Jeg fandt det første tegn i mosen ved Råbjerg, hvor vinteren havde lagt sig som en mat hud over sivene. Der var en træt, gul sol og en vind, der lugtede af rust og vådt læder. Jeg var der alene, som jeg havde været alene det meste af mit trediveårige liv, med min taske, mit kamera og den knirkende æske med kridt, jeg brugte til at tage aftryk af runer. Det var bare en hobby, sagde jeg, men sandheden var, at jeg jagtede et hul i verden. Noget, man kunne falde igennem og kalde mening.
Gravemaskinerne havde for længst fjernet de øverste lag. Jeg havde fået lov til at komme, fordi jeg kendte museumsinspektøren, der syntes, jeg var “grundig” og “lidt for stille”. Da jeg løftede en klæbrig træplade, blinkede noget under den, ikke guld, men den særlige tørre glans af forfædrenes sten. En flad, oval skive, sort som kul, med ridser, der så nye ud. Runer, men ikke som i bøgerne. De snoede sig i en spiral, som hvis nogen havde skåret dem i hast og med blod på kniven.
Da jeg rørte ved stenen, stak det i mine fingerspidser. Kulden var ikke kulde, men en vrede, der gled ind under negle og knogler. Jeg holdt den op mod himlen. Runerne trak i mit synsfelt, så det flimrede. Og så så jeg det, lige på kanten af synsfeltet, en hal med søjler skåret af knogler, en tordnende sal med mænd og kvinder, der drak af kranier og lo. Et øjeblik kun, som når man rammer den helt rigtige tone og får glasset til at synge.
“Valhalla,” hviskede jeg. Det var ikke en tanke. Det var et ord, som stenen lagde i min mund.
Jeg pakkede den ned og fornemmede, at mosen trak efter vejret. Den ville have den tilbage. Men jeg ville have mere.
Om natten i min lejlighed i Aalborg lå stenen på spisebordet. Den glimtede vådt som et øje. Jeg tog aftryk. Jeg googlede og sammenlignede, men intet passede. Runerne lignede en bøn, men også en matematisk formel. Spiralens centrum var blankt, uden ridser. Som en pupil.
Det var det sted, jeg kunne mærke. Min finger svævede over det, og jeg tænkte, at hvis jeg bare… Jeg lagde et hår ned i blankheden. Ingenting. En dråbe vin. Ingenting. Min puls dunkede i halsen. Det vanvid, der opstår, når man har stirret for længe på et låst dørhåndtag.
Det skete, da jeg skar mig på papiret, der skulle bruges til aftrykket. En spids kalkkant rev min finger op, og blodet faldt som en tung perle og ramte spiralens midte.
Stenen trak vejret.
Ikke en lyd, men en indadgående bevægelse, som vand, der sluger et kastet lod. Luften blev tung, mine ører smældede. Runerne lyste, ikke som lys, men som varme, en hungrende, indbydende varme, der strøg mig over håndleddet, op gennem armens fine hår.
Jeg hørte horn. Ikke biler. Horn, rå og dybe. Mennesker, der råbte. Jeg kunne lugte røg og fedt og jern.
“Lad det være,” sagde en stemme i mig. Det var min mors stemme, der altid kom for sent. “Lad det være.”
Jeg lagde begge hænder på stenen.
Og så faldt jeg.
Det føltes som at falde gennem rav. Tykt, varmt, langsomt. Jeg kom til mig selv på kolde sten. Der var lys over mig, et lys som svævende støv, gyldent og levende, og det kom fra en hal, høj som en skov, hvis loft forsvandt i mørke. Søjlerne var hugget af noget, der lignede hvalrostænder, skrå og snoede, og langs væggene hang skjolde som sole, røde, sorte og blå. Luften var tung af sved og det, der kommer efter blod, jernets søde, dvaske lugt.
Rundt om mig rejste mennesker sig. Mænd og kvinder, høje, muskuløse, deres hud fuld af ar og tatoveringer. Nogle bar ulveskind over skuldrene. Andre havde intet på overkroppen og glinsede som olie. Deres øjne var klare som is, enkelte var mælkehvide som blindhed, men uden svaghed i blikket.
“Endnu en,” sagde en. “Spinkel.” Latter. “Vi kan bruge spinkle.”
Jeg stod op. Mine ben skælvede, men ikke af frygt. Jeg var fyldt af en uhyggelig, velsmagende energi, som den første espresso efter søvnløse nætter. Musik brummede gennem gulvet, trommer og buestrenge. Og så tav alt, da en skygge faldt over mig.
Han bar en kappe af grå ulve og knogler, der ikke fandtes, men her var flettet, som om nogen havde tæmmet dem. Hans hår var langt og mørkt, men hans skæg var lyst, og hans ene øje var en brønd af blå glasur. Hvor det andet skulle have været, var der et hul, dækket af en hudlag membran som en perlemorsmåne.
“Odin,” sagde jeg, forbløffet som et barn.
Han smilede uden tænder. Smilet var et ar, der havde glemt at hele. “Sådan kalder I mig,” sagde han mildt. Hans stemme var som mørket mellem træerne. “Velkommen, som man siger, når vi er underholdt.”
En hånd rørte min nakke. Den var varm, og en lav latter gled forbi mit øre. “Hun dufter af tvivl,” sagde stemmen, lav og sløret. “Jeg kan lide tvivl.” Da jeg vendte mig, stod en kvinde der med hår som lyste op og øjne som ravklumper med døde myg. Hendes læber var smalle, lyde lå i dem, og hendes pande var prydet af en lille gylden kæde med et bladformet vedhæng.
“Freyja,” sagde jeg, og hendes navn gjorde min tunge tung.
Hun bøjede sig så tæt på, at hendes ånde smagte af urter og honning. “Kald mig det, du vil,” sagde hun. “Så længe du kalder.”
“Det er et menneske,” sagde en dyb, rullende brummen. Jeg vendte mig og så Thor – eller det, man kalder Thor, når man vil tegne et bjerg. Han stod bar til livet, brystet skinnende, armene dampende som efter regn, og hans skæg var rødligt som tørret kød. En hammer hang ved hans side, stor som et barns kiste. “Et spinkelt menneske.”
“De spinkle skriger bedst,” sagde Freyja uden at se på ham. “Lad hende se.”
Odin løftede en hånd, og hallen vaklede. Søjlerne syntes at trække sig sammen, loftet sank, bordene gled til side, som om gulvet var en sø. I midten åbnede sig en cirkel, en arena, glat som knæskaller. Mænd og kvinder trådte ind. De bar sværd og spyd, og nogle bar intet andet end deres arrige, smukke kroppe.
“Se,” sagde Odin.
Jeg så.
De stormede mod hinanden som elskere, men der var ingen kys i deres stød. Der var knogler, der mødtes, og klinger, der sang. Blod kom hurtigt, sprøjtende og fint som regn fra en sprayflaske. Et sværd gled ind i en mave, og den, det ramte, skreg, men der var også latter, og den, der førte sværdet, kyssede ham på panden og trak bladet igennem, langsomt, som hvis han skar et æble. En kvinde væltede en mand og knækkede hans nakke med en bevægelse, der lignede et kærtegn. En ung kriger, yngre end mig. dansede med to dolke, og hvor han gled forbi, blev hud til åbne blomster. Det var frygteligt, hæsligt og smukt på én gang. Jeg ville kaste op og klappe på samme tid.
“De dør,” hviskede jeg, eller tænkte det. Min mund var tør.
“De dør,” sagde Odin, “og rejser sig igen ved daggry.” Hans ene øje glimtede, som hvis der under membranen havde været stjerner. “De dør for vores glæde.”
“Og deres,” sagde Freyja, og hendes hånd gled ned ad min overarm, mere trøst end begær, men det sendte en strømmende varme gennem mig. “Nogle længsler lader sig kun mætte med knusning.”
Thor brølede, ikke af vrede, men fordi hans blod ville høres. Han greb en mand, der haltede, og løftede ham op som et barn. Han holdt ham der længe, som om han overvejede at kysse ham, og smadrede så hans kranie mod gulvet. Lyden var tilfredsstillende, et hult dunk, og et kor af stemmer sukkede, ikke af medfølelse, men af noget, jeg kendte fra andre sale. Fra natklubber, fra kirker, fra konferencelokaler, når nogen endelig sagde det, alle tænkte. Udløsningens kollektive lettelse.
“Er det her… paradis?” spurgte jeg, og både ordet og min stemme var latterligt lille i den hal.
“Det er et sted,” sagde Odin. “Paradis er et menneskeligt ord for en meget begrænset mængde lykke. Vi tilbyder overflod.”
“Og du er her,” sagde Freyja, “fordi du bad om det.” Hun løftede min hånd, vendte den, så min bloddryppende finger blev synlig, og førte den mod sin mund. Hun kyssede såret uden lighed med den omsorg, man giver et barn, det var en liturgi, og mine knæ blev næsten bløde under mig. “Blod kender vej.”
Jeg trak hånden til mig. Hun lo blidt, ikke fornærmet. “Du har tid,” sagde hun.
“Til hvad?” spurgte jeg.
“Til at forstå, at du allerede er inde.”
De gav mig mad og drikke, kød, der smagte af skov, og en mjød så tyk, at den løb langsomt over tungen som fløde og brændte som peber. Mine øjne vænnede sig til hallens lys, som syntes at komme fra væggene selv, fra runer lagt i lag i stenene, fra skindene på gulvet, som om alt var levende. Jeg lagde mærke til små ting, at søjlerne var porøse, som knogler er det, og at vinduerne højt oppe ikke var vinduer, men membraner, der pulserede svagt, som hvis hallen trak vejret.
Loke fandt mig ved et bord med kød på fællesspyd. Han havde ikke de andres tyngde, han var slank, hans ansigt smalt og hans smil skævt som en hæl i blødt ler. Hans hår var mørkt, hans øjne var skiftevis grønne og grå, alt efter hvor man stod. Han satte sig, uden at spørge, og stjal et stykke kød fra min tallerken med en fingerdans, der gjorde mig både irriteret og underholdt.
“Hvor er du fra?” spurgte han. Hans stemme var blid og kælen.
“Aalborg,” sagde jeg. “Jylland.”
“Åh,” sagde han, som om det forklarede alt. “Jeg har altid godt kunnet lide jeres vind. Den minder mig om skibe, der troede, de vidste, hvor de skulle hen.”
“Hvad er jeg her for?” spurgte jeg. “Hvad vil I?”
“Vi vil alt,” sagde han kærligt. “Vi er guder.” Han lod ordet blive hængende. “Men du, lille tænkende skovmus, er her, fordi du bankede på. Gør man det, åbner nogen. Nogle gange mig.”
“Kan jeg gå igen?” spurgte jeg.
Han lagde hovedet på skrå. “Selvfølgelig. Spørgsmålet er, om du kan gå igen uden at have lært at bære, hvad du har set.”
“Jeg kan bære mere, end du tror,” sagde jeg. Min stemme var mere fast, end jeg følte mig. Jeg tænkte på min far, på hans tavshed ved aftensmad, på min mors ordnede frygt. Jeg tænkte på mit eget liv med arkivskuffer og venlige kolleger, og aftenerne der havde føltes som at stå i kø i en butik, man ikke ville handle i.
Loke smilede, som om jeg havde sagt noget morsomt. “Jeg ved det,” sagde han. “Det er det, jeg kan lide ved jer. I tror, I er sprøde, og så er I seje som senet kød.” Han nikkede mod arenaen, hvor jorden igen var blevet udjævnet, som om blod var olie. “Spillets regler er simple. Du må se. Du må spise og drikke. Du må danse. Du må kæmpe, hvis du vil. Du må elske, hvis du vil. Du må sige nej til alt. Men intet forbliver uden pris.”
“Prisen?” spurgte jeg.
Han tog min hånd, vendte den om, studerede min håndflade som en spåkone. Hans fingre var varme, men der var en tørhed, der mindede om gammelt papir. “Du bar blodet ind. Blod går ikke ud tomhændet. Noget tager det med sig, når det går. Det kan være en udånding, det kan være en dag, en vane, et navn.”
Mit navn faldt tungt mellem os. “Hvis jeg mister mit navn,” sagde jeg, “hvad er jeg så?”
“En lyd mindre at holde styr på,” sagde han muntert. “Men rolig, vi farer ikke frem. Vi er tålmodige jægere. Vi vil se, hvad du gør, når du ser sandheden.”
“Sandheden?” Jeg lo tørt. “At I er… sådan?” Jeg viftede mod hallen, mod kødet, mod blodets blanke spor, der stadig sivede op i revnerne trods det glatte gulv. “At Valhalla er et slagtehus?”
“Et teater,” korrigerede han mildt. “Et køkken. Et tempel. Vælg dit ord. Ord er potter, man hælder verden i.” Han rejste sig, bøjede sig ned mod mig, og hans mund var næsten ved mit øre. “Kom i nat. Når trommerne skifter takt. Jeg vil vise dig noget, Odin ikke kan lide, at jeg viser.”
“Og hvad vil du have til gengæld?” spurgte jeg, fanget og mistænksom.
Han trak på skuldrene. “Måske et kys på hånden. Måske en hemmelighed. Måske bare, at du husker mit navn, når du går ind i mørket.”
“Jeg glemmer ikke så let,” sagde jeg.
“Det siger I alle.”
Natten i hallen var ikke mørk, men farverne ændrede sig. Trommerne blev dybere. Mjødens sødme fik en skarpere kant, som hvis nogen havde rørt den med harpiks. Dørene åbnede mod en gård, hvor himlen var tæt som uld, og månen hang lavt.
Loke ventede i skyggen af en søjle. “Kom,” sagde han, og jeg fulgte ham gennem korridorer, der snoede sig som tarme. På væggene hang billeder i rammer af knogler, jagt og fødsler og skibe, der sejlede på blod. En dør var halvt åben. Jeg så ind. I et kammer lå kroppe sammenflettede i søvn, hoveder på andres maver, hænder om håndled. Det var ikke skamløst, det var bare kropsligt, en flok ulve, der havde søgt varme. Jeg mærkede en prikken i min mave, en sult, jeg kendte, men som jeg sjældent havde fået stillet. Loke så ikke på mig, men hans smil hang i luften som røg.
Vi kom til en gårdsplads med et træ i midten. Træet var ikke stort, men det var gammelt, og barken havde en farve, man normalt kun ser på skind, der har været for længe i solen. Grenene bar vægte. Da jeg kom nærmere, gik det op for mig, hvad vægtene var.
Mennesker. Hængt i knæhaser, i armhuler, i brystvorter. Ikke dræbte, men hængte, med reb og kroge, der gled ind i huden uden at briste den. Øjnene åbne, og i nogle tilfælde smil, der ikke var smerte, men noget andet. En underlig fred. Rygge var ridset til med runer. På en mands bryst stod FUTHARKR i en skæv, legende linje, som hvis nogen havde øvet sig. På en kvindes mave var tegnet en spiral, som på min sten. Blod løb i tynde spor langs rebet og ned i skåle ved træets fod, hvor fluer drak som pilgrimme.
“De hængte,” sagde Loke. “Odin elsker at hænge. Han mener, at hængning tvinger tanker nedad, hvor sandheden bor.”
“De lider,” sagde jeg, selv om det ikke så sådan ud. Det var min tro, ikke mit syn.
“Nogle,” sagde Loke. “Nogle synger. Vil du høre?”
Han lagde to fingre på mit tindingeben, og lyden kom som et kuldegys, en mærkelig, dyb humlen, der bar ord under sig. Ikke ord, jeg kendte, men deres form var klar. Bønner? Nej. Spørgsmål. Jeg forstod et af dem, det var ikke dansk, det var ikke noget sprog, men betydningen var der. Hvor meget af mig er jeg, når jeg sænkes ned i noget større?
“De er frivillige,” sagde Loke. “De fleste.”
“De fleste?”
“Ord er potter,” gentog han. “Og nogle potter har sprækker.”
Vi stod længe. Jeg blev svimmel af duften af jern og harpiks og noget blomstrende, der ikke fandtes på Jorden. Hver krop bevægede sig, ikke meget, bare en gyngen i reb. Det var ikke et torturkammer. Det var en kirke.
Jeg gik til kvinden med spiralen på maven. Hendes øjne var halvt lukkede, hendes læber bevægede sig, hun sagde noget uden lyd. Jeg rakte ud, uden at vide, om jeg måtte, og lagde min håndflade mod spiralens begyndelse. Huden var varm som en smeltet mønt. Spiralens endepunkt var ved hendes navle. Da min finger fulgte linjen, rørte hun sig, ikke af smerte, snarere som en træt, tilfreds kat. Da jeg nåede midten, åbnede hun øjnene helt og så på mig.
“Hungrende,” sagde hun. Hendes stemme var stof, der rives blidt. “Godt.”
Jeg trak hånden væk. Hun lo, og det var ikke ondt, bare menneskeligt. “Bliv ikke bange, lille en,” sagde hun. “De værste ting bærer skønhed som maske. Og nogle gange bærer skønhed de værste ting.”
“Jeg ved ikke, hvem jeg er her,” sagde jeg, ikke til hende, men det blev i luften, og luften svarede.
Loke lagde en hånd på min ryg. “Det er fint,” sagde han. “Her får du tid. Men tiden er ikke gratis.”
“Du sagde, jeg kunne gå.”
“Det kan du. Men du tager noget med ud.” Han førte mig til træets fod, hvor skålene stod. Han tog en kop, dyppede den i en skål, og løftede den mod mig. Indholdet var tykt, mørkt, det lugtede af jern og vild rosmarin. “Drik,” sagde han.
“Er det..”
“Det er alt,” sagde han. “Det er deres, og det er mit, og det er dit, og det er jordens. Drik.”
Jeg drak. Det var som at sluge et brøl. Det var som at få sit eget navn at høre fra et sted, hvor man ikke troede, man fandtes. Det var som en hånd om min nakke, ikke hårdt, men definitivt. Jeg satte koppen ned. Verden flyttede sig. Træet syntes at vokse, eller også blev jeg mindre. Jeg så spiralen på kvindens mave bevæge sig, som hvis huden under var et øje, der kiggede op gennem hende.
“Nu kan du se,” sagde Loke mildt. “I det mindste mere.” Han pegede op mod en altan over os. En skygge stod der. Den bar ikke kappe. Den bar en krone af noget, der lignede torne, men var skarpe, klare knoglesplinter. Odin. Han lænede sig på rælingen med en overbærende tristhed i skuldrene. Da vores blikke mødtes, smilede han, og jeg så hans tandsæt. Pænt, menneskeligt, undtagelsen, der gjorde det farligere.
“Han lader dig gøre det,” hviskede jeg.
“Han lader mig meget,” sagde Loke. “For han tror, han har forstået prisen.”
“Og har han det?”
“Det kommer an på, hvem der tæller.”
Jeg sov ikke. Jeg faldt ind og ud af billeder. En krop, der blev skåret op langs en linje, der var tegnet aftenen før med blå maling. En flok børn, nej, unge krigere, der plukkede fjer af en kæmpefugl i den slags ekstase, man normalt forbinder med konkurrence. En gammel kvinde, der flettede reb med tænderne, mens hun sang om havet, der flyder under alt. Jeg vågnede ved, at trommerne ændrede takt. Hallen trak vejret ind. Når den åndede ud, løb langborde frem som tunger. Mænd og kvinder vaklede ind, blødende, grinende, grædende. Nogle bar deres hoveder skævt, som om nakker var nye. Odin stod i midten med en skål. Han lod hånden glide ned i væsken og kastede dråber mod dem omkring sig, og dér hvor de landede, lukkede sår sig blidt, som munde der får besked på at tie.
Jeg så manden, Thor havde knust. Hans pande var hel. En tynd streg mindede om bruddet, men det var et minde, ikke en skade. Han så mig. Hans øjne var blanke, ikke med tårer, bare våde, som hvis han lige var kommet op fra en flod. Han nikkede. Jeg nikkede tilbage, og en ubegribelig varme løb gennem mig, fordi han var i live, og en skamfuld skygge, fordi jeg havde nydt lyden, da han døde.
Freyja satte sig ved min side. Hendes hår lugtede af vinteræbler og røg. Hun spiste næsten ingenting. Hun så på mig spise, og min hud blev varm under hendes blik, ikke pinligt, men intimt, som hvis nogen kærtegnede mig ved at studere, hvordan jeg løftede min ske. “Du forstår det nu,” sagde hun lidt efter. “At nydelse er et dyr, der skifter pels. At smerte kan være en af dens farver. At skam er det tynde lag, man smører på, når man vil have dyr til at ligne møbler.”
“Jeg forstår,” sagde jeg, og det var sandt og ikke sandt. “Men jeg forstår også, at I spiser noget, jeg ikke kan se.”
“Godt,” sagde hun. “Se igen.” Hun drejede mit hoved let med to fingre. Odin stod stadig med skålen. Hans ene øje var lukket, membranen skinnede, som hvis noget under den sov og drømte og sivede ud gennem hans hud. Folk kom tættere på ham som møl mod et stearinlys. Han lod dråber flyve på dem, og deres skuldre faldt, ikke af nederlag, men af lettelse. Og idet de faldt, gled noget andet af dem. En tynd, gennemsigtig, næsten usynlig tåge, der steg fra deres hud og samlede sig i loftet, hvor det hang som en aura, der trak tråde ned i gulvet.
“Det der,” sagde Freyja. “Det er det smør, vi smører på brødet. I kalder det ånd, sjæl, midgårdsduft. Jeg kalder det mad.”
“Så I lever af dem,” sagde jeg.
“Vi lever med dem,” korrigerede hun. “Vi giver dem, hvad de vil have, og de giver os, hvad vi vil have. Balance.” Hendes smil var en kniv, slebet smukt. “Undtagen når nogen tilter vægten. Det er derfor, Odin hader Loke. Ikke fordi Loke lyver, men fordi Loke taler sandhed på upraktiske tidspunkter.”
“Og du?” spurgte jeg.
“Jeg dyrker haven,” sagde hun. “Jeg ved, hvornår noget skal beskæres for at blomstre. Og hvornår en blomst er bedst, når den får lov at rådne.”
Jeg følte mig pludselig træt i en knogledyb forstand. En hånd lagde sig på min nakke, en gestus så hjemmevant, at det gjorde mig sårbar. “Du kan stadig gå,” sagde Freyja. “Men hvis du bliver, lærer du noget, du ikke kan lære andre steder. Hvad vil du, lille en?”
Jeg tænkte på mit køkken, min kaffe, mine kollegers mandagsansigter. Jeg tænkte på den sten, jeg havde bragt til mit bord. Jeg tænkte på den følelse, da blodet ramte spiralens centrum, på den verden, der trak mig ind med en hensigt, jeg altid havde savnet. Jeg så på Odin, på Thor, på Loke, der stod ved en søjle og fløjtede lavmælt, på kvinderne, der hviskede til hinanden i et sprog, der lød som vand. Jeg tænkte på længsel, på den fysiske, kødfulde, skamfulde længsel efter at blive set og brugt af noget, der var større end mig.
“Jeg bliver,” sagde jeg.
Freyja nikkede, som om hun havde vidst det hele tiden. “Så lad os begynde dit arbejde.”
Mit arbejde var ikke at kæmpe. Ikke endnu. Freyja satte mig i knoglekammeret. Det var en sal ved siden af hallen, hvor hvælvingen var lavere, og lyset køligere. Her hang skeletter som kor, sat sammen forkert med vilje, en arm på en ryg, et ben forvandlet til bue. Gamle kvinder styrede rummet. De havde hænder som rødder, stærke og spidsede. De sang uden ord, når de arbejdede, og lyden holdt min vejrtrækning i takt.
” En knogle husker,” sagde den ældste, hvis navn var Runa. “Hud glemmer, blod glemmer, men knogle husker.” Hun lod min hånd glide over en brystkasse. “Her sad et hjerte. Du kan mærke det som en tom plads.”
“Er det… moralsk?” spurgte jeg dumt, mens jeg bandt sener til en ny kombination. “At bruge menneskeknogler… sådan?”
Runa så på mig, og hendes blik var ikke koldt, men skarpt. “Moral er for dem, der skal overtale mange til at gå samme vej. Vi går allerede. Vi laver vejen.”
“Jeg mente ikke..”
“Du mente alt,” sagde hun. “Og det er godt. Hellere en tunge, der snubler, end en, der rådner.”
Vi byggede redskaber. Ikke våben, sagde de, selv om de kunne bruges som det, hvis man ville. Vi byggede instrumenter, fløjter af lårbensknogler, der lød dybt og klagende, save af ribben, der kunne skære gennem sener uden at flænse hud, rammer af skulderblade, hvorpå man kunne spinde tråde af hår og sener, der blev stærkere end hamp, når de blev vasket i salt og mjød.
Når jeg arbejdede, glemte jeg at stille alle spørgsmålene. Mine hænder vidste mere, end jeg troede. Freyja kom og gik, som en duft, man kun lægger mærke til, når den bliver fjernet. Loke dukkede op en aften og lagde en finger på en fløjte. “Den sang findes ikke endnu,” sagde han.
“Hvordan kan den så…”
“Fordi nogen vil spille den,” sagde han og blinkede. “Tænk fremad.”
Thor kom sjældent, men når han gjorde, fyldte han rummet. En gang lagde han hånden på mit hoved som på en hund. “Lille,” sagde han, ikke hånligt, bare konstaterende. “Men hun lugter ikke af skræk.”
“Hun lugter af arbejde,” sagde Runa, uden at se op. Thor lo, og lyden rullede gennem knoglerne, så nogle af fløjterne gav sig til at nynne.
Odin kom aldrig, men hans fravær var et tryk i luften. Nogle gange mærkede jeg, at Runa standsede en bevægelse, gentænkte noget, skiftede en sene ud. “Han ser med det øje, der ikke er,” sagde hun en dag, da hun greb min hånd, før den lagde en knude forkert. “Det blinde øje ser mere end det seende. Husk det.”
“Hvad ser han?” spurgte jeg.
“Hvad han vil,” sagde hun. “Og det er problemet.”
Da Freyja besluttede, at jeg var klar, tog hun mig med ind i hallen. Jeg vidste, det ville ske. Man kan ikke være i et teater for evigt uden at gå på scenen. Hun gav mig ikke våben. Hun gav mig et stykke stof, blødt som gammel hud, som jeg bandt om håndleddet. “Det er ikke for din skyld,” sagde hun, da jeg så spørgende på hende. “Det er for min. Jeg vil vide, hvor du er.”
Arenaen var glat igen. Publikum stod ikke på bænke, publikum var guder og de udødelige, og de blandede sig i kanten. Det var en leg, alt her var en leg, som hed “Skærsilden” man gik ind i en kreds, og man måtte ikke gå ud, før man havde sunget sit navn, så det kunne høres helt op i membranloftet.
“Hvordan synger man et navn?” spurgte jeg.
“Med alt,” sagde Freyja og kyssede mig på panden. Hendes læber var kølige, som hvis hun havde spist frost.
Jeg gik ind. Fem andre var der. En kvinde med ar som et net over brystet. En mand med sort hår og en mund, der så ud til at være vant til at smile og holde det tilbage. En tvilling, jeg kunne ikke se, hvem han spejlede, men han bar tvivlen som et smykke. Og en stor, gammel kriger, der gik som en bjørn, der kender sine skove.
En tromme. En fløjte. Den fløjte, jeg havde været med til at lave. Jeg følte dens tone i min rygsøjle. Og så kom de, ikke for at dræbe os, men for at lege, valkyrier, hvis skridt var hurtigere end mine øjne. De strejfede os. Et snit ved anklen. Et tryk mod ribbenene. En finger, der gled hen over en sene, så et ben gik i knæ, og man måtte finde sangen, når man lå.
Jeg sang ikke med min stemme. Jeg sang med mine hænder. Jeg greb den gamle krigers hånd, da han gled, og vores hud klaskede sammen, og lyden fik publikum til at sukke. Jeg skubbede tvillingen, da en valkyrie gik efter hans hals, mit skub var for hårdt, men han greb en søjlekant og svingede tilbage i kredsen med en latter, der blev til min melodi. Den arrede kvinde lagde sin pande mod min et øjeblik, og vores sved blandede sig, og det var mere intenst end nogen dans. Jeg fandt ud af, at jeg kunne mærke, hvor snittene ville komme, og jeg lagde mine arme, så de ramte mig, hvor jeg kunne bære dem, over skuldrene eller i overfladen af låret, langt fra sener.
En valkyrie standsede foran mig. Hendes øjne var glas uden farve. Hendes læber bevægede sig knap. “Syng,” sagde hun. “Ellers synger jeg for dig.”
“Syng,” hørte jeg Freyja hviske fra kanten. “Giv dem den tone, du har gemt for dig selv.”
Og så åbnede jeg munden. Først kom der ingenting. Så et hæst, latterligt hyl. Jeg skammede mig. Det smagte af teenageværelse, af mislykkede forsøg i badet. Valkyrien hævede en finger, og mit hjerte sank. Men så mærkede jeg noget, jeg havde mærket ved træet, at midten af en spiral kan være et øje. Jeg lod lyden synke, helt ned i maven, i underlivet, i det sted, hvor jeg normalt kun trak vejret, når jeg var alene og lod hånden ligge lidt for længe et sted, der var mit. Jeg trak vejret ind der, dybt, dybt, og lod lyden komme fra det sted.
Den første tone var mørk som mos. Den næste var klarere. Jeg sang ikke ord, men jeg sang mit navn, ikke bogstaverne, men den form, det har, når nogen siger det kærligt, en opadgående bue og så et brat fald til hvile. Jeg sang min mors hånd på min pande, min fars ryg, når han gik ud i garagen for at undgå at græde. Jeg sang min første ensomme nat i Aalborg, hvor jeg spiste maden kold, fordi jeg kunne. Jeg sang mosen og stenen og blodet, der faldt, ikke som ulykkesfugl, men som invitation.
Publikum blev stille. Valkyrien sænkede sin finger. Jeg så op. Membranloftet trak sig sammen, ikke meget, bare som hvis hallen lyttede. Og så kom svaret, ikke fra guder, men fra dem i kredsen. Den arrede kvinde løftede sin tone og lagde den over min som en hånd. Tvillingen fandt harmonien. Den gamle kriger rumlede under, med den slags dybde, der kun kommer fra et bryst, der er blevet brudt og samlet igen mange gange.
Jeg sang, og jeg var ikke bange. For første gang i lang tid var jeg ikke bange, og i det øjeblik forstod jeg prisen. Ikke som en tanke, men som en pludselig mangel i mig. Noget faldt af. Det var lille, men skarpt. Som en splint, der havde siddet i mig i årevis, og som jeg var blevet vant til. Lettelsen var enorm. Men da jeg kiggede til siden, så jeg Loke i skyggen. Hans smil var blidt og sørgmodigt. Han løftede to fingre som anslag. Et. To. Noget mere ville følge.
Vi vandt legen, ikke ved at sejre, men ved at synge, til vi alle stod uden for kredsen uden at vide, hvornår vi var gået ud. Publikum jublede, ikke vildt, men tilfreds. Det var det bedste bifald, jeg nogensinde havde fået. Og jeg var tom og fuld, som hvis jeg havde givet blod og fået vin.
Freyja tog min hånd, da jeg kom ud, og strøg over stoffet om mit håndled. “Jeg er her,” sagde hun, uden at jeg havde spurgt. “Jeg er her, også når jeg ikke er.”
“Jeg har mistet noget,” sagde jeg. Min stemme rystede. “Jeg ved ikke hvad.”
“En vane,” sagde hun. “Måske en frygt. Måske et hjørne af et spejl. Vi kan se i morgen.”
“Og hvis det er mit navn?” spurgte jeg.
Hun så på mig med en alvor, der gjorde mig lille. “Hvis det er dit navn, skal du vælge, om du vil have et nyt.”
“Kan man det?”
“Man kan altid vælge.” Hendes smil var hårdt og smukt. “Det er det, I er gode til.”
Dagen efter, eller måske var det natten eftersendte Odin bud efter mig. Ikke med trommer eller udbrud, men med en lille pige, der gik barfodet gennem hallen og holdt en knoglefløjte som et scepter. Hendes hår var lyst som hør, hendes øjne mørke og upåvirkede. “Kom,” sagde hun.
Odin ventede i et kammer, jeg ikke havde set. Det var ikke stort. Der var en stol, ikke en trone, men en stol som de gamle landlæger havde, og et bord med redskaber, der ikke var redskaber og alligevel var det. Det var fyldt med små kroge, smalle knive og en skål med væske så klar, at den ikke fandtes. Odin sad og læste i et skind, der var skrevet på indersiden. Han så op, da jeg kom ind, og smilede den tandløse smilelignende bevægelse.
“Du sang,” sagde han.
“Ja.”
“Det var smukt,” sagde han, og det lød næsten menneskeligt, men var det ikke. Smukt for ham var noget, der virkede. “Vil du have en gave?”
“Det afhænger,” sagde jeg.
“Godt,” sagde han tilfreds. Han rejste sig, gik langsomt rundt om mig, uden at røre. “Du ser. Du er ikke blind. De fleste er blinde, selv når de kigger. Du ser det, som jeg ser, at mennesker vil noget, som gør dem skøre, når de ikke får det. Og at vi kan give det til dem.”
“Og tage noget til gengæld,” sagde jeg.
“Al handel har to hænder,” sagde han mildt. “Folk klager, når den anden hånd ikke er deres.” Han standsede foran mig. “Min gave: Du må se med mit øje.”
Jeg trådte tilbage, før jeg vidste, jeg gjorde det. “Nej.”
Han lo, og lyden var varm på en måde, der gjorde mig kold. “Ikke for evigt, kun til låns. Én nat. Én sang. Du må se, som jeg ser. Du vil miste noget, ja. Men du vil få meget. Du vil aldrig være den samme, og du vil elske mig for det, selv når du hader mig.”
“Og hvis jeg siger nej?”
“Så går du tilbage til knoglerne,” sagde han, ikke uvenligt. “Du arbejder. Du synger måske igen. Du går måske. Du lever. Du dør. Alt er fint.” Han hævede hånden. I hans håndflade var et ar, der lignede en mund. “Men hvis du siger ja, vil du forstå, hvorfor jeg hænger, og hvorfor jeg griner, når verden tror, den har fanget mig.”
Jeg tænkte ikke længe. En del af mig havde sagt ja, da jeg lagde blod på stenen. Den del, der jagtede huller i verden. “Én nat,” sagde jeg. “Én sang.”
Han nikkede, tilfreds, som en lærer, der hører det korrekte svar. “Sæt dig,” sagde han.
Jeg satte mig. Han tog skålen med den klare væske og hældte en dråbe på mine øjenlåg. Den var kold i det sekund, den rørte mig, og så brændte den uden varme. Han tog en af de små kroge, løftede mit venstre øjenlåg let, som en frisør, der løfter hår fra en pande. Han blæste. Kun det. Og verden vendte sig.
Jeg så ikke længere hallen. Jeg så alt, og alt var én sal. Jeg så blod strømme i gangene, ikke som floder, men som rød tråd, der syede mennesker sammen. Jeg så sjæle som damp, og hvordan de løftede sig, når de gav, uden at blive mindre. Jeg så mennesker i Midgård, København, Lagos, en by i Peru, et hus i Jylland, hvor de stod med hænderne ude mod altaner, mod tv-skærme, mod tom luft, og hviskede om noget, de ikke kunne sige, og hvordan deres hvisken blev til føde, selv når ingen gud stod ved deres senge. Jeg så døde gå gennem døre, som de havde malet selv uden at vide det. Jeg så en kvinde i en kirke tænde et lys for en søn, hun havde mistet til havet, og lyset brændte så klart, at det kunne have brødfødt en hær i en uge. Jeg så en mand, der ringede til en hotline og ikke sagde noget, og hans ånd steg som en fugl, selv om han troede, han var skrald.
Jeg så Odin selv hænge, ikke på træet, men inde i sin krop, som var et træ. Jeg så, hvordan det blinde øje var en port, ikke til intet, men til alt, og hvordan han bar smerten som smykke, fordi den gav resonans til alt, han rørte. Jeg så Freyja gå gennem kamre og lægge hænder på maver og pander og kønsben og rygge, ikke som elsker, ikke som mor, men som gartner, der ved, hvornår man vander, og hvornår man lader tørke tvinge rødderne ned. Jeg så Thor smadre ting, fordi nogle ting skal smadres for at give plads. Jeg så Loke væve løgne, der reddede børn, og sandheder, der fik konger til at slå sig selv for at finde den rene tone i eget skrig.
Og jeg så mig selv. Jeg så min krop i stolen, mit ansigt glat af koncentration, min mund en hårfin sprække. Jeg så den lille pige med fløjten stå i døren og se på mig med mørke, rolige øjne. Jeg så min far stå i garagen og puste varm luft mod sine hænder. Jeg så stenen i mit køkken, og hvordan den stadig lå på bordet, glinsende, som hvis den svedte.
Jeg græd. Ikke meget. Små tårer, som salt på læber.
“Smukt,” sagde Odin roligt. “Smukt.”
“Det er… meget,” sagde jeg. Min stemme var ikke min. Den var en streng på et instrument, jeg ikke havde råd til.
“Det går over,” sagde han. “Alt går over. Også guder.” Han bøjede sig frem og kyssede min pande, som Freyja havde gjort, men hans kys var tørt, asket, som hvis et blad rørte mig. “Nu syng.”
Jeg sang. Ikke for en leg. For ham. For dem. For mig. Jeg sang den sang, som man synger, når man ved, at man står på en kant, man ikke må, men som man vil. Jeg sang om hunger. Jeg sang om fandens ærlighed i at sige. Jeg vil have. Jeg sang om at elske mennesker nok til at give dem en scene, selv når scenen er et slagtehus, fordi hvad er alternativet? Et liv uden lyd? Jeg sang med alt. Og da jeg var færdig, vidste jeg, at noget var blevet taget.
“Tak,” sagde Odin, og ordet var oprigtigt. “Du har givet mig en ny tone.”
“Hvad tog du?” spurgte jeg. Jeg vidste, han havde. Han smilede. “Ikke jeg. De. Du.”
“Sig det.”
“Du bar skam som smykke,” sagde han. “Den er væk.”
Jeg trak vejret, og det var som at trække vejret for første gang. Jeg rystede. Latter og gråd var den samme bevægelse.
“Pas på,” sagde han. “Mennesker uden skam er smukke. Og farlige.”
Dage, nætter, gik. Jeg sang flere gange. Jeg arbejdede i knoglekammeret. Jeg gik forbi de hængte og lagde min hånd mod spiraler. Jeg lærte at spise langsomt. Jeg lærte at drikke uden at glemme. Og jeg begyndte at se, hvordan guderne så, at alt var en vægt, man kunne tippe.
Loke fandt mig ved en membrandør med udsigt over en gård, hvor nogen havde lagt et skakbræt af sorte og hvide skind. Han stod med hænderne i ærmerne, som en munk, der havde glemt, hvad bod var.
“Du må gå nu,” sagde han, uden indledning.
“Nu?”
“Mens du stadig ved, hvordan,” sagde han og slog på dørens kant. Den sang lavt. “Odin har givet dig en gave, Freyja har plantet dig. Bliver du længere, vokser rødderne. Det er godt. Og farligt.”
“Jeg troede, du ville have, at jeg skulle blive. Du elsker kaos.”
“Jeg elsker bevægelse,” sagde han. “Ikke stillestående sump. Nogle sumpe er smukke. Men du er ikke en sump.” Han så på mig med det blik, der så ud, som om han kunne se, hvilke farver min sjæl havde i skarp sol. “Du er en møllesten. Du maler. Gå hjem og mal.”
“Og hvis jeg ikke kan forlade jer?”
Han trak på skuldrene. “Så rejs dig hver morgen og dø hver aften. Det er også et liv.”
“Hvis jeg går… kan jeg komme tilbage?”
“Verden er fuld af spiraler,” sagde han. “Du har en i dig nu.”
Han rakte mig noget. En lille, sort sten, oval, med en spiral ridset ind. En søster til den, jeg havde fundet. “For den nat,” sagde han. “Da du drak ved træet. Jeg tager betaling for mine hemmeligheder.”
“Hvad vil du have for denne?”
“Et løfte,” sagde han. “At hvis du finder nogen, der står ved en dør og ikke tør banke, så lærer du dem din sang. Ikke for at lukke dem ind nødvendigvis. Bare så de kan høre, hvem de er.”
“Det lover jeg,” sagde jeg.
“Godt,” sagde han og kyssede min hånd. Hans læber var varme og sjove, som om de lo af mig. “Gå, før Thor får lyst til at ødelægge dig, blot for at se, om du rejser dig endnu smukkere bagefter.”
Jeg gik. Ved hallens dør stod Freyja. Hun rørte ved stoffet om mit håndled, der nu var mørkere, som hvis det havde suget farve fra min hud. “Kommer du tilbage?” spurgte hun.
“Ja,” sagde jeg, og det var ikke en trussel. Det var en mulighed.
“Godt,” sagde hun. “Tag dette.” Hun lagde en finger på mit brystben, og varme spredte sig. “Når du ligger med nogen, med deres krop eller deres ord, så husk at spørge, hvad du planter, og hvad du skærer. Vælg.”
“Jeg vælger,” sagde jeg.
“Det siger I alle,” sagde hun, og hendes smil var denne gang blidt uden skarphed.
Thor stod længere inde i hallen. Han løftede hammeren i en hilsen. Odin var ingen steder at se. Det blinde øje så alligevel.
Jeg lagde min hånd på membranen. Den gav efter. Jeg trådte frem. Og faldt.
Jeg vågnede ved mit køkkenbord. Stenen lå foran mig, våd. Mørket udenfor var tungt på den menneskelige måde, som siger, at klokken er for lidt eller for mange. Min telefon blinkede. Beskeder. Arbejde. Et tilbud om internet, der var “hurtigere end dine tanker.” Jeg grinede, og det lød som en hoste.
Jeg gik til spejlet. Mit ansigt var mit. Mine øjne var mine. Men der i venstre øjenkrog var et lille, lyst ar, som hvis nogen havde løftet min hud som et gardin. Jeg rørte ved det. Det gjorde ikke ondt. Jeg sagde mit navn højt. Det var stadig der. Men det smagte anderledes. Som et ord, der har været i en andens mund og er blevet leveret tilbage med en ny klang.
På bordet lå også den lille sten, Loke havde givet. Spiral ridset ind. Jeg lagde den ved siden af den gamle. De lignede hinanden, men ikke helt. Søstre, men ikke tvillinger. Jeg lagde min finger i begge spiralers midtpunkt. Intet skete. Og alt var allerede sket.
Jeg gik ud i byen. Folk så normale ud, og jeg så dem ikke på den normale måde. Jeg så dem som vægte, som instrumenter, som beholdere. Jeg så en kvinde med en grå frakke stå ved busstoppestedet og holde sin taske som et barn. Hendes mund bevægede sig, hun øvede en samtale, der ikke ville ske. Jeg så en mand, der gik med store skridt, som hvis han løb fra noget, men hans skygge haltede. Jeg så en dreng, der trak sin cykel op ad en bakke og sang lavmælt til den, ikke ord, men lyde, og cyklen rullede nemmere bagefter. Jeg så den gamle i kiosken, der gav mig byttepenge med én finger mere, end der var nødvendigt, og hvordan hans hud råbte efter berøring, og hvordan hans skam stod som et lille, ynkeligt flag. Jeg lagde min hånd over hans et øjeblik, og han trak vejret dybt, som hvis noget havde sluppet.
Jeg begyndte at synge om aftenen. Ikke højt. Jeg satte mig ved mit bord med mine sten og sang. Nogle aftener kom ingenting. Nogle aftener lå sangen under mine ribben, som en kat og spandt. Jeg begyndte at tage ud til mosen igen. Jeg satte mig ved kanten og lyttede til fugle, der sagde deres navne. Jeg begyndte at tale med dem, der ville tale. Nogle kom. En kollega, der sagde, hun ikke kunne sove, fordi hendes drømme var for stille. En nabo, der altid talte for højt og aldrig sagde noget. Jeg gav dem ikke guder. Jeg gav dem ikke løfter. Jeg sang, og nogle sang med.
Og nogle nætter, når vinden vendte, kunne jeg lugte røg og jern og honning. Jeg lagde min hånd på stenen, og luften blev tykkere, og drømmene fik membraner. Jeg gik ikke hver gang. Jeg vidste, at rødderne ventede. Jeg vidste, at Odin aldrig glemmer en tone. Jeg vidste, at Freyja havde sat en finger i mit bryst, og at mit hjerte til tider slog i hendes takt. Jeg vidste, at Loke havde bundet en løgn til min sandhed, og at den gjorde mig friere, end sandheden alene ville have gjort.
Det var en novemberaften, da døren kom til mig, i stedet for at jeg kom til døren. Jeg sad i min stue med lyset slukket og lod byens nat være min lampe. Der var en væg af stilhed, som hvis sne var på vej. Det bankede. Ikke på min dør. Indeni. Som hvis nogen slog forsigtigt med en finger mod min membran.
Jeg gjorde ikke noget stort ritual. Jeg rejste mig, satte mig ved bordet, lagde begge sten på min håndflade. “Jeg kommer,” sagde jeg. “Men ikke for at blive. Jeg kommer for at se.” Ingen svarede, og det var et svar.
Hallen var som altid og aldrig som før. Træt af mig, og på samme tid sulten efter min tilstedeværelse. Den lugtede denne gang af våd jord og brændt sukker. Folk dansede, ikke i kamp, men i noget mellem trance og træning. Valkyrierne var der, men deres ansigter var mindre masker. Loke lænede sig mod en søjle og så ud, som om han havde ventet, og det gjorde han altid. Freyja kom nær og lagde sin pande mod min. “Velkommen hjem,” sagde hun, uden krav.
Jeg så efter Odin. Han var ikke i midten. Han stod ved en dør, jeg ikke havde set. Den var lille. Til et barn. Han talte med den lille pige med fløjten. Hans hånd rørte hendes kind med en ømhed, der var for perfekt. Jeg så, hvordan hendes øjne var mørke, men ikke tomme. Jeg så, hvordan hun holdt fløjten som en soldat holder sit våben. Han bøjede sig og hviskede. Hun nikkede. Han rejste sig. Vores blikke mødtes. Hans smil var ikke et smil. Det var en påmindelse. Jeg så dig synge for mig. Jeg vil høre den igen.
Jeg gik ikke til ham. Jeg gik til knoglekammeret. Runa vinkede mig til sig. “Du kom, før du blev kaldt,” sagde hun. “Det er godt.”
“Han kaldte,” sagde jeg.
“Han kalder altid,” sagde hun. “Du svarede selv.” Hun lagde en sene i mine hænder. “Hjælp mig. Vi skal lave noget nyt. En ramme, der kan bære lyd.”
“Til hvad?”
“Til en sang, der vil bryde noget,” sagde hun. “Måske en hals. Måske en vane. Måske en gud.”
Vi arbejdede, indtil mine fingre var trætte, og min hud lugtede af salt og knogle. Jeg tænkte ikke på prisen. Ikke med vilje. Men prisen tænkte på mig, som den gør. Loke kom med vin og grin. Freyja kom med en hånd på min nakke. Thor kom forbi og brummede, og fløjterne svarede, som hvis de var små dyr, der boede i hans bryst.
Da vi var færdige, holdt vi rammen op. Den var smuk. Den lignede en stor trækfugl med vinger, men den var af knogle og sene. “Denne,” sagde Runa, “vil du tage med. Ikke nu. Når du hører trommerne slå i din verden.”
“Hvad skal jeg…”
“Synge,” sagde hun. “Du ved det, når du ved det.”
Jeg gik tilbage gennem hallen. Odin stod nu i midten. Han så mig, og hans blinde øje glimtede, som hvis noget bag membranen næsten var vågent. “Næste gang,” sagde han uden lyd, og jeg nikkede uden vilje.
“Gå,” hviskede Loke ved min skulder. “Gå nu.”
Jeg gik. Jeg faldt. Jeg landede ved mit bord, min hånd krammede luft, som hvis noget tungt havde fyldt den. Den ramme, vi havde lavet, var der ikke. Selvfølgelig ikke. Og alligevel var den. Jeg kunne mærke dens form i min hud, som den form, ens savn har, når det vælger en plads mellem ribben.
Jeg holdt op med at tælle dage. Jeg begyndte i stedet at tælle sange. Hver gang jeg sang, ændrede noget sig. Jeg gik ikke altid til hallen. Hallen kom til mig. En gang sad jeg med en kvinde på biblioteket. Hun sagde, hun var træt af at være stærk. Hun sagde det, som man siger, at man er træt af kaffe. Jeg sang for hende ved at holde min mund og lade min vejrtrækning følge hendes. Hun græd uden at skamme sig. Næste dag kom hun og sagde, at hun havde drømt om en flod, og at hun ikke druknede.
En anden gang stod jeg i mosen og sang for mig selv, og en ræv kom og satte sig. Den så på mig med den opmærksomhed, kun rovdyr og børn har. Jeg sang dens navn, som ikke var et ord, men en form for lethed, og den gabte og gik videre.
Og en aften, da trommerne slog i fjernsynets nyheder, ikke trommer, men den slags repetitivt rytmiske ulykker, man kalder information, bankede nogen på min membran. Jeg lagde de to sten i min hånd. Jeg gik gennem døren, uden at flytte mig. Hallen var mørk denne gang, ikke i lys, men i vilje. Thor stod med hammeren løftet. Odin sad. Loke smilede ikke. Freyja var rank og stille. Runa holdt rammen af knogle, jeg ikke havde, og alligevel var den i hendes hænder, som hvis et ord havde fået krop.
“Nu,” sagde hun. “Syng.”
“Til hvem?”
“Til os,” sagde Odin. “Til mig. Til alt, der tror, at det skal være sådan her.”
Jeg sagde ikke nej. Jeg åbnede munden. Rammen sang med mig, selv om den ikke var i min hånd. Min sang var ikke smuk. Den var skarp. Den var som glas, der ridser. Den var som at sige stop uden en høflig smiley. Den var som at tage et fotografi, når nogen har bedt om, at man ikke gør det, fordi de ikke vil se sig selv.
Loftet rystede. Membranerne trak sig sammen. Søjlerne sang med, eller knagede under vægten af noget, de ikke kunne bære. Odin rejste sig, ikke vredt, men som én, der bliver tvunget til at danse. Han løftede sin hånd, som om han ville svinge vægten tilbage, men min sang lagde sig om hans håndled som en sene. Thor brølede, og brølet blev til undertone i min sang. Freyja lukkede øjnene, og hendes smil var fyldt af tænder. Loke begyndte at grine, endelig, og hans grin var ikke hån. Det var lettelse.
Noget brast. Det var ikke hallen. Det var ikke en gud. Det var en vane. En rytme, som havde styret alt for længe. En måde at kalde på sjæle, der gjorde dem lette og derfor lette at løfte. Den brast. Lyden var som når is giver efter på en sø, ikke et skrig, mere et stort, tilfreds suk fra noget, der har været holdt sammen af frygt.
Odin så på mig. Der var ingen vrede i ham. Der var en anerkendelse, tung som et godkendt slag i en kamp. Han nikkede langsomt. “Nu forstår du,” sagde han, og hans stemme var slidt. “Du vil altid være velkommen.”
“Det er ikke en trussel?” spurgte jeg.
“Det er en dom,” sagde han. “Velkommen og farvel er for os ord uden forskel. Du er en af dem, der går mellem.”
“Jeg vil gå,” sagde jeg. “Og komme, hvis jeg vil.”
“Hvis du vil,” gentog han, og hans smil var endelig menneskeligt, træt, lidt ensomt, fuldt af kærlighed til noget, han ikke kunne eje.
Freyja lagde sin pande mod min igen. “Vælg,” hviskede hun. “Og vælg igen. Det er det eneste, der gør jer til jer.”
Loke klemte min hånd hårdt, stærkere end hans krop så ud til at kunne. “Glem ikke din ræv,” sagde han. “Og glem ikke at lyve for dem, der vil have sandhed, når sandheden vil gøre dem små.”
Thor brummede. “Hvis du vil knuse noget, så ring,” sagde han. “Jeg elsker at hjælpe.”
Runa rakte mig rammen. Den var i mine hænder, fra ingenting. Den var tung og let som en ny beslutning.
Jeg gik hjem uden at falde.
Jeg gik tilbage, før sneen kom. Ikke fordi jeg ville, men fordi luften i min lejlighed pludselig smagte af harpiks og honning. Jeg lod stenen rulle i min hånd, indtil membranen lagde sig som dug mellem mig og verden, og Valhallas lys gled ind under min hud som en langsom nål.
Jeg fandt hende ved træet igen, kvinden med spiralen på maven. Hun hang i en slynge af vævede sener, blikket halvt drømmende. Jeg lagde min hånd på hendes hud, fulgte spiralens første sving.
“Du kom tilbage,” sagde hun, og hendes stemme var den samme blide jeg huskede.
“Jeg vil kende dit navn.”
“Navne er redskaber,” sagde hun med et lille smil. “Jeg var Yrsa, da jeg blev bragt hertil. Jeg hed noget andet, da jeg valgte at blive hængt. Nu er jeg den, der bærer spiralen.”
“Hvorfor spiralen?”
“Fordi den ikke har ender. Fordi den bliver ved med at forsvinde ind i sig selv og alligevel peger ud. Fordi Odin hader former, der ikke kan fastgøres.” Hun lo lydløst. “Jeg kom hertil i jernalderen, som I kalder den. Vi kaldte den bare livet. Jeg var skjaldelev, en, der lærte at bære historier uden at knække under dem. Da jeg døde, greb hallen mig som et barn. Jeg bad om at blive hængt, ikke for at dø, men for at se det, der sker, når man vender blodets strøm.”
“Og hvad sker der?”
“Man hører de stemmer, der ellers er dæmpede.” Hun blinkede. “Som din.”
Jeg fulgte spiralen hele vejen ind til navlen, hvor huden var tynd som våde kronblade. “Vil du ned?”
“Vil jeg det?” Hun tænkte længe, uden pres, som hvis spørgsmålet var et tæppe, man vurderede vægten af. “Jeg vil hellere have, at du lærer at hænge uden rebet. Det er det, de hader mest, mennesker, der kan stoppe blodet i kroppen uden at miste farven i kinden.”
“Kan jeg det?”
“Du sang.” Hun nikkede mod hallen. “Du kan mere.”
Jeg lagde panden mod hendes pande, selv om rebet trak i hendes krop. “Yrsa,” sagde jeg. “Jeg vil betale for din sang.”
“Det kommer du til uanset,” sagde hun venligt.
Valkyrierne hentede mig med løse smil. Spillet hed Bryggen. I kredsen stod fire store kar, fyldt med væsker, ingen kunne navngive, en mørk, tyk bryg, der lugtede af salt og tang. En klar, der duftede af æbler, men var skarp som knust is. En som mælk, men fed som talg, og en, der så tom ud, men kneb i huden, når man kom for nær.
Reglen var enkel. “Bær det, du ikke kan bære.” Vi fik skåle af kranier, poleret glatte, og vi skulle hente fra karrene uden at spilde en dråbe, mens valkyrierne jagede os med snit og skub, kærlige som katte. Hver dråbe, der faldt, blev til små, blafrende skygger, som guderne sugede op med blikke som strå.
Jeg bar den “tomme” væske. Den hev i mine sener, som hvis den ville have min hånd til at åbne sig. Jeg strammede grebet, lod vejret synke ned bag navlen og gik. En valkyrie skar mig over læggen, en tynd linje, som var det et kærtegn. Jeg snublede, men rakte skålen frem. Den tomme væske blafrede, som hvis den havde vinger. Jeg sang lavt. Den faldt til ro.
“Hun forstår det,” hviskede nogen. Thor grinede. Freyja så tilfreds ud på den måde, en gartner gør, når noget spirer trods frost.
Vi sluttede uden ord. Jeg havde en skål fuld af ingenting, der vejede som en beslutning. Odin tog imod den med begge hænder. “Smukt,” sagde han og drak. Hans blinde øje rykkede under membranen, som hvis noget derinde smagte på mig.
Næste nat var det Hvirvel. Søjlerne drejede, gulvet skrånede. Vi blev drejet rundt, til vores indvolde sang. Reglen var var simpel. “Hold fast, ikke i søjlen, men i hinanden.” Det var grusomt og nænsomt. Hænder gled i blod. Kroppe ramte kroppe. Jeg fandt den arrede kvindes hånd igen, hendes ar var våde snore, men hendes greb var tørt og sikkert. En ung mand grinede, mens han brækkede sin skulder og satte den på plads igen med et suk, som publikum drak.
Jeg opdagede noget. Når jeg lagde min hånd over et sår og sang en tone fra knoglekammeret, trak kødet sig sammen, blot en smule, ikke nok til at snyde ritualet, men nok til at ændre rytmen. Valkyrierne så det. De nikkede. De skar mig dybere på skulderen. Jeg lod det stå. Jeg var ikke martyr, jeg var musiker. Smerten uddybede klangen. Skammen var allerede væk. Det gjorde mig ikke kynisk. Det gjorde mig klar.
Efter Hvirvel fandt Loke mig bag en søjle. Han havde blod på læben, ikke sit eget. “Du lærer for hurtigt,” sagde han.
“Er det en klage?”
“Det er en invitation.” Han løftede en finger. “Næste gang..” Han lod ordet hænge. “Næste gang tager du noget med ud.”
“Rammen?”
“Det, eller noget lige så dumt.”
Kioskejeren hed Bülent. Jeg lærte det først, da han sagde det. Indtil da havde han været “den gamle” for mig, et venligt ansigt. Den aften stod hans hænder og rystede, da han gav mig byttepenge. Det var ikke kulde. Det var en ulden, grå bølge, der slog ind over ham indefra. Hans øjne skiftede farve, som vand gør, før det koger.
“Er du okay?” spurgte jeg, den mest ubrugte sætning i verden, og nogle gange den eneste, der duer.
“Min søn ringer ikke,” sagde han. “Jeg har drømt tre nætter i træk, at jeg sover, mens nogen skære min hals over. Det er sjovt.” Han lo. Det var ikke sjovt.
Jeg tog ikke rammen frem, for den fandtes ikke her. Jeg lagde mine hænder ud i luften, som hvis jeg kunne huske dens form. Jeg sang hans navn, som ikke var Bülent, men noget hans mor havde kaldt ham, da han var for lille til at gå, en lyd der betød “hele min hånd.” Hans skuldre faldt. Hans vejrtrækning fandt bund. Tåren kom uden skam.
“Det hjælper ikke,” sagde han efter et stykke tid, og det var sandt. Men han så på mig med noget, der ikke var håb, mere den slags accept, man kun mærker, når nogen har set ens grimhed og ikke er gået.
Jeg gik hjem og sang for ham i mørket. Jeg sang for hans søn, som ikke ringede, fordi skam er en dårlig lænke, og for konen, der havde været død længe, men stadig holdt ham i maven, så han stod foroverbøjet i kassen.
Natten efter vågnede jeg med smagen af jern og æble i munden. Rammen lå over min brystkasse. Den var der, selv om den ikke kunne være det. Den var kold og let, som hvis den var lavet af lyd. Jeg bar den til kiosken næste dag, usynligt. Jeg stillede mig i døråbningen, mens Bülent stablede magasiner. Jeg sang, og rammen sang med, stille, indtil væggene i kiosken begyndte at trække vejret i takt. Folk kom ind og ud og så mig ikke. Bülent gjorde. Han så forbi mig på en måde, der kun findes for dem, der er ved at drukne og pludselig mærker sten under fødderne.
Han ringede til sin søn den aften. Jeg ved ikke, hvad de sagde. Jeg ved bare, at bølgen flyttede sig. Han kom senere med kaffe og et drikkebæger, som brændte mine hænder gennem låget. “Hvad skylder jeg?” spurgte han.
Jeg åbnede min mund for at sige ingenting. Men rammen sang en anden tone, betaling er ikke penge, betaling er at bære. “Fortæl mig, hvad din kone sagde til dig, da hun døde,” sagde jeg, og min stemme var mild, som hvis nogen i mig holdt om den.
Han sagde det. Ordene var ikke smukke. De var rigtige. Kaffen smagte af røg og en anelse salt. Efter den dag rystede hans hænder mindre.
Prisen kom samme nat. Jeg vågnede uden at kunne huske min fars ryg i garagen. Ikke ansigtet. Ryggen. Den var væk, som et hul i et tæppe. Jeg savnede den fysisk, som hvis nogen havde skåret en lomme ud af min hud. Jeg græd uden skam. Det hjalp ikke. Så sang jeg. Det hjalp nok.
Yrsa så på mig med de sløve, rådyrs rolige øjne. “Du har betalt,” sagde hun. “Nu kan du høre.”
“Hvad?”
“Hvisken.” Hun drejede lidt i rebet, så senerne knagede. “Vi hængte vil ændre vægten. Odin hælder, fordi det er ham, han er. Vi kan tippe uden at trække rebet ned.”
“Hvordan?”
“Ved at flytte vores sange fra halsen til knæhaserne.” Hun smilede, fordi det lød tosset, og fordi det var rigtigt. “Når blodet går den vej, tvinger det ønsket ned i jorden. Så vokser noget, der ikke er et skrig.”
“Han vil se det.”
“Han ser alt, han vil,” sagde hun, som Runa havde gjort. “Men hvis vi sang det for nogen, der kan bære… ” Hun så på mig. “… kunne vi sætte rammen i underlaget.”
“Midgård.”
“Jord er jord,” sagde hun. “Sæt den der, hvor du står.”
“Han vil kalde det forræderi,” sagde jeg og smagte ordet. Det var ikke mundret. Det var sandt nok.
“Hvor længe vil du være publikums yndling?” spurgte hun mildt. “Det er altid dyrt at være der, lyset rammer.”
“Jeg vil ikke være yndling.”
“Så vælg en anden rolle.”
Jól i hallen var ikke jul, men alt hvad julen vil være. Mad, ild, lykke, sved, skrig og sang. Søjlerne drak vokslys, der ikke smeltede. Bordene bugnede som maver, og gulvet var dækket af skind så bløde, at knæ blødte langsommere, når de ramte. Odin sad midt i det hele og så ud, som om han ikke sad, men voksede op af gulvet. Hans blinde øje glødede svagt, som glød i aske. Thor var allerede fuld af noget, der ikke fandtes i tønder. Freyja var gartneren i roligt centrum. Loke gik absolut ikke rundt og stjal alt, der ikke var naglet fast. Runa holdt sig i kanten med rammen i sine gamle, stærke hænder.
“Nu,” sagde hun, og hendes læber knap bevægede sig. “Syng med jorden.”
Jeg lod rammen hvile mellem ribbenene og bordets kant. Jeg lagde håndfladerne fladt mod træet. Jeg tænkte på mosen hjemme, på den sugende, mørke kærlighed i dens bund. Jeg tænkte på øreringe, der ligger i jorden i århundreder, og stadig hører, når nogen siger deres navn. Jeg tænkte på Bülents telefon, der ringede.
Jeg sang lavt, den tone knogler elsker. Ikke for guderne. For gulvet. For de skind, som engang havde været dyr. For de sener, der bandt borde. For de hængtes rebstumper, der altid dryppede et sted i væggene. Rammen vibrerede. Søjlerne svarede. Ikke for højlydt. Bare ligesom søm arbejder sig ud af gammelt træ, når huset sætter sig.
Valhalla standsede. Ikke helt. Men noget i rytmen gik galt, den behagelige maskine, som gør at kranier smadrer på det rette tidspunkt, så latteren ligger der, hvor crescendoet har brug for den. Latteren kom for tidligt. Et kranie smadrede for sent. Thor svor og grinede i samme åndedrag. Freyja lukkede øjnene og lod sine hænder hvile på bordet. Odin rejste sig ikke. Han gjorde det der var værre, han smilede.
“Sådan,” sagde han, og hans stemme var både ros og dom. “Endelig nogen, der prøver at spille med instrumentet, ikke bare for publikum.”
Jeg sang højere. Gudernes drikke vibrerede i skålene, som hvis de var bange for at blive væltet og samtidig længtes efter det. Valkyrierne trak sig tættere på væggene. De hængte sang fra knæhaserne. Runa lo lavt, som en kvinde, der så et barn tage sine første skridt på en snedækket vej.
Gulvet løftede sig en fingerbredde. Ikke mere. Det var nok. Dråberne fra Odins skål landede forkert. De ramte skuldre, der ikke trængte. Sår lukkede ikke helt. Gråden kom et brøkdel for tidligt, latteren en anelse for sent. Det var smukt, fordi det var sandt, smerte lever sjældent på klokkeslæt.
“Stop,” sagde Odin blidt.
“Nej,” sagde jeg lige så blidt.
Hans blinde øje trak vejret. Thor trådte frem, men Freyja lagde en finger på hans underarm, og han blev stående. Loke stod bag mig nu. Jeg ved ikke hvornår. “Hvis han slår,” hviskede han, “så syng hans navn som et spørgsmål, ikke et svar.”
“Og hvis han ikke slår?”
“Så har du allerede vundet den runde.”
Jeg gjorde noget farligt. Jeg sang Odins navn som et spørgsmål. Ikke Odin, men den gamle form, den der ikke står i bøgerne, den der betyder “den, der bytter øje for at se under dugen.” Jeg sang det med den blide uvidenhed, kun en elev kan have, når hun beder sin mester om at vælge en anden lektion.
Det brast igen, ikke hallen, ikke gud, ikke menneske, men en vane, at lægedråben altid kom, før smerten nåede at sige det, den ville. Nu kom smerten først. Den talte kort. Og da dråben faldt, for Odin stænkede stadig, bare mindre afgjort, havde den noget at lægge sig omkring. Det holdt op med at være underholdning. Det begyndte at være noget andet. Ikke bedre. Ikke værre. Bare anderledes.
Odin satte skålen ned. “Tak,” sagde han. “Du har ændret min fest. Nu er den ny. Jeg hader nyt, fordi jeg elsker det.” Han gik forbi mig og rørte ved rammen med to fingre. Det gjorde ondt, som når man brænder sig på et låg, der ser koldt ud.
“Prisen,” sagde han. “Du ved det.”
“Tag den,” sagde jeg, fordi det allerede var for sent.
Han tog ikke mit navn. Han tog min evne til at huske min mors stemmes tonefald, når hun sagde “kom nu”, ikke ordene, bare den særlige vibration, der altid fik min ryg til at rette sig. Den forsvandt, som et insekt i rav, der pludselig ikke var der. Jeg vaklede.
“Du bar det,” sagde Freyja, tæt ved min skulder. “Nu bærer vi.”
Thor slog et bord i stykker og brød ud i et befriet grin, fordi noget havde ændret sig, og hans krop elsker brud. Valkyrierne dansede langs væggene i et nyt mønster. De hængte gyngede og sang dybere end før. Runa tørrede sine hænder, langsomt, som efter en operation.
Og i Midgård, samme nat, vågnede mange uden at vide hvorfor. Nogle skrev beskeder, de havde udskudt. Nogle slukkede lyset og så mørket for første gang uden at blive bange. Nogle gik ud i sneen og lod tungen blive våd af himmel. Bülent ringede til sin søn igen. En kvinde i et fitnesscenter satte vægtene ned og grinede, fordi hun pludselig mærkede, at hendes krop var en person. En mand i en kirke lod lyset brænde ned til fingrene og trak det ikke væk. Ingen vidste, hvorfor. Det var nok.
Dagen efter kunne jeg ikke sige mit navn højt uden at det smagte af papir. Det var stadig mit, men det lå forkert i munden. Jeg gik gennem byen og lod andre sige det. De sagde det pænt. Det hjalp ikke.
Freyja kom uden hallens membran. Det sker sjældent, men hun kan, når hun vil. Hun stod bag mig ved mosen, hvor isen havde lagt sig som en tynd hinde, man kunne drømme om at gå på.
“Vælg,” sagde hun, og hendes ånde var ikke synlig, men jeg kunne lugte æble og røg. “Vil du have et nyt navn, eller vil du bære det, du har, som en sten i din sko?”
“Kan jeg få begge dele?” spurgte jeg. “Beholde mit gamle og bære et poetisk navn som et armbånd?”
Hun smilede. “Du er fra en tid, hvor man må have flere masker. Ja.”
“Så giv mig et navn, jeg kan synge, når mit eget knager.”
Hun rørte ved min pande. “Skær,” sagde hun. “Fordi du skærer og bliver skåret. Fordi din sang er en kant.”
Jeg smagte det. Skær. Det lå rigtigt. Ikke i stedet for, men ved siden af. Jeg bandt det om håndleddet med det mørke stof. Jeg var stadig mig. Jeg var også Skær. Det var ikke en maske. Det var et redskab.
“Nu,” sagde Yrsa en aften, og jeg vidste, at hendes spiral havde været i arbejde, mens jeg sov. “Hjælp mig ned.”
Rebet skar i hendes hud, da vi løsnede det. Blodet kom roligt, som hvis kroppen havde ventet på det. Hun stod, knæene bøjede under vægten, smilede som en, der har ligget længe og først nu mærker gulvet. “Tak,” sagde hun. “Ikke for at tage mig ned. Tak, for at synge med jorden. Nu ved jeg, hvor spiralen går.”
“Vil du gå?” spurgte jeg.
“Ja,” sagde hun. “Men ikke væk. Ned.” Hun lagde sin pande mod min, den gamle, kærlige bevægelse, Valhallas hilsen. “Når du går i mosen, vil du mærke mig i stien. Jeg vil være den bløde plet, hvor dine sko synker en anelse for langt. Jeg vil være duften af våd bark, når du har allermest brug for at vide, at du ikke er alene.”
Hun gik. Ikke gennem en dør. Ned. Hun sank ind i gulvet, langsomt, værdigt, som hvis hun lagde sig i et kar, nogen havde varmet for hende. Rebet hang tilbage, tomt og smilende, som en linje uden fisk.
Odin så det og gjorde intet. Han viste tænder. Var det vrede? Var det stolthed? Det var sult, og sult kan ligne alt.
“Du tror, du har ændret noget afgørende,” sagde han den næste nat, som om samtalen var begyndt i går, og vi bare fortsatte den. “Det har du ikke. Du har skubbet på hjulet. Det gør ondt et andet sted nu. Det er fint.”
“Du vil altid finde en måde at spise på,” sagde jeg. “Jeg vil bare, at dem, du spiser, ved, at det er det, de gør.”
“Oplysning er en elendig marinade,” sagde han muntert. “Men den giver en god skæbne.” Han gik tættere på, så jeg kunne se folderne i membranen over hans blinde øje. “Vil du have en plads?”
“Ved dit bord?” Jeg lo, fordi jeg var træt, og fordi det var det, han tilbød. “Som hvad?”
“Som den, der synger, når mine gæster er ved at glemme, hvorfor de kom. Du kan være skærende, når de bliver bløde. Jeg kan bruge det.”
“Og hvad koster det?”
“Alt,” sagde han blidt. “Alle pladser koster alt. Også den, du allerede sidder på.”
“Så holder jeg min taburet,” sagde jeg. “Den står mellem døre.”
“Det er også en plads,” sagde han og bøjede sig frem og kyssede min pande, denne gang ikke som en velsignelse, men som en signatur. Det sved. Ikke på huden. I knoglen. Runa ville kunne se mærket, hvis hun så mig med sine gamle øjne.
I byen begyndte små ting at ske. Ikke mirakler. Ændringer. En teenager, der plejede at knække glasflasker i gården, begyndte at hænge dem i snore i vinduet, så de sang i vinden. En mand med boxerhænder stoppede med at slå i væggen og begyndte at slå i luften, systematisk, til kroppen sang af træthed. En kvinde, der ikke havde danset siden konfirmationen, lod hofterne gøre, som de ville, da hun stod og vaskede gulv en tirsdag nat.
Og mørket blev ikke lettere. For andre blev det tungere. Nogle holdt op med at sove, fordi drømmene var for vågne. Nogle smadrede mere, fordi bruddet endelig lød rigtigt i deres ører. Balance er en ond lærer. Jeg sang, når jeg kunne, og holdt kæft, når det var bedre. Rammen hang som et usynligt instrument over min seng. Den vippede, når jeg løj for mig selv. Det var generende og nyttigt.
Bülent satte et foto op af sin kone på hylden med skrabelodder. Ikke et smukt foto. Et rigtigt et. Han lagde to mønter under det, ikke for betaling, men for vægt. “Så hun ikke driver,” sagde han, og jeg nikkede, selv om ordet var forkert og perfekt.
Jeg begyndte at lære andre at synge deres navn, før de bankede på døre. Det var ikke et kursus. Det var en vane. Når nogen ringede og sagde: “Jeg tør ikke”, sagde jeg: “Så syng, før du går.” Det var ikke melodi. Det var vejrtrækning. Ind gennem tænder, ud gennem hænder. Tonen skulle ned og rundt og op, som hvis man hælder vand fra en tung kande. Nogle grinede. Nogle græd. Nogle gjorde det i sengen, hvor ingen så dem. Jeg sagde: “Syng, indtil du kan høre dit navn uden at have lyst til at gemme det.” Der skete sjældent noget stort. Men småting satte sig.
Jeg skrev det ned på et stykke papir og hang det på mit køleskab:
- Sig dit navn stille.
- Træk vejret derned, hvor du normalt lyver for dig selv.
- Lad lyden komme som damp på et spejl.
- Lyt efter, hvor det gør ondt, for der bor sangen.
- Bank først, når du har hørt den.
- Hvis døren ikke åbner, så syng igen i morgen.
Runa så papiret, da hun en nat sad på min bordkant, som hvis hun var min bedstemor og ikke en knoglemester. Hun nikkede. “En god manual,” sagde hun. “Kort nok til, at folk gider.”
“Det er ikke runer,” sagde jeg.
“Jo,” sagde hun. “Bare på papir.”
Det bankede igen. Ikke udenfor. Indeni. En blød, trænet finger på membranen. Jeg lagde stenene på min hånd. Den første, jeg fandt i mosen. Den anden, Loke gav mig. Spiralerne mødtes et øjeblik som to snefnug, der genkender hinanden, inden de smelter.
Jeg tænkte på alt, jeg havde betalt. Min mors stemmes tone, min fars ryg, skammen, jeg ikke savnede, før vinden kom fra nord. Jeg tænkte på alt, jeg havde fået. Et navn for kanten, en ramme, der sang, når jeg løj, venner, der var guder, og mennesker, der var smukkere, end nogen hal fortjener.
Jeg tænkte på Yrsa i mosen. På Bülent ved kassen. På valkyrier, der skar i mig, indtil min sang havde farve. På Thor, der tilbød at knuse, hvis jeg bad. På Freyja, der gødede og beskærede. På Loke, som bandt min frihed til en løgn, der passede mig. På Odin, der aldrig var min, og som alligevel havde sat sine læber på min pande, så knoglen steg frem, når det brændte.
“Skær,” sagde jeg, bare for mig selv. “Og..” Jeg sagde mit gamle navn, og det smagte stadig af papir, men jeg kunne bære det.
Jeg lagde hånden på membranen. Den gav efter. Jeg trådte ikke. Jeg sang først. En lang, lav tone, der startede bag navlen og endte i tæerne. Døren åbnede indad. Valhallas lys kom ikke væltende. Det lagde sig i mit køkken som en ny maling, der endnu ikke var tør.
“Velkommen,” sagde en stemme, der var alles og ingens. “Velkommen og farvel.”
“Det er det samme ord for jer,” sagde jeg.
“Og for dig,” sagde stemmen. “Når du vil.”
Jeg gik, ikke for at blive. For at se, for at synge, for at bære. For at vælge igen. Hallen tog imod mig med sin gyldne rædsel, sin ærlige sult og sin skamløse skønhed. Og i kanten af mit syn, hvor spiraler altid drejer mod midten, stod en lille pige med en knoglefløjte og så mig an, som hvis hun overvejede at lære et nyt instrument.
“Kom,” sagde Loke fra skyggen, munter som en gammel lastbil. “Lad os lave noget dumt.”
“Kun hvis det virker,” sagde jeg.
“Alt, der virker, er lidt dumt,” sagde han og rakte mig hånden.
Jeg tog den. Jeg sang.
Og et sted i Midgård, på en mørk vej, standsede en kvinde, der var ved at gå ind i et hus, hvor hun plejede at blive mindre. Hun stod med hånden på håndtaget, lukkede øjnene og sagde sit navn, som hvis hun lagde det i jorden, så det kunne få rødder. Hun bankede ikke. Hun gik.
Jeg hørte ikke hendes skridt. Jeg hørte kun efterklangen i min ramme. Det var nok.
Slut — for nu.
Skriv et svar