste.

“Hvad har du gjort?” skreg Elvira, mens hun pressede hånden mod sit sår.

“Jeg har startet din mesters fald,” svarede jeg.

Men jeg vidste, at det kun var begyndelsen. Nu måtte jeg nå tilbage til krypten, hvor Thomas ventede med resten af mod ritualet. Og jeg måtte gøre det, før Elviras tilhængere kom sig over chokket.

Jeg løb mod kirkens bagdør, forfulgt af skrigende stemmer og trampende fødder. Bag mig hørte jeg Elvira råbe instruktioner til sine tilhængere:

“Find ham! Bring ham tilbage! Han må ikke nå…!”

Men jeg var allerede på vej ned i kryptens dybde, hvor den sidste fase af vores kamp skulle begynde.

Krypten var oplyst af snesevis af stearinlys, deres flakkende lys kastede dansende skygger på de ældgamle vægge. Thomas stod ved det centrale alter med den gamle bog åben foran sig, mens Mette ventede nervøst ved indgangen.

“Har du det?” spurgte Thomas, da jeg styrtede ned ad trapperne.

Jeg viste ham den lille glasflaske, hvor jeg havde samlet Elaras blod op fra alterets sten. “Det er ikke meget, men det må være nok.”

Thomas nikkede og begyndte at blande blodet med andre ingredienser. Jord fra kryptens gulv, vand fra en hellig kilde, og frø fra planter, der kun groede i kirkegårdens jord. Han mumlede besværgelser på latin, mens han arbejdede, ord, der var så gamle, at de syntes at komme fra en anden verden.

“Hvor lang tid tager det?” spurgte Mette og kiggede nervøst mod trapperne.

“Ikke lang tid,” svarede Thomas. “Men ritualet skal udføres korrekt, ellers vil det ikke virke.”

Ovenpå kunne vi høre lyden af folk, der søgte efter os. Elviras tilhængere var i kirken og ledte i hver en krog.

“Der,” sagde Thomas og afsluttede blandingen. Væsken i skålen glødede med et svagt, blåligt lys. “Nu kommer den svære del.”

Han kiggede på mig med øjne fyldt af sorg. “Jonas, du forstår, hvad det betyder?”

Jeg nikkede. “Jeg forstår det.”

“Der må være en anden måde,” sagde Mette desperat. “Vi kan ikke bare lade dig dø.”

“Hvis min død kan redde alle andre, så er det et valg, jeg gerne træffer,” svarede jeg. “Det er det, en lærer gør, beskytter sine elever, også selv om det koster ham alt.”

Lyden ovenpå blev højere. De var kommet tættere på.

“Gør det nu,” sagde jeg til Thomas og knælede ved alteret.

Men før Thomas kunne begynde, eksploderede døren til krypten. Elvira stod i døråbningen, omgivet af en snes af sine tilhængere. Hendes ansigt var fortrukket af vrede, og hendes øjne glødede med et ondskabsfuldt lys.

“Tror I virkelig, at I kan stoppe det, der er 150 år i vente?” hvæsede hun.

“Vi kan prøve,” svarede Thomas modigt og stillede sig beskyttende foran alteret.

Elvira lo. “Jeres gamle magi er kraftesløs mod Morbus’ magt. Han er allerede på vej.”

Som for at understrege hendes ord begyndte krypten at ryste igen, men denne gang mere voldsomt. Støv faldt fra loftet, og de gamle sarkofager begyndte at knase og knirke.

“Han kommer,” hviskede Mette rædselsslagen.

Og det var sandt. Fra de dybeste skygger i krypten begyndte en mørk skikkelse at tage form. Først var det bare en vag omrids, men langsomt blev den mere solid, mere virkelig.

Morbus selv var ved at manifestere sig.

Skikkelsen var højere end nogen mand, og dens form syntes at absorbere selve lyset omkring sig. Der hvor dens ansigt skulle være, var kun et grinende gab af mørke, og dens øjne var huller i virkeligheden, der syntes at suge håb og liv ud af alle, der kiggede ind i dem.

“Endelig,” sagde det væsen med en stemme som klirrende kæder. “150 års venten er forbi.”

Elvira faldt på knæ foran den voksende skikkelse. “Mester, de forsøger at forhindre ritualet.”

Morbus’ “blik” faldt på os, og jeg følte en kold, kvælende rædsel sænke sig over mig. Det var som at kigge ind i selve dødens ansigt.

“Dødelige,” sagde han med foragt. “I forstår ikke den gave, I er blevet tilbudt. I vælger lidelse frem for frelse, død frem for udødelighed.”

“Vi vælger frihed frem for slaveri,” svarede jeg, selv om stemmen rystede.

Morbus lo, en lyd som sammen styrtende bygninger. “Frihed? Hvad ved I om frihed? I er fanger af jeres egen dødelighed, slaver under jeres kroppes begrænsninger.”

“Og hvad tilbyder du?” spurgte Thomas, mens han greb fast om den hellige bog.

“Fuldkommenhed. Orden. Et rige, hvor ingen lider, hvor ingen tvivler, hvor alle tjener det samme højere formål.”

“Dit formål,” sagde Mette.

“Naturligvis. Hvem andre skulle lede? Dødelige som jer, der ikke kan se længere end til jeres næste måltid?”

Det var da, at Thomas pludselig sprang frem. Med et højt råb hældte han den forberedte væske over alteret, mens han reciterede ord fra den gamle bog.

Effekten var øjeblikkelig og dramatisk. Alteret eksploderede i et blændende lys, og Morbus’ skikkelse begyndte at flimre og blegne.

“Nej!” brølede han. “Det kan ikke være!”

Men Thomas var ikke færdig. Han fortsatte besværgelsen, selv da Elviras tilhængere kastede sig over ham og forsøgte at stoppe ham. Mette og jeg kæmpede for at beskytte ham, mens han fuldførte ritualet.

“Det ultimative offer,” råbte Thomas over larmen. “Et liv givet frivilligt for at bryde pagtens magt!”

Og med de ord stødte han den gamle ceremonielle dolk ind i sit eget bryst.

Øjeblikkeligt standsede alt op. Morbus’ brøl døde bort, Elviras tilhængere frøs til is, og selv tiden selv syntes at holde op.

Thomas sank sammen ved alteret, hans blod blandede sig med den hellige væske. Men hans ansigt var fredeligt, næsten lykkeligt.

“Er det slut?” hviskede han.

“Ja,” svarede jeg og knælede ved hans side. “Du gjorde det, Thomas. Du reddede os alle.”

Han smilede svagt. “Så havde mit liv trods alt et formål.”

Morbus’ skikkelse begyndte at opløse sig i luften som røg. “Dette er ikke slut,” råbte han, mens han blev suget tilbage til den dimension, han kom fra. “Der vil komme andre, på andre steder. Min tid vil komme igen!”

“Måske,” sagde jeg til hans forsvindende skikkelse. “Men ikke her. Ikke nu.”

Elvira sank sammen på gulvet, hendes skønhed og styrke forsvundet. Hun så nu ud som den gamle kvinde, hun virkelig var, udmattet, brudt og forglemt.

“Hvad har I gjort?” hviskede hun. “Han var min eneste chance for… for…”

“For hvad?” spurgte Mette. “For at leve for evigt som hans slave?”

Elvira så op på os med øjne fyldt med forvirring og sorg. “I forstår det ikke. Jeg har levet så længe, set så meget død og lidelse. Han lovede mig fred.”

“Men til hvilken pris?” sagde jeg. “Til prisen af alle andres frihed?”

Hun havde intet svar.

Rundt omkring os begyndte Elviras tidligere tilhængere langsomt at komme til bevidsthed. Forvirring erstattede den tomme lydighed, og spørgsmål begyndte at fylde rummet.

“Hvad skete der?” spurgte en af dem.

“Hvor er vi?” spurgte en anden.

Langsomt, meget langsomt, begyndte folks personligheder at vende tilbage. Det ville tage tid, måske måneder eller år, før de alle var fuldstændig sig selv igen. Men begyndelsen var der.

I dagene efter Morbus’ nederlag begyndte den lange proces med at helbrede vores by. Det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden. Mange af de folk, der havde været under Elviras indflydelse, havde svært ved at huske, hvad der var sket med dem. Andre var traumatiserede af erkendelsen af, hvad de havde været på nippet til at blive en del af.

Vi begravede Thomas Berg med alle de æresbevisninger, vi kunne samle. Hele byen kom til begravelsen, også dem, der først nu forstod, hvad han havde reddet dem fra. Hans offer blev husket som en heltegerning, og en statue af ham blev rejst på byens torv.

Elvira forsvandt en nat, nogle dage efter begivenhederne i krypten. Nogle sagde, at hun var død af sorg og skam. Andre mente, at hun havde forladt byen for at søge tilgivelse eller fred et andet sted. Jeg så hende aldrig igen.

De ældste dokumenter i byens arkiver blev gennemgået grundigt. Vi fandt flere referencer til lignende pagter i andre dele af verden, andre byer, der kunne stå overfor lignende trusler. Det var information, der ikke kunne ignoreres.

Marcus Andersen, drengen der var faldet i skolen, var blandt de første til at komme sig fuldstændigt. Han kom til mig efter den første skoledag efter krisen.

“Hr. Møller,” sagde han, “jeg kan ikke huske alt, hvad der skete. Men jeg har en følelse af, at De reddede mig. Reddede os alle.”

Jeg lagde en hånd på hans skulder. “Jeg gjorde bare det, jeg måtte gøre, Marcus. Ligesom du vil gøre, når din tid kommer.”

“Min tid?”

“Til at beskytte dem, der har brug for det. Til at stå op for det, der er rigtigt, selv når det er svært.”

Han nikkede alvorligt, og jeg kunne se, at han forstod.

Men selv som byen langsomt vendte tilbage til normaliteten, vidste jeg, at vores arbejde ikke var færdigt. Morbus’ ord lige før hans forsvinden. gnelød stadig i mit hoved: “Der vil komme andre, på andre steder.”

Det var Mette, der bragte mig bekræftelsen på mine frygt.

Hun kom til mig tre måneder efter begivenhederne med en mappe fyldt med avis ud klipninger og internetartikler.

“Jonas,” sagde hun, “jeg tror, du bør se dette.”

Artiklerne var fra forskellige steder verden over. En lille by i Wales, hvor folk pludselig ophørte med at blive syge. En landsby i Østeuropa, hvor mennesker på mystisk vis helede af sig selv. Et samfund i Canada, hvor døden syntes at have mistet sin magt.

“Det er begyndt andre steder,” sagde Mette. “Morbus’ indflydelse spreder sig.”

Jeg læste artiklerne med voksende uro. Mønsteret var det samme overalt. Først “mirakler,” så den karismatiske leder og endelig den langsomme transformation af befolkningen.

“Hvad gør vi?” spurgte Mette.

Jeg lukkede mappen og så ud gennem vinduet på vores by, hvor folk igen gik frit og levede deres liv, som de valgte at gøre det.

“Vi gør det, vi skal,” sagde jeg. “Vi rejser. Vi advarer. Vi kæmper.”

“Men vi er kun to personer. Hvordan kan vi stoppe noget så stort?”

“Vi er ikke kun to,” svarede jeg. “Der vil være andre som os, andre som Thomas, folk der kan se sandheden og har modet til at handle på den.”

De næste måneder brugte vi på at forberede os. Vi studerede alle de gamle bøger, lærte om andre former for mørk magi og beskyttelse mod dem. Vi kontaktede præster, historikere og andre, der kunne have viden om lignende fænomener.

Og så begyndte vi at rejse.

Vores første destination var den lille by i Wales. Vi ankom midt i hvad der lignede en lokal festival, hvor folk fejrede deres “velsignelse.” Men for øjne, der vidste, hvad de skulle lede efter, var tegnene tydelige. De tomme smil, de koordinerede bevægelser, den karismatiske leder, der talte om transformation og højere formål.

Vi var kommet i tide. Ritualet havde endnu ikke fundet sted, og der var stadig tid til at handle.

Det tog os seks måneder at stoppe truslen i Wales. Processen blev lettere, efterhånden som vi lærte af vores erfaringer. Vi fandt allierede blandt de lokale, en pensioneret arkæolog, en ung præst, en skeptisk journalist. Sammen formåede vi at afsløre sandheden og forhindre Morbus’ sendebud i at fuldføre sit ritual.

Men succeser kom med en pris. I Wales var det arkæologen, der ofrede sig for at bryde pagten. I Østeuropa var det en modig ung kvinde, der gav sit liv for at redde sin landsby. Hver sejr kostede os en god person, en helt, der aldrig ville få den anerkendelse, de fortjente.

Efter fem år på vejen havde Mette og jeg forhindret katastrofer i syv forskellige lande. Men vi havde også været for sent i to byer, og set de rædsler, der skete, når Morbus’ ritualer blev fuldført.

I en lille by i Italien fandt vi tusindvis af mennesker, der levede som marionetter, deres egen vilje fuldstændig udslettet. De udførte deres daglige rutiner med mekanisk præcision, men der var intet liv i deres øjne, ingen varme i deres berøringer.

I en landsby i Sibirien var situationen endnu værre. Der havde vi fundet en befolkning, der var fysisk forvandlet, ikke længere genkendelig som mennesker. De var blevet til noget andet, noget monstrøst, alt imens de kun bevarede fragmenter af deres tidligere liv.

Disse nederlag hjemsøgte mig om natten. Hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg de ansigter, vi ikke havde formået at redde, de liv, vi ikke havde formået at beskytte.

“Vi kan ikke redde alle,” sagde Mette en aften, da vi sad i et lille hotel i Frankrig og forberedte os på vores næste mission. “Vi gør, hvad vi kan, men vi er kun mennesker.”

“Jeg ved det,” svarede jeg. “Men hvert liv, vi redder, hver by vi befrier, gør det hele det værd.”

“Og prisen vi betaler? Alle dem, der ofrer sig for vores sag?”

Det var et spørgsmål, jeg ikke havde noget godt svar på. Var det rigtigt at lade gode mennesker dø for at redde andre? Havde jeg ret til at bede folk om at give deres liv for en sag, de måske ikke engang fuldt forstod?

Men så tænkte jeg på Thomas Berg, på hans fredelige ansigt, da han gav sit liv for at redde vores by. Han havde ikke handlet af pligt eller fordi jeg bad ham om det. Han havde handlet af kærlighed, kærlighed til sin menighed, til sin by, til menneskeheden selv.

Og det var der, jeg fandt mit svar. Vi kæmpede ikke for at tvinge folk til at ofre sig. Vi kæmpede for at give dem muligheden for at vælge. At vælge mellem frihed og slaveri, mellem kærlighed og frygt, mellem håb og desperation.

Det var i en lille by nordpå i Frankrig, at vi fandt den information, der ændrede alt.

Vi var kommet for at undersøge rapporter om mærkelige helbredelser, men da vi ankom, fandt vi noget helt andet. Byen var næsten forladt, dens bygninger forfaldne og dækkede af en underlig, grålig substans, der syntes at bevæge sig i skumringen.

“Hvad skete der her?” hviskede Mette, da vi gik gennem de tomme gader.

Vi fandt svaret i byens bibliotek, hvor en enkelt person stadig var tilbage, en gammel mand ved navn Pierre, der havde barrikaderet sig inde mellem bogreolerne.

“I må gå væk,” sagde han, da vi fandt ham. “Dette sted er forbandet. Dømt.”

“Hvad skete der?” spurgte jeg.

Pierre fortalte os en historie, der var endnu værre end vores værste mareridt. For tyve år siden havde Morbus’ sendebud fuldført sit ritual her. Men i stedet for at skabe en hær af lydige marionetter, var noget gået galt.

“Pagten var anderledes,” forklarede Pierre. “Ældre, mægtigere. Da ritualet blev udført, åbnede det en permanent portal til Morbus’ dimension. Byen blev… inficeret.”

Hvad vi så omkring os, var ikke bare rester af en by. Det var en kræftsvulst af ren ondskab, der langsomt voksede og spredte sig. Hvis den ikke blev stoppet, ville den til sidst opsluge hele regionen, måske hele landet.

“Er der en måde at stoppe det på?” spurgte Mette.

Pierre rystede på hovedet. “Jeg har prøvet alt. Intet virker. Det vokser bare videre, dag for dag.”

Men da vi gennemgik de gamle dokumenter i biblioteket, fandt vi noget, Pierre havde overset. En henvisning til en “stor forsegling,” et ultimativt ritual, der kunne lukke portalen for evigt.

Prisen var forfærdelig. Det krævede ikke bare et enkelt offer, men en gruppe på tretten personer, der frivilligt gav deres liv samtidig. Og det skulle udføres præcis på det sted, hvor portalen var åbnet.

“Det er selvmord,” sagde Mette, da vi læste detaljerne.

“Måske,” svarede jeg. “Men alternativet er, at denne… ting… spreder sig, indtil den har opsluge alt.”

Vi stod foran det ultimative valg. Kunne vi finde tolv andre mennesker, der var villige til at ofre deres liv for at redde verden fra denne trussel? Og var jeg selv parat til at være den trettende?

Det var da, at jeg modtog et brev, der ændrede alt.

Brevet kom fra en uventet kilde. Dr. Elena Vasquez, en professor i antik historie fra Universidad de Madrid. Hun skrev, at hun havde fulgt vores arbejde, diskret, gennem et netværk af akademikere og gejstlige, der havde bemærket de mærkelige begivenheder rundt omkring i Europa.

“Hr. Møller,” skrev hun, “jeg tror, det er tid til, at vi mødes. Der er andre som os, andre der kæmper den samme kamp. Vi behøver ikke at stå alene.”

Mette og jeg rejse til Madrid, hvor vi mødtes med Dr. Vasquez i hendes private studie på universitetet. Hun var en kvinde i halvtredserne med skarpe øjne og en direkte måde at tale på.

“I de sidste ti år,” forklarede hun, “har jeg dokumenteret 23 separate tilfælde af det, I kalder ‘Morbus-pagter’ verden over. Hver gang har der været heltemodige individer, der har stoppet truslen, ofte med deres liv som indsats.”

Hun viste os en kort over verden, hvor nåle markerede hvert sted, hvor en trussel var blevet stoppet eller havde sejret.

“Men det problem i Frankrig,” fortsatte hun, “det er anderledes. Det er en kræftsvulst, der vil spredes, indtil den har inficeret hele verden. Vi bliver nødt til at stoppe det, og vi bliver nødt til at gøre det snart.”

“Kan De hjælpe os med at finde tolv andre?” spurgte jeg.

Dr. Vasquez nikkede. “Jeg har allerede kontakt til otte personer, der har kæmpet lignende kampe. Mennesker, der forstår, hvad der står på spil, og som er villige til at gøre hvad det end tager.”

De næste seks måneder brugte vi på at samle vores gruppe. De kom fra hele verden: en pensioneret SAS-soldat fra England, en buddhist-munk fra Tibet, en ung præst fra Brasilien, en russisk historiker, der havde overlevet Sibirien-katastrofen, en japansk kunstner, der havde mistet sin familie til en Morbus-kult, og andre.

Hver havde deres egen historie, deres egen grund til at kæmpe. Men alle delte den samme beslutsomhed. De ville stoppe denne ondskab, uanset prisen.

Vi mødtes for sidste gang i en lille kirke uden for Paris, kun få kilometer fra den inficerede by. De tretten af os sad i stilhed og forberedte os mentalt på det, der lå forude.

“Er I alle sikre?” spurgte jeg og kiggede rundt på deres ansigter. “Der er ingen skam i at trække sig tilbage. Dette er ikke jeres kamp.”

“Jo, det er,” svarede Father Miguel fra Brasilien. “Det er alle vores kamp. Ondskab der ikke modstås, spreder sig.”

Resten nikkede enigt.

Vi brugte den sidste nat på at skrive breve til vores kære, til at bede eller meditere efter vores tradition, og til at forberede os på den ultimative ofring.

I daggry bevægede vi os mod den inficerede by.

Den inficerede by var endnu værre, end jeg havde husket. Det grålige substans havde spredt sig videre, og luften selv syntes forpestet med ondskab. Bygninger var blevet forvandlet til monstrøses former, og fra de mørkeste skygger kunne vi høre lyde, der ikke hørte til i vores verden.

I byens centrum fandt vi portalen. En revne, hvorfra mørke energier strømmede ud som en pervers efterligning af liv.

“Her,” sagde Dr. Vasquez og konsulterede den gamle bog, vi havde fundet. “Her skal ritualet udføres.”

Vi stillede os i en cirkel omkring portalen, hver holdende en af de hellige genstande, vi havde samlet: kors, buddhist-perler, islamiske kalligrafi, gamle runer. Objekter, der repræsenterede menneskets bedste impulser mod det mørke, der truede med at opsluge alt.

“Før vi begynder,” sagde jeg, “vil jeg gerne sige noget.”

De andre kiggede på mig med opmærksomhed.

“Vi gør ikke dette, fordi vi bliver tvunget til det, eller fordi der ikke er andre muligheder. Vi gør det, fordi det er rigtigt. Fordi kærlighed til menneskeheden, til livet selv, nogle gange kræver det ultimative offer.”

“Vi gør det,” tilføjede den russiske historiker, “så børn kan lege uden frygt, så forældre kan elske uden angst, så mennesker kan drømme om en bedre fremtid.”

En efter en tilføjede vi vores egne ord, vores egne begrundelser. Det var ikke en sørgehøjtid, men en bekræftelse af det bedste i den menneskelige ånd.

Da vi begyndte ritualet, følte jeg en mærkelig fred sænke sig over mig. Alle års kamp, alle de liv, vi havde set gå tabt, alle de ofre, der var blevet bragt, det førte til dette øjeblik.

Portalen begyndte at reagere på vores besværgelser. Dens mørke energier blev ustabil, og vi kunne høre noget der lignede vrede skrig fra den anden side.

“Fortsæt!” råbte Dr. Vasquez over larmen. “Det virker!”

En efter en faldt mine kamerater. Ikke fordi ritualet dræbte dem voldsomt og blodigt, men fordi deres livskraft langsomt blev overført til besværgelsen, der skulle lukke portalen. De smilede, da de faldt, vidende at deres offer havde mening.

Til sidst var der kun mig og Mette tilbage.

“Jeg er ked af det,” sagde jeg til hende, da jeg mærkede min egen kraft aftage. “Jeg ønskede, du ikke skulle være her.”

“Der er ikke nogen andre steder, jeg hellere ville være,” svarede hun. “Vi fuldfører dette sammen.”

Med vores sidste kræfter talte vi de afsluttende ord af besværgelsen. Portalen imploderede med en lyd som om det var verdenen selv, der blev revet i stykker, og så… stilhed.

Epilog: Eftertanker

Jeg vågnede tre dage senere i et hospital i Paris. Mette lå i sengen ved siden af mig, bleg men levende. Vi var de eneste, der havde overlevet ritualet, reddet af en kombination af held og de andres ultimative ofre.

“Er det forbi?” var de første ord, hun sagde.

“Ja,” svarede jeg. “Portalen er lukket. Truslen er elimineret.”

Men selv som jeg sagde ordene, vidste jeg, at det ikke var helt sandt. Morbus var stadig derude et sted, i andre dimensioner, andre verdener. Der ville komme andre pagter, andre trusler, andre byer, der havde brug for at blive reddet.

Men for nu var verden sikker. Og det var nok.

I årene der fulgte skrev jeg denne beretning ned, delvist som en advarsel, delvis som en instruktionsbog for dem, der måtte komme efter os. Mette og jeg fortsatte vores arbejde, mere forsigtigt nu, mere selektivt. Vi lærte unge mennesker om truslerne, uddannede dem til at kende tegnene og handle på dem.

Vi etablerede et hemmeligt netværk af vogtere, mennesker over hele verden, der våger over tegn på Morbus’ indflydelse. De fleste vil aldrig skulle handle. Men hvis de gør, vil de være klar.

For det er sandheden om vores verden. Mørket kommer altid tilbage. Men det gør lyset også. Og så længe der er mennesker, der er villige til at kæmpe for det, der er rigtigt, så længe der er dem, der vælger kærlighed frem for frygt, vil der altid være håb.

Selv i de mørkeste øjeblikke.

Selv når alt ser tabt ud.

Der vil altid være dem, der står imod mørket.

Og det er nok.

AFSLUTNING

Jonas Møller afsluttede sin beretning i sit lille studie i Provence, hvor han og Mette havde slået sig ned efter deres sidste store mission. På væggen hang fotografier af alle dem, der havde ofret sig gennem årene – Thomas Berg, Dr. Vasquez, og de mange andre helte, hvis navne verden aldrig ville kende.

Udenfor var foråret ved at komme, og han kunne høre lyde af børn, der legede på gaden. Normale lyde, lykkelige lyde. Lyde, der mindede ham om, hvorfor alt det havde været værd.

Han lagde pennen ned og gik hen til vinduet. Hvor som helst i verden kunne der være nye trusler, der tog form. Men der var også nye beskyttere, der voksede op, nye helte, der lærte at genkende faren og kæmpe imod den.

Mørket ville komme igen, det vidste han. Men han vidste også, at lyset ville være klar til at møde det.

Og med den vished kunne han endelig hvile.